Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hvis det er OK med dig, cpacan, har du så mod på at fortælle mig lidt om, hvordan dit forhold til din kone ER? Jeg mener, hvordan er Jeres samliv - er I rare ved hinanden, har I tillid til hinanden, taler I rigtigt sammen (ikke blot sniksnak og praktiske emner), kan I LIDE at være sammen?
Jeg spørger, fordi jeg har så svært ved at forestille mig, at min tilværelse med min mand en dag holder op med at være overskygget i den grad af hans utroskab og det, den har gjort ved os.
Du beretter, at du hver eneste dag skal tage op til overvejelse, om du har lyst til at blive sammen med din kone. Ved hun det?
For min egen skyld - så jeg ikke senere ville kunne bebrejde mig selv at jeg ikke gjorde, hvad jeg kunne - har jeg sat mig for, at min mand skal have god tid til at bevise sin nyfundne troskab over for mig. Det ville virke akavet at få ham til at hoppe baglæns på tungen; jeg er derimod ude efter, at han i hverdagen giver mig solide beviser for, at jeg godt kan have tillid til ham. Jeg er, som jeg ser det, ved at bearbejde en stor sorg, som gør mere ondt end nogen anden, jeg har oplevet - og det skal jeg også have tid til. Jeg har fortalt min mand, at han skal sørge for at give mig megen OMSORG. At det så i hans udlægning f eks var omsorg, at han begyndte at sætte i opvaskemaskinen (hvilket er noget helt nyt her i huset!), er så det, det er. Jeg tager hver lille ting med i "regnskabet", positiv såvel som negativ.
Og, nej, han er helt sikkert ikke specielt monogam i sin genetiske make up - og som du siger, burde jeg jo have vidst, hvad jeg gik ind til dér for mange år siden. Jeg havde jo på meget tæt hold set, hvor god fyren var til at holde sit forhold til mig hemmeligt over for sin kone, i 2 år.
Men det kunne aldrig ske for mig, vel? Netop fordi - troede jeg - at det havde været så traumatisk for ham at skilles fra kone og barn den gang. Den galej ville han ikke hoppe på igen........
Til gengæld er han forholdsvis jaloux, og spørger ind, hvis jeg til eksempel har fået en sludder med vores dyrlæge, eller naboen; så havde jeg en affære kørende, og han opdagede det, så ved jeg slet ikke hvilken værdi på Richter-skalaen, vi skulle måle ham til. Så der er forskel på fisk i hans optik......
God til at stikke hovedet i sandet har jeg altid været, og jeg skal med hård hånd bekæmpe de strudsetendenser hos mig selv. Det er også derfor, at jeg i nuværende situation tvinger mig til at sige alt det til ham, som jeg roder med oppe i hovedet - også selvom han ikke har lyst til at høre det - det er naturligvis ubehageligt for ham, og han har, som han siger, intet at fremføre til sit forsvar for sin utroskab. Han beskylder ikke engang mig for at have forskyldt det - det kunne han nu også lige prøve på!
Til slut: ville det være bedre at starte en ny tråd eller kan vi fortsætte her med et spørgsmål, som optager mig meget, og som jeg ikke kan komme rigtigt omkring?
Hvordan definerer man tilgivelse og hvordan kommer man frem til at tilgive sin utro partner. Kan det overhovedet lade sig gøre i praksis???
God onsdag til alle.
Kærligst fra Kranen
Allerførst vil jeg kraftigt fraråde dig at åbne en ny tråd, medmindre du ønsker et helt nyt emne debat til debat. Det kunne jo være, der ville komme andre brugere ind med råd og ideer, og så er det da anstrengende at de ikke har hele baggrunden med, så hvis du stadig vil debattere omkring din mands utroskab, så hold det samlet her.
Som jeg har nævnt flere gange, så skal du hele tiden mærke efter, om du gør det rette for dig i det her. Du vil gerne kæmpe for forholdet, men du bør hele tiden forholde dig til, hvad du er oppe mod.
Du vil jo aldrig kunne blive 100% sikker på hans troskab med mindre du er sammen med ham konstant, og det er vel ikke muligt at I skal gå op og ned af hinanden 24/7 resten af jeres liv – så du skal finde ud af om du nogen sinde kommer til at stole så meget på ham, at du føler dig sikker.
