Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Nu kan jeg forstå at han og din søster er ved at opbygge et forhold igen. Måske ligner de to hinanden i sind så det er lettere at starte dér. Men April, tænkt dig nu godt om. Det er meget hårdt at slå hånden af en forælder, langt hårdere end du kan forestille dig. Du kan altid tage en periode hvor du ikke kommer der så tit, så du får ro til at slikke de sår du har fået fra episoden ved psykiateren.
Har din mor betalt pengene til efterskolen? Det håber jeg meget er sket for det virker til at blive mere og mere vigtigt at du får nogle helt andre inputs end det du møder i din skole og derhjemme. Du har brug for at blive set og holdt af, og det virker ikke til at nogle af dine forældre har det overskud lige nu.
Har du på noget tidspunkt overvejet at fortælle din mor om denne tråd? For selvom din mor sikkert også har det svært og nok har svært ved at overskue så meget, så har hun –og for den sags skyld også din far –brug for at blive rusket temmelig grundigt op i hvad I to søstre angår. Det er jo helt sort at du skal tage dig af din egen behandling som var du en voksen. Det er og bliver dine forældres job.
Nu er skolekonflikten heldigvis forbi og skolen begynder som normalt igen på mandag. Mon ikke også så at der kommer lidt skred i de psykologsamtaler? Ellers må din læge på banen igen, han kan banke i bordet de rigtige steder.
Husk på, dine klassekammerater er også ved at være mere voksne nu, og reagerer ikke som de gjorde i 1. klasse. Jeg er rigtig ked af at du skal opleve mobning. Husk på, at de der mobber gør det fordi de selv er meget usikre på sig selv og på om de er gode nok i forhold til dem de går med. Mobning er et svagshedstegn –for mobberne, vel og mærke! Mobning er grimt og nedbrydende. Det gør mig så harm at du skal opleve det, især nu. Jeg håber at dine lærere har samlet kræfter til at få gjort noget ved det i løbet at lockouten.
Men husk: du er langt mere vellidt blandt dine kammerater end du lige tror. Mange tør bare ikke sige det højt. De er for generte, eller bange for at blive drillet. Og de ved heller ikke helt hvad de skal sige når de kan se at du ikke er glad. Jeg forstår godt dine tanker med din veninde. Bare husk at passe godt på dig selv.
Prøv at bruge lidt længere tid på at mærke hvilke følelser du egentlig mærker. Du skal ikke komme på dem, men mærke dem. Det vil være rigtig godt hvis du finder et roligt sted, lukker øjnene og tænker tilbage på en dag i dit liv hvor du bare var glad og tryg. Måske er det lang tid siden, men dagen skal nok være derinde. Prøv at udforsk de følelser der var der den dag. Senere kan du mærke efter hvordan du har det nu. Du skal ikke være bange for dine følelser, for de er der kun til at fortælle dig noget. Og det eneste de vil er at beskytte dig. Både de gode og de der føles mindre godt.
Husk, du er IKKE en dørmåtte! Du er en smuk sjæl, der gennemgår en masse svære ting i en i forvejen ikke ret let periode i dit liv. Det bliver bedre, meget bedre. Husk på, hvor meget du har at byde på: Intelligens, visdom, troskab.
Jeg føler mig ikke noget værd. Ikke nok værd til at leve i den her verden. Det må være det folk vil have jeg skal føle. Og det lykkedes dem. Jeg troede sådan set jeg kunne klare det, men det er jeg for svag til.
Jeg er ikke sur på min søster over båndet mellem hende og vores far. For jeg ved at det er hvad HUN vil have. Det kan jeg bare ikke.
Grunden til jeg ikke vil se min far længere er fordi jeg er sikker på jeg vil få det bedre. Det bliver sikkert hårdt i starten, men sådan må det være. Meningen var ikke at jeg aldrig skulle se ham igen. Men at jeg kunne se ham hvis der f.eks. er en helligdag. Eller hvis de skal et eller andet specielt som at tage i forlystelses park. For hvis vi laver noget kommer jeg nok ikke til at sidde alene, og så vil jeg måske glæde mig lidt nere. Forhold til nu. Der græder jeg over at jeg snart skal derover igen.
Jeg kan ikke slippe vreden, han har ødelagt så meget. Han er stor af skylden til at det er som det er.
Nogle vil nok mene jeg skal komme videre, men det kan jeg ikke. Og hvis jeg gjorde ville han stadig være en dårlig far.
