Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hun lover nu at hun nok skal. Tror det er fordi hun ikke kan overskue det. Men har nu fået papirerne, så måske bliver det til noget alligevel, men tror ikke på det før jeg er der.
Min søster er typen der slynger ud med alle hendes problemer, gør og siger rigtig mange ting for opmærksomhedens skyld! Hun har altid været den der har fået opmærksomheden netop fordi at hun slynger ud om alt, og når der sker små ting ødelægger det hele hendes liv. Derfor har de altid været meget om hende.
Det er helt umuligt at jeg skal snakke med hende, det er slet ikke en mulighed på nogen måde!!
Det er helt i orden!!
Min "veninde" er inde i psykiatrien, og de har undersøgt hende for diverse psykiske sygdomme. Hun har en depression og får piller for det, hun er ikke længere deprimeret i følge psykiatrien, hun er bare hende.
Hun går altid og taler om hvor ensom hun er fordi hun ingen venner har, og 5 minutter efter taler hun om alle de aftaler hun har med alle hendes venner..
Glæder mig bare til at komme væk fra hende mere end noget andet!!
Det er helt og aldeles umuligt at jeg i noget tid skal bo hos min far! Min plan er at stoppe med at se ham fuldstændig, jeg kan ikke klare ham mere!
Jeg har ikke særlig mange timer, så sidder meget alene, ellers er jeg sammen med min "veninde". Men vil helst være alene..
Skolepsykologen er gået lidt i stå, aner ikke hvornår jeg kommer til at se hende igen, eller om jeg nogensinde gør. For efter der kom lock out har jeg ikke rigtigt hørt fra hende. Så tror forløbet hos hende er slut.
Jeg har fået lavet et slags skema for det sidste lange stykke tid, med ting der er sket med min krop både ydre og indre.
-jeg er træt HELE tiden!
-konstant hovedpine
-spiser mere end optimalt
-pludselige smerter rundt omkring
-nogle gange hjertebanken
-sygdom værre
-svimmel
-menstruations mønsteret er brudt
-let til tåre
-ekstrem dårlig hukommelse
-ingen koncentrationsevne
-stresset
-meget ofte irriteret uden grund
-rastløs
-isolering
-ingen overskud, heller ikke til små ting.
-utålmodig
-ekstreme selvmordstanker!
Der er garanteret mange flere, men det var hvad jeg kunne få formuleret ned på et stykke papir.
Det er virkelig gode nyheder at din mor alligevel vil betale til den efterskole, for det tror jeg vil være rigtig godt for dig på mange måder.
Det er ikke unormalt at søskende kan være forskellige af natur. Det lyder til at din søster er mere udadreagerende mens du vender dine problemer mere ind ad. Men det er ikke det samme som at I to ikke har meget tilfælles og slås med mange af de samme ting. Og netop fordi I nok reagerer så forskelligt, så kan det både give problemer. Men samtidig tror jeg at hvis I får talt sammen så vil I kunne faktisk kunne få rigtig meget ud af hinanden, netop fordi I reagerer så forskelligt. I vil kunne lære meget af hinanden, og dermed blive en stor styrke for hinanden. Men det kræver selvfølgelig at I holder op med at konkurrere om jeres forældres opmærksomhed hver for sig, men i stedet kræver den sammen!
Grunden til at jeg linkede til de sider om borderline sidste gang, var netop at det virker til at din veninde ser verden meget sort/hvidt. Enten er hun helt alene, eller også elsker alle hende. Enten er du den bedste veninde man kan få, men vil du ikke med til fest, så er du den værste af alle. Det med at der ikke er noget midtimellem, er typisk for borderline. Det ville fx være mere normalt at din veninde meget gerne ville have dig med til fest, og måske derfor er lidt ked af at du ikke vil med. Dette her er ikke det samme som at hun har borderline. Det kan kun en psykiater finde ud af. Men det du kan lære ved at læse om borderline er, at der altså er nogle der kan reagere sådan. I de mest ekstreme tilfælde kaldes det borderline. Men andre kan have personligheds-trækket i mindre grad når de bliver pressede, uden at der af den grund er tale om at de har en diagnose. Det er en måde for dem at overleve på. Din veninde hader dig ikke når hun er vred på dig. Hun ved som sagt bare ikke hvordan hun skal reagere anderledes. Og du er i din gode ret til at sige fra hvis hun bliver for meget for dig, det er meget vigtigt at du forstår det.