Det er da muligt, at din mand simpelt hen ER typen, der ikke kan holde sig til en, det er der jo ingen her, der kan vide – ja, du kan vel heller ikke, men som jeg læser dine indlæg, så har han vel ikke ”kun” haft en ved siden af dig – han har muligvis gennem hele jeres forhold jævnligt haft lidt ved siden af?
Jeg mener, du har direkte spurgt ham, og hans svar var ”hvem ved”. Så det har han givet. Hvad får dig til at tro, at det stopper her? Med den ”ballade” har nu oplever ved at du har opdaget det, gør vel bare, at han gør mere for at skjule det for dig.
Du skal simpelt hen finde ud af, om du vil have ham som den han er, eller om du ikke vil.
Og ja - jeg hopper og springer fra den ene til den anden side i mine forslag, for det er kun dig, der kan finde ud af, hvad du vil være med til.
Det er i øvrigt ”sjovt”, at han er jaloux på, hvad du kunne finde på – og det er faktisk lidt spøjst. Det er nemlig ofte den jaloux person, der kontrollerer partneren i hoved og r... - der selv kaster sig ud i utroskab, måske fordi han jo godt ved, hvor ”nemt” det er at snyde dig. Han må gerne – du må ikke.
Er det i orden?
Du spørger, hvordan man definerer tilgivelse og kommer frem til denne tilgivelse, og det korte svar må jo være, om du mener, at du kan leve med den person, du nu har fundet ud af, han er – at han øjensynligt er så ”lækker”, at han med stor sandsynlighed aldrig vil kunne nøjes med dig. Har han så store andre værdier, at det vil være acceptabelt for dig, så vil du jo kunne tilgive og lære, at han givet elsker dig over alt på jorden, men altså har den indstilling, at man godt kan ”spise ude” uden at det betyder noget i hans holdning til dig, men at han givet aldrig ville kunne forstå og acceptere det, hvis du begyndte på samme levevis. Prøv i øvrigt at spørge ham om, hvordan han ville have det, hvis du fandt dig en ung og meget viril elsker? Bed om hans helt ærlige svar.
Jeg synes stedet her er helt perfekt til de tanker og spørgsmål, der optager dig.
Måske lyder det negativt, når jeg siger, at jeg hver dag tager op til overvejelse om jeg ønsker at være sammen med min kone i dag, men sådan opfatter jeg det ikke. Hver dag har jeg to valgmuligheder foran mig; blive ved min kone eller forlade hende. Uanset udfaldet, så er det op til mig at få det bedst mulige ud af det – det skal jeg hele tiden minde mig selv om. Der er flere grunde til at jeg tænker sådan.
For det første har det været svært at give slip på følelserne af svigt og bedrag. På denne måde kan jeg lade fortid være fortid – den er her jo ikke nu. Jeg kan hver dag vælge, om jeg hellere vil være alene eller sammen med en anden end min kone. Indtil videre har valget faldet på min kone gennem 28 år. Men at være bevidst om, at det er et aktivt tilvalg, og at jeg har muligheden for at gå fra hende og klare mig helt fint alligevel, det har været en åbenbaring for mig og er rigtig meget værd.
For det andet, så er min kone af ”feje-under-gulvtæppet-typen”, har haft rigtigt svært ved at tale om tingene og vil allerhelst bare glemme det hele. Jeg har ikke kunnet overtale hende til at grave dybt i sig selv for at finde årsager i sig selv via selvrefleksion eller terapi. ”Det føler jeg ikke noget behov for”, siger hun. Det betyder for mig, at jeg efter al sandsynlighed står med en eller flere af følgende:
• Hun har ikke lært noget om sig selv som følge af utroskaben og har derfor en ret stor chance for at gentage det senere.
• Hun har bestemt sig for at blive af hensyn til børn og/eller økonomi og ved allerede nu, at hun flytter senere.
