Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
jeg har læst på sidelininen i langt tid og har tit overvejet at bidrage med min erfaring, så nu kommer der lidt af det som jeg har haft lyst til at bidrage med undervejs.
Min historie, meget lige din og andres herinde. Manden blev fanget via FB i at have et forhold til en kollega. Gammel kolleger som tit havde budt ham til "lir", men han havde afvist hende. Indtil den dag, hvor "min kone forstår mig ikke" blev for meget og han faldt i. Vi har været gift i 20 år, har to større børn.
Vores intime liv var nok ikke noget at prale af, hvilke skyldtes bl.a. misbrug i barndommen for mit vedkommende og overvægt for hans vedkommende.
Der jeg opdagede forholdet havde det stået på i over 1 år! Han stoppede det straks, det er nu 3 år siden.
Hvad så? Hvordan er det gået siden? Vi er stadig sammen. Men jeg kan fortælle dig at det er en rutsjetur af de helt store. Jeg søgte straks hjælp hos en parterapeut, hvor vi har gået begge både sammen og hver for sig. Det var godt, vi havde ikke været sammen idag, hvis ikke vi havde fået talt ud i de omgivelser.
Manden arbejder ikke længere samme sted, det holdt hårdt, idet han troede at han bare kunne fortsætte sin hverdag i firmaet, som om intet var hendt, og vende tilbage til det gammel kollegiale forhold med hende. NO WAY. Han havde meget svært ved at forstå at jeg ønskede han skulle finde andet job, men ydre omstændigheder gjorde, at han ikke er der længere. Hvis ikke det var sket, tror jeg heller ikke at vi havde været sammen idag.
Kommer man nogensinde over dette? Lidt ad gangen. Jeg sammenligner vores forhold med et spejl. Når et spejl får en revne, kan du stadig se dit spejlbillede i det, men revnerne forsvinder aldrig.
Jeg har råbt og jeg har skreget, jeg har været hysterisk og vred, og jeg har grædt, meget. Der går længere og længere tid imellem udbruddene så hverdagen bliver mere normalt. Men jeg har den der djævel på skulderen der ser lamperne lyse, hvergang der er noget som kan gøre mig mistænkelig.
Jeg har ikke fået min mand til at love at han vil være mig tro resten af livet (har ikke bedt om det). Man kan ikke sikre sig imod at blive forelsket/tiltrukket af et andet menneske, men jeg har sagt til ham, at hvis det skulle ske igen, skal han være mand nok til at afslutte vores forhold før han indleder sig med en anden. Jeg vil gerne have lov til at bestemme hvilke betingelser vi er sammen på.
Jeg sendte også min mand straks til lægen, havde næsten håbet på, at man fandt en eller andet sygdom, så jeg kunne smide i hovedet på hende. Men han var rask.
Idag, 3 år efter, er der dage hvor jeg ikke tænker over det hændte. Før i tiden gik der ikke en time uden at det sad i mine tanker, nu er der længere og længere tid imellem, så det er godt tegn.
Men jeg må indrømme at undervejs har jeg tit tænkt, om beslutningen om at blive og kæmpe var den rigtig.
Jeg har gået til psykolog for at klare mine problemer, har tabt mig, min mand har taget på, jeg synes det er svært at finde ham tiltrækkende, men vi har så stor en historie sammen, at det kan ikke bare smides ud. Det er en hård kamp hverdag.
Det er vigtig at du koncentrer dig om dig selv og dine behov. Lev livet for dit vedkommende, så må han følge med eller lad være. Det er det bedste råd jeg kan give dig.
Håber du kunne bruge dette en smule.
Knus
Jeg siger 1000 tak for de seneste indlæg, som jeg vil sætte mig og læse i fred og ro i morgen.
I dag er det nemlig store hjemkostdag efter ferie med min mand - vi har været sammen 24/7 i 8 dage og det er i det store hele gået godt. Næsten hver dag sit flip grundet "emnet", men også varm og rar tid sammen.
Jeg havde ikke engang tid til at læse 'I love you but I don't trust you', som cpacan anbefalede. Og jeg kunne ikke følge med her på vores samtale, da jeg ikke havde privat netadgang.
