Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
April, det er meget vigtigt at du forstår at du står ved en alvorlig korsvej i dit liv: den ene vej er at fortsætte med ikke at sige noget, skære i dig selv og hade dig selv. Det bliver et pinefuldt liv i ensomhed, uden uddannelse, uden venner. Den anden vej er at du samler alt hvad du har i dig og får hjælp, men det kræver at du er ærlig og at du åbner munden uanset hvor svært det er. Jeg ved hvor svært det kan være når hver en fiber i kroppen skriger ”nej, sig det ikke!”. Men du må overvinde det for det er prisen værd. Du skal klare dig på trods af din opvækst og ikke på grund af den. Det er slet ikke let, men alternativet er bare så uendeligt meget værre. Og det bliver heldigvis ikke ved med at være så svært, det sværeste er faktisk lige nu, herefter bliver det meget lettere fordi du så vil have en til at guide dig.
Om det er farligt med din overdosis af vitamin-D afhænger af pillernes dosis, din egen vitaminstatus, og om det var aktivt D-vitamin eller ej. Hvis det er færdig, aktiv vitamin-D du har taget og dosis er over 300µg så er der en risiko for at du kan få nyresten. Men jeg tror altså at den risiko er meget lille. Du kan blive træt og slap fordi dit blod-calcium stiger, og det kan faktisk påvirke dit hjerte, men heldigvis er du ung og stærk så din krop skal nok kompensere rimeligt hurtigt. Det vigtige er ikke at du tog vitamin-D, det vigtige er at du gjorde det som selvmordforsøg. Derfor er det så vigtigt at du kontakter din læge i morgen og fortæller hvad du har gjort. Er årsagen tanken om at din mor skal med til mødet med psykologen, er det jo også meget vigtigt at sige til lægen. For så må det møde opbygges på en anden måde, eller behandlingsopstarten må være noget andet end skolepsykolog.
April, du må være tapper. Det gælder dit liv og din fremtid.
Mælkesukker-intolerance er heldigvis ikke en sygdom –det er derimod en helt normal tilstand du deler med 90% af Jordens befolkning! Samtlige 1,2 mia kinesere kan ikke tåle mælk, heller ikke koreanere, thai-, vietnamesere, en stor del af Mellemøsten, Sydamerika osv. Det er kun her i Europa og især i Danmark at mælkeprodukter er en så stor del af kosten, og det sidste kan selvfølgelig være et problem fordi der vil være fødevarer du skal passe på med. De fleste med mælkesukker-intolerans mangler bare det enzym der skal til for at spalte mælkesukker –og det enzym kan købes til rimelige priser helt lovligt over nettet fra Tyskland. Du kan også købe det til en mindre formue på danske apoteker. Et mindretal har dog en decideret allergi for mælk oveni, de får også hududslæt og så må man holde sig helt fra mælk for her er det mælkeproteinet man ikke kan tåle. Heldigvis findes der efterhånden rigtig mange alternativer –også på café’erne ude i byen.
Jeg tænkte nok at der lå mere bag end ”kun” skilsmissen da du gik i 1. klasse. Det lyder for mig til, at dine forældre har og har haft rigtig travlt med at holde den ydre facade, altså pænt hus, tøj og bil. Og den slags koster selvfølgelig en masse penge og det har så gjort at de har arbejdet meget. Selv om du har fortalt, at du kunne fortælle din mor alt da du var lille, lyder det altså for mig ikke til, at dine forældre sådan rigtigt har set og hørt og dermed helt har kendt og erkendt jeres behov. For så ville de jo have reageret på, at du altid sad alene i et hjørne og passede dig selv. Og så ville de have kunne mærke dine og din søsters behov uden at I behøvede at sige alt med ord.
Jeg forstår fuldstændig din bekymring med at din mor skal med til den første samtale med psykologen. Og det er helt urimeligt at du skal sidde og åbne op for alle dine inderste tanker og problemer, når en stor del af de mørke tanker og problemer netop er kommet af for lidt og for overfladisk forældrekontakt gennem hele din barndom! Jeg ved godt det er sat hårdt op her, men det er sådan jeg ser det og jeg er temmelig sikker på at jeg rammer plet.
April, det er helt rimeligt at du stiller krav til det møde. Når/hvis psykologen til mødet begynder at spørge ind, så sig stille og roligt som det er, at du altså har svært ved at tale om det på andet end tomandshånd og at du derfor gerne vil have 10 minutter alene med ham. Alle 15-årige har ting der føles for privat til at deres forældre skal have det af vide. Jeg håber inderligt at den psykolog vil bakke dig op her, men måske du har mulighed for at sige det inden mødet, altså en helt anden dag?
