Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det lyder jo perfekt med det vikarjob. Alle forudsætninger for, at du kan passe på dig selv og tage det i dit eget tempo, er til stede og du kan supplere din indtægt op og også komme lidt ud. Så det lyder som om, der er mange gevinster ved det :-)
Det lyder jo også fint, at du har fundet ud af, at du vil tilmeldes et træningscenter. Det lader til, at du allerede er ved at finde en rytme og nogle rammer, der passer til dig :-)
Jeg fik lagt tarotkort engang for mange år siden. Siden prøvede jeg selv at lære mig det, men det var svært og jeg vidste ikke, om jeg tolkede rigtigt, så det gav mig aldrig det helt store. Af og til trækker jeg nu et tarotkort på en hjemmeside på nettet. Hvis kortene kan give dig noget godt, så er det jo fint. Uanset om man tror på tarotkortenes forudsigelser eller ej, så vil selve tolkningen af dem og arbejdet med dem også kunne skabe kontakt med underbevidstheden, så på den måde kan de sikkert være et godt arbejdsredskab. Når bare man ikke hæfter sig for meget ved forudsigelserne.
Jeg kan godt se sammenligningen med drømmetydning. Forskellen er for mig, at arbejdet med drømmene er et arbejde direkte med mit inderste og mig selv - uden noget mellemled, der kan forvirre billedet. Det skaber en følelsesmæssig kontakt til mig selv, som jeg tror, kan være svær at finde med f.eks. tarotkort. Men som sagt – måske kan kortene være med til at løsne op for noget, der gerne vil frem. Det kan da bestemt være et forsøg værd.
Man kan jo låne bøger på biblioteket om drømmetydning. Der er også en side på nettet med forslag til tolkninger af symbolerne. Jeg synes, den er rigtigt god, for det er tolkning på samme måde, som jeg selv har lært det – udfra frie associationer. http://www.drommetydning.dk/
Og ja, arbejdet med sig selv kan meget let blive et fuldtidsjob – eller to eller tre… Så det er godt, hvis man kan holde nogle pauser og give lidt slip ind imellem. Det er jeg absolut ikke selv god til…
Apropos fuldtidsarbejde… jeg får altid fanget nogle oplysninger hist og her, som jeg kan bruge senere og som jeg så går og filosofere noget over.
Den drøm, du skrev om, hvor Den Lille Pige, var alene ude i vinterlandskabet, mindede mig om noget, jeg læste sidste vinter: Forskere i Toronto har faktisk påvist, at ensomme mennesker fryser mere rent fysisk. Det kan jo give en forståelse af, hvorfor nogle mennesker ryger ind i en efterårs- eller vinterdepression. Man siger jo, at det er manglen på lys men jeg tror, at det for mange (ialtfald for mig selv og flere jeg har talt med), faktisk er kulden, der er den udløsende faktor. Det er jo klart, hvis den fysiske kulde faktisk trigger en følelsesmæssig kulde, der hænger sammen med den indre ensomhed, der er skabt tidligt i livet.
Når så foråret kommer, rammes mange af en forårsdepression. Det er heller ikke mærkeligt. Det er ligesom, når man har haft stivfrosne fingre. Det smerter, når de begynder at 'tø op'. Det samme med frosne følelser. Når alt i naturen begynder at leve igen og solen begynder at varme og alting er så smukt, så kan det skabe en voldsom kontrast til, hvordan man har det indeni.
Nå, det var bare noget af mit tankespind :-)
Det lyder for øvrigt herligt med din tur til Spanien.
Også en god torsdag til dig.
Kærlig hilsen Helene
hvor er det skønt med lidt tankespind. Det er utroligt hvor meget klogt der kan komme ud af det.
Jeg hørte engang om en form for tarotkort, der hedder Inner Child Cards, som er opbygget på samme måde som tarot kort, men hvor billederne er fra eventyr (fx. rødhætte eller aladdin) og fokus var mere på det indre barn. Dem ville jeg godtnok gerne have fingre i. Men de koster desværre næsten 500kr, såeh... Jeg må vist bare nøjes med dem jeg har.
