Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Min mors depression var for flere år siden, det er rigtigt mange år siden. Inden skilsmisse og alt med min far. Og min mormor har vidst også haft det, det var derfor tænkte jeg på det arve ting noget.
Min søster har også haft det utrolig svært med det, men hun sagde det højt, og fik den hjælp hun behøvede. Så hun kom sig rimelig hurtigt over det, og hun føler ikke længere det er et problem
Med hensyn til min mor så prøvede hun på det ja, men det skulle jeg også sige til hende en million gange. Og jeg har det med altid at hjælpe min mor, altså måske gøre hende bedre end jeg føler. Som en slags ønsketænkning. Tager jeg mig tit i...
Men kan ikke huske sidst jeg var sådan helt glad, det var helt tilbage for 10 år siden, hvor jeg følte mig meget glad og fri. Den kommer jo aldrig tilbage...
Jeg tog far i en lære som nu har sørget for at jeg kommer til den skolepsykolog.
Ud fra detdu fortæller om din mor og andre familiemedlemmer, kunne det godt tyde på at du er disponeret for at få depressioner. Det betyder bare at du skal lære at være mere opmærksom på de signaler du får fra dig selv end andre og respektere at der er ting som er mere belastende for dig end andre.
En anden bruger, Kameliadamen, er en ældre klog dame der har stor erfaring med og viden om depressioner, læs hendes svar her:
viewtopic.php?f=2&t=30480&p=147625#p147625
Som jeg skrev for efterhånden en del indlæg siden er det helt naturligt at man idealiserer sine forældre som barn. En af grundene til at teenage-tiden er så svær er, at det også er den periode hvor langt de fleste finder ud af at deres forældre er mennesker med gode og dårlige sider der har fejl som alle andre.
Jeg tror virkelig ikke at din mor er ligeglade, men det kan være at hun fortæller sig selv at du har det langt bedre end det hun nok ser, fordi hendes overskud ikke er så stort. Dette er ikke en undskldning for hende, mere en forklaring, for ja, både hun og din far burde være mere på banen.
Det er godt at du er en fighter, selv om du nok slet ikke ser dig selv som en sådan. Men det er du! Du har selv kontaktet lægen og du har selv kontaktet en lærer for at komme til skolepsykologen. Skal det forstås sådan, at du har taget sagen i egen hånd og fået en lærer til at rykke for en tid?
Der er jo en grund til at du ikke har været sådan helt glad i meget lang tid. For du har jo selv fortalt her, at ved skilsmissen og nok også i alle årene efter, har der ikke rigtig været plads til dine følelser og behov. Man kan ikke udvikle sit fulde potentiale og være sådan rigtig glad hvis ens følelser, de posistive som negative, ikke accepteres og anderkendes. Ligeså med dine behov, du har jo også haft behov for nærhed og tryghed men har i lange perioder måtte klare dig selv på trods af mobning i skolen.
Jeg kan fortælle dig, at selv om det har været og er sådan i dit liv, og har været det i mange mange år, så er det heldigvis ikke sådan at det behøver at være sådan resten af dit liv. Der står ikke en lov nogle steder hvor der står: "Alle har ret til at være glade, undtagen April." Og heldigvis for det. Tværtimod har du muligheden for at få et rigtigt godt liv på trods af det du har i bagagen. Det behøver ikke at være familien der støtter og hjælper en gennem livet, det kan ligeså godt være gode venner man stoler på. Selvom du skriver at du lige nu "kun" har en veninde, så tyder det da på at det er en rigtig god veninde der vil dig det godt og som du kan stole på? Og er det tilfældet, så har du mere end langt de fleste andre på din alder. Det er ikke antallet af veninder der tæller, men derimod kvaliteten af de venskaber man har. Hellere 1 rigtig god ven, end 10 ligegyldige.
Mon ikke du er klar til en lille opgave mere?
Kan du komme på mindst 2 og meget gerne flere gode egenskaber ved dig selv? Altså, hvad kan du godt lide ved dig selv?
Tænk rigtig godt over det. Prøv at se dig selv gennem din vens øjne. Der er jo en grund til at hun er din ven.
Det kan godt være at min mor ikke er ligeglad med mig, men efter hun har fået en kæreste har hun ændret sig mere end de fleste gør. Og vores forhold er blevet mere og mere ødelagt. Det er utrolig svært at sætte ord på det, det var bare noget helt specielt engang, og nu hvor jeg føler jeg har brug for det er det væk. Jeg spurgte faktisk min søster om hun syntes vores 3's forhold stadig var det samme som lige efter skilsmissen. Og der gav hun mig 100% ret i at det bestemt ikke var det.
