Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
hvor ramte det mig meget alt det du skrev, for det er så rigtigt.
Og du taler til den lille del af fornuft, som jeg har haft i mig igennem forløbet.
Jeg er blevet meget fokuseret på, at det er MIG, der er i fokus, og at jeg skal komme ovenpå. Især før jeg kan forholde mig til andre.
Jeg har gået og tænkt rigtig meget på, hvad psykiateren mon kan tilbyde mig af hjælp. Men jeg må bare tage tingene som det kommer, og så prøve at holde mig ovenvande så længe.
Jeg tænker meget på de selvskadende tanker som noget udefrakommende, som ikke har noget direkte med mine følelser at gøre. Dvs. at jeg ikke skal handle efter dem, fordi de er en del af "sygdommen" og ikke en del af mig. Men det er godtnok svært at holde mig cool. Men jeg har mit mantra om, at det hele nok skal blive bedre, og at jeg snart får hjælp.
Men jeg er bare fuldstændig frustreret over, at jeg ikke føler mig sikker på, at jeg ikke vil tage piller igen, eller gøre noget andet fuldstændigt dumt. Det er virkeligt underligt at skulle erkende, at jeg ikke har fuldstændig kontrol over mig selv.
Jeg synes det er en god måde, som du skriver om "følelsen" på. For det føles præcist som et skrig jeg har indeni. Jeg har lyst til at løbe rundt, slå mig selv i hovedet og skrige. Måske skulle jeg prøve det i stedet for piller ;-).
Jeg tror, at jeg kunne have helt vildt godt af noget akut kropsterapi. Jeg har trænet rigtig meget og lavet en masse øvelser for at prøve at slippe af med noget af overskudsenergien, men det har desværre ikke virket.
Så jeg sover, drikker the, er i nuet og prøver mig frem med det, som telefonrådgiveren hos psykiatrifonden kaldte mindfullness. Det handler om, at tænke på det man har i nuet, og ikke tænke fremad på ting, som giver angst.
tanker fra en meget frustreret Oktober
Jeg har desværre tabt tråden, og jeg er bange for, at jeg burde læse det hele igen, for at jeg kan overskue det.
Men du får lige et lille pip fra mig alligevel.
Jeg læser, at du har haft det forfærdelig dårligt, og at du har været på sygehuset efter at have taget for mange piller og at du har selvskadende tanker.
Jeg læser også om den onde følelse i maven, og at du godt kan vedkende dig Helenes betegnelse for den, nemlig at du har et skrig indeni.
Depression kan jo godt på en vis måde anses for at være indadvendt aggression eller vrede. Hvis du kan finde måder, hvorpå du kan kanalisere din vrede udad, uden at det går ud over hverken dig selv eller andre, så er du på rette spor.
Under mine depressioner kunne jeg godt til at begynde med have det lidt ligesom en bil, hvor der blev trådt både på speederen og på bremsen på én gang. Speederen var al den energi, jeg investerede i at løse mine problemer og kæmpe for at få det bedre, og bremsen var al min vrede, som jeg desværre ikke kunne finde ud af at rette udad, men i stedet rettede indad i mine forsøg på at tage mig sammen og give mig selv skylden for alting. Til sidst fik bremsen magten, og jeg lå passivt tilbage, fuldstændig blokeret, hæmmet, én stor knude af modsatrettede kræfter. Og knuden mærkedes netop i maven, akkurat som et skrig!
Hvis jeg var dig, ville jeg bruge den overskudsenergi, du også skriver om, at du har, til at forsøge at vende aggressionen udad, i stedet for som nu at vende den mod dig selv i form af selvskadende tanker og handlinger.
Da jeg gik hos en psykolog, der brugte kropsorienteret psykoterapi, bad hun mig slå løs på en madras med en tæppebanker, mens hun opfordrede mig til at bande og skælde ud på de mennesker, der havde gjort mig ondt.
For mig virkede det.