Jeg trak et kort på nettet i dag, som hed:
At arbejde for fred
Tiden er inde, hvis der er en person i din nære familie, som du bør tilgive. Eller hjælpe en, som er i nød. Det er lige nu, du kan forøge din livsglæde og eliminere stress og uro.
Mon ikke den person er mig selv, eller evt. det indre barn?
Jeg har faktisk to bøger om drømmetydning, hvor jeg fik den ene af min gamle underviser på min højskole, fordi hun syntes, at jeg var så godt på vej til at lære det. Så den er blevet hevet frem fra hylden.
Det er sjovt, for i mine unge dage var jeg meget spirituel, men efter jeg kom i gymnasiet og især efter jeg kom på universitetet, har jeg lagt det helt væk, og kunne i lang tid slet ikke forholde mig til de ting. Men jo mere jeg mærker mig selv og i løbet af min depression har jeg kunnet mærke, at jeg er blevet mere "flippet", fordi jeg er blevet mere afslappet, og jeg føler, at jeg at på den måde er ved at finde ind til mig selv, for sådan har jeg jo altid været. Selv mit tøj er blevet mere afslappet og min tankegang. Og så er jeg igen begyndt at åbne op overfor drømmetydning, tarotkort og healing. Men måske kommer sådan noget helt automatisk, når man får åbnet for kanalen ind til sig selv, for så er det åbenlyst, hvor meget der er at hente ud og putte ind på forskellige måder.
Jeg fik lagt tarotkort af en clairvoyant, da jeg var 18, så jeg tror, at jeg vil finde båndet frem en af de kommende dage og høre hvad hun sagde. Det eneste jeg kan huske hun sagde var, at jeg vil komme til at kunne noget alternativt som fx. clairvoyance eller healing.
Jeg tror du har ret, når du siger, at jeg er ved at finde mig en hverdag, som jeg kan følge med til. Jeg føler mig i hvert fald meget mere afslappet nu, og at jeg begynder at få lidt mere overskud. Men kun så længe jeg bestemmer hvad der skal ske hvornår. Men fx. er jeg begyndt at kunne li at vaske op. Det havde jeg nu aldrig troet :-).
A pro pos, så har jeg en stor opvask efter mine gæster i går aftes, så jeg vil give mig i kast med den og høre noget dejligt musik.
Jeg håber du nyder påsken,
Kærlige hilsner fra Oktober
Ja, det lyder som om, at det tarotkort, du trak, kan handle om dig selv – og så passer det da meget godt :-) Det kan jo godt være, at det vil give helt ny mening at høre det bånd fra tarotlæseren nu.
Spændende med de Inner Child Cards, du skriver om men de er jo godt nok dyre.
Pudsigt at du faktisk har en bog om drømmetydning stående :-) Og dejligt, at du har fået at vide, at du viste gode evner til at tolke drømme. I terapien lærte jeg det grundlæggende og har selv bygget på. Jeg fandt ud af, at underbevidsthedens sprog er som ethvert andet sprog, man både kan lære at 'tale' og forstå. Det giver en fantastisk mulighed for at kommunikere med sit inderste og for mig har det skabt en stærk følelse af helhed og overensstemmelse mellem det indre og det ydre.
Den eneste bog om drømmetydning, jeg har fået læst, er 'Drømme som vejviser' af Susanne Sønderbo. Den var noget helt andet, end jeg havde forventet, men der var ting i den, jeg rigtigt godt kunne bruge alligevel.
Det lyder som om, at du kom mere væk fra dig selv på gymnasiet og efter du kom ind på universitetet. Jeg kan forestille mig, at man på sådanne uddannelsessteder lærer at bruge venstre hjernehalvdel mest og bliver mere rationel, praktisk og logisk tænkende. Den højre hjernehalvdel (følelser, det ubevidste, intuition og kreativitet) bliver nok ikke særligt brugt eller værdsat. Så det lyder som om, at du er ved at finde tilbage til dig selv og din spiritualitet igen. Netop spiritualiteten eller åndeligheden tror jeg, at det er meget vigtigt at få kontakt til. Det er jo kontakten til éns sjæl. For mig er mennesket både krop, sind og sjæl og der må være overensstemmelse og balance mellem alle disse tre sider.
