Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Du får lige en lille tillægsopgave, men den skal du kun svare på herinde hvis du vil, men du skal svare på den overfor dig selv: da du var lille, hvis du nu blev: begejstret, rasende, bundulykkelig, hvordan reagerede dine omgivelser så, altså hvilke følelser kunne du mærke at du fik tilbage fra dine omgivelser? Fx du var begejstret som kun en 3-årig kan være det, dvs. griner og hviner højlydt af fryd –så fik fx du glæde, begejstring, ros, anderkendelse tilbage -eller irritation (for du larmede) og vrede (fx fordi det var sent)? Eller ligegyldighed (for der var travlt med andre ting)? Du må gerne tænke over hvor gammel du er i de situationer du nu kan huske.
Husk nu, jeg tænker på dig
Ved ikke rigtigt med de piger der. Det er bare rigtig irriterende når de engang har været, eller det troede jeg, ens tætte veninder. Jeg fortalte dem ting, som jeg fortryder sindsygt meget nu. Nu bruger de dem imod mig, og fortæller det videre.
Nu har jeg ikke så meget sat mig ind i det med en depression, men du nævner det meget tit. Er der noget i det??
Ja altså som skrevet, det er en sindsyg svær opgave. Osse fordi nu stærke side aldrig har været at fortælle om mine følelser. Men jeg vil ikke sige jeg ikke elsker min mor, for det gør jeg! Men min far tilgændgæld, ham har jeg svært ved at sige jeg elsker. For jeg kender ham ikke rigtigt, og jeg føler mig fremmede hjemme hos ham. Jeg er flov over ham, sur på ham. Og er skuffede over både min mor og far.
Før skilsmissen var det helt anderledes. Der elskede jeg dem begge utrolig højt, de var mine helt store forbilleder. Jeg stolede på dem, og kunne fortælle mine tanker. Indtil ca. 1 klasse, da jeg begyndte at blive mobbet, der stoppede jeg med at vise mine følelser! Jeg begyndte at blive indelukket, og jeg begyndte allerede der at græde mig selv i søvne. Ikke så lang tid efter, tror jeg, blev de skilt. Men kom sammen igen. Der brød min verden sammen, og jeg begyndte at ønske at de gik fra hinanden igen, fordi de jo på ingen måde kunne sammen. Det gjorde de jo så også. På en hård måde... Og det er så 4 år siden, og jeg har derefter haft det som jeg har det nu.
Jeg håber det var bedre, men har virkelig også tænkt meget over det. Det andet var mere mine umiddelbare tanker.
Forstår ikke helt opgaven tror jeg ikke, men jeg prøver at svare alligevel.
Jeg har som skrevet aldrig fortalt eller vist mine sande følelser. Selv når jeg har skulle prøve at fortælle en psykolog om ting som dette, har jeg smilt og været urolig. Mit smil er min facade. Tror også det er grunden til at folk ikke rigtigt tror på jeg er ked af det når jeg siger det.
En gang for vidst 6-7 år siden da min farmor døde, var familien samlet. Jeg sad og smilte mens de andre græd. Min tante flippede fuldstændig ud på mig, og det samme gjorde min mor dagen efter på hende, for min familie kendte godt til at jeg ikke kunne vise mine følelser. Sig hvis jeg har forstået det forkert!
Ok, så de piger var altså nogle du troede du kunne stole på. Og det du fortalte brugte de imod dig. Hvor ækelt. Men igen, det handler slet ikke om dig, du var bare midlet til at de kunne føle at de havde et stærkt fællesskab sammen og at de var hævet over andre. Det var deres mål og egoistiske behov, og havde der været en anden de kunne bruge til formålet havde de gjort det. De har slet slet ikke været klar over hvor stor skade de har gjort, men det undskylder altså slet ikke deres opførsel som var helt igennem afskyelig.
Jeg ved godt at det var en svær opgave du fik der. Hvis du har lukket helt i for dine følelser siden du var 6-7 år, og måske endda har været på vej til det før (din ekstraopgave som du ikke behøvede at svare på her men som er vigtig at du virkelig gør dig umage med), så er der jo ikke noget at sige til at du har svært ved at udtrykke hvad du føler også over for dig selv, og endnu sværere for dig at fortælle andre.
Lad os lige se på det igen:
”Før skilsmissen var det helt anderledes. Der elskede jeg dem begge utrolig højt, de var mine helt store forbilleder. Jeg stolede på dem, og kunne fortælle mine tanker”
Dvs. før du kom i skole kunne du beskrive dine følelser for dine forældre som: kærlighed, beundring, respekt, tryghed; du følte dig anderkendt, elsket, og frem for alt tryg.
”Indtil ca. 1 klasse, da jeg begyndte at blive mobbet, der stoppede jeg med at vise mine følelser! Jeg begyndte at blive indelukket, og jeg begyndte allerede der at græde mig selv i søvne. Ikke så lang tid efter, tror jeg, blev de skilt.”
