Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
jeg tror på et eller andet plan, at vi tænker meget ens. Det rammer mig i hvert fald altid rigtig meget det du skriver.
Og så er det dejligt, at du vil dele ud af dine erfaringer, for så føler jeg mig mindre alene, og det giver mig rigtig god selvtillid at få denne her støtte. Dels fordi jeg finder ud af, at det ikke er helt unormalt at have det, som jeg har det og dels fordi jeg ikke føler mig helt så alene, som jeg har gjort det helt indtil nu.
Jeg tror aldrig jeg har talt med nogen, som jer herinde, der bare giver mig så god feed back, som kun kan stamme fra, at man selv har været noget lignende igennem.
Det er rigtig mange af de senfølger, der passer på mig. Det er lidt underligt, for jeg er lidt nervøs med at byde for meget ind hos psykiateren, og jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi jeg føler, at han ser lige igennem mig, fordi han er så god til at aflæse mig og nå frem til de relevante ting. Netop derfor er det en del sværere for mig end det var med psykologen, hvor det helt udelukkende var mig der styrede hvor samtalen førte henad. Han stiller nogle uddybende spørgsmål, der giver mig helt ondt i maven, og som får mig til at tænke i flere uger bagefter. Jeg tror jeg vil prøve at lave en liste over alle de ting, som jeg finder relevante i forhold til forløbet. Dvs. over ting, som har påvirket mig igennem livet og så vil jeg også lave en liste over symptomer for at samle det og kunne vurdere det.
Hvordan bearbejder man seksuelt misbrug uden at tale om seksualitet? Det eneste jeg har talt om omkring det, er gennemgang af situationerne, hvor jeg husker meget lidt. og så selvfølgelig mine følelser omkring det.
Én ting som jeg synes er meget central for mig, er det du siger om mønstre. Jeg har det meget med, at regrediere, og så føler jeg mig som mig selv som 10-årig. Men det siger mig også noget om, at jeg allerede dengang havde rigtig meget skamfølelse og behov for at have utroligt meget styr på tingene, fordi der ikke var andre end mig, der havde det, hvis ikke jeg havde. Mine reaktioner er også meget barnlige når fx. jeg bliver stresset eller ked af det og så reagerer jeg altid på samme måde uden at kunne rationalisere mig frem til en mere hensigtsmæssig reaktion. Og når jeg kæmper imod at gøre noget destruktivt (som fx. at skære i mig selv), så opstår angsten i stedet for.
Så der er helt klart nogle mønstre, som jeg holder mig meget til. Man kan sige, at jeg har rigtig mange dårlige tankemønstre, og at jeg på et tankeplan både er cutter, har en spiseforstyrrelse og slår mig selv. For selv om jeg ikke gør det fysisk, så har jeg det præcist som om jeg gjorde det. Og jeg er ret sikker på, at det er angst jeg oplever i de situationer, hvor disse ting normalt ville være min reaktion. Og den følelse kan jeg huske helt tilbage fra jeg var et lille barn i de helt små klasser.
Så du har fået mig til at se, at der er en større sammenhæng, end jeg nogensinde har troet. Og det gør mig utrolig optimistisk i forhold til bedring af det hele. For så er jeg jo ikke skør og skal være det for evigt. Det er den store forskel på at være deprimeret og at have en depression. Jeg har altid troet, at det var en stor del af min personlighed at være frustreret, deprimeret og hade mig selv. Og nu ved jeg, at det er et resultat af nogle ting, som andre har gjort ved mig. Og det er nok også den erkendelse der førte til, at jeg for ca. en uge siden, da jeg sad og tænkte en times tid endte med spontant at sige højt til mig selv: "jeg elsker dig!" jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har tænkt det om mig selv. Men nu ligger følelsen rent faktisk i mig, og hadet er rettet et helt andet sted hen.
Nu blev det til en helt lang smøre. Men til gengæld tror jeg, at jeg er parat til psykiateren i morgen :-)
Endnu engang mange tak for din gode feed back og dine gode råd. Og din støtte.
