Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
For mig at se, er mit forhold til min mand - med dén klare udmelding - omsider kommet ind i en fase, der ligefrem kan BRUGES til noget.
Jeg er kommet til det vendepunkt, hvor jeg tror på - og jeg håber, at jeg med rimelighed kan gøre det - at jeg en dag kommer til at tro på, at jeg kan stole på ham; lidt knudret udtrykt, men kun for at sige, at der måske hen ad vejen kan bygges den tillid op, der er grundlaget for et godt forhold.
Som det er nu, er det 'tidlige dage', som englænderne siger, og jeg har ikke en chance for at vide om en sådan tyrkertro nu også er berettiget. Men man kan jo ikke tro, hvis man ikke også tror.
Er jeg, som eftertaenksom udtrykker uro over, blot på vej mod endnu et megasvigt og knust hjerte? Da det er usandsynligt, at min mand ikke kan/vil lave om på sig selv, så kan det kun gå galt - igen?
De nye vinde, der blæser, har også medbragt et tilbud om at gå i parterapi med mig; noget, som var totalt utænkeligt før - jeg har vist brugt udtryk som 'hellere vil parteres levende' og 'hellere drikke kloakrens'.
Jeg mærker med andre ord en vilje, som jeg ikke har følt hos ham før; et ønske om at tage et engagement. Stærkere end troskabsløftet ved vores bryllup, sådan opfatter jeg det, fordi det denne gang er en meget bevidst beslutning, han har taget. Han har BESLUTTET ikke at være mig utro igen, det er ikke 'bare' et løfte.
Måske sidder du, Lotte, og river dig i håret og tænker, at jeg er en naiv utopist, som vil bliver bedraget igen og igen - med største sandsynlighed uden at jeg ved det, fordi min upålidelige mand i den grad har strammet op på sine sikkerhedsforanstaltninger efter denne forskrækkelse.
Jeg kan godt forstå, at du ikke fatter, hvordan nogen kan leve i et ægteskab som det, jeg har malet op.
Når jeg læser det, jeg selv har skrevet her på tråden, kan jeg da sagtens se, hvordan jeg som udenforstående kraftigt ville råde mig selv til at løbe skrigende bort fra sådant et forhold.
Men nu forholder det sig jo sådan, som du også selv er inde på, at der er andet og mere i samspillet to ægtefæller imellem, end det, der lige møder øjnene på de, der ser til 'fra sidelinien', og at der derfor - i hvert fald i mit tilfælde, som JEG ser det - er så meget at kæmpe for, at jeg simpelthen ikke IKKE kan gøre det.
Må desværre rende min vej igen - men cpacan, et lille spørgsmål inden jeg går, hvis du vil: har du tillid til din kone - til at hun ikke har sidespring i Jeres nuværende tilværelse? Hvis ja, hvordan er du kommet frem til at have den tillid til hende?
Mange varme hilsener fra Kranen
Som jeg tidligere har skrevet, så kan man netop kun forholde sig til det, der står, og netop ikke alle undertonerne, som der jo også er.
Jeg synes da også, at der nu i den grad er kommet ”andre boller på suppen” fra din mands side. Det lader da til, at han har erkendt, at det nok ikke lige var helt i orden, det han har budt dig? Men jeg har også set, at det din mand har gjort, et eller andet sted netop står i nogen form for - ikke naturlig, men alligevel - forlængelse af, at hans rejseaktiviteter i den grad har været totalt adskilt fra livet med dig og jeres børn. Jeg fatter stadig ikke, at han kan vælge at foretrække arbejde frem for et besøg hos jeres datter på den anden side af jordkloden, men bevares - sådan er der jo nogen, der ser på det.
Jeg foreslår i den grad, at du tager mod det tilbud, at I tager et par sessioner hos en parterapeut.
Det, du har været meget inde på er, at han siger han vil være dig tro, men at du er ikke sikker på, om du kan tro på det? Og det er da lige præcis det, I skal have på plads, og der vil en tredieperson – en parterapeut – givet kunne give dig og jer nogle gode værktøjer med på vejen.
Det, jeg skrev til dig var, at det ikke er nok, at du gerne VIL tro på ham, når du jo alligevel er ved at gå ud af dit gode skind, når han er ude og rejse. Den holder jo ikke i længden.
