Det er godt, at du er klar over, at du ikke skal blive overmodig, når du har en god dag. Du har brug for at få opbygget et energioverskud og det tager tid, når der har været stort underskud på energikontoen. Og virkeligt godt, at du har erkendt, at den pause her tager du af hensyn til dig selv og ikke for at kunne være der mere for andre. Nu har DU førsteprioriteten i DIT liv.
Det var virkeligt et gennembrud, du oplevede i aftes. En dyb indsigt, hvor du pludseligt FORSTOD, at de gamle følelser stadigt er låst fast i kroppen og at helingen består i at få dem ud og få kigget på situationerne med nye øjne.
Meget vigtigt har du også erkendt, at det ikke kun er, når du er hos psykiateren, at du er inde i et terapiforløb. Det er det arbejde, man selv gør mellem sessionerne, der virkeligt rykker. Hvis man kun er i terapi i sessionerne, så kommer det til at gå meget langsomt.
Jeg har det lige modsat af dig – at jeg skal bearbejde tingene i hovedet først. Jeg tænker hele tiden. Til gengæld er jeg meget lidt i min krop. Sådan er man jo så forskellige :-)
Så idéer til, hvordan man tænker - men med udgangspunkt i kroppen…
Mit bedste forslag er nok visualiseringer. Dem kan man bruge, uanset om man er mest kropsligt eller mentalt orienteret. Man kan tage udgangspunkt i de følelser, man har i kroppen eller i en tanke, en situation, en erindring – hvad som helst som man har behov for. Jeg gjorde det altid lige efter morgenkaffen. Det er lettest at få kontakt til underbevidstheden om morgenen, når man næsten lige har sovet, inden man går rigtigt i gang med dagen.
* Beslut dig for et dagligt tidspunkt at gennemføre øvelsen i.
* Sørg for, at du ikke bliver forstyrret i den næste times tid eller hvor længe det nu tager.
* Sæt dig godt og behageligt til rette. Luk øjnene.
* Tag en dyb vejrtrækning og fald på plads i din krop. Lad roen brede sig.
* Brug noget tid på afslapningsøvelser, så der bliver skabt ro og afspænding i kroppen. Mærk kroppen, hav fokus på hvad der sker i din krop. Mærk hvordan du slapper mere og mere af og har det dejligt. Bemærk om du spænder nogen steder og prøv at slappe området af.
* Tag så kontakt til den følelse, du mærker i kroppen. Forstærk den, gør den tydeligere og kraftigere.
* Hvor mærker du følelsen henne? Hvordan føles den? Hvad gør den ved dig?
* Fokuser på følelsen, giv den opmærksomhed, lær den at kende. Måske har følelsen en form, en farve, et bevægelsesmønster.
* Måske begynder der at komme billeder frem, der knytter sig til følelsen. Måske kommer der erindringer. Registrer dem og lad dem komme frem. Se hvad der sker. Vær åben.
* Måske kan du få kontakt til første gang, du mærkede denne følelse. Var du ude eller inde? Alene eller sammen med andre? Hvad skete der i situationen?
* Lad tiden bevæge sig fremad til andre situationer, hvor du mærkede den samme følelse. Måske begynder du at kunne ane en røde tråd.
* Hvis det er en ubehagelig følelse, du har fået frem, så prøv at visualisere, hvordan du i den oprindelige situation kan erstatte den med en anden bedre følelse, så du kan handle bedre for dig selv. Spol så tiden fremad og se, hvordan du herefter i alle senere lign. situationer kan føle og handle anderledes og bedre. Forestil dig, hvor godt det fremover vil føles, når du har sluppet den ubehagelige følelse.
* Hvis det er en behagelig følelse, du har fået frem, så forestil dig, at du tager følelsen med dig frem i tiden og hvordan følelsen styrker og hjælper dig i forskellige situationer.
* Når du føler, at du er klar til at afslutte visualiseringen, tager du en dyb vejrtrækning. Gør dig klar til at komme tilbage til bevidst vågen tilstand igen. Siger til dig selv, at om et øjeblik åbner du øjnene og du har det godt.
Hvis du i starten falder i søvn under visualiseringerne, hvis du ikke mærker, at der sker noget som helst, eller hvis der sker noget uventet, så er det helt okay, bare registrer hvad der sker. Bliv ved med at gennemføre øvelsen hver dag alligevel. Dit sind skal jo lige vænnes til noget nyt og finde ud af, hvad der foregår.