Men nu er jeg hjemme igen og kan give mit besyv med. Det vil jeg som sagt gøre imorgen.
Kan I hav en fin aften. Mange hilsener fra Kranen
Jeg tror, at jeg vil starte med cpacan's indlæg fra forleden - og sandsynligvis phoebe's i morgen.
Kære Cpacan,
Jeg er startet på den bog, du anbefalede om tillid (I love you, but I don't trust you). Til at begynde med kunne jeg ikke rigtigt finde mig selv i nogen af de historier eller beskrivelser, bogen byder på.
Det var enten noget med at parteren var et dumt svin, som alligevel bare skulle være værfet ud på et tidspunkt - eller også en engel, der hulkende lå på knæ og bad om forladelse og ville gøre ALT for at få forholdet på fode igen.
Men nu et stykke inde i kapitlerne begynder der at tegne sig et billede - ét, jeg måske kan bruge til noget. Den vrede, som jeg med meget jævne mellemrum føler syde og boble i mig, er HELT NORMAL og ikke, som min mand påstår, næsten sygelig.
Det er også en vrede, jeg kan lære at anvende til noget konstruktivt. Sådan en vrede kan nemlig meget nemt gå i selvsving ved at man føder sin egen vrede på den andens vrede.
Men evner man at kanalisere den ind i spor, der fører til at parteren forstår ens dybe sorg og fortvivlelse over svigtet og alt det, det har indebåret/indebærer, ja, så skulle partneren indse, at han/hun aldrig kunne finde på at udsætte én for en sådan smerte én gang til.
Og deri ligger den tryghed, som fører til fornyet tillid (og tilgivelse, måske).
Det lyder så besnærende på papiret - men jeg nu ikke sikker på, at det i praksis er lige helt så nemt. Selvfølgelig er der mange sider tilbage at læse, så jeg bliver forhåbentligt klogere hen ad vejen. Forfatteren er i hvert fald en dame, der lader til at vide, hvad hun taler om.
Det gør vi jo også. Desværre.
Du siger, at det er for tidligt at lægge låg på hele miseren, cpacan, og det vil jeg give dig ret i - dertil er sårene for friske. Som tråden her hedder: "urimelig?" - urimeligt at ville have bundet en ordentlig sløjfe på noget meget smertefuldt, og lagt solide retningslinier for fremtiden? Urimeligt at ville have sin bedrageriske ægtefælle med i arbejdet for at opnå sådanne forhold?
Det glæder mig meget, at din kone efter så mange måneder har indvilget i at køre parløb med dig, i den forstand, at hun vil melde klart ud til dig vedrørende muligheden af fremtidig utroskab fra hendes side. Du stoler jo ikke på hende endnu.
Idéen om konsekvenseffekt på egen krop virker absolut brugbar, og det vil interessere mig gevaldigt at høre om resultaterne i det virkelige liv....
Slut nu for denne gang - jeg ønsker alle en fin aften.
Kærligst fra Kranen
Ja, gode intentioner er det nok af! Det har været småt med computertid i den forløbne uge, og nu begynder rejseforberedelserne at tage plads op også.
Men, kære Phoebe, jeg havde jo lovet en tilbagemelding på dit indlæg. Først og fremmest tak fordi du tog tid til at give videre af dine egne erfaringer.
Det er jo ikke i en direkte skilsmissesituation, jeg befinder mig i, må jeg erkende. Snarere en konsolidations-fase, hvor jeg forsøger at stable mit ægteskab op på pyloner, så vi kan komme ud af det hængedynd, vores forhold meget nemt kunne blive siddende fast i. Jeg synes ikke, at man endnu kan tale om en decideret genopbygning, så langt er vi slet ikke, selvom min mand gerne ville tro det....
På mange måder ville det måske have været mere 'clean' at have reageret på min allerførste indskydelse, da jeg fik vished for min mands utroskab, nemlig øjeblikkelig skilsmisseansøgning.
Det ville have medført sine særlige problemer, men det største problem - min mand - ville i det mindste ikke have delt min dagligdag mere, selvom hans svigt altid ville have boet i mig.