Man kan blive skingrende vanvittig af at flakse imellem de to muligheder samt den mikroskopiske mulighed for at hun har lært noget og gerne vil vores forhold. Derfor dag-til-dag filosofien. Jeg er blevet meget inspireret af ”The Power of Now” samt ”The Mastery of Love”.
Nej, min kone ved ikke, at det er sådan jeg håndterer det, hun vil jo sagt helst ikke tale om det overhovedet, og når man ikke taler om det, så går det jo nok væk af sig selv. ”Vi må videre”, ville hun nok sige, i stedet for at have nogle rigtig følsomme og ophedede samtaler. Udover det, så har vi det rigtig godt sammen, hun er begyndt at tage mere ansvar for økonomi og praktiske ting – noget jeg har ønsket i mange år. Måske et tegn på at hun ønsker forholdet, eller måske det modsatte, hvem ved? Men jeg har det godt med det, hver eneste dag påskønner jeg det og glæder mig over det.
Mht. tilgivelse, det kan sagtens lade sige gøre, jeg er tæt på, men vil gerne være sikker, så jeg ikke må trække i land igen. Tilgivelse handler jo ikke om at lade den anden slippe af sted med noget, ej heller om, at man glemmer den uret man har oplevet, men blot om at man vælger så at sige at opgive retten til regres/gengældelse/hævn. Dvs. at tilgivelse er noget man VÆLGER at gøre for sin egen skyld og ikke for den andens. Faktisk kan du sagtens tilgive ham og så forlade ham i samme sekund. Der er skrevet meget om det, og jeg synes at bogen ”Forgiveness is a choice - A Step-by-Step Process for Resolving Anger and Restoring Hope” af Robert D. Enright er rigtig god.
Men tilgivelse og beslutningen om hvorvidt du kan leve med ham, som han er, det er som jeg ser det to adskilte og vidt forskellige spørgsmål.
”Hun har bestemt sig for at blive af hensyn og/eller økonomi og ved allerede nu, at hun flytter senere.”
Jeg har læst, at det er noget i den retning, du går ud fra – og altså ikke absolut sådan, det bliver, men hvad i alverden er det, du og I byder hinanden OG jeres børn?
Ligegyldigt hvad vi forklarer og fortæller vores børn, så ender de med at gøre som deres forældre, så hvis de oplever et hjem uden inderlighed og kærlighed, så er det det, de tager med sig.
Som du beskriver det, så holder din kone ikke engang af dig mere – og du formoder, hun bare bliver for nemheds skyld, for så at dappe af, når det ikke er helt så besværligt for hende økonomisk.
Hverken du eller din kone gør hinanden en tjeneste ved at blive sammen; I dræner hinanden totalt følelsesmæssigt ved at opretholde en facade, som I begge ved er brudt sammen. Og I gør slet, slet ikke jeres børn en tjeneste – tvært i mod. Ligegyldigt hvor gode skuespillere I er, så kan børn sagtens gennemskue, at I ikke har det godt sammen, og det gør dem utrygge på jer, som jo både skulle og burde være rollemodeller for dem.
Lige præcis den kan jeg i den grad forholde mig til, for jeg har været der selv – også selv om, du mener der var modsat fortegn. Det var først, da jeg havde sagt stop og kom ud, jeg opdagede hvor uendelig megen energi og hvor uendelig mange kræfter, jeg havde lagt i at ”holde på facaden”. Det var en ubeskrivelig lettelse, og al den energi jeg fik tilbage, kunne jeg så bruge positivt på mine børn, der i øvrigt kort efter meldte tilbage, at de godt kunne se, at det var godt, vi kom fra hinanden, selv om det naturligvis i første omgang gjorde dem ondt – men de kunne jo se, hvor meget bedre jeg – og i øvrigt også deres far – havde fået det. Mine børn var på det tidspunkt 12 og 14 år.
At blive som du og din kone øjensynligt gør, tror jeg ikke er godt - for nogen af jer, når det er sådan, I har det.
Det er rigtigt, at I to ikke har samme holdning til nogle af aspeketerne omkring det - finder jeg ud af hen ad vejen - yderst omfattende emne 'utroskab'.
Jeg har læst Jeres tidligere indlæg i en anden debat.
