Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hvad du end vælger, vil der være nogle overvejelser at gøre sig. Et ægteskab kan overleve meget, hvis man har kærligheden til hinanden. Det er nok den første forudsætning for, at man kan få det overskud og den rummelighed, der skal til, hvis man skal have genfundet balancen i ægteskabet. Det er benhårdt arbejde fra begges side og kærligheden vil dagligt være sat på prøve i en lang periode.
Jeg er ikke enig med den debattør, der skriver, at din mand ikke elsker dig og at det skulle være grunden til hans måde at agere på. Mænd har sjældent affærer, fordi de vil skilles, eller ikke elsker deres koner.
Mvh
Mig
Du/I må meget undskylde denne sene reaktion på dit seneste - strenge, men retfærdige - indlæg, hvor ud af det også lyser, at du så gerne ville mig det godt. Tak for din støtte.
Det er af særlig betydning for mig, hvordan du ser på min historie, for du har i modsætning til de fleste af vore med-debattører valgt at blive sammen med din ægtefælle efter hendes utroskab, også selvom du slet ikke er sikker på, om hun for fremtiden vil holde sig i skindet. Derfor ligner din situation min, og du ved, hvad valget om at blive indebærer.
Alligevel kan jeg høre, at du i store træk står af efter mit seneste indlæg, hvor jeg beretter om det store 'efterslæb' i min mands utroskab, nemlig det, at han fortsatte sit dobbeltliv i mange måneder efter at jeg havde opdaget det, og han vidste, at det havde knust mit hjerte så aldeles.
Trods adskillige drøje og opslidende kammaratlige samtaler her for nyligt, har jeg endnu ikke fået noget svar på hvorfor han insisterede på at føje spot til skade ved at beholde sin elskerinde. Ikke et svar, jeg kan bruge til noget. Er 'jeg er kun et menneske' eller 'det var en lejlighed til at få sex' en gyldig grund? Det synes jeg ikke. Kunne han dog ikke bare fortælle mig sandheden og sige, at han efter al den tid med hende som det fantastiske moment i sit liv, var meget følelsmæssigt knyttet til hende og ikke kunne få sig selv til slippe hende? Han er bange for at gøre mig ondt, igen-igen, ved at sige det, tror jeg, og det ville han gøre og så i den grad - men, ih, hvor det samtidigt ville være befriende at høre ham sige det højt og ærligt.
Du har ret i, at de øvrige indlæg indeholder megen sandhed - summa summarum står der i dem, og i dit, at jeg enten beder min mand om at flytte ud af mit liv eller også lever jeg med ham i den accept, at han atter og atter vil være mig utro så såre lejligheden byder sig.
Hvis ikke den utro viser 100% skylderkendelse og vilje til at genoprette forholdet, så er det bare ud med horebukken. Og det er koncept, der trækker linierne helt skarpt op.
Men det har du jo heller ikke gjort. Smidt din kone på døren, mener jeg. Og I lever fortsat sammen, fordi DU har valgt det sådan. Også selvom Jeres liv har ændret sig radikalt og aldrig kan blive det samme igen som før utroskaben. Også selvom du føler, at din kone godt vil kunne 'overtales' igen af den rette og under de rette omstændigheder. Sker det, så forudser jeg, at du uden tøven gør dit ægteskab forbi.
Mit liv er ligesådan og min filosofi den samme. Det er bestemt ikke roser og flødeboller hele tiden, men mit forhold til min mand giver mig, og indeholder, så meget, der er værd at beholde. Så jeg har VALGT at blive - det er en beslutning, jeg indtil nu har truffet hver morgen. Indrømmet, jeg er på ingen måde kommet så langt, at jeg tør vise ham den mindste tiltro og vores forhold er uendeligt skrøbeligt. Dog er vi kommet så langt, at vi er helt på det rene med, at ny utroskab er lig med øjeblikkelig skilsmisse. At min mand betragter mig som smalsindet og snævertsynet fordi jeg har gennemtrumfet mit princip om total monogami, kan så betragtes som hans problem - hovedsagen er, at han overholder spillets regler for fremtiden, hvis han vil være sammen med mig, og det vil han. Det siger han, og jeg tror faktisk, at han mener det.
Jeg ville dog langt hellere have haft, at han af sig selv som en naturlig ting, fordi han selv følte det sådan, havde lovet på dagen for Den store Afsløring i februar 'aldrig at gøre det mere'. Det ville have virket mere ægte og spontant - og holdbart!
