Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Grunden til at jeg vælger at kommentere er to ting. Jeg håber ikke, at jeg i mine indlæg har givet udtryk for at manden skal have skældud hver dag, for det er ikke det, der har været min hensigt. Men jeg synes, at det er vigtigt, at Kranen siger til og fra, når hun ikke føler, at han er med. Det behøver ikke være i form af skældud, men så en distancering og fokus andre steder hen – i sidste ende gøre klar til at forholdet ender.
For det andet, så synes jeg, at din historie om dine forældre er rigtig god og positiv, som man kan lære noget af. Der er dog den forskel i forhold til Kranen, at din far rent faktisk tog konsekvensen og forlod forholdet. Dvs. at din mor har kunnet koncentrere sig om "bare" at lægge ham bag sig og komme videre. Det ER bare anderledes, når man har tabt noget og så ikke rigtigt alligevel – kranen skal både forholde sig til tabet og savnet, samtidig med at hun skal forholde sig til hans intentioner fremadrettet på et ødelagt fundament.
Forestil dig at du opdager at din ægtefælle er død for så at opdage, at en dobbeltgænger har overtaget hans plads, lige midt i din sorg over partnerens død. Det specielle ved denne dobbeltgænger er, at det er ham der har slået din mand ihjel og som nu insisterer på at tage afdødes plads og fortsætte forholdet på helt uændrede vilkår, som om intet var hændt. Det er den fornemmelse, jeg selv har haft.
Husk på, at meget ville se anderledes ud, hvis manden rent faktisk tog ansvaret på sig og helt af sig selv fandt ud af, hvordan skårene kunne klinkes, og hvordan de sammen kommer videre. Men desværre er det ofte sådan, at den der har fået revet tæppet væk under sig, samtidig er den, der skal være den stærke, have forståelse for hvor svært det er for partneren at undvære elskerinden, og så lige sætte kursen for parforholdet, som om absolut intet var hændt.
Jeg ønsker mig tit tilbage til den tid, hvor det var mig der kunne sige til alle andre: ”Tag dig sammen, det er jo ikke verdens undergang”. Jeg tror, man skal have været der selv for helt at forstå det, og sådan er det jo nok også den anden vej.
Til Kranen; fuld fart frem på alle selvudviklingsmaskiner, og det har du vist også, så skal det nok gå alt sammen.
Mange tak for seneste input. Det er dejligt, at I giver mig Jeres tid og omhu ved nøgternt udefra at analysere og vurdere den situation, jeg står i. Det har jeg jo selv meget svært ved.
Jeg vil starte med eftertaenksoms indlæg. Det er rigtigt, at der er en anden vinkel på end den, vi 'er vant til'. Måske fordi eftertaenksom har oplevet utroskab fra et anderledes synspunkt, ikke har været involveret på samme plan. Det er jo forældrenes, og ikke egen, skilsmisse, det handler om - hvis jeg læser det rigtigt.
Det har fået mig til at nærlæse mit eget sidste indlæg. Uha, ja, jeg lyder da som en værre rappenskralde; sådan én, der står og venter med kagerullen hævet, hver gang manden kommer ind ad døren. Og, helt ærligt, så er det sikkert også sådan, min mand opfatter mig - han ved aldrig, hvornår det næste overfald finder sted (han har selv hånet muligheden for at have "taletid" og "helle" resten af tiden - jeg har ellers foreslået det). Derfor lukker han sig inde bag sin tykke skildpaddeskal og er meget svær at komme i RIGTIG kontakt med - han er da venlig at omgås, og, for udenforstående at se, 'normal' i sin væremåde over for mig.
Det ville bare være så godt, hvis han dog ville gå med til bare én seance med parterapi - så han fra en neutral person kunne få at vide (for han giiider ikke læse om det), hvor stor en smerte, det faktisk påfører et menneske, når livspartneren er - især overlagt - utro. At det ikke kun er mig, som er meget nærtagende og hysterisk.
Men du har ret, eftertaenksom, jeg kan nemlig ikke piske ham til noget som helst. Det er heller ikke min mening. Jeg ved godt, at vores forhold kun kan bestå og lykkes, hvis begge parter villigt bidrager til det.
