Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg skriver, fordi jeg har alvorligt brug for gode råd. Måske har I stået i en lignende situation og kan give mig nyttige vink om, hvordan man tackler den.
Siden jeg kom hjem efter mit 3-dages besøg hos vores søn og svigerdatter, har min mand været gennemsød, kærlig og hensynsfuld.
Han hentede mig i lufthavnen og fortalte hvor glad han var for at se mig igen. Væk var den martyrlidende mine og den indelukkede optræden, som jeg var taget afsted fra.
Det skal lige indskydes, at min lille ferie ikke havde været et smækken-med-døren, nu-kan-du-sidde-der-og tænke-over-det-mens-jeg-er-væk udspil fra min side. Jeg havde bare lyst til at være lidt sammen med de unge mennesker. Det var for at gøre noget på egen hånd. Og han var selv væk på jobrelateret rejse samtidigt.
Han smiler og holder om mig og siger, at han elsker mig. Han er omsorgsfuld over for mig og taler kærligt til mig.
Skal det nu være et PROBLEM?, er der sikkert mange, der vil spørge.
Ja, det er det.
For jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg tackler tingene NU. For ganske få dage siden lod det jo til, at løbet var kørt så ubehjælpeligt ud i en blindgyde, at der ikke var ret meget andet for and at gå i gang med skilsmisseforhandlingerne.
Og så har jeg som ved et trylleslag, synes det, genfundet den søde mand, som jeg i sin tid forelskede mig i. Jeg er selvfølgelig også kærlig over for ham, for tænk nu hvis det var sandt. (Det VIRKER ikke som spil for galleriet, men jeg ved jo desværre hvor god en skuespiller, han er).
Den søde mand taler naturligvis ikke om vort store "emne".
Derfor er jeg fortsat på herrens mark i forhold til hans intentioner.
For én ting er at gå i gang med indretningsprojekter i huset, som om vi skulle bo her sammen resten af vore dage (han hentede alle materialerne igår), en helt anden er at beslutte sig for aldrig mere at svigte mig igen.
Jeg er selv mest tilbøjelig til at læne mig tilbage lidt og se, hvor disse nye vinde bærer hen. På et tidspunkt skal vi tale om "emnet" igen, det er uundgåeligt, uanset hvor gerne han end ville slippe for det. Jeg er nødt til at vide hvor jeg står. Men det kan jo være, at han kommer til mig først.
Men hvad nu hvis jeg var ved at lulle mig ind i et duntæppe af falsk tryghed og lige pludseligt blev vækket op af den iskolde spand vand, som jeg ville få over mig, hvis min 'gamle' mand dukkede op igen på arenaen. Han, som ikke alene har udsat mig for det største og mest smertefulde svigt i mit liv, men som også kræver det som sin fortsatte ret at være fri spiller på sexlivets udebane?
Ville det så ikke være unødig grusomhed over for følelser, der i forvejen er kværnet til bøftartar?
Det er utroligt svært at få greb om, og jeg ville sætte stor pris på Jeres betragtninger.
Tak og god pinsesøndag.
Kranen
Men – da jeg læste dit seneste indlæg, så må jeg indrømme, jeg fik en tanke, som bestemt ikke er rar – og jeg håber inderligt, jeg tager helt, helt fejl. Jeg kender hverken dig eller din mand, jeg kender naturligvis ikke alle facetterne; kan udelukkende forholde mig til, hvad jeg har læst her i debatten.
Du kom ind i hans liv som elskerinden, hvor han var i et andet forhold. Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen, at den trafik, med at have lidt ved siden af, har han fortsat, også i livet med dig – on and off i hele jeres forhold. På et tidspunkt skriver du, at du har spurgt ham, hvor til han svarede ”hvem ved”. Senere skriver du godt nok, at han har bedyret, at det kun er dette forhold, som du opdagede.
Du fortæller også, at han er en meget dygtig skuespiller.