På min side skal jeg fortsætte med at valorisere mig selv og pleje min selvstændighed. Det ville være helt pragtfuldt at genvinde noget selvtilllid og selvværd - de skuffer er helt tomme. Min mands forlængede spilletid på utroskabens bane har gjort mig endnu mere sårbar og bange for at få mit hjerte skudt sønder én gang til. Men ét eller andet sted må mine jyske aner træde i karakter og gøre mig sej nok til at have vilje og mod til at give vores forhold et skub fremefter. Som før sagt er jeg sikker på, at jeg vil vide at det er nok, hvis det en dag er nok.
Jeg stopper for denne gang og ønsker alle en rar weekend. Pas på Jer.
Kærligst fra Kranen
Undskyld til Mig og Persille:
Jeg havde ikke set Jeres indlæg på side 11 her i tråden, og vil gerne lige sige tak for Jeres medfølelse og opmuntring.
Din analyse i seneste indlæg er jo meget rigtig, med nogle få nuancer, som jeg godt vil kommentere.
Citat: "Hvis ikke den utro viser 100% skylderkendelse og vilje til at genoprette forholdet, så er det bare ud med horebukken. Og det er koncept, der trækker linierne helt skarpt op."
Jeg aner en lille smule sarkasme i dette udsagn, hvor du opsummerer de kommentarer, du har fået siden den sidste eskapade. Det var i hvert fald ikke det, jeg skrev til dig. Det var ikke intentionen i det mindste, så jeg skal prøve at præcisere mit syn på sagen.
Din mand har vist dig, at han er vanemenneske. Han har for vane at være utro - han var det med dig, og han har været det i en længere periode imod dig - og så lige endnu engang efter, at du opdagede det.
Så langt så godt. Hvis ikke han igennem ord og handling(!) viser, at han forandrer sig, så står du med en mand, som vanen tro sandsynligvis vil bedrage dig igen. Det er jo i alt sin enkelthed situationen. Jeg skrev ikke til dig, at du skulle smide ham horebukken ud, jeg sagde blot, at du må foretage dit valg med åbne øjne.
For mit vedkommende er der overhovedet intet i vejen for, at man vælger at danne par med en i et gensidigt eller ensidigt åbent forhold, når blot man går ind i det med åbne øjne, så BEGGE parter er indforstået med, at det er sådan det er.
Jeg kunne god tænke mig, at du uddyber din sætning: Citat "At min mand betragter mig som smalsindet og snævertsynet fordi jeg har gennemtrumfet mit princip om total monogami, kan så betragtes som hans problem - hovedsagen er, at han overholder spillets regler for fremtiden, hvis han vil være sammen med mig, og det vil han."
Hvad mener du med det? Siger han åbenlyst, at monogami ikke lige er hans kop the, men at hvis det er sådan du ønsker det, så er han jo nødt til at affinde sig med det? Hvis det er tilfældet, overhører du et meget direkte kommunikeret budskab fra hans side, og så tror jeg ikke på en forandring fra hans side - lysten til denne forandring skal komme indefra hos ham selv.
I forhold til din reference til min situation - du har ganske ret i, at vi har nogle lighedspunkter. Jeg tror skam på, at man kan fvcke up, lære af det og ændre sig. Forskellen er blot, at jeg mener, hvad jeg siger til min kone. Hun behøver ikke være utro igen, hun er derimod helt på det rene med, at blot én eneste lille løgn igen om hvad som helst, så er jeg på vej i anden retning mod nye horisonter hurtigere end nogen kan nå at sige "bedrag". Og du har ganske ret, når du fornemmer, at jeg også mener det.
Det har du ikke vist - du kommunikerede til ham, at det var slut hvis han gjorde det igen. Han gjorde det igen, og så var det alligevel ikke slut. Nu siger du så, at hvis det sker igen, så er det slut? Hvad skal få ham, eller dig selv for den sags skyld, til at tro på det denne gang? Det var baggrunden for, at jeg i ramme alvor siger, at du måske skal overveje gen- eller ensidigt åbent forhold, eller måske komme videre til noget andet.
Og ja, jeg vil dig absolut det bedste og bekymrer mig om dig, jeg mener ikke at nogen har fortjent at blive behandlet sådan.
Jeg har læst din tråd og fandt den meget interessant, da der er mange fællesnævner med den situation, jeg på nuværende tidspunkt selv står i. Der har virklig været nogle guldkorn, som jeg har taget til mig og jeg synes også du har modtaget nogle gode kommentarer især fra cpacan4 og lotte123. Jeg er selvfølgelig nysgerrig efter at vide, hvordan det er gået dig og håber det bedste for dig.