Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Og når folk så kommer til mig med deres problemer eller hvad de nu er kede af. Så kunne jeg slet ikke forstille at skifte emne, på nogen måde. Ikke fordi jeg kan overskue at hjælpe andre, for det kan jeg ikke, selvom jeg gerne vil, men jeg gør det alligevel.
Jeg ved ikke hvorfor min skole er sådan, sådan har det heller ikke altid været, men sådan er det bestemt blevet!
Jeg ved godt det er vigtigt men jeg syntes ikke hun skal vide det, ved godt det er dumt, men ingen skal vide det, for jeg vil ike dømmes på den måde.
Jeg skære ikke mig selv i armene, har jeg gjort en gang, men det kan man ikke rigtigt se, så hvis han bare skal tage en blodprøve ser han intet. Det man kan se kan være alt muligt andet.
Jeg vil ikke rigtigt snakke med min lære IGEN. Jeg kan jo ikke blive ved. Jeg ved godt det ikke er sundt, men jeg vil ikke bryde sammen i skolen, det er sket en gang, og det skal ikke ske igen. Heldigvis inden jeg flyttede klasse, så de ved intet.
Som skrevet før syntes jeg det er urolig svært at sætte ord på mine følelser. Men det er en vrede blandet med sorg. Og de ting du skrev med lavt selvværd osv. det er meget rigtigt!!
Der er nu ikke så lang tid til min tid hos læge det er næste mandag. Og for mig er ventetiden godt nok, det gør jeg kan nå at tænke over alt inden.
Ja, det er godt at du kan nå at tænke over det hele inden, det har jeg også selv tænkt.
Du skriver at du ikke vil dømmes som en cutter. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det mon ikke er den tåbelige mail du fik fra hende du kendte, der spøger? Og den mobning som du tidligere har været udsat for?
Ingen seriøse mennesker dømmer dig. Lægen vil ikke dømme dig. Han ved jo godt hvorfor det er noget du gør. Det gør dig ikke til mindre værd som menneske, du er ikke en taber af den grund, du er ikke en taber overhovedet! Du er tværtimod en fighter, og en modig en af slagsen.
Det er så vigtigt at du får fortalt sandheden til lægen. Kun hvis du er ærlig kan du få den rigtige hjælp. Jeg ved udmærket godt at det slet ikke bliver let, for jeg kan godt mærke at du skammer dig over at du skærer i dig selv. Men der er altså intet at skamme sig over, du gør det fordi dit liv har været langt sværere end de flestes. Du skal som sagt have hjælp til at håndtere psykisk stress på en anden måde. Og så er det også vigtigt at din familie forstår at der er nogle ting der må ændres i den måde I er sammen på. Ellers mister begge dine forældre jo både dig og din søster, du kan jo se hvor lidt din søster er hjemme.
Jeg ved godt at det ser ud for dig som om, at dit liv vil blive ved med at være sådan her altid. Men det passer altså slet ikke. Tænk på, at du slet ikke er udvokset endnu. Din hjerne er fx først færdigmodnet om 10 år! Det sidste der modnes, er lige præcis evnen til at tænke langsigtet og kunne forudse konsekvenser af ens valg. Du vil se helt anderledes på verden alene i kraft af at du bliver ældre. Det er ekstra svært lige nu, fordi du sikkert hører, som jeg selv hørte som teenager, hvor skøn en tid i livet du er i lige nu. For mit eget vedkommende, begyndte livet først for alvor i 20’erne. Teenageperioden var rædselsfuld, af grunde der faktisk ikke var helt ulig dine. Det er ikke sådan at mit liv i dag ikke er uden problemer, slet ikke. Men verden er bare blevet så meget større og der er mange ting der er meget lettere at sætte pris på. Og så er der personer og episoder jeg på en helt anden måde kan undgå end da jeg var barn og ung. For i dag bestemmer jeg jo selv.
Og det kommer du jo også til.
Det er supervigtigt at du er ærlig over for lægen, fordi du dermed også vil være tvunget til at sige nogle ting du skammer dig over, højt. Og det er første skridt mod at du får det bedre. Intet bliver mindre pinligt eller forsvinder ved ikke at blive nævnt. Tværtimod. Får du snakket om det, kan du også hjælpes.
Og nu kan du måske ane, hvorfor jeg bliver ved med at skrive at du er modig. Det letteste er jo bare at give op, lade være med at sige noget og langsomt lade sig synke længere og længere ned i mørket. Det modigste er at kæmpe imod, at kæmpe mod dine indre dæmoner og række hånden ud efter hjælp –ved at lægge det hele frem på bordet. Problemer og svære tanker og handlinger bliver lettere at bære ved at komme ud i lyset. Og det er jo det du faktisk er i gang med. Selvfølgelig er du bange, det er jo helt nye stier du er ved at betræde. Men du kommer heldigvis ikke til at skulle gå helt alene, for der er hjælp at få.