Jeg er da ikke i tvivl om, at han elsker dig og jeres forhold, men det med at have noget ved siden af, simpelt hen er en livsstil, som han nok ikke kan/vil undvære. Jeg tror heller ikke, han overhovedet kan se, at han svigter dig – det er bare sådan han har det bedst med at leve. Han har slet ikke forståelse for, at det gør så ondt på dig, som det gør – den fatter han ganske enkelt ikke, for han ser slet, slet ikke, at han har svigtet dig på nogen måde. Som jeg har forstået det i debatten, så er hans absolut største problem i hele denne her krise, at du fik opdaget det – for det var ikke meningen.
Han orker simpelt hen ikke denne her konflikt – han ser slet, slet ikke problemet fra din side, og han er garanteret dybt forbandet over, at du opdagede det, men det er også det fra hans side.
Jeg gætter på, at han virkelig ikke ønsker denne skilsmisse – den vil vel også koste fra hans side? Der er meget, der bliver dybt besværligt, og han ER jo glad for dig og jeres liv, vil gerne fortsætte. Og – selv om vi skriver 2013, så ser han vel også en skilsmisse som et prestigetab?
Jeg forstår, at han rejser meget arbejdsmæssigt? Han er ofte væk i kortere og længere perioder? Han har således rig mulighed for at dyrke andre interesser, når han er væk – jeg mener, han har haft mulighed for at planlægge en ferie sydpå med en veninde, og over for dig kalde det forretningsrejse?
Den tanke, der faldt mig ind, da jeg læste dit seneste indlæg er desværre, at han er kommet frem til, at hvis han nu viser sig sød, dejlig og rar – holder op med den der martyrrolle, som han i forvejen har det dårligt med, og så ellers prøver at gå endnu mere stille med dørene, så vil du blive glad, og han kan fortsætte som hidtil. Hvis han nu viser sin gode vilje ved at påbegynde nogle renoveringsopgaver hjemme - som måske endda er noget, du har talt om i lang tid – så falder du nok til ro – og efter en tid, så kan alt blive som før. Og – for dig beklageligvis - også det med lidt ved siden af, som han plejer, bare noget bedre skjult for dig.
Som nævnt – jeg håber virkelig, jeg er helt, helt forkert på den, og jeg har da et forslag til dig, hvis det ellers kan lade sig gøre:
Jeg går ud fra, at når han er ude og rejse, så ved du vel hvilket hotel, han bor på?
Hvad med om du prøver at spille med på, at han nu har vendt på en tallerken – og så fuldstændigt uanmeldt pludselig dukker op på hans hotel, måske lidt halvsent og regner med, at han er kommet tilbage til sit hotelværelse. Så er det jo spændende, om han så er alene. Du kan jo altid bruge argumentet, at du netop ville vise din velvilje og ville glæde og overraske ham med en visit, når han nu er på rejse, der for mange mænd altså ER noget triste, når man kommer hjem på et upersonligt hotelværelse.
Hmmm... vil faktisk bare tilslutte mig Lottes analyse - den er lige i øjet. Du har ikke brug for en mand, som lige nu kan være sød og rar, du har brug for en som indser sine fejl og gør en indsats for at korrigere dem, dvs. ændrer sig.
Men det er svært, det erkender jeg, jeg kan sagtens sætte mig i dit sted.
Sådan set enig i ovenstående svar. Hvis din mand havde i sinde at være dig tro resten af livet ville han nok sige det til dig.
Hvis du accepterer hans kærlige adfærd giver du ham også de facto samtykke til at fortsætte som hidtil. Hvis du så om et par år afslører ham igen, så kan han med rette sige "jamen, jeg lovede dig aldrig noget og du kendte præmisserne!".
Men altså! Jeg skal ikke dømme og jeg vil ikke anbefale dig at handle på en bestemt måde. Jeg har fx en rigtig god ven, der rejser meget. Hans kone ved godt at han af og til har noget ved siden af når han rejser, men til gengæld er han 100% tilstede når han er hjemme. For mig er det meget underligt, men det virker tilsyneladende for dem, så fred være med det. Måske ville en tilsvarende aftale virke for jer (udfra alt hvad du har skrevet i denne tråd, så er svaret sikkert nej)?