Før skilsmissen snakkede vi aldrig rigtig med vores mor, hun var den der sørgede for alt det huslige, og var der. Vi lavede selvfølgelig ting sammen, men jeg kendte hende faktisk ikke rigtigt, og der var mange ting jeg slet ikke vidste som jeg ved nu. For efter skilsmissen blev vores forhold utrolig specielt, men nu bliver det som sagt ødelagt. Det værste der kunne ske skete.
Ja jeg har taget sagen i helt egen hånd, men da jeg har været ved at give op nu et par gange, er jeg godt klar over jeg ikke kan helt selv. Så derfor gik jeg til en lære, som er interesseret i at hjælpe mig når som helst!
Det er rigtigt at 1 god veninde er bedre end 10 falske. Men problemet er at hende jeg r veninder med ved jeg ikke om jeg kan stole på. Hun har som sagt nogle problemer selv, og det har jeg i rigtig lang tid støttet hende i, og gør det stadig. Jeg hjælper hende utrolig meget, men hvis jeg prøver at snakke om at jeg har det dårligt. Fortæller hun gerne hvor meget værre hendes er...
Øhm gode ting ved mig selv... Hader at sige gode ting om mig selv..
1. Jeg er hjælpsom.
2. Jeg er god til at spille guitar.
Ud fra hvad jeg kan forstå mellem linierne så fortalte din mor dig og din søster en del om hvordan hun selv havde det og måske havde haft det tidligere? Jeg kan ikke lade være med at få mistanken, at I to piger måske har lagt øre til en hel del og til dels har været de støttende parter for din mor i skilsmisseforløbet. Det er rigtigt at det giver en hel speciel samhørighed at komme så tæt på en forælder, men jeg kan ikke lade være med at tænke om I måske har passet mere på hende end hun på jer, i den periode. Og at hendes kæreste på det punkt nu har taget den plads, sådan at der igen er tale om at hun er mor og I er børnene?
Hvis det er helt forkert forstået så undskylder jeg altså mange gange, men det er bare en fornemmelse som også forklarer en del ting. For hvis din mor havde det så svært og I udgjorde den mentale støtte, så var der jo ikke plads til dine følelser, vel April? Hvis den samhørighed I havde, var at I skulle passe på din mor, så har du haft en voksens ansvar, og selv om de fleste tænker, at det så må være en lettelse at en voksen tager over, så kan fritagelsen fra det ansvar faktisk være temmelig svært, fordi du samtidig mister din rolle i familien. Hvis fritagelsen fra dit store ansvar ikke erstattes af at du føler at du hjemme bliver set og hørt på andre måder, så giver det jo netop følelsen af at være kasseret. Jeg tror ikke det har været bevist fra din mors side noget af det, hvis det er sådan det forholder sig. Altså, hun har ikke været bevist om at du og din søster har været dem der har passet på hende mentalt, og at den rolle nu er blevet erstattet af kæresten –hvilket er godt. Hvad der er skidt er, at fordi hun ikke er opmærksom på hvad der er sket, ikke får givet din søster og dig den opmærksomhed I jo har brug, og som jo skal gives på en mere konstruktiv måde end at børn passer på deres forældre i stedet for det omvendte.
Jeg ved ikke om det giver mening, men ellers kan du måske fortælle lidt mere om jeres forhold ved at give nogle eksempler.
April, jeg tror altså du skal passe lidt på med den veninde. Som jeg skrev for mange indlæg siden, så har børn og unge der som dig ikke har haft det helt let og hvor der ikke har været plads til deres følelser og behov, sværere ved at mærke og anderkende deres egen grænser. Du skal ikke ”fikse” din veninde. Det er ok at du interesserer dig for hendes liv og hører til hvordan hun har det, men det er et usundt venskab hvis det er hovedemnet. Du skal igen mærke godt efter: Når du har været sammen med hende, føler du dig så glad og ladet op, eller lidt trist og drænet? Det kan være at det skifter lidt, men der skal helst være 90% af det første og 10% af det sidste. Det er ok at sige fra, lige som hun jo også gør. For hende ER hendes egne problemer jo større end dine, for hun er jo en pige på 15 år og det kræver faktisk meget mentalt at kunne se ud over sine egne problemer og involvere sig i andres, hvis man selv ikke har det helt let.
