Overdosis

Asklepios12

Kære April

Jeg er glad for at du får noget ud af vores korrespondance her. Det er mit håb at det også kan hjælpe andre der har det som dig.

Mit råd til dig her i sommer er, at du skal gøre dig umage med at lade være med at fokusere så meget på hvad folk tænker om dig –eller hvad du tror de tænker. Lad folk tænke det de vil, du kan faktisk ikke bruge det til en pind. Først når du fokuserer helt og holdent på dig selv og koncentrerer dig om DINE følelser og grænser og hvordan du har det, så vil du opnå det du så gerne vil have, nemlig venner.

Ingen har lyst til at være ven med en, der ikke respekterer sig selv. For respekterer man ikke sig selv, så vil andre ubevidst tænke at så respekterer man egentligt heller ikke dem. Personer der ikke respekterer sig selv kommer nemlig alt for let til at give andre personer et ansvar for deres velbefindende som deres venner og bekendte slet slet ikke er klar til eller vil have –og så siver de jo væk, vennerne.

Så tving dig selv til netop ikke at spekulere på om du mon bliver en andre kan lide. Hovedsagen og det centrale er, at du bliver en person hvor du har følelsen af at du er dig selv og hvor du kan mærke dine egne grænser og tør sige fra hvis de grænser bliver trådt for nær. Så skal det med vennerne nok komme helt af sig selv.

Så det du egentligt skal gøre, ud over de små pep-talks til dig selv som jeg inderligt håber du husker: jeg er god nok. Jeg kan - Er at hver gang du befinder dig i en situation lige træder et skridt tilbage og spørger dig selv: hvordan har jeg det med dette her? Hvis jeg har det skidt med det, hvorfor så det? Er det fordi mine grænser bliver overtrådt? Er det en forsvarsmekanisme som engang var hensigtsmæssig men som ikke er det mere? Hvis ja, kan det måske være en god ide at bryde det forsvarsmekanisme ved at gå imod. Er det en grundlæggende grænse i dig, så skal du respektere den. Du vil på et eller andet tidspunkt opleve, at nogle kan blive lidt mopsede over at du siger nej. Det er en del af livet, man kan ikke gøre alle tilfreds, det er meget vigtigt at du husker det.

Det vil nok være svært i starten for dig at mærke forskel på hvad der er grundlæggende grænser og hvad der er mindre smarte forsvarsmekanismer, men i sådanne situationer må du bruge din sunde fornuft. Dine grundlæggende grænser er altid gode for dig og er der for at beskytte dig selv og din sjæl.

Forsvarsmekanismerne har været gode på et tidspunkt i dit liv da du var yngre, men gør ikke noget godt mere. Forsvarsmekanismerne spænder altså mere ben end de beskytter. Det er forskellen.

Så altså April. Koncentrér dig om dig selv, og lad verden være. Lær dig selv at kende. Også på efterskolen. Så vil du se, at du ironisk nok vil få venner helt af dig selv. Men i det øjeblik du drejer dit fokus udad mod hvad andre mon tænker og siger om dig, så vil vennerne forsvinde igen for så giver du dem et alt for stort ansvar som ikke er deres.

Husk: Du skal være sammen med dig 24 timer i døgnet. Dine venner kun nogle timer. Derfor er det vigtigst at du kan lide dig fremfor at de kan. Men kan du lide dig, kan dine venner det også.

Så fokus på dig selv. Mærk dig selv og lær hvem du er. Prøv om du ikke kan få et psykologforløb eller anden form for samtale op at stå i efteråret. Jeg forstår godt at du helst vil have de samtaler skal være uden dine forældre, og jeg håber og beder til at det bliver sådan.

Pas på dig!

AprilYoung1

Hej.

Jeg vælger at skrive en lidt afsluttende mail, 1 da jeg syntes den efterhånden er ved at være rigtig lang og 2 fordi jeg ikke kommer videre, lige når jeg tror det bliver bedre, kommer der en eller anden ting og ødelægger det. Jeg skal i gang med at finde nye metoder, prøve nye ting, for er træt af det liv her.
Efter alle de nye ar jeg har fået af cutting, efter alle de selvmordsforsøg og de tanker der stadig er meget grove er det på tide jeg prøver noget nyt, for det her fungerer ikke. Misforstå mig ikke, for den hjælp jeg har fået her har skam gjort en hel del, tror de mails har gjort mig klar over at det er noget der skal gøres noget ved, og livet er ikke noget man leger med. Det har gjort mig klar til at gå til det næste trin.

