Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg kan sagtens forstå at du ikke synes det er sjovt at snakke om, de problemer du må slås med er jo ikke noget nogen synes er rare at have -og langr de fleste mennesker vil allerhelst bare være som alle andre.
Men det er faktisk vigtigt at du griber den ekstra chance det faktisk er, at få snakket ud på sygehuset også. Din læge fortalte dig at der skulle kigges hele vejen rundt om dig. Med det mener han, at sygehuset både vil kigge på dit helbred og hvordan du har det med dig selv, med skolen -både socialt og fagligt, og ikke mindst hvordan du har det i din familie og sikkert også dine forældres måde at være på både helt generelt og sammen med dig.
Der er flere grunde til at sygehuset vil det. Den ene grund er, at du jo har nogle symptomer der slet ikke passer sammen med at du kun skulle have en intolerans for mælk. Måske fejler du noget mere. Men dine symptomer kan også sagtens skyldes det enorme psykiske pres du er udsat for hver eneste dag fra både din familie og fra dig selv.
Og uanset hvad der så en er grunden til at du har de symptomer, så vil det være næsten umuligt at gøre noget ved hvis du har det så psykisk skidt. Derfor har sygehuset også tilknyttet socialrådgivere og psykologer, og de vil helt sikkert være med i at skulle hjælpe dig.
Der er nemlig flere ting sygehuset kan gøre fordi de har flere muligheder end din skolepsykolog lige har. Men din skolepsykolog er vigtig for det er jo ham der skal følge op når du bliver udskrevet. Sygehuset kan fx snakke med din skole og arrangere en løsning til dig så du får ro til at komme dig uden at have en eksamen midt i det hele -de kan også foreslå og hjælpe med praktiske ting, som fx et efterskoleophold så du ikke skal leve i et evigt minefelt af skænderier -det er nemlig dybt skadeligt for dig, eftersom det snadsynligvis er det der har startet det hele for dig i sin tid da du var lille.
Du bliver simpelthen nød til at "planlægge" at vil have et bedre liv -og altså være ærlig uden at stille facaden an på sygehuset. Du er så ufattelig heldig at få muligheden fo at blive omgivet af nogle meget dygtige mennesker, der vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe dig til at få det bedre -og til at ruske op dine forældre, for det har de ved gud brug for!
Men du SKAL altså åbne munden, ellers kan ingen hjælpe dig! Og får du ikke hjælp ser din fremtid altså ikke særlig lys ud.
Men får du derimod hjælp så vil du have alle chancer for at kunne blomstre og stråle, som det hele tiden har været meningen at du skulle.
Du må ikke være vred på din veninde. Du fortalte tidligere, at hun selv har store problemer og det lyder til at hun har det meget svært når de ting du fortæller hende på en eller anden måde kommer for tæt på hende -sikkert fordi hun har det ligesådan men ikke anderkender det bevidst. Hun lyder som en rigtig god veninde, hun er der når det gælder. Men hun er altså slet ikke stærk nok til at rumme alle problemerne, måske fordi hun har svært ved at skelne mellem hvad der hendes egne og hvad der er dine -det lyder meget sært, men det er faktisk noget der sker for rigtig mange.
Jeg kan kun råde dig til at være helt ærlig: når der bliver spurgt ind til hvordan du har det, så sig at det altså er noget du har meget svært ved at tale om fordi du er et privat menneske. Så har du været ærlig uden at have klasket hele dit indre følelsesliv ned på bordet.
Som sagt, jeg ved godt dette her slet ikke er let for dig. Og hvor ville jeg dog ønske at meget i dit liv var anderledes, du har slet ikke fortjent dette her.
Men netop fordi du ikke har fortjent at have det så skidt, så må du kæmpe med de der tilbyder at kæmpe med dig. Du har det i dig, det ved jeg. Hvis jeg ikke troede det , så var denne tråd jo løbet ud i sandet for længst.
April, du kan, du kan, du kan. Og endnu vigtigere: Du har fortjent et godt liv.
I dag har du i 2 mdr. gjort alt, hvad der står i din magt for at hjælpe April. Jeg har fulgt lidt med på sidelinien, og spørger dig nu: Har du nogensinde haft tanken, at April, der selvfølgelig fortjener et godt og lykkeligt liv, måske nyder at du, med dine kloge svar, hopper på, at hun har det meget dårligt. Jeg mener ikke, hvis man har det så slemt, som April giver udtryk for at hun har, vil kunne holde de skriverier igang dag efter dag.