Jeg er meget ked af at det går så skidt mellem dig og din far. Du skal tænke dig godt om, om du virkelig vil stoppe med at se ham. Jeg ved at han har gjort dig ondt med dengang ved psykiateren, og også ved andre lejligheder. Men jeg tror virkelig ikke det er noget han gør med vilje. Han skal sikkert lave nogle ting om, men det kan han jo kun hvis du har kontakten med dig. At slå hånden af en forælder slider meget på ens psyke. Det er hårdt at stå alene, altså virkelig alene i verden.
Jeg har talt mange gange med personer der har overvejet det. Også nogle der har gjort det i en periode. Men alle har de savnet og alle har genoptaget kontakten igen. De meget få der aldrig tog kontakt igen, havde nogle helt særlige grunde.
Så derfor vil jeg råde dig til at mærke godt efter: Hvis du kan komme på bare ét godt minde med din far der betyder noget for dig, så skal du IKKE slå hånden af ham. For så er den pris du kommer til at betale alt alt for høj. Det er ikke det samme som at du ikke må være vred på ham. Og måske har du i en periode behov for at se ham mindre. Men han er stadig din far, du føler han er din far –også selvom han måske ikke altid har opført sig helt ansvarligt overfor dig. Og derfor bliver det for hårdt for DIG at slå hånden af ham.
Jeg håber virkelig at det psykologforløb kører igen. Det burde ikke betyde noget med lockouten, for psykologen er ikke ramt af den. Din mor må kontakte jeres læge eller sagsbehandler og rykke for at der sker noget. Det er meget meget vigtigt!
April, det er rigtig godt og også meget flot at du har lavet det skema. Det betyder at du er begyndt at kunne mærke dig selv og din krop. Det er et vigtigt skridt mod at du får det bedre.
De ting du har skrevet på din liste, er noget der er helt normalt for personer med stress og depression. Din krop er i en form for alarmberedskab hele tiden, derfor bliver du træt. Du er bekymret og anspændt –det giver hovedpine. Din stress gør at du spiser mere –din krop vil have energi fordi den tror du skal i kamp, eller flygte, og den slags der man jo have energi til.
Stress kan også give smerter, der netop springer rundt på kroppen. Stress giver hjertebanken og svimmelhed, rastløshed, utålmodighed og man kan ikke koncentrere sig. Det er også meget typisk at stress påvirker menstruationscycklus, så der går ged i det –og/eller at man bløder mere –eller måske hele tiden –eller får (flere) menstruationsmerter.
Stress og depression er en meget dårlig kombination! Bliver det ved, så er det vigtigt at du går til din læge igen.
Prøv at tage et stykke nyt papir og del det i to. På den ene del skriver det hvordan du HAR det, altså som den liste du har lavet. På den anden liste skriver du hvad du FØLER. Rastløs hører til den første liste. Vrede, ked af det, trist, forladthed osv. hører til på den anden. Mærk efter i maven.
Jeg har en anden øvelse til dig, som jeg tror er meget vigtig:
1) Tænk på noget der gør dig vred –som får dit hjerte til at banke hurtigere, sådan som du nogle gange mærker det.
2) Tænk herefter på noget der gør dig glad og afslappet. Den bedste dag i dit liv. Tag den følelse med dig mens du forestiller dig at du går ind til et meget smukt, roligt og helt sikkert sted. Intet ondt kan ramme dig der. Det kunne være en smuk have en sommerdag. Se dig lidt omkring i haven, alt der er i den er der for at give dig glæde og styrke. Du kan mærke græsset under dine fødder. Og i baggrunden, lige tilpas, kan du høre din ynglingsmusik som strømmer ud alle steder fra. Læg dig ned i græsset, og mærk hvordan dit hjerte slår langsomt, roligt, og i samme takt slapper du mere og mere af.