Mine forældre har i lang tid for mig været menneskelige. Da jeg var yngre arbejde de rigtig meget, så jeg gik meget i SFO. Og når den lukkede var der barnepige på. Og når de var hjemme så havde de sport også at gå op i, og det praktiske derhjemme. Det var ikke noget jeg tænkte så meget dengang. For dengang syntes jeg det var normalt, havde jo ikke prøvet andet. Men tror det er stor skyld i at jeg idag, ikke føler jeg kender mine forældre særlig godt.
Min mor knokler sikkert, så meget hun overhovedet kan. Det kan jeg tro på. Men min far, hvis han virkelig gerne ville se os og knoklede for det, så ville han lade være med at flytte så langt væk, og skrive og ringe, spørge ind til os. Men det gør han aldrig.
Han gjorde det på den dummeste måde. Og bagefter forlangte han at se os meget tit. Og vi havde fået det hele med. Det alene var en hård kamp at skulle tage ud til en mand som hade smidt os ud, og stadig være glad ..
Jeg forstår ikke hvad du mener med perioden ved psykiateren. Der gjorde han ikke rigtigt noget, jo han var ligeglad. Men det er han altid. Han har gjort en masse under skilsmissen. Og en del efterfølgende.
De er betalt men ikke alle papirerne er sendt endnu. Krydser bare fingre for at mobningen ikke fortsætter der.
Det har aldrig og bliver aldrig en tanke. Min mor skal aldrig nogensinde se noget om denne tråd. Aldrig! Det er helt udelukket.
Altså her sidst skulle jeg ned til en psykolog i stedet for endnu en indlæggelse. Hun tager fat i psykologen. Hun vil have jeg skal snakke med dem begge. Hvilket jeg ikke har lyst til, for jeg har svært nok ved at åbne mig for en. Så skal jeg da ikke have to.
Jeg har ikke tænkt mig at fortælle lærerne om dette. Jeg ved det er dumt. For jeg ved at så ville der komme nye ord frem. Og jeg ved jo ikke hvem det er.
Jeg hader følelser. Jeg kan ikke få formuleret andre. Jeg kender ikke rigtigt til andre.
Jeg er glad for at det ser ud til at du kommer på efterskole. Det vil være en ny start for dig og det har du brug for. Nye indtryk og nye mennesker vil være godt. Men husk, det kommer ikke af sig selv. Hvis du ikke åbner op, kan du lige så godt blive hjemme.
Jeg skrev det om psykiateren og din far, fordi det er den episode du har givet udtryk for flere gange har været grunden til at du har det så svært med din far lige nu. At der har været andre ting forud for kunne jeg godt regne ud, der er bare altid et eller andet der er dråben. Men de andre ting har du ikke fortalt om før nu, og så er det jo svært at vide hvad der har gjort dig så vred.
Jeg er ked af at du har det så skidt lige nu. Der er ingen tvivl om at du er meget deprimeret. Heldigvis lyder det til at din mor kæmper for at du får den rigtige professionelle hjælp. Men jeg er meget skuffet over, at du på forhånd så bestemmer dig til ikke at sige noget. Én ting er at have svært ved at åbne sig op, men ligefrem på forhånd bestemme sig for at klappe i som en østers, er altså direkte skadeligt for dig. Du kommer ingen vegne hvis du ikke åbner munden, og du får et liv i et ensomt helvede. Det lyder meget brutalt, det ved jeg, men det er desværre sandheden.
Der bliver rakt en hånd frem til dig, men du må altså selv tage den. Ingen kan tvinge dig til at få det bedre, kun du selv.
Jeg kan love dig for, at kæmper du ikke med næb og klør lige nu for at åbne op og blive hjulpet, så vil du bittert fortryde det senere. For den hjælp du får nu, vil være svær at få igen hvis du bliver ved med at modarbejde.
Du bliver NØD til at ændre indstilling, April. Jeg ved godt at det er svært for dig at åbne dig for psykologen. Jeg har selv haft det sådan og kender godt til hvordan tungen ligesom bliver lammet og ordene bare ikke VIL ud. Men kæmper du ikke imod, så ryger du altså ned i et hul der kan være så dybt at du aldrig kommer op igen. Du SKAL kæmpe for at få det bedre, og IKKE kæmpe for at vedblive at have det dårligt, hvilket du faktisk gør når du på forhånd bestemmer dig for at være tavs.
