Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det er virkelig flot det du har gjort! Og virkelig modigt! Du har taget hånd om dit liv og din fremtid og det kan du være meget meget stolt over!
Jeg ved det har været mget grænseoverskridende for dig at fortælle alt, det er nok derfor at du føler som du gør lige nu. For det har jo altid været "farligt" at fortælle andre om dine følelser, ikke? Derfor er det ikke så sært at der kommer en modreaktion nu. Men prøv at fokusere på hvad der IKKE skete ved lægen:
Han grinede ikke. Han syntes ikke at du var mærkelig. Han syntes ikke at du var en taber. Han syntes ikke du var dum. Han syntes ikke du var en skabet teenager der bare ville have opmærksomhed. Han syntes ikke du spildte hans tid.
Derimod så
Lyttede han. Tog dig alvorligt. Tog hånd om din situation ved at henvende sig til der hvor du skal indlægges. Lavede en plan for dit forløb. Behandlede dig som et medmenneske der havde behov for hjælp. Behandlede dig som et voksent, modent individ. Syntes at det var godt du kom. Syntes at det at du turde komme, viste så meget mod og styrke at du ikke behøvede medicin. Syntes at nu var det på tide, at der blev fokuseret på dig -og på hele dig.
Altså så skete det modsatte af hvad du inderst inde var bange for. Det er klart at det føles mærkeligt lige nu, for du har gjort noget du aldrig har gjort før, og har gjort det modsatte af hvad du følelsesmæssigt allermest havde lyst til.
Det svarer faktisk til at du har besteget et stejlt bjerg! Og DU gjorde det, ingen andre.
De første skridt er altid de sværeste, for du er jo begyndt at gå ad nye stier. Men jeg kan love dig for at du i fremtiden vil se tilbage og takke dig selv for at du turde -og kunne, også selv om det var svært.
Fortryd ikke at du gik til lægen, det er det bedste du har gjort for dig selv nogensinde. Jeg ved at en del af dig er vred over at du gjorde det, nemlig den del af dig der ikke følte at den kunne beskytte dig som den altid har gjort, nemlig ved at få dig til at holde mund om dit indre fordi det var for farligt at sige noget.
Den del af dig skal stadig have lov til at beskytte dig, men den skal bare have vist en anden måde at gøre det på som passer bedre til en ung intelligent 16-årig istedet for en lille sårbar 6-årig. Og det skal nok komme. I dag har den del af dig set, at din verden netop ikke blev splintret fordi du sagde noget. Tværtimod har du nu et andet menneske til at hjælpe dig med at bære dine byrder.
Fortryd ikke! April, du er bare sej. Jeg vidste du kunne.
Jeg har bare fået det utrolig dårligt med mig selv efterfølgende. Jeg ved vi har piller i huset, og hvis ikke min veninde havde revet mig til en fest, så tror jeg måske lidt at jeg havde gjort noget dumt!
Jeg kan ikke mere... Syntes altså det er ekstremt hårdt. Troede man følte sig så lettet og sådan, men det gør jeg i overhovedet ikke.
Det var 1. gang jeg nogensinde havde snakket så meget om den del af mig, selvom jeg ikke fortalt alt. Alle de vigtige ting sagde jeg og jeg svarede på hans spørgsmål.
Er dog ikke særlig glad for at snakke med mænd, men har kun mandlige læger jeg kan komme til. Så det var også en grænse.
Jeg tror bare ikke jeg er klar til den her kæmpe omvæltning lige nu.
At tage til lægen er et så utrolig lille skridt i det hele, jeg kommer aldrig videre...
Fortalte du lægen at du skærer i dig selv? Du skrev nemlig at du ikke fortalte alt, men det vigtigste -så det ved han vel?
Ved han hvor alene du står i din familie?
At du føler at det vil være en umulighed for dig at sige sandheden til din mor?
At du føler at din far svigtede dig til den samtale hos psykiateren hvor du ikke kunne åbne dig fordi han var med?
At det er vigtigt at du får noget terapi alene?
Nej, April du tager altså helt fejl, det er netop IKKE et lille skridt for dig og din situation at tage til lægen. Havde vi to ikke snakket her, var det jo nok ikke sket.