Efterskolen skal være min livslinje, for jeg ved jeg har brug for at komme væk nu. Der skal jeg se om jeg kan få noget hjælp, så jeg kan få den dumme facade væk, og bare være mig selv.

Jeg vælger at give min far en chance til, om det er en god taktik ved jeg endnu ikke, men prøver. Venner vil jeg kæmpe for, og fortælle sandheden, med det samme og ikke skubbe det ud. Det fysiske kan jeg desværre ikke gøre så meget ved, men håber på at når jeg for det bedre psykisk at så får jeg det også bedre fysisk.

Hvor jeg ender henne er helt uvist, men cutting og selvmordstanker er det første jeg vil prøve at slippe af med. Vil gerne kunne se reklamer for piller, film med personer der forsøger selvmordsforsøg eller skære i sig selv, eller pilleglas uden at være ved at bryde fuldstændig sammen. Jeg vil stoppe med at græde hver aften, osv osv. Der er mange ting der skal laves om, men jeg håber jeg kan. For jeg gider ikke mere.

Min selvtillid skal der også arbejdes på, helt bestemt! Selv andre kan se og høre mit dårlige selvværd, så det skal der laves noget ved!

Planen er nu at jeg søger efter hjælp/alene samtaler. Hvor jeg vil fortælle sandheden. Om der sker noget andet igen, ved jeg ikke. Men målet er samtaler ikke selvmordsforsøg igen. Sådan er status. Hård men rigtig!

-Mange tak for hjælpen.

Asklepios12

Kære April


Du behøver skam ikke at undskylde. Grunden til at jeg overhovedet er blevet ved med at skrive har netop været at jeg hele tiden fornemmede at du havde potentialet til at komme til lige præcis dét punkt du er nu:

Nemlig at du endelig siger ”Stop, dette her liv skal der gøres noget ved, jeg vil ikke finde mig i at have det sådan mere.”

Og der er du kommet til. Det er utroligt flot så langt du er kommet. Det skridt at du nu fra dit inderste føler at du har fortjent bedre er det aller-allervigtigste –og også det allersværeste. Du har også kæmpet en brav kamp for at komme hertil det sidste halve år og jeg er kun glad hvis vores korrespondance har været med til at skubbe lidt på.

Du har helt ret i, at det at skrive med mig ikke kan hjælpe dig ud på den anden side. Det har heller aldrig været meningen. Det har hele tiden kun været ment som en hjælp til at du indser at du har fortjent mere og langt bedre og at du kan få hjælp –og ikke mindst at der faktisk er mennesker i verden der vil dig det godt. Det har ikke været let, du har kæmpet imod nogle meget stærke kræfter i dig selv –og vundet! Du kan være meget meget stolt af dig selv –det er jeg i hvert fald!

Du har stadigt et stort stykke arbejde foran dig, men jeg er ikke ét sekund i tvivl om at det skal du nok klare.

Jeg vil foreslå dig at gemme vores korrespondance på din computer og tage det frem igen når det hele virker svært og uoverskueligt så du kan minde dig selv om hvad du allerede har udrettet –hvilket ikke er så lidt.

Jeg vil gerne takke dig for din store ærlighed og åbenhed i hele tråden. Jeg håber at andre som har det som dig læser den igennem, for du beskriver rigtig godt de tanker og følelser mange unge i din situation også har –og du viser vejen ud med de kampe og nederlag der jo også følger med. Jeg tror du hjælper flere end du lige tror ved at have skrevet her, netop fordi du er så velformuleret. Husk på det på de grå og triste dage hvor du føler at du ikke duer til noget. Du har hjulpet og vil hjælpe mange som dig selv.

Du duer og kan langt mere end du tror. Du kan. Du er god nok. Husk det!

Held og lykke på din vej April!

Sbnj79

Du bør søge hjælp på nærmeste psykiatrisk skadestue og fortælle at du går med selvmordstanker de vil med 90 % sikkerhed indlægge dig. En depression er svær at komme ud af men når det sker er det en fantastisk fornemmelse

Jose94

Held og lykke med det. Håber det bedste for dig!