Noget er ændret omkring din skolestart for dine forældre er vel ikke kommet frem til at ville skilles sådan lige pludselig. Måske har der været flere skænderier lige omkring den tid hvor du var startet i 1. klasse. Det er klart at det har været rigtig modbydeligt, for ikke nok med at du starter i 1. klasse som jo altså er en milepæl, så måtte du åbenbart gøre det lidt alene fordi dine forældres samliv gik skidt.
Du skriver at du så begyndte at blive indelukket, dvs. at noget hjemme har gjort at du ikke som før har fortalt om dine tanker om at være i skolen. Samtidig med mobningen, som er et svigt fra dine kammerater, så oplevede du at dine forældre gik fra hinanden OG kom sammen igen OG gik fra hinanden igen. Dvs. at du faktisk ikke helt har vist hvor du havde dem. Rigtig mange børn føler at det er deres skyld at deres forældre går fra hinanden, du var jo ikke så gammel da det skete, måske du også har følt sådan? For så har du vel også følt at du måtte pakke dine negative følelser helt væk for at dine forældre ikke skulle skændes? Og mobberierne i din klasse har vel kun skubbet på din følelse af at være forkert.
På et eller andet tidspunkt må det have været sådan at hvis du udtrykte negative følelser, så udløste det ballade, var du derimod glad også selvom det kun var en facade, så fik du ros, opmærksomhed eller en anden form for anderkendelse. Det hele blev meget lettere. Du har på et eller andet tidspunkt lært, at hvis du skulle være tæt på andre mennesker, hvis de skulle elske dig, så SKULLE du være glad og kun glad. Og eftersom du jo netop ikke var glad men derimod temmelig ulykkelig så blev det en facade, mens alt det pæne var på overfladen. Men April, det er jo kun et halvt liv. Et helt liv består af lys og mørke og glæde og sorg og for at du kan udvikle dig til et helt menneske og ikke kun en skygge, så må du kræve dine følelser tilbage.
Der kommer en del arbejde for dig men bare på dine to svar er der sket en hel del: Din far: du føler vrede, afsky (du er flov over ham) og svigt (skuffelse). Foruden de følelser du kunne huske at du havde da du var barn.
Så de er heldigvis ikke langt væk og det er rigtig godt. For de er vejen til at du får det bedre, meget bedre.
Det er HELT OK at du føler de følelser overfor din far. Prøv at fokusere på dem hver for sig, vrede, afsky, svigt/skuffelse. Får du lyst til at banke en pude fordærvet, så gør endelig det for det er følelser der skal ud. Får du lyst til at råbe, så gør det, for det er følelser der skal ud. Får du lyst til at græde til du ikke har flere tårer, så gør du det for det er følelser der skal ud.
Gør det samme ved de følelser du føler overfor din mor.
Dette er dit første skridt på vejen, og det bliver nok en kamp i starten, måske vil du pludselig få en mærkelig fornemmelse af at du er flov over at FØLE vreden men det vil kun være naturligt når den har været undertrykt så lang tid. Måske vil der komme udbrud af fx vrede fordi du endnu ikke rigtig kan mærke hvornår du går fra 1 til 100. Men det er altså en del af din helbredelse.
Jeg nævner som sagt depression flere gange fordi de ting du har beskrevet lyder meget som om du har en depression. Men det er altså skolepsykologen der skal vurdere det, ikke mig. Det er godt at din mor kæmper, det er uretfærdigt at det skal være så besværligt især når de havde lovet at kontakte dig. Det er virkelig under al kritik.
Ja min facade kom da jeg begyndte i 1. Klasse jeg blev mobbet og mine forældre gik fra hinanden. For der følte jeg ikke at jeg så kunne komme ud med mine følelser, jeg følte ikke det var dem der var plads til. Så jeg for utrolig tit af vide at jeg er en glad og smilende pige. Så folk der har mødt mig, bliver overrasket når de hører bare en smule.
Mit liv er delt utrolig meget op, når jeg er i skole, eller i selskab med andre i det hele taget smiler jeg. Men når jeg er alene, har jeg mest lyst til bare at græde og græde. Det gør jeg stort set hver aften når alle er gået i seng. Jeg knækkede dig en enkelt gang nede i skolen, hvor jeg måtte løbe ud på gangen, for bare at græde. Det er jeg utrolig bange for at gøre igen..
Jeg har tænkt mig at ringe til lægen, måske allerede idag. Jeg ved ikke om jeg kan idag. Er kommet ind i en rigtig dårlig periode. Især ang. mad og sådan. Så har endnu ikke været i skole i den her uge.
Jeg synes det vil være en rigtig god ide hvis du ringer til lægen i dag.
Nu har du også fået meget bedre styr på hvad du skal sige til ham. Tag vores korrespondance med som støtte.
