Indstillinger
Urimelig?
Min mand gennem de sidste 30 år kom i februar til at afsløre sit langvarige og velplanlagte dobbeltliv med sin elskerinde over for mig.
Jeg har siden gennemlevet hele følelsesregisteret af afsky, fortvivlelse, vrede, sorg - visheden af at være blevet udnyttet, løjet for, bedraget, sjoflet - smerten over ikke at være god nok. Alt dette til trods, og mod bedre vidende, måske, besluttede jeg at blive sammen med min mand på den meget udtrykkelige betingelse, at han engagerede sig til at love mig at være mig tro resten af vores tid sammen. Efter mange ugers tøven (og det gjorde ondt, at han i den grad ikke kunne tage det standpunkt om at holde sig udelukkende til mig - at han i bund og grund ønskede min accept til at han kunne vandre hvorend hans penis førte ham) fra hans side, fremprovokerede jeg via email (kunne ikke få ham i tale om emnet mundligt - han klappede bare i) et svar. Han vil kun have mig resten af sit liv, og det har han bekræftet face to face overfor mig. Jeg vil gerne kunne tro ham.
Så vidt, så godt, kan man sige. Det er en dårlig so, der ikke kan skubbe de andre grise væk fra truget. Men situationen er jo langtfra afklaret. Jeg kæmper fortsat med alle de negative føleleser, hans utroskab har sat i gang, selvom jeg udadtil forsøger at virke normal og rolig, man er vel en voksen kone på 54 og mor til tre. Indadtil er hele mit sind i oprør og jeg har et kolossalt behov for at tale med ham om hans svigt. Indrømmet, mange gange for at slynge anklager og bebrejdelser i hovedet på ham, for jeg er så vred på ham. Aldrig har jeg været så såret og ulykkelig.
Min mand nægter at tale om vores krise/konflikt. Han synes bestemt, at vi har talt mere end nok om det; jeg taler ham ihjel, siger han, jeg kommer hele tiden med hængepartier. Han bliver så forurettet, så sur, når jeg begynder at nævne vore indbyrdes problemer. Et eller andet sted er det sikkert hans dårlige samvittighed (hans lille spil har skadet alle involverede parter) - og så er det vist meget typisk mandereaktion at ville smække låg på. Han siger, at jeg er uretfærdig ved at dænge ham til med bebrejdelser og spørgsmål.
Er jeg det? Er jeg urimelig?
Eller er han i virkeligheden sluppet ufatteligt nådigt i betragtning af den store tort, han har gjort?
Han ville hellere parteres levende end i parterapi. Hvilke argumenter kan jeg bruge for at få ham til villigt at gå i dialog med mig, så vi endelig kan komme videre med vores forhold, som rummer stor kærlighed, skal det lige siges.
Tusinde tak for Jeres feed back.
Kranen
Jeg har siden gennemlevet hele følelsesregisteret af afsky, fortvivlelse, vrede, sorg - visheden af at være blevet udnyttet, løjet for, bedraget, sjoflet - smerten over ikke at være god nok. Alt dette til trods, og mod bedre vidende, måske, besluttede jeg at blive sammen med min mand på den meget udtrykkelige betingelse, at han engagerede sig til at love mig at være mig tro resten af vores tid sammen. Efter mange ugers tøven (og det gjorde ondt, at han i den grad ikke kunne tage det standpunkt om at holde sig udelukkende til mig - at han i bund og grund ønskede min accept til at han kunne vandre hvorend hans penis førte ham) fra hans side, fremprovokerede jeg via email (kunne ikke få ham i tale om emnet mundligt - han klappede bare i) et svar. Han vil kun have mig resten af sit liv, og det har han bekræftet face to face overfor mig. Jeg vil gerne kunne tro ham.
Så vidt, så godt, kan man sige. Det er en dårlig so, der ikke kan skubbe de andre grise væk fra truget. Men situationen er jo langtfra afklaret. Jeg kæmper fortsat med alle de negative føleleser, hans utroskab har sat i gang, selvom jeg udadtil forsøger at virke normal og rolig, man er vel en voksen kone på 54 og mor til tre. Indadtil er hele mit sind i oprør og jeg har et kolossalt behov for at tale med ham om hans svigt. Indrømmet, mange gange for at slynge anklager og bebrejdelser i hovedet på ham, for jeg er så vred på ham. Aldrig har jeg været så såret og ulykkelig.
