Overdosis

Asklepios12

Kære April

Du skriver: ” Jeg ved hvor sur min søster blev på mig da hun fik af vide jeg havde taget pillerne, hun sagde jeg tog al opmærksomheden..”

Er det i virkeligheden grunden til at du ikke vil snakke med hende om hvordan du virkelig har det? Du skrev for et par uger siden, at det var for at beskytte dit forhold med din søster fordi I havde det godt sammen og at du ikke ville have at du blev mindet om at du havde det skidt når I var sammen. Jeg har før skrevet, at jeg mener I har langt mere tilfældes end du tror. Når din søster har sådan som du skriver her foroven, så tyder det jo ret meget på at hun har stået lige så alene med sine problemer som du. Ja, måske mere, for hun har vel også følt at hun skulle passe på dig. Jeg tror virkelig at I vil kunne få meget ud af at dele jeres indre med hinanden.

For ja, det gør forfærdeligt ondt at stå helt alene med alle de problemstillinger du har. Og ja, jeg er helt enig med dig i, at dine forældre burde se at komme på banen i en vældig fart og engagere sig i deres børn.

Faktisk tror jeg det vil være en rigtig god ide, hvis din søster tog med dig til lægen. Jeg ved godt hvad du umiddelbart tænker om det men overvej lige dette: Du har brug for støtte til det besøg. Din søster har ligesom dig brug for at række hånden frem til hjælp, det tyder det at hun blev sur på dig i hvert fald meget på. Jeg tror det vil kunne sætte nogle tanker i gang hos hende at du søger hjælp. På den måde hjælper I faktisk hinanden. Tænk over det en ekstra gang.

Du skal også tænke på, at din depression får dig til at se verden anderledes end den nødvendigvis er. Folk går jo ikke og tænker på dig 24/7. De dømmer dig ikke, nogle få tåber har som sagt brugt din sårbarhed til at vise sig over for nogle de gerne ville indynde sig hos. Det er ikke fordømmelse der ligger i det, det er en magtkamp mellem nogle tøser, that’s it! Jeg ved godt at for dig lyder det nøjagtigt som en fordømmelse, men havde hende pigen ikke vidst at du havde skåret i dig selv, så havde hun fundet en anden med en frisure hun ikke kan lide, og så havde dén person været en klam emo.

Hør her, du er IKKE klam. Du skifter tøj, du går i bad. Så er man ikke klam, det er bare et faktum.

Du er ikke emo, du går i almindeligt tøj.

Du har skåret i dig selv. Ja, for du har haft og har en svær opvækst og er ikke lavet af sten. Til gengæld ryger du ikke hash eller tager stoffer hvad der er langt værre. Det er ikke sikkert at hende der sendte dig beskeden kan sige sig fri for dét. Og hvor kender hun overhovedet emo-subkulturen fra, har du tænkt over det? Det er ikke noget der er almindeligt mainstream. Hun har haft det tæt inde på livet selv, enten ved selv at skære eller have en tæt på sig der gør.

Grunden til at du har svært ved at finde veninder er ikke at du ikke kan betro dig. Man behøver bestemt ikke åbne for sluserne bare fordi man er gode venner. At være åben, betyder derimod at folk kan LÆSE din sindstilstand, at du ikke lader som om at du er en helt anden end du er. At du med dit kropssprog viser at du vil dem. Den slags kan du bare ikke nu, det kan INGEN deprimerede. Du har simpelthen ikke overskuddet lige nu, og på den måde er det faktisk en fordel at du ikke har alt for mange mennesker omkring dig du skal forholde dig til. Det er det jeg skrev om i går.

Desuden så er du jo 15 år. 14,15,16-årige er noget af det mest selvcentrerede der findes, simpelthen fordi hormonerne suser rundt. Jeg kan love dig for at de ikke skænker dig en tanke, de tænker kun på deres hår, hvem er kærester med hvem og Justin Bieber ;-) Og så ser de dig og tænker at du ikke ligner en der har lyst til at være social –og så lader de være med at snakke med dig. Det er måske ikke særlig smart af dem, men 15-åriges psykologiske overblik og tanke på andre er fra naturens hånd bare ikke særlig stor. Får de det forklaret så de kan forstå det, så vil de skam gerne hjælpe deres ensomme kammerater, men spørgsmålet er om du overhovedet lige nu vil kunne klare en sådan opmærksomhed.

