Indstillinger
Man kommer jo ikke bare hen...
Hej alle,
er jeg den eneste, som det hænger langt ud af halsen efterhånden,
at mine venners evige kommentar altid er: Du kommer bare, hvis der er noget.
Man har lige fortalt dem, at man har en depression og lider af svær angst. Og deres kommentar er altid: Du kommer bare hvis der er noget... Altid.
Har folk ikke regnet ud, at der allerede ER noget, og man som regel gerne vil tale om det, når man fortæller dem om det.
Jeg savner folk, der oprigtigt har lyst til at tale med mig i stedet for folk, der skubber det væk fra sig. For hvis folk ikke ser depression som et tabu, eller som noget, de ikke kan forholde sig til, så ville de jo nok spørge ind lidt oftere.
Hvad med et simpelt: Hvordan har du det i dag? Eller: Har du fået sovet i nat. Eller: Får du spist noget? Eller: Er der noget konkret, som jeg kan hjælpe.
Det er jo det jeg har brug for. Hvad skal jeg bruge til, at de siger at de altid er der, når jeg aldrig ser dem? Eller er det bare mig, der har svært ved at ringe til folk midt om natten, når jeg ligger og græder, eller hiver fat i dem midt om dagen, når min angst topper, og jeg helst bare gerne vil væk fra det hele. Jeg er bange for, at de ikke har noget at give mig, hvis jeg rent faktisk går hen til folk. Og at de har berøringsangst.
Og hvorfor skal vi kun være der for hinanden, når vi er alle længest ude? Hvorfor ikke vise lidt omsorg for hinanden i hverdagen?
Hilsen en meget fortvivlet og ensom pige
er jeg den eneste, som det hænger langt ud af halsen efterhånden,
at mine venners evige kommentar altid er: Du kommer bare, hvis der er noget.
Man har lige fortalt dem, at man har en depression og lider af svær angst. Og deres kommentar er altid: Du kommer bare hvis der er noget... Altid.
Har folk ikke regnet ud, at der allerede ER noget, og man som regel gerne vil tale om det, når man fortæller dem om det.
Jeg savner folk, der oprigtigt har lyst til at tale med mig i stedet for folk, der skubber det væk fra sig. For hvis folk ikke ser depression som et tabu, eller som noget, de ikke kan forholde sig til, så ville de jo nok spørge ind lidt oftere.
Hvad med et simpelt: Hvordan har du det i dag? Eller: Har du fået sovet i nat. Eller: Får du spist noget? Eller: Er der noget konkret, som jeg kan hjælpe.
Det er jo det jeg har brug for. Hvad skal jeg bruge til, at de siger at de altid er der, når jeg aldrig ser dem? Eller er det bare mig, der har svært ved at ringe til folk midt om natten, når jeg ligger og græder, eller hiver fat i dem midt om dagen, når min angst topper, og jeg helst bare gerne vil væk fra det hele. Jeg er bange for, at de ikke har noget at give mig, hvis jeg rent faktisk går hen til folk. Og at de har berøringsangst.
Og hvorfor skal vi kun være der for hinanden, når vi er alle længest ude? Hvorfor ikke vise lidt omsorg for hinanden i hverdagen?
Hilsen en meget fortvivlet og ensom pige
Kommentarer
hvis folk ikke har prøvet at have en deprission- --ved de ikke hvor ondt det gør ----
ja det er meget få der går op i hvordan andre har det ---de tænker kun på sig selv ---
det er også sådan at mange ved ikke hvad de tør sige ---ved dine venner at du er deprimeret ---
får du medicin eller går i terapi---ved du hvorfor du er deprimeret ---er der andre i din familie der lider af depres sion----hvor længe har du haft det
hvis du har lyst til at skrive igen ---vil jeg godt lægge øre til ---nogle gange er det meget nemmere at skrive til en helt fremmed ---for så kan man nemmere spørge løs om alting
lad mig høre lidt om dit livs førløb ----bare skriv løs ---det kan nogle gange være god terapi --at få tingene ned på skrift
Jeg har lige grædt for første gang i ufatteligt lang tid. Hvor føles det underligt, at være deprimeret, men samtidig føle, at man ikke føler noget.
