Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg er udmærket klar over, at den indignation, der præger Lotte's indlæg er udtryk for at ønske om at beskytte mig fra yderligere svie og smerte. Persille ligeledes - du mener ikke vist ikke helt, at alle er lykkelig, hvis jeg tror på hvad den løgnagtige svindler siger til mig, vel, din skælm....
Jeg har ikke givet nok info, kan jeg se. I de seneste 30 år har jeg - med undtagelse af de sidste 2 - altid fået at vide (og haft på tryk), hvor min mand opholdt sig, og hvad formålet var, når han var ude at rejse. At jeg intet fik oplyst i de to år, der gik forud for den store afslørelse, burde jo også have fået mit alarmberedskab op i det røde felt. Jeg havde som før beskrevet også 'fornemmelser', men intet konkret at holde mig til. Og jeg fik stukket løgne og udenomssnak, da jeg stillede direkte spørgsmål engang sidste sommer, hvor der lige var én 'alenetur' for meget på hans program, til noget festivitas i embeds medfør.
Men mit ægteskab gennem alle årene synes jeg bestemt ikke kan kaldes et simpelt bofællesskab. Javel, jeg har haft en fraværende mand (og børnene en fraværende far) på mange praktiske områder - men hverdagen har vi delt på godt og ondt med ferier og fritid m/u børn; opture, nedture og la-la ture. Der ligger megen ømhed og kærlighed i det ægteskab, hans store svigt til trods, og det er noget, vi begge ønsker at bevare, selvom vore bevæggrunde ikke nødvendigvis er identiske, og vore krav til hinanden forskellige.
Kravet, som sagt så mange gange før, er fra min side; at han lover at holde sig på måtten fremover. Og overholde Aftalen.
Aftalen, ja. Det Store Løfte.
Bryllupsløftet om troskab holdt han efter eget udsagn i 23 år, før han brød det. Fordi han på et tidspunkt, hvor han følte sig langt nede i selvværd grundet jobbet, og væk fra mig fysisk og psykisk, traf en person, der ud over at være en smigrende generation yngre, også syntes at han var det bedste i verden. Det var for ham en OK grund til at indlede et udenoms forhold. Og det gør fortsat inderligt ondt på mig, og det har såret mig ubeskriveligt. Det er der ingen vej udenom - og jeg vil aldrig glemme det. Om jeg på et tidspunkt bestemmer mig for at tilgive det, er en anden sag, det må tiden og begivenhedernes udvikling vise. Det er til dels, meget, et spørgsmål om genvundet tillid, tror jeg.
Ikke desto mindre er det rigtigt, at jeg lægger vældigt meget i at han lover mig troskab højt og helligt.
For på trods af, at han så bevisligt løj for mig gennem lang tid, kender jeg ham godt nok til at vide, at han er fuldt ud klar over, at han har gjort mig uendeligt fortvivlet (selvom han ikke helt forstår hvorfor jeg tager sådan på vej), og at det Løfte, jeg beder ham om at aflægge, er bindende og ikke-negociabelt.
Og han har kolossalt svært ved at give afkald på sin RET til FRIHED til at kunne knalde udenom (og have direkte langtids-dobbeltliv med en elskerinde), og det er jo hvad Løftet til mig vil indebære.
Han synes, at jeg vil bestemme alt, og kontrollere alt, når jeg beder ham om 100% troskab. En slags kastration.
Beslutningen om at forblive mig tro (for både tro- og utroskab er baseret på en beslutning) er således meget vanskelig for ham. Han vil helst ikke udtale sig om noget som helst og i hvert fald ikke ud i noget verbalt minefelt.
Og det er rigtigt, at hvis man ikke vil lyve, ej heller fortælle sandheden, så må man jo tie. Og det er hvad, han gør.
DERFOR - eftersom man jo kan trække hesten til truget, men ikke kan tvinge den til at drikke - benytter jeg mig af det værktøj, JEG har til rådighed for at få rede på, om forholdet til min mand skal fortsætte eller ej.
