Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ja, man kan ikke sige andet end, at du har fulgt din psykiaters råd.
Det lyder som et stort gennembrud, at du kunne græde hele aftenen i går. Det er positivt, selvom det er enormt hårdt. På en måde har du så også oplevet, at du har det bedre i dag. Det er det bedste bevis for, at det har været en helende, forløsende gråd. Det skaber forandringer.
Fint at du har fået fortalt din kæreste om omkastningerne m.m. Det er med at få hemmelighederne frem i lyset, så der ikke er noget, der skal holdes skjult. Hemmeligheder er noget Fanden har skabt. Når man slipper hemmelighederne fri, så slipper man skammen og påtager dig ansvaret for sine følelser og anerkender, at det altså er sådan, man har det.
Ved at fortælle det, har du åbnet mulighed for, at du og din kæreste kan få styrket Jeres forhold og kan opnå en større nærhed (hvis han rummer din ærlighed). Virkeligt godt.
Du skriver, at det er som om spiseforstyrrelserne lever deres eget liv. Uden at udtale mig alt for generelt, så lever al selvskadende adfærd vel sit eget liv. Det er en form for tvangshandlinger og de er styret af det autonome nervesystem og som sådan uden for viljens herredømme.
Der er altid en god grund til, at man er kommet ind i en ond cirkel af selvskadende adfærd/selvmisbrug. Jeg har lært, at vi har alle følelser hos os af en god grund og af en positiv årsag. I første omgang kan det ligne og opfattes som selvafstraffelse men i dybere lag, er det også en (destruktiv) form for selvbeskyttelse. Når sindet taler til én, kan man overhøre det langt hen af vejen. Men når kroppen taler til én, så er man nødt til at lytte.
For mig brød min gamle hovedpine (som jeg ellers var helbredt for) frem igen, da jeg i nutiden blev udsat for for meget pres og stress (i forhold til min sag hos kommunen). Det kunne se ud til, at for meget pres og stress for dig udløser din tidligere spiseforstyrrelse. Og nu har du så fundet ud af, hvad det bl.a. er for stressfaktorer, der i nutiden kan udløse den selvskadende adfærd. Der er altså en del læring i det.
Som du ser, har det jo dybest set ikke meget med selvafstraffelse at gøre men mere er et forsvar og et advarselssignal mod noget, du ikke kan holde ud. Så altså – følelserne (også de ubehagelige) er hos dig af en positiv årsag.
Ingen tvivl om, at din helbredelsesproces er i gang. Det lyder bestemt som om, det går den rigtige vej, selvom det er en hårdt.
Sidste efterår poppede nogle ord op: 'Følg altid lysets vej – også selvom den går igennem mørket'. Nogle gange er der drager, dæmoner og spøgelser man er nødt til at besejre, før man kommer igennem til lyset og vinder prinsessen og kongeriget :-)
Kærlig hilsen
Helene
så har jeg haft min første dag på universitetet. Men jeg har bare været oppe og tale med min chef. Men efter at have haft det rigtig skidt den sidste uge, er det som om jeg har reageret ud, og kan klare mig igennem det, selv om det ikke er nemt.
Det hjalp mig helt utroligt meget at læse din besked. Jeg troede et kort øjeblik, at jeg var ved at blive helt skør i hovedet, sådan som man nogle gange gør, når man er deprimeret.
Jeg var bange for, at jeg ville gøre et eller andet virkeligt dumt ved mig selv for at kvæle det, der skreg inde i maven på mig. Men nu har du mindet mig om, at det er et billede på, at der sker noget inde i mig, nærmend at det er en tilstand, som vil følge mig resten af livet. Især ikke, nu hvor jeg tager ansvar og kigger på det og gør noget ved det.
Så jeg lagde mig på et tæppe ¨på gulvet med solen strålende ind ad vinduet og lå og mediterede indtil jeg kom i kontakt emd smerten. Jeg var i den for første gang i flere år, og jeg fik ikke et angst anfald, selv om smerten næsten var uudholdelig. Jeg satte en farve på, og den var rød. Og så pustede jeg den "d´årlige" røde energi ud, og indåndede end beskyttende åndelig blå energi ind, som skal give mig styrke.
Så lige nu prøver jeg at acceptere angsten og alle de mange følelser og tanker, der vrimler rundt i hovede af mig. Og jeg tager mig tid til at bruge tankerne til noget i stedet for at præve at kvæle dem. og samtidig kæmper jeg for at komme lidt ud af døren, men samtidigt også slappe af, for jeg bliver utroligt hurtigt meget træt af at tænke så meget.
