Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg har ikke rigtig fulgt med i jeres udveksling i den seneste tid. Men jeg fangede lige den der sætning, der handlede om, at du ikke så gerne vil spilde tiden.
Sådan havde jeg det også, da jeg var ung. Jeg følte, at tiden skulle udnyttes maksimalt.
Og jeg forstår godt den særlige synsvinkel, du selvfølgelig har, når du har taget et helt år fri fra dine studier (stort set). Så gælder det selvfølgelig om at få så meget som muligt ud af dette år, til gavn for dit helbred på lang sigt.
Men for mit eget vedkommende prøver jeg på at fokusere på at leve, i stedet for at fokusere på at nå en hel masse! Selvfølgelig har jeg mange projekter og planer, og jeg vil stadigvæk gerne nå nogle mål, men jeg forsøger at leve et rigtigt menneskeliv undervejs til målene. Det indebærer, at jeg prøver at nyde processen, og jeg prøver at mærke min krop og fornemme naturen omkring mig, imens.
Altså sidste linje af det gamle Kumbels gruk (Piet Hein): Husk at leve, men du gør det!
Jeg tror, at der er meget andet end psykologisk indsigt og bearbejdelse af traumer, der tæller positivt i forhold til dit velbefindende og dit helbred i fremtiden. Du styrker også dit helbred ved bare at gøre ting, som føles rare at gøre, og ved bare at være til stede i nuet. Det vil give dig kræfter og overskud, som du kan tære på, når du skal i gang med studierne igen.
I det lange løb tror jeg faktisk, at man når flere mål og udnytter tiden bedre, hvis man ikke er helt så ambitiøs. Det betaler sig, at give sig selv tid og ro.
Jeg husker i hvert fald, at jeg, hver gang jeg forsøgte at presse mit selv til at udnytte tiden bedre, endte med en eller anden dårligdom. Hvis ikke det var en psykisk nedtur, så var det forkølelse elle influenza eller migræne.
Der var bare et lille input fra mig
Kameliadamen
Omkring arbejde og andre ting i mit liv, har jeg altid sagt, at jeg altid arbejder langsommere når jeg skynder mig. Det gælder nok også i fht. at rede trådene i mit sind ud. Jeg har det problem, at jeg nemt kommer ind i en tilstand, hvor jeg ikke er i kontakt med mig selv og mine følelser. Det er især når jeg er rigtig glad. Sådan har jeg haft det den sidste uge, hvor jeg slet ikke har tænkt ret meget, for der er ikke ret meget tilgang til mine følelser helt generelt. Min psykiater siger, at jeg ikke skal kæmpe for at finde ud af hvordan jeg føler, men at jeg i første omgang bare skal være i følelserne og opsøge situationer, hvor jeg kan mærke, at jeg bliver ked af det og påvirket. Han fik mig også til at finde ind til følelserne, så nu ved jeg, hvor jeg skal lede.
Jeg har også fået en åbenbaring om, at jeg ikke behøver enten at være deprimeret eller glad, men at jeg godt kan være mut noget af dagen og tilfreds senere på dagen, uden at de to ting er direkte kontraster.
Kameliadamen, du skrev to ting, som jeg har hørt før fra folk, som kender mig rigtig godt. Piet Hein grukken skrev min veninde, som underviste mig i psykologi på min højskole og det med. Og psykiateren sagde i dag, at jeg skal være i situationerne. Jeg skal ikke stresse over de jeg skal, men i stedet skal være i dem, og kigge mig omkring og nyde at være der, hvor jeg er.
Det er sjovt, at du nævner naturen, for jeg nyder naturen helt vildt meget når jeg har ro til at lægge mærke til den. Jeg kom gående en dag langs en golfbane, mens sneen var ved at forsvine og det hele så gråt og trist ud. Så jeg gik altså der, og var i åh så dårligt humør efter en lang træls dag på studiet. Men pludseligt kigger jeg op over golfbanen og ser, at det meste af sneen faktisk er ved at forsvinde, og at der er en meget smuk begyndede solnedgang. Så naturen byder på rigtig meget, som man kan vinde meget ved at åbne sig overfor.