Med denne lille øvelse vil du kunne styre om dit hjerteslag skal være hurtigt eller langsomt. Del 2 kan være rigtig god at falde i søvn på, for den forhindrer dig også i at ligge og spekulere på triste tanker. Den øvelse hjalp mig igennem en meget svær tid.
Men det vigtigste lige nu er altså at du får hjælp, det SKAL du have. Jeg krydser fingre for dig og tænker faktisk en del på dig, April. Selvom du kan føle dig alene, så er du ikke forladt, husk det.
Min søster og jeg er bestemt helt forskellige. Kan godt se fordelene ved at vi tog en snak, men det er helt og aldeles umuligt. Vi kan ikke snakke sammen, slet ikke om svære ting. Så kunne jeg lige så godt gå direkte til min mor, hun vil helt sikkert sige det videre, det gør hun med alt jeg fortæller for at sætte mig i dårligt lys.
Jeg tror ikke rigtigt vi konkurrere om pladsen hos vores forældre, hun er begyndt at bedre kunne lide vores far, så det er delt op. Ved ikke hvorfor hun pludselig elsker ham så højt!
Jeg ved det ikke rigtigt med min ''veninde'', hun går fast hos en psykiater. Jeg ved bare at hun ødelægger sindsygt meget, og gør mig utrolig ked af det meget ofte. Men jeg vil ikke stå endnu mere alene end jeg gør i forvejen. Jeg har haft 2 sygedage nu her, hvor jeg bare har grædt og grædt pga. det her veninde halløj. Syntes ikke jeg ser en ende.
De 2 sidste dage har været forfærdelige. Har egentlig ikke brug for mere fravær på skolen, men har ikke lige kunne holde til at holde facaden oppe. Det er en langt større opgave en folk tror.
Er godt klar over det er et stort valg ang. min far, men har tænkt over det i 2 år nu eller sådan noget. Tør bare ikke. Det er heller ikke fordi jeg vil cutte kontakten helt, men hvert fald en pause. Lige nu ser jeg ham for meget, selvom det er sjælendt. Men HADER ham virkelig overalt på jorden. De fleste siger at man et eller andet sted altid elsker sin far og mor, men jeg vil lyve hvis jeg sagde jeg elsker ham.
Alt mellem min far og jeg er falskt.
Kan ikke komme på et godt minde om ham overhovedet. Hvis jeg tænker på min far, er der kun dårlige minder. I mit hoved er han en slags skurk, en der kun vil folk det dårligste. Det er hvert fald hvad jeg har følt.
Psykolog forløbet køre ikke.. Vi har slet ikke hørt fra hende, har forsøgt at rykke i min mor, men hun siger bare at hun ikke ved hvad hun mere kan gøre. Det vigtigste er efterskolen lige nu. Det går desværre rigtig langsomt.
Det har været sådan i lang tid nu, men har jo allerede været ved læge, og han var bare sådan helt kold. Som om hvordan jeg kunne tro der var noget galt med mig.
Forstår ikke lige helt det med papiret. Altså jo kan godt se meningen med den. Men det med hvordan jeg har og hvad jeg føler. Det med hvordan jeg har det, er det det fysiske og så den anden det psykiske eller??
Du skriver at du er sikker på at din søster vil gå til din mor med alt hvad du har fortalt for at sætte dig i et dårligt lys, hvis du fortalte din søster om svære ting. Det er det jeg mener med at I konkurrerer om jeres forældres opmærksomhed.
Er du sikker på at din søster vil fortælle alt til din mor, hvis hun i virkeligheden bedre kan med jeres far? Hvis I virkelig med gensidig respekt for hinanden kan tale sammen om jeres tanker du og din søster, så er der jo heller ingen grund til at frygte at den anden sladrer. Desuden er der jo også den ganske sandsynlige mulighed, at det du i sin tid fortalte din søster var af så alvorlig karakter, at hun –korrekt –vurderede at det var alt for alvorlig til at gå med uden voksen indblanding. Hvis din søster ikke havde sagt noget, og du så efterfølgende havde forsøgt selvmord, måske endda var lykkedes med det, så ville din søster bebrejde sig selv –og blive bebrejdet af dine forældre, resten af sit liv for at hun intet sagde.