Jeg tror nu ikke du behøver at være så bange for at din veninde ikke kan lide DIG. For selvom hun ikke kender til alle de ting du slås med, så kender hun jo dit væsen, det er derfor hun vil være veninde med dig. Og noget ved hun vel, hvis det var hende der tog med dig til lægen og ventede mens du var inde? Det synes jeg viser, at hun faktisk gerne vil dig. Og ellers var det letteste i verden da for hende at fortælle vidt og bredt om det i skolen, og det har hun ikke gjort –fordi hun er din ven og fordi hun respekterer dig!
Jeg kan nu godt se hvordan der kan opstå rygter om, at I to er nogle snobber der tror I er seje. Sagen er, at går I begge to meget i modetøj, så sender det jo nogle signaler –også andre end I to egentligt lægger i det. For modetøj er jo pokkers dyrt og det udelukker derfor de fleste fra at være med på den vogn. Derfor vil mange reagere negativt på det. Mode er jo en drøm om den perfekte verden. Og I har sikkert begge to rigtig mange grunde til at flygte ind i den verden. Du skal bare være klar over, at som jeg har skrevet før, så kan andre mennesker blive usikre på dig –og derfor reagere aggressivt –når du viser blandede signaler. På den ene side viser du at du har kontrol og er sej med dit tøj, men på din væremåde kan man se at det ikke passer. Voksne kan reagere ved ikke at tage dig alvorligt når du siger at du har det skidt. Og det er måske det, der er sket. Tænk derfor godt over hvorfor modetøj er så vigtigt for dig. Er det en facade eller bare en veninde-hobby.
Hvis det er en facade, så skulle du måske overveje at gå i noget andet som tillader dig at være mere dig selv.
Jeg kan ikke ringe til lægen. Kan godt vente. Skal til skolepsykolog i næste uge.
Jeg kan ikke åbne mig!! Det er fuldstændig umuligt.
Jeg er bare ikke stærk nok til det. Tvivler på at noget nogensinde vil blive bedre.
Om det er farligt at tage D-vitamin aner jeg egentlig heller ikke. Det var bare hvad jeg kunne finde, og så fik jeg det jo bare så dårligt og sådan, så troede det var noget der måske virkede. Men det eneste der er sket er at jeg har fået det utrolig dårligt af det. Fik faktisk hjertebanken og ondt, men tænkte ikke det var noget med det at gøre, troede bare det var en tilfældighed.
Årsagen var ikke sådan direkte at min mor skal med til skolepsykologen, men at det hele aldrig nogensinde bliver bedre, og lige præcist i torsdags da jeg tog pillerne havde jeg prikken over i'et også det helt fysisk dårligt! Det hele er et stort rod som aldrig bliver bedre!
Sygehuset mener også jeg fejler noget mere.
For jeg har der åben bart meget mere dårligt end laktose intolerancen kan give.
Jeg har ondt i maven 24/7! Selvom der i meget af det mad jeg indtager ikke burde indholde laktose. Vil dog tilføje at jeg ikke lever laktosefri, har prøvet men havde det stadig dårligt!
Men det er ikke kun derfor den påvirker, jeg kan ikke spise hos en veninde fordi jeg ikke kan bede dem om at lave laktose fri mad.
Nu er jeg begyndt at gå til fester og drikke og sådan, men det bliver jeg nød til at stoppe med! Ved godt set er ganske normalt at få tømmermænd efter en druktur. Men jeg bliver utrolig syg efter at have drukket! Kan være syg op til en uge efter en fest! Og ved godt alkohol er ikke alt og sådan, men det er bare en stor del af ungdommen, og en måde at være sammen med sine veninder på, og et helt andet fælleskab. Men jeg må i en alder af 15 år stoppe med at drikke alkohol.
Og når jeg så har ondt i maven og må sige nej til at være sammen med nogle eller en fest, så er jeg bare kedelig, og så spørger de jo ikke igen.
Ja sådan var de dengang. Det var min far jeg havde et godt forhold til dengang, for der kendte jeg ikke rigtigt min mor. Min far er stadig meget sådan, vil virke som den helt perfekte kernefamilie, men det er det laaaangt fra!
