Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det er meget vigtigt at du er helt afklaret med hvad der egentligt skete med dig ved lægen, sådan rent følelsesmæssigt altså. Du skriver, at din facade har (og er vel stadig?) et kæmpe projekt for dig, fordi det er vigtigt for dig at fremstå sådan som andre helst vil have dig. Det er vigtigt at du forstår, at INGEN mennesker kan holde til at spille en anden end den de er hele tiden -og det kan du ikke fordi du faktisk begår et overgreb imod dig selv når du "spiller" facaden -for så er du ikke tro mod dig selv og respekterer ikke dine egne grænser.
Det er bla. det der meget vel kan være en af de allerstørste årsager til at du går og er så trist og har så lidt lyst til livet, for du nægter faktisk dig selv livet hver eneste dag når du lader som om du er en helt anden. For du kan jo ikke vokse og modnes som person hvis du hele tiden skal være end anden end den du er.
Prøv som de andre gange at sætte ord på den tomhed du føler, for når du har det dårligt over besøget hos lægen, så føler du jo ikke tomhed men noget andet, der nok er et kaos af forskellige følelser. Man kan vel egentligt godt sige, at du var den virkelige April ved lægen, så meget som du overhovedet var i stand til at være dig selv. Prøv at gennemgå besøget igen, fra du går ind ad døren til du kommer ud igen, langsomt, og så skrive de følelser ned der kommer frem: Angst, flovhed, tristhed, ulykkelig, bange, mindreværd, ingen selvtillid, ensomhed, forladthed, vrede, sorg, føle sig udstillet, svaghed osv.
Når du har skrevet det ned, så skal du læse det jeg skriver nu igen:
Du "er" 2 personer, den ene er glad og sød og går i noget smart tøj. Den anden, virkelige April er ulykkelig og ensom og er ikke en du vil vise andre.
Du tænker nok, at hende den første April, altså når det kører så er hun da ret sej, hun har noget smart tøj, og er en man gerne vil være sammen med.
Men ser du, i virkeligheden er det den VIRKELIGE April der er den mest seje af de 2. Den virkelige April overvandt sin angst og gik til lægen og fortalte alt -selv om den seje April protesterede det bedste hun havde lært og fik den virkelige April til at have det dårligt bagefter. Det er også den virkelige April din veninde er veninde med! For ellers ville hun jo være løbet skrigende bort efter den dag ved lægen. Det er den virkelige April der er trofast og vil andre det bedste. Det er den virkelig April dine klassekammerater kan mærke derinde bag facaden, og jeg tror helt sikkert det faktisk er hende de bedst kan lide -det har de jo selv "sagt": Er du blevet drillet af dine klassekammerater over at du har grædt i skolen nogle gange? Nej, vel? Er din facade blevet drillet? Ja, med tøjet.
Grunden er faktisk simpel, for andre kan jo mærke når man ikke er sig selv -når man er en anden. Så ved de heller ikke hvor de har dig, for de kan ikke mærke den rigtige dig, og det giver en usikkerhed der hos nogle altså bliver til mobning.
Jeg tror godt din mor ved at det ikke går så godt, men hun tager sig til takke med at hvis du smiler lidt, så går det sikkert bedre. Jeg er lidt nysgerrig, for hvilken periode er det at din mor synes at det er begyndt at gå bedre fra? Fra vi begyndte at skrive sammen? Eller før?
Jeg kan i hvert fald mærke en stor ændring fra starten, og selv om du også reagerer ved at være ked af det og har taget piller, så er der en anden del af dig der virker mere afklaret på en måde. Og er der bare det mindste rigtigt i dette, så er det endnu mere vigtigt at du får et psykologforløb for en ting er at skrive lidt med en ukendt -det er noget helt andet at være i et forløb hos en der er uddannet til at hjælpe dig på den helt rigtige måde.
Jeg tror din mors kæreste er en af den slags mænd der er meget mere fysisk stærke end de selv er klar over. De kan ikke forstå at et lille "for sjov-dask" faktisk kan gøre temmeligt ondt. Men det viser også et problem med at respektere andres grænser og det bekymrer mig ærlig talt noget, alkohol eller ej. Det er klart, at har han også været lidt småfuld nogle af gangene så er det sværere for ham at vurdere hvor hårdt han dasker til jer. Men han burde lade være hvis I har sagt fra, og din mor burde også støtte dig her når du ikke kan lide det, uanset hvad han så end mener om det.