Men jeg er i hvert fald helt overbevist om, at jeg har taget det rigtige valg med at holde pause helt til februar, for nu hvor jeg har givet mig helt hen til mig selv og bedring af mit liv, så er jeg slet ikke klar til at starte på noget som helst forpligtende det næste lange stytkke tid. Jeg har også en plan om, at jeg vil have en sygemelding fra lægen til min skriftlige eksamensopgave, så jeg får 1½ måned mere til at lave den, så jeg ikke skal føle mig presset. For som det er lige nu, så vil den kræve 6 dage om ugen med 6 timers studie om dagen de næste tre uger. Og det tror jeg ikke, er realistisk, hvos jeg samtidig skal arbejde med mig selv. Så jeg må køre tingene ned på et niveau, hvor jeg kan følge med og tilgodese mig selv. Især nu, hvor jeg har mulighed for det.
Nu vil jeg et smut i svømmehallen og mærke mig selv.
God mandag til dig, og mange tak for din vindende vinkel.
Mange hilsner fra Oktober
Hvor var det godt at høre, at du kunne bruge det, jeg skrev, så konstruktivt. Det er bare fantastisk flot, det du gør for dig selv :-)
Du har fået afreageret en del; du har fundet ud af, hvad du skal og hvad du ikke skal i din fremtid et stykke tid frem – så klarede du dig igennem besøget på universitetet uden at gå helt i sort, selvom det ikke var let. Det er godt gået :-)
Hvor var det også bare flot, at du helt bevidst (og dermed kontrolleret) kunne gå ind i smerten og være i den. Endda uden angst. Virkeligt god øvelse – og du overlevede og du har fået ny styrke af det. Den slags er med til at ændre hele din selvopfattelse, for du vil opdage, at du kan udholde så meget mere, end du troede og at det er forløsende.
Også at du nu prøver at bruge tankerne og følelserne konstruktivt i stedet for at kvæle dem. Det kan man alligevel ikke. Så ved at lytte, lære og acceptere, vil du også opnå store fremskridt. Men ja – man bliver rigtigt træt af at bruge så meget mental energi, så det er godt, at du også gør noget for at komme ud og holde dig i form rent fysisk (som jeg jo kan se med svømningen :-)
Godt at du er blevet afklaret med, at du vil gå op til sygeeksamen. Nej, det lød faktisk ikke særligt realistisk, at du skulle kunne klare at læse så meget lige nu og have det pres hængende over hovedet. Så det er jo rigtigt godt, at der er mulighed for at strække perioden, så du både kan få tid til lektierne og samtidigt også stadigt har noget tid til dig selv.
Utroligt hvad der er sket siden d. 4. marts, hvor du skrev dit første indlæg. Hvor kan livet pludseligt bare ændre sig hurtigt, når man er parat til forandring :-)
Kærlig hilsen Helene
ja der er godtnok sket utroligt meget på knap to måneder.
Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig at kunne have klaret skolen i alt
den tid, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg havde fortsat i det gear.
Men jeg må altså godtnok indrømme, at jeg stadig er ret blank på, hvordan jeg kommer ud af denne her uro, som jeg har nu. For den kommer til at fylde mere og mere i mig, selv om jeg gør alt det jeg har lært for at beskytte mig selv.
Jeg har lige ligget et par timer i min seng, og der kunne jeg mærke, at jeg får rigtig mange dumme tanker. Jeg begynder at tænke på at skære i mig selv, også selv om jeg ikke er fuld og tænker på at tage en masse piller. Jeg ved godt inderst inde, at det hele nok skal blive bedre, men jeg har utroligt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv indtil det blir bedre.
Jeg synes altid, at de værste perioder i det her, er de perioder, hvor jeg ikke kan kende mig selv og gør underlige ting. Og de dage, hvor det gør så ondt, at jeg ikke engang kan holde ud at se tv. På ét eller andet punkt, så føler jeg, at klimax bør komme lige om lidt, fordi jeg har så mange følelser inden i. Og jeg føler, at jeg kan fremprovokere det klimax på én eller anden måde. Faktisk har jeg mest lyst til at tude og kaste rundt med ting. Eller snakke med én, som virkeligt ved hvad de skal sige, men der er to lange uger endnu før jeg skal til psykiater, og det føles som en evighed.
Meennn, selv om jeg ikke føler, jeg har noget godt tilbage i mig, så finde jeg den sidste milimeter power frem og bruger det til at kæmpe imod mig selv.