Men når det kom til stykket vidste vores egne forældre slet ikke hvem vi var. Det er blevet helt anderledes med min mor, på en god måde, men min far er blevet værre.
Det er rigtigt. Problemet er bare jeg ikke kan sige fra og da slet ikke når min mor sidder der, og jeg har ikke chance for at snakke med psykologen før mødet, for jeg aner ikke hvem det er endnu.
Det er begyndt at blive bedre med min veninde, jeg har forklaret hende hvad der er galt og hun forstår det nu. Det er bare nogle utrolig latterlige ting som hun ikke ved sandheden om, for hvis jeg nu ved der er noget bare ikke kan lide fx men som jeg godt kan, så er jeg bare bange for jeg ikke er god nok hvis jef fortæller hende det...
Jeg tror ikke så meget det er det, for vi går netop ikke i alt det der dyre modetøj.
Men noget meget anderledes tøj, som er in.
Men tror bare det er fordi det er så anderledes og at de måske ikke tør det. Min veninde prøver hvert fald at slå ind i mit hovede at det er fordi de er jaloux over vi tør at gå i det tøj.
Altså jeg er helt vild med tøjet, men jeg tror også det måske har noget at gøre med at hvis de kan lide det udenpå tænker de ikke så meget over det indeni.
Og ligesom på den måde prøver at skjule mit indre.
Hvis du bliver ved med at sige til dg selv at du ikke kan åbne dig, ja så bliver det jo umuligt at gøre det. Heldigvis er det at fortælle hvordan du har det til mødet hos psykologen ikke det samme som at åbne dig. Du behøver bare at sige, at du ikke har det godt, at du har tænkt og forsøgt selvmord flere gange, at du er blevet mobbet og skærer i dig selv. Og det er altså helt rimeligt at din mor venter udenfor i de 5 minutter af mødet hvor du fortæller disse ting, hvis du ikke er klar til at hun skal høre det fra dig.
Me til selve terapien, så HAR du altså intet valg, April. Du SKAL åbne dig. DU har reelt en pistol for tindingen, for det er supervigtigt for hele din fremtid og hele dit liv at du får hjælp nu. Du kan have de mest forstående forældre og mennesker omkring dig, det hjælper bare ingenting hvis du ikke åbner munden. Det kan godt være lidt abstrakt for dig, men om ganske få år er du 18 år og så bliver der stillet en masse nye krav til dig. Det er alt andet end let at gennemføre en uddannelse når man har det som du. Det er alt andet end let at være flyttet hjemmefra når man har det som du. Dertil kommer hele dit sociale liv.
Du har potientale til at opnå alt hvad du vil, men det forudsætter altså at du nu siger noget. Psykologen ved godt at det ikke er let, og det er også heltt ok at sige det. Så vil han/hun hjælpe dig til at åbne dig ved at stille de helt rigtige spørgsmål på en måde så du føler dig tryg, det er de rigtig dygtige til. Men hvis du bakker helt ud, så kan selv de intet gøre.
Husk nu, jeg ved præcis hvor svært det er for dig, for jeg har været der selv. Heldigvis er det sværeste nu, herefter bliver det altså en hel del lettere. Og så skal du også tænke på at du jo har gjort det før, så selvfølgelig kan du gøre det igen! Tænk også på, at der skete jo ikke noget frygteligt ved lægen. Han tog dig alvorligt, han lyttede, han troede på dig, han handlede på det. Du blev ikke afvist, latterliggjort eller skældt ud. Det viste sig, at det ikke var farligt. Det er som regel ellers sådanne tanker der gør at unge som du holder mund for enhver pris. For på et eller andet tidspunkt i dit liv har du lært at det at åbne dig er farligt. At så sker der noget meget slemt. Men det gjorde der jo netop ikke. Hold fast i det.
Du er ikke en forsvarsløs lille pige, men en ung, stærk og intelligent ung kvinde der har ordet i sin magt -og det har du!
Du fortalte at grunden til at du går i det tøj du gør, er fordi det er fedt. Det tyder på at der et eller andet sted i dig er en fandenivolskhed og en styrke -og den skal du finde frem til det møde. Jeg ved du kan.
Det er helt ok at sige til din mor på forhånd, at til det møde må en lille del altså foregå uden hende, for ellers er det møde spild af tid. Du kan jo sige, at du nok skal fortælle hende det når du er klar til det. Som sagt, alle 15-årige har altså ting de ikke fortæller deres forældre, og det vigtigste her er at du får den hjælp du ha brug for. Det skal nok komme alt sammen.