Som det er, skal jeg hver eneste dag leve med det knuste hjerte, han tra-la-la har påført mig, og samtidigt få en hverdag til at fungere sammen med ham, som knuste det. Hvordan kan man elske sin egen morder; have tillid til ham?
Derfor er det af stor værdi at høre fra dig, og andre, som har valgt at fortsætte i forholdet.
Jeg kan læse, at du bestemt ikke har fundet det nemt at blive sammen med din mand, og at du til tider betvivler om det er umagen værd at kæmpe.
Din mand har i modsætning til min åbenbart indvilget i terapi - her stritter min fortsat imod (han har sagt, han godt vil, men jeg venter fortsat på at se det udført i praksis).
Jeg er sikker på, at min mand meget gerne ville have fortsat med at have kontakt til sin elskerinde, om ikke andet så på 'venskabeligt' plan - men han har svoret, at han ikke har nogen kontakt mere, da han ved, at det ville gøre mig 'meget, meget ked af det'.
På intet tidspunkt har jeg fået min mand til at love mig troskab resten af livet - han har lovet mig troskab resten af VORES TID SAMMEN. Finder han ud af, at han vil have et forhold til en anden, må han først slå mig ihjel eller afslutte vores ægteskab, alt efter hvad der er nemmest og billigst ;-)
Det ville gøre mig ubeskriveligt ondt, hvis han igen fandt på et kærligheds-/bolleeventyr, men hvis han - som du siger - er mand nok til at indrømme det og bede om skilsmisse fra mig, inden han indleder sig med hende, så har jeg i det mindste selvrespekten i behold.
Foreløbigt satser jeg på, at det ikke bliver aktuelt, men man skal altid have en plan B, har jeg lært.
Efter 3 år har du nu hele dage, hvor du ikke tænker på 'det'. Det må være befriende at opleve sådanne dage. Som du før i tiden, skal jeg være meget heldig, hvis der går bare en time uden at det suger mig i mellemgulvet og jeg tænker, tænker, tænker på DET.
I disse dage grubler jeg specielt meget.
På torsdag drager jeg, som før nævnt på tråden, 4-5 uger til Australien for at tage mod vores første barnebarn. Det er et klassisk skoleeksempel på blandede følelser:
På den ene side kan jeg ikke IKKE tage afsted. Selvfølgelig skal jeg da være sammen med min datter, og opleve mit barnebarns ankomst til verden.
På den anden side strider alt i mig mod at tage afsted og lade min mand (som ikke vil med på rejsen trods gentagne opfordringer fra min side og forundrede spørgsmål fra vor omgangskreds) alene og i "løsdrift" i alle de uger.
Det er alt for tidligt for mig at slippe, alt for tidligt at vise ham den mindste tillid.
Nu ved jeg jo, at min rejse - så generøst givet til jul - skulle være en yderst praktisk måde at slippe for mig på i mange uger, således at han frit kunne holde sommerferie med elskerinden. Den tanke gnaver og gnaver i mig, selvom de planer jo er skrinlagt. Men hvorfor vil han så ikke med for at se sit første barnebarn? Mon han har gang i andet?
Han virker jo ikke anderledes nu end han gjorde dengang han med bravour kørte sit dobbeltliv og snød mig, så vandt drev. Hvad har jeg af garantier for at han reelt er blevet 'straight'? Ingen som helst!
Ja, paranoia'en blomstrer. Men rejse, det gør jeg. Lad det blive mit første store sats på, at jeg en dag kan være væk fra ham uden en snert af mistro.
Jeg kan jo ikke være politibetjent over for ham. Det er der ingen af os, der kan holde ud.
Og jeg vil prøve at lade den rejse blive MIN rejse, hvor jeg kommer til at tænke på andet end det, jeg har tumlet rundt med i så lang tid og er helt udmattet af. Et break, hvor det handler om ANDRE ting. Så kan min mand også få mig på afstand - jeg kontrollerende og kastrerende heks - og måske tænke lidt selv. Han burde efter min mening have mange ting at tænke på.
Hvis I vil, kan jeg skrive med igen, når jeg er faldet lidt til i Australien. Indtil da vil jeg ønske en fortsat god weekend.