Jeg er bare endnu ikke nået til det punkt, hvor jeg er parat til at give slip og kun koncentrere mig om at udvikle mig selv. For jeg er endnu så dybt såret, at det påvirker alle mine handlinger.
Det udmønter sig i dyb vrede, og stor frustration, fordi jeg ikke forstår, hvad han dog TÆNKTE i alle de måneder, da han med fuldt overlæg levede sit velorganiserede dobbeltliv. Vrede og frustration skal ud, ellers bliver man til en bitterf.... (ved ikke om det er et fy-ord på dette forum) med tiden, og det er det sidste, jeg ønsker. Deraf alle spørgsmålene til ham, jeg føler et stort behov for at vide HVORFOR? - han opfatter dem som angreb.
Jeg holder det ellers i reglen på et meget civiliseret plan, synes jeg selv - sådan i stil med 'kammaratlige samtaler', og når det lykkes at få ham med, ja, så taler vi mere og bedre end vi har gjort meget længe. Men han hader det alligevel, og vil bare, at jeg er sød og rar, og ikke siger eller tænker noget om 'emnet'.
Cpacan siger, citat:
Husk på, at meget ville se anderledes ud, hvis manden rent faktisk tog ansvaret på sig og helt af sig selv fandt ud af, hvordan skårene kunne klinkes, og hvordan de sammen kommer videre.
Citat slut.
Jeg venter jo sådan på, at han sætter sig med mig og tager mine hænder. At han ser i mine øjne og siger fra hjertet undskyld for den smerte, han har påført mig. At han spørger, hvad HAN kan gøre, for at jeg kan have det bedre. Hvad HAN kan gøre for at få vores parforhold på fode igen og trives.
Hvis han - af sig selv, vel at mærke - gjorde DET, så tror jeg, at jeg ville have meget lettere ved at blive cool og fremadrettet og positiv omkring fremtiden. Så tror jeg, at mange af spørgsmålene ville ophøre med at virke så presserende, for de er jo i virkeligheden et ekko af den usikkerhed, jeg føler, den mangel på tro på hans intentioner for vores fælles fremtid.
Og fik jeg DEN udmelding fra ham, så tror jeg også, at jeg ville have meget mere lyst til at fokusere på andet end lige dette store svigt, som indrømmet fylder meget, meget, meget i mit liv. Lyst til at kaste mig ud i verden. Jeg prøver, men mit hjerte er ikke med i det som tingene står.
Jeg er startet på en sport, jeg ellers ikke har dyrket i 15 år - jeg har booket en solorejse for at besøge min søn og svigerdatter - og jeg rejser alene en måned til Australien til sommer for at besøge min datter og svigersøn, som venter vores første barnebarns ankomst mens jeg er der . Og nej, min mand vil ikke med på den tur. Han har jo meldt sig til stand-by på jobbet og kan ikke tage nogen steder.
Før hele balladen her var det jo meningen, at han skulle have været på ferie med sin elskerinde, mens jeg så belejligt var langt væk.
Så det.
Har jeg forklaret mig godt nok? Jeg synes ikke selv, at jeg skælder min mand ud og dunker ham i hovedet hver dag og hele tiden. Jeg synes selv, at jeg er efter omstændighederne åben og imødekommende og kærlig over for ham, når ikke lige min vrede og sårethed tager overhånd og får mig til at ville tage fat i 'det'. Men det er altså ikke hans opfattelse, og måske er jeg for hård kost til ham. Uanset brødens størrelse er udsigten til evig pisk uoverskuelig.
For 'urimelig'?, som mit spørgsmål lød i mit allerførste indlæg.
God weekend til alle.
Kærligst fra Kranen
Vil gerne lige slå fast at jeg slet ikke synes at du virker urimelig. Overhovedet ikke, faktisk. Sagen er imidlertid den, at jeg synes at det er det forkerte spørgsmål at stille. I stedet for at fokusere på om det er rimeligt eller ej, så synes jeg, at du skal spørge dig selv om det virker.