Nu føler jeg, at jeg går rigtigt igang med min process, og lader den i en vis grad løbe i sit eget tempo, uden at den løber fra mig. Så jeg klipper det røde silkebånd til min sjæl over og begiver mig ud på en vandring i mit sind og lover at kigge op, så jeg kan opdage de skønheder, der gemmer sig, og kigge indad for at finde mine behov og lære mig selv bedre at kende.
De kærligste hilsner fra Oktober
Hold da op, det er jo nogle fantastiske indsigter og meget værdifuld forståelse, du har fået.
Jeg har skrevet det før, men gentager det endnu engang: Det lyder som en virkeligt god og dygtig psykiater, du har.
Kun vil jeg sætte spørgsmålstegn ved én ting: Er du sikker på, at du klipper det røde bånd til din sjæl over? Kan det i stedet tænkes, at du nu begynder at knytte et smukt rødt bånd til din sjæl? :-)
Mange kærlige hilsner –
Helene
Jeg tror, at jeg til at starte ed klipper båndet med, og træder ind og undersøger.
Og når jeg har undersøgt det lidt tid, så tager jeg båndet og begynder at knytte det omkring.
Jeg havde den underligste drøm i nat, men jeg kan ikke helt huske den, kun at det var et mareridt. Det var noget med en religiøs lejr, hvor jeg slet ikke brød mig om at være, og jeg meldte mig hele tiden ud af fællesskabet, fordi vi skulle lave forskellige helt vilde ting.
I dag har jeg en halv dag herhjemme, og det er bare rigtig dejligt at kunne gå for mig selv og få pakket lidt ud og høre noget godt musik.
Så nu vil jeg slukke computeren og nyde det.
Rigtig god weekend
Forstår godt, hvad du mener med båndet :-)
Positivt at du nu begynder at få pakket ud. Det virker meget symbolsk :-)
Jeg kan godt få øje på en mening i din drøm. Husk at de angstfyldte drømme er dem, man kan lære mest af.
Den angst, der er i en drøm, viser, at der er noget, du stadigt er bange for i nutiden. Hvis du finder ud af, hvad det er og får forholdt dig til det og løst den indre konflikt, så forsvinder angsten og du ville kunne drømme præcist den samme drøm igen uden angst.
Også en god weekend til dig :-)
Kærlig hilsen Helene
Jeg ringede til min søster for at spørge hende om noget rent praktisk, men hun har ikke haft taget sin mobil hele dagen.
Og så da hun endeligt tog den, lød hun meget underlig. Hun fortalte, at hun var indlagt på psykiatrisk og havde været tvangsindlagt på den lukkede i en uge inden hun var blevet flyttet derover. Det hele var åbenbart blevet for meget for hende, fordi hun har en kronisk sygdom, som burde være kommet under kontrol, men som så er kommet i udbrud igen, så den nu kommer til at påvirke hende endnu mere hele hendes liv.
Så hun havde fortalt sin læge om, at hun slet ikke magtede sine to bøn, og at hun havde virkeligt meget lyst til at dø. Og hun kunne slet ikke kende sig selv, for normalt er hun meget glad og positiv. Så han fik hende indlagt, og nu er hun heldigvis så småt væk fra tankerne om selvmord, men er stadig kørt helt ned og kan slet ikke finde ud af noget som helst. Hun kan ikke engang holde ud at kommunikere med sin mand, som nu står helt alene med børnene.
Så jeg fik en rigtig god snak med hende, for jeg har trods alt en del at byde ind med lige på det emne. Og det er rigtig underligt, for vi har ikke talt sammen i mange år, men i løbet af samtalen blev jeg helt vildt ked af det, og skulle virkeligt koncentrere mig om ikke at græde. Og ligeså snart jeg havde lagt røret på, brød jeg helt sammen med. Jeg har så ondt af både hende, hendes mand og ikke mindst af hendes børn, der udemærket ved, at der er noget galt med deres mor.
Indtil videre skal hun være der i nogle uger, og det chokerer mig også, at det er så voldsomt, at hun skal være der så længe og endda har været tvangsindlagt. For så er det godtnok slemt for hende.
Det har ikke lige noget med tråden at gøre, men jeg var simpelhen bare nødt til at få det ud.