Jeg tror sådan set at den kærlige adfærd du er blevet mødt af er ægte nok. Han elsker dig givetvis og vil gerne dele sit liv med dig . Problemet er bare at du ikke udfylder alle hans behov. Behov som han ikke har i sinde at opgive. I hans øjne er det ikke noget, der udfordrer det han har med dig, og derfor er det også uproblematisk for ham at leve det liv. ¨
Derfor tror jeg at du har to muligheder. 1) hvis du vil have et monogamt forhold baseret på ærlighed og tryghed, så må du vippe ham ud og finde en anden. Det kommer han aldrig til at give dig 2) elsker du ham trods alt og vil dele dit liv med ham, så accepter hans små udflugter og nyd at det er dig han elsker og kommer hjem til igen.
Vi mennesker har utroligt svært ved at ændre os, selv når vi virkelig ønsker at gøre det. Og midaldrende mænd, ja de er sgu som de er. Take it or leave it.
Alt det bedste herfra
CITAT SLUT
Jeg må indrømme, jeg har tænkt det samme. Så er man fyldt med håb og tro og så det modsatte.
En dag indser man det og først da kan man tage sig sammen til at træffe en beslutning.
Jeg kender det, og så kan andre give nok så mange gode råd. Man gør intet før man er klar. Man snakker bare om det ene og andet. Men det hjælper da også en smule.
Uha, jeg kan jo godt se, hvor det bærer hen. I alle Jeres svar er essensen den samme:
Hvis du vil have en tro og ærlig mand, så er det IKKE ham, du har.
Så UD med ham og find en anden.
Det ER altså bare ikke så lige til, nej det er ej. Godt nok står jeg fast ved min beslutning om, at hvis jeg ikke kan have ham helt, så vil jeg slet ikke have ham.
Men før jeg har fået en klar og ganske utvetydig udmelding fra ham om at han ønsker sin frihed til at knalde de damer, han vil, så satser jeg på at give ham en chance, så længe jeg orker at vente, til at komme til fornuft og love mig, at han aldrig mere svigter og sårer mig igen ved at være mig utro. der er jo kun de to muligheder.
Ja, et sådant løfte er jo nemt at give - og bryde. Jeg ved det. Det er alt for nemt for ham at holde mig hen i uvidenhed, som han jo har bevist. Bærbar elektronik, computere, forretningsrejser - der er snart sagt ingen grænser for mulighederne for udenomssex; og nej, Lotte, jeg ved aldrig hvilke hoteller han bor på, og ser sjældent boardingpas og lignende, så jeg er ikke engang sikker på at han nu også rejser til det land, han har sagt, han skal til. Så dit forslag, som går på at kontrollere, om han nu også holder sig på måtten, bliver lidt svært at gennemføre i praksis. Og hvorom alting er, ville han straks vide, at det var for at checke, hvis jeg skulle dukke op uanmeldt.
HVIS han lover at holde sig kun til mig, og HVIS jeg vælger at tro på ham, så må jeg jo slippe den slags tanker, hvis jeg ikke skal blive splitterhamrende - og jeg vil som sagt i et tidligere indlæg ikke nedværdige mig til at være detektiv og snage i hans personlige ting og sager. Det har jeg gjort og er ikke stolt af det. Jeg skal med andre ord overbevise mig selv om at have tiltro til ham - og HAN skal gøre alt, hvad han kan for at bygge min tillid til ham op igen. For jeg skal kunne TRO på at han fortæller mig sandheden.
