Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ja det gør utrolig ondt. Men jeg tør ikke være uvenner med hende, så måtte bare sige at det var fordi jeg simpelthen havde for travlt.
Jeg ved ikke rigtigt om hun er en veninde for mig. Hun elsker fester, druk og kan ikke have en weekend uden. Hun er meget ligeglad med alt og alle. Jeg har ikke lyst til alle de fester, og druk kan jeg ikke, bliver syg af det, ikke tømmermænd men tror ikke jeg kan tåle alkohol. Hun har ligeud sagt at det er svært at være min bedste veninde når jeg aldrig gider med til fest. Hun har det også med at være alt for ligelglad. Nogle gange når vi er sammen med andre har hun det med bare at glemme mig. Men hvis vi så er sammen med nogle hun ikke rigtigt bryder sig om, er hun fuldstændig ligeglad med personen.
Men jeg kan ikke give slip. Jeg er bange for at stå alene, igen.
Jeg forklarede hende at jeg ikke længere kunne hjælpe hende så meget, fordi det også tog hårdt på mig. Men hun var helt kold.
Hun får allerede hjælp.
Når ikke at snakke med psykologen om eksaminerne hvis vi får lockout, faktisk kan det ske jeg ikke kommer til at snakke med hende igen hvis det sker, og de ikke snart finder en løsning.
Men hvis jeg kan få mig selv til det tager jeg min lære til side imorgen.
Min far vil have mig over, men sagde jeg desværre skulle noget andet. Ved ikke hvad jeg skal lave, være en del alene hjemme ved jeg.
Har været til samtale med psykologen.
Mange tak, men jeg kan ikke skrive noget ned. Kan ikke finde ord for der beskriver hvad jeg føler. Græder bare...
Det har hidtil været lidt gætværk at råde dg med din veninde for du har ikke fortalt så meget om hende før nu.
Du har tidligere skrevet at din veninde er din eneste veninde, og at hun også har store problemer. Du fortæller nu at hun får hjælp.
Hun gik med dig til lægen og det virker til at hun ved en del om hvordan du har det, i hvert fald i store træk, og hvordan det går dig hjemme. Derudover har I også en fælles interesse i mode.
Men din veninde lader også til at have en mørkere side. Du har beskrevet hende som humørsyg på den måde at hun bliver vred hvis I taler om dine problemer istedet for hendes. esuden har hun det med at bagatellisere dine problemer i forhold til hendes egne.
Nu fortæller du, at hun også godt kan lide at gå til fest og drikke sig temmeligt beruset -noget hun åbenbart kan tåle mens du bliver syg af langt mindre alkohol. Og at hun åbenbart er ligeglad med at du får det skidt hvis det kun skal dreje sig om at pinde hendes problemer ud.
Som sagt, så er du stærkere end din veninde i forhold til hvor meget I kan klare psykisk. Men lige nu er du i en proces hvor du er begyndt at mærke dig selv mere men endnu ikke har fået bygget et naturligt mentalt forsvar op. Derfor er det ekstra vigtigt at du passer godt på dig selv.
Jeg ved godt at det er meget hårdt når der er knas med ens bedste og eneste veninde, men April, du må love mig ikke at nøjes! Jeg tror din veninde reagerer meget voldsomt lige nu fordi hun ikke er vant til at ud siger fra. Men sagen er, at hun har brug for dig for du er åbenbart den eneste hun har tillid til. Så hendes reaktion kan meget vel skyldes at hun er bange.
Jeres forhold har indtil nu ikke været helt sundt, det er ikke godt at din veninde bruger dig som psykolog. Både du og hende har krav på noget bedre. Du en veninde der respekterer dig og hun en psykolog.
Du har ikke andet valg end at hold fast for dit eget psykiske helbreds skyld. Du kan jo ganske enkelt ikke holde til at give terapi til hende uden selv og gå ned.