Men det er ikke ham du skal fokusere på lige nu, du skal fokusere på dig selv, den RIGTIGE April, hende den skønne, tænksomme, hjertevarme, intelligente men meget ulykkelige April, der altså har fortjent at få al den hjælp og støtte hun kan få. Lær hende at kende. Respektér hende. Lyt til hende. Hjælp hende. For hun har brug for dig ligesom du har brug for hende.
Ja min facade er nok noget af det værste. Men jeg har stort set altid haft facaden på. Det er kun når jeg er alene jeg kan være helt mig selv. Min facade bliver ofte ændret på.
Men den er ved at krakelere, jeg har lyst til at græde hele tiden! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere. Jeg vil helst isolere mig hele tiden!
Jeg kan ikke beskrive følelserne, jeg ved ikke hvad jeg føler!
Jeg er ikke blevet drillet over jeg har grædt, men der er ingen der ved det. Men der går jo en masse rygter. Har lige hørt de nyeste rygter, jeg er ikke til at stole på, og jeg ved ikke så meget.
Tror faktisk ikke der er nogle der aner at jeg ikke er så glad som jeg udviser.
Jamen da jeg var nede i psykiatrien med hele familien, noget tid efter jeg tog pillerne, sagde jeg -kun fordi de alle sad dig, og jeg kunne ikke andet - at alt var blevet så godt på det sidste.
Jeg ved ikke hvad der er med ham! Men jeg ved jeg har øjeblikke hvor jeg er rigtig rigtig bange for ham!
Jeg tænkte nok at du tit lavede om på din facade efter hvordan du tror andre vil have du skal være i det øjeblik. Det lyder til at være benhårdt arbejde og det slider også på din psyke, for du kan jo ikke slappe af i et eneste minut, så.
Jeg ved godt at det lige nu slet slet ikke føles sådan overhovedet, men jeg tror faktisk at det er en rigtig god ting at din facade krakelerer. Og jeg tror at det faktisk er et sundhedstegn, selv om jeg udemærket godt ved at for dig er det noget af det mest skræmmende du endnu har oplevet. Som jeg skrev i sidste indlæg, så er den ægte April meget stærkere og meget mere modig end din facade. Det var jo den ægte April, der så sin største frygt lige i øjnene og gik op til lægen og fortalte alt! Og det var meget meget modigt gjort. Faktisk så modigt, at der er mange voksne der er for bange til at gøre det du har gjort.
Så længe du har din facade, taler de rygter på en måde sandt. For det er lige præcis det, der er det store problem med facader: fordi man ikke er sig selv, så er man netop ikke til at stole på -du udgiver dig for at være en anden person end den du rent faktisk er. Dine skolekammerater ved selvfølgelig ikke hvorfor, men de kan bare mærke at der er noget der ikke stemmer. Og det reagerer de på, som jeg skrev sidste gang.
Også derfor er det godt, at din facade krakelerer. For den person der er indenunder er så meget mere, den rigtige April er jo en rigtig, levende pige, med følelser -ægte følelser. Og ja, hun er meget ulykkelig og forvirret og sikkert også temmelig bange fordi hun har været skjult i så lang tid. Men heldigvis har hun hele tiden skinnet igennem facaden, så en del af dig kender de jo. Lige nu er de bare usikre på hvad der er facade og hvad der er ægte. Du skal ikke tænke så meget på de rygter, du skal derimod fokusere på dig selv, og mærke indad. For du og din veninde, ja alle der kender dig bare lidt, ved jo godt at du netop er til at stole på, så det er bare rygter. Intet andet.
Jeg ved godt at det er meget svært for dig at beskrive hvad du føler. Men du må prøve alligevel. Brug den liste af følelser jeg skrev ned, og evt. også dem fra tidligere indlæg. Tænk på lægebesøget igen og spørg dig selv: "Er jeg bange?" Luk øjnene, og mærk efter, virkelig mærk efter. Det kan måske hjælpe at spørge dig selv højt, så du også hører spørgsmålet. Når du har svaret på det, går du videre til det næste på listen. Du må også gerne sætte andre ord på hvis de passer bedre. Men giv dig god tid. Og skriv svarene ned. For jeg tror at du føler mange ting på en gang, og det gør det umuligt at beskrive med et eneste ord -og også filtre følelserne ud af hinanden.
Dette her er meget vigtigt, for kan du beskrive hvad du præcis følte efter det lægebesøg, så kan du også forholde dig til de følelser og forstå dem. Og det er hele nøglen til at du får det bedre, for det vil gøre at du kan tage imod hjælp -af psykologen og i det hele taget. For ingen mennesker kan gå igennem livet uden at bede andre om hjælp. Og for at bede om hjælp må vi først acceptere at vi er sårbare og ikke er perfekte og erkende at det er ok at vise det til andre.