Derfor har du brug for ikke bare at VILLE tro på ham, men også at kunne gøre det.
Selvfølgelig skal der kæmpes, hvis der er noget at kæmpe for – men det bliver dig, der kommer til at ødelægge det hele, hvis ikke du kan lære at stole på ham.
Din mand ved nu godt, hvad han er oppe mod – og han vil dig og jeres forhold, så derfor skal du da kunne lære at stole 100% på ham, og han skal i den grad have at vide, hvilken smerte han vil forvolde, hvis ikke han kan leve op til den tillid.
Du skal kunne slå en streg over det, der er sket – og I skal videre SAMMEN, og det kan I forhåbentligt få gode hjælp til ved en parterapeut, så tag endelig i mod med kyshånd, at han er kommet frem til den erkendelse.
Held og lykke
Nej, jeg stoler ikke 100% på hende, og det kommer jeg heller ikke til. Dvs. jo, jeg stoler på at hun er i stand til at være mig utro givet de rigtige (forkerte) omstændigheder. Det har hun allerede bevist.
Men skulle jeg gå fra hende og finde en ny kæreste, så ville jeg heller ikke stole 100% på hende. Min evne til at have 100% tillid til andre er ødelagt af oplevelsen. Om det er godt eller skidt må tiden vise.
Men det er for så vidt også OK, intet i denne verden er sikkert. Mit problem var, at jeg blev taget 100% med bukserne nede, troede slet ikke det var muligt - utroskab var noget man læste om på nettet og så på film.
Nu har jeg lært mig selv at være meget bedre rustet til noget lignende i fremtiden. Synes også selv, at jeg er blevet et stærkere, bedre og mere helt menneske af det, selv om arrene aldrig vil forsvinde.
Det der skal til for at løfte tilliden er en konsistent og helt igennem ærlig og autentisk opførsel fra den utro over længere tid. Hvis det er et emne, der optager dig, så læs evt. I Love You, But I Don't Trust You af amerikanske Mira Kirschenbaum. Den har nogle bud og værktøjer - men altså ikke nok til at jeg kan have blind tillid igen. Det kræver en solid indsats fra partnerens side.
God weekend :-)
Jeg kan måske gøre det endnu kortere:
Jeg har skrevet en kladde til det næste afsnit og vil den kommer på skærmen her så hurtigt som muligt.
PS:
Lige nu er der dog vejfest lige her udenfor huset, og i morgen holder vi havegilde med bl a også overnattende gæster.
Der er tryk på i køkkenet, hvor kranen huserer, og min mand sætter fortsat skabe op til bryggers.
Hans job er at slæbe alt det tunge i morgen og sørge for drikkevarer. Hvor tradtionelt-kønsrollemønsteragtig kan man være? Men det funger.
Hvorom alting er, så hersker der fred og fordragelighed. Ingen tunge emner på bordet, og vi har jo for så vidt også vendt det meste.
MEN - som foreløbigt kun kladden beskriver - er der farlige skær forude.
På meget snarligt genskriv. Kan I have en dejlig weekend.
Varme hilsener fra Kranen
Vil gerne understrege at jeg ikke tror at du er ved at bygge op til en ny skuffelse. Det var nemlig under forudsætning af at du fortsatte med at kæmpe alene. Det er ikke tilfældet nu, og derfor skal du bare klø på. Faktisk ville du sikkert blive skuffet over dig selv, hvis ikke du forsøgte alt.
God vind :-)
Det er jeg meget taknammelig for - det er godt for selvværdet.
På mit køleskab hænger min nyeste magnet med teksten "Keep calm and carry on"; det må være mit motto, i hvert fald i denne noget famlende fase i mit "nye" forhold til en mand, jeg har kendt i over 30 år.
Det går for indeværende godt her i foretagenet, kan jeg rapportere. Men det kan jo hurtigt ændre sig. I skrivende stund er min mand f eks hos lægen for at få henvisning til en undersøgelse for kønssygdomme.