Kæmper du ikke, kan du se frem til at sidde i en lille lejlighed på den allerlaveste ydelse, knap have til dagen og vejen, og bare få det værre og værre. Du vil ryge ind og ud ad psykiatriske sygehuse. Du vil ret sikkert være pænt overvægtig pga. den medicin du er nød til at tage. DU vil blive sendt ud i diverse job- og undervisningstilbud uden at tage hensyn til om du på det tidspunkt har det nogenlunde eller bare ad helvede til. Og når du så bliver 40 år, så kan du blive indstillet til førtidspension.
Er det dét du vil? For det er dén vej du er på vej henad nu, med din nuværende indstilling! Hvorfor tror du, at jeg hele tiden opfordrer dig til at kæmpe? Hvorfor tror du at jeg hele tiden fortæller dig hvad du har af kvaliteter, hvilken styrke du indeholder, og at du ER noget værd, OGSÅ selvom du lige nu slet ikke kan mærke det? Hvorfor tror du, at jeg hele tiden beder dig om at MÆRKE hvordan du har det, MÆRKE dine følelser? For mærker du ikke efter, kan du heller ikke få det bedre, for så kan du jo heller ikke fortælle psykologen hvordan du egentligt har du –udover at du er trist og har det skidt.
Jeg ved at det er hårdt arbejde du skal igennem. Men du har altså reelt ikke noget valg –andet end at gå til bunds –og tro mig –det ønsker du ikke.
Kæmper du nu, med alt hvad du har, så vil du komme ud på den anden side som et menneske med stor visdom og også stor styrke. Du er intelligent og trofast. De egenskaber kan bringe dig utroligt langt, både hvad uddannelse og job angår men ikke mindst personligt, du vil helt sikkert få venner der vil gå igennem ild og vand for dig og du vil have alle chancer for at finde en sød og kærlig fyr.
Det er disse ting du skal kæmpe for –hele din fremtid. Men beslutningen er din –og din alene.
Jeg ved skam godt at det hele ikke kommer af sig selv. Og jeg har også tænkt mig virkelig at kæmpe for at det bliver et godt år.
Ja okay, jeg troede bare at jeg havde skrevet om dem før nu. Men han har gjort værre ting end bare at svigte. Han har ydet fysisk og psykisk vold mod min mor, stjålet, på en måde stalket min mor, været utro og så mange andre ting. Det er kun en lille del af det. Jeg oplevede ofte mine forældre sidde i hver deres rum og bare græde, og man vidste ikke hvilket rum man skulle gå til, for det var som at vælge mellem sine forældre.
Det er ikke fordi jeg på forhånd bestemmer at jeg ikke vil sige noget. For planen var at sige noget, men det gjorde jeg ikke, for jeg kunne ikke. Og jeg fik sagt endnu mindre fordi min mor sad der. Når hun sidder der går alt helt i sort. Og hun skal åbent bart være der, intet valg der.
Jeg syntes også jeg forsøger at tage den hånd der bliver rakt ud, bare lidt svært når man intet kan fortælle, de tror jo jeg er åndssvag. Jeg ved ikke hvorfor men de psykologer jeg hvert fald har været ved tror at en pige på 15 år vil fortælle alt når ens familie er der, og at man fortæller alt i den 1. samtale. Jeg ved ikke om det bare er mig den er gal med. Men det kan jeg hvert fald ikke.
Jeg modarbejder heller ikke. Jeg gør så meget jeg kan. Men jeg kan ikke mere. Jeg syntes selv jeg kæmper, måske ikke særlig meget og nok heller ikke godt nok, men så meget jeg nu kan. For det er altså rigtig rigtig svært. Specielt at blive ved, når jeg ligesom syntes jeg har kæmpet længe nok. Når man først når til det stadie hvor man ofte tænker på hvad man overhovedet lever for, er det svært at komme ``tilbage´´. Og der er jeg altså, jeg kan ikke se meningen med det. Det har ikke været noget værd i så lang tid, hvorfor skulle det pludselig ændre sig. Jeg kan ikke finde løsningen på det. Når jeg endelig syntes jeg har truffet en beslutning kommer noget i vejen.
Selvfølgelig er det ikke det liv jeg vil leve, men kan ikke finde vejen ud. Nogen mennesker lever desværre det liv, og jeg føler lidt at jeg på en måde er blevet valgt til det.