Men er det ikke netop det, der gør det så frugtbart at udveksle synspunkter og erfaringer? jeg synes jo, at det er så fantatisk med bl a I to, at tingene bliver vendt og drejet fra mange sider: én, der selv har været utro, én - en mand - hvis partner har været utro, én hvis mand har været hende utro. Måske er vi heldige at få flere stemmer med på tråden hen ad vejen, f eks Persille kommer måske tilbage - for færdigtdebatteret har vi vist ikke....
Jeg vile lige fortælle, hvordan det spænder af her hos mig. Efter min sidste 'tag-ingen-fanger' blitzkrig mod min mand med hensyn til test for kønssygdomme, skete der det sædvanlige: han blev muggen og indelukket, og jeg spurgte ham, hvordan han egentligt mente han kunne tillade sig at være så afvisende og mut over for mig. Fik det ventede svar, nemlig at jeg havde overfaldet ham og svinet ham til med beskyldninger og bebrejdelser. Det endte i et ordentligt brag med at jeg råbte, at han var en selvoptaget idiot, og så gik jeg i øvrigt ned til lægen for at få en henvisning til bemeldte test. Jeg var så jeg spruttede af raseri.
Siden er vi begge faldet ned på jorden. Jeg giver ham lige en pause i min vredes-udluftning, og han kvitterer med at være kærlig og fin at være sammen med. Han ved dog, at jeg bare er ved at samle skyts til næste gang.
Mon disse cykluslignende op- og nedture er karakteristiske for det forløb, jeg går igennem?
Min mand har lovet at fjerne alle kompromiterende fotos og andre sager fra vores fælles computernetværk. Når alt er renset, er aftalen, at vi begge fjerner det væld af adgangskoder og pasord, vi har forsynet diverse programmer med.
Hermed naturligvis ikke være sagt, at jeg stoler fuldt og fast på, at der så ikke kan være 'hemmelige konti' rundt omkring - for det ved jeg jo, at der sagtens kan være.
MEN jeg har besluttet mig for ikke at være politibetjent over for min mand. Jeg vil ikke gå og checke og rode og snage - det finder jeg simpelthen for uværdigt. I princippet, i hvert fald. For jeg ser i praksis frem til den dag, at tanken slet ikke falder mig ind, at det ville være rart liiige at se, hvem han har haft ringet/mailet/skypet til, og om de hotelreservationer, han har foretaget er for 1 eller 2 personer i dobbeltværelset! Den må jo være den dag, at min tillid til ham er genoprettet, eller hvad?
Måske er han af den type, der "jo ikke kan gøre for, at han har charme" - han har selv sagt, at han kunne få mange kvinder. Hans nu ex-elskerinde (må jeg da gå ud fra - min tillid til ham kan som sagt ligge på et meget lille sted) fortalte ham, at han var en mand, som mange kvinder ville have, så hun kunne godt forstå, at jeg ville have ham helt.
Undskyld, men der er ikke ret mange, mænd eller kvinder, der kan tåle at blive så feterede. Og jeg kan godt se, at det er fristende at gøre brug af det store tag-selv bord med så mange villige partnere.
Han hævder, at han var mig tro, indtil han mødte sin elskerinde for to år siden. Et af mine næste spørgsmål til ham skal være, hvorfor det var, at han på det tidspunkt lige pludseligt fandt ud af, at det var OK at bedrage mig. Hvad skete der? Hvis vi ved det, kan vi forhåbentligt også modarbejde, at det nogensinde sker igen - for gør det det, så ved han helt klart, at han ikke har mig mere.
Han har lovet, at han ikke vil have andre kvinder end mig. At han vil leve resten af sit liv sammen med mig, og kun mig.
Jeg tror på ham, når han siger, at han elsker mig.
Så det er dét, jeg har at holde mig til lige nu. Og så mit "regnskab" over hans opførsel og handlinger, der beviser over for mig, om jeg kan have - forsigtige skridt her - tillid til ham igen.
Jeg ville betro ham mit liv og stoler fuldt ud på ham på alle andre områder end lige dette kringlede følelsemæssige område.