Du skriver:
"Jeg venter jo sådan på, at han sætter sig med mig og tager mine hænder. At han ser i mine øjne og siger fra hjertet undskyld for den smerte, han har påført mig. At han spørger, hvad HAN kan gøre, for at jeg kan have det bedre. Hvad HAN kan gøre for at få vores parforhold på fode igen og trives."
Det ønske er der absolut INTET urimeligt i. Det ondskabsfulde er bare, at intet tyder på at han kommer til at give dig det - i hvert fald ikke som tingene kører lige nu. Det er jo ikke et stort offer du kræver af ham, og han har haft masser af muligheder for at komme dig i møde. Mere af det du gør nu vil næppe gøre en forskel.
Jeg synes at du skal passe på ikke at bygge op til at blive svigtet igen. Først blev du svigtet ved hans utroskab, og ude i horisonten ligger et nyt stort svigt og venter, når du endelig må erkende at du ikke kan redde forholdet alene, og han ikke var villig til at give dig bare et par timers 100% ærlighed.
Lige nu gør du dig selv og din personlige genrejsning afhængig af hans adfærd, og set i lyset af hvor ukonstruktiv den er, så synes jeg allerede nu at du skal begynde at forholde dig til den mulighed at han aldrig nogensinde kommer til at give dig de svar du så brændende har brug for. Kan du acceptere at leve sammen med ham, hvis du ikke får det?
Det værst tænkelige scenario er i mine øjne at du bliver lullet ind i flere års tomgang og frustrationer, hvorefter i alligevel går hver til sit. Det er livet alt for kort til. Så hellere rive plasteret af nu, og begynde din personlige healingsproces.
Jeg vil gerne understrege at jeg ikke har en principiel holdning til om du skal blive ved din mand eller ej. Stort set alt kan i mine øjne tilgives, og jeg skal ikke blande mig i andre menneskers kærlighedsforhold. Det er noget kompliceret noget, som i sidste ende kun forstås af de to mennesker der har et forhold. MEN, jeg synes at du skal bruge noget tid på at formulere præcist hvad det er du har brug for fra din mand for at I kan blive sammen, dernæst bør du nøje vurdere om det er realistisk at han giver dig det. Hvis det ikke er det, bør du kraftigt overveje at komme videre.
Folk siger ofte at alt skal prøves for at redde et ægteskab, og at man skal kæmpe for det. Det er jeg sådan set enig i, men jeg mener ikke at det nødvendigvis bør tage flere år at prøve alt. Hver dag du spilder med ham (hvis det altså er det du gør) er jo en dag du fx kunne have brugt hånd i hånd med din fremtidige kæreste på en kærlighedsferie i Toscana ;-)
Det bedste ønsker herfra
Nu har jeg nærlæst det seneste indlæg. Det giver god mening.
Jeg forstår det som en advarsel til mig om, at jeg ikke skal spilde tiden, og hellere trække mine tropper tilbage, inden jeg lider for store nederlag.
At jeg overser mig selv som person med henblik på at få et parforhold til at fungere, som på forhånd ikke har de store chancer, fordi det ikke bæres oppe ligeligt af begge parter.
At jeg ville have udbytte af at være skarpere i min formulering af hvad jeg har brug for fra min mand og at jeg skal sørge for, at han forstår, hvad jeg mener, og at han bidrager med det, jeg beder ham om.
Og at jeg ville være bedre stillet ved at give ham sparket nu, i stedet for at bære til bålet, således at jeg om føje tid igen skulle gennem en hjertesorg, fordi det alligevel ikke lykkes at blive sammen.
At den spildte tid kunne anvendes bedre, og jeg ville have muligheden for at åbne mig op over for et nyt liv.
Jamen, jeg er enig. Det er jeg. Jeg kan sagtens se det. Mine to sønner, samt de få af mine nære venner, jeg har indviet i historien, har alle mere eller mindre givet udtryk for, at de synes, jeg skulle blive skilt. Og de kender min mand.
Jeg ville bare så gerne give vores forhold alle de chancer, der findes. Fordi der også er så meget godt og fint i det. Og, ja - hvis man må være corny her i programmet - jeg elsker ham. Kærlighed er en så ubestemmelig og ubedømmelig størrelse. Unik hvert eneste par imellem.