Jeg forsøger virkelig også at kæmpe, kæmpe for at få sagt tingene som det er, og at tro på mine egne kvaliteter, og mærke mine følelser. Det gør jeg virkelig, det kan bare være svært at tro, for jeg kommer ikke videre. Men det er også svært når man ikke føler støtten fra nogen, eller ikke føler sig elsket. At tanken om selvmord ryger rundt i hovedet, gør det bestemt heller ikke lettere.
Jeg ved ærlig talt ikke længere hvad jeg skal gøre. Syntes jeg har gjort så meget, og alligevel så lidt. Følelser er blevet et mere og mere fremmede ord i mit hoved, dem kan jeg slet ikke finde ud af længere…
Tak fordi du fortalte om din far. Puha, det lyder slet ikke rart, det han har udsat jer for –det vil jeg godt give dig ret i. Jeg tror at han godt er lidt klar over at han ikke har opført sig særlig smart i den skilsmisse. Hverken i det der er gået forud med skænderierne og den måde han forlod jer på, eller rettere smed jer ud som jeg har forstået det. For ellers ville han ikke pludselig være så interesseret i at se din søster og dig. Det er hans meget klodsede måde at vise det på. Dumt, for han skylder jer ganske rigtigt en stor undskyldning. Han har sikkert også rigtig svært ved at udtrykke sine følelser, og så kommer man altså meget let til at såre dem tættest på en. For er han flov over sine følelser vil han heller ikke kunne få en undskyldning over sine læber. På det punkt tror jeg at du og din far har rigtig meget tilfælles. Men jeg forstår godt at du føler dig godt gammeldags trådt på og svigtet, med det du fortæller. Jeg forstår også meget bedre nu hvorfor du ønsker at der kommer mere luft mellem jer.
Jeg håber dog, at din far vil lægge sig i selen for at prøve at råde bod på noget af det han har gjort.
Jeg synes jo også at du kæmper, April. Måske du skulle give dig tid til at læse tråden igennem, så vil du kunne se hvor meget du faktisk har udviklet dig. Når jeg skrev, at det bare også virker til at en del af dig modarbejder, så er det bl.a. pga. nedenstående fra dine indlæg:
28-2: ”Jeg ved ikke hvad min plan er, for skolepsykolog, hvad har tænkt mig at sige osv.
Fortryder stadig rigtig meget at jeg fortalte lægen alt det, så ved ikke helt hvad jeg skal gøre med skolepsykologen.”
11-3: Ja. ”Men under indlæggelsen var planen ikke at jeg vil snakke om svære ting.Ikke når jeg allerede er kommet igang hos en skolepsykolog. Syntes ikke det er så sjovt at snakke om.”
26-4: ”Jeg har ikke tænkt mig at fortælle lærerne om dette. Jeg ved det er dumt. For jeg ved at så ville der komme nye ord frem. Og jeg ved jo ikke hvem det er.”
Det er svært at overskue en tråd så lang som denne efterhånden er blevet, og har du en depression hvad en del tyder på, så er din hukommelse sikkert også påvirket til det dårligere. Måske du kun har ment det du skrev i lige det øjeblik du skrev det i nogle af tilfældene. Men jeg kan jo kun forholde mig til hvad du fortæller.
Du skal bare vide, at det altså betyder noget og trækker i den forkerte retning, hver gang du siger til dig selv eller skriver at du ikke kan åbne dig.
Ser du tråden igennem, vil du se at dit helt gennemgående tema er: Jeg kan ikke –eller –det vil jeg aldrig kunne få mig selv til.
Hver eneste gang du siger, tænker eller skriver: Det kan jeg ikke –så programmerer du dig selv til netop ikke at kunne!
Hver gang du på forhånd at du planlægger ikke at sige noget, sådan som du har skrevet i tråden nogle gange, så bliver det en selvopfyldende profeti!
Prøv derfor at sige højt til dig selv, at du godt kan åbne dig. At du godt kan mange ting, selv om de er svære. Du behøver ikke at tro på det mens du siger det, slet ikke. Jeg ved også at det vil virke dødforkert i starten. Men det kommer til at ændre sig, hvis du bare gøre det til en dagligt vane, fx lige før du børster tænder. –Så kan du forestille dig at du stikker nåle i en Asklepios12-voodoo-dukke bagefter ;-)
Hvad er det aller-værste du overhovedet kan forestille dig vil ske, hvis du fortalte alt og sandheden til psykologen –mens din mor er til stede? Hvad er det du frygter allermest ved at åbne dig?