Min mand nægter at tale om vores krise/konflikt. Han synes bestemt, at vi har talt mere end nok om det; jeg taler ham ihjel, siger han, jeg kommer hele tiden med hængepartier. Han bliver så forurettet, så sur, når jeg begynder at nævne vore indbyrdes problemer. Et eller andet sted er det sikkert hans dårlige samvittighed (hans lille spil har skadet alle involverede parter) - og så er det vist meget typisk mandereaktion at ville smække låg på. Han siger, at jeg er uretfærdig ved at dænge ham til med bebrejdelser og spørgsmål.
Er jeg det? Er jeg urimelig?
Eller er han i virkeligheden sluppet ufatteligt nådigt i betragtning af den store tort, han har gjort?
Han ville hellere parteres levende end i parterapi. Hvilke argumenter kan jeg bruge for at få ham til villigt at gå i dialog med mig, så vi endelig kan komme videre med vores forhold, som rummer stor kærlighed, skal det lige siges.
Tusinde tak for Jeres feed back.
Kranen
Kommentarer
Derfor orker han heller ikke at blive ved med at køre rundt i det.
Han har brugt lang tid på at finde ud af, om det var "nok" med dig i sit liv, og han er med besvær kommet frem til, at det er det.
Der må være en grund til, at dels han har valgt sådan og dels at du overhovedet har givet ham valget at blive i jeres forhold, og det er den grund, du skal tage frem og bruge nu. Du skriver, at det er et forhold med stor kærlighed, men du er da nødt til at forholde dig til, at hans kærlighed alligevel ikke har været stor nok til, at du var "nok" for ham. Og hvordan er en stor kærlighed, når den ene part ikke interesserer sig for at den anden har nogle voldsomme problemer, og ikke har lyst/interesse i at hjælpe med at løse dem?
Du er nødt til 100% at gøre op med dig selv, om du fra nu af vil stole på ham, og om du kan tilgive hans svigt.
Kan du det, så er du også nødt til at slå en streg over det, der er sket - for du får ham desværre ikke til at fatte den smerte, han har påført dig - og han ser udelukkende, at det nu er stoppet, og så kan I leve som før.
Men - mener du ikke, du vil kunne magte det - så bør du faktisk sige stop og blive skilt, for det er i hvert fald helt sikkert, at det kommer til at gå galt, hvis du - og i øvrigt med rette - gerne vil have disse ting ordentligt gennemdiskuteret, for det vil han ikke - og han vil givet blive meget træt af dig, hvis du bliver ved, og så er der ikke langt til at gå tilbage til den tidligere levevis, eller at han fornærmet vælger at forlade dig.
Hvis du mener at det, I har sammen, og som har gjort, at du overhovedet har overvejet at fortsætte jeres er så stærkt, at det vil kunne overleve, så synes jeg da, du skal give det en chance.
Du kan desværre ikke få ham med til noget parterapi, hvad han i øvrigt ville have godt af, for han har tydeligvis ikke forståelse for, hvor meget smerte hans handlinger har gjort dig, hvor meget han ved din opførsel har nedgjort og trampet på dig, men jeg vil faktisk på det kraftigste råde dig til at søge noget professionel hjælp, så du kan komme hel ud på den anden side - når han nu ikke vil være med til at hjælpe dig gennem denne ret så alvorlige krise, du har i dit liv.
Jeg synes, du er en meget stærk person, og at det er fantastisk flot, at du vil kæmpe for jeres forhold, for som jeg læser det, så fortjener din mand det slet ikke.
Håber du tager det rette valg - og får det godt med det.
Jeg vender meget snart tilbage. God weekend.
Kranen
Nej, du er ikke spor urimelig. Når han har mod til at bedrage dig på så hensynsløs vis, så har han også mod til at stå ansigt til ansigt med konsekvenserne.
Problemet er blot, at han, som Lotte siger, ikke har 5 gram forståelse for den smerte han har påført dig. Og lige gyldigt, hvor meget du råber og skriger, anklager og diskuterer, så kommer han ikke til at forstå det.
Et andet problem er, at han givetvis har mistet respekten for dig som person og ligeværdig partner, ellers havde han ikke kunnet drible af sted med langvarig utroskab.