Kærlige hilsner fra Oktober
Delt sorg er halv sorg. Delt glæde er dobbelt glæde.
Jeg håber, det er gået godt hos din psykiater i dag.
Jeg tror også, at vi tænker meget ens. Det fornemmede jeg bl.a., da jeg oplevede, hvor hurtigt du tog de nye tanker og idéer til dig og var parat til at skabe forandringer. Du VILLE tydeligvis det her.
Jeg havde det præcist, som du skriver, da jeg i sin tid fandt frem til ND. Det var en anden parallel verden, der åbnede sig. En verden, hvor jeg passede ind og ikke følte mig anderledes. De samme følelser, der altid havde adskilt mig fra andre, var pludseligt grundlag for et fællesskab. Det var stort.
Jeg blev klar over, at jeg aldrig igen kunne blive så ensom, som jeg var i min barndom og ungdom. For nu vidste jeg, at der rundt omkring er rigtigt mange mennesker, der har det ligesom mig og som jeg kan indgå i et fællesskab med. Ensomheden hørte altså pludseligt fortiden til. Den havde hængt rigtigt meget sammen med følelsen af at være anderledes.
Da jeg havde fundet ud af, at jeg havde været udsat for incest, forstod jeg også, at det altså ikke var mig, der var 'født forkert' og havde en masse medfødte defekter, jeg skulle holde skjult. Det var simpelthen skader af misbruget – altså noget udefra kommende, der var påført af andre. Det var en enorm lettelse, for det kunne jeg gøre noget ved. Det var meget værre, da jeg troede, at jeg havde så mange medfødte defekter, for det kunne jeg jo ikke gøre noget ved. Det betød, at jeg var helt sikker på, at jeg kunne komme igennem det her og få det godt. Noget der var kommet 'udenpå' gennem tiden måtte også kunne fjernes igen.
Hvordan man bearbejder seksuelt misbrug uden at tale om seksualitet? Det kan lyde mærkeligt men som sagt har jeg ikke haft behov for at tale om det. Det føltes for grænseoverskridende og privat, så den del af det valgte jeg at arbejde med alene. Efterhånden som jeg er begyndt at opfatte alting anderledes, så har det også smittet af på de følelser, der vedrører seksualiteten. Måske også fordi seksuelle overgreb ikke har noget med sex at gøre men handler om magtmisbrug, afmagt og seksualiserede følelser. Endeligt så adskiller arbejdsmetoderne i NLP- og hypnoterapi sig sikkert en del fra almindelig samtaleterapi hos en psykiater eller psykolog.
Det er for øvrigt helt almindeligt, at man ikke husker særligt meget (hvis overhovedet noget) fra selve overgrebet.
Følelsen af, at din psykiater kan se lige igennem dig, den genkender jeg. Min terapeut kunne også læse mig, som man læser en åben bog. Det var meget ubehageligt – men på sigt også en stor hjælp. For det var med til at lære mig, at jeg lige så godt kunne være åben og ærlig, han vidste jo alligevel, hvordan jeg havde det indeni. Hvis jeg sagde noget, der ikke passede, ville han jo vide det og spørge yderligere. Så jeg oplevede, at det dels var meget lettere at være åben og sige sandheden. Jeg oplevede også, at det gav en meget bedre kommunikation samt, at jeg (for første gang) følte mig fuldstændigt forstået og respekteret. Det var også meget læring, jeg kunne tage med mig og bruge.
De uddybende spørgsmål… Det var ikke rart, men det var effektivt og det gav netop rigtigt meget at tænke over. Hvilket jo også meningen og givetvis en nødvendighed for et godt og effektivt forløb.
Jeg tror, det er meget almindeligt, at man i nogen situationer nærmest kan føle sig som et barn igen. Du ryger tilbage til 10-års alderen. Jeg er altid blevet 5 år… Der må altså været sket noget skelsættende i den alder. Så længe det er ubearbejdet, kan følelserne stadigt kan vækkes til live i nutiden i visse situationer. Man kan måske nok rationalisere sig frem til mere hensigtsmæssig adfærd, men da det handler om dybe følelser, så hjælper rationalisering ikke. Følelserne må bearbejdet, forandres og blive alderssvarende, før adfærden forandres.