At smække med døren og afslutte ægteskabet her og nu og slam bam, ville nok være mere 'simpelt' (uden at være mindre smertefuldt) end at forsøge ved alle rimelige midler, herunder parterapi - også i enkeltpersons-regi - at holde fast på det og få det til at trives. Det skylder jeg vores forhold, og det skylder jeg først og fremmest mig selv at gøre.
Ved godt, at jeg var helt nede og skrabe bunden forleden - og parat til øjeblikkelig separation med hele svineriet. Modet og kræfterne er blevet bedre de seneste par dage, og jeg kan fornemme, at der stadigvæk er meget at slås for. Det agter jeg at gøre. Dermed ikke være sagt, at det ikke slår fejl.
Jeg synes selv, at jeg af denne historie har lært at træde i karakter - min mand siger, at jeg er blevet en hård hund - og jeg ved, at jeg ikke vil finde mig i løgn og bedrag i fremtiden. Jeg ved også, at jeg bestemt har vældigt god brug for selv-forbedringer for at vi kan få noget positivt ud af miseren, hvis det viser sig, at vi skal blive sammen. Det ved jeg jo ikke endnu. Men jeg tror på det.
Kan I have en god aften. I'll be back.
Kranen
Jeg morer mig, på den gode måde, du fangede den. Jeg er helt klar over du er intelligent efter det du skriver.
Jeg forstår dig sikkert bedre end du tror, for jeg har været i en situation, der ligner en del.
Man KAN ikke træffe en beslutning, før man ikke kan klare mere og for dit vedkommende kan kun tiden vise, hvad der sker.
Min eksmand var ikke god på nogen måde og jeg fik det først godt, da jeg forlod ham.
Men jeg ved hvor svært det er at forlade et ægteskab, der har varet i mange år. Det er ikke bare at gå. Hjemmet og mange andre ting skal deles og brydes op, det er ufattelig svært.
Man skal kun gøre det, hvis alt håb lades ude.
Man må vurdere hvad man kan klare og hvad ikke. Jeg tror nok, jeg ville være blevet, hvis min mand havde været et andet menneske. Hvis han havde holdt sin utroskab skjult og taget hensyn til hos, hans nærmeste.
Så ville jeg ikke bryde hjemmet op. Det var meget hårdt for mig, jeg skulle ud på arbejdsmarkedet, der var mine børn o.s.v. Der var så mange ting, som jeg godt ville have "betalt" noget for.
Men for mig var der til sidst ikke anden udvej end at gå. Jeg ved hvilke tanker, der vil køre rundt i hovedet på dig. Tænk dig godt om før du gør noget. Jeg tvivler på du kan stole på ham, men hvis du kan leve med det kan det være bedre end bryde alt op.
Et ægteskab der har varet i mange år er ikke nemt at slippe. Du vil sikkert overveje mange forskellige løsninger endnu. Det gjorde jeg selv. Jeg ville gerne tale med andre om det og jeg blev rådet til at gå. Men det er lettere sagt end gjort. Jeg var flere år om at træffe min beslutning.
Glem det, hvis du på nogen måde kan.
De bedste ønsker for dig.
Her i foretagenet er der siden sidst ikke sket noget særligt - så længe, jeg ikke siger noget eller udsender 'negative bølger', så bliver der i hvert fald ikke snakket alvorligt om vort forhold og dets fremtid.
Mit snakketøj kan jeg så nogenlunde styre, hvis jeg ikke bliver hidsig, og det sker jo - men de negative bølger kan jeg intet gøre for at skjule. Eet sort blik og jeg får at vide, at 'nu gør du det igen'.
De negative bølger udspringer, som jeg kan aflæse dem, af min fortsat boblende vrede over min mands store svigt (jamen, jeg kan undertiden blive så arg over de handlinger, han foretog med den største selvfølgelighed, at jeg føler at jeg koger indeni). Hvis man hvisler og råber den vrede ud til ham, forsvinder den så, og bliver den til mavesår, hvis man gemmer den i sig?
Deri er blandet en god del sårede følelser; nulværd, vragethed - listen er lang, føj selv til. Hvordan kan et menneske bestemme, at det har ret til at såre et andet menneske så dybt for fremme af eget ego? Personligt synes jeg, at det er den allermest arrogante holdning, jeg kender.