Men den kan naturligvis tæres hen af for megen modgang og for lidt substans.
For indeværende må jeg indrømme, at det ser gråt ud. Jeg er selv løbet lidt ud for kræfter og gåpåmod efter tre måneders intens følelsesmæssig bungie-jumping - hvor jeg synes, at alt er blevet læsset over på mig som værende MIT problem.
Seneste udvikling i "sagen" er, at min mand går rundt med et lidende og fjernt udtryk i ansigtet, fordi jeg har fortalt ham onde ting om ham selv.
Han har jo betroet mig, at han syntes det var OK at starte affæren i sin tid, fordi han - endelig - havde truffet en person, der syntes, at han var det bedste i verden.
Jeg sagde derfor til ham, at jeg var sikker på, at han aldrig havde vist sin elskerinde sin negative side - at han aldrig havde været sur, tvær, evig-kritisk, sortseenede over for hende.
Hvis JEG aldrig havde set den negative side hos ham, så ville JEG jo have kunne synes, at han var det bedste i verden. Var det måske fair?
(Jeg tilføjede, for the record, at de fleste mennesker jo har en mørkere side mere eller mindre gemt i dem - og at jeg selv jo også bestemt havde mine mange negative træk).
Siden er det blevet udlagt til, at han - som jeg dekreterer det - er det dårligste menneske på denne jord, som intet kan gøre rigtigt og som nærmest er monsteragtigt ondsindet. Deraf martyrminen. Og ganske umuligt at komme i kontakt med ham med andet end sniksnak om alt muligt andet end vores forhold. Han har byttet rollerne om, således at han nu er offer og jeg er bøddel, i hans tankegang.
Bortset fra, at jeg ikke vil være med til at spille den rolle, han har tildelt mig. Det ville da være den fuldstændigt omvendte verden, hvis jeg skulle stå som skurken og han som stakkelen. Hvem var det lige, som bedrog og snød hvem? Han er god til undvigelsesmanøvrer, og denne form for manipulering er vist lige efter bogen.
Nu har jeg besluttet, at der må professionel hjælp til her i foretagenet. Jeg er blevet anbefalet en psykolog med speciale i parforhold, som jeg har tid hos. Kan ikke kalde det parterapi, eftersom det kun er mig, som deltager. Min mand ville hellere drikke kloakrens end at være med til 'sådan noget'.
Dér håber jeg at kunne få udredet mine tanker og få et redskab eller to, der kan hjælpe mig videre fremad. Hvilken retning, DET så bliver, må tiden vise.
Hvad angår mit parforhold, så skal der også der 'to til en god kop te'; det er rigtigt, at min mand har haft masser af muligheder for at komme mig imøde. Uden at gøre det. Og jeg tror ikke, at jeg kan bruge år på at vente på det. Så går jeg simpelthen ned med flaget. Og inden da er han ude af vagten, fordi han er træt af at høre på mine bebrejdelser.
I cpacan's tilfælde har det 'nye' forhold til hans kone varet i 2 år nu, og det virker jo, efter omstændighederne. Så det kan lade sig gøre, selvom det kræver benhård disciplin og struktureret motivation. Det er jeg ikke så sikker på, jeg kan mønstre.
Sådan står sagen i dag - vi skal på en 4-dages ferie sammen i morgen, og jeg må se, om den bringer noget positivt. Det ville være vidunderligt.
Jeg har håb endnu... Og vil gøre meget stadigvæk for at det lykkes. Men ikke ved at bøje nakken og sige 'undskyld fordi DU gjorde MIG så inderligt ondt'.
Er ikke tilbage på nettet før søndag.
Jeg ønsker Jer god vind.
Kærligst fra Kranen
Det lyder som om du er ret godt klædt på til tiden, der kommer, og du har jo ikke hjemmeboende børn at tænke på. Du kan "nøjes" med at tage stilling til, om du ville leve resten af dit liv med din mand, hvis du først mødte ham i dag og vidste at utroskab er en del af pakken. Jeg synes ikke, at hans afvisning af parterapi taler til hans fordel. Men nyd seancerne for dig selv, gro, og find en vej frem.