Denne form for visualisering kan skabe sammenhæng og kontinuitet mellem fortid og nutid, mellem dit bevidste og dit ubevidste sind, mellem tanker og følelser. Der vil kommer flere og flere links, hvor du bliver klar over, hvordan din fortid konkret skaber din nutid. Ved at ændre de gamle følelser, ændrer du din fremtid. Forestillingsevnen rummer en utrolig kraft.
Endvidere tager du kontrol over forløbet på denne måde. Når du sætter tid af til at mærke dig selv hver dag, så lærer din underbevidsthed, at det er måden og tidspunktet, hvor der bliver lyttet til den og så vil den fremover benytte sig af denne mulighed for at formidle sig. Den skal bare have at vide, hvordan, hvor og hvornår, den kan komme i kontakt med dig. Derefter kan du i princippet holde fri resten af dagen :-)
Ved ikke om det er en idé, du kunne tænke dig at prøve?
jeg har faktisk prøvet noget lignende hos min psykolog. Der havde jeg en følelse, som jeg ikke kunne sige hvad var, andet end at det helt klart var en negativ følelse, der pludseligt kom over mig. Og der fik jeg rigtig meget angst under visualiseringerne, og vi fandt ud af, at det var en angst, som kom op i mig adskillige gang hver dag. Så jeg er lidt nervøs over at kaste mig ud i det igen, men det lyder som en rigtig god ting, som jeg vil kaste mig ud i, når jeg får lidt mere to på her efter påske.
Jeg har haft en rigtig dejlig afslappet dag i dag, hvor jeg har sovet længe, hørt god rolig musik, set lidt tv og sovet igen. Og så skal jeg bare se tv hele aftenen og lave lækker mad til mig selv.
Jeg har sådan en underlig følelse af, at jeg går og venter på, at er skal ske noget. Jeg ved ikke helt hvad, måske er det fordi jeg stadig ikke har indset, at jeg er igang med det her, og går og venter på, at skulle tvinge mig selv igang igen. Eller også er det fordi, jeg allerede har indset, at jeg nok ikke kan nøjes med at holde fri til september. Jeg er bare bange for at finde ud af, at jeg ikke kan klare mig økonomisk, hvis jeg tager et halvt år mere, fordi jeg vil skulle arbejde. Og jeg vil jo gerne have styr på det hele lige nu og her, og jeg tror, at jeg bruger rigtig meget energi på det.
Og jo mere jeg tænker på alle de ting, som forstyrer min process, des mere frustration og angst breder der sig i min krop.
Men jeg er samtidig rigtig bange for at tage det forkerte valg, og derfor tør jeg ikke tage et valg lige nu, for ikke at forhaste det hele. Selv om jeg nok allerede har taget valget inderst inde
Hvor er det dejligt, at du bare giver dig selv tid, ro og omsorg. Du er godt i gang med at bygge dig selv op :-)
Jeg kender godt følelsen af, at man går og venter på, at der skal ske… ét eller andet. Det gør der givetvis også, for din underbevidsthed er helt sikkert begyndt at åbne sig. Så måske går du ubevidst og venter på, hvad der kommer frem.
Bekymringerne om fremtiden og økonomien er for de fleste en sideløbende proces. Derfor får man desværre ofte to kampe at kæmpe samtidigt. Det er stadigt en fremtidsvision, at man kan gå ind i et behandlingsforløb uden at skulle koncentrere sig om andet end at blive rask.
Så lige nu er du nødt til at udholde den angst og prøve at lægge disse bekymringer til side. Brug din enegi på målet: At du skal have det godt. Formentligt vil du opleve, at i takt med, at du får løst op for fortidens problemer, løser også nutidens problemer sig på den ene eller den anden måde og så risikerer dine bekymringer at være spildt ulejlighed. Prøv at have tillid til, at alting nok skal gå, som det er meningen, det skal gå.
Den angst, som uvished om fremtiden giver, kan blokere for den mentale proces. Derfor er du nødt til foreløbigt simpelthen at lære at leve med den angst og indtil videre skubbe den længst muligt væk. Lad den ikke stå i vejen for din fremgang. Foreløbigt har du ½ år og det er det, du har at forholde dig til nu. Lad ikke angsten for fremtiden ødelægge det ½ år, for du ved alligevel ikke, hvordan du har det til den tid. Du er nødt til at forholde dig til, hvordan du har det her og nu og hvad du lige nu kan gøre for at få det bedre i fremtiden. Det er du så i gang med. Måske er du om ½ år i stand til at genoptage studiet og måske er du ikke - men så skal der nok vise sig nogle løsninger eller muligheder. Det kan du ikke tage stilling til nu.
Du skriver, at du nok allerede har valgt inderst inde og det er fint. Men det er ganske rigtigt ikke noget, du skal handle på eller bruge energi på at spekulere over lige nu. Hver ting til sin tid.