Min egen undersøgelse på det område var OK bortset fra 'urogenitale mycoplasmer', der kun kan stamme ét sted fra! Han har længe tøvet, men har nu taget sig sammen til at bekende sig hos lægen. Det er en svær overvindelse for ham, og for mig endnu et bevis på hans gode vilje. Vi ser, hvad der sker. Måske skal vi i behandling sammen. Jeg forsøger ikke at gøre for stort et nummer ud af det, selv om de meget uvelkomne tanker om hans seksuelle handlinger med elskerinden plager mig en hel del. Billede gå væk!
Uden at ville gøre det til en psykose, så er jeg - indrømmet - fortsat meget optaget af emnet TILLID.
Lotte, du siger, at jeg skal lære at stole på ham - det er ikke nok bare at ville det - det følger jeg dig helt i. Det vil jeg meget gerne lære.
Cpacan melder ud, at han aldrig mere vil kunne stole 100% på nogen partner, dertil har hans kones utroskab sat for dybe spor. Det kan jeg også glimrende relatere til.
For mit vedkommende løber den første store, megastore, test i tillid af stablen, når jeg om en måned alene drager 4, måske 5 - afhængigt af barnebarbets timing - til Australien.
Og, ja, Lotte. Jeg synes nemlig heller ikke, at det er i orden, at han ikke tager med mig, eller i det mindste kommer et par uger. Det ER vores første barnebarns fødsel, vi taler om, og det er da en kæmpestor begivenhed.
Rejsen var en julegave fra min mand (før vi vidste, at vores datter ventede sig) - og da jeg før har været afsted på den tur alene, fandt jeg det ikke specielt mærkværdigt, at han ikke selv skulle med.
MEN, da hans dobbeltliv kom for dagens lys, fandt jeg jo ud af, at det skulle have været en genial måde at have mig ude af vagten på, således at han havde frit slag til at organisere samvær med elskerinden. Han havde bl a booket, eller i det mindste grundigt researchet, ferie i Sydeuropa for to i juli, mens jeg var på den anden side af jordkloden.
Selvom elskerinden i princippet er en saga blott - ja, så vil han STADIGVÆK være fri for Kranens overopsyn i adskillige uger (misforstå mig ikke - jeg kontrollerer ham ikke, checker ikke, snager ikke, lytter ikke ved dørene - men jeg ER her).
Jeg har ikke lyst til at ødelægge noget, der tegner til at kunne blive en super-rejse, med bekymringer, og ønsker ikke at martre hverken ham eller mig selv med mistro.
Så derfor ser jeg, prøver jeg at se, på turen som en slags dannelsesrejse - en rejse, hvor jeg skal lære, at vi - med fuld tiltro - kan være væk fra hinanden.
Det er helt sikkert noget, jeg skal arbejde meget hårdt og målrettet på, for det falder mig bestemt IKKE naturligt i betragtning af den grumme historie, vi har gennemlever og fortsat på sin vis gennemlever.
Det er en sag for parterapeuten, skulle jeg mene - og så noget lekture om emnet - og noget - en hel del - indbydes kommunikation.
Har I nogle gode forslag til hvordan man konkret gentillærer sig tillid til et menneske, der så eftertrykkeligt har bevist, at det - i hvert fald i en lang periode - ikke har gjort sig fortjent til den????
Puha, jeg synes ellers nok, at hele denne affære har vendt op og ned på alt, hvad jeg hidtil har troet og efterlevet. Og der er MANGE kameler at sluge!
Men min mand er med i processen, føler jeg, og det gør det hele nemmere.
Slut for nu; kan I have en god mandag aften.
Kærlig hilsen Kranen
Jeg synes, at der er blevet lidt stille her på tråden; er det mon fordi, jeg kom til at skrive mycoplasmER i stedet for mycoplasmA i mit seneste indlæg?
Spøg til side, så er det netop det, der - som jeg havde forudset lidt - blev næste store sammenstødspunkt.
Det er rigtigt, at jeg så det som god vilje fra min mands side, at han langt om længe gik til lægen for at bede om en henvisning til en test for kønssygdomme.
Nu, hvor han af lægen har fået at vide, at den test bl a består i, at han skal have stukket et rør op i penis, har han fået kolde fødder - og spurgte om det nu også var nødvendigt. Det spørgsmål gav jeg ham et højt og tydeligt JA til, og han føler sig nu skidt behandlet, fordi jeg svarede ham så fyndigt.