Kærligst fra Kranen
Hvordan er din rejse gået, og hvordan går det derhjemme?
Jeg er spændt på at høre, om du stadig finder det tilstrækkeligt, at din mand lover dig ikke at gøre det igen. En sådan forsikring er i hvert fald intet værd for mit vedkommende, hvis der ikke også bliver arbejdet aktivt på forandring.
Her har vi haft nogle gode samtaler den seneste måneds tid. F.eks. er min kone meget ked af, at jeg ikke længere vil bære min vielsesring. Det har jeg ikke gjort siden dagen efter D-dag. Jeg har prøvet et par gange, men det føles bare ikke rigtigt. Ringen betød meget som symbol for mig - hvad skulle den symbolisere nu? Hun er af den opfattelse, at hvis jeg siger, at jeg gerne vil prøve at få forholdet til at fungere igen, så må jeg også vise det ved at bære ringen. Der står vi så med hver vores opfattelse.
Vi har også talt lidt om overbevisninger. De overbevisninger, som hun ikke har ønsket at konfrontere sig selv med tidligere. F.eks. har hun retfærdiggjort sig med "Det var jo ikke meningen at du skulle finde ud af det". Det har jeg tænkt lidt over og er kommet i tanke om alle de gange hun har sagt "Hvad man ikke ved, det har man ikke ondt af". Jeg gav hende en række eksempler på situationer, hvor hun havde anvendt princippet. Jeg bad hende tænke lidt over, om det virkelig er sandt og er gældende altid? Mente hun virkelig, at vores forhold ville være helt uforandret af hendes utroskab, selv om jeg ikke havde fundet ud af det? Det fik hende til at tænke lidt og sige "Det kan jeg egentlig godt se, når du siger det på den måde".
Jeg håber vi kan nå frem til lidt flere aha-oplevelser med tiden.
Jeg er ked af ikke at have givet livstegn tidligere. Det har været en intens tid for mig her i Australien - jeg har nydt samværet med min højgravide datter og delt den sidste, åndeløse ventetid med hende. Min datterdatter ankom til verden tirsdag nat og de seneste dage har derfor stået i hendes tegn.
Nu er jeg så mormor og svæver på lyserøde vinger.
MEN, for realiteterne skal jo ses i øjnene, jeg rejser hjem på torsdag. Det bliver hårdt at forlade det lille, nye menneske og hendes forældre. Og jeg skal tilbage til min hverdag - og min mand.
Vi har været i jævnlig kontakt i de sidste uger. Han har brugt hver weekend væk. 3 dage i Italien (uden at give lyd fra sig og uden at fortælle bagefter hvad han havde foretaget sig....., han sagde blot, at jeg intet havde at bekymre mig over), 3 dage på jazzfestival med en ven (som rent tilfældigt husede min mand og elskerinden sidste år) og så 4 dage til en sportsbegivenhed. Hvad han har planlagt for den kommende weekend aner jeg ikke. Så han har i hvert fald ikke siddet og begrædt mit fravær. Selvom han bedyrer, at han har taget en stor beslutning, og at jeg aldrig mere skal have en knude i maven på grund af ham. Han savner mig og glæder sig til at jeg kommer tilbage. Nej, cpacan, bare rolig: jeg tror ikke på en brik af det, han siger.
I de seneste uger har jeg tænkt meget. Op ad stolper og ned ad vægge, frem og tilbage. Har skrevet med en veninde, som flytter i lejlighed for sig selv næste uge efter 35 års samliv ( og børn og børnebørn) med en mand, der ikke ville opgive sin elskerinde. Jeg er blevet overbevist om, at også jeg ville være i stand til at leve mit eget liv væk fra min mand. Hvis det viser sig, at jeg bliver sammen med ham, så er det fordi jeg vælger at gøre det.