Og så tilbage til idéer om, hvordan man tænker :-)
Når du tidligere har prøvet en sådan form for visualisering og følte stærk angst undervejs, så skal du nok ikke give dig i kast med det endnu. Der kan meget vel risikere at komme nogle angstfyldte følelser frem og dem skal man have nogle ressourcer og redskaber til at kunne klare.
Det handler om, at få det frem, der gemmer sig i det ubevidste.
* En måde er at skrive dagbog. Men du mærker tydeligt, at du har en skriveblokering, så det er nok ikke måden lige nu.
* Nogen tegner, maler eller laver skulpturer, skriver digte eller synger.
* Nogen tænker rigtigt godt, når de befinder sig i naturen.
* Man kan læse bøger om relevante emner og prøve at reflektere over det og prøve at finde lighedspunkter til sig selv. For nogen kan det aktivere tanker og følelser.
* Sæt f.eks. en time af hver formiddag til at gøre absolut ingenting. Sid og kig ud af vinduet. Efterhånden kan det være, at tankerne begynder at komme helt af sig selv. Det vil nok være mindre angstfremkaldende, når du sidder med åbne øjne og har kontakt til noget udenfor samtidigt. Sæt evt. noget afslapningsmusik på imens, hvis det reducerer angstfornemmelser.
* Bed din underbevidsthed om hjælp til at finde en måde, der fungerer for dig. Hvis du tror på nogle højere magter, så bed dem om det samme. Lyt indad efter svaret.
Mærker du angst, når du prøver at gøre dette eller noget andet, så ved du, at du er på sporet og ved at komme i kontakt med noget vigtigt. Skriv evt. ned, hvad du var i kontakt med, da du mærkede angsten. Det kan måske være et fint udgangspunkt for samtalerne med din psykiater.
Hmm… mere kan jeg ikke lige komme på… men det kan være, der dukker idéer op hen af vejen.
For mit eget vedkommende blev jeg hurtigt klar over, at angst var et uundgåeligt ledsagende fænomen for alle følelser, der kom frem. Derfor var det meget vigtigt for mig, at jeg fik skabt mest muligt tryghed omkring mig i nutiden og dagligdagen. Helt konkret havde jeg især mine trygge og hyggelige baser ved min computer og i min seng.
Det var vigtigt, at jeg prøvede at få kontrol over processen, så den ikke kontrollerede mig. Det gjorde jeg bl.a. ved, at jeg gav underbevidstheden mulighed for at få sine budskaber frem – men jeg bestemte langt hen ad vejen, hvor, hvornår og hvordan.
For mig har det især været gennem drømme, drømmetolkning, visualiseringer og skriveterapi. I perioder kom der bare noget frem hele tiden. Af og til blev det for voldsomt, så mindede min terapeut mig om, at jeg vist glemte at tage kontrol. Så måtte jeg igen sætte et bestemt tidsrum af til at gå ind i tingene og tænke og lukke af bagefter, så der ikke bare var 'åben kanal' hele tiden.
Men det tog jo lige noget tid, inden jeg fandt en struktur for dagligdagen og fandt den rytme, der passede til mig. Så giv dig selv tid og væn dig til at mærke efter, hvad der føles rigtigt, trygt og godt.
det er sjovt som alle tankerne kom frem for mig i går aftes, da jeg lå og skulle sove. Egentligt havde jeg mest lyst til at tænde lyset og skrive det hele ned, men min kæreste var faldet i søvn, så jeg var nødt til at blive liggende for ikke at vække ham.
Men jeg udforskede tankerne lidt. Mest for at være sikker på, at jeg ville kunne huske dem i dag, og arbejde videre med dem. Og efter lidt tid var jeg nødt til at lukke af, så jeg kunne falde i søvn. Men på bare tyve min. gennemgik jeg så mange forskellige tanker. Og det gik op for mig, at hver gang, jeg finder en følelse, der giver mig angst, så får jeg lyst til at skade mig selv. Og ofte kommer jeg til at fokusere på det i stedet for at dykke dybere ned i den følelse, så jeg slet ikke får bearbejdet følelsen.
Så jeg tror, at jeg er på rette vej i forhold til at finde endnu længere ind i mig selv, og få et forhold til mit indre barn.