Men det gode ved depressioner er at de kan behandles. Og jeg er ret overbevist om at det vil gå relativt hurtigt for dig, for du kan heldigvis stadig føle, selv om du ikke altid har helt styr på følelsernes karakter. Er man dybt deprimeret så føler man intet, hverken glæde eller sorg. Du tænker måske lige nu at det lyder som en befrielse, men det skulle være som at være levende død. Så det er fantastisk godt at du ikke er der. Det viser faktisk også at du er utrolig stærk!

Og når du kommer tilbage ud i lyset, så kan jeg LOVE dig for at du hurtigt vil få venner, gode og trofaste venner der er dig værdig!

Du synes lige nu at der ikke er noget at respektere, så jeg gentager lige mig selv:

April, du er: intelligent, modig, sej, dygtig til at skrive, dygtig til at spille guitar –og du er oven i købet selvlært!, trofast, følsom, tager hensyn og tænker på andre.

Der er faktisk en hel del at respektere! Sæt den rosende (og sande!) sætning op hvor du kan se den, og gentag ordene hver dag! Det er vigtigt at du får sat nogle andre ord på dig selv, og gerne nogle der passer og det gør dette.

Kæmp April, kæmp for det liv du har fortjent!

AprilYoung1

Hej.

Altså jeg gør alt for ikke at komme i midtpunktet, så hvis hun ved at jeg skære i mig selv igen og at jeg har det dårligt, vil hun igen føle at alt skulle handle om mig. Som skrevet tidligere er det ikke hvad jeg ønsker.

Jeg vil bare helst stå alene, det virker så meget lettere. Jeg har ingen "kræfter" tilbage. Jeg kan ikke kæmpe mere. Er så tæt på at give alt op!

At tage min søster med til læge ville være den største fejltagelse. Det er som at gå der op med plaster for min mund. Jeg vil INTET sige. Vi har for omkring et halvt år siden, da jeg søgte hjælp i starten, været til læge sammen. Der kunne jeg intet hjælp få, fordi jeg ikke åbnede mig. Jeg måtte droppe ud af psykiatrien fordi de kun ville hjælpe mig hvis hele familien sad der, for de følte ikke de kunne hjælpe mig. Det kunne de ikke fordi de ikke vidste hvordan jeg havde det, fordi min familie sad der.
Så tror det ville være dumt.

Ved ikke hvor ordet emo kom fra, tror godt hun ved hvad det er. Men det er bare tit den fordom man har om cuttere, de er emo'er.

Det kan godt være det ikke vil være godt at have massere af veninder for tiden, men 1 eller 2 ville du være dejligt.

Jeg vil helst ikke længere ned. Men tror snart ikke det kan blive værre! Men jeg har utrolig svært ved at føle mig glad!

Det her lyder ekstremt dumt, men jeg er faktisk lidt bange for at komme ud i lyset. Jeg kan jo ikke huske hvordan det overhovedet er, jeg kender ikke mig selv på den måde...

Mange tak.

Asklepios12

Kære April

Selvfølgelig er du bange for at komme ud i lyset. Det er jo så lang tid siden at du har været der. Men det kommer jo heller ikke til at ske som hvis du tænder på en kontakt, det bliver en proces som helt automatisk indstiller sig på dit eget tempo. Og du kommer jo heller ikke til at gå vejen helt alene, psykologen vil guide dig hele vejen og forberede dig på hvert trin inden du tager et nyt.

Det er rart at være i lyset. Det er slet ikke sådan at du vil komme til at føle at du står åben og forsvarsløs overfor verden, for med til lyset hører jo at du lærer at markere dine grænser helt naturligt til andre, hvilket 99% vil reagere ved at respektere helt uden at tænke på det. Den sidste procent møder vi alle, men respekterer man sig selv og sine egne grænser, så føles det også naturligt at forsvare dem på en konstruktiv måde, altså uden at skændes eller slås. Du vil efterhånden også opnå et filter til at sortere i, at kritik af fx noget arbejde du har lavet ikke er det samme som at du er et forfærdeligt og uværdigt menneske, også selvom nogle har for vane at være mere direkte end andre fordi vi jo alle bruger sproget en smule forskelligt.

Det er ok at du vil gå op til lægen alene, det er dig der kender ikke bare din søster bedst men allervigtigst dig selv bedst. Det vigtigste er bare at du kommer derhen, og at du har en seddel med du kan give hvis du skulle gå helt i baglås. Den kan faktisk også måske få dig til at slappe lige præcis den smule mere af der gør, at du kan få ordene sagt.

