Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg forstår godt at du føler dig fortabt og frustreret.
Du skrev tidligere, at din stedfar var sådan ok, men nu skriver du at du slet ikke kan med ham. Kan du komme med et eksempel eller to? Der er nemlig mange måder ikke at kunne med folk på.
Hvis du føler at han "stjæler" din mor fra dig, så tror pokker at du ikke kan med ham, for så er han jo din rival og ikke din stedfar.
Det er meget vigtigt at din mor sørger for at have lidt alenetid med dig og din søster, måske også med hver enkelt af jer for sig. For når det hel er lidt kaotisk, hvilket jeg også tror det er for din mor, så tager den ene dag den anden selv om hun måske tænker, at næste weekend, SÅ...
Derfor bliver du nød til at mønstre alt dit mod til den samtale. Som altså skal foregår UDEN dine forældre, sig til dem at de skal gå ud hvis de er med inde. Du har også ret til at have dit inderste for dig selv lige som alle andre. Du skal gøre det for din egen skyld, April. Men også for din søster. For hun går jo nok igennem noget af det samme, eller?
Jeg tror det også er vigtigt at hele din familie kommer i en terapi. For det virker måske lidt som om at det hele går lidt for stærkt for dine forældre. Mange voksne der ser unge som dig have det skidt, tænker at det nok kun er en overgang så bliver det bedre, for hun er jo så ung. Og også lidt teenageagtig. I virkeligheden ved de godt at de skal ændre noget for at deres børn kan få det bedre, men måske har disse voksne også ting i bagagen der gør at det bliver svært. Fx. kunne dine forældre have det svært i forhold til psykisk sygdom som depression og angst (i dit tilfælde angst for at andre skal skade dig hvis du viser det mindste af dig selv). Måske har de selv fået af vide det er noget pjat.
Men det er det altså ikke. Der er noget galt i din familie, med den måde I omgås sammen, og du er symptomet og IKKE årsagen! Forstår du hvad jeg mener med det?
Jeg er glad for at du ikke længere bliver mobbet. Men så forstår jeg ikke helt. Har du skiftet klasse? Eller skal til det? Og hvis det sidste, hvorfor så det hvis mobningen er holdt op? -Anonyme tosser der skriver åndssvage mails skal du virkelig ikke tage alvorligt. De har et problem, ikke dig. Det du giver til verdne har det med at komme tilbage. Så du kan nok forestille dig hvad der venter hende din mobbe-mail-skriver i fremtiden hvis hun fortsætter med den slags. Hendes slags gider ingen. Din slags gider mange!
Du må printe vores samtale ud og give til psykologen. Det er vigtigt, søde April! Og gerne fortælle lidt mere herinde. Ingen ved jo hvem du er alligevel så du risikerer ikke noget. Den psykolog SKAL jo vide hvordan du har det. Du har fortjent et godt liv, præcis som alle andre.
I starten af det år blev jeg holdt ude i dem klasse jeg gik i, der var ingen der havde lyst til at snakke med mig. Og pga. mit meget høje fravær fik jeg næsten dagligt beskeder fra 2 piger som 'du gør dig jo mere syg end du er!' 'Du har det jo slet ikke svært' osv. osv.
Men jeg er nu skiftet klasse.
Den anonyme er hård, fordi jeg ved personen kender mig! For det er ikke første gang jeg er blevet kaldt de ting personen kalder mig! Og det er altså noget der kommer utrolig tæt på.
Jeg tvivler på jeg kommer ned til en skolepsykolog, jeg ved bare jeg ikke længere kæmper for hjælp! Det kan jeg ikke!
Det er sikkert ikke let at forklare fordi det ikke er enkelt.
Kan du skrive lidt om hvilke ord der dukker op når du tænker på din mor? (fx. tryghed, forladthed, den slags)
Og det samme med din far?
Hvor tæt er dit forhold til din søster? Har du mulighed for at besøge hende jævnligt eller er hun flyttet langt væk pga studier? Hun har sikkert været meget igennem der ligner dit, måske er det derfor hun ikke kommer hjem så meget og er der så længe.