Skift nu "jeg kan ikke" ud med "jeg KAN". Du er vild med mode. SÅ ved du også at et større kosmetikfirma har et slogan der hedder: fordi jeg fortjener det.
Og det er lige præcis det du gør. Du fortjener at få den hjælp du har brug for så du kan udnytte dit store potentiale som menneske og rent fagligt.
Du har FORTJENT at få venner, kæreste, uddannelse og på sigt job og børn.
Men det har desværre trange kår hvis du ikke får hjælp -men sker det er chancerne til gengæld rigtig gode for du er heldigvis intelligent og har en personlighed med meget at byde på for andre, det eneste du mangler er "bare" selvværd og selvtillid. -Tro mig, mange mange andre er ikke så heldige.
Du er tættere på alt det du gerne vil end du aner, April.
Men du må arbejde med psykologen og åbne dig. Og det er ikke det samme som at vælte alt ud til det fælles møde. EJ heller til den første terapitime. Men pres dig selv til at sige lidt mere end du egentlig tør hver gang, til sidst er alle de indre dæmoner kommet frem i lyset og så vil de fleste af dem vise sig ikke at være så farlige alligevel, mens du henad vejen vil få redskaberne til at håndtere resten.
Husk det nu. Det sværeste er lige nu. Detteher er den højeste bakke. Herefter bliver det lettere, for så er du ikke længere alene.
Så kæmp nu April, kæmp!
Jamen jeg føler ikke jeg kan noget som helst. Føler mig ikke god nok til nogen elller noget!
Jeg kan godt bestemme mig for nu at jeg vil sige alt til skolepsykologen imorgen, men når jeg sidder der vil jeg lukke munden fuldstændig! Kan intet sige overhovedet. Problemet er bare jeg ikke kan sige fra, kan lidt med min mor og søster, og noge af mine veninder, men ikke når det kommer til svære ting, og personlige.
Ved bare at hvis jeg ikke for hjælp den her gang, beder jeg aldrig om hjælp igen. Men tvivler på jeg for hjælp, for jeg kan ikke åbne op. Så snart hun stiller spørgsmål sætter jeg bare facaden op som altid.
Ja han tog mig seriøst, jeg fortalte ham også rigtig meget, for jeg var alene.
Alle mine interesser er på vej længere og længere ned, orker det aldrig! Kan ikke overskue det. Har lyst til at græde når jeg tænker på ting jeg skal, som afleveringer.
Kender godt til sloganet ja, men det kommer aldrig ud af min mund!
Syntes kun alt bliver værre og værre. Cuttingen bliver værre, har nu taget piller 5 gange i mit liv 2 gange her på det sidste, har intet overskud, græder i skolen, bare være alene i et hent mørkt rum, det fysiske bliver også værre, føler mig mere og mere dårlig som person ikke god nok, ikke overskud til venner.
Bare alt....
Det er meget trist at høre at du nu har det så slemt. Sådan burde det ikke være for dig.
Jeg VED du kan, fordi du netop gjorde det så flot ved lægen.
Hvis du kan sige lidt til din mor, så forbered hende på at under et lille del af mødet må hun være udenfor, for ellers kan du simpelthen ikke få sagt det der skal siges. Hvis hun spørger ind, så sig at hun nok skal få det at vide når du er klar, at du bare ikke er klar lige nu men vil gøre alt hvad du kan for at blive det.
Så behøver du sådan set ikke sige mere.
TIl psykologen siger du bare det, jeg skrev i det sidste indlæg, for det er jo det første møde og han skal bare danne sig et indtryk af dig. Derfor er det også meget vigtigt at du forstår at du under ingen omstændigheder må tage din facade på til det møde! Du har brug for en del samtaler, netop fordi du har så svært ved tillid, men tager du din facade på så tror han jo at det bare er lidt teenage-sorger du har og det er der jo slet slet ikke tale om.
Du MÅ gøre detteher for dig selv, April. Jeg ved som sagt godt at det er smaddersvært for dig. Og det er også dødhamrende uretfærdigt at du ikke har forældre der vil tage den kamp for dig, men de aner jo heller ingenting og derfor er det også så vigtigt at de af en fagperson får nogle ting at vide om hvad de skal ændre i din familie for at I allesammen kan være der.
I en anden tråd var der en der fortalte, at hver gang hun fik trang til at cutte, så havde hun en elastik om håndleddet som hun svirpede på huden istedet. Det gav smerten men ikke arrene. Var det noget du kunne gøre, i det mindste indtil du får hjælp?