Slutteligt, du kan ikke tvinge ham til noget, hverken at tale med dig om det, gå til parterapi eller lignende, du kontrollerer jo ikke hans handlinger og reaktioner.
Derfor, hvis du skal have en chance for at trænge igennem med dig selv i behold, så er du nødt til at tale igennem handling. Vis ham at hans handlinger har konsekvenser, ikke kun for dig, men for ham også. Du skal absolut ikke bare lade 5 og 7 være lige og glemme det hele.
Jeg tror jeg ville vælge at sige til ham:
"Hør her kære mand, jeg elsker dig og vil gerne leve resten af mit liv med dig. Men kun hvis vi kan komme igennem dette her sammen, og du har gjort mig mere ondt end du kan forestille dig. Jeg har et behov for at du tager ansvar for dine handlinger og bidrager til at vi sammen kan hele. Du har jo sagt til mig, at du ikke ønsker at tale om det, ikke gå i parterapi og ikke gå i egenterapi for at få styr på, hvem du egentlig er, som kan handle så hensynsløst overfor sin partner. Jeg finder det respektløst overfor mig.
Jeg kan jo ikke tvinge dig til det, og jeg har derfor besluttet at vi bør skilles med det samme, så vi begge nå at finde en ny livspartner, som matcher vore respektive værdier og grundholdninger til det at leve i et fast parforhold. Jeg har allerede selv printet og udfyldt skilsmissepapirerne, og det kan klares hurtigt, når der er utroskab indblandet. Det er ikke noget jeg ønsker, men du giver mig ikke rigtigt noget valg. Jeg sover hos XX til i morgen, hvorefter jeg kommer tilbage, og så forventer jeg at du har skrevet under og nedskrevet dit forslag til bodeling m.m."
Og så tager du din allerede pakkede taske og forlader huset. Tag ikke telefonen, besvar ingen beskeder, men lad ham være med sine egne tanker.
Det kan godt være, at du skal tilpasse dialogen til den måde du normalt taler, men det er vigtigt at du er neutral i din måde at fremlægge det på. Men græd ikke, råb ikke, vær kort og præcis.
Hvis du synes ovenstående er for meget af det gode, så tror jeg, at det er vigtigt at du går i noget terapi for dig selv og udvikler evnen til ikke at lade dig træde på.
Pas godt på dig selv, fra en der har gået i nogle mokkasiner, der efter beskrivelsen ligner dine ret godt.
Jeg har læst det seneste indlæg også, og taget indholdet til mig. Det lyder så rigtigt, men har jeg det fornødne mod?
Under alle omstændigheder skriver jeg efter weekenden, når jeg får ro - der er ved at ske noget her, og det er en god fornemmelse at vide, at jeg har Jer i ryggen, som selv kender alt for godt til situationen.....
Jeg vender meget snart tilbage.
Mange hilsener fra Kranen
Jeg tror, at han er nødt til at indse, at han mister dig hvis ikke han kommer frem i bussen.
Jeg har tænkt (og tænkt og tænkt). Konfliktsky er jeg af natur, og jeg har en høj uddannelse fra Flinkeskolen; det er min mand naturligvis fuldt ud klar over.
Han håber efter al sandsynlighed på, at han kan ride stormen af ved at undgå dialog om "emnet", og at jeg på et tidspunkt vil bakke af og stikke hovedet i sandet. På den måde bliver han ikke nødt til at love mig noget, som han efterfølgende vil kunne blive hængt op på. Hvis han ikke lover mig at være mig tro, behøver han heller ikke nødvendigvis at være det; sådan tror jeg, at man fint kan opsummere hans tankegang.
Det kommer bare ikke til at udspille sig på den måde, har jeg besluttet. Ønsker han ikke at komme med et løfte, jeg også kan TRO på, så skilles vore veje per omgående. Jeg er parat til at sætte hele min tilværelse, som jeg kender den, ind på den roulette.
Skulle han derimod ønske at slå fast med syvtommersøm, at han er min - og kun min - resten af vores tid sammen, så må han slippe hængemule-attituden, og være aktivt med til at gennemarbejde vores situation - i lige så stort omfang, og lige så tit og lige så længe, JEG vil have det - indtil jeg er parat til at komme videre.
Sådan er min beslutning denne søndag formiddag. Lyder det som en plan? Jeg føler, at jeg har styrke til det og har fortrøstning og godt mod.