Allerede under de første depressioner, dengang jeg var ung og ikke fik terapi, begyndte jeg at gå ture, og jeg gik tit og slog i sneen eller i jorden med en pind, og efterhånden begyndte jeg også at gå og råbe og bande i skoven eller ved stranden, når det var blæsevejr, og ingen kunne høre det, fordi larmen fra bølgerne og træernes susen overdøvede min råben. Det hjalp mig meget.
Men bedst var psykologens metode, fordi seancerne med tæppebankeren endte med, at min vrede gik over i udmattelse og gråd, og psykologen omfavnede mig og sagde: ”Ingen skal nogen sinde mere gøre dig ondt”
Jeg havde helt bestemt en fornemmelse af, at det hjælper at få rettet vreden udad, hvor den hører til. Man kan sagtens finde metoder til dette – også uden at man behøver konfrontere de mennesker, der har gjort én ondt.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen
Ja, det er vigtigt at holde fast i den logiske, rationelle side af sig selv, så man ikke drukner i følelserne. Man kan sige, at den logiske, rationelle side er den voksne del. Alle de overdimensionerede, ukontrollerede følelser er 'barnets følelser'. Det vil sige, at det er 'gamle følelser' du har haft med dig siden barndommen og som stadigt er aktive, fordi de er ubearbejdede. De er ikke relevante eller ønskelige at have med dig fremover i dit voksenliv, så spørgsmålet er, hvordan du får givet slip på dem. For mig kunne det lade sig gøre, når jeg fik koblet dem til oprindelsen – altså til det, der engang skabte dem. Så kunne følelserne placeres hos de mennesker og i de situationer, der skabte dem og derved mistede de deres styrke og magt over mig og blev fortid.
Fordi følelserne aldrig kom frem dengang, er de stadigt levende. Fordi de har været spæret inde så længe, er de ukontrollerede, når de endeligt slipper fri. Man kan sige, at de skal føles, forstås og placeres på rette tid og sted og overfor de rette personer - med tilbagevirkende kraft. De skal sendes tilbage til og kobles sammen med fortiden, så de ikke længere bliver ved med at være en del af din nutid og fremtid.
De selvskadende tanker er noget udefrakommende. De blev skabt. af oplevelser, som andre gav dig. Derfor skal de sendes tilbage til den eller de personer, der skabte disse tanker og følelser i dig. På den måde bliver de selvskadende tanker eller følelser pludseligt til noget, der rammer en anden person og ikke dig selv. Så er de ikke længere selvskadende men skadende. Og det kan skabe angst, for man ønsker typisk ikke at skade andre – ikke engang i tankerne. Men du er engang blevet skadet af andre mennesker og det har man bevidst eller ubevidst et ønske om at sende tilbage. For det er ikke rimeligt, at man bliver ved med at beholde det og tage imod det, når det er så uønsket. Du kan med god samvittighed returnere det og sige, at du ikke længere vil have det. Det er deres.
Så det Kameliadamen skriver, er fuldstændigt rigtigt: Nogle depressive følelser handler om indadrettet aggression. Angst handler også ofte om, at man frygter sin egen fortrængte vrede. Når man har oplevet krænkelser og overgreb, så er det uundgåeligt, at man har rigtigt meget vrede i sig. Men som barn kunne man ikke komme af med den og få afløb for den, så man rettede den mod sig selv (skyldfølelse er bl.a. indadrettet vrede). Men aggressionerne skal ikke længere gå ud over dig. Du har brug for at finde andre måder at kanalisere vreden ud på. Først og fremmest ved at placere følelserne, hvor de hører hjemme: Nemlig hos de mennesker, der skadede og krænkede dig. Derved kan trangen til at skade dig selv blive mindre.
Det er en utroligt ond cirkel, for selvskadende adfærd giver indre smerte, angst, skyld og skam. Præcist som man ville føle, hvis man skadede et andet uskyldigt menneske. For at slippe af med disse følelser, skader man så sig selv og sådan kan det fortsætte. De følelser, der får én til at skade sig selv opretholdes og forværres af den selvskadende adfærd.
Men depressionen og det indre skrig er sikkert også skabt af sorg. Såvel vrede som sorg dræner og tynger én, hvis man ikke kan komme af med dem. Disse energier skal afreageres og kanaliseres ud på én eller anden måde, som du kan håndtere og lære at kontrollere og udholde. Først når den negative energi er kommet ud, kan der blive plads til positiv, livgivende energi.