Tanker fra en lidt oprørt Oktober
Igen genkender jeg det, du skriver :-)
Jeg tror ikke, at du slipper af med uroen foreløbigt. I stedet for at prøve at finde ud af, hvordan du kan komme af med den, kan du prøve at finde ud af, hvad den vil fortælle dig. Jo mere du prøver at skubbe den væk, desto mere påtrængende vil den blive. Den har et budskab til dig og den vil have at du lytter. Efterhånden som du bliver bedre og bedre til at lytte og forstå, bliver uroen mindre. Igen handler det om at acceptere, det som er.
Det samme med tankerne om at skære i dig selv eller tage en masse piller. Tænk tankerne og prøv at forstå dem 'udefra'. Prøv at skabe afstand mellem tanken og følelsen. Eller føl følelserne med det formål at LÆRE noget og finde ud af, hvad det handler om. Hvorfor har du lyst til at skære i dig selv eller tage piller? Hvad er det for følelser, du vil skære væk eller skære ud eller bedøve - eller dø fra? Hvor kommer de følelser fra? Hvornår oplevede du dem første gang? O.s.v. Du har alle svarene i dig.
Da jeg var et stykke inde i mit forløb, dukkede selvmordstankerne op igen. Da havde jeg ellers ikke tænkt i de baner i mange år. Så jeg en høj skorsten, tænkte jeg straks på, at jeg kunne hoppe ud fra den. Så jeg en kniv, tænkte jeg på at stikke den i mig. Så jeg et reb, tænkte jeg på at hænge mig. O.s.v. Jeg fandt ud af, at det jo ikke var fordi, jeg som sådan ønskede at dø nu, hvor jeg var i gang med min helbredelse. Det var mere en påmindelse om, hvordan jeg engang havde haft det, der var vækket til live igen. Altså gamle følelser der havde brug for at blive bearbejdet og forstået i deres rette kontekst, som jeg først kom til at kende som voksen.
Følelsen af at klimax bør komme 'lige om lidt', kender jeg så udmærket. I snart 6 år har jeg ventet på 'The Big Bang'. Andre jeg har talt med har haft det på samme måde. Men det sker ikke på den måde, for sindet beskytter én. Nervesystemet ville ikke kunne holde til det. Så det kommer lidt af gangen, følelserne løsner sig gradvist og dermed følger uroen som en mere eller mindre permanent tilstand, indtil man har fået alle følelserne frem og kan rumme dem. Formentligt har du altid haft den uro i dig, du har bare ikke mærket den så tydeligt før eller været opmærksom på den.
Når du har mest lyst til at tude og kaste rundt med ting, så er det måske netop det, du skal prøve at gøre og så se, hvad der sker. Det gælder om at få alle de gamle, ophobede følelser ud - på en måde der ikke skader dig selv eller andre. Når du får dem ud, holder du op med at slæbe dem med dig fremadrettet.
Alternativet at tale med én, der virkeligt ved, hvad de skal sige, kan du måske finde i Støttecentret mod Incest. Der er anonym telefonrådgivning (både professionel og erfaringsbaseret). Du kan finde telefonnumre og telefontider på http://www.incest.dk.
Det behøver ikke at være overgrebene, du taler om, det kan være, hvad som helst. De professionelle er uddannet psykologer eller terapeuter og de frivillige i den erfaringsbaserede rådgivning, har selv været igennem terapiforløb og har bearbejdet deres egne historier, så alle derinde ved, hvad det handler om og har grundlag for at forstå, hvordan man har det.
Tænker på, hvor tit du går hos din psykiater? Det lyder som lang tid, at der er 14 dage til næste gang. I starten gik jeg til terapi en gang om ugen og det er også det, jeg har hørt fra andre. Tror du, at du kunne få mulighed for det?
Mange hilsner Helene
Jeg skrev, at nu har jeg i snart 6 år ventet på 'The Big Bang'. Det kunne jo lyde, som om jeg har kæmpet i mørket så længe og det lyder jo frygteligt deprimerende. Men sådan skulle det slet ikke forstås. Der er hele tiden sket gradvise forandringer. Éns følelser, reaktioner og verdensopfattelse ændres stille og roligt.
Den første del af processen, hvor man kommer i kontakt med alle de gamle følelser, er slem, men når der er blevet tømt rimeligt ud, så kommer der stille og roligt mere lys ind i éns liv.