Du skriver, at du er ved at få lidt mere overskud: '…Men kun så længe jeg bestemmer, hvad der skal ske hvornår…'
Det ser jeg i høj grad som et sundhedstegn. Det er jo netop det, det hele handler om: At man selv tager ansvaret for sine følelser og derved tager kontrollen over sit liv tilbage.
Mange mennesker spreder deres energi ud over en masse mennesker, en masse ting og en masse aktiviteter – så der bliver ingen energi tilbage til dem selv. Vi skal lære at administrere vores energi og kanalisere den ud, så vi selv får glæde af den og efterhånden får opbygget et overskud. Derved bliver vi også bedre i stand til at give positive energi og overskud videre til andre (uden selv at komme i underskud).
Når man er traumatiseret, har man bundet rigtigt meget energi i fortiden, sålænge den ikke er bearbejdet til bunds. Derfor er éns energiniveau ikke optimalt i forvejen. Derved bliver det endnu vigtigere, at vi får lukket 'utæthederne' i vores energisystem, så der ikke længere siver energi ud alle mulige overflødige steder i nutiden. For at lukke disse lækager må man have opbygget stærke grænser og det kræver, at man overvinder angsten for at sige til og fra.
I denne proces har jeg lært, at for at passe på mig selv, bliver jeg nødt til at være meget selektiv og tage kontrol over, hvem jeg omgås, hvor, hvornår, hvor længe og i hvilke sammenhænge. Jeg har stort set slettet ordene 'bør', 'skal' og 'er nødt til' af mit ordforråd. Det eneste, jeg bør, skal og er nødt til, er hele tiden at mærke efter i mig selv, hvordan jeg har det med det ene eller det andet. Mærker jeg modstand eller modvilje mod noget, så må jeg altså sige 'nej tak'. Hvis jeg siger 'ja' til noget, jeg ikke har det godt med, så har det negative konsekvenser, som det er mig selv, der skal leve videre med. Desuden kan jeg risikere at komme til at føle mig som et offer – og det vil jeg ikke. Det er ikke godt, hverken for mig selv eller andre.
At leve på den måde hænger jo desværre bare ikke særligt godt sammen med samfundets indretning. I starten især følte jeg, at jeg krævede særbehandling og at det var en slags forkælelse og luksus, for når alle andre er 'nødt til' at kunne være sammen med andre mennesker uden at være så selektive og er 'nødt til' at gøre ting, de ikke har lyst til, så burde jeg jo også kunne det. Men fakta er, at jeg ikke har de samme ressourcer til at udholde et vist pres og en vis ulyst, sammenlignet med mennesker, der ikke er så traumatiserede. Jeg er nødt til at mærke efter og forholde mig til og leve efter, hvordan jeg rent faktisk har det. Konsekvenserne ved ikke at gøre det, er simpelthen for store – det ved jeg jo af mange års erfaring. Det er der mange, der ikke forstår. Men om andre forstår, er heldigvis ikke mit problem længere. De ville sikkert have gavn af selv at lære det...
Jeg håber også at du får nydt påsken og det begyndende forår. Det er så skønt at se, hvordan nyt liv pibler frem derude :-)
Kærlig hilsen Helene
det med at vælge til og fra rammer mig rigtig meget, for jeg ved, at det vil kunne hjælpe mig rigtig meget.
Jeg har altid haft en stærk forbindelse til min lystfølelse i forhold til sådan noget som arbejde og soicale ting, men jeg har sjældent lyttet til det netop pga. kan, bør, skal osv. Og netop fordi jeg ikke kunne forstå hvorfor jeg ikke kunne "klare" det, når alle de andre kunne. Men som det er nu, begynder jeg at forstå, at der er en grund til at jeg ikke kan klare så mange ting på én gang. Og halvdelen af den grund er nok, at jeg tør sige fra, for der er sikkert mange, der går og drømmer om, at turde sige fra. Og den anden halvdel er min bagrund, som du siger, der trækker på en masse af min energi.