Kram fra Oktober
Det gør mig så ondt for dig, for din søster og hendes familie. Jeg forstår godt, at du trængte til at skrive det. Selvfølgeligt blev du chokeret, ked af det og brød sammen. Det er meget voldsomt.
Din psykiater sagde til dig, at du skulle opsøge nogle situationer, hvor du blev ked af det og påvirket og være i følelserne. Jeg skal da lige love for, at denne situation opstod helt af sig selv og meget hurtigt efter. Men desværre på en meget, meget trist måde.
Jeg håber, at det hjælper din søster at være indlagt, så hun snart får det bedre.
Mange kærlige hilsner og tanker -
Helene
Det startede med, at jeg ikke sov ret godt, og endte med, at jeg enten slet ikke kunne falde i søvn, eller at jeg sov rigtig dårligt. Normalt falder jeg meget hurtigt i søvn og sover meget tungt, men sådan er det slet ikke for tiden. Nu er det blevet sådan, at jeg også hele dagen har det rigtig skidt. Mit hjerte banker utroligt tungt og jeg er meget træt og ugidelig. Og det er lidt træls!
Jeg skal over til mit universitet nogle dage i næste uge for at ordne nogle ting med mit arbejde og med studiet og så skal jeg til undervisning én gang og til fest med mit hold. Jeg har meget kraftigt på fornemmelsen at det lagt sammen med den snarligt forestående eksamen er det, der gør mig så utryg. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at tage det hele som det kommer, men det er slet ikke sjovt at gå og være nervøs hele tiden. Jeg ville ønske, at jeg kunne få næste uge overstået på én gang, men på den anden side, så venter der tre uger i træk med eksamensopgave lige efter næste uge. Helt spontant er jeg begyndt at tænke på, at jeg måske kan være nødt til at skaffe mig en sygemelding til eksamen, hvis jeg ikke får det bedre efter næste uge, for ellers bliver det alt for hårdt for mig at skulle læse hver eneste dag tre uger i træk og skulle lave den opgave, som bestemmer, om jeg kan få SU hele det næste år. Dvs. at jeg SKAL bestå den.
Hvis bare jeg kunne flygte ind i søvnen, ville det være meget lettere, og jeg har da også nogle beroligende piller, som jeg kan tage, hvis det er vigtigt for mig, at få sovet godt en nat. Men jeg vil faktisk helst undgå at tage dem, for jeg er nødt til at handle efter mine følelser i stedet for at maskere dem.
Men det gør det også svært at føle, når man ved, at man er nødt til at tage konsekvensen af en tilbagevendende følelse. Det er ikke altid lige let at få drejet det rundt på den måde.
Faktisk har jeg lidt en gammel velkendt følelse af, at jeg er enormt træt af at alting skal være en kamp. Hver gang jeg skal ud af sengen for at lave noget, hver gang jeg skal spise, skal det være sundt og fornuftigt fordi jeg skal styre min appetit pga. pillerne. Hvis jeg skal ud af døren, skal alt tilrettelægges, så der ikke opstår uforudsete ting og jeg skal komme en maske på for at være sammen med andre. For ligeså snart jeg er alene igen, kan jeg mærke at jeg er i minus. Jeg prøver på i høj grad bare at være mig selv, men når jeg er sammen med folk, som jeg godt kan li, så vil jeg bare så gerne gi lidt i stedet for bare at sidde og kigge ud i luften. Men selv med min bedste veninde er jeg efterhånden så angst, at jeg ikke rigtigt kan snakke med hende. Men det er også svært at samtale, når man ikke føler, at man har noget godt, fornuftigt eller positivt at sige. Så er det nok fornuftigt at lukke sig inde et stykke tid og samle kræfter til næste uge, som allerede starter på lørdag og først slutter på fredag.
Men lige nu føles det som et stort og vigtigt skridt for mig at finde ud af, hvorfor angsten er her nu, for det vidste jeg ikke helt, da jeg gik igang med at skrive denne her besked. Så det er jo et skridt i den rigtige retning :-)
Kram fra Oktober
Jeg genkender meget, det du skriver.