Det er helt ok at sige fra, og det er heller ikke usædvanligt at folk i første omgang bliver vrede -fordi de bliver skuffede eller bange eller begge dele. Men betyder du rent faktisk noget for hende, så vil hun blive ved med at være din veninde -og i fremtiden vil hun takke dig for at du stod fast for du tvinger hende på den måde også til at tage ansvar for sit liv selv -lige som du er ved nu, selvom det er dødhårdt.
Jeg forstår ikke helt hvordan lockout af lærerne kan udskyde din behandling hos skolepsykologen, for hun er jo slet ikke med i den konflikt som kun angår lærerne -og kun de lærere der ikke er tjenestemænd (en gammel type ansættelsestype der betyder at man er stort set umulig at fyre). Men ellers må din mor -eller i yderste konsekvens du selv -tage affære og kontakte den sygehusafdeling du var indlagt på så de kan hjælpe med at du kommer i psykologbehandling om ikke andet et andet sted -for du kan altså ikke gå i måneder og vente.
Hvad siger din mor forøvrigt til det hele efter indlæggelsen. Hun må da have sagt noget? Har hun ikke også været til møde med sygehuset? Og din far, hvor meget ved han?
Hvis du alligevel skal går alene hjemme en hel arbejdsdag i hverdagene i næste uge hos din far, så forstår jeg godt at du hellere vil blive hjemme. Men han må da også have nogle dage fri. Hvad med din mor, skal hun også arbejde i næste uge?
Jeg håber du fik talt med din lærer i dag. For noget skal der ske, NU.
Hun får hjælp ja, fra nogle professionelle. Føler nogle gange hun forventer jeg kan det samme som dem.
Hun ved lidt ja, men hun forstår det ikke rigtigt. Men jeg fortryder altid at jeg har sagt noget til hende!
Hun har helt bestemt sin mørke side, den ser jeg ret ofte, syntes jeg. Huk skuffer mig utrolig tit. Jeg tænker nogle gange på om jeg skal lytte til mig selv, og droppe hende. Men jeg tør altså ikke.
Hendes liv handler næsten ikke om andet end fester, men ingen syntes hun er rar at omgåes med når hun er fuld overhovedet. Hun mener jo det slider vores forhold at jeg ikke tager med til festerne, og når jeg så tager med mener hun jeg skal drikke for ellers ødelægger jeg det.
Når jeg så prøver at forklare hende hvor dårligt jeg for det, siger hun jeg bare skal ignorer det. Det er bare umuligt, forstår hun ikke!
Ved ikke hvad jeg skal gøre. Kan jo ikke droppe hende, men kan heller ikke få hende til at forstå at jeg ikke kan drikke, være så tit sammen (da jeg ikke kan overskue det) eller at jeg ikke er psykolog.
Lige nu nøjes jeg. Det har jeg gjort i over et halvt år nu. Det er det eneste jeg kan gøre. Hun var også sådan inden jeg begyndte at sige lidt fra.
Hun vil netop ikke blive ved med at være min veninde hvis jeg ikke kan være hendes drømmeveninde. Hvis jeg ikke lever op til alle hendes krav, kan jeg lige så godt sige farvel, og hej til endnu mere ensomhed, hvis det kan blive værre, og hej til mere mobning.
Nej men tror bare ikke hun kommer ned på skolen hvis der er lock out. Så kan jeg ikke komme ned til hende. Hun er jo en del af skolen.
Psykolog forløbet på sygehuset er en engangsforestilling.
Min mor har ikke sagt noget. Snakkede jo ikke om sådanne ting på sygehuset så. Min far kom ikke derned, min mor skrev bare til ham hvilke tests jeg fik taget.
Min far er vidst hjemme hele næste uge, har bare ikke lyst til at se ham!
Min mor er hjemme helligdagene. Men ikke dagene op til. Har jo ferie fra nu af. Hvilket min mor ikke har. Og min søster er heller ikke hjemme, så er helt alene.