Kære ven, pas på, at hun ikke sidder med et smørret grin på, både når hun selv skriver, og når hun læser dine hjælpende og omsorgsfulde svar.
K.h. 1ekser
Tak fordi du har læst med -og for din bekymring.
Dine bekymringer overvejede jeg faktisk helt fra starten af tråden, men der er flere grunde til at jeg er blevet ved:
1. April minder på en del måder om mig selv i den alder. Jeg kan sagtens huske hvordan tungen havde det med at gå i baglås hvis jeg skulle fortælle hvordan jeg egentlig havde det. I dag er jeg heldigvis kommet videre og har det godt med mig selv i dag, men sådan var det ikke dengang.
2. Der er mange som April, men deres stemme bliver bare aldrig hørt for det er de færreste der tør skrive i et forum som Netdoktor -og som rent faktisk kan finde ud af at udtrykke sig på skrift. Og det kan April. I April kan de se, at de ikke er de eneste der ikke "bare" lige kan snakke med en lærer eller lignende, og i svarene kan de forhåbentligt lære hvorfor det er så vigtigt alligevel at gøre det selvom det er så svært.
3. April er vedholdende blevet ved med at skrive tilbage, også når det har været svært. Og jeg tror at alle der har læst med har lagt mærke til udviklingen i indlæggene. Med andre ord, hun flytter sig.
4. Selv hvis det viser sig at April er en helt igennem fiktiv person der bare har nydt opmærksomheden (det tror jeg dog slet ikke på!), så tror og håber jeg at tråden netop vil kunne få de stille unge som har det lige så store problemer som de udadreagerende til bedre at forstå hvorfor de har det som de har det -og til at søge hjælp hos de rigtige. April er jo ikke den eneste der kæmper med en velfungerende facade og som fordi de klarer sig fint i skolen, ikke gør noget kriminelt og ikke drikker eller tager stoffer, netop har det med at blive overset af alle de voksne der omgiver dem -inklusive deres forældre.
Jeg tror man skal have været der selv for helt igennem at forstå hvor stor en magt den indre stemme har, der så længe man kan huske ikke har fortalt andet end at man er uduelig og dum -uanset ens intelligens og kunnen iøvrigt.
Så uanset hvordan denne tråd så måtte slutte, så har det bestemt ikke været spild af tid og krudt for mig -ellers havde jeg heller aldrig gjort det ;-)
Tak for dit svar. Det beroliger mig, at du kan følge min tankegang, og jeg håber så sandelig, at du er den af os 2, der har ret.
Jeg har selv haft masser af fysisk sygdom, og kan mærke at det efterhånden også påvirker psyken på den måde, at jeg bliver mere og mere introvert, hvor jeg i mine yngre dage var det stik modsatte.
Jeg vil ønske, det vil lykkes dig at hjælpe April, for hun må, med den intelligens jeg er sikker på, hun er i besiddelse af, kunne forstå, at du har gjort mere for hende end noget menneske kan forlange af et andet, når man husker på, at I kun kender hinanden gennem dette forum. Jeg siger foreløbig tak på Aprils vegne.
Knus 1ekser >3
Jeg vil starte med at svare på hvad du har skrevet 1ekser. Først vil jeg da sige jeg er ked af at troen på mit indlæg ikke er der. Jeg forstår selvfølgelig godt et eller andet sted den frygt for at jeg bare kunne sidde og grine bag skærmen. Men gør dog det stik modsatte. Jeg lyver overhovedet ikke! Og jeg mener hvert et ord! Jeg skriver alle mine tanker herinde fordi jeg et eller andet sted gerne vil have det bedre. Men kan ikke SNAKKE om det. Det er for mig lettere at skrive. Jeg er skam utrolig glad for at asklepiost hjælper mig så meget som hun gør! Og det hun skriver er en kæmpe hjælp, nogle gange overvejer jeg at skrive at alt er godt bare for at asklepiost ikke længere skal skrive. Men hjælpen er større end du overhovedet kan forstille dig! De svar jeg for får mig ofte til at græde, tanken om at nogen vil prøve at hjælpe MIG, og så gør svarende bare så meget inden i mig. Men tvivl ikke på hvad jeg skriver, for jeg mener det virkelig!!
Og asklepiost jeg håber virkelig du ved jeg værdsætter din hjælp! For det gør jeg.
Til asklepiost:
Jeg blev udskrevet allerede onsdag da undersøgelserne der var færdige. Sagde intet, da jeg ikke følte for at jeg skulle sige det. Vil heller nøjes med skolepsykologen.