Ja, under den selvskadende adfærd ligger angst. Og under angsten ligger??? Ialtfald nogle følelser man er bange for at mærke. Og hvad kommer de så af? Og hvorfor er man bange for at mærke dem?
Det lyder som en god idé at prøve at lave en liste over de symptomer, du har og så vurdere dem som en helhed. Jeg gjorde faktisk lidt det samme, da jeg fandt ud af incesten. Jeg følte også at oplevelsen af sammenhæng gav større optimisme. De parallelle verdner begyndte at smelte sammen og når enkeltstående fragmenter blev samlet, begyndte de pludseligt at give en helt ny mening og jeg begyndte at opleve større kontinuitet i mit liv.
Uanset hvad der sker, kan du aldrig for alvor blive så alene igen, som du har været. For du har haft kontakt til dit livs store kærlighed, som du skal følges med i medgang og modgang resten af livet – nemlig dig selv :-) Hvilken gave :-)
Kærlig hilsen Helene
min psykiater er helt enig med os i, at angsten dækker over noget ubearbejdet, og at vi skal have fat i tingene og bearbejde dem.
Jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt på at lave den der liste, og han sagde også, at det ville være en rigtig god idé, fordi vi også kunne bruge det for udgangspunkt for hvad vi skal arbejde med.
Så det vil jeg få lavet en dag i næste uge inden jeg skal op til ham næste gang.
Vi talte meget generelt denne her gang og om, hvordan mit liv ser ud lige nu, og hvordan jeg tackler det. Han synes bestemt, at det er en god idé at jeg holder fri helt indtil februar, så jeg kan få arbejdet tingene bedre igennem og blive helt klar til at starte igen. Vi nåede frem til, at jeg har taget en del på pga. den medicin jeg får, så han gav mig nogle andre piller at kombinere mine piller med, så jeg håber, at det nedsætter apetitten lidt, og hjælper lidt mere på humøret.
Og så nåede vi også frem til, at jeg har så travlt som jeg har, for at undgå at forholde mig til alle mine bunker af ting, som jeg skal have pakket ud efter jeg er flyttet. For når jeg får pakket ud, så er jeg flyttet helt hjem, og skal jeg forholde mig til mig selv og min situation på en helt anden måde. Så han opfordrede mig til at geare rigtig meget ned, og ikke bare følge med strømmen i forhold til aftaler, og se min nye mission som et fuldtidsjob. Så det bliver rigtig svært for mig at skulle gøre. Men jeg tror jeg er nødt til det, for jeg får slet ikke tænkt alle de tanker igennem, som jeg ellers kan mærke trænger sig på.
I morgen skal jeg starte med at træne og mit meget optimistiske mål er at træne tre gange om ugen. Jeg har som sagt taget 10kg. på, og er blevet overvægtig. Før lå jeg lidt under grænsen, og det passede egentligt fint, men nu vil jeg prøve at bryde ud af den konstante vægtstigning og samtidig se, om ikke jeg får noget mere energi i sidste ende af at træne. Jeg er ret nervøs for, at jeg kommer til at få en skade eller noget under vejs, fordi min krop er meget skrøbelig, for det vil slå mig ret meget ud, nu hvor jeg endeligt er kommet igang med at gøre noget aktivt for det. Jeg føler mig i hvert fald klar til at gøre en indsats, og jeg føler for engangs skyld, at det er plads i min hverdag til at træne en times tid nogle gange om ugen, så det i længden bliver til en fast rutine og et afbræk fra tænkningen og stillestaden herhjemme i sengen.
Jeg glæder mig rigtig meget til at få lavet min liste og det ærgrer mig at vide, at jeg nok ikke får tid til det før tirsdag i næste uge. I bedste fald kan jeg få det klemt ind i morgen efter arbejde og træning. Og så lover jeg at skære alvorligt ned på aktivitetsniveauet, så der er plads til det, som jeg tog fri for, nemlig kvalitetstid med mig selv og masser tænketid!