Det værste af det er, at jeg ikke har kontrol over tingene, for det er lidt mit mantra.
Jeg går på 4. semester på mit drømmestudie, men jeg føler med så udkørt og har problemer med at snakke ordentligt, fordi jeg glemmer ord, jeg kan ikke huske hvad folk lige har sagt til mig, og jeg kan ikke koncentrere mig og sidde stille. Og så er jeg bare så utroligt træt.
Jeg kommer ud af døren hver dag, for det er jeg jo nødt til, men de sidste par dage, er det gået rigtig meget ned ad bakke. I går var jeg en time på mit studiejob, og tog hjem for at sove bagefter i stedet for at tage til undervisning, og der sov jeg i fem timer, selv om jeg havde sovet otte timer om natten og kun have været vågen i tre timer, da jeg faldt i søvn igen.
Jeg har netop afsluttet et forløb hos min psykolog på 24 gange og er startet til psykiater. Jeg har prøvet alle de almindelige piller igennem som setralin, citalopram, cipralex osv. siden september, hvor jeg endeligt indså, at jeg havde haft en depression og rigtig meget angst i et helt år. Nu får jeg 60mg cymbalta ved min psykiater. Vi er ikke nået længere i forløbet, end at vi stadig prøver at tilpasse medicinen, som indtil videre kun har givet mig flere bivirkninger end positiv virkning.
Igennem mit liv har jeg gået til psykolog en masse gange pga. spiseforstyrrelse, incest og fordi jeg var vidne til en ulykke, hvor en af mine bedste venner druknede. Jeg har altid kæmpet mig alene til alt den hjælp jeg har fået, fordi mine forældre var imod psykologer. Jeg klarer mig generelt set (dvs. på overfladen) rigtig godt med mange kammerater, et ekstremt godt studiejob og rigtig gode karakterer på studiet.
Så på en eller anden måde synes jeg, at jeg snart fortjener lidt medgang.
For det er vel ikke sådan her livet skal være?
Jeg kan huske, da jeg fik piller første gang for ca. tre år siden. Der oplevede jeg for første gang i min ungdom, at være glad i et halvt år i træk, og indså, at man rent faktisk kunne have det godt med de normale p og nedture, der er i livet. Hvor vil jeg bare gerne nå dertil igen. Men jeg er træt og er ved at miste håbet for, at der overhovedet kan ske nogen bedring.
En af mine veninder sagde til mig, at når jeg var kommet så langt, som jeg er i dag, så kan jeg også godt klare mig videre. Selv om det var ment som en opmundring, så slog det mig faktisk lidt ud, for selv om en løber har forstuvet sin fod ti minutter ind i en maraton, og kan tilbagelægge mange kilometer på en syg fod, kan han godt risikere, at skaden bliver endnu værre og måske endda permanent, hvis han bliver ved med at presse sin krop. Det er lidt sådan jeg har det lige nu
Jeg tror, at folk skubber det væk, for de af forskellige grunde ikke rummer det. Når man selv har det dårligt, risikerer det at 'smitte', så omgivelserne også får det dårligt - og det ønsker folk selvfølgeligt ikke. Hvis de virkeligt forholdt sig til, hvor dårligt et menneske med depression, angst ell. andet har det, så ville de føle sig magtesløse over, at de ikke kan tage éns smerte og depression væk. Involverer man sig virkeligt, så kan det nok for mange blive svært at lægge de negative følelser fra sig igen. Det påvirker én selv for meget, når man møder den depressive og angstes afmagt og smerte. Man tager disse følelser med sig hjem og bliver selv i dårligt humør, det fylder éns tanker og man kan få svært ved at få sin egen hverdag til at fungere, fordi man selv bliver mindre glad og derfor får mindre energi.
