Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg har genlæst alle indlæg, incl. mine egne, og jeg krymper mig ved den smerte, der lyser ud af linierne.
1000 tak til cpacan for dit seneste indlæg. Du har været igennem møllern og lyder til at være nået ud på den anden side. Er du stadigvæk i parforhold med din kone, som bedrog dig?
Jeg ville bare så gerne vide, hvordan man - til trods for ordene, de gode god og ens egne forsætter i PRAKSIS tackler en hverdag med en partner, der har såret én på den ultimative måde. Hvordan håndterer partneren den uvægerlige mistro og mangel på tillid - de uundgåelige bebrejdelser og 'stikpiller', uden at blive sur og utilnærmelig. Kort sagt: Hvordan består forholdet?
Det er et monster-emne, der vel inkluderer 'balancen i parforholdet, lige efter utroskaben er kommet for dagens lys og på længere sigt'.
Men små skridt nu. Her er jeg faktisk startet helt fra bunden af dit indlæg fra i går, cpacan, og fik i aftes pointeret over for min mand, at vi begge skulle testes for aids og andre seksuelt overførte sygdomme; han indvendte straks, at han var "1000 % sikker" på ikke at være smittet med noget som helst. Gået hårdt på klingen - for han taler meget nødigt om detaljer i sit forhold til elskerinden - fik jeg at vide, at han altid havde brugt gummi fra start til slut, hver gang for, som han sagde, "at beskytte dig" (det var lige før glorien kunne lyse hele Rådhuspladsen op. Hvis han virkeligt ville have beskytte mig, så skulle han have ladet være med at have sex med andre. Hvor svært kan det være).
Den "1000%" sikkerhed til trods forlangte jeg at han skulle blive testet allersnarest. Det bliver jeg sandeligt også, jeg har tid i morgen tidligt, selvom han bedyrede, at jeg kunne stole på, at han var clean. Jeg stoler ikke på ham længere end jeg jeg kan kaste en gris, og det fortalte jeg ham, så ved han dét
Summa summarum har stemningen fortsat været trykket. Det er en næsten grotesk situation, jeg befinder mig i: at skulle testes for alskens alvorlige sygdomme fordi min mand utallige gange har haft sin penis i en fremmed dame, og måske andre ("hvem ved", som min mand siger, uden at ville ud med mere) end hende. Og hvem har hun dyrket sex med, når min mand var hjemme med mig? Er kondomer til at stole på blindt?
Hele dette spørgsmål har desværre fået min alt for livlige fantasi til at frembringe det ene stærkt uønskede billede af min mand og elskerinden i diverse intime situationer. Og det fylder mig med afsky - det gør mig så inderligt ked af det. Ikke noget, jeg kan bruge nu, hvor jeg har nødigt at være meget stærk.
Det er nemlig rigtigt, at jeg skal være parat til at miste min mand.
Jeg var i starten, da jeg lige havde opdaget hans utroskab, så gearet op, at jeg var helt klar til at blive skilt. Jeg var hos advokat, jeg købte en 'brugsanvisning' i skilsmisse, jeg gik meget på nettet for at undersøge hvordan jeg stod og hvad jeg skulle gøre. Hvis den allerførste konfrontation, vi havde, var endt i vrede, så ville vi også have været i fuld gang med en skilsmisse lige nu, og min mand ville forlængst være ude af huset.
Men vi snakkede jo det meste af natten og jeg faldt så meget ned på jorden, at mit fornuftige jeg begyndte at tage over. Begyndte at veje for og imod. Og jeg kom langsomt frem til, at jeg ville give det en chance - på den ikke-negociable betingelse, at han lovede aldrig mere ville være mig utro, hvilket han har gjort.
Nu er spørgsmålet så, om han opfylder de krav, jeg har til ham for at vores "nye" forhold kan vokse og trives.
Jeg håber, at jeg er stærk nok til at stå ved mine betingelser. Min mand er rigtigt god til at snakke udenom og køre én ned med velformulerede argumenter. Og så er der jo lige den ting, at jeg elsker ham. Han har i 30 år været den eneste mand i mit liv. Dén stædige kærlighed skal jeg forsøge at sortere fra og ikke lade ændre mine faste beslutninger og det,jeg ubetinget ønsker i vores forhold
Så parat til at miste min mand (og den kærlighed)? Ja, det tror jeg, selvom det ville være den hårdeste tørn, jeg nogensinde har oplevet. På den anden side må jeg beskytte mig selv og tænke på de næste 30 år (hvis jeg er optimistisk).