Jeg tror jeg vil ind og se dyner, så jeg er arbejdsdygtig i morgen.
Sov godt
Håber, at det er gået godt på dit arbejde i dag.
Jeg synes, det lyder som om, at du har en rigtig god og forstående psykiater, der åbenbart også kan samtaleterapi. De er vist ikke så almindelige, så tillykke med ham :-)
Et glimrende udgangspunkt, at I startede med at få set på, hvordan dit liv er her og nu.
Med nogle andre ord har han faktisk sagt det samme til dig, som min terapeut sagde til mig: At du skal give din heling første prioritet i dit liv. Når du har tilbøjelighed til at flygte fra at gå ind i tingene, så tror jeg, det er en rigtig god idé simpelthen at anskue det her som dit nye fuldtidsarbejde. Som du selv skriver, så ved du jo godt, at det ikke er for ingenting, du tog orlov. Det er vigtigt at holde fokus, så du tager kontrollen og ikke lader angsten styre dig.
Din psykiaters ord om, at du ikke bare skal følge med strømmen, minder mig om, det min læge sagde til mig: At nu havde jeg vist spillet efter andres regler længe nok, nu måtte jeg begynde at spille efter mine egne.
Jeg har selv taget 10 kg på i mit forløb. Problemet er, at jeg lider af en enorm muskeltræthed og altid har gjort det. I dette forløb er det blevet helt tosset, for før kunne jeg tvinge mig i gang – det kunne jeg ikke længere. For hvis jeg tvang mig selv ud over mine fysiske grænser, så kom jeg i kontakt med nogle følelser, jeg ikke magtede og så brød jeg helt sammen. Derfor har jeg været nødt til først at gøre mig mentalt og følelsesmæssigt klar til at håndtere disse følelser, så først nu begynder jeg at kunne gøre noget aktivt for at kunne tabe de 10 kg. Det har været meget frustrerende, for der er jo ingen tvivl om, at muskeltrætheden og kraftløsheden samtidigt er blevet forværret, når jeg har været så fysisk inaktiv.
Så jeg håber for dig, at du har mere energi, så du kan holde ved din træning. Du har lyst og motivation til det, så det gør jo en betydelig forskel, for det havde jeg bestemt ikke.
Jeg ved godt, at vægtøgning er en almindelig bivirkning ved antidepressiv medicin. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der måske også kan være en anden årsag: Såvel depression som overvægt er tit en beskyttelse mod at mærke nogle følelser, som man simpelthen ikke er parat til at mærke. Hvis man v.h.a. medicin fjerner depressionen (symptomet), så mister man den beskyttelse, depressionen gav. Dermed risikerer man at komme i kontakt med de følelser, man ikke magter – ergo må sindet finde en anden måde at beskytte sig på. Det kan typisk være ved at lægge sig noget overvægt til, hvad man jo også har det dårligt med. Sindet kompenserer altså. Når man fjerner ét symptom, så kommer der et andet i stedet for. Sindet sørger for på den ene eller den anden måde at opretholde tilstanden af at have det dårligt – simpelthen fordi man ikke er parat til at få det godt endnu.
Jeg tror, det handler om, at man er nødt til at opretholde et lavt energiniveau (enten v.h.a. depression eller overvægt), fordi man af forskellige grunde er bange for at mærke energierne i kroppen, så sindet beskytter én. Begge dele er altså et angstsymptom, der forhindrer én i at komme i nærheden af de underliggende følelser. Ved at arbejde terapeutisk med at få løst de følelsesmæssige problemer, får man de negative følelser ud på en anden og bedre måde og bliver i stand til at håndtere dem. Dermed vil man ikke længere være så bange for at mærke sig selv og vil ikke længere have brug for hverken depression, angst eller overvægt til at beskytte én. Og så kan energierne løsnes og flyde frit i kroppen.