Piller og alkohol kan man se som et forsøg på at bedøve det indre barn, så det tier stille. At skade sig selv er at skade det indre barn. Måske man endda forsøger at slå barnet ihjel. Det siger sig selv, at det ikke hjælper og kun gør alting værre. Desuden kan det ikke lade sig gøre. Barnet behøver tværtimod omsorg, varme, nærvær og kærlighed – og man skal selv lære at give barnet det, det har brug for. Man skal lære at være en god forælder for det og lære at elske det. For det fortjener det så meget.
Det er en god idé med kropsterapi. For mit eget vedkommende har jeg her i vinters fået fire sessioner med rosenterapi. Det medførte to enorme fysiske gennembrud, hvor der virkeligt blev løst op for noget.
Jeg håber, at du og din psykiater får fundet en god løsning, så du får den hjælp og behandling, du har brug for.
Mange hilsner Helene
Og som ham fra den græske myte, hvis skæbne er, at rulle en sten op ad en bakke for evigt. Jeg ville et eller andet sted ønske, at jeg vil blive rullet over af stenen, så jeg aldrig mere skal skubbe til den. Også selv om det betyder, at jeg bliver helt kvæstet af det. For så får jeg i det mindste lov til at sove.
Og samtidig, så ved jeg, at angsten er som en bi. Det bedste jeg kan gøre er at sidde helt stille mens den flyver rundt. For så snart jeg begynder at vifte med armene, så bliver den farlig og stikker.
Men, men, men...
Jeg er totalt usammenhængende, og jeg kan det ene øjeblik tænke helt rationelt og fornuftigt og det næste ikke have lyst til andet end noget, der bringer mig utroligt meget smerte, som kan overskygge den følelse, som jeg har indeni.
Hvis jeg kunne græde, ville jeg kunne føle, at jeg græder følelsen ud. Og de første tre dage efter sygehuset kunne jeg ikke andet end at græde. Men nu er det helt forsvundet g jeg er igen fanget med skriget. I ved, det fra maleriet.
Men jeg prøver at holde vulkanen fra et udbrud, og stoler på, at min psykiater kan hjælpe mig på tirsdag med at finde ud af, hvordan vi modvirker et vulkanudbrud, der dækker hele mit liv i aske og gløder. For jeg vil gerne have et sted/liv at vende tilbage til, når udbruddet er overstået.
Så som sagt, så prøver jeg at hænge i!
Jeg ved godt, at trangen til selvskade ikke forsvinder med logiske tanker. Men derfor kan de alligevel ét eller andet sted måske hjælpe på længere sigt. Så logisk set er det ulogisk, når man prøver at fjerne én smerte med en anden. Det giver i stedet dobbelt smerte.
Jo, jeg kender maleriet - Skriget. Det tavse skrig. Der er meget, der vil ud. Det kan føles som om, man går i stykker men i virkeligheden er det livgivende, når følelserne får lov at komme ud. Det er ikke det, man giver slip på, der gør ondt - det er så længe, man krampagtigt holder fast, det bliver ved med at gøre ondt. Man frygter at gå i stykker - men i virkeligheden bliver man mere hel.
Du er bange for, at vulkanen går i udbrud og lægger dit liv i aske. Det vil ikke ske. Din underbevidsthed vil aldrig lade det ske. Den har kun til hensigt at skabe overlevelse - ikke det modsatte. Så i virkeligheden handler det måske mere om Fugl Phøniks, der stiger op af asken. Det gamle må forgå, for at nyt kan opstå.
P.S.: Får du på et tidspunkt lyst til at læse noget (også for at holde fast i det rationelle), så er der f.eks. en bog, der hedder 'Føniksprocessen' af Elizabeth Lesser. På bagsiden står: 'Føniksprocessen er villighed til at åbne sig og lade forsvarsværkerne falde midt i forandringer eller krise, for som den mytologiske fugl at kunne rejse sig af asken af fortidige fejl, misforståelser og lidelse'.