Jeg har et meget konkret problem, som jeg har tænkt meget over. Jeg har nogle veninder fra gammel tid, som jeg i dag føler kun giver dårlig energi. Fx. folk, der har utroligt mange problemer og hele tiden taler om det. Og jeg har én, som altid gør ting til en diskussion, hvor vi ikke bare kan snakke helt afslappet og normalt. Og jeg kan mærke, at jeg slet ikke har lyst til at være sammen med de her veninder. Jeg holder rigtig meget af dem, og de har betydet rigtig meget for mig i den tid, hvor jeg har kendt dem. Men samtidig kan jeg også mærke, at jeg er træt i flere dage efter jeg har været sammen med dem, og jeg tager mig selv i, at gøre utroligt meget for at undgå at være sammen med dem. Men det er også energikrævende. Og så kommer jeg til at føle mig helt vildt tarvelig, når jeg er så afvisende over for dem, fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg skal sige til dem. Jeg har talt meget med en af mine kammerater om hvad jeg kan gøre, men han synes også, at det er en svær situation, for man kan ikke rigtigt bare skrotte en god veninde. Og hvad skal man sige til dem? For sandheden ("du tapper mig for energi med din brok og diskussion") er slet ikke til at få over mine læber, og ikke til at håndtere for dem.
Har du et bud på, hvordan jeg kan håndtere det?
Solstråle hilsner fra Oktober
Ja, der er helt sikkert mange, der ønsker sig at være bedre til at sige til og fra. At lære at sætte rimelige grænser på en god måde er for mig at se helt essentielt. Traumatiseringen er jo netop skabt af mennesker, der var (mere eller mindre) grænseløse. De fik deres magt ved at overskride vores grænser. Fordi vi ikke havde mulighed for at reagere på grænseoverskridelserne, mistede vi evnen til at mærke vores egne grænser. Som voksne skal vi lære at rumme og beskytte os mod de negative følelser, som modparten (måske) møder os med, når vi sætter en grænse.
Det mest positive er, at når vi har overudviklet en side af os selv, så har vi præcist lige så store potentialer for at udvikle modsætningen. Så har man f.eks. udviklet en evne til at udslette sine egne grænser fuldstændigt, så har man også evnen til at skabe enormt stærke grænser.
Det er rigtigt godt, at du mærker eller ved, hvad du føler lyst til. Det er der bestemt mange mennesker, der ikke kan. Det har så stor betydning for éns fremtid, at man kan vælge udfra, hvad man har lyst til og at det er noget, der skaber glæde og mening. Det skal helst være ud fra de kriterier, at man finder ud af, hvad man vil beskæftige sig med.
Jeg genkender dit problem med veninderne, der giver negativ energi. Helt klart, det er et problem, der må løses, så du får lukket denne 'utæthed' i energisystemet og ikke lader andre dræne dig. Det er selvfølgeligt svært, når det er gamle veninder, der selvfølgeligt også giver dig noget godt – ikke mindst tilknytning. Når du føler dig tarvelig ved at være afvisende overfor dem, så er det jo helt klart ikke den løsning, du skal vælge. Det, du gør, skal du have det okay med og kunne berettige overfor dig selv.
Din forandringsproces er ikke til at stoppe igen, nu hvor den er gået i gang. Så umiddelbart kan jeg se tre muligheder: Enten må venskaberne glide ud og blive til bekendtskaber, eller de må afsluttes eller også må dine veninder udvikles og forandres sammen med dig. Du kan igennem din egen handling fremtvinge en afklaring – men hvad udfaldet bliver er op til dem og ikke til dig.
Du er i gang med at forandres. Dermed kommer man til at se omgivelserne (og sig selv) på en anden måde. Man begynder derfor også at mærke nødvendigheden af at handle og reagere anderledes, end man plejer. Normalt er mennesker så forudsigelige og vi reagerer typisk som omgivelserne ønsker og forventer. Så hvis du pludseligt gør noget andet, end du plejer, er dine veninder jo også nødt til at gøre noget andet, end de plejer. Det vil givetvis ikke være rart hverken for dig eller dem til at starte med.