Men det er bare min hjemmebryggede teori, måske lyder det som sort snak ;-)
Jeg forstår godt, at det er et svært projekt, du skal i gang med – at lave den liste og give dig selv tid og lov til at begynde at tænke dybere over nogle ting. Det er som at gå ind i løvens bur, så selvfølgeligt har du en masse overspringshandlinger. Måske er du ved at dø af skræk over at tage skridtet derind. Men du vil sikkert finde ud af, når først du kommer ind til løverne, at de fleste af dem faktisk er gamle og tandløse. De knurrer måske lidt for at skræmme dig væk men i virkeligheden er de ikke længere farlige. Nogle af dem kan måske ligefrem være helt søde :-) Bagefter kan du gå ud af løvens hule og føle dig en helt del klogere, stærkere, mere modig og med betydeligt mere tro på dig selv – for du gjorde det og du overlevede :-)
Kærlig hilsen Helene
det med fedtet som dække over noget psykisk hørte jeg faktisk om i radioen (eller var det i tv) dagen efter jeg havde læst dit indlæg. Så det er nok ikke helt sort snak :-)
Jeg er lige vågnet efter at have sovet i 12½ time, så jeg må virkeligt have trængt til det. Jeg havde mareridt om, at jeg var i skole, men at jeg slet ikke kunne følge med i undervisningen, fordi jeg ikke havde læst. Og jeg sad og var helt vildt stresset og frustreret over ikke at forstå hvad de andre i klassen talte om. Jeg løb ud fra undervisningen og blev rigtig ked af det, og tænke i drømmen, at jeg virkeligt havde brug for nogen at tale med om den depression jeg gik rundt med, og at jeg jo ikke kunne blive ved med at kæmpe mig igennem det der med ikke at lave lektier, men stadig prøve at følge med i undervisningen.
Jeg tror at jeg har haft så travlt her på det sidste, at min underbevidsthed har sammenlignet det med dengang jeg studerede på fuld tid. Og så ved min krop, at jeg har booket mig op i næste uge også, og det er den nok sur over. Jeg føler det lidt som om, jeg laver overgreb på mig selv, fordi jeg har så svært ved at finde balancen imellem at lave noget og at slappe af. Men lige nu, er jeg i hvert fald klar over, at jeg har for mange bolde i luften. På mine fridage når jeg kun at slappe af, jeg når ikke til at arbejde med mig selv, selv om det jo er det jeg er her for lige nu.
Jeg har sagt ja til at arbejde tre gange i denne her uge, fordi der er en, der har sagt op. Men nu fortryder jeg godtnok, for jeg vil så gerne have nogle dage, hvor jeg kan slappe af. Så nu lover jeg mig selv, at det i den næste måned efter kun bliver én gang om ugen. Jeg var til fest i går, og der blev jeg i rigtig dårligt humør, da jeg havde fået lidt at drikke. Jeg blev heldigvis kørt hjem af en af mine venner, som tog en taxa, for jeg havde rigtig mange selvdestruktive tanker i går. Og det minder mig i dag om, at jeg jo stadig er igang med en rigtig vigtig process, som jeg først lige har taget rigtig hul på. Men det hjælper ikke så godt på mit humør her i dag at tænke på det. Især fordi jeg har været i meget godt humør de sidste par dage her, så nu føler jeg lidt, at jeg er faldet ned i et hul. Men det er nok meget normalt med op- og nedture i min situation.
Kærligst Oktober
Fint, at du er i kontakt med følelsen af, at du begår overgreb mod dig selv. Det er et godt skridt hen imod at mærke dine egne grænser og kunne rette dig efter dem.
Du er frustreret over, at du ikke får taget dig den tid til at arbejde med dig selv, som du har brug for – og som jo er meningen med din orlov.
Så vidt jeg husker, har dit liv hidtil ligget i meget faste rammer og du aldrig før følt friheden i at have tid nok? I så fald er det jo meget naturligt, at du endnu ikke har lært at administrere og kontrollere friheden og også gøre 'hvad der skal gøres'. Du skal lige finde en balance og det tager lidt tid.