Men helt objektivt, er det slet ikke utænkeligt at du står i langt sværere problemer end hun. Men det har hun bare ikke overskuddet til at rumme, og derfor siger hun fra ved at sige at hendes problemer er værre end dine. Og det er faktisk ok, for hun kan jo ikke give dig den hjælp du har brug for. Hun kan kun give dig sit venskab og venindehygge. Og du skal heller ikke være hendes terapeut, hvis det hun har brug for også er en voksens øre og hjælp.
Der er jo grund til at tro, at den eneste grund til at du overhovedet kan holde til at forholde dig til din venindes problemer er, at du er så trænet i ikke rigtigt at mærke dem når du er sammen med andre.
Jeg skriver dette her, fordi det er en rolle det er så forfærdeligt nemt at falde i, når man har haft en baggrund der ligner din. Det er let at blive en andre betror deres problemer, men når du så selv har brug for en skulder så er der ingen, fordi du ikke har lært at mærke dine egne følelser og behov og derfor ikke kan gøre andre opmærksom på dem.
Det er bare helt vildt sejt gået at du har kontaktet den lærer for at rykke for skolepsykologen. Så jeg tror fuldt og fast på at selvom du ikke har det særlig let lige nu, så skal du nok komme igennem og få det liv du fortjener.
Jeg ved godt at det slet ikke er let for dig at finde pæne ting at sige om dig selv. Men det er godt at du kunne.
Jeg er ikke i tvivl om at du er hjælpsom, for du har altså et godt hjerte, April. Og så er det dejligt at høre det med musikken. For musik er en helt fantastisk kanal til vores følelser. Måske du kan mærke at du får læsset af når du spiller og går helt ind i musikken. Spiller du med nogle? Der må da være bands der hellere end gerne vil have en dygtig guitarist med. Synger du også?
Fortsættes
Du er trofast, du er hjælpsom, du er lyttende og ret sikkert også god til at sætte dig ind i hvad andre føler, du er intelligent, dygtig til at skrive, musikalsk og god til at spille guitar. Og ikke mindst, så er du modig.
Og du har jo slet ikke fortalt alt, så mon ikke du har mange flere gode egenskaber endnu?
Og er det ikke værd at kæmpe for at en ung pige med så meget at byde for, får lov til at blomstre og trives?
Mig og min søster har helt klart fået for meget med, det ved jeg godt. Men det har jo styrket. Men hendes kæreste er bare alt hvad hun ikke vil have. Han drikker for mange øl, hvilket min mor hader for det fjorde min far også engang. Og så er det så mange personlige ting som hun ikke gider normalt.
Men det er jo et eller andet sted rigtigt. Har bare utrolig svært ved at indse at det er som det er. Vil helst bare sige alt er godt, og alle mennesker er gode. Selv overfor folk jeg ikke bryder mig om eller ikke kender.
Det er svært at give eksempler, men vi hat altid bare haft noget specielt. Vi har altid kunne snakke om stort set alt, selv drenge!
Ved godt jeg skal passe på med hende, men jeg har ikke andre. Jeg ved ikke hvad jeg føler mig bagefter. Kommer lidt an på hvad vi har lavet. Hvis hun har en dårlig dag, så føler jeg mig utrolig træt på en eller anden måde.
Men min mor har også tit nævnt at jeg hjælper andre for meget, og glemmer mig selv.
Jeg ved ikke om jeg har det værre end hende. Hun har det meget bedre nu, og er meget mere glad.
Jeg tør ikke rigtigt at sige hende igen, fordi jeg simpelthen er bange for vi bliver uvenner. Og det er ikke specielt fedt. For så er jeg alene...
Skolepsykologen har dog bare glemt mig IGEN! Jeg vil ikke længere prøve at få den hjælp!! Gider ikke at at blive ved. Men jeg fik nu ringet til lægen og har en tid i uge 7.
Mange tak, har ikke så meget overskud eller lyst til a spille for tiden. Men jeg går ikke til guitar, jeg spiller alene, og har lært mig selv det. Nej jeg synger ikke.
Jeg har desværre valgt at cutte ret meget igen...