Faktisk vil du opdage, at der intet pinligt er overhovedet. For du er jo ikke en taber. Du er intelligent, tænksom, hjælpsom, en fighter. Det lyder da ikke som en taber, vel?
Jeg ville kunne fortælle lægen det hvis jeg var 18 og min mor intet behøvede at vide, men sådan er det jo ikke. For jeg er kun 15...
Jeg er jo blevet dømt, og det rygte kender mange til. Jeg er jo en klam emo cutter! En taber, en snob, luder osv.
Jeg kan ikke klare at skulle leve sådan her i 5 år længere, ikke engang et halvt år. Det har varet i alt for lang tid..
Jeg tror virkelig ikke på at det bliver bedre lige foreløbig. Og det er derfor jeg ikke gider mere.
På en eller anden måde føler jeg mig ensom. Har snakket lidt med min søster, hvor hun sagde at hun følte mor var blevet ligeglade med os, of hun var blevet en helt anden.og jeg gav hende ret.
Men jeg har svært ved at give hende ret, ikke fordi jeg ikke mener det samme for det gør jeg, men jeg har det med bare at forsvare.
Der ER jo hjælp at få, men du må række hånden ud.
Lad være med at tænke på de sølle fjolser der kaldte dig de grimme ting. Tro mig, selv andre unge på 14-15-16 år der er bare nogenlunde velfungerende oven i hovedet, ved jo godt at det bare er ondsindet sladder. Dem der hopper på den har selv meget store problemer der meget vel kan ligne dine. Hvis du virkelig kunne være flue på væggen, så ville du også blive overraskede over hvor få de overhovedet kan komme til at fortælle sladderen til. Og selv af de der hører det, vil en stor del sige, nå –og?
1) Du er jo ikke en luder, du har selv fortalt mig at du slet ikke er begyndt med drenge endnu. Og selv om du var, så ville det stadig ikke gøre dig til en luder.
2) Du er ikke klam, du går jo i bad og den slags.
3) Emo –forkortelse for emotionel, altså følsom. Og betegnelse for en livsstil, en form for mix af tyl og punk der har manga-stilen som forbillede, og hvor cutting indgår som en del af det at være med i gruppen og ses som en optagelsesprøve. –egentligt er det nutidens udgave af goth-stilen, som tiltrak mange af de samme typer unge for ikke så længe siden.
Om du er emo ved jeg jo ikke, du har ikke fortalt om din tøjstil. Men jeg vil da gætte på at du har den tøjstil som de fleste andre 15-årige piger nu engang har. Og er du emo, hvad så? Du er i din fulde ret til at gå klædt som du vil, det kan udelukkende blive en sag mellem dig og dine forældre, og ingen andre!
4) Du er jo heller ikke en snob, bare fordi du ikke er udadvendt.
Som jeg skrev før, så er en snob en person der ser sig bedre end andre. Det er vist en meget passende beskrivelse af de tøser der har mobbet dig.
De har kun været efter dig, fordi de selv ikke er stærke nok til at hvile i sig selv. De bliver nød til at vise over for andre, sig selv og hinanden at de er nogle seje tøser og ikke nogle tabere, for ellers er de bange for at de selv vil blive dømt på samme måde som de nu dømmer dig. Det handler SLET IKKE om dig, men om deres manglende selvværd og indbyrdes magtkampe. Det går kun ud over dig, fordi de kan se at du er et let offer der ikke brokker dig.
Har du en depression, og det er der altså meget der tyder på, så er det en del af sygdommen at du ikke kan se at tingene nogensinde kan ændres, og at det umuligt kan blive bedre inden for en overskuelig fremtid. Men det kan det altså godt, April.
Jeg tror at grunden til at du har så svært ved at din mor skal kende sandheden er, at du prøver at beskytte hende, som du sikkert har forsøgt at beskytte hende mange gange da du var yngre. Måske er du også flov over det, fordi du føler at du så er en dårlig og utaknemmelig datter.
Men April, sådan som du er, kan du aldrig være en dårlig datter! Og du er heller ikke utaknemmelig, du reagerer faktisk bare på en opvækst der har været alt andet end let. Du skal have hjælp NU. Din mor og far skal blive bedre til at tage ansvar for at du får plads til at være dig, og blive set og mærke at du er elsket. Du er så gammel nu, at ansvaret for at du får det godt er ved at ligge hos dig. Men dine forældre har ansvar for at rammerne for, at du kan have det godt med dig selv er i orden. Dvs. at de skal gå lidt mindre op i sig selv og lidt mere op i dig, og også blive bedre til at fortælle dig at de elsker dig som du er.