Du ved, at du har en opgave hængende over hovedet og det stresser selvfølgeligt. Du er vant til, at du har dead-lines og arbejder under strukturer, som andre har skabt. Men nu er der ingen, der har lavet et pensum for dig, der er heller intet skema og intet du skal nå til en bestemt tid. Når du ikke det, du har sat dig for – ja, så når du det ikke. Der er ikke nogen eksamen, du skal læse op til, ikke noget bestået eller ikke bestået. Nu skal du selv skabe rammerne, du skal selv finde pensum, du har ikke nogen, der laver en dead-line for dig. Det hele er altså meget flydende og ukontrolleret og du skal selv skabe både rammerne, strukturerne og indholdet. Kort sagt: Skabe orden i kaos. Så måske er det en nødvendig, meget naturlig og lærerig fase, du går igennem lige nu. Du er i ukendt farvand og skal lige orientere dig og skabe overblik.
Som du mærkede, så er det nok ikke særligt hensigtsmæssigt at drikke alkohol, når man er inde i en sådan proces. Det, der ligger lige under overfladen, risikerer at komme op i overdimensioneret form. Alkohol vil have en tendens til at forværre depression og angst. Du mister kontrollen og jordforbindelsen og lige nu har du nok rigtigt meget brug for begge dele.
Dit mareridt minder mig utroligt meget om de mareridt, jeg har haft, hvor jeg har drømt, at jeg var ude på en arbejdsplads. Der kan ligge mange ting i det og hvad budskabet er, er givetvis individuelt. Men under alle omstændigheder er angstfyldte drømme de mest lærerige.
Måske handler din drøm i første omgang om dit studie. Der er selvfølgeligt et spørgsmål om, hvordan du egentligt har det med din uddannelse? Men drømmen kan faktisk også handle om din nuværende situation. Jeg tillader mig at komme med et forslag til en tolkning:
For mig at se kan undervisningen handle om den tankemæssige, rationelle del af din proces lige nu, som du har så svært ved at komme i gang med. Der er meget nyt (om dig selv) at lære. Dog ser du også, at årsagen til, at du bliver så stresset og frustreret er fordi, du ikke har læst (altså ikke forholder dig intellektuelt til de ting, du har brug for at lære i denne proces). Ganske som i din nuværende situation. Du flygter, ligesom du i nutiden flygter fra at arbejde med dig selv. Du overtages af følelserne og flygter fra intellektualisering. Du mærker behov for at tale med nogen om din depression. Du har altså brug for forståelse af din følelsesmæssige situation (måske trøst) frem for, at du skal forstå noget intellektuelt.
En drøm har mange lag. I sidste lag er vi selv alt og alle i vores drømme. Det er jo dit sind, der har skabt drømmen. Du er dig selv i drømmen – det du ser som andre, er de sider af dig selv, du ikke er i rigtig kontakt med. Du er altså meget i dine følelser og flygter fra dit intellekt.
Drømmens hensigt er at gøre dig bevidst om en indre konflikt, så du får mulighed for at løse den. Hvis konflikten er, at du føler dig splittet mellem dine følelser og dit intellekt, så må der findes en anden løsning, end at du flygter (fra dig selv). Et alternativ til flugt er at konfrontere. Så måske du kan forestille dig, at du i stedet for at flygte fra 'dine klassekammerater' (den intellektuelle side af dig selv), så prøver at forklare denne side af dig selv, hvordan du i virkeligheden har det og hvor deprimeret du føler dig og hvor ked af det og stresset og frustreret, du er. Bed din intellektuelle side om hjælp til at lære det nødvendige og om at forstå dine følelser. Prøv at skabe dialog og forståelse i stedet for adskillelse.
Ved at gå ind i drømmen på denne måde og forholde dig til budskabet og finde løsninger på problemerne, så taler du drømmens sprog. Derved kan du begynde at kommunikere med din underbevidsthed og skabe forandringer på dybt plan.