Men lad os nu ANTAGE, at disse negative bølger og vreden med tiden går deres vej - enten i grupper eller én efter én - til en sådan grad, at man næsten føler sig parat til to ting, som faktisk - tror jeg - er to sider af én og samme sag:
nemlig tillid og tilgivelse.
Jeg vil gerne spinde en alen på tråden her om de to begreber. Cpacan har allerede været inde på begrebet tilgivelsen, og jeg kan godt lide hans definition, noget i stil med at tilgivelse er BESLUTNINGEN om at afgive retten til at hævne sig og 'give betalt' for egen svie og smerte.
Jeg kan godt lide tanken om, at man selv bestemmer om, og i så fald hvornår, det skal ske. Og at tilgive er ikke at glemme. Jeg selv må have været elefant i et tidligere liv, for jeg husker alt det, jeg synes er relevant at huske - i detaljer.
Tilliden er vist en helt anderledes flygtig størrelse at få ned på papiret. Kommer tillid før tilgivelse eller bagefter, eller samtidigt med?
Det er helt tydeligt efter de reaktioner, jeg har fået på beskrivelsen af min (om han er 'bedre' vil jeg lade andre om at bedømme) halvdel, at jeg ALDRIG skal regne med at kunne stole på ham, at han vil fortsætte sit frie liv uanset hvad han lover mig.
Hvis det er tilfældet, vil jeg jo aldrig kunne stole på ham igen. Og så kan jeg ikke leve med ham, for det bliver jeg til et vrag af. Alene det, at han sidste uge var væk en enkelt nat, var nok til at gøre mig utilpas og få min tankeaktivitet omkring 'emnet' op i overdrive. Eftersom han i sit job rejser meget, så er der jo rig lejlighed til langsomt at gå i spåner.
Hvad kan HAN gøre for at genopbygge min tillid til ham? For det må være fra ham, det største arbejde skal gøres. Og jeg selv skal forsøge at undgå tvangstanker, går jeg ud fra.
Nogle overvejelser fra Jer?
I må have en fortsat god weekend.
Mange varme hilsener fra Kranen
Jeg læser dog med, og hæfter mig ved et spørgsmål fra din side: Hvad kan HAN gøre for at genopbygge din tillid.
Hmmm – det kan du givet få de første 200 bud på, men hvad skal du dog bruge det til? Jeg vil i den grad foreslå dig at hoppe ind på egen banehalvdel, for det handler ikke om, hvad man foreslår, han kan gøre, men hvad han rent faktisk kan/vil gøre og hvad han hidtil HAR gjort for at få dig til at tro på ham igen, og hvad DU kan leve med.
Han rejser meget, du vil ikke kontrollere ham, hvilket da også burde være fuldstændig tabu i et forhold, man bør da kunne stole på hinandens ord, og det er det, du – MED DIG SELV – skal finde ud af, om du kan efter det svigt, du har oplevet.
Du har ikke en kinamands chance for at finde ud af, om han holder ord, om han ligger alene, når han er på rejse – om det, han fortæller dig også er sandheden - det må du selv finde ud af, om du vil tro på.
Vi andre – her på sidelinien – kan sagtens fortælle, at det fandt vi os aldrig i, vi ville smide ham på porten øjeblikkeligt osv osv – men vi er ikke i dine sko, vi er ikke flue på væggen hjemme hos jer.
Det er dig, der kender din mand, dig der lever i det, dig der skal tage nogle beslutninger for, hvad du mener at kunne magte.
Det er din tro på din mand, der skal få dig videre. Vælger du at tro på ham – eller vælger du ikke at tro på ham? Vælger du at tro på ham, så er det det, du gør – og gør det helhjertet.
Det er jo lige meget om han lover dig her fra og til månen, hvis du alligevel martres hver gang han ikke er hjemme.
Og ja, det er lettere skrevet end gjort, jeg ved det- men du har ikke andre valg, som jeg ser det.