Så jeg går ikke længere med en konstant følelse af, at 'The Big Bang' snart må indtræffe. Det er en følelse, der lejlighedsvis kan komme over mig, når jeg ryger ind i 'barnets følelser' (hvad der efterhånden sker ret sjældent). For mig har det handlet om, at barnet vil have gjort kort proces og have alt sit raseri ud på én gang som et 'Big Bang'. Men som voksen og rationelt tænkende ved jeg godt, at det ikke sker. En pæn del af vreden er bearbejdet gennem forståelse og resten kommer ikke som en eksplosion, som det gør for et barn. Jeg har ialtfald endnu ikke hørt om nogen, hvor det er sket.
Mange hilsener Helene
Jeg kæmper virkeligt meget lige nu. Men jeg har brugt rigtig meget energi på at fortælle mig selv, at selv om det bliver en rigtig hård dag i dag, så betyder det ikke, at The big Bang kommer i dag. Og inderst inde kan jeg mærke, at jeg utroligt meget lyst til at det skal ske.
Jeg har mest af alt lyst til at lægge mig selv i en spændetrøje, så jeg ikke har mulighed. Men af en eller anden grund, så føles angsten så destruerende, at den virker som det værste, som jeg som menneske kan være udsat for. Jeg synes at det er helt vildt, at jeg efter en uge med angst faktisk er nået dertil, at jeg får så stærke impulser. Tænk, hvis jeg skulle gå rundt med sådan en angst i flere måneder. Det er jeg sikker på, at jeg ikke ville overleve. Så jeg håber utroligt meget på, at den aftager meget efter jeg er blevet så eksponeret i dag, og har gennemgået mit værste mareridt. For inderst inde ved jeg godt, at jeg nok skal klare det. Og måske kan jeg endda komme til at nyde at være sammen med folk.
Så nu tager jeg den blå kappe på og hopper på hovedet i uden at mærke med tærerne først.
Så kryds fingre for mig :-)
Ja, det ville være så meget lettere, hvis man 'bare lige' kunne få det overstået med et kæmpe brag. Men sådan fungerer det desværre ikke. Man ville heller intet lære af det og vi har brug for at lære rigtigt meget undervejs i processen. Følelserne ville heller ikke forandre sig, selvom The Big Bang kom og det er jo det, vi har brug for – en følelsesmæssig forandrings- og udviklingsproces.
Men I Guder, jeg kender det. Man vil bare så gerne have denne forløsning og have det overstået. Og alligevel frygter man The Big Bang. Frustrationen over langsommeligheden kan bare være så enorm. Men så længe der er nogen form for angst eller frygt, vil det givetvis ikke ske. Det ville være rigtigt skidt og det beskytter sindet én imod. Måske kommer det slet ikke men sker gradvist og hvis det kommer, så bliver det først den dag, man føler sig helt tryg og ikke længere føler angst og frygt for de energier, der så bliver sluppet fri. Sker det, skal det være en glædesfyldt og kærlighedsfuld kulmination og ikke én der er skabt af negative følelser.
Du er sikker på, at du ikke ville overleve at gå rundt med en sådan angst i flere måneder. Faktisk så har du gået rundt med den angst i dig i mange år – og du HAR overlevet. Det er jo 'kun' al den gamle fortrængte angst, der kommer frem nu. Dengang fortrængte du den bare og fandt måder at overleve på. Tænk på hvilken gave det er, at du ikke skal slæbe rundt med den angst i dig længere, at den nu får lov at komme ud. Den eneste forskel er, at du ikke undertrykker og fortrænger den længere.
Angsten er frygt for de fortrængte følelser, som du har afskåret dig fra at mærke eller ikke har integreret. Jo bedre du rummer dine følelser, desto mindre angst vil der være. Efterhånden som du får koblet følelserne til oplevelserne, der skabte de frygtede følelser, vil angsten paradoksalt nok forsvinde og oplevelsen vil også følelsesmæssigt fortone sig og blive fortid. Man frygter det, der engang skete men i virkeligheden er det sjældent så slemt, som man frygter. Det er så meget barnets følelser, du er inde i nu. Fordi de aldrig kom ud i sin tid, er de stadigt særdeles levedygtige. Ved at få dem ud og se på dem (og det der skabte dem) med voksne øjne og voksen forståelse, tager det sig ofte helt anderledes ud og der kommer følelsesmæssig afstand til, så du kan slippe fortiden og fortidens følelser mere og mere.
En måde at få lidt mere afstand til følelserne, få mere indre styrke og komme mere i kontakt med den voksne rationelle side af dig selv er ved at søge viden om tingene. Det er svært at løse et problem, man ikke har defineret og ikke kender omfang eller konsekvenser af. Jeg kan varmt anbefale disse bøger:
'Familier med sexuelt misbrug af børn' af Eva Hildebrandt og Else Christensen.