Jeg så en musikvideo i går, som beskriver mit forholdtil mit indre barn rigtig godt, som handler om hendes barndom, og hvordan hendes forhold er til hendes indre barn, og hvordan det nærmest hjemsøger hende, når hun ikke accepterer, at det er såret og ikke viser det omsorg. Det rørte mig utroligt meget, og jeg blev bekræftet i, at det hele handler om de følelser, som jeg bar rundt på som barn. Så det er der jeg prøver at arbejde henad lige nu, selv om der er meget langt derhen. Men bare det at have taget skridtet, er en stor omvæltning i mit liv.
det bedste ved min orlov er, at jeg altid har en meget konkret grund, når jeg aflyser aftaler, eller ikke kan overskue noget. Før i tiden var det utroligt svært at sige fra, men nu kan jeg sige tingene som de er, og det er en utrolig lettelse.
Jeg glæder mig utroligt meget til at nå om på den anden side af påske, fordi jeg har planlagt så utroligt mange ting her i påsken, så jeg glæder mig til at kunne falde mere til ro.
Jeg har forresten skrevet en mail til vores vejledningskontor på uni for at spørge om, hvordan jeg står økonomisk, hvis jeg vil holde orlov. Hvis jeg har fakta på plads, så tror jeg, at jeg nemmere kan skubbe det væk. Så mangler jeg bare at få solgt mit værelse, som jeg har i den by, hvor jeg læser, så jeg ikke føler mig tvunget til at skulle tilbage efter ferien, så jeg kan træffe valget til den tid udelukkende baseret på hvordan jeg har det.
Måske opsøger jeg hele tiden projekter for at undgå helt at skulle være alene med mig selv og mine tanker? Måske føler jeg, at jeg hele tiden skal lave noget og holde mig igang, fordi jeg slet ikke kan forestille mig en hverdag med mig selv?.. Jeg tror det faktisk lidt, selv om det er en tanke, der først er opstået i mit hoved lige nu.
Nå jeg vil kaste mig ud i en lang, men forhåbenlig hyggelig dag.
Du får tilsyneladende meget frem, lige inden du skal sove. Sådan har jeg det også. Så det ser ud til, at du har fundet ud af, hvordan man tænker – og hvornår :-) Samt det viser sig, at det et stykke hen ad vejen kommer helt af sig selv, når der først er taget hul på det og man giver tankerne lov at komme frem.
Hvor er det dog værdifulde indsigter, du har fundet frem til. Ikke mindst at trangen til selvskade er et resultat af angst og at angsten skyldes nogle ubearbejdede følelser. Du har opdaget, at du har fokuseret på angsten i stedet for på de underliggende følelser.
Dermed kan du måske også se, at selv angsten har haft et positivt formål: Den ville beskytte dig mod noget, som du ikke har magtet at komme i nærheden af.
Med denne indsigt vil du sikkert begynde at forstå, at angsten nok er ubehagelig men ikke farlig og at man kan lære utroligt meget af den, når vi ikke flygter fra den men i stedet lytter til, hvilket budskab den har.
'Enhver gave vi ikke tager imod, bliver en forbandelse'. Et citat fra Paulo Coelhos bog 'Alkymisten'.
Kontakten til Det Indre Barn er en stor gave men hold da op… barnet bliver virkeligt et problembarn, hvis vi ikke tager imod hende og giver hende den kærlighed og positive opmærksomhed, hun har brug for.
Ja, det er en stor omvæltning, når man pludseligt skal til at tage sig af det sårede, svigtede barn og give hende omsorg, kærlighed og tryghed. Det har jo ligesom altid været det modsatte, man har gjort. Prøvet at få hende til at holde kæft, gemt hende langt væk og ladet hende passe sig selv. Uden at vide det er der endda mange mennesker, der ligefrem bedøver deres indre barn med alkohol, mad eller stoffer for at få det til at være stille. Så bliver hun i sandhed en forbandelse i stedet for at være en kæmpe gave.
Jeg genkender lettelsen i at kunne sige, hvordan tingene virkeligt hænger sammen. At kunne berettige både overfor sig selv og andre, at man pludseligt siger mere fra – og til.
Rigtigt god idé at du prøver at få mest mulig afklaring af, hvordan du står økonomisk, hvis du holder orlov. Det vil helt sikkert give mere ro i sindet. Det er virkeligt stærkt, at du endda sælger dit værelse, så du ikke har det, der holder dig fast. Det er rigtigt fint, at du på den måde er forudseende og på forkant med udviklingen.