Jeg synes, at vi har en rimelig, om for tiden ret så vaklende, base at bygge videre på. Det er sikkert, at jeg skal være utroligt opmærksom på, om mine ønsker og krav bliver opfyldt. Det er usigeligt befriende at kunne sige sig selv, tak cpacan, at man hver dag vælger at blive i forholdet. Den idé med at leve mere i nuet er jo en slags meditation - kolossalt svært, da tanker om fortid og fremtid jo hele tiden presser sig på.
Der er ingen tvivl i mit sind om, at jeg ville kunne klare mig helt OK alene, eller måske endda med en anden (mærkværdig tanke for mig). Så jeg BEHØVER ikke blive i mit ægteskab, hvis den 'kraft gange arm' balance mellem min mand og jeg, der fornyligt er blevet installeret, ikke viser sig at kunne forblive i ligevægt.
Og min mand ved godt, at jeg ikke tager mere skidt fra ham med bøjet hovede og lukkede ører. Nye boller på suppen, kan man sige.
Håber, det bliver ved i den retning.
Nu slut. God weekend. Kærligst Kranen
jeg har svinget så meget frem og tilbage ml vrede gråd fortvivelse,til også dage hvor jeg ligefrem var forelsket i ham igen ,han er dybt ulykkelig og sagde han ikke havde noget at leve for hvis jeg ikke ville være sammen med ham mere,så vi prøvede indtil for et par dag siden hvor jeg brød totalt sammen ,jeg tror min hjerne og hjerte ønskede at fortsætte,men min sjæl var ikke med i det så nu har jeg smidt ham ud og sagt at jeg kun kan se ham i den grad hvor jeg ikke har ondt i maven ,så må vi se hvad der sker i fremtiden.mit råd til dig er lyt til din mavefornemmelse og tag et valg selvom om det er forbandet svært.jeg har så ondt og føler mig så svigtet,men jeg har det lidt bedre når han ikke er her mange varme tanker til dig fra mig
1000 tak for dit indlæg.
Du er en meget stærk kvinde, som har ladet din mand tage den fulde konskvens af sine handlinger. Det har jeg ikke haft styrke til, ikke i det omfang.
Jeg håber inderligt, at det vil få ham til at gøre alt for at vinde din kærlighed og tillid tilbage - for jeg fornemmer, at du inderst inde gerne vil ham - har jeg ret?
Det ville være dejligt at høre mere fra dig, hvis du har lyst til at uddybe din situation lidt.
Mange hilsener fra Kranen
Det er godt at se, at du en skarp evne til tage essensen ud af de alt for lange indlæg, jeg har skrevet til dig. Du ser også ud til at have nået et nyt niveau af bevidsthed.
Nogle få kommentarer til dig. Jeg synes, at det er et yderst vigtigt spørgsmål du stiller, når du spørger din mand, hvad det helt præcis var, der gav ham ”lov” til at være utro på det tidspunkt. Hvis han har selvindsigt nok og tør tage handsken op, så kan lære noget om sig selv, som kan blive vigtigt for ham selv samt Jeres forholds chance for overlevelse. Hvis altså han kan komme ud over alle tidligere nævnte ”det var også fordi du…”
Om tillid vil jeg sige til dig, at hvis du kan stole 100% på ham igen på noget tidspunkt, så ønsker jeg tillykke - jeg tror, at det er enormt svært. Nogle mennesker kan komme længere end andre, uden tvivl, men det ligger på rygraden at lære fra tidligere oplevet smerte, så mange må stille sig tilfreds med 80-90% tillid, hvilket vel også kan være OK? Der er en årsag til, at man siger ”blind tillid”, og grænsen imellem 100% tillid og naivitet er hårfin.
Til Lottes indlæg:
Tak fordi du også lige dvæler lidt ved min beskrivelse af min situation og tager børnenes briller på, den vinkel er jo vigtig at få med. Jeg er ganske enig med dig i vigtigheden af at være gode rollemodeller for sine børn.