Fik ikke talt med min lære, kunne ikke.
Begyndte igen at græde i skolen. Vi skulle læse en tekst om børn der følte de blev svigtet af deres forældre. Kunne jeg slet ikke klare!
Jeg kunne desværre først besvare dig i dag, da jeg har haft nogle dage hvor kroppen har drillet, og det tager på kræfterne :-(
Jeg synes det virker til, at I to veninder begge stiller nogle meget høje krav til hinanden, men det skyldes jo nok at I ikke rigtig har nogle voksne I kan snakke rigtigt med jeres problemer om. Selvom din veninde får hjælp, så kan det jo være at hun, ligesom dig, har svært ved at fortælle psykologen hvordan hun egentligt går og har det -og det betyder at det meget vel kan være at hun ikke får den rigtige hjælp.
Grunden til at jeg tænker dette er også, at det lyder som om din veninde går til fester med det formål at drikke for at glemme -men når hendes hæmninger forsvinder i alkoholrusen, så kommer de undertrykte sider frem som gør at hun ikke er rar at være sammen med for andre. Jeg tror hun vil have dig med for ikke at føle sig så alene, men det er meget vigtigt at du her står fast og siger fra!
For det første fordi du (heldigvis) ikke kan tåle alkohol, for det andet fordi det er en meget farlig og destruktiv vej hun er på vej ind i -en vej som meget vel kan betyde at hun også vil begynde på hash og stoffer. Hash er rigtignok ikke særligt farligt for langt de fleste, men en vigtig UNDTAGELSE gælder for unge under 25 år -flere forsøg har vist at hash og unge, endnu ikke udviklede hjerner er en dårlig kombination, og især hvis der også er tale om psykiske lidelser som fx. depression.
Jeg kan godt se, at det bringer dig i noget af et dilemma, for jeg kan udemærket godt forstå at du dels gerne vil have bare een jævnaldrende at snakke med og dels risikerer mobning fra hendes side som hævn, hvis hun tidligere har vist sig i stand til den slags.
Heldigvis tror jeg at dit problem løser sig af sig selv hvis du kommer på efterskole. Har du tænkt over hvilken efterskole du kunne tænke dig? Måske en med fokus på musik?
Jeg tror ikke du behøver at være bange for at din skole lukker helt og aldeles. For lockouten gælder kun for lærere der er medlem af lærernes fagforening og som ikke er tjenestemænd -det er lidt teknisk men betyder altså at nogle af lærerne skal arbejde helt som normalt -og at fx. skoletandlæge og skolepsykolog slet ikke bliver berørt. Hvis din skoles leder skulle beslutte at lukke skolepsykologen ned under lockouten (og det tror jeg slet ikke han kan, for psykologen er ansat af kommunen, ikke skolen), så er det din mors PLIGT at sørge for at kontakte sygehuset eller kommunen som så skal sørge for en ertatning af en art.
Det understreger hvor vigtigt det er, at du tager en dyb dyb indånding og springer ud på dybt vand -og fortæller psykologen ALT. For du skal altså have ordentlig hjælp og en hjælp som vel og mærke kan hjælpe dig videre i livet.
April, hvis du vidste hvor meget lyst jeg har til at ruske dine forældre godt og grundigt -men forhåbentligt kan psykologen og sygehuset gøre lige præcis dét.
Det er helt okay.
Jeg ved ikke om vi stiller for høje krav til hinanden. Tror bare hun gerne vil have opmærksomhed, men jeg ved det ikke.
Hun drikker fordi at hun ellers er for genert. Derfor vil hun være fuld så hun tør at snakke med alle. Men desværre bliver hun for meget.
Tror også hun er typen der ender i misbrug.
Hun siger hun vil have mig med fordi at ellers er vi ikke nok sammen. Men hun er ikke sammen med mig når vi så endelig er til fest sammen.
Jeg drikker altid for meget når jeg først kommer igang, fordi jeg pludselig føler mug gladere, men det er jo ikke ægte glæde.