Du har selvfølgelig slet ikke tænkt på det store ansvar du faktisk pålagde hende da du dengang betroede dig til din søster, for den slags gør man ikke som 13-14 årig. Din søster forsøgte at hjælpe dig med de begrænsede midler hun havde. Men ingen kan hjælpe dig hvis du intet fortæller.
Jeg ved hvor utroligt svært det er for dig. Jeg ved at ordene sidder fast i halsen eller forsvinder i splitsekundet inden du vil sige dem. Jeg ved at du føler at helvede ganske givet ville åbne sig under dig hvis du siger noget. Men du MÅ øve dig i at sige det højt. Du SKAL forstå, at du ikke er mindre værd som menneske og at du ikke ophører med at være dine forældres datter fordi du betror dig til dem eller andre.
Du og din søster har begge krav på at blive set som den I hver især er af jeres forældre uden at det sker på bekostning af den anden. Men bekriger I hinanden kan I på den anden side være medvirkende til at det I ønsker allermest, nemlig at blive set af jeres forældre, ikke kommer til at ske, fordi alt drukner i konflikter. I har begge to en andel i jeres indbyrdes forhold og I er begge to så store at I bør kunne tage vare på at have et godt forhold til hinanden.
Lige nu virker du faktisk vred over at din søster lige nu bedre kan med jeres far. Kan du ikke se, at det ikke er særligt konstruktivt fra din side? Du må da ønske det bedste for din søster, som ganske givet heller ikke har det helt let efter hvad du fortæller. I reagerer forskelligt men jeres problemer er nøjagtig de samme. Tal sammen. I behøver jo ikke nødvendigvis at starte med de helt store emner, det vigtige er bare at I begge er ærlige og åbne og viser ægte interesse for den anden.
Og jo, jeg kan love dig for at du elsker din far inderst inde. Ellers ville du slet ikke kunne være så vred på ham, men vreden overskygger nok kærligheden lige nu. Det gør ekstra ondt at blive såret af en man elsker og stoler på, og det er jo det du føler din far har gjort mod dig. Ved han det overhovedet? Sådan rigtigt altså? Har du prøvet at spørge ham om hvordan han synes det hele kører, altså med dig, din søster og hans nye liv? Om hvad han har følt og ment om at blive skilt og skulle flytte fra jer? Måske tidspunktet lige nu ikke er det rigtige for dig, men det vil være en god ide at spørge ham en dag og i hvert fald skylder du dig selv at stille ham de spørgsmål på et tidspunkt.
Du ved ikke hvorfor din veninde går til psykiater, det er sådan set også lige meget. Pointen med linkene er kun at vise dig, at nogle altså kan reagere meget voldsomt fordi de har noget at slås med, ikke fordi de hader dig. Jeg ved at du rammes hårdt alligevel, men måske det kan hjælpe dig til ikke at blive helt så ked af det.
Det er fuldt forståeligt at den sidste tid har været meget svær for dig og at du derfor har taget nogle dage fri fra skole. Jeg hæfter mig dog ved, at du skriver at du holder en facade oppe. Den facade kan du lige så godt kyle hen i et hjørne for den er kun med til at holde dig nede. Det er ikke det samme som at du skal gå rundt med følelserne uden på tøjet, men du skal turde være dig selv. Du vil finde ud af, at ved at bare være dig, så kan du bruge al den energi du før brugte til at være en anden til noget nyt og bedre. Du vil også finde ud af, at dine klassekammerater vil blive mere interesserede i at være sammen med dig og du vil have langt lettere ved at finde nye venner. Nu er et godt tidspunkt at starte, for hvad har du egentligt at miste?
Mht. det med papiret. Jo, det med hvordan du har det er det fysiske. Det var det du var så god til at beskrive på din egen liste. Men alle de fysiske ting du mærker ledsages af en eller flere følelser. Og det er dem du kan prøve at skrive ned på den anden halvdel.
Det er så længe siden at du har haft fri kontakt til dine følelser, i hvert fald virker det til at du ikke rigtig genkender dem når de dukker op. Og kan du ikke genkende de triste følelser så vil du næppe heller kunne genkende de glade følelser, som nok skal dukke op før eller siden
Fik du prøvet den anden øvelse jeg gav dig? Især del 2 er rigtig vigtig. I starten er det svært at holde koncentrationen, men det kommer hurtigt med øvelsen. Prøv det når du skal sove så du ikke ligger og spekulerer i stedet.