Jeg er i tvivl om min kones motiver for at blive, ja. Jeg stoler ganske enkelt ikke på min egen evne til at vurdere hendes følelsesmæssige standpunkt længere, ligesom jeg ikke stoler 100% på hendes oprigtighed. Jeg er ikke så meget i tvivl om, at hun på tidspunktet for affæren stadig elskede mig på sin måde. Men perioden efter hvor vi har skullet finde en måde at komme videre på har efterladt mig med tvivl, hvilket også er årsagen til, at jeg overfor Kranen understreger vigtigheden i, at hendes mand søger noget selvindsigt – for jeg synes, at det er det, der mangler for min kones vedkommende. Jeg kan ikke tvinge hende, men det er det, som efterlader mig tvivlende på hendes oprigtighed. Det er årsagen til, at jeg er nødt til at sige til mig selv, måske er hun her for børnene, eller måske er det med at søge selvindsigt og delagtiggøre mig i hendes opdagelser bare ikke lige hende. Jeg ved det ikke, jeg lader tvivlen komme hende og børnene til gode. Blot kan jeg ikke investere mine følelser 100% mere, ikke for hende, og ikke for nogen, ud over mine børn. Det er en skam, men det er sådan det er lige nu.
Jeg vil også gerne tilføje, at det til tider udelukkende har været hensynet til børnene, der har holdt mig inde i kampen. Ikke som jeg lidt læser din vurdering, at jeg lader stå til på en måde, der er synlig og skadelig for børnene, men at jeg faktisk kæmper r**** ud af bukserne for at bygge noget, der kan holde. Og vi har det faktisk udmærket sammen, vi taler ordentligt til hinanden, vi viser også omsorg og kærlighed for hinanden i ord og handling, masser af fysisk kontakt.
Som en positiv sidegevinst, så har børnene faktisk også fået en far, som er langt mere til stede, som er langt mere robust, mere opmærksom på rigtig mange ting, som er meget bevidst om, hvor vigtigt det er at tage udgangspunkt i sig selv for at kunne indgå i en meningsfuld relation med andre, og som kan fokusere på at nyde øjeblikket i stedet for at fokusere på alt det, man ikke kan få. Det prøver jeg at lære mine børn, så det er altså ikke kun skidt alt sammen. Jeg tror, at mine børn har det ganske godt omstændighederne taget i betragtning – de virker i hvert fald glade og tilfredse.
Jeg har lært en masse, men har min kone? Det er det, jeg ikke ved, og det er den del jeg stadig kæmper lidt med her 2 år efter. Jeg indrømmer gerne, at frygten for at blive svigtet og såret igen, til tider kan være ganske overvældende og kræver viljestyrke at holde under kontrol.
Nok om det, vi stiller over til Kranens studie igen.
Apropos indlægslængde, cpacan, så giver jeg dig kamp til stregen; i mit sidste indlæg var jeg nødt til at forkorte teksten for at have tegn nok til sluthilsen!
Så straks til det famøse spørgsmål om hvorfor det pludseligt var OK med utroskab efter så mange års (hævdet) holden sig på måtten, som jeg fik slynget på banen igår.
Noget til min overraskelse fik jeg samarbejdsvilligt baggrunden set fra hans side, ja, han startede historien helt tilbage fra dengang han var 10 år og spejder. Essensen var, at han på et tidspunkt i sit liv, hvor han havde følt sig langt væk fra mig både psykisk (jeg kæmpede dér for to år siden specielt meget med effekterne af en kronisk, livsvarig sygdom og har helt sikkert ikke været helt 'på') og fysisk (han var udsendt af firmaet i udlandet for så kort en periode, at det ikke kunne betale sig at jeg flyttede med: Stor fejl, Bøv, stor fejl - det kan jeg godt se nu), og syntes, at han blev betragtet som r.. og nøgler rent jobmæssigt, mødte 'en person', som betragtede ham som det allerbedste i verden nogensinde.
Jeg skulle mene, at det faktum at hun var 25 år yngre end ham (og mig), ikke havde født tre børn og ikke var uspændende syg, gjorde det hele mere sexet.