Sygehuset vil også meget gerne have mig til psykolog. Tror også de mistænker at det er noget psykisk. Har bare aldrig kunne få mig selv til at tro på det er psykisk, fordi jeg ikke syntes det hænger sammen. Men jeg ved jo det hænger sammen modsat så hvorfor ikke.
Men ved næste indlæggelse er der en psykolog tilkoblet som jeg skal snakke med.
Skal forhåbentlig på efterskole næste år, det er også kommunen der hjælper økonomisk der.
Det er bare pisse svært at åbne munden. Det føltes umuligt. Når jeg så tænker at nu skal jeg fortælle det, klapper jeg helt i, og kan ikke få et ord ud.
Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre med min veninde. For jeg kan ikke få mig selv til at fortælle hende jeg ikke kan hjælpe hende mere. For jeg kan ikke rumme hendes problemer mere. Det kan jeg simpelthen ikke.
1 af grundene til jeg ikke rigtigt fortæller hende det hele er også fordi jeg ikke vil have hende til at føle det som jeg gør nu.
Hvor er jeg glad og lettet over at du svarer!
Du må ikke tvivle på at jeg har troet at du bare fandt på det hele. De overvejelser jeg fortæller om til 1ekser gjorde jeg allerede i forbindelse med mit andet indlæg til dig tråden, altså inden at jeg rigtig "kendte" dig. Men noget sagde mig helt fra starten at det ikke bare var almindelig teenageoprør og i det svar du gav tilbage dengang vidste jeg, at jeg havde ret.
Derudover er det faktisk langt sværere end man lige skulle tro, at holde styr på stil og hvad man har skrevet tidligere i en tråd så lang som vores hvis man sidder og digter -helt i modsætning til hvis det er sandheden, for man kan jo godt huske sit eget liv og dagligdag, ikke?
Der er bare ikke mange på din alder der er så vedholdende med at skrive tilbage som du er. Og det er måske det, der har været med til at 1ekser sendte mig en kærlig og venlig bekymring. Men ved du hvad, April. Fordi du skriver så ærligt herinde, og over en periode, så hjælper du og vil komme til at hjælpe rigtig mange unge der som dig har det svært!
Jeg blev bare så rørt over de ord du skrev til mig, og jo jeg har jo også godt kunnet mærke at det er noget du har været glad for, også selvom jeg indimellem går lidt til dig.
Jeg er glad for at det gik godt på sygehuset, de er dygtige til at kigge hele vejen rundt når det gælder børn og unge. Fordi din psykiske trivsel hænger så tæt sammen med din fysiske. Jeg er især glad for at de også kan se, at et psykologforløb vil være godt, for så er der både skolen og sygehuset til at sætte skub i tingene med at få gang i psykologsamtalerne. -Her kan "systemet" og kommunen nemlig godt være lidt tunge i det indimellem.
Især er jeg glad for at du også får mulighed for at komme på efterskole. Jeg tror du vil have rigtig godt at at få luftforandring og komme lidt væk hjemmefra når situationen med din mors kæreste og dig er som den er, foruden at din mor og hendes kæreste også skændes mens du kan høre det.
April, jeg ved godt at jeg har skrevet det før, men prøv lige een gang til at gå tilbage til dine allerførste indlæg i tråden. Og så sammenlign med dit seneste. Kan du se forskellen?
Du skriver at det er lettere for dig at skrive end at snakke og det er selvfølgelig også rigtigt. Men i starten af tråden havde du også svært ved at skrive om det. Tror du så ikke, at der vil være en chance for at du med tiden også ville kunne snakke om det -hvis du fik roen og det var på tomandshånd? Det tror jeg helt bestemt. For du er jo allerede ved at sætte ord på, du snakker allerede -bare med din indre stemme når du skriver, istedet for højt med munden.
Jeg er faktisk også meget meget glad for det sidste du skriver om din venindes problemer. -Ved du hvad, du kan mærke at du har en grænse! Det betyder at du er begyndt at respektere dig selv, lige så stille. Det er en kæmpe sejr, for det er første gang du har beskrevet at du rent faktisk passer på dig selv!