Han har, som du sagde, ved sin utroskab allerede fravalgt mig. Så må han også meget aktivt søge at få mig tilbage, hvis han vil sit ægteskab med mig.
Gør han ikke det, er det vel automatisk tegn på, at jeg har mistet ham.
Min næste mission er at klarlægge hvorvidt kontakten er brudt permanent til elskerinden. Det bliver noget af en opgave, da han er blevet nærmest paranoid i forhold til forsvaret af sine kommunikationsmidler. Og selvom jeg fil adgang til de, jeg kender til, så er der jo intet, der forhindrer ham i at have andre e-mail adresser, f eks. Jeg kan kun tro ham på hans ord.
Ikke mere for i dag. Fortsat god eftermiddag.
Mange hilsener fra Kranen
Jeg har været væk her fra i nogle dage (Lock-out ramte børnebørn har haft min fulde bevågenhed) - og har nu læste debatten igennem, og der er nogle ting, der slår mig. Det lader til, at han altid har fået lov til at køre "friløb" i jeres forhold. Han har fået lov til at stå af fra alt det, som han ikke lige syntes om, eller har fundet uinteressante - jeg bemærker forældremøder og den slags f.eks. Hvis han har været den eneste mand i dit liv i 30 år, må jeg vel tillade mig at gå ud fra, at han - uden nogen tvivl overhovedet - er far til jeres børn? Hvorfor har det i grunden været i orden? Jeres børn og deres ve og vel har været/er også hans ansvar.
Jeg finder det lidt mærkværdigt, at han har fået lov til at stå af fra alt det, han ikke havde lyst til - og springet til at køre sit eget løb med elskerinde har på den måde "bare" været endnu et skridt til at gå sine egne vegne og kun gøre, hvad han finder i orden. Hans medier er lukket med koder som var det "Fort Knox" - hvorfor må du ikke følge med i hans liv? Jeg fornemmer at han har været stået af - og fået lov til at stå af - fra alt "besværligt". Hvorfor har det været acceptabelt?
Jeg tænker stadig på dit første indlæg, hvor du skriver at jeres forhold altid har været med stor kærlighed. Jeg er begyndt at forstå, at det betyder stor kærlighed fra din side? Ikke nødvendigvis fra hans? Og - det er jo korrekt nok, som cpacan skriver, at han jo i den grad har valgt dig fra i sit følelsesliv ved overhovedet at få den tanke, at han også kunne dyrke sex ved siden af.
Til trods for jeres nuværende voldsomme krise, så har han stadig ikke set noget problem i - uden overhovedet at få tanken at det vedkom dig - at vælge at være på stand by i jeres ferie - så I heller ikke en gang der kunne samle trådene på en skøn afslappende, romantisk ferie - næh - det er ikke faldet ham ind; og givet fordi han har været vant til at han aldrig har haft dig med på råd i sit liv, eller hvad??
Det er dig - og kun dig - der vælger hvad du vil med resten af sit liv - for sådan som du beskriver situationen, så tror jeg faktisk ikke du skal regne med, at det overhovedet falder ham ind, at du skal være en del af beslutningsprocessen for, hvad han gør og ikke gør - for det fornemmer jeg aldrig, du har været.
Jeg gætter på, at han faktisk kun ser, at det at han har haft noget "hanky-panky" ved siden af, måske lige var for meget at byde dig, men jeg tror faktisk ikke, han overhovedet fatter, hvor smertefuldt, det er for dig - for han har jo altid kun gjort, hvad han selv ville. Jeg gætter på, at hans største problem egentlig bare er, at du har opdaget det. Jeg tror simpelt hen ikke han på nogen måde forstår, at et parforhold er for to personer, der deler det gode med det onde og er sammen - og derfor tror jeg også det kan være svært - for ikke at sige umuligt - at kunne stole på ham fremover.