Jeg er ked af at høre at du er begyndt at cutte igen, men du må ikke slå dig selv oven i hovedet ved at sige at det er noget du har ”valgt”. Ingen vælger at være destruktiv mod sig selv. Du gør det fordi det er den eneste måde du lige nu kender at komme af med din indre smerte på. Grunden til at det er så vigtigt med psykolog er netop at du her vil kunne få redskaber til at komme af med dine følelser og angst på en mere hensigtsmæssig måde. Og også lære dine følelser at kende, så verden ikke virker så kaotisk som den gør lige nu for dig.
Jeg forstår virkelig godt at du er bange for at din veninde skal blive vred hvis du siger fra overfor at skulle beskæftige dig med hendes problemer. Men heldigvis behøver du ikke direkte at sige ”nej det gider jeg altså ikke høre på”, det gør din veninde jo heller ikke direkte ved dig. Hun skifter bare emne, og det samme kan du også gøre. Næste gang hun vil have du skal være psykolog, så skift emne inden hun kommer i gang, snak i stedet om noget af det I kan lide at lave eller have sammen. Du skriver, at har hun en dårlig dag, så føler du dig træt på en eller andet måde. Mon ikke du er følelsesmæssigt træt? Og mentalt træt?
Jeg har på fornemmelsen at du måske kunne tilhøre en gruppe mennesker der kaldes ”highly sensitive person” (HSP) eller på dansk meget sensitive mennesker. Du kan læse om det her og se om du genkender det:
http://blogs.jp.dk/potentialefabrikken/ ... -dig-selv/
Det er vigtigt at understrege, at HSP ikke er en diagnose, det er bare en betegnelse på et karaktertræk, ligesom at nogle er meget udadvendte.
Det er virkelig for dårligt at skolepsykologen ikke har kontaktet dig, jeg synes din skole virker meget uengageret i jer elevers trivsel, for at være helt ærlig.
Godt at du har været så forudseende også at bestille en tid hos lægen.
Og hvad vil lægen så gøre? Han har jo set din depressionstest, og vil til samtalen ud fra det stille nogle spørgsmål for at se og høre dig. Lægen kan nemlig slet ikke stille diagnosen depression hvis han kun skriver med folk. Han vil nok høre lidt til din familiesituation, om du er eller er blevet mobbet, om du har nogle venner og den slags.
Det er smaddervigtigt at du er helt ærlig over for ham, selv om det nok vil være rigtig svært for dig at få sagt det hele. Du er jo ikke vant til at åbne dig for andre mennesker. Men husk, der er IKKE noget der er pinligt, heller ikke at du cutter. Du er ikke den eneste på jorden der har det sådan, og det betyder at lægen altså ikke sidder og tænker ”hun er godt nok for mærkelig, hende April”.
Måske vil lægen også bestille en blodprøve, for der er nemlig nogle mangelstilstande der også kan give nedtrykthed.
Det vil være en rigtig god ide at lave en seddel med de vigtigste ting du bliver nød til at sige. Lav den sådan at skulle du nu gå helt i stå, så kan du give sedlen til lægen så du ikke er afhængig af at SKULLE kunne fortælle alt.
Jeg synes det er flot at du har lært dig selv at spille guitar. Ærgerligt at du ikke kan gå til noget undervisning, jeg tror faktisk at det ville være rigtig godt for dig at få noget ene-undervisning i guitar. Den halve time/20 min om ugen med en voksen der udelukkende koncentrerer sig om dig og dit spil kan altså gøre fuldstændig underværker på selvværd og selvtillid, det har jeg set så mange gange. Men jeg tror det er vigtigt at du først kommer i et terapi-forløb, for ellers kan det med musikken godt blive for overvældende. For går du rigtigt ind i musikken, kommer du automatisk direkte i kontakt med dine følelser og det skal du altså lige vænne dig til.
Jeg tænker på dig, April. Pas nu godt på dig.
Jeg kan bare ikke lade være med at hjælpe hende. Nogle gange føler jeg mig bare forpligtet til at gøre det. Jo det er følelses træt.
Jeg har været inde og læse på den side. Og det er måske ret rigtigt, hvis man spurgte min for vil hun hvert fald sige ja, hun mener jeg tænker på mig selv for lidt. Men det er bare en del af mig at hjælpe andre, og jo jeg glemmer nok mig selv, men andre er da glade så. Nogle gange kan jeg god tænke over hvad je egentlig føler, og så ikke rigtigt vide det.
Jeg tror sådan set at skolen er ligeglad med trivslen, det eneste de tænker på er at man skal komme, de er sådan set ligeglad med grunden til man ikke kommer.