Nu ved jeg jo ikke hvordan det rent faktisk foregår når din veninde læsser af. Det er helt ok at hun fortæller at tingene hjemme er øv for tiden, at hun og hendes mor fx tit skændes eller hvad det nu er. Det er almindelig tillid og åbenhed til sin bedste veninde. Men der hvor du skal høre om alle detaljer og komme med råd eller "tale hende op" -det er en psykologs job, ikke dit. Din veninde har det jo også på samme måde med dig, hun ved jo godt hvad der foregår i dit liv, men hun kan heller ikke holde til at kigge ind i dine mørkeste tanker -og siger derfor fra.
Jeg vil forslå, at næste gang situationen opstå, så skifter du lige så stille emne. Reagerer hun på det, så sig at du rigtig gerne vil være hendes veninde og være der for hende, men at hendes problemer er alt for store til at du på nogen måde kan håndtere dem. Sig at du gerne vil vide hvad der foregår i hendes liv på godt og ondt, men at sidde og snakke om det i så store detaljer simpelthen gør ondt på dig -fordi du jo reelt ikke ved hvad du skal sige og gøre og fordi det rører ved nogle meget dystre tanker i dig selv. Din veninde bør måske også have psykologhjælp, som det mindste har hun i hvert fald brug for en voksen der kan hjælpe og støtte hende. Og jeg gætter at det har hun indtil nu ikke turdet, derfor har hun brugt dig til at læsse af istedet.
Hun virker til at være en god og trofast veninde, men hun er slet ikke så stærk som du. Det er bare ikke det samme som at du skal bære hende igennem. Derimod kan du vise hende vejen ved selv at gå af den modige vej du har valgt -selvom du har svært ved det og skal se din største frygt lige i øjnene.
Du er stærk og modig, April, men ikke lavet af grundfjeld. Derfor skal du passe på dig selv, ellers kan du nemlig heller ikke passe på de mennesker omkring dig du holder af.
Er jeg rigtig glad for at høre.
Jo det vil det helt klart, det vil man jo slet ike kunne finde ud af!
Nej, men tror også fordi jeg gør det er jo pga. dine meget gode svar.
Syntes ikke du på en dårlig måde går til mig eller hvad man siger. Altså selvfølgelig er det utrolig hårdt. Men som jeg fik af vide her sidst, er sandheden nogle gange streng.
Glæder mig også til bare at komme væk fra alt! Bare væk!
Der er nok en forskel. Har bare lidt svært ved at se den.. For jeg føler kun det bliver værre og værre!
Det kan godt være de er sådan. Men syntes altid det har været lettere at skrive end at snakke. Men jo det er blevet lettere at skrive. Problemet er bare at jeg ikke kan sige fra, og ikke kan sige hele sandheden hvis jeg snakker om det. Ja eller nej er altid det letteste svar, og andet er næste umuligt.
Kan bare ikke sige fra over for hende. Igen idag da jeg skrev om noget der var sket som gjorde mig ked af det, så skrev hun med det samme om noget som for hende jo var meget værre. Men det var det ikke, for det var meget normalt, og noget hun aldrig tager så tungt.
Hun regner med at jeg kan hjælpe hende med alt, og hvis jeg bare skriver 'nåre' eller 'okay' så bliver hun sur og siger at hun altid støtter mig.
Min mor kom hen til mig for noget tid siden og sagde jeg skulle passe på med hvad hun sagde. Og passe på i det hele taget. For jeg bar hende for meget igennem det, og hun havde lagt mærke til at hun slet ikke gjorde det modsat.
Nu bliver siden formspring lukket, pga. mobning. Så det slutter. Men inden det lukket var der nogle der lige skulle ind og skrive at min veninde og jeg er lesbiske og sådan. Det er vi bestemt ikke.
Syntes virkelig ikke noget bliver lettere her i verden. Jeg hader bare alt. Jeg kan ikke se noget positivt i at være her. Virkelig. Jeg har prøvet at skrive det ned, men kunne intet positivt finde.
Kunne godt tænke mig bare at tage måske nogle af mine eksaminer fra, hvid bare det kunne lade sig gøre. Så kan jeg nemlig slappe lidt mere af omkring det.
Jeg er ked af at høre det med din veninde. Det gør især ondt på en, når det er ens bedste veninde der er sur på en.
Men du må huske på, at du ikke har gjort noget galt! Der er intet galt i at du beskytter dit eget psykiske helbred ved atsige fra, når du kan mærke at du får det skidt.
Din veninde har været rigtig godt vandt, for er du særlig sensitiv, som du læste om for snart mange indlæg siden, ja så har hun nok haft den bedste terapeut hun nogensinde vil få. -Men det berettiger jo ikke at du skal gå psykisk ned på det.