Du skriver jo også, at du ikke stoler på længere end "man kan kaste en gris".
Mit forslag er helt klart - mærk efter, hvor rigtigt det føles for dig at kæmpe videre, mærk efter, hvordan du vil have det med at du ikke har en kinamands chance for at bliver sikker på, at han ikke "hopper" på en fremmed dame igen.
Hvor længe mener du selv, du vil kunne holde til det? Har du ikke også krav på respekt? At være en del af jeres sommerferie f.eks?
Kan jeres forhold reddes og kan I få et godt liv fremover - så er det da helt klart det, I skal satse på - men så skal du også kunne slå en streg over det skete, du skal kunne tilgive og sidst men ikke mindst, du skal være sikker på, at du kan stole på ham?
Tror du, du vil kunne komme der til?
Ellers er både du og I bedst tjent med at stoppe her.
Gode tanker.
Lotte, jeg har en del baggrundsmateriale til dit seneste indlæg - du har nemlig fat i noget.
Lige nu er jeg lidt it-hæmmet, forstået på den måde, at jeg groft udnytter min ældstes søn kunnen og viden på computerområdet til en komplet opdatering og makeover af mit materiel, alt står og summer og downloader.
Han er her kun på et kort besøg, så tiden er knap, hvis jeg skal få mest muligt ud af ham!
Derfor: jeg vender frygteligt tilbage på et lidt senere tidspunkt, sandsynligvis i morgen formiddag.
Mange hilsener fra Kranen
Jeg skrev i stedet en lang kladde i hånden - mest en respons på dit seneste input, Lotte, men også på tidligere indlæg, herunder cpacan's oplæg vedrørende balance i parforholdet. Ved gennemlæsning af den gik det op for mig, at den var alt for snørklet og ensidig - og værst af alt fremstod jeg klart som et skvat og nikkehovede, som jeg selv ville blive voldsomt irriteret på!
Her i søndagsfreden vil jeg udtænke en ny og forhåbentligt bedre facon at fremlægge mine tanker på, og så skrive her på tråden så snart, jeg får lejlighed (fred) til det.
God eftermiddag.
Mange hilsener fra Kranen
Jeg går lige om bord i det: hvordan kan det være, at min mand har kunnet køre sit eget løb i 30 år - hvordan har jeg godtaget at lade ham være den fraværende far og mand, han har været?
Svaret på spørgsmålet skal findes i fortiden. Jeg var nemlig hans elskerinde i to år (historien gentager sig selv, denne gang står jeg bare på den anden side af plankeværket og ser hvordan det ser ud, når man står dér - nogle ville sige, at det har jeg rigtigt godt af), før hans ex tog deres barn og gik.
Vi blev gift, og jeg var nok så forelsket - og så taknemmelig og så benovet over at han faktisk blev MIN!!!, noget jeg aldrig havde turde håbe på, at jeg lod ham sætte alle regler for vores samliv. Det kan jeg sagtens se nu.
Når først den type adfærdsmønster får lov til at forankre sig i et forhold, er det sin sag at lave om på dem. Jeg orkede ikke, med andre ord, det var nemmere at koncentrere mig om børn, hjem og arbejde. Så den dybe fortrolighed, og indsigt i min mands liv og tanker, fik jeg ikke.
Jeg har selv været fantastisk god til i stedet at søge ind i mig selv, god til at flygte fra virkeligheden, især ved at stikke næsen i en bog.
Nu kan jeg se, at jeg forlængst burde have grebet fat i ham og rusket ham og stillet ham stolen for døren og forlangt, at jeg blev lukket ind i hans tilværelse.
Hans utroskab ligger jo som en hel naturlig fortsættelse af vores parallel-løb, når man ser på det fra hans side.
Det er rigtigt, at det er ham umuligt at fatte, hvor stor en smerte, han har forvoldt mig med sit lange, velovervejede og organiserede svigt.
Og nu, hvor han har svoret at være mig tro resten af vores tid sammen, mener han højst sandsynligt, at mere end rigeligt har bevist sin gode vilje og ikke behøver at gøre mere....