Husk at bede om en dobbelt tid, ellers har du kun 10 minutter og det er fint nok til ligtorne og hoste men altså ikke nok når man skal fortælle om sit inderste.
Husk jeg tænker på dig -og krydser fingre for at du kan få en hurtig tid ved lægen
Nu venter jeg på og høre om jeg skal til et møde der.
Hvor er jeg glad for at du gjorde det, både tog testen og kontaktede lægen. Mon ikke du får en tid rimeligt snart.
Gør han sit arbejde ordentligt, er testen kun vejledende. Han skal tale med dig og se dig før den endelige diagnose kan stilles. Men jeg er overbevist om at han nok skal gøre noget og at du nok skal blive hørt denne gang. Du skal huske at sige til ham at du gerne vil have en henvisning til psykologforløb for det vil være det allerbedste for dig.
Depressioner kan være arvelige og her er det der fik den udløst ofte meget diffust, men lige pludseligt er grænsen bare noget.
Men for dig lyder det altså mere til at det er pga. de ting du har været igennem i dit liv, det er det man kalder en belastningsreaktion, og den slags depressioner er heldigvis lettere at arbejde med for her er der jo noget konkret at tage fat på.
Det er vigtigt at du hænger i, som du har gjort de sidste dage med dine små opgaver, for det er den gave du skal give dig selv -at blive hel igen og klogere på dig selv, hvilket vil være dig en kæmpe gavn livet igennem.
Mange andre begynder først på den proces midt i livet og så er det sværere at ændre på tankemønstre.
Du er virkelig sej, April. Og en dag vil det gå op for dig hvor sej du faktisk er.
Det var skam også utrolig og overaskende hårdt at gøre det. Men nu kommer det sværeste, at skulle tage facaden ned. Regner med jeg skal til et møde der, det var hvert fald planen.
Min mor har også haft en depression, og har været på lykkepiller i nogle år. Men jeg håber da lidt hvis jeg har en af dem at det er den sidste, hvis den er lettest at få væk!
Nu skal jeg så bare have lov af skolen til at tage til et møde hos lægen, i skole tiden, uden min mor skal skrive. For hun behøver ikke at vide noget lige nu. Den bliver meget sværere.
Det er da en helt ærlig sag at du har fået det dårligere. Det skal du ikke skamme dig over. Du har jo også gennemgået en del ting i din fortid de sidste dage, og det kan være lidt af et shok at erkende og se tilbage på de begivenheder i ens barndom der har ført en til der hvor man er nu.
Jeg ved at du ikke vil fortælle din mor at du skal til læge fordi du ikke vil bekymre hende, men tænk på at hun jo bør og skal få det at vide på et eller andet tidspunkt. Tror du ikke at hun vil blive meget ked af det hvis du ikke siger det?
Men det vigtigste er trods alt at du kommer afsted og er det en lille hvid løgn der skal til for at du får snakket med lægen inden for kort tid så må det vel være sådan, selv om det bestemt ikke er optimalt.
SÅ prøv nu alligevel at overveje en ekstra gang om du ikke kan sige det til hende.
Du skriver i flere af indlæggene at hun virker ligeglad med dig, men samtidig fortæller du at hun gør hvad hun kan for at få rusket op i skolepsykologen. Det sidste tyder da ikke på at hun er ligeglad.
At din mor har haft en depression betyder ikke at det er arveligt i sig selv. Hun har jo også været udsat for en stor belastning under skilmissen. Uanset hvordan en skilsmisse forløber, så er det bare hårdt at gå igennem og en sådan kommer jo også efter en periode der kan have været meget længe hvor samlivet mellem dine forældre ikke har været helt let.
Men alt det har jo også påvirket dig. Det er klart at din mor ikke har haft så stort et overskud til at tag sig at dig og din søster når hun selv har haft en depression. Som deprimeret har man bare ikke overskuddet til at tage andre mennesker ind i ret lang tid ad gangen og man kan ikke bare tage sig sammen.
Det betyder vel også at da din søster var ved at blive teenager stod hun og dig vel rimeligt alene. Mon ikke I to har mere tilfældes end du lige tror?
Hvis der skulle være en tendens til depression i din familie, så er det altså ikke sådan at det skal opfattes som en forusigelse. Mere som en sårbarhed som gør at du skal passe lidt mere på hvilket psykisk pres du udsætter dig for end de fleste andre. Fx vil det være en dårlig ide at få et arbejde hvor presset er meget stort, som fx at være kamppilot eller børshandler.
Men pres er jo mange ting. Det der er et stort pres for nogle er ren afslapning for andre, det handler om øjnene der ser. Så du skal bare mærke efter og være ærlig over for dig selv.
Og for at kunne det, skal du kunne mærke dine følelser igen, og kunne genkende dem.
Jeg er sikker på at du har en lys fremtid i sigte, April. For du har så mange gode kvaliteter.
Mange tanker til dig