Jeg har nu her i ferien virkelig opdaget at jeg ingen venner har, og det er seriøst hårdt at indse. Jeg har ingen at være sammen med eller bare skrive til. Ensomheden bliver større og større.
Tror desværre ikke jeg kommer på efterskole. Havde fundet en og alt. Men min mor, hun betaler aldrig, og så i slutningen af måneden har hun ikke råd til det. Pladserne er nok snart revet væk. Ved ikke hvad jeg så skal bruge mit år på.
Ikke noget her i byen for så kender jeg dem jo, og så hjælper det jo ikke noget.
Min årgang lukker. Det er kun 6. klasse og ned der for tjenestemænd. Så min afdeling lukker helt. Men alle skal i skole tirsdag, så der finder jeg ud af noget. Hvis hun ikke kommer kan jeg lige så godt være forberedt på at min næste samtale er min sidste. For min mor tror jo det hele er sådan okay.
Kan ikke fortælle hende alt lige nu. I starten af samtalen spørger hun gerne hvordan det går, hvor jeg så siger det går fint, hvilket ikke passer.
Jeg har heller ikke fortalt hende det med veninderne. Har kun sagt hvad min far har gjort. Det er alt.
Jeg har skrevet brev til både min far og søster nu. Dem skal jeg have med til psykologen. Men vil ikke have de skal afleveres....
Tit når det er helt værst har jeg bare lyst til at løbe væk fra alt. Bare løbe langt hjemmefra.
Ellers har jeg tænkt på at flytte hjemmefra, i ungdomsboliger men er jo ikke 18 endnu desværre.
Det er godt at høre at du kan mærke at det ikke er ægte glæde du føler når du bliver fuld. Ofte hører man, at netop de der har haft brug for at drikke for at kunne fungere blandt mennesker, er de der har den største risiko for at blive alkoholikere, om der er noget om det ved jeg dog ikke, men det lyder logisk nok.
Du må ikke miste håbet om efterskole! Fordi sygehuset også synes det vil være godt for dig, har de givet den anbefaling videre til kommunen. Så jeg vil faktisk foreslå dig at gøre en af disse 2 ting:
1) hanke op i din mor, og få hende til at kontakte kommunen med det formål at få et økonomisk tilskud til et efterskoleophold -det kan man nemlig godt i en situation som din, hvor fagpersoner har anbefalet det.
2) selv kontakte kommunen, selvom jeg faktisk synes at det ikke er helt rimeligt at alt skal lægges over på dine skuldre. Men alle har en sagsbehandler. Du eller din mor skal kontakte kommunens børne/unge-afdeling og spørge hvem din sagsbehandler er. Herefter kan din mor eller du selv (hvis det ikke kan være anderledes) få et møde med sagsbehandleren.
Jeg tror som sagt godt at din mor ved at du ike har det godt, selvom du fortæller at hun siger det modsatte. Men det virker altså som om at din mor har et meget lille overskud, og det er nok fordi hun selv har en del at bøvle med som hun slet ikke aner hvad hun skal gøre ved. Måske er hendes måde at tackle problemer på helt generelt, simpelthen at ignorere at de findes. Sådan er der nemlig mange der reagerer. Problemet er bare, at den metode har det med at gå ud over ikke bare en selv, men også de nærmeste omkring en.
Din far må da også have en mening om den efterskole? Og han skal vel også give et bidrag, eftersom han vel også har forældremyndigheden over dig?
Jeg er så ked af at høre at du slet ikke føler du har nogle venner du kan være sammen med, sådan rigtigt. Derfor vil det også være godt for dig at komme væk i nogle andre omgivelser -og få noget terapeutisk hjælp hos en psykolog -og du MÅ altså kæmpe med alt hvad du i dig for at åbne munden! Og det skal du gøre for din egen skyld, fordi du fortjener at få det godt igen. Men for at du kan få det, er der altså nogle ting der skal frem på bordet så du kan få det bearbejdet og lagt i baggrunden. Ellers vil det styre dit liv, og styre dit liv i en negativ retning.