Hvad jeg – og andre – tror, der foregår, kan du ikke bruge til noget.
Nu skal du til noget terapi – prøv at få den vinkel godt og grundigt vendt der.
Tak for din prompte reaktion! Hvad er det, der mest får dig til at melde pas, det kunne være nyttigt for mig at vide?
Der er vist ingen tvivl om at jeg har brug for mange solide pæle at støtte mig til. Og udover Jer, den faste skare her på tråden, mine få indviede venner og mine børn (som jeg dog holder udenfor så meget som muligt - need to know basis, de er voksne mennesker og kan jo se, hvad der foregår) - så er jeg som før nævnt startet i enkeltmands-parterapi.
Og det fortsætter jeg med. Alene. Med mindre min mand af sig selv skulle udrykke ønske om at deltage....
Der vil utvivlsomt dukke mangt og meget op i løbet af de kommende seancer. Det bliver interessant, selvom det ikke nødvendigvis bliver lutter lagkage. Men bare det kan bruges til noget.
I mellemtiden hænger jeg på her med det yderste af tænderne. Jeg vil skrive mere udførligt på et senere tidspunkt.
Fortsat god søndag aften.
Kærligst fra Kranen
Det er virkelig ikke fordi jeg ikke forstår dig eller dit behov for at din mand imødekommer dig, men det er ikke konstruktivt at stille spørgsmålet
"Hvad kan HAN gøre for at genopbygge min tillid til ham? For det må være fra ham, det største arbejde skal gøres."
For det første ved du jo ret præcist hvad det er du har brug for at han gør (i hvert fald til at starte med). Nemlig:
1) Anerkender at han har såret dig
2) Går i terapi med dig og svarer ærligt på de spørgsmål du stiller
3) Lover dig troskab resten af livet
Det er tre simple, meget letforståelige og yderst rimelige krav. Det vil ikke nytte noget at opfinde 100 nye ting han kan gøre for at imødekomme dig, hvis ikke det indebærer at du kan sætte flueben ud for de tre ovenstående krav.
Lige nu er du i mine øjne godt i gang med at bygge op til endnu et svigt. For du bliver ved med at forvente noget af ham. Fordi det er det rimelige! Problemet er bare, at han på sin egen måde faktisk har meldt meget klart ud, hvad du kan forvente af ham, og på baggrund af alt det du har skrevet, så skal du ikke forvente at han giver sig.
Derfor er det faktisk heller ikke "rimeligt", hvis du skiftevis lader som ingenting, "giver ham blikke" eller kommer med stikpiller. Hans klare udmelding bør modsvares af en ligeså klar udmelding fra dig. Ellers render han jo også rundt i en uvished og aner ikke om han er købt eller solgt, hvilket med garanti ikke styrker hans commitment til jeres forhold.
Du bliver simpelthen nød til at glemme ethvert håb om at han ændrer sig. Det er dræbende for dig at gå og vente på og det kommer aldrig til at ske! Jeres forhold kommer til at stå og falde med om du kan acceptere hans livsstil eller ej. Den eneste mikroskopiske chance der er for, at han ændrer sig er, at du forlader ham og han derefter opdager at han ikke kan undvære dig.
Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste, og jeg ved at det er et taknemmeligt job at råde dig. Jeg er i hvert fald glad for at jeg ikke er i dine sko, for jeg ved at jeg ville have det præcist ligeså svært som dig.
Alt det bedste herfra.
Godt nok melder du tilbage, at der var en misforståelse, men jeg finder det stadig højst mærkværdigt ,at I har levet/lever et liv, der langt hen ad vejen er totalt adskilt mht hvad I foretager jer, når I ikke er sammen.
Jeg fatter ikke, at din mand kan være på forretningsrejse eller ferie – du aner det ikke, og selv om det så kun har været i nogle få år, du ikke har anet det, så er det for mig helt hen i vejret, at du ikke en gang der har anet, hvilket land, han var i og hvor han har boet. Og før den tid kan du vel heller ikke være sikker på, at det han sagde også var det, han gjorde?