Men jeg bliver VED med at have ubehagelige kaniner op af min høje hat og præsentere ham for det, han har gjort mig ulykkelig med. For første gang i 30 år har balancen mellem os skiftet til min fordel, og jeg er slet ikke så BENOVET over, at han fortsat vil have mig. Det mærker han tydeligt.
Stor kærlighed fra min side? Ja, det er der. Det er jo også den der gør, at jeg har lyst og mod, når det drejer sig om forsøget på at bygge vores forhold op igen. Men jeg mærker efter hele tiden, og ved med mig selv, at jeg ikke er parat til at pakke mine skyts sammen og lade som ingenting var hændt. Får jeg ikke de klare signaler fra min mand om stor og inderlig vilje til at komme videre sammen, så er jeg faktisk parat til at leve et liv uden ham.
Det var, hvad jeg havde tid til at nedfælde for denne gang.
Jeg håber snart at høre fra Jer.
Mange hilsener fra Kranen
Jeg havde også en ægtemand, der ikke mente at hans liv vedkom mig – han blev dog mere og mere fjern i vores forhold, og det var så det, der drev mig ud i utroskaben, men det var ikke det, der ødelagde vores forhold, for det var min eksmand da totalt ligeglad med, for ham handlede det bare om facade, så skidt med, hvor råddent der var bag – og han kunne netop heller ikke se noget som helst problem i at han levede sit eget liv fuldstændigt uafhængigt af mig – og forresten også vores børn, for når han kom hjem så var han træt, og så orkede han da ikke alt det, der nu følger med at have børn. Jeg gik også altid selv til forældremøder og den slags, så hele den historie kender jeg. Jeg råbte da også op – men for døve øren, og på et tidspunkt havde jeg fået mere end nok.
Du har denne store kærlighed til din mand – der var jeg mere ”heldig” - for min mand kvalte langsomt men sikkert alle mine følelser for ham, netop ved den måde at opføre sig på.
Dog er det nok ikke specielt smart at komme med alle mulige anklager for, hvad han har gjort gennem 30 år – for det står jo ikke til at ændre, og hvis du har ladet stå til i alle disse år, og måske bare bidt disse ting i dig UDEN at sige fra, så er han faktisk i sin fulde ret til at afvise dig, når det kommer nu. Det er givet ting, som du jo HAR accepteret, og som du vel sagtens heller aldrig ville have taget op, hvis ikke der var kommet der her oveni, vel? Der er du ikke helt rimelig – for det burde du have sagt fra over for for længst – og nej, det får man jo desværre ikke altid passet i sin iver for at ”please” i stedet. Især kvinder er rigtigt gode til det der med at bide i sig og finde sig i ting alt, alt for længe – så længe at ægtemanden – og i øvrigt med rette – kan tro, at ”hvad han nu gør/har gjort” er helt i orden fra konens side, hvorfor han så uden tanke på det mere, bare er fortsat ad den vej.
Så hvad og hvordan han har gjort i mange år – kan du ikke trække op af hatten nu som en anklage, men det er da på høje tid at I får en snak om, hvordan resten af jeres liv skal forme sig, og hvilke hensyn du fra nu af ganske enkelt forlanger, der skal tages. Det er i denne face rigtigt fint, at du over for ham påtager dig ansvaret for, at du har accepteret for meget og ofte været ked af dette eller hint, men altså valgt at acceptere ting, men nu er det slut – nu forlanger du et mere ligeværdigt forhold.
Der er kun en, der kan mærke, om det er rigtigt eller forkert af dig at kæmpe -
Der er kun en, der kan mærke, hvor længe du skal fortsætte -
Og ja – det er jo dig. Nå - så blev det alligevel lidt langt. -:)
Knus
Tak for skrivet.
Lige kort - jeg havde ikke udtrykt mig klart med hensyn til de grimme "kaniner":
Dét, jeg hiver op af hatten, har ikke noget at gøre med de seneste 30 års ægteskabs fejl og mangler. Den tid var den tid.
Han bliver til gengæld stillet over for alle mine tanker vedrørende hans utroskab - de ting, han har gjort, der gør mig mest ondt. Ud fra den betragtning, at det letter så rasende meget at få dem sagt, også selvom min mand føler det som bebrejdelser og anklager (hvilket det i bund og grund jo også er). Måske er det også for at såre ham, jeg ved det ikke rigtigt. Ikke bevidst, tror jeg i hvert fald. Tit for at provokere ham til at tale med mig om sit svigt, for han er - som vist nok er fremgået af mine tidligere indlæg - ret så utilbøjelig til at diskutere det emne med mig.