Ja, det lyder sandsynligt, at du sørger for at være i gang med noget hele tiden, så du kan undgå at tænke (og føle) for meget. Sådan er der mange, der lever et helt liv – på flugt fra sig selv. Uden at ane dybden af, hvad man selv indeholder og uden at vide, hvordan man lever et liv, hvor man fuldt ud nyder sit eget selskab. Endda i en grad så man somme tider kan finde på at fravælge andre mennesker og andre aktiviteter, simpelthen fordi man har brug for at være alene med sig selv. Når man når dertil, så er man ikke ensom – for så har man altid et menneske hos sig, som man holder af at være sammen med :-)
Ét af mine mål er, at jeg både vil kunne være sammen med andre og sammen med mig selv og have lige stor fornøjelse af begge dele. Jeg vil frit kunne vælge til og fra alt efter min lyst og behov – ikke efter om jeg nu orker det og har energi til det.
Jeg vil prøve om jeg kan få samlet mig sammen til at komme i byen. Der er en printer på tilbud til 269 kr. og min virker ikke mere… så jeg må nok prøve at finde energien…
Jeg håber, du får en god og givende dag.
P.S.: Jeg ved ikke, om du kender ovennævnte bog 'Alkymisten'? Ellers kan jeg varmt anbefale den. Det er en lille bog med en historie om en fårehyrde, der leder efter en skat. Men den er så langt mere end det. Under den simple fortælling har den så meget dybde og indeholder så meget visdom. For hver gang jeg har læst den, er der dukket nye ting op – flere lag kommer frem. Essensen i den er, hvordan man selv bliver alkymist og kan forandre sit eget liv fra bly til guld. Den kan give noget at tænke over :-)
Den er solgt i mere end 25 mill. eksemplarer, oversat til 55 sprog og udgivet i mere end 156 lande!
Hvis jeg må tillade mig, at rose mig selv lidt, så er jeg faktisk rigtig imponeret over, at jeg har fundet frem til alle de her ting på så utroligt kort tid. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg havde været i dag, hvis jeg ikke havde skrevet herinde på debatten for under én måned siden.
Jeg har fået åbnet op for hele mit indre med alle tanker og følelser.
Jeg er så småt begyndt at acceptere, at jeg kun fungerer på deltid, og at jeg har brug for denne her tid til at samle energi til at få overskud på længere sigt, og at komme til at nyde mit liv.
Så lige nu går jeg og nyder at have så meget tid til mig selv. Og vide, at jeg sagntens kan gå en lang tur, selv om jeg ved, at jeg bliver helt vildt træt af det, for jeg har tid til at gå hjem og slappe af bagefter. Og langsomt begynder jeg at indse, at det her er en god ting, og at det ikke er jordens undergang ikke at kunne følge min uddannelse.
Jeg synes, at jeg vil prøve at dele en god dag med jer, så I kan læse, hvordan det er :-)
Nu vil jeg kaste mig på sofaen og nyde eftermiddagen under dynen.
Skønt at høre, hvor godt det går med dig. Du har sandelig god grund til at være stolt af dig selv :-) Det er en helt imporende udvikling, du har været igennem på så kort tid. Det er jo som om, det var en helt anden person, der skrev det første indlæg herinde for så kort tid siden.
Og nej - det er ikke jordens undergang, selvom tingene ikke går, som man havde planlagt. For den uventede udvikling kan vise sig at føre til noget meget bedre, end noget man selv kunne have planlagt eller havde kunne forestillet sig :-)
Der er en stor gave i at slippe kontrollen på den måde, vi plejer at forsøge at skabe kontrol på.
Jeg tror, at TID er den største gave, man kan give sig selv.
Jeg synes lige, at du skal høre om den drøm, som jeg lige er vågnet fra:
Da jeg gik på ungdomshøjskole inden gymnasiet, havde jeg en lærer, som lærte os noget drømmetydning, så jeg har kastet mig ud i en tolkning af drømmen, som giver rigtig meget mening for mig.
Min drøm:
Efter jeg har fået fri fra arbejde (én stor dagsrest, da jeg lige har fået arbejde i dag)
kommer jeg gående hen igennem et stort sne landskab, hvor der står en pige og kaster snebolde i mod mig. Jeg siger, at hun ikke må, fordi jeg er voksen og fremmed, men hun siger, at hun gerne må.
Jeg går op af en sti dækket af sne i et eventyrlandskab, med høje bakker med sne omkring mig og en masse rødder. Jeg kravler op ad en bakke, mens hun kaster sne efter mig. Jeg prøver på at komme hurtigt væk, men hun går forrest og rammer mig hele tiden.
Da der så på det sidste stykke kommer en rigtig stejl bakke, siger hun, at jeg ikke kan klare at komme op ad det, for jer er "una hermana" (det betyder søster på spansk, og man bruger ordet om nonner, og det er sådan, som jeg forstod ordet i drømmen).