Får du det meget skidt inden du har den tid ved lægen, så må du ringe til ham direkte mellem 8 og 9 og sige, at du har behov for at komme samme dag. Og fortæl nu lægen at du skærer i dig selv. Og at du har det meget svært med at din mor skal vide det. Det er helt ok.
Min stil er ikke emo, overhovedet ikke! Men er blevet kaldt en klam emocutter 2 gange!
For mig er min fremtid helt sløret! Med alt, selv med hvad jeg vil, fordi jeg ikke har overskud til at tænke over sådanne ting. Og der sætter skolen mange krav! Det gør de bare med alt, og efter mine karakterer har jeg endnu mere overvejer at droppe ud.
Jeg gør alt for at beskytte min mor! Jeg vil helst ikke have ligesom med alle andre at hun skal have det dårligt.
Jeg kan ikke rigtigt lide at skulle kunne ringe igen! Men helt seriøst, så jeg mest bare lyst til at ligesom bare ikke være her mere! Syntes al er så uoverskueligt, og besværligt!!!
Glem nu alt om hvad nogle tåber har sagt til dig, det passer jo ikke og det ved du godt –og vigtigst af alt, det ved alle andre faktisk også –de har jo øjne i hovedet, ikke?
Du SKAL åbne dig for den læge. Lav en seddel som du kan give dig, for ja, du får helt sikkert svært ved at sige det til ham med ord. Så giv ham seddelen, sig at det er svært at sige. Det er ikke underligt overhovedet. Men siger du at du har det fint, kan ha jo intet gøre. Ingen mennesker i verden kan hjælpe dig hvis du ikke rækker hånden ud. De må jo tro på hvad du siger –og skriver. Og fortæller du en løgn, så er dét det eneste de kan handle ud fra!
Nu tager du din telefon, og så ringer du HER, lige med det samme: LIVSLINIEN - telefon 70 201 201 Livslinien har en brevkasse og tilbyder telefonrådgivning for bl.a. mennesker med selvmordstanker. De har åbent hver dag fra kl. 11.00-23.00.
De folk der sidder der, har været igennem det samme som du, eller har på anden måde haft det tæt inde på livet. De VED PRÆCIS hvordan du har det!
Du skal IKKE beskytte din mor, hører du! Din mor er en voksen kvinde, hun kan sagtens klare sig selv. Desuden har hun en kæreste der støtter hende så hun er ikke alene. Du må ikke misforstå dét at være bekymret med dét at have det dårligt. Jeg er bekymret for dig, April. Meget endda. Men jeg har det ikke dårligt. Din mor vil også være bekymret. Men det er ikke det samme som at hun vil få det dårligt. Hun står ikke alene. Hun har en kæreste der vil hjælpe og støtte, og sikkert også veninder der vil.
Du må ikke tage ansvar på dig, der ikke er dine. Du ødelægger ikke nogens liv ved ikke altid at gøre dem godt tilpas. Du har sikkert lært, at egoisme er en grim ting. Men sund egoisme er en nødvendighed. Vi kan ikke være noget for andre, hvis vi helt mister os selv. Og vi mister os selv hvis vi ikke respekterer os selv, ikke anderkender vores egne grænser, ikke anderkender at det også er ok at sige ordet ”nej” når venner kræver at vi involverer og i dem. For den slags kan man ikke kræve. Det er et privilegium som man skal gøre sig fortjent til. Kun børn og unge kan kræve involvering og kærlighed, og kun af deres forældre.
Den der skal have hjælp og beskyttelse, er tværtimod dig. Og du kan tro jeg ved, hvor svært det er at fortælle om dine følelser og tanker, når du i det meste af dit liv har fået fortalt at de kun er ok hvis det er glade følelser og positive tanker. Men du er faktisk rigtig god til at skrive. Og kan du ikke få skrevet noget ned til lægen, så print denne tråd ud!
Det er klart at du ikke kan se fremtiden lige nu, du har det jo ad h til. Men du skal nok komme igennem, tro mig –men ræk nu hånden frem til hjælp så du ikke skal gå hele vejen alene, når der nu står mennesker der gerne vil hjælpe. Denne tråd er blevet åbnet over 1000 gange, det fortæller jo også at du og din historie er vigtig!