Ja okay, det var nu ikke helt min plan at fortælle lægen om at jeg skære i mig selv. For så skal min mor vide det jo......
Jeg har lavet en seddel om hvad jeg skal have sagt.
Har engang gået til noget sammenspil, men det kunne desværre ikke hænge sammen med skolen efter 5 gange eller sådan noget.
Mine følelser er rigtig underlige for tiden, kan ikke rigtigt holde tårnene væk. Og det er en kamp i skolen. Om aftenen bryder jeg helt sammen, efter en dags kamp...
Som sagt er det vigtigt at du ved, at det at være særlig sensitiv ikke er en sygdom eller noget mærkeligt. Jeg er det faktisk også selv, sammen med 10% af befolkningen. Det er bare et karaktertræk som vi er nogle der har. Det betyder bare, at det kan være en fordel at være opmærksom på det fordi der er visse situationer hvor det er en fordel hvis vi passer lidet ekstra på os selv.
Du skriver fx at du nok nogle gange nok glemmer dig selv, men andre er da glade. Og det er jo ikke sådan at du skal glemme dig selv for at andre skal kunne være glade. De andre har jo også et ansvar for at sørge for at sprede glæde. Det er svært at lære og svært at lade være, det ved jeg så udmærket, men det er ok at gøre folk glade hvis du har LYST og OVERSKUD –og det er lige så meget ok at lade være! Hvis du ikke har det mentale overskud, så er det vigtigt at du får sagt til dig selv at så behøver du altså ikke bruge din sparsomme energi på andres behov. Det letteste er simpelthen at skifte emne, hvis din veninde eller andre kommer med problemer du ikke har overskud til at høre. Det er også helt ok at trække dig, simpelthen forlade stedet hvis der ikke er andet at gøre.
Jeg er ked af at din skole er sådan, det burde virkelig ikke være sådan. Utroligt at skolepsykologen ikke prioriterer den slags højere.
Jeg ved godt at du ikke er meget for at din mor skal vide det, men detteher er altså vigtigt, April. Hvis du skal have den hjælp du har brug for af din læge –og det SKAL du –for det gælder dit liv og din fremtid, så skal han altså vide det hele. Også at du er ked af at din mor får det at vide. Det kan jo være der viser sig en løsning hvor lige det at du cutter ikke behøver at komme frem lige med det samme.
Hvis lægen laver en fysisk undersøgelse af dig, så vil han jo også se det alligevel. Husk nu, det er ikke flovt at du cutter. Det er et råb om hjælp til følelser du ikke ved hvordan du skal håndtere. Og du har al mulig grund til at have de følelser med det du har fortalt indtil nu. Så du er ikke underlig eller mærkelig eller sær. Du er bare et menneske, og der er altså en grænse for hvor meget et menneske på 15 år kan klare rent følelsesmæssigt.
Det er jo heller ikke mærkeligt at du har underlige følelser lige nu, som du beskriver dem. Du har holdt dine følelser stangen i lang tid, men nu snakker vi jo om dem her og det er kun naturligt at en hel del ting kommer op til overfladen. Jeg kunne forestille mig, at du føler et stort mix af sorg over det du har mistet, vrede, ensomhed, lavt selvværd, lav selvtillid, irritation over at dit liv er sådan lige nu, frustration over at prøve at blive hørt og måske også glæde over nogle andre ting –der ville ikke være noget at sige til at det føles som underligt, hvis du føler bare halvdelen.
Har du mulighed for at snakke lidt med den lærer du nævnte, ham der sagde at du kunne komme til ham når som helst? For det er ikke godt at du går på sammenbruddets rand en hel skoledag, det er alt for hårdt. Og der er alligevel nogle uger til at du har tiden ved din læge, grunden til at der går den tid, er sandsynligvis at der er sat ekstra tid af til dig. Men du ville have godt af at have et rigtigt, fysisk menneske ved dig der kan høre på dig lige nu.
Tror du, at du vil kunne finde ud af hvad det er for forskellige følelser du har, når dine følelser er ”underlige”? Og så måske skrive lidt om det her? Så er der en chance for at de i det mindste ikke føles så mærkelige mere, og det vil også være lettere for dig at forstå hvorfor du har dem. Det gør det lidt lettere at bære når man selv ved hvorfor.
Og husk nu April. Du er ikke ligegyldig, ikke lige meget! Er du i tvivl, så se på alle de flere hundrede visninger din tråd her har. Der er mange der tænker på dig, hver dag.