Jeg ved du kan fortælle uden facade til psykologen, for du gjorde det ved lægen -uden facade! Så du kan heldigvis godt åbne op. Og det er ok at gøre det alene. Forbered nu din mor på at hun må undvære lige den del af mødet, du behøver ikke at gå i detaljer over for hende hvis du ikke er klar til det. Fortæl din mor det du kan overkomme og ikke mere, og er det ingenting så sig bare at det er noget du har svært ved at sige mens hun er der men at det er vigtigt at du får det fortalt til psykologen. Det er nok.
At du er det værd skal nok komme ud af din mund -med tiden. Du ER det værd, husk det nu! Du FORTJENER hjælp og støtte og en fremtid!
Jeg har nu været ved skolepsykologen, men jeg behøvede ikke rigtigt at sige noget, HELDIGVIS! Hun spurgte mig hvordan det gik sådan lige pt hvor jeg så svarede det gik fint, ved det ikke er rigtigt, men hvad jeg kunne få ud.
Jeg har en tid igen i næste uge, alene!
Jeg ved ikke hvad min plan er, for skolepsykolog, hvad har tænkt mig at sige osv.
Fortryder stadig rigtig meget at jeg fortalte lægen alt det, så ved ikke helt hvad jeg skal gøre med skolepsykologen.
Tænker meget på at mine forældre vil få noget af vide, som hvis jeg siger jeg cutter eller jeg har taget pillerne. Har ikke lyst til at gøre dem kede af det.
Jeg har nu fundet ud af hvorfor jeg ikke kan lide min mors kæreste. 1. han drikker aaaalt for meget 2. Hans humør svinger hele tiden, så elsker han os, så syntes han vi tager for meget af min mor og at han skal tage for meget hensyn 3. Jeg er bange for ham... Ved han selv er blevet slået som barn, og det kan jo være arveligt, tager ikke alle over en kamp overhovedet men det risikerer det jo, og ved han er lidt voldig. Så kan ikke lide når han bliver sur, han og min mor er uvenner, eller når jeg er alene med ham!
Det med elastikken har jeg prøvet, men syntes ikke rigtigt at det hjælper..
Din plan for skolepsykologen er såmænd at sige sandheden, og ikke andet!
Jeg tror godt at din mor ved at du ikke trives, hun ved bare ikke hvorfor og hvordan hun lige skal tackle det. Så du kan ligeså godt fortælle psykologen det hele. Du kan jo også fortælle din bekymring omkring at din mor skal vide, det er faktisk ret vigtigt for psykologen at vide hvis han/hun skal have nogen som helst chance for at hjælpe dig! Det er vigtigt at du får snakket om den bekymring med psykologen, fordi det virker til at det er en meget stor forhindring for at du overhovedet får en chance for at få det bedre. For du kan ikke på nogen måde klare dette her selv. Får du ikke hjælp nu risikerer du bare at gøre noget rigtig dumt som vil gøre dine forældre 1000 gange mere kede af det end hvis de får af vide at du cutter. Så ser du, du HAR ikke noget valg! Du SKAL!
Hvis du vil virkelig vil tage hensyn til dine forældre, så får du den hjælp nu -før det ender med et virkeligt seriøst selvmordsforsøg som måske endda vil ende i et selvmord -fordi du ikke blev fundet i tide, eller kom til at tage lidt mere end du troede du kunne tåle eller noget helt 3. Og så bliver dine forældre og søster virkelig kede af det, ja faktisk vil de aldrig blive hele mennesker igen. Er det virkelig det du vil?
Det er rigtig godt at du nu ved hvad du ikke kan lide ved din mors kæreste. Det lyder heller ikke helt godt i mine ører sådan som du beskriver det. Så jeg forstår dig godt. Men at man er blevet slået som barn behøver heldigvis ikke betyde at man selv senere gør det samme -kun hvis man i sin vildfarelse mener at man selv har haft godt af det/ikke har taget skade. Hvor din mors kæreste står er jo umuligt for mig at vide, men bare det at han drikker og er "lidt voldelig" lyder ikke helt godt.
Hvad ligger der i "lidt voldelig"? Har han slået din mor? Eller har han et ry ude i byen?
Det er også et dårligt tegn at han synes at I søstre tager jeres mor fra ham. Det kan jo aldrig blive en konkurrence, og hvis han ser det sådan er der helt bestemt noget galt.