De 2 piger der skrev sedler til dig har sikkert følt sig vældig voksne og følsomme, men de har da ikke været værd at samle på. Det var da nogle afskyelige ting at skrive til et medmenneske der går igennem en svær tid i sit liv. Hvad gjorde skolen ved det? Selv om lærerne måske ikke har vist præcis hvem der har sendt dem, så burde de tage det op i klassen, for den slags gør man bare ikke.
Den anden pige skriver du kom tæt på. Men det gjorde hun jo netop IKKE, April. Det føler du kun fordi dine triste tanker måske et sted giver hende ret. Det er ikke det smme som at det har det mindste med virkeligheden at gøre.
Du har skåret i dig selv fordi du har haft det så skidt at det har været den eneste måde du kunne holde det hele ud på. Det gør dig ikke til en taber -det gør dig menneskelig! Og du ved jo godt at du ikke er en luder -har du måske kunder du får penge af for sexuelle ydelser? Nej, vel? Måske har du været sammen med nogle fyre hvor du har fortrudt bagefter, men det sker ofte for unge piger som dig, der har det svært og ikke tror det mindste på sig selv. For det er sværere for dig end for trygge unge at mærke dine egne grænser, og anderkende at det er ok at sige nej.
Så nej, den pige har ikke de mindste ret. Faktisk kunne hun ikke tage mere fejl.
April, du virker som en der er trist og ulykkelig, men også som en der er trofast og intelligent og som en virkelig god ven. Og jeg er helt sikker på at du ser langt langt bedre ud end du selv forestiller dig.
Og jo, du kæmper for hjælp for du skriver jo her. Og du skal vide, at du ved at skrive her og svare så godt du kan, virkelig hjælper mange mange andre unge der som dig står i en situation hvor deres familie er blevet revet fra hinanden af skilsmisse, men som enten ikke tør eller kan skrive som du gør.
Du er virkelig sej April, og jeg tror du har et stort potentiale for rigtig mange ting. Men du har brug for et kærligt skub og hjælp til at får det bedre. Nogle gange skal man tage en virkelig stor indånding og gå ud over skrænten med bind for øjnene. For kun sådan vil du kunne se og mærke den bro der vil bære dig over kløften -med andre ord -du SKAL fortælle sandheden til den psykolog, om ikke andet på skrift.
-Og husk nu. Det er ikke dig der er forkert -det er bare dig der reagerer på de ting i din familie der ikke fungerer -og det er de voksne omkring dig der har det fulde ansvar her.
Dit ansvar er at sige nok til den psykolog til at du får den nødvendige hjælp.
Intet er umuligt -intet. Og jeg kan love dig at jeg selv og alle andre der læser med her virkelig sidder og krydser fingre for dig og kun ønsker at du får det bedre.
Min søster bor stadig hjemme, men er her næsten aldrig. Vi havde på et tidspunkt et forhold hvor vi fortalte hinanden ALT! Eller det troede alle. Hun fortalte mig alt, men jeg har aldrig rigtigt sagt noget.
De 2 piger som skriver til mig gik i min gamle klasse, og skrev de ting over mobilen når jeg ikke var der. Jeg gider ikke at gøre mere ud af dem nu!
Den anden som skriver over formspring kan ikke kontakte mig anonymt mer, fordi jeg har slettet det. Men jeg følte at hun kom tæt på! Altså luder ved jeg ikke hvor kom fra da jeg stadig er jomfru! Men en masse andre ord gjorde!
Tak for alle de søde ord!
Men jeg har besluttet mig for at de er skolen der må kontakte mig, jeg har bedt om hjælp en gang nu, ikke igen.
Nej, du skal nemlig ikke gøre mere ud af de to tøser, de er ikke det værd. Se at få dem helt ud af dit mentale system, de fortjener ikke den energi du bruger på dem.
Synes du virkelig at du er "er en klam emocutter, og en snob, en taber osv. osv." (dit indlæg fra d. 15. januar)??????????