Desværre fornemmer jeg fra det I skriver, at der er en meget reel mulighed for, at jeg på et tidspunkt - på kort, længere eller langt sigt - vil opdage, at han lysteligt fører et dobbeltliv og atter engang snyder og bedrager mig så vandet driver. Det vil betyde endnu en grusom nedtur som den, jeg gennemlever for øjeblikket, og den vil uden al tvivl udløse umiddelbar igangsættelse af skilsmissen.
Orker jeg virkelig at skulle igennem den voldsomme sorg én gang til? Er det ikke bedre at maffe ham ud med det samme og så starte på en halvfrisk?
Det er for indeværende en uoverskuelig tanke - et overvældende aspekt. Og som jeg har sagt før, så elsker jeg fyren og vil så gerne give vores forhold alle de chancer, jeg kan.
Lotte - du har ret i, at hans nyfundne søde og kærlige væremåde meget vel kan dække over en lyst til at berolige mig så meget, at han kunne genoptage sin parallel-tilværelse, blot denne gang med endnu bedre forsvarsværker. Og, nej, jeg tror bestemt ikke han har nogen drøm om at blive skilt. Han er glad for vores tilværelse og for mig - ingen som helst tvivl om det. En skilsmisse ville koste ham dyrt på både økonomisk og personligt plan.
Hvis han havde til hensigt at være mig tro, så ville han vel også sige det af sig selv. Yep, rigtigt. At alt skal trækkes ud af ham med tænger er ikke gode tegn.
Den store, afgørende samtale må og skal finde sted. Uanset hvor rar og omgængelig, han er for tiden. Jeg har taget lidt hul på den i dag, da jeg fortalte, at jeg skulle til enmands-parterapi, eftersom han ikke var interesseret i den slags. Dén faldt ikke i god jord og vi ville have talt mere om det, hvis ikke vores yngste var kommet ned til morgenmad.
Måske står slaget i aften - måske bliver det senere.
Men der bliver ingen stiltiende accept af status quo, hvorved han tilraner sig retten til ikke at love mig noget og jeg derfor ikke senere kan bebrejde ham noget. Sådan kommer det ikke til at gå.
Jeg skal vide, hvor jeg står. Det er vel ikke 'urimeligt'?
Jeg skal naturligvis opdatere hen ad vejen. Det er en æv situation, det kan vi godt blive enige om.....
God aften til Jer fra Kranen
Du har været sammen med en mand i 30 år - han rejser meget og ofte, men du aner ikke hvilket hotel, han bor på, ja, du aner dårligt nok hvilket land, han befinder sig i, du aner ikke om han er på arbejde eller tager sig en ferie et eller andet sted ?
Helt ærligt - hvordan kan det dog overhovedet kaldes et ægteskab? Du kender ham jo ikke, og det har øjensynligt aldrig været meningen, at I skulle dele helt elementære ting i jeres forhold. Og ja - det kan man åbenbart - jeg står bare helt af mht nogen form for rådgivning i noget sådant.
Det er simpelt hen et nummer for avanceret til at jeg overhovedet kan fatte det.
Hvis det altid har været sådan i jeres forhold, at det simpelt hen aldrig er faldet jer ind at fortælle hinanden om hvor I er, hvor I har været, hvad I oplever osv., så er det da klart, at det også i en sådan forbindelse er faldet din mand helt naturligt, at han også lever sit eget liv.
Jeg vil da opfatte det som et praktisk bofællesskab, hvor man er sammen, når man er sammen - og så gør andre ting, når man ikke er sammen, uden følelsesmæssige hensyn.
Hvis det er en konstellation, I har været enige om - eller du i hvert fald stiltiende har accepteret - helt fra starten, så tror jeg faktisk ikke, du har noget at bebrejde din mand. Han er der for dig, når han er hjemme - der ud over fylder du ikke i hans tanker og følelser, og sådan har det givet altid været for ham, og derfor kommer det voldsomt bag på ham, at du - ved en fejltagelse - fik indblik i en del af hans liv, som han ikke mener kommer dig ved, og tillader dig at blive "urimelig" over det.