Dette her er endnu en meget meget god grund til at du SKAL være 100 % ærlig over for den psykolog! Detteher er ikke en leg, det gælder faktisk hele dit liv og hele din fremtid. Det er alt andet end let at være psykisk syg ung voksen, særligt hvis kontakten til familien er sparsom eller der ikke er den store opbakning fra familien. Så du må kæmpe, virkelig kæmpe for ikke at ende der! Du har stadig tid, du har stadig nogle år inden du bliver 18 hvor systemet værner mere om dig end senere, men så snart du bliver 18 så er du på en helt anden måde alene i systemet.
Du har været meget heldig at psykologen åbenbart har været snu nok til at gennemskue dit "fint nok" og vil have dig til samtale alene.
Du skriver at du havde det skidt med at fortælle lægen det hele. Kan du beskrive det lidt nærmere? Hvorfor tror du selv, at du havde det sådan bagefter? Det gik jo godt, lægen tog dig meget alvorligt og lyttede til dig og gav sig tid. Så den ydre oplevelse var jo sådan set positiv. Men indeni havde du det anderledes, og det er vigtigt at du finder ud af hvad den følelse helt nøjagtigt var, og især hvorfor du reagerer sådan på at blive lyttet til og forstået.
Jeg tænker at det måske kunne have noget at gøre med at den facade du har bygget op som en glad pige med en lidt anderledes, men sej tøjsmag krakelerede -og det gav angst? Altså sådan en ætsende klump i maven der gør at hele dit indre snører sig sammen, for nu kom sandheden jo ud! Og hvad kan der så ikke ske? Det er et lille barns angst, for børn har det desværre med at tage skylden for forældrenes problemer, så jeg tror at du en stor del af dit liv har følt dig ansvarlig for at dine forældre var glade, for var de det, så var der jo en chance for at de stadig godt kunne lide dig -men fandt de ud af hvordan du virkelig havde det, så ville de blive meget vrede og afvise dig. For et barn på 5-7 år er det stort set det samme som en dødsdom.
Hvis dette er bare en del af grunden, så ER din facade jo krakeleret alligevel, du har selv fortalt at du har grædt i skolen. Så måske passer den facade med at være den glade med styr på tingene slet ikke særlig godt til dig. Jeg gætter også at ingen af dine skolekammerater har været henne og sige hvor forfærdelig en person du er, selvom nogle af dem måske har set dig være ulykkelig i skoletiden. Og det kunne da tyde meget på, at de faktisk også godt kan lide dig uden den facade, ikke?
Tænk også på at du ikke mere er 6-7 år men en ung smuk 15-årig med mange talenter som kan tale for sig! Så få nu snakket ærligt med den psykolog -for din families skyld men aller-allermest for din egen skyld.
Det kan godt være at min mor et eller andet sted kan se det ikke går så godt. Men det tror jeg bare ikke rigtigt. For da skolepsykologen spurgte hende hvordan hun syntes det gik sagde hun at hun syntes det var begyndt at gå så godt.
Det lyder ekstremt hårdt på den måde. Men den eneste grund til at jeg ikke har taget alle de piller vi har i huset overhovedet endnu, er jo pga. dem. Men nu hvor jeg næsten intet forhold har til nogen af dem længere er det en ting jeg tænker mindre og mindre over når jeg tager pillerne.
Han har aldrig slået min mor på den måde tror jeg ikke..
Men han gør utrolig tit noget for skov på os allesammen, men som gør utrolig ondt!
Hader ham så meget, han ødelægger så meget, netop fordi han prøver at splitte os.
Men ja han drikker rigtig rigtig meget! Min veninde så her sidst hvor mange øl han havde drukket på kort tid og blev overrasket! Meget overrasket over det var muligt!
Jeg prøver at være ærlig, så meget jeg overhovedet kan! Det er bare utrolig svært.
Ja jeg havde det rigtigt dårligt med mig selv efter lægebesøget. Og har det stadig dårligt over det. Ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Men jeg føler mig helt splittet, at jeg at sagt for meget.
Føler mig helt tom indeni på en eller anden måde.
Det er sikkert rigtigt nok. Min facade har også været et kæmpe "projekt". Fordi jeg har skulle ændre den for vær person. Fordi jeg skal vide hvordan de helst vil have mig.
Jeg er stadig meget bange for at andre er kede af det! Giver alt for at andre har det godt! En af grundene til jeg har taget pillerne er også fordi jeg føler de ville være bedre tjent uden mig.