1) du er IKKE klam
2) bare fordi du holder dig lidt for dig selv gør dig ikke til en snob
3) du er bestemt ikke en taber, men en der går igennem svære ting på et i forvejen følsomt tidspunkt i din udvikling
Hun har sikkert skrevet mere, men jeg kan love dig for, at det heller ikke passer. Jeg tror altså at grunden til at det gjorde og gør så forfærdeligt ondt på dig at tænke på, er at hun har italesat nogle af de ting du går og tænker om dig selv.
Men April, hør nu på mig. Du er jo netop IKKE dum, grim og tyk! -eller en snob.
Det eneste tilnærmelsesvis rigtige hun har skrevet ,er at du skærer i dig selv, og det er jo ikke fordi du er dum og klam, men fordi du har det meget svært! (det har hun garanteret også, men vælger altså at eksportere sin smerte videre til dig. Ikke særligt sympatisk eller charmerende, vel?)
Du har ret i, at dine forældre har svigtet. Og jeg mener faktisk også at de har glemt dig i støvet fra skilsmisse, flytninger, nye kærester osv. Som jeg har skrevet tidligere, dine forældre må altså se at komme på banen og de skal have rådgivning til at holde sammen på familien. FOr det sker jo ikke.
Du forsvinder mere og mere ind i dig selv og din skal, og din søster som er lidt ældre har fysisk taget benene på nakken i det omfang det overhovedet er muligt når hun stadig bor hjemme.
Din søster har vist dig meget stor tillid ved at fortælle dig alt. Det er bestemt ikke noget alle storesøstre finder på. Det er en gave. Nu må du fortælle lidt tilbage.
Hvad tror du er det værste der kan ske hvis du fortæller din søster om dine inderste tanker? -At hun vil hade dig? Afsky dig? Synes du er sær? En taber?
Ved du hvad, det tror jeg faktisk slet ikke hun vil. Og du vil måske finde ud af at nogle af de tanker du har, dem har hun også. Og det er altid nemmere når man er to til at dele end at gå alene.
Du har sikkert været inde på disse links:
http://www.lmsselvskade.dk/script/site/default.asp
http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/saa ... du-hjaelp/
Men kig på dem igen, for her er det også professionelle der sidder bag skærmen, og som er vant til at høre lidt af hvert.
INGEN af dine tanker er pinlige eller forkerte. DU er IKKE forkert. Husk det nu April, du er god nok lige som du er. Gem dig ikke for verden, for vi har altså brug for dig!
Jeg kan ikke snakke med min søster om det, hende er jeg altid glad sammen med. Det vil jeg helst ikke ødelægge. Hun fortæller mig nogle ting, men jeg vil ikke gøre hende mere trist af at fortælle hende alt det!
Det værste der kan ske, er nok det der "burde ske". Nemlig at hun vil prøve at hjælpe mig, og hun vil snakke med mig om det. Og som skrevet før det er hende jeg er glad sammen med, det skal der ikke laves om på.
Jeg syntes bare verdenen(hvert fald min) er er helvede! Jeg syntes det er et forfærdeligt sted at være!
Sikke noget hø, for nu at bruge et pænere udtryk end det jeg egentligt tænkte!
Så må din mor altså rykke skolen, for du har rigtignok gjort nok. Nu må hun altså træde lidt i karakter, synes jeg.
DU skrev i dit forrige indlæg, at de piger nok kun skrev de ting om dig hvis der var noget om det. Nej, nej og atter NEJ! Det har INTET med dig og gøre -og ALT med dem at gøre. De gør det udelukkende for at virke seje og stærke -hvilket man altså ikke kan være når det går ud over andre. J
Jeg gætter faktisk på at en eller flere af dem har haft nogle af de samme problemer som dig, eller på anden måde har haft det tæt ind på livet. Derfor kan de skrive de ting de inderst inde tænker om sig selv -og de samme tanker har du så tilfældigvis også fordi det er sådan, at vores tankemønstre bliver deprimerende ens når vi er kede af det og har det dårligt med os selv.
Glem de tøser, de er ikke værdige til at være i dine tanker. Du er SÅ meget bedre end dem, April.