Pas på dig April.
Når jeg har læst de ting April skriver, har jeg aldrig været i tvivl om, at hun mente dem og virkelig havde behov for hjælp. Det er flot at hun har fået hjælpen det ville jeg have ønsket at jeg selv havde fået.
I forhold til psykologhjælp kunne jeg heller ikke få noget hjælp før efter selvmordsforsøget. Mine lærer havde set der var noget glat og fik mig sendt til skolepsykologen men hun gad kun se mig to gange og var ikke særlig sød. Hun sagde f.eks. til mig at jeg havde pip i låget og boede i pipkvarteret da vi boede på en vej med et fuglenavn. Hun gjorde mere skade end gavn.
April jeg håber du finder glæden ved livet igen. Den er der et sted. I dag fortryder jeg så bitterligt at jeg prøvede at tage mit eget liv. Jeg skar også i mig selv med barberblade og de ar er der stadig i dag og det er ikke rart. Jeg aner aldrig hvad jeg skal svare når nogen spørger. Men arene viser mig også at jeg kan komme så langt ud og at jeg skal søge hjælp i tide hvis jeg en anden gang får det så slemt. Jeg håber det bedste for dig April.
Jeg har aldrig fortalt hende noget som hun virkelig burde fortælle videre. Jeg begyndte til skolepsykolog og fortalte min søster om det, og lige nu skulle mor intet vide, hvilket skolepsykologen også havde sagt ok til. Men hun fortæller det videre.
Jeg har aldrig betroet mig rigtigt til hende, jeg har kun givet hende ret i ting omkring min far.
Kommer ikke til at kunne fortælle noget lige foreløbig, skolepsykologen er der jo trossalt ikke længere.
Jeg føler ikke rigtigt jeg er god nok. Tror også det er rimelig svært når man ikke for noget kærlighed nogen steder fra.
Jeg er bestemt ikke vred over at min søster bedre kan lide min far. Bliver da utrolig glad for hvis de 2 kan få et bånd, hvis det er det de begge ønsker. Det kunne være utrolig fedt for hende. Jeg vil bare ikke det samme. Og det kommer aldrig til at ske.
Kærligheden kommer aldrig tilbage, det vil aldrig blive det samme, aldrig nogensinde. Kan ikke fordrage ham! Det er derfor jeg ønsker ham ud af mit liv, så vreden går væk, og jeg endelig bare kan være ligeglad, og ikke længere tænke på ham. Han ved det godt ja. 1. efter jeg tog pillerne fik han et brev fra sygehuset 2. samtale med socialrådgiver. Og så har min søster fortalt ham 2 gange at han altså var en dårlig far.
Det var ham der smed os ud dengang med skilsmissen, så vi måtte bo et andet sted midlertidig, et forfærdeligt sted. Han har aldrig spurgt os om hvad vi syntes om at han flyttede så langt væk! Jeg føler jeg har forsøgt nok, måske er det ikke den længste kamp, men kan ikke kæmpe for ham mere!
Jeg overvejer at fortælle hende om det, men tør ikke. Det at komme ned i et klasselokale hvor der står ting på bordet om en, er allerede ubehageligt nok. Hvis jeg så ikke har hende, vil alle hakke ned på mig. For det er hende der er den populære. Men det er jo ikke 1. gang at jeg skal være hende den ensomme pige. Jeg er nok bare et forfærdeligt menneske.
Alle kender kun denne facade. Det er kun når jeg sidder helt alene jeg kan være mig selv. Og i den tid græder jeg jo kun. Facaden forsøger at være den person andre kan lide. Jeg begyndte i cirka 2. klasse at ligge facade på. Jeg fandt ud af at ingen gad, at være min ven, hvis jeg bare var mig selv. Og har lige siden været en helt anden. Det er ikke så let at komme af med igen.
Ja altså følelser er ikke ligefrem min stærke side.