Håber I havde en god tur.
Ja, turen i sig selv var fin nok - og jeg havde besluttet ikke at berøre det kildne emne, mens vi var væk. Men et ganske uskyldigt spørgsmål om noget helt andet fik min mand til at gå i selvsving og helt op i det høje.
Han har jo udråbt sig selv til offer, hvis onde kone - jeg Kranen - er efter ham hele tiden med perfide bebrejdelser. Han føler selv, at han intet har gjort forkert, da han havde gjort alt hvad han kunne for at jeg intet skulle vide om hans utroskab.
Så håbet om en positiv udvikling på denn lille ferietur blev der ikke noget ud af. At vi så oven i købet var sammen med et vennepar, der ligger i skilsmisseforhandlinger, men fortsat bor sammen, gjorde ikke situationen mindre akavet.
Konkret efter den seneste 'kammaratlige' samtale, der udspandt sig efter at min mand havde sprængt adskillige sikringer, står jeg med den, vist meget centrale, udtalelse fra ham, at han ganske enkelt har VALGT ikke at love mig noget som helst, der ellers kunne få mig til at begynde en forsigtig genopbygning af tillid og forhold. Han behøver ikke retfærdiggøre sig over for mig, siger han.
Så vil jeg have ham alligevel på trods af hans åbenlyse uvilje til at have et tillidspræget og fortroligt ægteskab med mig? Det er godt nok the million dollar question. Lige nu bliver jeg nødt til at melde pas, men spørgsmålet skal besvares - og snart.
Og svaret kender jeg jo allerede, tror jeg: hvis jeg ikke kan have ham helt, vil jeg ikke have ham. Der må være en grænse for galskaben og for hvor meget, jeg kan tolerere.
Men det er et voldsomt skridt at tage - en uigenkaldelig overskridelse af grænser.
Lige nu er jeg hos min søn og svigerdatter. Vil tænke de dage her hos dem og tale med dem. Måske vil jeg gå til nogle seancer hos psykologen også, når jeg kommer hjem, for at få mine tanker kanaliseret et konstruktivt sted hen, inden jeg går videre.
Et nyt besøg hos advokaten for at blive helt på det rene med mine pligter og rettigheder i tilfælde af skilsmisse bliver også nødvendigt.
Jeg er klar over det hele - men, hvor er det dog hamrende trist at se vores liv sammen gå mere og mere i hundene. Det var jo slet ikke sådan, jeg havde regnet med det skulle ende. Vi skulle være blevet gamle sammen - og det bliver måske også sådan - men jeg indrømmer, at min tro på det blegner mere og mere.
Hvis han ikke vil love mig at være mig tro resten af vores tid sammen - oven i al den smerte, som hans dobbeltliv har påført mig - så kan jeg simpelthen ikke tackle det længere at blive i forholdet. Som cpacan siger, så er det bedre at opløse forholdet én gang for alle, således at man kan komme VIDERE, fordi man ved hvad man har ar rette sig efter, uanset hvor ondt det så gør.
Godnat herfra. Kranen
Jeg kan vist ikke bidrage med meget mere, du virker til at være meget klar i hovedet, og du ser ud til at have en fornuftig plan.
Opdater gerne når der sker nyt, måske vi er nogle der kan lære noget.
Jeg opdaterer naturligvis løbende - dette er en føljeton med et uanet antal afsnit.....
Kærligst fra Kranen
Det er trist at høre at det er kommet dertil. Det gør mig ondt.
Det lyder dog til at du har gjort hvad du kunne, og på den baggrund kan du i hvert fald rette ryggen, holde hovedet højt og se dig selv i øjnene.
Din mand derimod! Det lyder på mig som om, at han helst vil ud, men samtidig ikke er parat til at tage ansvaret på sig. Han opfører sig som en klump, og venter så på at du smider ham ud. Så er det jo heller ikke kun ham der er den slemme, hvilket flugter fint med din beskrivelse af, hvor travlt han har med at bringe sig selv i offerrollen.
Nå, men god vind herfra. Du lader til at være godt rustet til at gå det der kommer i møde.
De bedste ønsker