Jeg har skrevet det før, men det er fordi det passer, April: Du er omsorgsfuld, intelligent, dygtig til at skrive, til at stole på og så er du hamrende sej og modig. Du gør verden til et bedre sted. Vi behøver flere af din slags, ikke færre!
Jeg kan bare ikke glemme det. Troede mobningen var ude af mit liv, men nej nej, så kommer det tilbage. Ingen kan lide mig, folk glemmer mig. Folk jeg turde betro mig til, går nu bag om min ryg, og har fundet ud af at jeg aldrig rigtig var deres veninde. Føler mig som verdens største tåbe!
Jeg kan bare ikke åbne mig, og jeg vil føle mig så dum hvis jeg kom ind med en seddel. Der må bare være nogle der har bestemt at jeg bare skal have det dårligt!!
Jeg har nok i at skulle snakke med lægen, kan ikke snakke om det. Så at skulle ringe til livslinien(tror nok det hed sådan) kan jeg slet ikke lige nu. Jeg er allerede nu ved at dø af nervøsitet over at skulle ned til lægen.
Jeg vil bare ikke have min mor har det dårligt! For selvom jeg ikke ved hvor meget jeg elsker hende længere, så hader jeg jo når folk har det dårligt. Jeg føler det hele var min skyld at hendes verden brød sammen da jeg for et halvt år siden tog de piller, siden dengang har jeg virkelig gjort alt for at hun skulle have det godt. Desværre lægger hun ikke rigtigt mærke til det...
Jeg føler bare at jeg har et hvis ansvar for at andre har det godt. Jeg ved hvor meget jeg hader egoistiske folk, som bare tænker på sig selv sådan hele tiden. Ved godt man skal gøre det nogengange, og dem hader jeg bestemt heller ikke. Men jeg vil helst ikke være noget der ligner egoistisk. Jeg er blevet dømt nok i forvejen, og den ting vil jeg helst ikke have på mig.
Ved godt at bekymring og det at have det dårligt ikke er det samme.
Jeg vil bare helst ikke være et problem for andre, eller en man hele tiden skal tage hensyn til. Vil ikke være noget midtpunkt, eller den man tænker på.
Jeg ved ikke hvad jeg egentlig vil, for ikke lang tid siden var jeg så sikke på at nu var jeg på den rigtige vej, skulle til lægen, og snakkede med nogle i skolen.
Men nu... Nu ved jeg knap nok hvad op og ned er altså. Det eneste jeg ved er at det jeg helst vil, er dumt, men det trækker...
Dvs. at rigtig mange læser med her, og jeg kan love dig for at de bestemt er alt andet end ligeglade med dig! Jeg tror faktisk at mange læser med hver gang vi skriver her, og det modbeviser jo at du bliver glemt! Og modbeviser også at de ikke kan lide dig.
Du har haft nogle grimme oplevelser med nogle piger der har misbrugt din tillid for at hævde sig selv overfor nogle helt andre. Det er en rigtig ubehagelig erfaring, og den slags gør ondt. Men de tøser udgør jo ikke hele verden, og heldigvis for det. De aner ikke hvor heldige de har været, de får sandsynligvis aldrig chancen for at få en så god og trofast ven igen, for ingen gider for alvor at være venner med de typer.
Det er din slags, din type, der er værdsat som ven! Fordi du lytter til folk. Du skal bare lære, at nogle gange skal andre altså også lytte til dig. Når du hader at andre har det skidt, så er det måske fordi du bliver meget påvirket af dårlige vibrationer, ligesom den artikel om særligt sensitive taler om.
Du har IKKE et ansvar for at andre har det godt! Den magt har du jo slet ikke over andre menneskers skæbne, April. Heller ikke din mors. Hendes liv er hendes ansvar. Hun er voksen. Den eneste skæbne du kan ændre, er din egen.
Hvordan kan det være egoistisk at være sig selv, uden at bilde andre ind at man er anderledes end man er? Det eneste du kan, er at være dig selv, helt og holdent. Det er ikke at tænke på sig selv hele tiden. Hvis du ikke respekterer dig selv, hvordan skulle andre så kunne gøre det? Respekterer du dig selv, får du det bedste frem i andre. Hader du dig selv, vil nogle andre der har det skidt med sig selv, se det som en undskyldning til at være led mod dig fordi de så kan bilde sig selv ind, at sådan er de i hvert fald ikke. Andre vil komme til det uden at vide det, fordi de ikke kan se hvor de skal gå i forhold til dig. Hvis et dyr ikke kender sine egne grænser og ikke respekterer sig selv, så bliver hele flokken usikker, og de nederste i hierarkiet vil gå til angreb på det usikre dyr, fordi de selv bliver usikre. For et usikkert dyr giver uklare signaler. Sådan er det også dybest set også med os mennesker, og det er meget vigtigt at erkende.