Er det at du ikke vil blive taget alvorligt? –Du har lige været indlagt på et sygehus hvor de også kunne se at noget var helt galt. Skolen ved noget er helt galt. Kommunen ved noget er helt galt. Så du bliver altså taget alvorligt.
Er det at din mor vil blive ked af det? –din mor er ganske givet allerede ked af det, men hun vil blive endnu mere ked af det hvis du ikke kan tage imod den hjælp der bliver dig tilbudt. Og hun vil blive endnu mere ked af det af at se dig få det værre og værre uden at du er i stand til at tage imod hjælp. Det, og at du dør, er din mors største bekymring.
Er det at din søster vil føle at du tager for meget opmærksomhed? –Det vil hun nok føle alligevel uanset hvad du gør –desuden er hun jo ved at orientere sig i andre retninger end hjemme, ganske enkelt fordi hun er ved at være voksen.
Eller er det fordi, at så bliver du nød til at konfrontere dig selv med al smerten og med de følelser du så ihærdigt prøver at gemme langt væk? –på trods af at du i dine forældre kan se at den strategi kun bringer endnu mere smerte med sig for dem selv og ikke mindst for din søster og dig. For kan eller vil man ikke mærke sig selv, så kan man heller ikke give nærhed til andre uanset hvor meget man end vil. Og det gør, at man uundgåeligt vil såre og skade sine nærmeste meget dybt.
Mon ikke det er det sidste der er svaret? Du bruger godt nok din mor og søster som undskyldning til ikke at ville dine følelser, men i virkeligheden prøver du at undvige for din skyld. Og det virker jo også, i få minutter. Men jo slet ikke i længden, vel?
Husk, April. Du KAN godt finde vejen ud. Men det kommer til at koste nogle tårer og en del kamp.
Vejen er den vej du frygter mest. Sådan er det altid. Den retning du har allermindst lyst til at følge, hvad følelser og åbenhed angår, er vejen ud. Dvs. i stedet for at gøre hvad du kan for at mærke så lidt som muligt, så må du i stedet mærke efter, lære smerten at kende. Dissekere den ud, så du ved hvilken del der er fortvivlelse, hvad der er vrede, tristhed, usikkerhed osv. Det gør smerten meget mere overskuelig, og vil mindske dit behov for at skære i dig selv (hvis du stadig gør det, det er længe siden du sidst har nævnt det).
Men det vil også gøre dig i stand til at mærke glæden, for den har du stadig inden i dig, selvom du har pakket den godt væk. Det allerbedste er dog, at det vil gøre dig i stand til at mærke andre mennesker og de vil kunne mærke dig –og det er hele hemmeligheden hvordan du får venner –altså venner der rent faktisk vil dig, venner du kan have i årevis, måske endda for livet.
Ja, nogle lever desværre det liv jeg beskrev sidste gang. Og nogle af disse stakkels mennesker har ganske rigtigt ikke den luksus at kunne vælge at gøre ret meget. De har måske en svær personlighedsforstyrrelse (som fx. borderline), der i sig selv spænder ben for behandlingen af deres depression eller angst. Eller de har flere alvorlige psykiatriske og måske også fysiske lidelser der gør at det stort set er umuligt. Nogle har ganske enkelt bare ikke den intelligens der er nødvendig hvis man skal have noget ud af terapi.
Men ved du hvad, April: Du tilhører IKKE den gruppe! Din store luksus er, at du er en af dem der rent faktisk har et valg. Du er ikke misbruger, har temmeligt sikkert ingen personlighedsforstyrrelse (skal diagnostiseres af en psykiater) og du er intelligent. Du har en chance -endda mange chancer for at få det godt og få det liv du drømmer om! Ikke alle er så heldige!
Når du nu begynder på den efterskole, så prøv at se det som en ny start. Kyl din facade fra dig, den har alligevel intet godt gjort for dig. Skift tøjstil, for den du har nu repræsenterer din facade. Og tænk: Jeg kan, jeg kan, jeg KAN! –uanset hvor tåbeligt du så end synes det er og hvor forkert det virker. Ord og tanker betyder noget. Tankerne kan man ikke altid styre, men dine ord kan du godt, i hvert fald når du er alene.