Det er helt ok at du sagde som du gjorde i psykiatrien, jeg tror godt din mor ved at du ikke har det helt godt. Jeg tror den bemærkning om at det var begyndt at gå så godt, var sagt lige så meget for at overbevise sig selv som psykologen. Det lyder lidt som om din mor har svært ved at indrømme over for sig selv at alt ikke går så godt som det burde. Hun har måske også svært ved at vise sårbarhed og har måske også en facade at leve op til.
Det er i hvert fald ofte sådan, at personer der klamrer sig til en facade ofte kommer til at såre de nærmeste omkring dem -ikke fordi de vil men fordi de bliver tvunget til at tage skyklapper på og måske endda overtræde deres børns grænser for at opretholde illusionen om at alt er perfekt. Og det er en anden meget vigtig grund til at det er så vigtigt at du dropper din facade, for jeg tror ikke du vil kunne holde til at såre andre, selvom det ikke er med vilje.
April, husk det nu: Du er ok lige som du er! Du har mange kvaliteter, rigtig mange endda. Du har fortjent at blomstre og skinne. Og du har fortjent at få hjælp.
Det er ok ikke at være perfekt. Ingen er perfekte -ikke engang maskiner.
Ja nu facade laver sig om når jeg ved der noget nyt om hvordan en perfekt person skal være.
Jeg ved ikke der vil ske, når facaden er helt væk. Når jeg slet ikke kan holde den oppe mere. Så vil jeg nok bare græde hele tiden!!
Ja rygterne er sikkert rigtige, ellers ville de ikke være der.
HADER FØLELSER! Det er kun noget rod!
Tror måske jeg er flov over jeg sagde alt det, bange for hvad der skal ske nu, følte mig udstillet, og forvirret. Ved det ikke rigtigt..
Jeg ved min mor heller ikke har det fr let. Men jeg tror faktisk hun tror på det går okay. Ellers vil hun helt sikkert sige noget!
Lige nu tænker jeg mest på 9.klasse.
Jeg har lyst til bare at droppe ud. Kan ikke klare det mere!! På nogen måde overhovedet!!!
Du har helt ret, følelser ER noget rod, og særligt når man er 15 år. Tro mig, det bliver bedre, både når du lærer dine følelser at kende og når du kommer ud af puberteten som oven i alt det andet altså ikke er den nemmeste tid i livet.
Mht. skolen er du nok lidt heldig her, for det kan jo være at der fra næste måned kommer en lang skolepause helt af sig selv -lærerne risikerer nemlig at komme i konflikt med deres arbejdsgivere og sker det, så lukker skolen.
Under alle omstændigheder så tror jeg ikke at du på nogen måde kan gennemføre uden at få hjælp, det er alt for hårdt at have det sådan som du har det og at skulle til eksamen gør det ikke lettere. Men tag nu een ting ad gangen: først skal du tale med den psykolog, det er din nøgle til alt andet -dine følelser og din eksamen. Det er lige præcis derfor at det er så vigtigt at du er helt ærlig over for psykologen.
Jeg forstår godt at du føler flovhed, for efter hvad du har fortalt om din familie så lyder den pæne facade til at være en vigtig ting helt generelt og her passer psykiske problemer ikke så ind, vel? Men som jeg skrev i går, så duer facader ikke, det dræner dig for al energi og det vil kun kræve mere og mere af dig at opretholde en facade. Det er også derfor at du ikke kan lade være med at skære i dig selv.
Den ENESTE måde at du får det godt på, er at kyle den facade hen i et hjørne. Og ja, så græder du nok hele tiden, men det er jo også sådan du har det! Og jeg tror også at det "kun" vil være her i begyndelsen at du vil have det sådan, for lige nu er der så mange følelser der trænger til at komme ud.
Prøv at gennemgå den følelse du havde efter at have været ved lægen igen, indtil du kan mærke hvad du følte, hver følelse for sig. Det er meget vigtigt! For hvis du ikke ved hvorfor du får det så skidt af at bede om hjælp, risikerer du at du aldrig vil kunne bede om hjælp til noget overhovedet -selv at bede om en papirclips vil kunne blive meget svært -og sådan kan ingen menesker leve.
Husk nu på, det du går igennem lige nu er den allersværeste fase. Det er langt nemmere at bære når man har en til at lytte og hjælpe, og det er jo det psykologen vil kunne gøre, men kun hvis du giver hende lov.
Forstår slet ikke hvorfor de er skabt, kun for problemer altså. Orker dem ikke.