Det er et kæmpe skridt for dig. Jeg ved godt at du nok ikke kan se det lige nu, men det kan jeg love dig for at du vil kunne når du ser tilbage om noget tid. Det er meget flot det du har gjort og skal ikke undervurderes. Det er det første skridt hen imod det liv du kunne tænke dig sal se ud, istedet for bare at følge med strømmen også når retningen ikke er en du har det godt med.
Selvfølgelig føles det skræmmende og sært at gøre det stik modsatte af hvad du har gjort tidligere, men denne her vej er, som jeg fortalte dig, sværest i starten men jeg kan garantere dig for at det ikke vil blive ved med at føles så svært og mærkeligt.
Og du skal huske at du jo også vil få hjælp, hvis du altså samler alt det mod jeg ved du besidder -og tager imod det -uanset hvor skræmmende det kan føles i starten.
Der er et lys på den anden side April, og du kan tro det er smukt.
Ja jeg fortale ham at jeg skære i mig selv. Og han gav mig nogle råd, som desværre bare ikke hjalp for mig. Han spurgte dog om han kunne få liv til at se det, men det sagde jeg nej til.
Han spurgte mig også om jeg kunne finde på at tage piller igen, hvor jeg sagde at det vidste jeg ikke.
Jeg ved ikke om jeg fik sagt at jeg stod alene sådan helt 100% men han spurgte om jeg følte mig ensom hvor jeg sagde ja.
Han ved også at min mor ikke ved noget, og at min plan ikke indholder det lige foreløbig. Om han syntes det er okay ved jeg dog ikke.
Han ved også at jeg ikke føler min far er der, og hvorfor jeg ikke længere kan med ham. Og da jeg sad der hos lægen gik det op for mig at den eneste mulighed med min far er at jeg ikke skal se ham mere. Måske til nogle helligdage hvor det så er ekstra specielt men ellers ikke. Han er den person han er, og det bliver der aldrig lavet om på. At han så dengang valgte at blive far er jo dumt!
Jeg fortalte ham ikke direkte at jeg ville have terapi alene, men at terapien sidst ikke hjalp fordi de sad der, så det må vel være fint.
Det kan godt være det er et stort skridt, men det er kun 1 ud af de mange skridt der er. Og jeg kan ikke klare flere af sådanne skridt, det kan jeg ikke.
Der er jo ingen der kan hjælpe mig, min sygdom vil altid være der, min far vil altid være den han er, min mor bliver hos kæresten, og folk vil altid hade mig. Det kan jo ikke reddes.
At du hat en kronisk sygdom behøver jo ikke betyde at dit liv altid vil være som nu, du har livet for dig og meget ændres altså når du bliver voksen og flytter hjemmefra.
April, der er jo ingen der hader dig! Jeg forstår simpelthen ikke at du bliver ved med at gå så meget op i en pige fra skolen, der netop ikke hader dig -men bare er ligeglad med dig og derfor brugte dig som et redskab til at fremme sine egne interesser. Det var meget grimt gjort og det sårer, ja. Men der er altså ikke tale om at nogle hader dig. Der er derimod tale om en grim egoisme, men det er altså ikke det samme som had.
Du bliver simpelthen NØD til at fokusere på dig selv og din fremtid, og ikke orientere dig ud fra ligegyldige piger fra din skole.
Og jo, selvfølgelig kan du tage flere skridt som det du lige har gjort. Det største og sværeste skridt har du nemlig taget ved at tage til lægen og fortælle ham alt dette her. Det er helt fantastisk modigt gjort og viser bare, at du indeholder meget mere styrek og mod end du selv er klar over.
Det er det mod og den styrke som vil få dig igennem. Jeg ved at du ikke kan se at det nogensinde kan ændres, men det er altså din depression der taler! For virkeligheden er helt anderledes, ting KAN ændres. Også selv om dine forældre ikke skulle kunne finde ud af at ændre sig, så vil du stadig have masser af muligheder for at få et godt liv med venner og den nærhed du har behov for.
Men først skal du jo i behandling og det må være din førsteprioritet over alt andet.
Du kan godt komme igennem, April. Af den simple grund at du reelt ikke har noget valg her. Du SKAL igennem, du SKAL kæmpe -og du kan godt, du kan meget meget mere end du selv tror.
Den ene pige er jo ikke den eneste. Der er 4 piger som har turde at sige noget, eller over SMS og nettet. Men jeg har jo bare ingen venner længere.