Så altså: tandpasta på tandbørsten: Jeg kan godt åbne mig! Vaske hænder efter toiletbesøg: jeg kan, jeg kan, jeg KAN. Gør det til en vane, ligesom at stille vækkeuret. Ord ændrer os, tanker ændrer os. Ikke nødvendigvis lige med det samme. Men lige så stille, over dage og flere måneder…så dukker tanken op en dag af sig selv: jeg kan. Er det ikke værd at kæmpe for?
Prøv at læse denne udemærkede artikel om selvmobning -hvad negative tanker gør ved en og at det heldigvis er noget der kan ændres med noget hjælp:
http://www.udeoghjemme.dk/Artikler/Kaer ... obber.aspx
Det er skam også rigtig hårdt, og jeg kan ikke få lagt det bag mig. Også fordi at han stadig ikke rigtigt kan finde ud af det.
Jeg prøvede ellers her sidst at prøve på at se alt det gode i ham og kun tænke positivt. Det kunne jeg ikke.
Så min tanke er at give ham indtil jeg er færdig på efterskole. Og hvis det der endnu ikke er blevet bedre, så er det altså slut.
Han har aldrig nogensinde undskyldt, han har altid bare gjort som ingenting. Hvilket jeg syntes er værre. Ikke fordi jeg tror at et undskyld kan hele alle sår, for det er det for slemt til, men han burde gøre det alligevel.
Du må bare endelig ikke tro jeg modarbejder, for selvom jeg måske på forhånd er bange for at jeg ikke gør de her ting, så forsøger jeg, alt hvad jeg overhovedet kan! Jeg er bare en person der tænker rigtig meget over konsekvenserne af mine valg, og jeg tænker MEGET på det.
Min hukommelse er rigtig dårlig ja, selv min "veninde" har lagt mærke til det. Men det kan godt være at noget af det jeg har skrevet har ændret sig med tiden.
Grunden til at de der jeg kan ikke osv. kommer, er fordi (som jeg skrev længere oppe) at jeg tænker så meget over konsekvenserne. Nok alt for meget.
Og så det med at skubbe nogle grænser der bare er blevet så stærke er sindssygt svære at bryde.
Ja jeg kan godt se hvorfor hun skal være der, men jeg havde planlagt præcist hvad jeg skulle sige til psykologen. Men da jeg så fandt ud af min mor skulle med ind, gik jeg helt i sort. Ikke fordi jeg så med det samme bestemte mig for jeg intet ville sige, for det gjorde jeg ikke. Men jeg kunne på en måde slet ikke huske det og derfor ikke sige det.
Jeg kan ikke fortælle hvad det værste ville være, for jeg ved det ikke. Men jeg tror bare jeg vil kunne fortælle meget mere hvis jeg ellers kunne komme til samtaler uden hende.
Jeg kan godt se at de egentlig burde tage mig meget seriøst. Men problemet er bare at jeg har gjort den store fejl nu at fortælle at alt er blevet så meget bedre.
Min morer nok lige kommet bare en lille smule over det hun ved, så det her gør det ikke lettere.
Folk hopper faktisk mege godt på den med at jeg er åh så glad. Det tror jeg hvert fald. Selvfølgelig har jeg desværre grædt nede på skolen et par gange, men det tænker de nok ikke over. Tror ikke rigtigt de har lagt mærke til det.
Det er ganske rigtigt en brag af en kamp at holde følelserne langt væk. Men jeg er begyndt at blive lidt vant til det.
Jeg har et par gange nu forsøgt at lave opgaven med følelser. Men jeg kender ikke rigtigt følelserne. Eller jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.
Men noget i den stil hvert fald.
Jeg har ikke skåret i mig selv i ret lang tid, men trangen er der hvert sekundt, og den er svær at blive ved med at holde ud.
Planen er også at facaden skal væk på efterskolen. Jeg har prøvet et par gange før men jeg prøver igen, med andre metoder.
Jeg skal også først lige finde ud af hvem jeg selv er først.
Lige ang. annoncen. Ja altså de fysiske ting passer alt sammen til punkt og prikke, og ja det gør det psykiske også.
Jeg er lige for tiden inde i en ekstrem svær periode. Det at man føler sig rigtig stresset men helst vil sove hele dagen hænger ikke sammen. Jeg kan ikke længere beskrive hvad jeg laver i løbet af en dag, for jeg laver ikke noget. Jeg har rigtig meget hovedpine og ja, der er en masse både fysiske og psykiske ting..