Jeg glæder mig til at læse mere input.
Mange hilsener
Kranen
Et par ekstra bemærkninger med på vejen:
* Din mand er en anden person, end du troede han var. Ham du troede, du havde, er et fantasifoster. Ham, du i virkeligheden har, er en person, som har sine fejl og er i stand til at såre dig enormt igennem sine bedrag. Du ønsker, at han forandrer sig fra at være denne person til at være noget andet, hvad?
* Du kan ikke bruge et løfte til noget som helst - har I ikke allerede afgivet et for 30 år siden (eller hvornår I nu blev gift)? Kun aktive handlinger tæller - det er vigtigt... ellers kan du ikke se, om han forandrer sig.
* Langvarig utroskab er noget stads - din mand har i et eller andet omfang allerede stemplet følelsesmæssigt ud af jeres forhold, hvilket også var årsagen til, at han skulle have betænkningstid. Husk også på hvad jeg tidligere skrev om manglende respekt. Opfat det som om Jeres forhold er slut, død og begravet. Jeg tror, at du mentalt skal forestille dig, at du er ved at etablere et helt nyt forhold til en anden mand. Vil du så have ham med den viden du har? Hvis ja, hvad vil du så gøre for at sikre at I begge er lige engagerede i forholdet?
* Hvis ikke han står med en krystalklar opfattelse af, at han mister dig, hvis ikke han forandrer sig, så sker der intet - han gør det ikke for din skyld, kun sin egen. Utroskab udspringer altid i en eller anden form af egoisme, så hvis ikke han kan se en egen interesse i at forandre sig, så sker der intet.
* Slutteligt; det er ikke så længe siden, at du opdagede, at dit liv er et andet, end du havde forestillet dig - at skyklapperne om man så må sige blev fjernet. Det vil tage tid for dig at omstille dig til det, som er din virkelige verden.
* Jeg gik selv i et længere terapiforløb hos en rutineret autoriseret psykolog for at omstille mig selv og lære at se mere nøgternt på mig selv og min omverden - det var en rigtig god oplevelse, som jeg ikke ville være foruden.
Styrkende tanker til dig.
Jeg forholder mig dog ikke lige til cpacans seneste indlæg, der poppede op mens jeg formulerede nedenstående. Jeg er dog både enig og ikke enig i det, men det er en anden diskussion :-) – det er i hvert fald et ganske godt udgangspunkt til dig, som du kan tænke over.
Din mand afviser dig, hver gang du vil tale om det her, så derfor foreslår jeg, at du skiver et brev til ham.
Du kan egentlig udmærket bruge cpacans udganspunkt (indlæg i går 18.02) – men netop skrive, at du her kommer med et ultimatum, som i øvrigt overhovedet ikke er til diskussion; enten vælger han, at I får talt dette ordentligt igennem, så også han kommer til at forstå, hvilke smerter han har påført dig. Det er ham – og kun ham – der kommer til at stå med bevisbyrden, det er ham, der skal få dig til at forstå, hvorfor han har/ har haft det behov for at gøre dig ondt. Det er ham, der skal overbevise dig om, at han er værd at ”bruge sit krudt på”; det er ham, der skal få dig til at stole på ham igen, det er ham, der skal få DIG til at tilgive.
Og det er dig, der bestemmer, hvornår dette mål er nået – det er dig, der bestemmer, om der skal en parterapeut ind over, men at du naturligvis er villig til at I forsøger uden hjælp i første omgang.
Han skal naturligvis have betænkningstid – så fortæl ham, at han har 24 timer – i morgen kl. xx, ligger hans svar til dig. Har han ikke svaret, så opfatter du tavsheden som et nej, og skilsmissesagen går i gang umiddelbart efter.
Hvis han forhåbentligt svarer ja, så aftal et tidspunkt, hvor I begynder – og der skal naturligvis være fred og ro, men det skal være inden for ganske få dage. Prøv om du kan gå ind i jeres samtale med åbent sind og giv ham en god chance for at forklare sig – prøv begge to at arbejde på at lytte – lytte – lytte. Aftalt at I ikke afbryder hinanden, men at hver især får lov til at tale ud. Giv plads til, at man lige har behov for tænke sig om – time out er meget vigtig.