Pigen løb op ad bakken, men havde så travlt med at hovere, at hun faldt ned igen, og jeg besluttede mig for, at jeg nok skulle klare bakken, så jeg kunne vise hende, at jeg ikke ville lade hende definere, hvad jeg er.
Da jeg kom op ad bakken så jeg, at den lå op over rødderne på et træ og kronen på et træ, som var helt dækket af frost og is. Pigen fortalte mig, at jeg skulle holde fast i grenene for at komme op, og at det er den eneste måde, hvor hun kan komme op og ned, fordi hun bor deroppe helt isoleret med sin far, efter hendes mor døde. Og at hun er glad for, at jeg er kommet, så vi kan lege sammen. Og så vågnede jeg...
Jeg synes at denne her drøm er utroligt sigende i forhold til, hvad du skrev i går (tror jeg) med det indre barn.
Jeg ser rigtig meget følelseskoldhed i form af is (frosne følelser), søster (nonner er i min verden meget følelseskolde) og min måde at ignorere barnets jagt på opmærksomhed i drømmen. Jeg føler, at jeg har fundet mit indre barn i drømmen, som har levet isoleret, og som er lykkelig for at få sin "søster" tilbage.
Så nu hvor jeg ved, hvor ensomt hun har levet hele tiden, vil jeg tage mig rigtig godt af hende.
En fantastisk drøm :-) Den er bestemt meget sigende og meget tydelig.
Ja, Den Lille Pige gav sig tydeligt til kende og var temmelig påtrængende, så længe du ikke kom hende imøde :-) Og hvor er der meget symbolik - bl.a. rødderne der er under isen.
Jeg kan tit forbløffes over, at der åbenbart er helt generelle symboler, som underbevidstheden bruger. Både jeg og en veninde har haft flere drømme med is og sne og vi har også umiddelbart oplevet, at det handlede om følelseskulde.
Hvor er det godt, at du fandt ud af, hvor ensom Den Lille Pige havde været, så du nu kan begynde at være der for hende :-)
Hvor er det dog godt, at du har lært noget om drømmetydning. Det giver jo din underbevidsthed en virkelig god mulighed for at udtrykke sig. Hvis du viser den, at du lytter til og prøver at forstå drømmene - f.eks. ved at skrive dem ned og tolke dem - så vil den fortsætte med at bruge den måde og du vil begynde at drømme mere.
For mig har drømmene været en uvurderlig måde at komme i kontakt med mig selv på. I drømmene LEVER jeg og jeg forstår alt, hvad der sker. Nætter uden drømme er for mig spildte nætter og de gør mig så frustreret. Jeg mærker tydeligt, at jeg så mangler kontakt til mit inderste. Meget sjovt, eftersom jeg først begyndte at huske mine drømme, da jeg startede i terapi og på det tidspunkt ikke havde husket drømme overhovedet i måske 30 år.
Du skriver, at der var en stor dagsrest, da du lige har fået arbejde i dag.
Det forstår jeg ikke... har du rigtigt fået arbejde? Så har jeg helt misforstået noget, for jeg troede, at du havde mulighed for at holde helt fri i ½ år. Men det er kun fra studiet?
Er det et arbejde, du tror, du vil blive glad for? Noget der siger dig noget?
Det er bare et vikarjob, som jeg har taget, og som maks er to gange om ugen og nogle uger ingen gange. Og jeg kan altid sige nej. Det er fordi jeg stadig er ansat i mit gamle firma, hvor jeg arbejdede i kantine, så jeg kan tage nogle vikarjobs, så de ringer til mig inden de ringer til vikar bereauerne. Men jeg har aftalt med mig selv, at jeg kun tager de vagter, hvor jeg ved det nogle dage i forvejen, og at det helst ikke skal være mere end én gang om ugen.
Jeg tænker det som en god måde at være aktiv på og lave noget, som jeg godt kan lide. Jeg elsker jo at lave mad. Og så er jeg også afhængig af at have en indkomst ud over min SU for at kunne betale husleje indtil jeg får solgt værelset.
Og jeg ved, at jeg til hver en tid kan springe fra det igen, fordi de ikke er afhængige af mig. Jeg er bare et billigt alternativ til de dyre vikarfirmaer.
Det er måske lidt et sats, men min økonomi råber på forstærkning, så jeg håber virkeligt at det kan fungere med det her.
Jeg har bestemt mig for, at jeg vil begynde at træne og svømme, så jeg bliver meldt til i et træningscenter, så jeg kan gøre det når jeg har lyst og ovreskud i stedet for at være bundet til et bestemt tidspunkt på dagen. Jeg føler allerede behov for at komme lidt mere ud, og samtidig vil jeg gerne have tid til, at jeg kan slappe af når jeg har været ude. Det fungerer bedst for mig, at være igang fra morgenen og så kunne slappe af om eftermiddagen, så derfor bliver det godt med træning og okay med arbejde.