Du skriver : CITAT: Jeg er bare en person der tænker rigtig meget over konsekvenserne af mine valg, og jeg tænker MEGET på det. CITAT SLUT’’
Du tager helt fejl. DU tænker netop IKKE over konsekvenserne af dine valg! Og det er ikke din skyld. Din hjerne er ikke færdigudviklet endnu, det bliver den først når du er ca. 25 år. Det sidste der færdigdannes er netop det hjernecenter der gør at du kan planlægge og forstå langsigtede konsekvenser.
Det du tænker meget over, er konsekvenserne for dig nu og her. Hvordan du har det bagefter lige nu og her. Hvordan din mor har det lige nu og her. Hvordan dine kammerater og veninde reagerer lige nu og her. Og det er et HELT forkert fokus!!!
CITAT: Planen er også at facaden skal væk på efterskolen. Jeg har prøvet et par gange før men jeg prøver igen, med andre metoder.
Jeg skal også først lige finde ud af hvem jeg selv er først. CITAT SLUT
DU planlægger og planlægger, men kommer aldrig videre før du begynder at ændre dit tankemønster om at du ikke kan og ikke tør. Du udsætter til senere fordi du nu og her er bange. Når tidspunktet kommer hvor du efter planen vil gøre et eller andet, så ryger dine planer til jorden for du har forsømt at gøre forarbejdet. Det er ikke nok at planlægge at gøre sådan og sådan på efterskolen eller til psykolog. Du skal arbejde på det hver eneste dag! Du skal ændre din tænkemåde fra ”jeg kan ikke, de bliver nok sure/kede af det/skuffede” til ”jeg kan, jeg kan, jeg kan”.
Den slags kommer ikke af sig selv. Derfor rådet om at du siger det højt til dig selv hver gang du børster tænder og vasker hænder. Det skal blive en vane. For først når du får modet til at konfrontere dig selv med dine følelser som du lige nu gør alt for at undgå at mærke, vil tingene ændr sig for dig. Først når en lillebitte stemme helt automatisk i baghovedet siger ”jeg kan”, vil du begynde at opnå resultater. Men stemmen kommer jo ikke af sig selv, for du har trænet dig selv i alle døgnets sekunder og minutter at tænker ” jeg er dum, jeg kan ikke” osv. Derfor må du til at sige ”jeg kan” højt for dig selv flere gange om dagen. Og ja, det vil føles falskt og forkert og som noget udefra, for det er slet ikke sådan du har det lige nu.
Men bliver du ved, så vil det en dag pludselig komme ind under huden uden du opdager det.
Du har sikkert også tænkt mange gange, at du er den eneste i verden der har det lige som du. Derfor er der ingen der kan hjælpe dig, for ingen forstår dig eller ved hvad du går igennem. Din situation er din egen, det er rigtig.
Men er det ikke påfaldende, at et tilfældigt ugeblad kan beskrive dig så præcist? At et tilfældigt ugeblad ved præcis hvad det er du går og tænker inderst inde, din frygt og triste tanker? Kunne det så ikke også tænkes, at du ikke har noget at fortælle som psykologen ikke har hørt før fra andre? Og at du derfor vil blive taget alvorligt? Og vil kunne hjælpes, hvis du selv er villig til at arbejde med og ikke mod? At din verden ikke vil styrte i grus? At din mor ikke vil hade dig for at fortælle sandheden?
Husk, hver eneste gang du siger til psykologen eller andre: det går fint og meget bedre –så modarbejder du. Hver eneste gang du fortæller dig selv at du er forfærdelig og dum og ikke kan –så modarbejder du. Det er langt lettere for dig at tænke, sige og skrive negativt om dig selv, så det er den lette udvej du vælger lige nu. Der er nemlig også en stor tilfredshed med at give sig selv ret, for så bliver verden mere overskuelig –også selvom du i virkeligheden skader dig selv på den måde.
Det er hårdt arbejde at stå og sige ”jeg kan, jeg kan, jeg kan” og Jeg er godt nok, jeg er god nok” når man slet ikke føler at det på nogen måde passer. Men husk: det er dig der tager fejl. For du ER god nok, og du KAN godt!
Din mor har sikkert heller ikke haft et let liv. Meget tyder på, at både din mor og far har kæmpet og stadig kæmper med nøjagtig de samme ting som du gør i dag. Hvordan synes du deres strategi for at klare det har virket? Virker de lykkelige? Har de haft psykisk overskud til at være der for jer to piger? Har de givet jer fortrolighed også når I gik igennem svære perioder? Har de haft overskud til også at tænke på jer søstre under skilsmissen og nu efterfølgende hvor de prøver at samle deres liv op? Kan du svare ja til ovenstående, så fortsæt du bare som du gør nu, for det er nemlig præmieopskriften på at gøre dem kunsten efter. Må du svare nej, ja så skal din strategi også ændres radikalt.