Det er vigtigt at du får igennem, at din hjælp altså både skal være psykolog med dig alene, for det har du brug for, og med dine forældre når du er klar til det. Det sidste er både for din og for dine forældres skyld. Men først og fremmest skal du have hjælp til at det er ok at åbne dig. At det ikke betyder at du vil blive hadet, og den eneste måde tror jeg vil være hvis du får ene-timer hos en psykolog. Rom blev ikke bygget på en dag, og det gør ikke noget at skridtene måske bliver små, bare de går i den rigtige retning.

April, husk det nu: du er god nok som du er, du kan godt, du har talent og potentiale og du er et godt menneske.

AprilYoung1

Hej.

Noget af det værste der kunne ske, er sket. Jeg begyndte at græde nede i skolen, 3 gange i løbet af den dag. Heldigvis var det i pausen. Men vi skulle lave en opgave om os selv, og selvom jeg normalt er ved at knække hele tiden, så gik det helt galt der!

Et stort problem bliver helt klart at hvis jeg en dag bare ikke har lyst til at snakke om det, og så siger jeg jo bare at alting er godt som det er! Og det for mig til at tænke på om det overhovedet kan betale sig!!

Vil føle mig så dum at komme til lægen med en seddel i hånden. Har skrevet en del ned jeg skal huske at sige, og skal siges. Men vil ikke tage den med ind til ham.
Er bare så utrolig dårlig til at udtrykke følelser, for jeg ved ikke selv hvad jeg føler.

Jeg ved at jeg hvert fald ikke lige nu vil få noget ud af samtaler med min familie. Så vil jeg intet sige.
Og jeg er så bange for at han vil have mig til at få hjælp sammen med min familie lige som sidst, for jeg kan ikke rigtigt sige fra, men det vil intet hjælpe, og så er håbet ude!!

Asklepios12

Kære April

Hør nu her: Du SKAL have hjælp nu, det nytter jo ikke at du går og har det sådan uden at sige det til nogen. Du er i en alder hvor du selv har en del af ansvaret for at du får hjælp, og ja, det er dødhamrende uretfærdigt for dine forældre burde være dem der sørgede for det, og dit job skulle så ”kun” være at åbne munden, støttet af din familie.

Men sådan er virkeligheden desværre ikke, verden har aldrig været god til at være retfærdig. Så du står på en måde med ryggen mod muren her, ved en skillevej: Den ene vej er at du gør som du plejer og ikke siger noget. Det vil betyde at du ikke får hjælp, igen. Og at du vil blive mere og mere syg og få en elendig start på dit voksenliv. Dvs. at den ene vej er lettest i starten men den vil helt klart blive den allersværeste for dig i længden, for det er en ensom vej at gå.

Den anden vej er at du bider din skam i dig og tager den seddel med. Jeg kan love dig for at lægen ikke vl synes det er pinligt, han vil derimod tænke at du har stor selvindsigt, for han kan helt sikkert godt se på dig at du ikke er en der er vant til at åbne dig for personer du sidder over for. Denne vej er ikke let i starten for det betyder jo også at du SKAL åbne dig for en psykolog, men jeg kan love dig at det bliver hurtigt meget lettere for du vil lynhurtigt finde ud af at din verden ikke går under helt bogstaveligt bare fordi at du taler med andre om dit indre. Og du vil mærke hvor stor en lettelse det er at blive hørt og taget alvorligt. Jeg ved det, for jeg var præcis som dig da jeg var 15 år. Denne vej er vejen ud i lyset og vil være langt den letteste vej at gå på sigt, for går du denne vej vil du ikke være alene, og du vil kunne få et liv hvor du vil kunne få indfriet det store potentiale jeg fornemmer du har, både menneskeligt (dvs. hvad angår venner og kæreste) og hvad angår uddannelse. Men for at går denne vej, skal du tage en meget dyb indånding og kaste dig ud i det.

Hvad har du at miste? Hvad er det for en anseelse du har som er vigtigere end din fremtid?

Ja, din familie skal inddrages for du kan altså ikke klare dette her helt alene. Men det er ikke det samme som at du vil skulle sidde i rundkreds med dine forældre i terapi. Du vil kunne få et psykologforløb hvor din familie først inddrages når du er klar til det. Du kan tro, at det er alt andet end rart at være i gang med sit voksenliv, lige flyttet hjemmefra og så se hvordan alle kammeraterne får støtte hjemmefra mens man selv ingen får. Langt de fleste knækker nakken på det. Derfor er det så vigtigt at dine forældre får et wake-up call –også for din storesøsters skyld som vel flytter hjemmefra indenfor en overskuelig fremtid. Din tur kommer om relativt få år, og så er det vigtigt at de til den tid er i stand til at støtte dig.