Som jeg vidst nævnte i mit aller første indlæg til dig - jeg tror ikke, han overhovedet har fattet din ophidselse over det her, og som du skriver her til sidst, så er jeg nok der, hvor jeg begynder at forstå ham. Du er kun en del af hans liv, når I er sammen - ellers overhovedet ikke. Sådan tror jeg da, han opfatter jeres liv, og det er nok kommet noget bag på ham, at du ikke ser på det på samme måde.
Jeg beklager dybt, hvis jeg har misforstået noget her, men ja - jeg må melde pas.
Du VIL tro ham på hans ord og alle er lykkelige. Tag hellere den bestemmelse, at det skal være sådan.
Jeg er som de øvrige en smule på glatis her. Der findes fora hvor utro mennesker støtter hinanden og giver hinanden gode råd. Jeg tror, at hvis din mand skrev ind og beskrev jeres situation pt., så ville rådet til ham være: ”Så sig da til hende, at du nok skal holde dig på måtten. Så får du fred, og du kan fortsætte dit ensidige åbne ægteskab, når bølgerne har lagt sig. Men giv hende ro i sindet, det skylder du hende vel trods alt.”
Du lægger rigtig meget i det, at han skal afgive et løfte, er det virkelig nok for dig – har han ikke allerede gjort det i forbindelse med giftemålet? Hvis jeg var dig, så ville jeg interessere mig meget mere for hans evne til at ændre sig og rent faktisk overholde løftet.
Nu er det jo meget svært at bedømme hvad der er årsagen til det her, men jeg tolker det i retning af en typisk konfliktsky mandeting. Dvs. at han på den ene side ikke ønsker at lyve længere og derfor ikke vil give et endeligt fast tilsagn om evig troskab, for det ved han er løgn (vidner faktisk på et eller andet plan om, at der er en moral/samvittighed til stede). På den anden side er det for ham simpelthen for grænseoverskridende at tage den helt åbne snak om hvad det er han vil og hvad han har gjort, for der ved han at han kommer til at stå til regnskab. Han ved at han vil skulle forholde sig til og snakke om sine dybeste tanker og følelser og dermed blotte sig selv totalt. Rigtig mange mænd lukker simpelthen ned ved den tanke. De kan overhovedet ikke finde ud af det, og derfor vælger de bare at holde kæft eller snakke udenom. Kort sagt, hvis man ikke vil lyve men samtidig heller ikke ønsker at fortælle sandheden, så må man jo tie stille.
Dertil vil han jo gerne beholde hende, så han forsøger at tale udenom og være en god og kærlig mand, og håber at det er tilstrækkeligt.
Til Kranen vil jeg gerne sige at jeg synes at det er rigtig godt at du forfølger en afklaring på din situation. Og jeg synes også, at det er fint at du fortæller din mand det. Det er godt at han får et indblik i den proces du har gang i.
Det er på sin vis fint nok at du går alene i terapi, for med den adfærd han udviser, så er det i sidste ende et spørgsmål om du vil acceptere ham eller ej og ikke et spørgsmål om han ændrer sig (for det gør han jo ikke).
Det kunne du jo evt. fortælle ham. Det kunne være en relativ udramatisk måde at involvere ham på. Fortælle ham at du tror på, at han elsker dig, at han er dejlig at være sammen med, at I har haft et godt liv sammen og at han i det hele taget har mange kvaliteter. Dertil kan du fortælle ham, at du har forstået budskabet - han vil ikke snakke om, hvad der er sket, han vil ikke i parterapi og han vil ikke love dig evig troskab. Så derfor er DU nu gået i gang med en personlig proces, hvor du vil finde ud af om du vil ham eller ej på de præmisser. Han kan i mellemtiden slappe af, du graver ikke mere i det og skal nok vende tilbage når du har fundet dit svar. Får han pludselig lyst til at snakke så ved han hvor han kan finde dig.
Held og lykke - synes sgu at du har en meget sund og konstruktiv tilgang til tingene selvom det må være pisse svært.