Og den ene jeg har hende kan jeg ikke være mig selv over for. For så føler jeg mig ikke god nok forhold til hende. Hun er bare så perfekt, og nogle gang undre jeg mig over at hun overhovedet gider at være veninder med en som mig.
Jeg kan bare ikke klare det her mere virkelig! Igår kom det rimelig langt ud... Jeg tog ikke nogle piller, men der var heller ikke nogen.
Jeg kan jo ikke komme ud i lyset, har aldrig været der, hvert fald ikke så længe jeg husker, hvorfor skulle jeg så komme der ud nu.
Jeg kommer jo ikke i behandling. Skolepsykologen kan garanteret ikke hjælpe mig, fordi jeg ikke lige åbner mig rigtigt de 1. par gange.
På sygehuset for jeg ikke sagt jeg vil have psykologhjælp, og hvis de tilbyder det skal min mor med, og så kan jeg ikke sige det imod.
Jeg kan ligeså godt droppe det!
Kan du fortælle hvad det er for en sygdom du har?
Sygdommes symptomer bliver værre hvis man har det psykisk skidt, så din sygdom kan sagtens blive meget bedre -hvis du altså bliver hjulpet med dine depressive tanker.
Du fortalte for mange indlæg siden, at du som helt lille altid var glad og tryg, så der har du vel været i lyset? Eller var du alligevel ikke så tryg, trods alt?
Det er kun naturligt helt at glemme hvordan det er at være i lyset når det er så længe siden, men husk nu på, at det jo ikke er sådan at du fra det ene øjeblik går fra det ene til det andet. Det er en proces som helt automatisk vil foregå i dit eget tempo. Dit syn på verden vil også ændre sig meget, mange der har oplevet perioder med depression fortæller at de slet ikke kan forstå hvordan de kunne få de sorte tanker i de depressive perioder -og omvendt når de var depressive kunne de slet ikke forstå hvordan de tidligere kunne se så ubekymret på tingene.
Du har sikkert hørt ordsproget "alt afhænger af øjnene der ser" -og det beskriver det faktisk meget godt.
Skolepsykologen kan godt hjælpe dig, han/hun har jo en lang uddannelse i lige præcis at hjælpe unge som dig, men det kræver at du åbner munden op -og den del er dit ansvar helt og holdent. Hos børn vil man jo ofte have forældrene med til at komme med supplerende oplysninger fordi det netop kan være så svært for et barn at åbne sig for fremmede. Men du er ikke et barn længere, April. Derfor SKAL du fortælle det hele til den psykolog. Du har gjort det til lægen, så jeg ved du kan. Du må stole på den store styrke du har som du af en eller anden grund slet ikke anderkender.
Du har så mange store kvaliteter og et stort potentiale som du simpelthen SKAL udnytte til at få den uddannelse og det liv du gerne vil have. Du skal ikke have en fremtid på kontanthjælp og kroniske psykiske problemer. Men korsvejen er altså lige her og nu. Du har ikke andet valg end at sige noget til den psykolog -eller give ham/hende en seddel med det hele. For du SKAL have hjælp.
Det er helt enormt uretfærdigt at du skal have denne byrde på dine unge skuldre, men dine forældre evner åbenbart desværre ikke at se eller anderkende de problemer du står i, og har ikke formået at fylde dig og din søster med det selvværd og den selvtillid I havde brug for, selv om de helt uden tvivl elsker jer begge overalt på jorden. Men kærlighed er bare ikke altid nok. Heldigvis har du evnerne, modet og styrken til at gøre det du nu må gøre for at hjælpe dig selv, og det er en meget stor gave som kun ganske få unge i svære situationer som din er i besiddelse af. Du er en vinder, April. Du har bare ikke set det endnu.
I dit sidste indlæg undrede du dig over hvorfor din smarte veninde dog overhovedet ville være sammen med dig -hvis hun vidste hvordan du i virkeligheden er ville hun løbe skrigende bort, skrev du med nogle lidt andre ord.
Har du tænkt på, at din veninde gerne vil være ven med dig fordi hun kan lide dit selskab? Fordi du er en god ven der ikke løber med sladder? Fordi du er til at stole på? Fordi du er rart og intelligent selskab? Fordi hun kan være sig selv sammen med dig?