Om jeg gør det, om jeg vælger at fortsætte i vores forhold, må tiden vise. Jeg ved det ganske enkelt ikke på nuværende tidspunkt. En af de ting, der taler imod en sådan beslutning er, at min mands utroskab i den grad har ødelagt min opfattelse af ham, uanset hvor lidt han ønskede, at jeg skulle vide noget om det. Det er simpelthen en tåbelig og værdiløs undskyldning. Det bekræfter tværtom, at vore respektive partnere blot havde til hensigt at fortsætte deres hemmelige dobbeltliv (og sandsynligvis stadigvæk ville have haft gjort det den dag i dag, hvis ikke de var blevet afsløret).
Jeg skal nok komme med en opdatering, når jeg er kommet hjem.
Det glæder mig, at du er kommet videre med din kone. Vi havde engang vielsesringe, men lagde dem fra os. Jeg fik eksem og min mand fik knækket sin under noget havearbejde. Jeg tvivler på, at en ring på hans giftefinger ville have gjort nogen forskel.
Utroskab foregår jo mellem ørerne....
Kærlige hilsener her fra den australske 'vinter'.
Kranen
Tillykke med dit barnebarn, jeg håber virkelig du nyder det, selvom det må være svært med al den usikkerhed, du er rejst ud med.
Jeg har læst tråden og synes, der er kommet mange gode synspunkter og vinkler frem i den. Dog er der en vinkel, jeg gerne vil tilføje og det er, at fra den dag, du fandt ud af din mands utroskab, var du ikke et offer mere. Du valgte at blive velvidende, at han havde haft en affære, velvidende at han måske har svært ved at holde sig på måtten og måske ikke var særligt overbevisende i sin indsats for at skabe et "nyt" ægetskab for jer og genvælge dig. Nu, hvor du er kommet så langt, er det måske værd at have med sig i tankerne, så du ikke kaster hans udåd i hovedet af ham i tide og utide. Har du stadig brug for vinkler på det, som tiden går, så tag noget terapi alene, hvor du kan få det talt igennem. Ellers ender det med, at du kvæler din mands følelser for dig. Du er nødt til at stille dig tilfreds med det, din mand kan give dig.
Jeg synes ikke rigtigt, at jeg gennem dine indlæg kan se, hvad der egentligt har været kernen i jeres ægteskab, når man fjerner job, børn, sygdom osv. Måske har jeg opfattet det forkert, men jeres fundament er måske noget af det, I skal overveje, når I engang endeligt har valgt hinanden til igen.
Jeg tror ikke rigtigt, at din mand har taget ansvar for sin utroskab. Egentligt er det jo ham, der skal gå forrest og vise dig med åbenhed, at han vil dig. Der skal være 100% styr på, hvorfor han var utro, ikke mindst skal han have styr på sig selv og sine motiver og være åben om dem over for dig.
Jeg tror, jeg ville føle, jeg manglede noget, hvis jeg var dig, fordi det ikke er ham, der har taget initiativ til at redde jeres forhold bl.a. ved at gå i terapi selv og foreslå parterapi, fordi I øjensynligt har meget svært ved at håndtere kommunikation omkring jeres følelser. Dine følelser af svigt og bedrag, hans i forhold til dig, sit svigt og hende, han havde en affære med.
Min mand kørte også en affære tæt på vores sølvbryllup for nogle år siden. Affæren varede flere år og jeg fandt ud af det, da han brød sammen, fordi elskerinden pressede ham og truede med at kontakte mig, da han trak i land efter at have lovet hende guld og grønne skove.
Jeg valgte at gå få måneder efter. Først og fremmest fordi jeg fandt det ynkeligt, at han nu klamrede sig til mig og at jeg skulle hjælpe med at samle en voksen mand op, der gik ned med et brag, som følge af at han valgt at svigte og bedrage.
Jeg har forlængst tilgivet min eks., men ikke fortrudt at jeg gik. Jeg kunne ikke rumme alt det, jeg skulle igennem og forblive i det ægteskab med følelserne intakte.
Jeg havde det bedst med at have magt over mit eget liv og det gjorde det nemmere for mig at få bearbejdet tingene, at han var ude af min dagligdag. Jeg vidste ret hurtigt, at de mange løgne, jeg var blevet fortalt, ville æde de følelser, jeg havde for min eks.