Derfor tror jeg ikke, at de nærmeste er de mest oplagte at dele sine tanker og følelser med og få støtte af, når man f.eks. har en depression. Jeg tror, at det enten skal være en professionel behandler eller andre, der selv har været lignende igennem og ved, hvordan det er.
Du spørger, hvorfor folk ikke er der lidt mere for hinanden i hverdagen men kun er der, når man er allerlængst ude?
Jeg tror, at det er fordi, folk som sagt også skal have deres egne liv til at hænge sammen. Konfronteret med for meget af andres smerte, trigger det for meget smerte i én selv og den prøver man meget naturligt at skubbe væk. Det handler om at beskytte sig selv.
For det er jo ikke almindeligt nærvær, omsorg og forståelse, man har brug for, når man har en depression eller andre psykiske lidelser. Man har brug for mere, der går ud over mange menneskers formåen.
Med andre der selv har oplevet tilsvarende, kan man finde et fællesskab, for man taler samme sprog, forstår hinanden på en anden måde og kan derfor bedre magte de mørke følelser hos andre. Man frygter dem ikke på samme måde, når man så udmærket kender dem hos sig selv.
Mennesker der ikke kender de mørke sider eller søger at beskytte sig mod dem, søger fælles glæde og energi i samværet med andre mennesker. Jeg synes ikke, det er mærkeligt, for det er glæde og energi, man holder sig oppe på. De mørke følelser trækker andre ned, som de trækker én selv ned.
Så som sagt: Den hjælp og forståelse, du har brug for, tror jeg du må finde hos en professionel behandler og hos ligestillede, der p.g.a. egne erfaringer ved, hvad man har brug for, når man lider af en depression.
Mange hilsner Helene
Mit svar på dit første indlæg har krydset dit andet indlæg, så det får du svar på her.
Du har været udsat for barske ting i din opvækst. Det sætter sine spor - vedvarende. Når man har været udsat for bl.a. incest, så kan det være en lang, hård kamp at få skabt sig et godt liv. Tidligt i livet er skabt en høj-stress tilstand i kroppen og det kan betyde, at man er mere eller mindre allergisk overfor alle stress-faktorer som voksen. Hvilket absolut ikke hænger sammen med at skulle koncentrere sig om et studie.
Hvis du vil læse mere om dette, kan du prøve at se denne artikel:
http://www.videnskab.dk/content/dk/samf ... ig_barndom
Et psykologforløb på 24 gange er givetvis ikke nok til at bearbejde en incestproblematik og de andre ting, du har været igennem. Lider man meget af angst, kan medicin hjælpe, så man kan arbejde med traumerne. Men medicin alene hjælper ikke noget på sådanne problemer, der hjælper kun terapi - evt. med et midlertidigt medicinsk back-up.
Jeg forstår udmærket, du blev slået noget ud af din venindes ord, selvom de sikkert var ment opmuntrende. Din metafor er meget præcis. Når man bliver ved med at stille sig selv overfor krav og forpligtelser, man jo helt ærligt ikke magter, så bliver man mere og mere nedbrudt. Du mærker det jo i din dagligdag. Du er deprimeret, mangler kontrol, er udkørt, mister koncentrationsevnen, har svært ved at sidde stille, et stort søvnbehov og du får taleproblemer. Samt der er der den utrolige træthed, der i sig selv kan være et kæmpe handicap.
Jo mere du tvinger dig selv til at løbe videre med en brækket fod, desto større er sandsynligheden for, at den tager kronisk skade.
Du er nødt til at tage hensyn til, at du som udgangspunkt har en belastet fortid og derefter må din nutid indrette sig. Du hjælper ikke dig selv ved at blive ved med at gå ud over dine egne grænser.
P.S.: Jeg forstår dig udmærket. Jeg har selv været udsat for incest og andre traumer og har som voksen været igennem et intenstivt terapiforløb for at komme igennem det. Desværre har jeg i alt for mange år tvunget mig selv til at gå ud i verden på brækkede ben (for nu at blive i billedsproget), så jeg har nogle kroniske senfølger. Det kunne måske have været undgået, hvis jeg havde fået hjælp og var begyndt at tage de nødvendige hensyn til mig selv noget tidligere i livet.