KH Helene
jeg tror jeg vil låne bogen på biblioteket. Skal bare lige tage mig mod til at komme derned. Har ikke turdet endnu, selv om jeg har boet her i byen i 4 år snart. Men jeg må lokke lidt med min veninde og slæbe hende med. Det vil hun sikkert gerne.
Jeg ringede og talte med psykiatrifondens telefonrådgivning her i går eftermiddags, fordi jeg bare var helt fuldstændig rundt på gulvet og var ved at blive kvalt i frygt for, hvordan jeg i et enkelt dumt øjeblik kunne ødelægge hele mit iv.
Hun var rigtig god at tale med, og hun fik mig til at indse, at jeg ikke er ved at blive sindsyg, men at det er en naturlig reaktion på at være igang med at åbne op for så mange års livshistorie med masser traumer.
Hun anbefalede mig at tage en afslappende pille, for at falde lidt ned. Og efter jeg havde taget den og spist aftensmad faldt jeg i søvn kl. halv otte og har sovet til kl. otte i dag. Og det var rigtig dejligt bare at slappe af i mit hoved. Det var utroligt tiltrængt.
Nu vil jeg ned og træne og så hjem og sove en helt masse mere og flygte fra mig selv. FOr jeg tror, at det er det, jeg har allemest brug for lige nu...
Det var godt, at du kunne få noget akut hjælp og beroligelse hos Psykiatrifonden. Nej, du er bestemt ikke ved at blive skør - selvom jeg ved, at man kan frygte det. Det er en naturlig fase eller reaktion, som du også fik at vide. Det fortsætter ikke sådan.
Jeg har altid haft et stort søvnbehov men under denne proces har det været endnu større. Det er også en måde at genoplade på. En flugt fra sig selv måske, men i så fald en nødvendig flugt. Man har brug for meget ro og hvile for at kunne restituere.
Hvis du har lyst til og råd til at købe nogle bøger af og til, så kan jeg anbefale den bogklub, jeg er medlem af. Der er god inspiration at hente. Fik lige medlemsbladet i går og så at Føniksprocessen er på tilbud i denne måned. Det mærkelige er, at jeg først så medlemsbladet og tilbudet efter jeg havde nævnt bogen for dig. https://www.psykeogsjael.dk/webapp/wcs/ ... ctId=37085
Mange hilsner Helene
Jeg kan ikke forstå, at angsten gør mig så frustreret og bange.
Måske er det fordi jeg generelt set har et meget stort behov for at kontrollere alt, og jeg er ved at indse, at jeg slet ikke har kontrol over angsten og mine følelser.
I en periode har jeg følt, at jeg kunne styre angsten og passe den ind i mit liv. Men det var indtil depressionen kom og tog de sidste kræfter fra mig.
Så nu skal jeg arbejde på at acceptere, at tingene ser sådan her ud for mig.
Og slappe helt af, så jeg kan få energi til langsomt at begynde at finde tilbage til livet igen. Og til at kæmpe imod tankerne om at følge alle de dumme løsningsforslag, som automatisk dukker op i mit hoved ligeså snart jeg mærker følelsen af at blive kvalt inde fra. Eller når jeg mærker stress over at tingene pludseligt ikke følger mine planer.
Jeg kan mærke at jeg siden i går er rykket et stort skridt nærmere at have masser omsorg for mig selv, og det giver mig lidt mere energi til at kæmpe.
Men der er langt vej endnu. Jeg føler mig ekstremt ude af balance, og at jeg ind i mellem helt mister forbindelsen til mig selv, og lader alle de dumme tanker tage over. Men et lille skridt på to dage tyder på, at jeg vil rykke mig mere i den rigtige retning i løbet af de næste par dage. Jeg håber bare, at jeg ikke løber tør for energi til at kæmpe, for det lille skud energi, som jeg har fået i dag, har mere eller mindre været livsnødvendigt for mig.
Tænk sig så lidt der skal til at redde et menneskeliv...