Din nedtur lige nu er helt naturlig. Ovenpå en optur følger nok altid en nedtur – og omvendt. Efterhånden som processen skrider frem og de gamle følelser bliver bearbejdet, vil der blive opbygget en langt større følelsesmæssig stabilitet. De svære følelser skal renses ud af systemet for at give plads til noget nyt og bedre. Det er hårdt men det er ikke vedvarende.
Kærlig hilsen Helene
jeg tror jeg har fundet ud af, at drømmen handler om, at jeg ikke har indset, at jeg har taget pause. Det føles bare som en ferie, som jeg skal tilbage fra om lidt. Psykiateren sagde, at det, at jeg ikke har pakket mit tøj ud efter flytningen, også siger, at jeg ikke har forholdt mig til det endnu. Efter drømmen kunne jeg mærke, at jeg var meget påvirket af den, og i går aftes da jeg skulle sove, blev jeg rigtig ked af det over at tænke på det liv, som jeg forlader. Jeg har helt vildt svært ved at finde ud af, hvordan jeg har det med det, men når jeg bliver konfronteret med det, så bliver jeg meget ked af det. Det er faktisk det eneste, der kan få mig til at græde lige for tiden. Selv om jeg er glad for min beslutning, og ved at det er et udtryk for styrke og ikke betyder at jeg giver op, så er rigtig ked af, at alle de andre i min klasse fortsætter uden mig. Og det er endda til trods for, at jeg kun talte med meget få af dem. Men jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg bliver så ked af det. Men helt generelt tror jeg, at jeg skubber mine følelser rigtig langt væk for tiden.
Jeg fik lavet listen over mine problemer i mit liv og mine symptomer, og det rørte mig slet ikke at skulle lave den. Jeg blev overhovedet ikke påvirket af det. Mest bare modløs over, at det er de samme problemer, som jeg har snakket igennem et hav af gange. Jeg tror måske, at nedturen har ramt mig, men at det på en eller anden måde er meget godt, fordi det minder mig om, hvorfor jeg er herhjemme, og at jeg skal slappe af.
Men det hele er langt fra lige så nemt, som jeg gang på gang bilder mig selv ind. Jeg vil bare så gerne have styr på alt ting, men det er jo absolut umuligt. Især når det kommer til følelser.
Mvh. en nedtrykt Oktober
Jeg ser det som et absolut sundhedstegn, at du nu reagerer på alle de forandringer, der så hurtigt og pludseligt er sket i dit liv. Det er kun naturligt, at du bliver ked af det. Det er nok også det, der skal til, så du også følelsesmæssigt bliver klar til at forstå, hvad det er, der sker lige nu - så du også kan få pakket ud og falde mere på plads.
Jeg havde en fornemmelse af, at du (som du også skriver) havde lukket af for dine følelser og ikke rigtigt har mærket dig selv i alt det her. Det kan jo sommetider være nødvendigt. Du har givet slip på noget trygt og velkendt til gengæld for noget skræmmende og ukendt. Det er meget modigt men selvfølgeligt bliver man bange og ked af det, når man begynder at mærke det og forholde sig til det.
Nej, det er ikke nogen nem proces. Man har jo ikke nogen fornemmelse af, hvad det egentligt er, man er på vej ind i og det er selvfølgeligt skræmmende, når man altid har gjort rigtigt meget for at prøve at have kontrol over tingene. Derfor er det bedste, du kan gøre at skabe så stor kontrol som muligt på andre og bedre måder.
Som du skriver, er det især umuligt at have styr på sine følelser. Det paradoksale er, at netop ved at mærke, at du ikke har kontrol over dine føleler og mærke kontroltabet, så lærer du følelserne at kende og lærer at kontrollere dem. Når du ikke længere er bange for at mærke dem, skal du ikke bruge så mange kræfter på at undertrykke dem og så kan de ikke længere kan tage magten over dig. Så har du i sandhed opnået kontrol over dit eget liv.