Det er selvfølgeligt bedst, hvis man kan få sagt fra på en god måde, det er måske bare ikke særligt realistisk i starten, når man endnu ikke er vant til at sige fra i tide som noget helt naturligt. Det er næppe noget, man kan planlægge. Det sker som regel bare, når man en dag har fået nok.
Alle har ret til at gøre, hvad man kan for at undgå eller forandre noget, der ikke er behageligt. Man kan prøve at få vendt en situation om, så den bliver bedre for én selv at være i. Det behøver ikke at betyde, at den bliver dårligere for den anden part. Men det kræver øvelse, før man kan forandre tingene på en måde, så det bliver en vinder-vinder situation. Det kræver også den anden parts medvirken.
For mig lyder det som om, at dine veninder sidder fast i offerrollen og derfor altid er i forsvars- eller angrebsposition. Jeg kan selvfølgeligt tage fejl men det er udfra denne antagelse, jeg skriver det flg.:
Mennesker af denne type har brug for hele tiden at blive bekræftet i, at de er ofre for omgivelserne og at det er synd for dem og det er 'de andres' skyld. Hvis du plejer at bakke dem op i at være ofre, vil mønstret blive brudt, hvis du begynder at gøre det modsatte: Altså giver dem ansvaret for deres egne liv. Holder du op med at styrke dem i deres offerfølelser, så vil det naturligvis medføre en modreaktion, som du skal kunne klare. Vrede vil være en typisk reaktion. Hvis de føler sig som ofre, vil de sandsynligvis blive oprørte over at få at vide, at det er dem selv, der har ansvaret for deres egne liv. De vil også være meget dårlige til at tackle det, hvis de bliver sagt imod eller andre siger fra overfor dem.
Omvendt så kan det også betyde, at de måske begynder at kunne se, at de faktisk selv har handlemuligheder og at de selv kan gøre noget for at skabe forandringer i deres egne liv.
Så der kan altså være en stor gave i, at du begynder at sige fra og ikke længere bakker op om deres offerrolle. Spørgsmålet er så, om de kan tage imod gaven eller vil afvise den. Det har du ingen indflydelse på.
På den måde kan du i kraft af din egen forandring skabe en forandring af Jeres relation. Men det er dine veninder, der kommer til at afgøre, hvad forandringen bliver.
Det var mit bedste bud. Hvis det er skudt helt ved siden af, så sig til, så jeg kan prøve at komme op med noget bedre :-)
Kærlig hilsen Helen
jeg fristes til at spørge om, hvordan du er blevet så klog, men mon ikke jeg allerede kender svaret?
Du er blevet klog af liv.
Har du haft en god påske?
Jeg har været over det hele, så i går aftes var jeg helt drænet for energi, og i dag har jeg sovet to gange i løbet af dagen i alt i fire timer.
Og jeg er faktisk stadig træt. Så dagen på arbejde i morgen skal desværre bare overståes, men så er jeg også færdig med de ting, jeg har i min kalender og kan holde lidt fri og komme så småt igang med eksamen.
Jeg har faktisk mere eller mindre bestemt mig for, kun at tage et fag på næste semester, så jeg kan få su, men stadig holde ret meget fri, for jeg føler mig slet ikke parat til at komme igang med at læse det, som jeg burde, og jeg tror ikke på, at jeg er parat til at starte på fuldt tryk allerede til september.
Jeg har meldt mig ind i et træningscenter, så jeg håber rigtig meget på, at jeg kan holde fast i det. De har både yoga imod stress og et hold, der hedder No Stress, så mon ikke det kommer til at gøre godt?
Jeg er et meget enten eller menneske, så jeg har svært ved at finde balancen mellem at slappe af og være igang. Nu har jeg været i fuld gang hele påsken, og nu vil jeg helst lave ingenting. Men min taktik lige nu er, at være igang indtil om eftermiddagen og så holde fri om eftermiddagen og om aftenen.
Når jeg får tid her efter weekenden, skal jeg prøve det visualisering, som du beskrev for noget tid siden. Det er utroligt så meget det kræver at lave ingenting og finde sig selv. meget mere tid end jeg havde regnet med!
'Det er først, når vi tør se tingene præcis, som de er - uden nogen form for selvbedrag eller illusion - at der vil udvikle sig et lys ud af begivenhederne, hvorigennem vejen til succes kan erkendes'.