Og ja, det er bestemt et skridt i den rigtige retning, at du blev klar over, hvorfor angsten er der nu. Selvom det er svært at få handlet på det, så er det dog også en stor hjælp, når man bliver klar over, hvad det er i nutiden, der trigger. Så ved man, hvad det er for et konkret problem, man bliver nødt til at forholde sig til for, at man kan slippe af med angsten. Når man har handlet, har man ét problem mindre og har allerede mindre angst i sit liv og har fået større indre styrke.
Spørgsmålet er, om du realistisk set kan klare at læse til eksamen eller om det vil være bedre at sygemelde dig? Umiddelbart lyder det bestemt som den bedste løsning. Ulempen ved det er, at så har du stadigt presset hængende over hovedet – ved ikke, om det så er til efteråret, der er sygeeksamen? Det skal jo nok med i overvejelserne, om det vil være til at skubbe væk indtil da, eller om stressfaktoren vil belaste dig for meget?
Det er så enormt trættende, når alting skal være en kamp. Det er også så hårdt, når man skal tage en maske på og der ikke er overensstemmelse mellem det, man viser udadtil og det man føler indadtil. Målet må være, at der er langt større overensstemmelse mellem det indre og det ydre.
For mit eget vedkommende var den bedste løsning at isolere mig, mens jeg arbejdede med min proces. Trangen til isolation er vist en meget almindelig fase i en bearbejdelsesproces. Hvis det er det, der føles bedst og rigtigst, så mener jeg, at det er fordi, det er det bedste og rigtigste for én – ialtfald i en periode. Ikke nok med, at man (som du skriver) ikke har noget positivt at bidrage med, så kan det også være rigtigt svært at være rigtigt til stede, hvis det andre taler om, er noget, der er milevidt fra de problemer, man selv arbejder med. Det kan være lidt svært at føle, at de dagligdags ting er særligt vigtige.
Men igen er der en pris at betale, for når man ikke er sammen med andre mennesker, bliver det også svært at få tilført noget ny, positiv energi... Der er ingen lette løsninger. Og desværre heller ingen facitliste :-(
Som jeg vist skrev til dig på et tidspunkt, så er angsten en uundgåelig del af processen. For det handler netop om at slippe al den angst, der har styret og styrer én – både angst skabt i fortiden og angst der handler om nutiden. Det handler meget om at turde slippe kontrollen og det er angstfremkaldende – men samtidigt også om at finde andre og bedre måder at kunne føle kontrol på. Paradokset er, når man oplever, at man faktisk kommer til at føle meget mere kontrol over sit liv, når man begynder at mærke og handle på sine inderste følelser og leve i overensstemmelse med dem.
Godt at du fik noget afklaring af at skrive :-)
Kærlig hilsen Helene
jeg kommer sådan til at tænke på det, som du skrev sidst, Helene. Med at jeg, som psykiateren sagde, skal prøve at opsøge ting, som påvirker mig.Og det må man sige, at jeg har gjort. Jeg brugte hele aftenen i går på at have det ekstremt skidt og græde hele aftenen, hvilket jeg ellers aldrig gør.
Og i dag havde jeg det en del bedre. Og dog! For i går kom jeg til at spise så meget til aften, at jeg gik ud og stak en finger i halsen. Og igen i dag skete det, at jeg måtte ud og stikke en finger i halsen for at kaste op. Og efter at have haft anorexi i et halvt års tid, så falder jeg hurtigt tilbage i en fælde, hvor jeg kan straffe mig selv med mad og så i sidste ende med at skulle kaste det op igen. Så det må være en reaktion på, at det faktisk er ret ekstremt for mig at skulle vende tilbage til skolen bare for en enkel dag, og at skulle forholde mig til at afslutte mit job og sige farvel til mine venner og skulle forklare overfor de folk, som jeg i virkeligheden ikke kan li, eller er meget bange for.
Men jeg har fortalt min kæreste det efter lang tids overvejelse, for at være tvunget til at gøre noget ved det. For jeg mindes, at have lovet mig selv, at livet er for kort til at pine mig selv med sult, oplast og manglende energi. Selv om det lige nu føles som noget, der lever sit helt eget liv.
Men om en uge er det hele forhåbentligt anderledes!