Jeg er 100% sikker på, at man ikke kører en flerårig affære uden at det betyder noget, så den der med, at det bare er sex, siges fordi man tror, man undgår at såre og ikke vil stå ved sine sande følelser. Dermed er der ikke grobund for at skabe et nyt og tillidsfuldt ægteskab.
Hvis ens ægteskab betyder så meget, at man ikke vil miste det, løber man simpelthen ikke den risiko igen og igen for at blive opdaget. Jeg tror, at din mand har været igennem en sorg over et tab (hvis han da ikke ser sin affærepartner endnu) og at det har taget hans overskud til at kæmpe helhjertet for jer de første måneder efter afsløringen.
Pas godt på dig selv.
Mvh
Mig
Du skal have 1000 tak for dit indlæg, som jeg har læst flere gange. Grunden til, at jeg ikke svarer før nu er, at jeg tog afsted på en 'genforeningsferie' umiddelbart efter, at jeg var tilbage fra Australien. Min mand havde trods tidligere planlægning (ferie i august med standby på jobbet), taget rigtigt fri og foreslog mig en køretur sydpå. Fin og fredelig tur. Vi er nu hjemme igen, og han har fortsat ferie frem til slutningen af måneden, og den tid vil han tilbringe udelukkende sammen med mig.
Derfor min sene reaktion på dine kloge ord.
For du har ret et langt stykke ad vejen med det, du skriver. For ikke at sige hele vejen.
Det er rigtigt, at jeg selv har accepteret at blive på trods af min mands langvarige og naturligvis mere-end-bare-sex-forhold til en anden kvinde. Også sandt, at jeg det seneste halve år har stået mestendels alene i forsøget på at samle tråden op i vores ægteskab, og at det på mistænkelig vis tyder på langt mindre interesse i forholdets beståen fra hans side end fra min.
Det var faktisk først, da jeg rejste ud til vores datter, at der er kommet i sandhed andre boller på suppen.
Inden jeg rejste, fortalte jeg ham, at jeg ikke ville stå som den store Bastian og forbyde ham omgang med andre kvinder. At jeg bare håbede, at han havde så meget respekt for mig, at han ville gøre det forbi med mig, før han indlod sig med en anden. At det mente jeg, at han skyldte mig.
I de fem uger, jeg var væk, har det udspil, jeg dermed lagde på bordet, optaget hans tanker meget. Så meget, at han nu klart har givet udtryk for sit ønske om at skabe tryghed og åbenhed i vores indbydes forhold, og give mig alt det indblik i hans sind og følelser, som jeg måtte have behov for. Han vil mindst af alt, at jeg skal leve mit liv som én stor knude i maven - og han vil gerne vise mig, at han ikke længere har noget at skjule for mig.
Det er så den beslutning, han har taget.
På grundlag af den har jeg så valgt at være sammen med ham, hvis det viser sig, at hans beslutning har noget på sig. Det er jo kun noget, som fremtiden kan sige.
Jeg er glimrende klar over, at jeg personligt har et kolossalt arbejde foran mig. For godt nok er jeg ikke et 'Offer', men det fjerner ikke det faktum, at det menneske, jeg elskede højest i verden, har givet mig en sorg så tung. Og jeg kan ikke søge trøst hos ham; ham kan jeg ikke tale om det med.
For, kære Mig, du har indeligt ret i, at det kvæler alle positive følelser, hvis man konstant får bebrejdelser og bitre ord slynget i hovedet. Derfor holder jeg nu de ord helt for mig selv, eller søger lynafleder hos en terapeut, når tordenvejret raser i mig.
Når jeg kommer længere frem, håber jeg også at kunne tale om 'sagen' med min mand i god ro og orden, hvis han bringer emnet på bane.
Det kommer til at tage lang tid. Jeg ved, at jeg vil bære denne sorg i mig hele mit liv, og jeg har ingen anelse om, jeg engang vil kunne tage den store (fordi uomstødelige) beslutning at tilgive min mand.
Nu spørger du sikkert: "Hvordan kan du så holde ud at blive sammen med ham?". Ja, hvorfor kan jeg egentligt det?
Du har tilgivet din eks. Hvordan definerer du tilgivelse? Og tror du, det har været nemmere for dig, fordi du gjorde Jeres forhold forbi? Jeg lever jo hver dag (selvvalgt, jeg ved det godt!) sammen med min sjælefreds morder...