Har du nogensinde prøvet at få lagt tarotkort? Jeg har gjort en del i det, og overvejer at finde dem frem, og se, om de kan sige mig noget. For hvis man er åben for det, kan det virke lidt ligesom drømmetydning. Det er bare, ligesom med drømmetydning, svært selv at tolke på symbolerne i det. Men jeg tror du har ret i, at man med tiden kan blive rigtig klog på sig selv, og at man kan lære at tolke symbolerne.
De næste to uger er min kalender helt fyldt op hele ugen, men når ugen efter påske er overstået er der ikke andet i kalenderen end en fem dages tur til Spanien, så jeg glæder mig til slet ikke at skulle have nogle aftaler, og jeg vil virkeligt holde fast i mig selv, for at sikre mig, at jeg ikke flygter fra mig selv og det jeg er så godt igang med, selv om man også er nødt til at holde fri fra det. Det er jo nærmest et fuldtidsjob :-)
Kommentarer
Hold da op, der sker noget :-)

Kærlig hilsen Helene

Kærlige hilsner fra Oktober

God påske
Skønt at høre, hvor godt det går med dig. Du har sandelig god grund til at være stolt af dig selv :-) Det er en helt imporende udvikling, du har været igennem på så kort tid. Det er jo som om, det var en helt anden person, der skrev det første indlæg herinde for så kort tid siden.
Og nej - det er ikke jordens undergang, selvom tingene ikke går, som man havde planlagt. For den uventede udvikling kan vise sig at føre til noget meget bedre, end noget man selv kunne have planlagt eller havde kunne forestillet sig :-)
Der er en stor gave i at slippe kontrollen på den måde, vi plejer at forsøge at skabe kontrol på.
Jeg tror, at TID er den største gave, man kan give sig selv.
Også en rigtigt god påske til dig :-)
Kærlig hilsen Helene
Jeg synes lige, at du skal høre om den drøm, som jeg lige er vågnet fra:
Da jeg gik på ungdomshøjskole inden gymnasiet, havde jeg en lærer, som lærte os noget drømmetydning, så jeg har kastet mig ud i en tolkning af drømmen, som giver rigtig meget mening for mig.
Min drøm:
Efter jeg har fået fri fra arbejde (én stor dagsrest, da jeg lige har fået arbejde i dag)
kommer jeg gående hen igennem et stort sne landskab, hvor der står en pige og kaster snebolde i mod mig. Jeg siger, at hun ikke må, fordi jeg er voksen og fremmed, men hun siger, at hun gerne må.
Jeg går op af en sti dækket af sne i et eventyrlandskab, med høje bakker med sne omkring mig og en masse rødder. Jeg kravler op ad en bakke, mens hun kaster sne efter mig. Jeg prøver på at komme hurtigt væk, men hun går forrest og rammer mig hele tiden.
Da der så på det sidste stykke kommer en rigtig stejl bakke, siger hun, at jeg ikke kan klare at komme op ad det, for jer er "una hermana" (det betyder søster på spansk, og man bruger ordet om nonner, og det er sådan, som jeg forstod ordet i drømmen).
Pigen løb op ad bakken, men havde så travlt med at hovere, at hun faldt ned igen, og jeg besluttede mig for, at jeg nok skulle klare bakken, så jeg kunne vise hende, at jeg ikke ville lade hende definere, hvad jeg er.
Da jeg kom op ad bakken så jeg, at den lå op over rødderne på et træ og kronen på et træ, som var helt dækket af frost og is. Pigen fortalte mig, at jeg skulle holde fast i grenene for at komme op, og at det er den eneste måde, hvor hun kan komme op og ned, fordi hun bor deroppe helt isoleret med sin far, efter hendes mor døde. Og at hun er glad for, at jeg er kommet, så vi kan lege sammen. Og så vågnede jeg...
Jeg synes at denne her drøm er utroligt sigende i forhold til, hvad du skrev i går (tror jeg) med det indre barn.
Jeg ser rigtig meget følelseskoldhed i form af is (frosne følelser), søster (nonner er i min verden meget følelseskolde) og min måde at ignorere barnets jagt på opmærksomhed i drømmen. Jeg føler, at jeg har fundet mit indre barn i drømmen, som har levet isoleret, og som er lykkelig for at få sin "søster" tilbage.
Så nu hvor jeg ved, hvor ensomt hun har levet hele tiden, vil jeg tage mig rigtig godt af hende.