Har du forklaret hende hvorfor du ikke vil snakke så meget om hendes problemer?
Du må stille og roligt forklare hende at du altså får det meget meget skidt fordi du bruger al den sparsomme overskud du har på at hjælpe hende. Og at hendes problemer er så store at der må nogle voksne ind over -en lærer, læge, ja noget af det du selv har gjort for at få hjælp.
Det er vigtigt at I begge to forstår forskellen på at fortælle om hinanden om jeres problemer og så på at gå ind i noget der mere er terapi. Det er også meget vgtigt at I begge to forstår, at et venskab der kun hænger sammen ved at I begge har det ad h til, ikke kan udvikles og modnes til et sundt og rigtig fortroligt venskab. For får én af jer det bedre, vil den anden jo så miste sin veninde og det kan gøre det meget sværere for at få det bedre i det hele taget.
Derfor er det vigtigt at I har fokus på promært at have det rart sammen, lave noget sammen, og så kun i et mindre tidsum fortælle om det svære, og da uden at der går terapi i det. Det giver et skævt forhold.
Jeg tror din veninde er så vred på dig, fordi hun føler at hun er alene. Hun har sikkert ikke andre end dig at snakke med sådan rigtigt. Men husk, hendes problemer er OGSÅ for store til at DU kan klare dem. Og for store til at din veninde kan klare det alene. Din veninde har som du fortjent at få den rigtige, kvalificerede hjælp, og der er jo grænser for hvor meget du som 15-årig kan gøre for at ændre hendes liv alene. Men du kan ændre hendes liv ved at give hende modet til som dig at få hjælp.
Hvorfor tror du hun gik med dig til lægen? Det er ikke utænkeligt at hun inderst inde har drømt om, at det var hende der turde gå derind og fortælle det hele.
Du skal ikke være bange for at miste din veninde sådan bare lige. Hun har nemlig brug for dig til at vise hende vejen til hjælp.
Når du har været til din samtale ved psykologen, så fortæl hende hvordan det foregår. Fortæl hende om hvilke spørgsmål lægen stillede dig da du var derinde. Det er helt ok at sige det som det er, det var meget meget svært for dig for du er alt andet end vant til at forælle nogen du ikke kende om hvordan du har det, for det er jo sådan det er. Du gjorde det på trods af at du har det sådan, fordi du også kan mærke, at alene får du det kun værre.
Som jeg skrev til dig sidst, du er langt stærkere end din veninde. Det er derfor hun er ven med dig. Ved at snakke med hende om at søge hjælp, hjælper du også dig selv for de argumenter du vil bruge over for hende, er jo også nogle en del af dig stadig har brug for at blive overbevist om.
Mht. eksaminer, så synes jeg det er noget du skal snakke med psykologen om, for hun kan rent faktisk gøre noget ved det rent praktisk hvis det bliver nødvendigt.
Men der kan stadig nå at ske meget inden 9. klasses eksamen, både i dit liv og hvad skolen angår.
Nu har du vel påskeferie lige om lidt. Har du mon mulighed for at komme hen til noget familie nogle af dagene? Du har jo en del at fordøje oven på din indlæggelse, psykologsamtale og meget mere.
April, jeg er ikke et sekund i tvivl om at du nok skal få det bedre. Og at når du først får taget hul på knuden i dit indre, at så vil det gå rigtig stærkt med at komme ud i lyset igen.
Du er intelligent, ikke bare hvad skolen angår, men du har jo på en måde også øvet dig på det følelsesmæssige via din veninde. Du har bare ikke tidligere kunne koble det til dit eget liv, fordi du ikke kunne mærke det. Men det er du begyndt at kunne nu, og det er derfor det er så vigtigt at du kommer til et psykologforløb snarest muligt så du kan få følelserne bearbejdet og kan lære at kende forskel på hvad der er din venindes følelser (men hvor du bare svinger med fordi du er god til at mærke hendes humør) og hvad der er dine egne følelser. Og også hvad dine egne følelser egentligt består af.
Det er derfor det er en så god ide, at når du mærker at du er fyldt op af ét stort følelseskaos, så prøv at mærke rigtig godt efter og skriv hver enkelt underfølelse ned til du kan mærke at nu er kaos følelsen dækket ind. Så vil du opdage at følelserne ikke mere mærkes helt så kaotiske, selv om de stadig kan være stærke. Men så ved du hvordan du egentligt har det, og det er det allerførste -og største skridt ud i lyset.