Kærlig hilsen og mange tanker –
Helene
jeg er aller mest bange for at spilde tiden, og det føler jeg, at jeg har gjort det sidste stykke tid. Men på den anden side, kan jeg ikke arbejde intenst med mig selv hele tiden. Og det har været rart at komme ud blandt folk og mærke, at jeg godt kan lide at arbejde og være igang, så jeg ikke føler mig doven. Men nu begynder behovet for afslapning også at presse sig på, og det er også rart at mærke. Så jeg føler mig lidt splittet, men samtidig også bekræftet i, at jeg ikke bare er doven, men at jeg har en mission. Og min motivation må være, at jeg har taget det store og svære valg, at holde et helt års pause fra studiet, og derfor er det også vigtigt for mig, at jeg bruger den tid til at blive en mere helt og stabil person, så året ikke bliver spildt, og så jeg kan se tilbage på tiden her som en grundlæggende ting for mit liv og min psykiske sundhed.
Men jeg må godtnok sige, at jeg føler mig lidt på ukendt grund. Men som en af jer her på debatten sagde, så kan man ikke kurere en depression med det, som den er kommet af, så det må jo være ukendt grund under fødderne, der skal være vejen frem i min situation. Det føles i hvert fald meget bedre og mere produktivt end noget andet, jeg nogensinde har prøvet. Og for første gang i lang tid nyder jeg mit eget selskab. Og ikke kun i form af at ligge i min seng eller at se tv. Nærmere at gå, cykle, træne, synge, danse, snakke og slappe af helt selv uden tv eller søvn som hjælpemiddel. Det er jeg virkeligt glad for. Så se bare, allerede det første fremskridt :-)
Jeg kender godt følelsen af, at man er bange for at spilde tiden. Det var jeg sørme også, da jeg havde arbejde og blev sygemeldt for nogle måneder af gangen. Men på den anden side har jeg stadigt af og til følelsen, selvom jeg nu har al den tid, jeg har brug for.
Men hvis man lærer noget undervejs er tiden aldrig spildt. Først og fremmest har du vel haft brug for tid til at falde på plads i din nye hverdag og det har du jo lært meget af. Så der er ingen grund til at stresse dig selv med, at du ikke bare er gået i gang med det samme. Ting tager nu engang den tid, de tager.
Og nej, der er ikke noget at sige til, at du ikke kan arbejde intenst med dig selv hele tiden. Så risikerer man at blive slidt op og det er bestemt ikke meningen. Meningen er, at du skal finde ud af, hvordan dit liv fungerer bedst muligt for dig og hvad der skal til for, at du har det godt. Hvis det indebærer, at du også kommer ud og at du arbejder indimellem og holder dig i gang, så er det jo et godt udgangspunkt.
Lige præcist: Det må være ukendt grund, der er vejen frem i din situation. Du er i en helt ny og ukendt fase i dit liv og er ved at udforske nyt land. Du er opdagelsesrejsende i dit eget liv og i dit eget sind. En storslået, unik rejse.
Du behøver ikke at have så dårlig samvittighed over, at du ikke får brugt tiden til mentalt eller dybt følelsesmæssigt arbejde lige nu. Det kommer, når det kommer. Noget andet er åbenbart vigtigere lige nu og der sker jo alligevel nye ting: Du oplever, at det du gør nu, faktisk er mere produktivt end noget andet, du tidligere har prøvet; du oplever at nyde dit eget selskab; du får rørt dig (og styrket dit krop) og du får slappet af og plejet dig selv. Der kommer jo en helt ny balance ind i dit liv. Så sig ikke, at du spilder tiden :-) Det gør du tydeligvis ikke. Måske er det her noget, du først og fremmest havde brug for at lære om dig selv. Tingene er jo ikke kun være teori og tunge følelser og den slags. Det er også handling, praksis og glædelige sejre og fremskridt på andre planer.
Det her er jo også med til at skabe balance i dit liv og gøre dig til en mere hel og stabil person, der ved, hvad du har brug for, så du kan holde dig psykisk sund fremover.
Mange hilsner Helene