Tak for de søde ord :-)
En fantastisk drøm :-) Den er bestemt meget sigende og meget tydelig.
Ja, Den Lille Pige gav sig tydeligt til kende og var temmelig påtrængende, så længe du ikke kom hende imøde :-) Og hvor er der meget symbolik - bl.a. rødderne der er under isen.
Jeg kan tit forbløffes over, at der åbenbart er helt generelle symboler, som underbevidstheden bruger. Både jeg og en veninde har haft flere drømme med is og sne og vi har også umiddelbart oplevet, at det handlede om følelseskulde.
Hvor er det godt, at du fandt ud af, hvor ensom Den Lille Pige havde været, så du nu kan begynde at være der for hende :-)
Hvor er det dog godt, at du har lært noget om drømmetydning. Det giver jo din underbevidsthed en virkelig god mulighed for at udtrykke sig. Hvis du viser den, at du lytter til og prøver at forstå drømmene - f.eks. ved at skrive dem ned og tolke dem - så vil den fortsætte med at bruge den måde og du vil begynde at drømme mere.
For mig har drømmene været en uvurderlig måde at komme i kontakt med mig selv på. I drømmene LEVER jeg og jeg forstår alt, hvad der sker. Nætter uden drømme er for mig spildte nætter og de gør mig så frustreret. Jeg mærker tydeligt, at jeg så mangler kontakt til mit inderste. Meget sjovt, eftersom jeg først begyndte at huske mine drømme, da jeg startede i terapi og på det tidspunkt ikke havde husket drømme overhovedet i måske 30 år.
Du skriver, at der var en stor dagsrest, da du lige har fået arbejde i dag.
Det forstår jeg ikke... har du rigtigt fået arbejde? Så har jeg helt misforstået noget, for jeg troede, at du havde mulighed for at holde helt fri i ½ år. Men det er kun fra studiet?
Er det et arbejde, du tror, du vil blive glad for? Noget der siger dig noget?
Kærlig hilsen Helene
Det er bare et vikarjob, som jeg har taget, og som maks er to gange om ugen og nogle uger ingen gange. Og jeg kan altid sige nej. Det er fordi jeg stadig er ansat i mit gamle firma, hvor jeg arbejdede i kantine, så jeg kan tage nogle vikarjobs, så de ringer til mig inden de ringer til vikar bereauerne. Men jeg har aftalt med mig selv, at jeg kun tager de vagter, hvor jeg ved det nogle dage i forvejen, og at det helst ikke skal være mere end én gang om ugen.
Jeg tænker det som en god måde at være aktiv på og lave noget, som jeg godt kan lide. Jeg elsker jo at lave mad. Og så er jeg også afhængig af at have en indkomst ud over min SU for at kunne betale husleje indtil jeg får solgt værelset.
Og jeg ved, at jeg til hver en tid kan springe fra det igen, fordi de ikke er afhængige af mig. Jeg er bare et billigt alternativ til de dyre vikarfirmaer.
Det er måske lidt et sats, men min økonomi råber på forstærkning, så jeg håber virkeligt at det kan fungere med det her.
Jeg har bestemt mig for, at jeg vil begynde at træne og svømme, så jeg bliver meldt til i et træningscenter, så jeg kan gøre det når jeg har lyst og ovreskud i stedet for at være bundet til et bestemt tidspunkt på dagen. Jeg føler allerede behov for at komme lidt mere ud, og samtidig vil jeg gerne have tid til, at jeg kan slappe af når jeg har været ude. Det fungerer bedst for mig, at være igang fra morgenen og så kunne slappe af om eftermiddagen, så derfor bliver det godt med træning og okay med arbejde.
Har du nogensinde prøvet at få lagt tarotkort? Jeg har gjort en del i det, og overvejer at finde dem frem, og se, om de kan sige mig noget. For hvis man er åben for det, kan det virke lidt ligesom drømmetydning. Det er bare, ligesom med drømmetydning, svært selv at tolke på symbolerne i det. Men jeg tror du har ret i, at man med tiden kan blive rigtig klog på sig selv, og at man kan lære at tolke symbolerne.
De næste to uger er min kalender helt fyldt op hele ugen, men når ugen efter påske er overstået er der ikke andet i kalenderen end en fem dages tur til Spanien, så jeg glæder mig til slet ikke at skulle have nogle aftaler, og jeg vil virkeligt holde fast i mig selv, for at sikre mig, at jeg ikke flygter fra mig selv og det jeg er så godt igang med, selv om man også er nødt til at holde fri fra det. Det er jo nærmest et fuldtidsjob :-)
Rigtig god torsdag