'At hele sårene' (husker ikke forfatterne)
'Smertegrænsen' af Lars J. Sørensen
'Væk tigeren' af Peter A. Levine
De er hver på sin måde helt fantastiske og giver så stor viden om hele problematikken. Ikke kun omkring traumatisering men også om senfølger, tilknytningsproblemer, familiemønstre, familiedynamik og meget andet.
Ja, du skal nok klare det. Du klarede din barndom, da det var din faktiske nutid. Så klarer du også at bearbejde den, nu hvor den er fortid.
Hovedspringet… det tog du den dag, du besluttede, at du ville begynde til terapi. Du vidste ikke, hvad der ventede men dit ubevidste sind vidste det godt. Så du har den nødvendige tro på dig selv, styrken og modet til at klare det, selvom det er svært og hårdt. Du var så parat, som man kan blive til noget, der er meget ubehageligt. Fordi du vil have et godt liv i fremtiden og dit sind vidste, at du ikke kunne få det på anden måde.
Jeg krydser fingre for dig :-)
Kærlig hilsen Helene
Jeg er bare så forvirret!
Jeg har bare haft det utroligt dårligt det sidste stykke tid. Jeg havde det som om min krop og mine tanker ladede op til, at der skulle ske et eller anden helt vildt. Efter en fest for en uge siden tog jeg en masse piller og endte på sygehuset, hvor jeg lå i to dage, og burde være blevet i længere tid. Men jeg skulle på ferie, så jeg fik lov til at tage hjem.
Jeg talte slet ikke med nogen før jeg fik presset på for at tale med en læge, da jeg gerne ville udskrives, så jeg var helt rundt på gulvet, da jeg blev udskrevet. Jeg skulle både forholde mig til mig selv, og til min familie og kæreste. Og ingen af delene er muligt, når man stadig kæmper med ekstremt tunge tanker og følelser, hvor det andet bare bliver læsset ovenpå.
Men nu er jeg fremme i skoende for at få noget mere hjælp, og jeg håber, at min psykiater er enig med mig, for ellers er jeg bange for, hvor det ellers skal ende. Jeg var faktisk parat til at lade mig indlægge, hvis jeg ikke skulle have været på ferie, så nu skal jeg virkeligt tænke over, hvad jeg skal gøre.
Men alt den tænken, ansvar og kæmpen gør mig bare utroligt træt og opgivende. Men selvfølgelig har jeg ansvar for mit eget liv og forpligtelser over for de folk, som holder af mig.
Men selv om jeg ved, præcist hvad der er det rigtige, så har jeg stadig den onde følelse inde i maven, som presser på, som om den prøver at presse mig ud over kanten :-(
Puha, det er en grim periode, du har været igennem. Fester, alkohol og piller er bestemt ikke godt i din situation. Du har formentligt brug for ro, fred og fravær af alle stressfaktorer og alt ansvar for andre.
At holde ferie i din situation kan være svært og kan gøre ondt værre. Meningen med en ferie er, at man er glad og har det godt, får nye in-put, glæde og energi. Men når man står i en enorm krise og er sort indeni, så kan man jo ikke bare stresse af og holde ferie fra sig selv. Så skal man igen påtage sig en ydre facade og det får man det kun dårligere af. Omvendt kan ferie være godt på et tidspunkt, hvor man er kommet længere i forløbet, hvor man bedre er i stand til at koble fra og lukke af for alt det mørke, så man kan samle nye kræfter og ny energi. Hvis man altså kan. Nogen kan og nogen kan ikke.
Ja, det er klart, at du er træt. Man bruger ekstremt meget psykisk energi og det smitter af på den fysiske energi. Ét eller andet sted skal man jo hente ressourcerne. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke kæmpe imod længere. Jeg var nødt til bare at give mig selv lov til at være træt. Det var resultatet af så mange års hård kamp.
Følelsen af opgivelse… min oplevelse er, at den er værst, når man er på vej til at slippe de gamle måder at beskytte sig på. Det, man opgiver, er i virkeligheden kun de gamle, usunde følelser og mønstre. Inden det sker, kan det føles som om, at det er selve livet, man opgiver. Det er det IKKE, tværtimod.
Den onde følelse i maven… måske er det raseri, måske er det et skrig, måske er det andre følelser, der kæmper for at komme ud. De skaber angst men de har ikke til hensigt at ødelægge dig. Det føles ødelæggende, så længe man har dem gemt indeni sig. Terapien vil hjælpe dig til at få sat ord på og lukke dem ud lidt efter lidt i et tempo, der passer til dig.
Godt du nu søger efter mere hjælp.
Mange hilsner Helene