Jeg forstår godt at du helst vil have at din søster ikke ved hvordan du egentligt har det. Men jeg tror nu at hun faktisk udmærket godt kan se det. April, har du tænkt på, at hvis du betror dig til din søster så vil det faktisk være en anderkendelse af jeres specielle forhold? Fordi hun jo godt ved hvor svært du har med at åbne dig. Jeres forhold vil ganske givet blive så meget mere tæt, og også stadig fyldt med glæde.
Husk, det er faktisk kun mennesker man ikke er tæt på, der kun får de gode ting at vide. Er det derimod nær familie man er tryg ved eller meget nære venner, ja så er det en anderkendelse af deres status i dit liv, at du også lader dem komme ind bag facaden. Din søster har vist dig din tillid ved at fortælle om sit inderste. Nu må du tage en stor indånding og gøre det samme. Ellers kan det nemt ende sådan at din søster lige så stille glider ud af dit liv når hun flytter hjemmefra. For det er sådan med tætte forhold at man viser både det lyse og det mørke, for et venskab hvor der kun er plads til de lyse og glade ting, bliver overfladisk i længden fordi sådan er livet jo ikke.
Og som sagt, så tror jeg at I to har en del til fælles. Der er jo en årsag til at din søster er så lidt hjemme.
Du skriver flere steder, at det hele er så svært at forklare. Tror du, at du kan skrive lidt mere om dine tanker om din mor, far og stedfar? Fx, hvis du nu til hver person mærker efter, og skriver 3 negative følelser (du skrev svigt, og du må gerne gentage det) og 3 positive følelser (også selv om det kun er følelser du havde før i tiden).
Jeg tror det vil hjælpe meget til at bringe lidt mere orden i kaos. For ser du, man kan ikke føle sig svigtet af mennesker man ikke har elsket eller holdt af eller har stolet på. Og har man stolet på nogen har man følt sig tryg på et tidspunkt. Kan du se, at i følelsen svigt gemmer sig en masse andre følelser. Fx vrede og sorg. Ikke mærkeligt at det er så svært for dig at forklare.
Og så er der desværre ikke så meget at gøre end at du –evt sådan henkastet, må nævne den skolepsykolog for din mor. For du skal altså afsted. Du har SÅ meget potentiale og så meget at give ud af så pas nu på dig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal syntes om det de har sagt. Men jeg har kun 1 veninde tilbage der må da være noget...
Jeg kan ikke snakke med min søster om det. Hun har nok i sig selv lige pt. Hun har så meget at tænk på, jeg kan ikke give hende mere!
Men jeg tror nu ikke vi glider fra hinanden, så længe hun bliver ved med at stole på jeg fortæller hende alt.
Det er godt nok en lidt svær opgave. Men min mor er det svigt, overset på en måde, og så at hun er blevet så ligeglad med nogle ting! Og de gode må alt sammen være noget der var en gang, omsorg, beskyttende og interesseret.
Ved min far er det også svigt, og at han ikke er som en far længere, og blevet ukendt. Føler ikke jeg kender ham længere, og han kender slet ikke mig. De gode er helt klart også gamle, de er ca 5 år gamle faktisk. Og det er det samme som ved min mor.
Min mors kæreste føle jeg lidt prøver på at ødelægge vores forhold, han vil hele have min mor for sig selv, gode ting kan jeg ikke lige komme på.
Bedømt på den måde du beskriver din mors reaktion på at I intet har hørt fra skolepsykologen, så kan jeg altså godt undre mig over at hun ikke er lidt mere på mærkerne…..
Mht. hvad de øser har skrevet af sedler og gået og sagt til og om dig: NEJ NEJ og NEJ igen, der er IKKE noget om det! Som jeg skrev i går, det handler kun om dem. Du er bare midlet. En af dem har været noget igennem og kan derfor skrive ting som du tror kun du har tænkt. Men sagen er, at når vi har det skidt så tænker vi altså forbavsende ens.