Er der slet ikke nogle jævnaldrende på nogle chatrum du kan snakke med? Har du prøvet depnet? Eller bare et helt almindeligt forum for unge på din alder?
Din søster har du vel stadig. Jeg ved godt at du tidligere har skrevet at du ikke vil have at hun ved du har det skidt, men mon ikke hun har regnet den ud nu? Jeg synes altså du skulle snakke lidt med hende, jeg er sikker på at I har meget mere tilfælles end du lige tror. Desuden kender du så mange af hendes hemmeligheder, at det er den bedste garanti for at hun ikke "sladrer" -uden dit samtykke, vel og mærke.
Hvordan er det med skolen, har du nogle timer? Og er der fundet på et alternativ så længe lock-outen varer?
Husk, at der findes en rigtig god hjemmeside med online lektiehjælp og opgaver til alle klassetrin, der ligger også eksempler på besvarede opgaver. Det kunne være en rigtig god hjælp her og nu, så du trods alt kan blive nogenlunde klar til eksamen.
Jeg håber du sådan at du finder lidt håb og mod igen, April. Kommunen skal kontaktes så du kan komme på efterskole -de kan "trylle" også selvom tilmeldingsfristen er overskredet. Det allerbedste vil være hvis din mor kan få det gjort, for det virker altså ikke helt retfærdigt at du skal bøvle alene med det også!
Den følelse får jeg aldrig. Nogle gange bliver jeg faktisk mere ked af det når jeg drikker.
Vi får allerede økonomisk støtte fra kommunen. Men det gælder ikke depositummet. Og det er det der skal betales nu her. Tror desværre bare det er for sent. Aner ikke hvad jeg så gør. Alle de piger som jeg har glædet mig til at komme væk fra, risikere jeg at skulle gå i klasse med hvis jeg skal gå på 10. i denne by. Næsten hele min årgang skal gå på 10. her i byen næste år.
Kender godt min sagsbehandler, har været ude at snakke med hende 1 gang. For cirka et halvt år siden. Hun må ikke hjælpe mere end hun har gjort ang. efterskole. Min mor skal bare sende pengene men det gør hun ikke...
Ved hun har det rigtig svært. Det er også en af grundene til det er så svært at fortælle hende om svære ting. Hun snakker altid om hvor dårligt alting er når vi er alene med hende, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det..
Min far har betalt halvdelen, min mor skal bare betale den anden.
Jeg har virkelig prøvet at få ord ud. Jeg planlægger altid præcist hvad jeg vil sige, men får aldrig sagt det.
Min søster er sur på mig over at jeg ikke tager om til min far. Hun tror jo bare jeg gør det fordi jeg vil have opmærksomhed, men det er ikke det jeg vil, jeg vil hellere slippe for den.
Jeg kan ikke regne med hun ikke siger det til min mor! Engang da jeg fortalte hende at jeg var begyndt til skolepsykolog for over et halvt år siden, fortalte hun min mor det, hvilket ikke var meningen.
Vi har nogle enkelte timer, sådan smidt rundt.
Ja kender siden, men jeg har aldrig brugt den. Har ikke rigtigt lavet så meget den her uge ang. skole. Har været helt nede, min veninde og jeg svinger rigtig meget for tiden. Så er vi veninder så er vi uvenner. Jeg kan ikke klare det mere. Hun mener ikke jeg støtter hende nok, fordi jeg ikke ville med til en fest. Når jeg så siger hende det mindste imod så bliver hun sur. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre med hende.. Ingen kan åben bart lide mig længere, og det har fået mig til heller ikke at kunne lide mig selv længere.
Det er ikke fordi tilmeldingfristen er overskredet, det er fordi der helt fysisk ikke er mere plads. For efterhånden lang tid siden, var der meget få pladser tilbage. Men nu må jeg se hvor jeg ender henne.