For det var kun sex, det handlede om. Siger han. Men jeg har jo læst lidt af deres mailudveksling. Det er med nuttede kælenavne mig her og der, og jeg savner dig og jeg glæder mig til at holde dig i mine arme. Han har sendt et digt til hende, der hedder "Jeg har elsket dig, jeg elsker dig og jeg vil altid elske dig". Så 'kun sex'? Godmorgen mine blanke laksko. Det var et kærlighedsforhold, var det - romantisk og rosenrødt, og det gør sindssygt ondt at vide.
Han påstår, at forholdet er forbi og at han ikke har kontakt med hende mere overhovedet.
Som vi har diskuteret før, så kan jeg jo kun tage hans ord for det og jeg har nul tiltro til ham. Mulighederne for kontakt til hende uden min viden er uendelige, og selv et tæt kærlighedsforhold på mentalt plan ville for mig tælle fuldt ud på linie med fysisk utroskab. Og som sagt før, så er der ikke langt fra et telefonopkald til en ny start på affæren.
Men det er jo slet ikke holdbart overhovedet at skulle være privatdetektiv over for sin egen ægtefælle.
Iøvrigt var det en stor pine for min mand, at jeg igen-igen-igen "bombarderede" ham med spørgsmål og kom med "stikpiller" og kiggede på ham på "den måde" (det lader til, at jeg har udviklet et laserblik); han er ved at blive vanvittig af det, siger han. For ham at se har denne ballade varet 'SÅ længe' - hvor jeg siger, at det KUN startede for to en halv måned siden og måske kommer til at vare måneder - år - endnu.
Det vil kun føre én vej, hvis jeg fortsatte med at harcelere ham, siger han, nemlig til skilsmisse. Han var i øvrigt overbevist om, at jeg var ved at bygge en solid sagsmappe op til brug for skilsmissedomstolen. Deraf hans utilbøjelighed til at svare på spørgsmål fra mig og i det hele taget fortælle om sin svigt. Han troede ikke på, at jeg ikke gik og rugede på en sådan sagsmappe - så tilliden blomstrer her i foretagenet....
Så selv om DET vigtige spørgsmål om 'hvorfor?' er stillet og besvaret, er der er lang vej endnu. Jeg venter bl a fortsat på, at han får foretaget sin test for kønssygdomme (kan hente resultaterne for min egen test i næste uge).
Jeg behøver at mærke, så jeg tror på det, at han er villig til at investere alt i vores forhold.
Men han frygter f eks i den grad mine trediegradsforhør, at han ikke engang tør booke ferie her til sommer sammen med mig. Jeg vidste ikke, at jeg var gift med en kryster - han har altid været fortaler for, at man skal fægte for åben pande her i tilværelsen. Har fundet ud af, på den lede måde, at han er en løgner og bedrager (dvs det vidste jeg jo godt, men ikke over for mig) - og nu også fej. Det har været et stort chok at opdage, og det forstærker ikke min respekt for ham.
Ja, jeg kan efterhånden se mange af puslespillets brikker, men jeg aner ikke, hvordan de passer sammen. Det er muligt, at det viser sig, at min mand og jeg aldrig finder sammen igen. Det er en meget reel mulighed. Men så længe jeg vælger ham hver morgen stadigvæk, frem for et singleliv eller en anden partner, så har vores ægteskab fortsat den chance, vi hver især giver det.
Lige nu er min mand meget langt fra at yde sin part, synes jeg, så jeg bliver ved med at ruske op i ham, når jeg ikke kan lade være med at komme med mine 'uafladelige' spørgsmål og anklager (der kan rent faktisk gå dagevis, ugevis, uden at jeg overhovedet generer ham med 'emnet').
Hvis det bliver SÅ for meget for ham at han vil skilles, so be it. Kan han ikke tåle den røg i køkkenet, han selv har frembragt, så må han jo gå. Eller?
Det nærmer sig slutningen af de tegn, jeg har til rådighed, så jeg slutter for denne gang.
Kærligst fra Kranen
PS: Ville gerne have haft begrebet 'tillid' mere fremme. Det må blive næste gang
Har med interesse læst din historie og den efterfølgende debat. Kan virkelig godt forstå at du er både ked af det, skuffet og vred. Dog vil jeg tillade mig at stille lidt spørgsmålstegn ved dit seneste indlæg og den adfærd du beskriver der. Jeg synes nemlig at det virker både destruktivt og udsigtsløst. Mit ærinde er ikke at tage din mands parti og kaste mig ud i et større forsvar af ham. Det er blot en vinkel på en ,som jeg ser det, meget kompliceret og smertefuld sag. Spring op og fald ned på det, hvis du synes at det er ubrugeligt.