Jeg har tiet så meget gennem hele vores forhold, at jeg nu har besluttet at tage bladet fra munden. Det er mange års vane med at holde mine tanker for mig selv, der skal brydes. Det vil forhåbentligt opmuntre herren til at gøre det samme. Eller også løber han skrigende væk, det vil tiden vise.
Århundredets udfordring: at få større åbenhed, fortrolighed og tillid i vores ægteskab. Men det kan kun ske, hvis vi er to om det.
Helt kort blev det så ikke.....
Hav en god aften.
Knus fra Kranen
Ja, den fik jeg så misforstået - og fint nok at det er på plads.
Det er så det, I skal til at finde ud af sammen: Den din mand har vist sig at være, kan du leve med det? Og den du nu bliver, hvor det er slut man at holde ting for sig selv og få talt rent ud ad posen. Kan han leve med hende?
Det er for jer begge en ny konstellation, som I sammen, - vel at mærke - skal finde ud af, om I vil bruge resten af jeres liv på.
I er to "nye" mennesker, og det kan der komme meget godt ud af, hvis I begge arbejder på at gå denne nye vej sammen.
Det er rigtigt "øv", at din mand ikke vil være med til noget parterapi, for det ville I givet bare kunne få så meget godt og frugtbart ud af nu, hvor I - om man så må sige - skal til at lære hinanden at kende igen, og I ville givet få nogle rigtigt gode værktøjer med på vejen.
Jeg gætter på, at din mand heller ikke kunne finde på at kontakte et forum som dette, så også han kunne få nogle tanker og ideer med på "rejsen".
Hvis I virkelig vil - begge to - så tror jeg et eller andet sted, der kunne være håb forude for jer.
bedste tanker og knus
Jeg har været igennem møllen, ja - men igennem på den anden side? Nej, det kan man vist ikke sige. For mit vedkommende har det krævet en større ændring af min måde at se verden på, og jeg slås stadig med det hver eneste dag her 2 år efter.
Jeg er også nået frem til, at det ikke rigtig er noget man kommer igennem som sådan, jeg tror, at det er én lang proces uden et egentligt mål (ud over at være så lykkelig som muligt hver eneste dag). Og hver eneste dag er jeg nødt til at spørge mig selv, hvordan jeg godt kunne tænke mig at denne dag skal være. Og jeg spørger også mig selv hver dag, om jeg fortsat ønsker at være sammen med min kone i dag. Sådan går dagene, en efter en, den ene fod foran den anden for at jeg skal kunne håndtere den mulighed, at hun måske primært og i sidste ende bliver af hensyn til børnene. Nogle vil kalde det at leve i nuet, andre vil kalde det en forsvarsmekanisme for at undgå at blive såret igen. Jeg tror lidt på begge dele.
Jeg kan nikke genkendende til din strategi med at tie stille og lade hende bestemme for husfredens skyld og for at hun bedre skulle kunne lide mig. Og nej, det gør jeg aldrig mere, det har jo vist sig at have den stik modsatte effekt og har givetvis været med til at udvande respekten.
Jeg tror, at det er en MEGET vigtig erkendelse for begge partnere, at den loyale partner sagtens kan leve et liv uden den utro partner og har muligheden for at foretage en udskiftning, som man siger. Hold fast i det.
Jeg ved ikke om jeg vil sige, at du har godt af at prøve din egen medicin ift. til at blive bedraget af din mand, men når det kommer så meget bag på dig, så vil jeg mene, at du har haft strudsmentalitet. Tror du på, at han rent faktisk har potentiale til at blive monogam? Hvad vil han sige, hvis du også etablerer dit eget parallelforhold?
Du har også nogle seriøse overvejelser at gøre, og de bør nok ikke kun være baseret på følelser, men også på fakta - se din mand, som den han er, og få formuleret dine egne ønsker til en fremtid.
Tanker og ønsker om en god aften til dig.