Citat fra 'I Ching, forvandlingernes bog'.
Jeg har hele vejen igennem søgt sandheden – hele sandheden og kun sandheden. Jeg søger helheden og den er altid mangesidig og nuanceret.
Da jeg fik åbnet til min underbevidsthed, fik jeg åbnet til en kilde af ubevidst viden og en evne til at se dybere og 'bagved' overfladen og MÆRKE, hvordan tingene hænger sammen - MÆRKE sandheden. Underbevidstheden ved alt, hvad vi har brug for at vide. Den husker alt, så derfor har vi selv alle de svar, som vi har brug for, gemt i os.
Ja, det er livet, der har givet mig den viden, jeg har. Men på et meget ubevidst og fragmenteret plan. Det blev først bevidst, sammenhængende, tilgængeligt og dermed noget jeg aktivt kunne bruge, da jeg var startet i terapi og begyndte at arbejde dybt med mig selv og begyndte at kunne mærke mig selv. Jeg føler selv, at den kilde til indsigt og forståelse, jeg har fået åbnet for, er en gave eller en belønning for det hårde følelsesmæssige arbejde :-)
Jo tak, jeg har haft en god eller måske snarere en rigtig udbytterig påske. Den var sat af til den indre proces. Det har ført til, at jeg er gået ind i en helt ny fase. Jeg begynder nu at gøre nogle fysiske og konkrete ting, der forandrer mit liv i nutiden, hvilket fører til, at de sidste rester af den fastfrosne fortid begynder at tø op. En hård omgang at begynde at komme ned i min krop, når jeg ellers kun har været i mit hoved. Jeg tager nu skridtet ud i den fremtid, som jeg har brugt de sidste 6 år på at planlægge mentalt, som jeg har sået frøene til og arbejdet hen imod. Fremtiden er pludseligt nu og tingene må gå fra det tankemæssige til det fysiske plan og føres ud i handling. Hidtil har aktive handlinger ofte været et spørgsmål om overlevelse - nu har jeg overlevet og skal i praksis til at skabe mig det liv, jeg ønsker mig og har forberedt. For nu er jeg følelsesmæssigt parat :-)
Ja, det kræver rigtigt meget at finde sig selv - især tid, energi og mod til forandring og forvandling. Man lærer virkeligt, hvor fantastisk og utroligt vores sind fungerer, hvor dybt det er. Det er en lang, ubeskrivelig, hård og livgivende indre rejse. Jeg ville aldrig have været den foruden.
Jeg synes, det lyder rigtigt godt, at du prøver at finde en ny balance mellem at slappe af og være i gang. Det kræver, at man øver sig i på nogle områder at give mere slip og på andre områder strammer mere op. At man både slipper kontrollen og tager mere kontrol. Slækker på grænserne og sætter flere grænser.
Alt eller intet er en meget ubalanceret tilstand, hvor man svinger mellem ekstremerne. Selvom det på en sær måde også kan føles som en slags ligevægt. Tankegangen alt/intet, enten/eller, sort/hvidt er for øvrigt en typisk senfølge. I stedet findes der både/og. For imellem sort og hvidt findes der et hav af farver og nuancer. Derfor er der altid så mange andre muligheder end de to yderpunkter, man umiddelbart ser. Det gør verden en helt del mere mangfoldig men selvfølgeligt bliver der også flere ting at forholde sig til på den måde og det kan være utrygt i starten. Men det er alt det, der ligger mellem yderpunkterne, der får os ud af fastlåsningen, hvor vi kun ser to valgmuligheder.
Det er rigtigt godt, at du begynder at få skabt et billede af, hvad der er realistisk muligt i forhold til dit studie og den nærmeste fremtid – og handler derefter. Du er på forkant med udviklingen og dermed har du taget kontrol.
Det lyder også godt med de hold på træningscentret. Måske du kan holde fast i det og måske kan du ikke. Det, der er virkeligt vigtigt for én og som virkeligt styrker én, kan man holde fast i, så længe man har brug for det.