Jeg fatter ikke, at han overhovedet kan få tanken, at han hellere vil arbejde (tage på ferie med en veninde) frem for at besøge jeres datter – (var det i Australien og vel sagtens derfor ikke lige en enkelt visit) og modtage et nyt barnebarn, og at han selv synes at en sådan adfærd er ganske normal.
Hvad er det dog for et familieliv? Jeg fornemmer tydeligt, at han stort set aldrig har været til stede, hvilken han øjensynligt også har fået lov til. Jeg ser faktisk ikke at springet til at have et liv ved siden af, er særligt stort. Du har også tidligere været inde på, at det med at dele tanker og holdninger ikke har været en naturlig del af jeres liv. Jeg kan slet ikke forholde mig til et så overfladisk samliv, hvorfor jeg også måtte melde pas. Dermed ikke sagt, at det i sig selv er galt – jeg kan bare ikke forholde mig til det og komme med forslag.
Men – ellers vil jeg til fulde tilslutte mig Efterteanksom's indlæg. Du skal give klare meldinger om, hvad DU forventer – ikke noget med gætterier. Klart og tydeligt sprog. Så ved han, hvad han har at forholde sig til.
Min påstand er at de fleste parforhold der går i stykker, går i stykker fordi forholdet udvikler sig til en gættekonkurrence, hvor det sidste, der falder en ind, er at melde ud i klart sprog, for den anden ”ved jo godt, hvad jeg mener” - og NEJ – det gør den anden ikke. Du er også ude i, at han da ”kan sige sig selv” og den slags – og NEJ – meld ud i klart sprog.
Du vil have, han giver dig løfter og gør en hel masse – men han skal selv gætte sig frem til det.
Jeg har tøvet lidt med at poste næste del af føljetonen - først og fremmest fordi jeg har haft svært ved at nedfælde begivenhederne; det har jeg stadigvæk, så indlægget her bliver muligvis noget ubehjælpsomt.
Som beskrevet før, har det været mig stærkt magtpåliggende at få en klar og utvetydig udmelding fra min mand om hans intentioner vedrørende livet fremover. Vigtigt, meget vigtigt, fordi jeg havde taget det standpunkt, at hvis han ikke kunne engagere sig til at være mig tro resten af vores tid sammen - hvis jeg ikke kunne have ham helt - så ville jeg slet ikke have ham.
Han måtte for mig at se meget gerne selv tage initiativet til at fortælle mig om sin beslutning.
En sådan udmelding kom imidlertid ikke spankulerende af sig selv - og jeg blev tiltagende frustreret over hans mangel på engagement og laden som om at alt var OK og et 'overstået kapitel'. Jeg havde stærkt brug for at vide, hvor i det hede hule jeg STOD. Og jeg havde bestemt ikke til hensigt at historien bare skulle fejes under gulvtæppet og ingen retningslinier for fremtiden afstikkes.
Som cpacan på et tidspunkt sagde, så er det vel LIGE lovligt meget at stå alene med et kolossalt svigt, som tynger én ned, og samtidigt være den, der ene mand/kvinde, som ved sin opførsel hjælper forholdet videre, UDEN at være klar over partnerens følelser og bevæggrunde.
Den frustration fra min side gav sig udslag i svingende (læs:hamrende dårligt) humør og - jeg indrømmer det, ikke-konstruktive ud fra et pædagogisk synspunkt - stikpiller til ham, mest i håbet om at fremprovokere en situation, hvor jeg kunne få ham rigtigt i TALE.
Den reaktion kom så i forgårs. Det korte af en lang, meget intens og følelsesladet samtale er, at han vil have mig - og KUN mig - resten af sit liv. Han elsker mig, og vil ikke have et liv uden mig.
Han er godt klar over, at jeg er 100% seriøs i min skilsmisseholdning: udenoms er lig med ud.
Her bliver jeg nødt til at stoppe indslaget for denne gang; jeg vil skrive videre på et lidt senere tidspunkt.
Dejligt at høre at der er hul igennem. Håber at det giver dig mod og tro på fremtiden. Du har fortjent lidt medvind.
De bedste ønsker herfra.