Du skylder hende også at turde være dig selv sammen med hende. Fortrolighed er ikke det samme som at fortælle alt om sig selv, og din veninde har ligesom du selv ret til at sige fra over for at skulle være problemløser til store personlige problemer. I er trods alt kun 15 år begge to. Voksne veninder i samme situation ville hre på den anden, og derefter opfordre til at søge hjælp hos en læge eller psykolog. Men det overblik kan man ikke forlange at I to har i så ung en alder, og det skal I heller ikke kræve af hinanden.
Fortæl bare om de gode og dårlige ting, men nyd først og fremmest hinandens selskab. Rigtig fortrolighed tager tid og også modenhed.
Du skriver at den pige der sendte dig den grimme mail har 4 (eller 3) andre med sig. 4 stakler bliver altså nød til at nedgøre en som dig der i forvejen står i en svær situation, for at føle at de er "med" og "er noget". Kan du ikke se hvor sølle det er? Med tanke på de store muligheder de har for at få mange med, så burde det jo være langt langt flere. Men det er det ikke! For dine skolekammerater ved jo godt at du, April, ikke er den der taler ondt om andre. Er den der hjælper hvis du kan. Ikke ødelægger andres selvværd. De er bare for svage eller uvidende til at støtte op om dig. Jeg er temmelig sikker på at om 15 år til klasse-genforening for årgang 2012/13 så vil der være nogle fra din nuværende klasse der til den tid vil komme og sige at de efter at være blevet voksne og selv har fået børn er blevet klar over at de svigtede dig den gang i 2013 ved ikke at sige noget til de piger, eller fortælle dig at de synes du er ok.
April, glem de 4 tøser, de er ikke din opmærksom værd. Koncentrér dig i stedet om at få den hjælp du behøver, tag imod den og kræv det liv i lyset du helt retteligt fortjener!
Ja mælke sukker intolerance.
Men sygdommen vil jo aldrig gå helt væk.
Jeg var vel engang i lyset, inden jeg begyndte i 1. klasse. Så indtil jeg var 6 år var jeg i lyset. Og inden da var det heller ikke særlig godt, mine forældre var ALDRIG hjemme, vi havde derfor barnepige på. Bare meget svært at finde en der gad at passe os fordi mig og min søster skændtes rigtig meget dengang. Tror måske det var fordi vi manglede tryghed. Vi så aldrig rigtigt vores forældre fordi de arbejdede, og når de så kom hjem snakkede vi heller ikke rigtigt sammen. Jeg har altid været en der helt sad for mig selv, det var jeg også dengang.
Jeg ved ikke rigtigt noget mere altså... Jeg kan bare snart ikke klare det mere!
Ja det kræver netop "bare" at jeg åbner mig, men det har jeg bare aldrig kunne før. Og min mor er med til den 1. samtale her, så jeg siger da slet ikke noget.
Jeg føler ikke jeg har nogle kvaliteter overhovedet..
Jeg er jo ikke god nok for nogen, ikke engang min far!
Ja jeg undre mig over hvorfor hun overhovedet gider mig, men hun kender jo heller ikke til den rigtige mig. Så jeg ved ikke om hun overhovedet kan lide MIG!
Det er bare hårdt hele tiden at havd folk i mod sig. Det for mig tit til at tænke på hvor dum jeg er, og om jeg overhovedet er god nok! Det tvivler jeg på jeg er!
Nu går der nyt rygte. Min veninde og jeg tror åben bart vi er mega seje med den stil vi har. Det gør vi godt nok ikke. Vi går bare op i tøj og mode, og har den stil der er in.
Men alt hvad jeg gør er jo forkert.
Jeg har valgt at fortælle min veninde at hun ikke skal føle sig tvunget til at være sammen med mig fordi jeg har det svært. Og at jeg godt forstår hvis hun ikke gider mig, for det er sikkert mig der gør hende mere og mere upopulær. For mange andre er jeg bare min venindes veninde. Jeg er bare hende ved siden af.
Har taget 6 en halv vitamin D, det eneste jeg kunne finde. Havde egentlig hentet 20 piller, men fik det så dårligt! Fik kvalme, hovedpine, mine muskler blev helt slappe og utrolig træt!
Har det stadig ret dårligt, men det går vel over.