Åh, det er træls med problemerne med efterskolen. Hvorfor tror du din mor ikke får betalt? Er det fordi hun ikke har pengene, eller fordi hun ikke kan overskue det hele?
Er der nogen som helst mulighed for at din far kan betale det hele? For det ville altså være godt for dig at komme lidt væk, det er jeg ganske enig med dig i sådan som du fortæller det.
Det undrer mig lidt, at din søster virker misundelig på dig, men det er jo nok fordi at hun også har følt sig meget alene -og måske har følt at du har trods alt har fået mere opmærksomhed end hende fordi du var den lille og hun skulle være den voksne storesøster alt for tidligt. Det er faktisk derfor det vil være så godt hvis I kunne få snakket lidt sammen, for du har jo bestemt heller ikke haft det let. Og din opgave har været lige så urimelig som hendes: at sørge for at alle i din familie, og særligt dine forældre, var glade. Jeg synes faktisk at du skal bruge den ro som hele skolekonflikten giver til at få snakket med hende. Som sagt, I har langt mere tilfælles end I tror og har også brug for hinanden på hver sin måde.
Jeg er inde i en stresset periode, derfor kommer mine svar for tiden ikke så hurtigt. Men jeg har dog tænkt noget på din veninde og jeres forhold.
Din veninde er på den ene side god at have for dig, men der er virkelig også nogle sider der gør at du skal beskytte dig selv. Og her er det bare så vigtigt at du ved og forstår at det altså er HELT i orden at du gør det! Også selvom hun bliver vrissen. Hvis vi ikke kan passe på os selv og forhindre at vores grænser bliver overtrådt, så kan vi heller ikke passe på dem vi holder af. Så enkelt er det.
Du har fortalt lidt her og der om din veninde, så det er ikke sådan at jeg på nogen måde kan være sikker. Men med det du har fortalt er der en mistanke der ikke vil gå væk. Du kan læse om det her:
http://www.ungekompasset.dk/Forside/Vid ... Borderline
http://www.dr.dk/Tvaers/problemer/psyki ... /orderline
Grunden til at jeg linker til borderline er fordi du fortæller at din veninde svinger så meget. Måske er det bare teenage-hormoner i kombination med de problemer hun nu har. Men jeg tror godt du kan vurdere det om min mistanke er helt ved siden af.
Hvis der er tale om borderline eller noget der ligner, så er det meget vigtigt at du ved, at hendes vrede er hendes forsvar fordi hun ikke ved hvad hun ellers skal gøre -ikke fordi hun hader dig. Men voldsomt er det, og især for dig der lige nu er i en meget sårbar periode, og som jo måske også er særlig sensitiv, som du læste om for en del indlæg siden.
Skulle det gå helt i ged med den efterskole, så vil jeg faktisk foreslå dig alligevel at kontakte kommunen. Der er sandsynligvis flere muligheder end du lige tror. Jeg under dig virkelig at komme lidt væk.
Det vil være helt udelukket for dig at bo noget tid hos din far? Fordi du ikke stoler på ham efter episoden hos psykiateren? Eller fordi han (også) har fundet en ny partner?
Det er faktisk godt at I trods alt har lidt timer trods lockouten, så kommer du da lidt ud. Men det vigtigste er, at de psykologtimer bliver sat i et sammenhængende forløb så du kan få noget ordentligt hjælp.
Jeg ved udemærket godt at det er ufatteligt svært det du gennemgår lige nu. Og din søster sikkert ligeså. Men jeg fornemmer faktisk at du er blevet stærkere, ganske umærkeligt. Måske du ikke selv kan mærke det endnu. Men du gror -og jeg er sikker på at når solen skinner på dig igen, så bliver du til en meget meget smuk blomst -en smuk sjæl.
Kæmp April! Kæmp for din fremtid og den lykke du har fortjent at mærke.