Mange hilsner Helene
Og så får du også lige et input fra mig. Jeg genkender i meget høj grad din situation, idet jeg har haft 20 depressioner, hvoraf de fleste var svære. Og jeg husker til fulde, hvordan det føltes, når en depression gik over. Det er akkurat sådan som du beskriver, at du oplevede det, da din depression gik over, og du havde det godt i et halvt år. Det er nu 8 år siden, at jeg havde den sidste depression.
Jeg genkender dine symptomer, som er fuldstændig almindelige, i forhold til hvad du har været igennem. Jeg har dog ikke oplevet incest, men psykisk og fysisk vold og overværelse af vold mod min mor.
Jeg genkender fornemmelsen af, at man må have kontrol over, hvad der sker. Jeg tror, at det er meget typisk, når man har været udsat for meget traumatiske ting. Selv om jeg har fået bearbejdet de værste af mine traumatiske belastninger, så har jeg stadig dette forhøjede alarmberedskab, der gør, at jeg er nødt til at have kontrol over alting. Og det er klart, at et sådant kontrolbehov er belastende og tærer på energien, og det kan være medvirkende til, at man ender i en depression.
Jeg genkender de depressionssymptomer, du nævner: Manglende evne til at koncentrere sig, problemer med at tale og huske ordene, manglende evne til at føle noget og rastløsheden. Og så nævner du trætheden. Lad mig tage det sidste først:
Under de første mange depressioner, var jeg ikke træt. Jeg var snarere desperat. Jeg forsøgte helt formålsløst og rastløst at arbejde videre, selv om det var åbenlyst, at jeg ikke magtede det, fordi jeg var både intellektuelt, motorisk og følelsesmæssigt hæmmet og reduceret som følge af depressionen.
Men du er træt. Har du været hos lægen og blive ordentligt undersøgt? Det er vigtigt, at man i tilfælde af depression får taget blodprøver, så det kan blive undersøgt, om der også er fysiske årsager til depressionen, f.eks. vitamin- og mineralmangel.
Der skete nemlig det for mig, at jeg efterhånden også blev forfærdelig træt under mine depressioner, og på et tidspunkt hjalp den antidepressive medicin slet ikke. Jeg mærkede kun de ubehagelige virkninger af medicinen – ingen positiv virkning. Det viste sig da, at jeg havde alvorlig jernmangel. Jernmangel (og D-vitamin-mangel og B-vitaminmangel) kan medvirke til depression, og når man mangler jern, kan medicinen ikke virke optimalt, fordi leveren skal bruge jern, for at den kan omsætte medicinen.
Hvis jeg var dig, ville jeg sørge for at være helt sikker på, at der ikke er næringsstof-mangler.
Men i øvrigt har du jo masser af grunde til at være træt efter de traumatiske begivenheder, du har været igennem, og dine stædige og vedholdende anstrengelser for, trods alt at bevare facaden og klare dig godt.
At man ikke er i stand til at føle noget, er et ganske almindelig symptom på svær depression. Det kan du se i dette citat fra nedenstående link:
”Nogle deprimerede føler sig kede af det eller triste til mode, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er, som om deres følelser er lammede.”
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depression.htm
Jeg oplevede min hæmmede følelsesmæssige tilstand som meget ubehagelig. Jeg følte mig lidt som en robot, en maskine eller en ting. Men det værste var den nedsatte evne til at tænke, huske og koncentrere mig. Jeg var mange gange bange for, at jeg var blevet evnesvag.
Ligesom Helene mener jeg, at det er nødvendigt, at du stopper op og virkelig får en behandling, der når ind til problemets kerne. Du skriver ikke, hvad du fik ud af 24 sesssioner hos en psykolog. Min erfaring er, at mange psykologer slet ikke er klædt på til at tackle så hårdnakkede problemer, som der her er tale om. Mange psykologer praktiserer såkaldt ”samtaleterapi”, hvor de bare snakker om løst og fast og giver lidt gode råd. Det er slet ikke nok! Psykologen må have en metode, der virkelig når ind bag facaden, ned hvor tingene brænder på.