I hele spørgsmålet om de sygdomsbærende celler, han så generøst har 'foræret' mig, har jeg hidtil været - synes jeg selv - afdæmpet og neutral. Jeg kunne have skreget op og skabt mig over det - men jeg mente, at han jo måtte skamme sig SÅ frygteligt over det (for det ville jeg gøre i hans sted), at der ikke var nogen grund til at sparke yderligere til ham, mans han lå ned.
Men da han med sine udtalelser antydede, at de genitiale mycoplasma, som HAN har skaffet mig på halsen, OGSÅ i bund og grund måtte være MIT problem, ja, så blev jeg altså noget barsk i mælet og forlangte utvetydigt, at han blev undersøgt.
Det manglede vel da bare? Og i øvrigt er der jo ingen ræson i at jeg får en behandling (antibiotika? - kender nogen til forløbet?), hvis han fortsat går rundt og hygger om cellerne i sine egne kønsorganer. Med mindre vi stopper med at have sex, for det er åbenbart ikke nok med kondomer - han påstår jo hårdnakket, at han og elskerinden altid brugte kondom fra start til slut. Ved ikke, om den skrøne holder?
Apropos den unge dame - hun skal jo også have besked om de små cellers eksistens, så HUN kan blive behandlet og ikke smitter andre. Og hvem ved, måske er der flere end bare hende, der skal orienteres.....
Det er vist rigtigt at sige, at sagen omkring dette meget intime spørgsmål har rusket grundigt op i den vrede, som fortsat ulmer i mig til min mand.
For ikke nok med, at jeg forsøger at leve med det største svigt, den største skuffelse, den største smerte på grund af hans lange utroskab - jeg prøver også, som primus motor, at give vores parforhold alle chancer for at fortsætte - og DERUDOVER skal jeg nu også forholde mig til, at min mand har smittet mig.
Det er muligt, at det han har smittet mig med, ikke er noget grimt eller farligt. Det ville jo kun være fint.
Det er selve det, at han HAR smittet mig med noget, der skyldes, at han har haft sin penis for langt fremme.
En stor og væmmelig ydmygelse oven i hatten til mig.
Og nu skal det laves om til MIT problem? Og jeg skal ligefrem være ham taknemmelig, fordi han får udført undersøgelsen?
Tænk, at jeg vil være så modbydelig at tvinge ham gennem en torturseance, hvor man øver vold mod hans stakkels, uskyldige tissemand.
Uha, ja, I kan nok høre, at vi er kommet til næste hurdle i vores lange hækkeløb. Men den skal vi nok klare også, det er jeg sikker på. Det er bare noget, jeg i DEN grad kunne have undværet!
Der er taget tid til parterapi, og vi finder ud af det. Men hvor ER der dog meget, der skal gennem møllen.
God onsdag aften til alle fra Kranen
Kan godt forstå at du er en anelse frustreret over situationen. I er jo ligesom et par, og som sådan skulle i helst være sygdomsfrie.
Ved godt at det ikke er sjovt men kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over at han skal podes. Som de fleste raske drenge har jeg selv prøvet det, og ja det gør nas og er mega ubehageligt, men så er det sgu heller ikke værre. Det tager 10 sekunder og så er det overstået. I min omgangskreds er det noget vi plejede at grine af. Har man været så dum at bringe sig selv i en situation, hvor man skal have stukket en vatpind op i urinrøret, ja så er det bare med at tage den med oprejst pande og uden klynk.
Set i relation til alt det andet der foregår ville det være passende at han klappede kaje og bare gjorde det. Jeg ved godt at jeg i mine tidligere indlæg har gjort en dyd ud af at nuancere billedet og forsøge at se tingene fra hans side, men her må jeg faktisk melde pas. Han burde seriøst invitere dig med ind til lægen, smide bukserne og lade dig skraldgrine mens han tager sin passende straf. Har nul forståelse for voksne mænd der klynker ved udsigten til lidt smerte, hvadenten det er podning, tandlæge, bistik eller noget andet ufarligt man bare kan bide i sig.