Det er stærkt, at du alligevel har fået mod til at prøve at visualisere :-) Lige først virkede tanken jo meget skræmmende for dig, så der er sket noget :-)
Tænker på, hvad det sagde dig, det jeg skrev omkring problemerne med dine veninder? Var det noget, du kunne bruge?
Jeg håber, din arbejdsdag er gået godt og at du nu kan få lidt mere ro på :-)
Kærlig hilsen Helene
min arbejdsdag er faktisk gået overraskende godt. Og jeg nød utroligt meget at cykle afsted hjemmefra kvart i syv og følges med den rødglødende sol, der også først lige var stået op. Jeg har faktisk taget en vagt på fredag igen, fordi jeg syntes det var så rart at komme afsted. Og så har jeg mere fornemmelsen af at have fri, når jeg har lavet noget. Især når jeg kun arbejder 5-6 timer ad gangen.
Jeg fik rigtig meget ud af det. Faktisk sagde det mig, at det jeg gør nu, er det rigtige. Så måske var det bare det, jeg havde brug for at høre. For netop som du siger, så holder jeg af dem, men jeg kan bare ikke have dem i mit liv lige nu, fordi jeg mangler overskuddet til dem. Og det er ikke helt igennem mig den er galt med, men nærmere deres måde at udtrykke sig og være på. Det er svært når man er vant til altid at brokke sig sammen, og jeg pludseligt udvikler mig til at blive en mere positiv person, fordi jeg igennem de sidste mange måneder har lært at sige fra, og det har givet mig meget mere overskud til at se de gode ting.
Hov, nu mistede jeg helt tråden.
Men der var noget mere jeg ville skrive, så jeg gør det måske senere eller i morgen.
Nyd solen :-)
Du skrev omkring senfølger, at enten-eller tankegangen er typisk for det.
Jeg har gået og tænkt lidt over, hvordan jeg skal bringe det op hos psykiateren. Pt. taler vi om ting, som påvirker mig i dag, men jeg ved ikke helt, hvordan det påvirker mig. Og det synes jeg er et svært udgangspunkt, fordi jeg har svært ved at vide hvilke ting der påvirker mig nu.
Jeg tror vi har skrevet sammen om det her før, men jeg er kommet lidt i tvivl igen.
Men måske er det nemmeste bare, at jeg tager det op med ham i morgen. Men jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal gribe det an, hvis vi skal tale om det. For er det relevant at tale oplevelsen igennem? For det har jeg gjort flere gange, og jeg ved ikke helt, om det er det, der skal til. For jeg skal nok kunne linke det til noget, som jeg oplever i dag for at kunne bruge det til noget.
Men i princippet er det nok psykiateren, der skal tage styringen i det, og vide hvordan vi skal gribe det an. Eller hvad?
Psykologen havde altid planlagt hvordan vi skulle gennemgå tingene, men ved psykiateren er det hele meget mere op til mig, så det er lidt svært synes jeg.
Har du et godt råd?
Kærlig hilsen Oktober
Jo, vi har skrevet om det med, at psykiateren vil have, at du selv skal bringe det op, der påvirker dig i nutiden. Men du kan jo ikke på nuværende tidspunkt vide, hvordan fortiden rent faktisk påvirker din nutid. Det er jo bl.a. for at finde ud af det, at du er begyndt på terapi. Så jeg vil mene, at det her i starten er psykiateren, der skal tage styringen, indtil du selv kan overtage.
Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at tale selve oplevelsen igennem med ham. Kun hvis du en dag selv mærker det som et behov. I min terapi har vi kun talt om de mest skelsættende overgreb, når jeg sad fast i de gamle følelser (frygt, skyld, skam) og havde behov for hjælp til at komme fri af dem. Vi har kun én gang talt om seksualitet. Det har ikke været det vigtige for mig.
Jeg kan absolut bedst lide din psykiaters indfaldsvinkel frem for din psykologs. Jeg synes, det er rigtigt godt, at han lader det være op til dig, hvad I skal arbejde med. Derved giver han dig ansvaret for dine egne følelser, dine egne behov og for hele denne proces. Han lærer dig at træffe de valg, der skal træffes i dit eget liv. Noget du formentligt har brug for at lære. Dermed påtager han sig ikke ansvaret for dit forløb men stiller sin ekspertise til rådighed for dig. Den bedste hjælp er hjælp til selvhjælp. Men som sagt: I starten må han som den professionelle lige guide dig på vej i den rigtige retning (mener jeg).