Mange behandlere har den opfattelse, at det ved depression gælder om at fastholde den depressive i hendes hverdag og med de sædvanlige aktiviteter – ud fra en eller anden forestilling om, at depression skulle være en form for sløvhedstilstand, hvor det gælder om at træne den depressive i at overvinde sløvheden.
Jeg skal ikke kunne sige, om der faktisk findes en sådan type depression. Men hvis der gør, så er det i hvert fald ikke den slags depression, du lider af! Hele din organisme er overbelastet og behøver fred og ro til at komme sig. Jeg vil derfor mene, at du med fordel kunne tage et halvt eller et helt års orlov fra dit studium – en periode, hvor dit arbejde kun består i at blive rask.
”Det kan ikke lade sig gøre!” vil du nok sige. Men efter min erfaring vil du spare både tid og penge – og ikke mindst lidelser, ved at tage dig et sådant pusterum. Det er efter min mening simpelthen nødvendigt, for at du kan komme dig ordentligt.
Jeg ville gerne have skrevet lidt om andre menneskers reaktioner, men det må vente til en anden gang. Jeg sender dig mange hilsner og ønsker om en snarlig bedring
Kameliadamen
Man lytter til den syge, der er så negativ, fordi personen er syg. Det er et frygteligt råb om hjælp for at komme ud af den tilstand. Men vi har ikke de værktøjer til at gøre noget. Uerfarne prøver så at opmuntre med positiv snak, forskellige forslag til en munter liv og til sidst opgiver de.
Senere lytter man så til personen, som så får talt sig endnu længere ned i kulkælderen - der er jo intet lys forude, ingen forløsning, som ved livets grimme tilstande - sorg, savn, psykiske krise pga. ydere faktorer, man kan tale, græde og le sammen og blive forløst for en tid.
Nej man trækker væk afmægtighed, det er så håbløst med de pyskiske sygdomme at der skal professionelle til.
Jeg har ingen forståelse, ingen tilgivelse eller accept for den slags.
Der var ét af dine spørgsmål, jeg glemte at svare på - og det var et vigtigt spørgsmål. Du skriver:
'... Så på en eller anden måde synes jeg, at jeg snart fortjener lidt medgang. For det er vel ikke sådan her livet skal være?...'
Selvfølgeligt fortjener du medgang. Og nej, det er bestemt ikke sådan, livet skal være. Et liv med for meget lidelse og modgang kommer i sagens natur til at virke meningsløst. Et liv med glæde og medgang giver mening.
Men for at få medgang, så kræver det, at man arbejder MED sig selv og ikke MOD sig selv. Arbejder man i den rigtige retning, så oplever man medgang, stritter man imod, skaber man modgang.
Et godt liv… det handler faktisk ikke særligt meget om noget ydre. Nogle succeskriterier i samfundet er, at har man et godt arbejde, tjener mange penge, har en god bolig, har mange venner o.s.v. - så har man nok et godt liv. Men det er jo ikke sandheden. Ydre ting kan bestemt gøre livet lettere men det er ikke grundlaget for et godt liv. Grundlaget er det indre – det er følelserne.
Når man er traumatiseret, så er det meget svære følelser, man har fået med sig. Og det gør livet svært, for sine følelser har man med sig konstant. Derfor kan grundlaget for et godt liv være, at man først får ryddet op følelsesmæssigt, så man kan finde ind til glæden og livsenergien i sig selv og finder ud af, hvem man selv er og hvad man virkeligt ønsker. Det hele er derinde i én selv et sted.