Men en ting ad gangen. Lige nu skal du op til den læge. Fortælle ham hvordan du har det, enten med ord eller med din seddel. Og så skal du i et psykologforløb –alene. Dernæst kommer trinet hvor dine forældre skal inddrages aktivt. Det er vigtigt at du insisterer på den plan, det ved jeg du kan fordi det betyder så meget for dig. Det er faktisk din læge der bestemmer, og han vil jo godt kunne se, at du har brug for at være på tomandshånd.

Men der sker intet overhovedet hvis du ikke får sagt sandheden. Så du SKAL –fordi du fortjener så meget mere i livet end det der er blevet budt dig indtil nu!

AprilYoung1

Hej.

Jeg for hjælp på mandag, og det bliver altså ikke før. Det kan jeg ikke, at skulle til lægen er utrolig grænseoverskridende for mig, men jeg regner med at gøre det.
Jeg kan godt se jeg ikke har noget at miste, men jeg har bare snart ikke lyst til at kæmpe mere, eller jeg kan ikke..

Jeg er bare utrolig dårlig til at sige imod, altså hvis lægen mener at vi igen skal snakke sammen som familie allesammen sammen, og så kan jeg ikke sige det imod. Men det kan ikke hjælpe mig! For jeg kan altså ikke sidde sammen med min familie og skulle fortælle dem jeg ikke føler de rigtigt er der for mig!

Jeg ved nu at jeg skal indlægges her engang i foråret, med min sygdom.
Og har snakket med min lære om at jeg ikke går op til alle eksaminerne. Er jeg slet ikke klar til.

AprilYoung1

Op

Asklepios12

Kære April


Jeg håber virkelig du opbyder alt det mod jeg ved du har i dig og tager op til lægen i morgen og fortæller ham alt. Jeg ved du kan –du kan langt mere end du selv tror!

Det er ikke det samme som at det ikke vil føles som at gå ud over en stejl klippe, men jeg er sikker på at du vil føle en enorm lettelse bagefter og opdage at det slet ikke var så skræmmende som du troede. Det største pres er nemlig at gå med alle dine tanker og følelser alene.

Selvfølgelig kan du sige lægen imod, det er du i din gode ret til for det er jo vigtigt at din behandling bliver sammensat så du får så meget ud af den som overhovedet muligt.

Hvad er det for en sygdom du skal indlægges med, April? For det er vel ikke det vi har talt om her?

Har du en sygdom som er så alvorlig at du ligefrem skal indlægges med den, er det jo med til at gøre at du måske føler dig anderledes alene fordi du ikke er rask.

Jeg håber meget du vil skrive her om hvordan det er gået når du har været ved lægen.

Jeg ved du nok skal klare det, du er god til at formulere dig, og du har din seddel. Og husk nu –det er IKKE flovt af aflevere den hvis du ikke kan få et ord over dine læber. Jeg kan garantere 100% at det vil lægen altså heller ikke synes!

DU har fortjent at få hjælp, du har fortjent at få et godt liv, og du har fortjent at få chancen for at forfølge dine drømme for fremtiden!

AprilYoung1

Hej.

Jeg tager til lægen imorgen, og min veninde tager med derned, ikke med ind men bare med derhen.
Jeg er allerede nu så nervøs at jeg ryster og er ved at græde...

For mig er det bare normalt at gå med det alene, så at skulle gøre det modsatte, ved jeg slet ikke hvordan man gør..

Kan ikke engang sige min far imod... Hader at sige folk imod..

Det er en intolerence jeg har, det er noget der gør noget ved det psykiske. Skal indlægges fordi de tror jeg fejler mere fordi den sygdom ikke kan gøre jeg har det så dårligt. Den er op ingen måde farlig.

Skal nok skrive om hvad der sker ved lægen.

Jeg har ingen seddel med, har skrevet en lille smule ned på min mobil.

AprilYoung1

Jeg har været til lægen.

Det gik fint nok, han vil ikke give mig medicin da han følte det ikke var godt for mig fordi vi kunne klare os uden.
Jeg fortalte ham alt, og er utrolig ked af det nu. Lidt svært at forklare hvordan det er, men lidt ligesom hvis man føler sig klam fordi man har vist for meget. Ved ikke om det var en dårlig formulering, men den bedste jeg lige kunne. Har bare fortrudt jeg har taget til lægen..

Han sagde jeg skulle rykke i psykologen, og at nu skulle indlæggelsen ikke kun handle om min sygdom men om mig i det hele taget, for så at få tingene på plads.

Jeg skal derned igen i uge 12... For at finde ud af mere.