Så kan ikke give dig et godt og konstruktivt råd denne gang. Hvis det var mig, ville jeg købe en sut og en pakke kleenex til ham. Sikke en tøsedreng!
Endnu engang god vind :-)
Det ser ud som om, at tråden lige så stille har trævlet sig selv op!
Selv har jeg simpelthen ikke haft overskuddet til at skrive; forholdet til min mand er meget op og ned. Perioder, hvor jeg er nok ovenpå til at føre en 'normal' tilværelse, og har nok tro på, at vores ægteskab skal klare skærene - og så perioder med sortsind og tungsind og vrede, som jeg ikke kan sige mig fri for.
På trods af sin udmelding om at ville være med i helingsprocessen, står det rimeligt klart, at min mand simpelthen ikke orker AL den snak mere. Jeg forsøger virkelig med al min vilje ikke at bringe slemme emner på bane, men de dukker altså op til overfladen en gang imellem, og det lykkes ikke altid for mig at sluge dem igen.
Er det i øvrigt op til mig at tie med mine følelser, når det nu i så høj grad er min mand, som frembringer dem? Jeg understreger, at jeg ikke taler om hans svigt af mig hverken hver dag eller hver uge - det er slet ikke så tit, som han vil gøre det til.
Hvad angår tillid, så er der stadigvæk lang, lang, lang vej igen og det ville være rart med et mirakelmiddel til genoprettelse af tiltro. Også her er min mands rolle altafgørende, og han lader ikke til at have lyst til at spille den.
Ja -det lyder ikke så lovende, som jeg troede for et par uger siden. Men jeg lover at vende tilbage med en opdatering, når der sker noget i den ene eller den anden retning. Lige nu er det mest status quo (bortset fra - til orientering - at han FIK foretaget podningen).
Jeg håber, at I alle har det godt og jeg håber snart at debattere med Jer igen. Skriv gerne, jeg følger med.
Kærligst fra Kranen
Indlægskadencen går helt naturligt ned, efterhånden som man hver især får udtømt sine ideer, holdninger og andre gode forslag - ingen skriver jo blot for at skrive:-)
Jeg har ikke så meget nyt at bidrage med. Det var så sent som i februar, at du opdagede det, så jeg synes du er alt for hård ved dig selv, hvis du selv eller din mand forventer at være igennem et bedrag af de dimensioner allerede efter 4 måneder. For det første, så er det jo ikke noget man som sådan bare kommer igennem og glemmer, man lærer blot at håndtere det på en mere fornuftig måde med tiden.
De fleste angiver en tidshorisont på 2-5 år efter for at opnå en nogenlunde "normal" tilstand i parforholdet - jeg selv er 26 måneder ude og kan sige, at jeg har det bedre, men slettet af erindringen? Nej, bestemt ikke. Debatter med mig selv om hvorvidt det er rigtigt at blive? Ja, i den grad.
Min kone var ligesom din mand, og med garanti masser af andre utro partnere, absolut ikke meget for at tale om tingene og trække i arbejdstøjet. Jeg fortalte hende for et par uger siden, at jeg nu er nået så langt, som jeg nok kan komme alene uden hjælp. Jeg lever i og for nuet – kan og vil ikke planlægge noget på lang sigt med hende, fordi hun ikke adresserer problemet omkring fremtidig utroskab.
Hun har nu på sin krop oplevet konsekvenser for ting som ferieplanlægning, optimering af familiefinanser, pensioner og forsikringer. Det har resulteret i, at hun nu er kommet ud af busken og har erklæret sig villig til at gøre hvad der skal til for at vi kommer igennem sammen. Et stort skridt for hende, som jeg er rigtig glad for. Nu skal det blot stå sin prøve i virkelighedens verden, hvor der handles.
Jeg tror det samme gør sig gældende for din mand. Før han kan mærke, at der er konsekvenser ved ikke at gå i dialog og trække i arbejdstøjet, ja så sker der absolut intet. Du følger hans retningslinjer for hvordan et godt parforhold ser ud og må æde al smerten og angsten i dig.
Hvis du ønsker forandring, så er du nødt til igennem dine egne handlinger at vise ham, at det har konsekvenser for ham, ud over at du bliver sur og gal, hvis han ikke deltager i arbejdet.