Man kan godt få et godt liv i medgang, selvom man har et dårligt udgangspunkt. Men det bliver ikke nødvendigvis det liv, man havde troet og forestillet sig, at man skulle have. Det kan være nødvendigt at omdefinere sine forventninger til livet og give det lov til at forme sig helt anderledes end den måde man selv mener, at det skal forme sig på. Så kan det til gengæld også blive langt bedre, end man kunne forestille sig. Man er nødt til først og fremmest og acceptere og forholde sig til realiteterne: Der er f.eks. visse ting, man ikke magter og ikke overkommer. Éns begrænsninger kan stille sig i vejen for de mål, man bevidst har sat. Derfor kan det være nødvendigt at finde nogle andre mål, der skaber bedring, glæde og motivation.
At få et godt liv må man kæmpe for. Først må man skabe et liv, hvor man er rimeligt tryg og éns basale behov dækkes. Dernæst må man kæmpe for sig selv og sit indre og for at få det bedre følelsesmæssigt. Når man har fundet glæde og livslyst indeni sig selv, så kan man bagefter begynde at prøve også at opnå nogle ydre værdier, hvis det er det, man har lyst til. Så vil man opleve, at de kommer meget lettere til én – uden de store kampe.
For at få det godt, skal man faktisk lære at gøre alting præcist modsat af det, man hidtil har gjort. For det man plejer at gøre, har jo ført til, at man har det dårligt – altså må det modsatte kunne føre til, at man får det godt. Men det er jo ikke noget, man 'bare lige' gør. Har man det meget skidt, kan det være en lang bearbejdelses-, lærings- og udviklingsproces, man skal igennem for, at det kan føles naturligt og godt at kunne gøre noget helt andet.
Lige nu bruger du rigtigt meget energi på at kæmpe IMOD dig selv. Du giver ikke dig selv lov til at have det, som du nu har det. Du overhører alle de signaler din krop og dit sind giver dig. Alle dine symptomer er skrig fra dit indre om at få DIN opmærksomhed, om at DU skal lytte og forstå, at du ikke kan holde til det mere. Men du lytter ikke til dig selv, du giver ikke dig selv omsorg, du respekterer ikke dine egne grænser, følelser og behov og viser ikke forståelse overfor dig selv. Så det er ikke mærkeligt, at du ikke føler andre giver dig omsorg, ikke føler at andre lytter til dig, respekterer og forstår dig. Du er nødt til først at kunne give dig selv det, du har brug for, før du finder det, du søger, hos andre.
Modstand avler modstand. Kæmper man imod, så oplever man modvind; følger man med i den rigtige retning, så får man medvind. Går man den rigtige vej i sit liv, så vil tingene slet ikke være så svære længere. Det er så længe, man ikke lytter til sit inderste og vil lade sine bevidste valg styre og kontrollere det hele, at tingene er så svære. Lyt til dig selv og giv dit indre lov til at være medbestemmende, så kan det blive bedre, end du nogensinde har kunnet forestillet dig. Jeg ved godt, at det er angstfremkaldende at slippe viljens kontrol og lytte mere efter de indre behov – men det er nødvendigt og det virker.
KH Helene
lige som vi er forskellige mennesker --er der også forskellige depressioner---
nogle har arvet en indogen depression --og måske også fulgt af en mani ---det er ikke så godt for dem---men de har gode muligheder for hjælp--med medicin og elektro behandling
og så er der os andre som har depression --grundet forskellige traumaer vi har haft i vores liv
hvis man har et sundt grund element fra barnsben -og får en depression af en eller anden årsag der opstår ----vil piller og terapi være et godt middel at komme videre i livet på----
men så er der dem som er traumatisere de---fra barns ben ---de har det meget sværere --for de kan have været udsat for ting som har præget dem for livet ---og igen hvilken person vi nu er og hvordan vi bliver opdraget til at klare livet ---kan det for nogle lykkes at komme igennem sine traumaer og komme ud på den anden side og få et godt liv---
men der er også nogle som hænger fast i deres barndoms traumaer og har meget svært ved at komme ud af dem ----
det nager dem hele livet --og der gavner piller ikke ---og heller ikke de selv hjælps teorier man lærer
så ja livet kan være svært----indtil man får det lært --og hvad der er godt for mig
er ikke sikkert det er godt for dig.