Det er ikke så let at være veninde til en der har det rigtig skidt med sig selv. Ikke fordi du er et forfærdeligt menneske eller ikke er værd at samle på. Men simpelthen fordi din 15-årige veninder ikke kender så meget til livet endnu, og sikker slet ikke til livets mørkere sider. Det samme sker faktisk også for voksne der er syge, de oplever også meget tit at deres venner forsvinder. Mange ender med at blive meget bitre på vennerne fordi de tror at så er de kun noget værd for dem hvis de er friske. Men du skal huske på, at rigtig mange mennesker, inkl. dine veninder, er lidt bange for sygdom. Det er lige meget om det er depression eller fx kræft, folk aner ikke hvad de skal sige, og så holder de sig væk.
Dine venner har måske også mærket at du er blevet mere stille, eller måske mere pirrelig eller begge dele. Det vil være helt normalt hvis man har det som du. Og så har dine veninder i deres 15-årige visdom jo tænkt at April vist hellere vil være lidt for sig selv. Hvilket sikkert heller ikke er helt forkert, selvom det jo gør ondt at se ens venner holde sig væk. Men har man det svært med sig selv og gennemgår en krise i det hele taget, så er det sværere at forholde sig til andre mennesker fordi det man går igennem tager alt for mange kræfter.
Når du får det bedre skal de nok komme igen, og gør de ikke det var de heller ikke rigtige tætte veninder selvom I måske har gået sammen hver dag. Sæt pris på hende der er stærk nok til at rumme dig selv om du står midt i en krise. Prøv om du ikke kan holde en form for fri fra alle dine bekymringer når I er sammen. Jeg ved godt at det er rigtig svært og det er heller ikke sikkert at du kan. Men prøv alligevel.
Jeg stillede jeg dig jo en opgave: 3 negative og 3 positive følelser om din mor, far og stedfar.
Mor: svigt, overset, hun er ligeglad
omsorg, beskyttende, interesseret
Far: svigt, ikke mere far = distance, blevet ukendt
omsorg, beskyttende, interesseret
Stedfar: ødelægger forhold til din mor, vil have mor for sig selv.
Hmmm, April. Måske er det fordi du ikke helt kender ordene. Eller også prøver du at kvæle enhver følelse i dig. Men kan du se af oversigten her, den eneste FØLELSE du har beskrevet når du tænker på dine forældre er –svigt. Overset, det er lidt som svigt. Hun/han er ligeglad/distanceret, også svigt. Hvor er din vrede? Din frustration? Din sorg over det du har mistet? Din harme? Din ensomhed? Angst? Omsorg, beskyttende, interesseret er jo din beskrivelse af dine forældre som de var før, men jo ikke dine følelser for dem. Hvor var din kærlighed, glæde, følelse af at være elsket, tryghed, følelse af at være ok? Følelsen af at høre til?
Det kan jo skyldes at du har svaret hurtigt og lige hvad der fald dig ind da du tænkte på dine forældre, men prøv én gang til, og mærk virkelig efter. Det kan være at nogle af følelserne er lidt svære at skille fra hinanden, men de skal nok være der.
Men dine svar fortæller i hvert fald en ting: før i tiden, og det er vel før skilsmissen? Da følte du at dine forældre ville dig. Nu føler du at de er gledet væk fra dig. Din stedfar (som jeg udelukkende kalder ham fordi det er lettere for mig at skrive, end ”din mors kæreste” hele tiden), han virker lidt som en grå figur i dit liv. Uden nogle konturer rigtigt sådan som du beskriver ham lige nu. Tidligere beskrev du ham som ”sådan set ok men….”. så noget af dig kan måske godt acceptere ham men en anden del af dig er….vred? rasende? Ked af det? Ulykkelig? Harm? Ensom? Angst?
Når man som dig har været nød til at pakke dine følelser ned som du har fordi de af en eller anden årsag ikke har været accepterede af dine omgivelser midt i din families omvæltninger, så bliver de følelser som en hård filtret sort klump der tynger dig ned. Vi må have filtret det lidt ud igen, så kan du nemlig bearbejde –og acceptere og anderkende(!) hver følelse og så er det også nemmere at kunne udtrykke hvordan du egentlig har det både over for dig selv men også for de mennesker der skal hjælpe dig.
fortsættes...