Kærligst fra Kranen
Jeg har lige læst din lange tråd. Hold da oomen rejse du er på.
Jeg er undervejs blevet så imponeret af din evne til at tackle situationen og ligeledes af de deltagende svar du har fået.
Jeg har været igennem det samme som dig. Jeg har indtil videre spildt 7 år på at rekreere efter hans gentagne utroskab, så nu har jeg besluttet at gå. Egentlig vil jeg vel bare sige, at vi går den dag vi er klar til at gå ( med mindre manden ændrer adfærd). Min mand påstår igen, at han i tet har lavet siden dengang. Jeg tjekkede hans fon for første gang i flere år. Desværre måtte jeg konstatere, at han aldrig ændrede sig. Jeg kender så til gengæld en del par, hvor det er lykkes at redde forholdet, fordi den utro part faktisk ændrede sig. Det var så desværre ikke tilfældet for min mand.
Jeg er nu klar til at gå. Tanken om at skulle gennemgå samme rædsel igen, som du også er/har været igennem var bare ikke længere en tiltrækkende mulighed. Jeg orker det simpelthen ikke igen.
Hvordan er det gået hos dig?
Godt gået og dejligt at høre, at du trods alt er kommet et lille stykke videre. Det går langsomt, og du skal selvfølgelig acceptere de følelser, du har. Det gør du jo også ved at sørge for at have en at tale dem igennem med, der kan stille de rigtige spørgsmål, så du får bearbejdet mest konstruktivt.
Ja, jeg tror på mange måder, det har været nemmere at tilgive, fordi jeg ikke har skullet tage stilling til mine følelser hele tiden ved at have haft min eksmand gående omkring mig, eller bruge tid på at overveje, hvad han nu lavede med hvem, når han ikke var hjemme.
Derudover tror jeg, at efterhånden som man finder sine fødder uden for ægteskabet og får tingene på afstand, kan man godt se, at der skal to til tango. Ikke at jeg dermed vil undskylde min eksmands utroskab, for utroskab løser ingenting. Det fjerner den utros fokus fra ægteskabet og på at løse, hvad der måtte være at løse der. Det er alene den utro, der vælger at åbne døren indefra og jeg føler selv ingen medskyld i det.
Jeg er helt sikker på, at du har valgt den svære løsning. Det havde jeg nok også gjort, hvis jeg virkelig havde elsket min eksmand. Men når det hele koges ned, er det nok i virkeligheden der, forskellen er. Hvis man skal igennem sådan en omgang og stadig have, hvad man kan kalde et ægteskab, skal man virkelig elske hinanden. Derudover tror jeg, som nævnt i mit første indlæg, at det er vigtigt at få skabt et nyt grundlag for sit forhold. Et nyt fundament at bygge på, så man ikke falder tilbage i gamle vaner. De ledte jo til utroskaben. Man skal altså på et tidspunkt virkelig med hele hjertet kunne vælge hinanden igen.
Jeg kan have mere distance til det, da jeg forlod min eksmand, fordi mine følelser ikke længere er hængt op på ham. I starten var de nærmest lammede. Men efterhånden har utroskaben fyldt mindre og mindre indtil jeg til sidst ikke følte nogen vrede længere. Når følelserne er ude af det, er det nemmere at tilgive og sværere at opretholde vrede. Pludselig betyder det ikke så meget, hvad min eksmand gjorde for år tilbage. I stedet er det, det liv jeg lever nu, der optager mit sind. Det er selvfølgelig ikke kommet fra den ene dag til den anden og jeg har også modtaget hjælp fra en psykolog i en periode for nogle år siden. Det er jeg glad for, for jeg ville nødigt her midt i livet skulle gå rundt og være bitter over noget, der skete for flere år siden eller lade det ødelægge min fremtid.
Jeg tror, du skal gøre dig klart, at det simpelthen bare tager tid at stå det igennem. Hvor lang tid er individuelt, men vi taler nok år. Man får et stort knæk og det er stærke følelser, der er på spil.
De bedste hilsener
Mig