* Måske kan du sige til ham, at du er klar over, at de ting, du har været udsat for, præger din nutid på mange måder, men du er endnu ikke helt klar over hvordan, så det er stadigt svært for dig at vide, hvad du har brug for at tage fat i. Du har brug for hans hjælp her i starten.
* Hvis der er nogle problemer, der er dukket op igen og igen igennem dit liv, så er der et mønster. Det her handler jo om at bryde de gamle mønstre, så det kan også være en guide til, hvad der kan være vigtigt at få talt om.
* Angst er altid en glimrende vejviser. Den viser, at der ligger noget nedenunder, der trænger til at blive kigget på.
* Du kan finde en liste over typiske senfølger bl.a. på Synlighedsdagens hjemmeside http://www.synlighedsdagen.dk/senfoelger.htm. Her kan du nok finde inspiration til, hvad Jeres samtaler evt. kan handle om.
* Det med sort/hvid tænkningen og hvordan det påvirker dig i nutiden, er det nok for tidligt at tage fat på, kunne jeg forestille mig. Efterhånden som du når længere i processen, vil nuancerne sikkert komme frem helt af sig selv.
* Prøv for hver gang at mærke indad og se om du kan få kontakt til noget. Mærk om der er noget der rører på sig og kræver opmærksomhed. Hvad som helst. Øvelse gør mester. Når du efterhånden begynder at mærke noget, så øv dig inden sessionen i at formulere, hvad du vil tale om, hvis det er svært for dig at give udtryk for det overfor ham.
Min terapeut sagde allerede under 1. session, at han arbejdede udfra klientens behov, da klienten var den der bedst vidste, hvad klientens havde behov for. Det lød logisk for mig. På det tidspunkt havde jeg aldrig hørt om styrede terapiforløb (eller om terapiforløb i det hele taget).
Jeg lærte selv at tage ansvaret på den hårde måde: I starten blev jeg guidet af min terapeut, fordi han godt vidste, at jeg endnu ikke selv kunne se nogle sammenhænge. Skelsættende blev en session efter ca. 3 måneder. Han spurgte som sædvanligt, hvad jeg ønskede at arbejde med i terapien og hvad jeg ville tage fat på under hypnosen. Jeg svarede, at jeg ikke vidste det, så jeg håbede, at han havde nogle gode idéer. Ja, det havde han altid… svarede han, men nu skulle jeg jo selv lære at mærke, hvad jeg havde brug for. Jeg svarede, at det kunne jeg jo ikke bare sådan lige pludseligt. 'Nej, det er jeg klar over, så det er også derfor, jeg vil give dig tid til at finde ud af det! Ellers havde jeg forventet et svar nu!'. Og så sad vi i stilhed, indtil jeg havde fundet ud af, hvad jeg ville arbejde med og fik mod til at give udtryk for det. Det var SÅ rædselsfuldt og pinligt, så jeg svor, at det aldrig skulle få lov at ske igen. Fremover ville jeg altid vide, hvad vi skulle arbejde med, når jeg kom derind. Det holdt jeg og var derefter altid velforberedt. Men det var en enorm gave, at jeg på den måde fik mærket en ubehagelig konsekvens af, at jeg ikke selv tog ansvaret. Jeg lærte SÅ meget af det.
Jeg begyndte så at skrive mig frem til, hvad jeg ville arbejde med fra gang til gang. Efterhånden som en session nærmede sig, blev jeg mere fokuseret og fik kredset ind, hvad der var essensen. Det betød, at når jeg kom til en session, så kunne jeg meget konkret og med ret få ord sige, hvad jeg havde brug for at arbejde med. Det betød så også, at jeg fik meget ros for selv at tage så meget ansvar for min proces og min egen fremgang. Så voksede jeg jo :-)
Håber at du kan buge noget af det som inspiration?
Kærlig hilsen Helene