Den eneste der dømmer dig, er dig selv, April. Og du er en grusom dommer. Men du dømmer helt ufortjent, for du er et godt menneske. Lyt ikke til den indre stemme der siger at du er helt forfærdelig, for det er du ikke. Og det er ikke egoistisk at bede om hjælp. Tværtimod.
Prøv at se det helt objektivt: Hvis du tager dit liv, bliver din mor knust. Din far bliver knust. Din søster bliver knust. Det er den eneste magt du har over deres liv. De kommer aldrig over det.
Forsvinder du helt ind i mørket, så hjælper du heller ingen. Verden bliver ikke et bedre sted at være fordi du har det elendigt. Så stor magt har ingen mennesker. Hverken præsidenter eller konger eller superstjerner.
Beder du om hjælp, så er du netop ikke noget problem, ikke en man skal tage hensyn til i alt. Du er ikke et problem, fordi du gerne vil mærke at du blive set og holdt af. Det er din fødselsret. Ingen kan blive til hele mennesker helt alene. Alle har brug for at blive elsket og holdt af og accepteret. Det er ikke at være et problem. Får du kærlighed, så giver du den jo også igen, bliver du holdt af, holder du også af. Bliver du set, ser du også andre.
Men beder du ikke om hjælp, så ender du med at blive alt det du ikke vil være. Ikke fordi du så er ond. Men fordi du ikke har overskud til andet. Det kræver jo overskud at se ud i verden og se andre. Når man har det psykisk meget skidt, så bliver ens verden også meget mindre og man kan kun se sig selv uanset hvor meget man gerne vil se andre. Man bliver sin egen verdens centrum af ren og skær nød og for at beskytte sig selv, og derfor kan man tro at man har ansvar for alle andre. Ikke engang kejseren af Kina ville kunne have den magt!
Det er ikke dumt at komme med et stykke papir til lægen. Det er smart og udviser selverkendelse. For vil du ikke ligge andre til last, ikke være besværlig, så er din ENESTE mulighed at bede om hjælp så du kan hjælpe dig selv. Tager du dit liv, vil du lægge et tungt åg på alle der holder af dig som de aldrig vil kunne lægge fra sig. Lader du dig synke ned i mørket bliver du netop en der konstant skal tages hensyn til. Men kæmper du med alt hvad du har, så vil du kunne give så meget til andre fra dine allerførste skridt hen imod lyset.
Kæmp, April. Vi har jo brug for dig!
Det kan godt være a der er mange der åbner tråden, men det er jo ikke folk jeg har omkring mig. Jeg har ingen omkring mig, har en søster som jeg ikke kan fortælle noget til, så har jeg en veninde, som kun vil snakke om hende, og som jeg slet ikke kan være mig selv sammen med.
Den slags gør ikke kun ondt. Det har gjort at jeg nu har endnu sværere ved at betro mig til andre. Og når man ikke kan det, så tror jeg altså det er svært at finde venner/veninder.
Jeg ved godt jeg ikke har den magt at skulle gøre alle glade, men det har jeg gjort så længe jeg husker. Jeg har altid været mellemledet når 2 var uvenner og har sørget for de blev veninder igen, tror folk regner med at det gør jeg.
Jeg syntes heller ikke det er egoistisk at være sig selv, det kan jeg bare ikke være. For efter jeg tog pillerne har folk bare dømt mig, og derfor har jeg lige siden ændret mig, for at folk måske kunne lide mig.
Jeg kan ikke respektere mig selv, for jeg syntes ikke der er noget at respekterer.
Jeg er ikke den eneste der dømmer mig. Personen som startede rygtet om at jeg er en klam emocutter, hun dømmer da. Og alle dem der acceptere at hun har sagt det. Alle dem der pludselig ikke kunne lide mig mere efter de hørte sandheder, de dømmer også. Jeg lytter til dem hvis det virkelig er hvad de mener.
Det kan godt være de bliver kede af det, men lige nu føler jeg at jeg ingen forældre har. Jeg har INGEN!
Jeg ved godt at verden ikke ville være et bedre sted. Men lige nu føler jeg mig mere besværlig end noget andet.
Jeg ved hvor sur min søster blev på mig da hun fik af vide jeg havde taget pillerne, hun sagde jeg tog al opmærksomheden.. Og det vil jeg ikke have hende til at sige igen, eller nogen andre!
Kan jeg få det værre end jeg har det nu?! Det tror jeg ikke er muligt!