Ja, hvis det bliver til noget med de lære. Må sige at jeg (godt nok uenige med rigtig mange andre) krydser fingre for det sker. Godt nok skal man stadig op til sine eksaminer men så er der noget pause der. Vil vildt gerne vælge nogle af mine eksaminer fra, for er der er sindsygt mange jeg slet ikke føler mig klar til, på nogen måde, og jeg kan ikke overskue det. Flipper fuldstændig ud over tanken af eksaminerne.
Ved godt at jeg burde vente og se hvad der sker, fordi jeg nu er kommet til en skolepsykolog, men der er altså bare ikke lang tid til, så lige pludselig står jeg i mine eksaminer. Og hvis jeg vil melde nogen fra, skal jeg til det.Jeg har desværre bare ikke nogen på min side i den sag...
Det er vel meget rigtigt. Ved bare ikke hvordan folk vil tage mig som jeg er, og med alt det bag mig. De har så mange fordomme om personer som mig. Ville ikke dømmes mere end jeg gør, det kan jeg ikke klare.
Jeg har fortalt min veninde om det at jeg er bange for følelserne, og at jeg altid har fået banket ind i hovedet at de ikke er okay. Hun prøver nu det modsatte, og fortæller mig det er okay at græde. Det har endnu ikke hjulpet, men hun prøver.
Som det ser ud lige nu, så tror jeg ikke jeg kan give helt slip på facaden. Måske til næste år når jeg starter på en ny skole og sådan.
Det er begyndt at gå derud. Hader at spørge om hjælp. Jeg gør det heller ikke gerne igen da.
Jeg kan mærke jeg igen er ved at give op.. Kan ikke mere. Jeg fik 2 smertestillende idag pga. menstruationssmerter godt nok, men det var bare det at jeg tog nogle piller. Havde lyst til at tage mange mange flere. I mens min mor stod der. Det var en forfærdelig fornemmelse. Men har virkelig lyst til at prøve igen!!
Du skal netop ikke gøre andet end at være dig selv og være helt ærlig. Det er mennesker der vil dig det bedste og har forstand på det. Og som kan banke lidt fornuft ind i hovedet på dine forældre, for det trænger de ærlig talt til.
Når du får lyst til at tage en overdosis af piller, så er det jo netop for at få lov til at give slip på det hele og slippe det store ansvar du føler du bærer rundt på.
Prøv at se indlæggelsen på samme måde, blot en måde der er meget mere konstruktiv og også effektiv i forhold til hvad du faktisk gerne vil opnå, nemlig fred.
Dit eneste job er som sagt at være ærlig.
Og husk du er en meget meget heldig person, du har nemlig en ven, din veninde, der her på det sidste har vist at hun vil dig som du er, at hun er der for dig. Dermed har du meget mere end mange andre, også de der på overfladen ser ud til at have mange veninder har ikke nødvendigvis en rigtig ven.
Læg kortene på bordet. Det kan du netop gøre under en indlæggelse for så er dine forældre ikke tilstede hele tiden. Sygplejerskerne er gode at tale med, og sygehuset har også både psykologer og socialrådgiver der kan hjælpe dig med at få det bedre og alle dine praktiske bekymringer omkring din 9. klasses eksamen.
Så vær ærlig -og nyd at ansvaret ikke mere er dit alene.
Du vil stadig skulle kæmpe men nu bliver det nemmere fordi andre vil hjælpe dig og guide dig. Men kun hvis du åbner munden. Det er din eneste opgave og noget du skal gøre for dig selv og det liv du gerne vil have i fremtiden.
Ja. Men under indlæggelsen var planen ikke at jeg vil snakke om svære ting.
Ikke når jeg allerede er kommet igang hos en skolepsykolog. Syntes ikke det er så sjovt at snakke om.
Jeg har lyst til at tage de piller fordi jeg ikke magter at skulle have det forfærdelige liv her mere!!
Indlæggelsen kommer til at forgå som sygehuset vil have det. For jeg ved ikke hvad jeg ville kunne opnå med det.
Jobbet lyder enkelt, men er en kæmpe kamp!
Er også meget glad for hende på nogle punkter. Hun kender mig stadig bare ikke så godt. Men jeg ved nu at det er noget der skal laves om på. Er bare træt af jeg altid skal ændre mig for hun ikke bliver sur. For det gør hun.
Tror ikke jeg vil komme til at snakke om eksaminerne på sygehuset, men når jeg er færdig med indlæggelsen så tager jeg fat i enten min lære eller min uu vejleder.
Jeg kan ikke åbne munden. Det er en større opgave end hvad det lyder til!
Min mor og hendes kæreste er nu uvenner igen... Kan ikke klare at vi herhjemme længere! Gider ikke det hjem her mere!!