Nå men til sagen. For det første har jeg aldrig forstået ”det var kun sex” forsvaret. I mine øjne er det da enormt krænkende og sårende, hvis ens partner er utro bare fordi det klør lidt. Omvendt er det selvfølgelig smertefuldt at vide, at partneren rent faktisk er blevet forelsket i et andet menneske, men her er der i det mindste store følelser og forelskelsens utilregnelighed indblandet.
Jeg tror heller ikke på, at det bare var sex for din mand, gu var han da forelsket, og måske er han det stadig. En mulighed er derfor, at han lige nu har reelle hjertesorger fordi han har sagt farvel til en ven og elskerinde som han var forelsket i, og det kan være en delvis forklaring på at klapper i, for det er jo ikke noget han kan delagtiggøre dig i. Sådan nogle følelser kan man ikke bare glemme, heller ikke selvom man får skældud hver dag og godt ved at man burde rette sit fokus et andet sted. Men altså, det er ikke en undskyldning, blot et bud på en forklaring.
Den anden ting jeg hæfter mig ved er at jeg synes det er meget lidt konstruktivt den måde du forsøger at ”ruske op i ham”. Det virker jo ikke! Du bliver tydeligvist mere og mere frustreret og mister respekt for ham og samtidig har han meddelt dig, at han er på vej ud af døren. Udsigten til årelange bebrejdelser og angreb kan han ikke overskue. Du siger at det KUN har stået på i 2½ måned, men det er jo ikke det, men derimod udsigten til at det aldrig vil slutte der er afgørende. Uanset ens brøde, så er det de færreste der kan holde til det han stilles i udsigt. Du siger selv, at han må klare den røg i køkkenet, som han selv har frembragt ellers må han smutte. Det er en fair betragtning, men så skal du nok heller ikke regne med at han bliver (hvilket måske heller ikke er det du ønsker?), og så kan du ligeså godt give ham sparket nu og komme videre.
Du kan også overveje at præsentere ham for en liste med alle de ting du har behov for at ham gør og som du har behov for at tale med ham om. Gulerødden for ham kan så være, at du lover at stoppe bebrejdelserne, hvis han går med til det. Sagen er jo den, at selvom det ikke føles sådan, så er I jo på samme hold. Du kan ikke piske ham til at være en god, rummelig, åben, angrende, forstående og kærlig mand der elsker dig. Og du kan desværre heller ikke tvinge ham til at investere ligeså meget i forholdet som du gør. Men du kan holde din egen sti ren. Være ærlig omkring dine følelser, men samtidig behandle ham respektfuldt. Kommunikere tydeligt, hvad du forventer af ham og hvad konsekvensen er, hvis disse forventninger ikke bliver mødt.
Og så synes jeg i øvrigt, at du skal fokusere benhårdt på dig selv og dit liv. Tiden går hurtigt, rigtig hurtigt, og du risikerer lige pludselig at have brugt flere gode år af dit liv på en smertefuld tomgang, hvor du råber og han dukker sig. Da min egen mor blev forladt af min far som havde fundet en ny, besluttede hun hurtigt at hun nægtede at blive en bitter kvinde. Hun ville være glad og have et godt liv. Hun var dengang godt klar over at det ville tage noget tid, men hun gik flittigt til psykolog og investerede mange kræfter i at skabe sig en ny tilværelse. Og det lykkedes. I dag er hun den gladeste, mest positive og overskudsagtige mor og farmor. På samme måde synes jeg at du skal sætte mål for, hvordan dit liv skal være og lægge en plan for hvordan du kommer derhen. Det er nytteløst at investere i jeres parforhold, hvis han ikke også bidrager, så brug i stedet kræfterne på dig selv. Så må tiden vise om han vil med eller ej (og om du i det hele taget vil have ham).
Hold hovedet højt og vær positiv.