Du har det langt værre nu. Tager du ikke skeen i den anden hånd lige nu, så bliver din fremtid på samfundets bund. Til gengæld er du også meget privilegeret, for du har faktisk ressourcerne til at få det langt bedre. Du er heldig, du har ikke indlæringsvanskeligheder, du har noget du er god til. Dine evner til at danne venskaber og være sammen med andre er tilstede, blot ikke så trænede. Lige nu kan du ganske vist ikke, men det skyldes jo at du har det så skidt som du har det.
Det er lige meget at du har sagt til psykologen at nu går det faktisk meget godt. Du siger bare: ” jeg sagde godt nok sådan og sådan sidste gang, men det passer ikke. Jeg har det ad h til. Jeg sagde bare som jeg gjorde fordi jeg var bange for at min mor skulle blive ked af det, og fordi jeg gerne ville gøre jer glade.” For det er jo sandheden, ikke?
Så vil psykologen helt garanteret sige: ”det forstår jeg godt. Jeg kunne jo også se at det nok ikke passede hvad du sagde.” Og så vil hun enten gå videre med terapien eller snakke lidt med dig om hvad det er for mekanismer der får dig til at sige som du gjorde. Det er du nemlig bestemt ikke den eneste der gør. Det hedder at lave overspringshandlinger, og du gør det, fordi du er bange for at skulle i gang med sagen kerne, nemlig at tale om April og om hvordan April har det og hvordan hun kan få det bedre. For det vil nemlig kræve, at du skal vedkende dig de følelser du så gerne vil undgå at mærke. Det er også grunden til at du skærer i dig selv. Ud over følelsen af kontrol over dine kaotiske følelser, så virker det også som en måde at udtrykke de følelser på uden at mærke dem. Men det er en destruktiv måde at reagere på, der kun gør at du får det værre og værre. Hvis du virkelig er bange for at din mor skal blive ked af det, så er det det totalt modsatte du skal gøre. For din nuværende kurs vil kun gøre hende mere ked af det på sigt. Ikke lige nu, for din mor går rundt med de følelsesmæssige skyklapper, HUN valgte at tage på som barn /ung for at klare livet –det er derfor hun ikke ”ser” dig og anderkender dig. Det kan man nemlig ikke, hvis man ikke ser og anderkender sig selv. Derfor skader din strategi ikke kun dig selv men også alle dem der kommer dig nær. Men senere, når du synker helt til bunds –så vil hun blive meget ulykkelig og bebrejde sig selv at hun ikke gjorde mere.
Uanset hvad du gør, så bliver din mor ked af det. Men din mor er voksen, og har alle den voksnes rettigheder, hvilket er ganske mange. Hun kan vælge for sig selv at vende dette her til at også hun vågner op og vokser som menneske. Eller hun kan synke ned i selvbebrejdelser og fortsat prøve at holde en kunstig facade foran al tristheden og svigtet –både de svigt hun har fået og de hun giver videre til sine døtre. Du kan og skal ikke ”redde” din mor –hun er voksen og har langt flere muligheder for at ændre sit liv end du. Man kan ikke redde andre mennesker, kun inspirere. Men vil de ikke lytte, så må man på et tidspunkt gå videre og sige, det er trist, men det menneske ønskede det ikke lige nu.
Du har og har haft det meget meget svært. Du har stået helt alene med alt for komplicerede ting uden mulighed for at få hjælp fra dine forældre. Det der er overgået dig er ikke rimeligt. Det er ikke din skyld. Det er heller ikke din skyld at du er så trist, det er kun en naturlig reaktion på syge omgivelser. Men nu bliver der rakt ikke en, men adskillige hænder frem til at hjælpe dig. Du må tage imod disse hænder, for selvom du selv må gøre arbejdet, så kan du ikke gøre det uden hjælp og støtte fra voksne der ved hvad de gør. –Det kan din mor eller andre voksne heller ikke.
Hvis du virkelig tænker over konsekvenserne af dine valg, så ved du også at du reelt ikke har noget valg end at åbne munden –og gøre det inden det er for sent.