Nu har I været sammen i 30 år, og det kan vel ikke have været 30 år udelukkende på en lyserød sky – også I må have haft jeres små konflikter gennem årene, og du er nødt til at forholde dig til, at han kan trække noget frem, som har såret ham, og som han har følt har berettiget ham til de handlinger.
De fleste parforhold går i stykker, fordi parterne ikke kan finde ud af at tale sammen, og desværre er der nogle, der vælger at gå ud og være utro i stedet for at ”tage tyren ved hornene” og gøre en aktiv indsats for at få løst en eventuel konflikt, når den opstår. Det er det værste man overhovedet kan gøre.
CITAT SLUT
Hvor er det dog sandt og det gør så ondt at opdage det.
Jeg bildte også mig selv ind engang, at den mand jeg var gift med var en helt anden end den jeg troede.
Jeg var nød til at slutte ægteskabet for min egen skyld, for han var slet ikke til at stole på. Han stak mig den ene løgn efter den anden indtil det ikke kunne skjules mere, så blev han ondskabsfuld.
Nej, din mand er slet ikke det menneske du tror/troede.
Det hjælper ikke at tale, kun handling.
Jeg ved godt det er slet ikke så nemt, man skal virkelig tage sig meget sammen. Jeg håber du får mod til det ellers tror jeg du må affinde dig med situationen. Jeg tror ikke på man kan samtale sig til nogen forståelse.
Jeg læser og genlæser Jeres indlæg. Jeg hører, hvad I siger.
Hvis jeg skulle se på mig selv udefra, så ville jeg højst sandsynligt råde mig selv til at skille mig af med en mand, der - med fuldt overlæg og så længe - havde udvist mig den ultimative mangel på respekt.
Siden jeg skrev i morges, har det her været en meget bevæget dag med en lang, lang samtale - endelig.
Den startede med, at jeg tog en meget dyb indånding og dernæst låget af trykkogeren inde i mit hovede, og fik sat min mand kniven på struben på en måde, der ikke levnede plads til tvivl om spillereglerne fremover, hvis han ønskede at blive i vores ægteskab (tro eller ud). Hans valne og vattede udtalelse fra forleden om at han "ikke havde planer om noget" er blevet skrottet, og han er kommet med en klar udmelding om, at, JA, han vil være mig tro, lige så længe, vi lever sammen. Og, JA, han er klar over, at han skal være i dialog med mig, og ganske åben over for mig, omkring hele emnet utroskab. Han ved, at det kan tage lang tid - måneder, år - og en kæmpeindsats fra hans side, før jeg skal kunne genvinde min tillid til ham.
Se, ikke en hovedpude for mig, det er nemlig kun ord, kun den luft værd, løfterne er sagt med.
Men alligevel noget, jeg kan bruge, tror jeg. For lykkes det ham at bevise, at der er sandhed bag hans ord og ægte vilje til at generobre min tillid og ubetingede kærlighed, så er han en mand, jeg gerne vil leve med; men kun hvis det lykkes for ham.
Hvorom alting er, så ER han - som I så rigtigt siger - en fremmed mand, som jeg slet ikke kender. Han har afsløret en side af sig selv, som jeg ikke vidste noget om, og som jeg afskyr. Og ham dér, den hæslige side, ved jeg ikke endnu, om jeg har plads til i mit liv - det ser jeg kun, som tiden går.
Naturligvis har vi over 30 år taget de grusomste ture og råbt og grædt og skabt os tossede og slynget skældsord og de værste eder i hovedet på hinanden. Der har været iskolde perioder. Der har været ligeglade perioder. Og jeg har også gjort mit til at svigte ham, på en måde - og jeg har aldrig været den, der har insisteret på at dele mine tanker med ham. Men aldrig ved at være ham utro, hverken psykisk eller fysisk, ikke fordi jeg er en helgen, det ligger simpelthen bare ikke i min natur.
Hvis jeg må være så fri at spørge Jer: kunne I eventuelt skitsere Jeres egne oplevelser for mig? Hvad er Jeres historie og hvor bar den Jer hen, hvor står I nu? Jeg har fået nogen info, ved jeg godt, men ville gerne have mere. Det er altid en støtte, når man står og vakler på ét ben i noget kviksand...
God aften til Jer og endnu en gang tak.
Mange hilsener fra Kranen