Fysiske: Konstant træthed, ofte hovedpine, spiser mere, syg hele tiden, sygdom værre, pludselige smerter forskellige steder, pludselig hjertebanken, kan ikke klare for meget lys, menstruations mønsteret er brudt, stresset.
Følelser: vrede, ensomhed, trist.
Kan ikke lige få flere formuleret ned, overhovedet.
TIL ANITA:
Selvmordtanker styre ens liv, og er værre en folk lige går og tror. Syntes det er utrolig fedt at du er kommet så langt, og hvor ville jeg dog nogle gange ønske at mine smil ikke var falske.
Nogle gange fortryder jeg også mine selvmordsforsøg. Har rigtig svært ved at snakke om døden, høre om smertestillende, og bare se reklamer for panodill. Det er utrolig hvad det gør ved en. Det er forfærdeligt.
Jeg har heldigvis fået/haft en rigtig sød skolepsykolog. Den jeg havde før mine selvmordsforsøg var dog knap så rar, og ødelagde også rigtig meget. Syntes at tanken om at man skal så langt ud for at få hjælp er forfærdelig. Men det var også først der jeg kunne få hjælp. Har bare ikke fundet nogen der vil hjælpe mig rigtigt endnu. Og der er gået alt for lang tid. Så gejsten til at prøve på at få hjælp, er ude. Jeg har på den punkt givet op.
Du er ikke og kan aldrig nogensinde blive et forfærdeligt menneske! De som har fortalt dig det tager fejl! Og de, der har fået dig til at tro sådan om dig selv burde skamme sig!
Det er godt at høre, at du er glad på din søsters vegne over at hun kommer fint ud af det med jeres far. De sidste indlæg bar præg af, at du var meget vred på hende over mange ting. Det er helt sikkert ikke altid lige let at være to teenagere i samme hus, som I jo er. At bølgerne ind imellem går lidt højt er helt normalt. Men lad være med at være så vred på hende hele tiden. Dit fokus bør ligge på at du får det bedre end på hvad din søster har sagt og gjort tidligere. Det gælder sådan set også dit forhold til din far.
Jeg kan fortælle dig, at hvis den eneste grund til at afbryde forbindelsen til din far er, at du gerne vil af med din vrede mod ham, så virker det ikke. Vreden føler med, for den er ikke bundet til ham men til dig selv. Du kender sikkert udtrykket ”at vende den anden kind til”. De fleste tror, at det betyder at man skal finde sig i hvad som helst. Intet kunne være mere forkert. At vende den anden kind til betyder at man slipper vreden og hadet og dermed undgår at det æder en op indefra og gør ens sjæl grim. For vrede og had forandrer dig og hele den måde du ser verden på. Fastholder du vreden og hadet, så fastholder det dig i et gråt og trist liv.
Det er ikke det samme som at du ikke må være vred på din far. Selvfølgelig må du det. Men det skal ud så du kan slippe det, og det skal nok komme. Kærligheden til din far er der et sted, ellers ville du slet ikke kunne blive så stjernegal på ham. Kærligheden er dog ganske sikkert forandret, men ikke væk.
Det du gennemgår på en meget mere brutal måde end langt de fleste af dine kammerater er den ændring fra at se dine forældre som de ufejlbarlige. Som man jo gør som mindre. Nu er du næsten voksen og ser nu, at din far og mor er mennesker som alle andre. Og mennesker laver og tager fejl. Nogle mennesker laver endda store fejl. Og den slags gør naturligvis meget ondt. Men såret bliver altså endnu dybere, fordi den gudeagtige ufejlbarlige status forældre altså har når man er barn, krakelerer. Det skal alle igennem, du rammes bare hårdere fordi dine forældre har svært ved at overskue deres eget og dit liv.
Men én ting skal du holde fast i, dette her er meget vigtigt: Selvom dine forældre knolder rundt, til tider hvad der kunne ligne med hovedet under armen, så gør de det så godt de kan. Det er ikke det samme som at det er godt nok. Men de gør det så godt de kan. Fordi de elsker dig. Tro mig, jeg har været vidne til mange forældre der dybest set var hamrende ligeglade med deres børn. Dine forældre er bestemt ikke perfekte, men ligeglade er de ikke. Og det er meget vigtigt at du husker det.