Det er fantastisk at sove :-) Desuden så arbejder underbevidstheden også på problemløsning under søvnen, så der er flere grunde til, at søvn er helende og restituerende.
Du forstår ikke, at angsten gør dig så frustreret og bange. Det er der gode grunde til.
Du er i en situation lige nu, som du ikke kan kontrollere på den måde, du plejer at skabe kontrol på. Formentligt har du hidtil kunnet føle kontrol, fordi du mere eller mindre har kunnet lukke af for dine følelser (eller overhøre dem eller omfortolke dem eller erstatte dem med andre følelser). Nu kommer de fortrængte følelser op til overfladen og da du kan ikke kontrollere dem og du er bange for dem. Ergo skaber det angst.
Hele denne nye livssituation er jo i sig selv et kontroltab. Du har taget et skridt ud i det ukendte. Dette kontroltab, vækker følelsen af alle de andre kontroltab, du har været ude for igennem dit liv. Når man har været udsat for overgreb, har man været udsat for ekstreme kontroltab. Derfor har det været så vigtigt igennem livet at forsøge at have utroligt meget kontrol over tingene, så man ikke igen får følelsen af kontroltab. Følelserne fra alle tidligere kontroltab, blander sig sammen med følelserne fra nutidens kontroltab. Derfor bliver angsten så voldsom, for det er alle kontroltab i fortid og nutid, der smelter sammen og forstærker hinanden. Derfor kan det også være så svært at skelne 'de gamle følelser' fra nutidens følelser.
I din barndom oplevede du i situationer med kontroltab nogle meget stærke negative følelser, der var meget svære at rumme. Disse følelser er du klart nok bange for at mærke igen. Når de kommer tæt på, så kommer angsten også. Angstens funktion er at beskytte dig mod at mærke disse følelser igen. Desværre er det bare ikke denne form for beskyttelse du har brug for længere.
Nu har du brug for at finde andre og mere hensigtsmæssige måder at få kontrol på. Den bedste måde at have reel kontrol på er at overvinde angsten, så man kan lære at rumme og acceptere sine følelser. For hvis man ikke er bange for at mærke sine følelser, så er der ikke nogen angst.
Når det er sine egne følelser, man frygter, så kan man virkeligt se, at det er sandt, når man siger, at man ikke kan flygte fra sig selv - for følelserne har man jo med sig hele tiden. Processen går derfor ud på, at du lærer at rumme og kontrollere dine egne følelser. Samt lærer at acceptere, at mennesker har potentiale til at føle ALLE følelser. Også følelser som vi finder uacceptable, forkerte, pinlige, smertefulde, ubehagelige o.s.v. Det betyder også, at man er nødt til at rykke sine grænser for, hvad der er rigtigt og forkert, acceptabelt og uacceptabelt og det kan også give meget angst.
Du havde lært at leve med din angst – men så overtog depressionen i stedet for. Jeg synes ikke, det er mærkeligt, for når man lader sit liv styre af angst, så vil tilstanden forværres på den ene eller den anden måde. Når man er hårdt presset, så vil man få et symptom af en slags. Lærer man at leve med dette symptom, så får man jo ikke løst det problem, der ligger til grund. Ergo må sindet tage skrappere midler i brug, som ikke kan overhøres, så problemet kan blive løst. Éns overlevelsesdrift kræver, at det bliver løst, fordi det er nødvendigt for overlevelse.
Mennesket har en utrolig selvopholdelsesdrift. Såvel krop som sind har også en fantastisk selvhelbredende kraft i sig og vil altid stræbe efter overlevelse, balance og sundhed.
Mange hilsner Helene
Jeg synes bare, at det er utroligt svært at skulle acceptere en forringet livskvalitet, som skyldes noget, som jeg ikke har kontrol over. Især hvis det skyldes ting, som er blevet gjort ved mig i løbet af min barndom. Jeg føler utroligt meget vrede over, at jeg står med de her problemer i dag, for hvor ville jeg bare ønske, at jeg havde mere energi til at leve det liv, som jeg drømmer om. Men på den anden side, så kan det nåes endnu, for jeg er trods alt stadig ung. Og jeg kan også opnå det jeg vil, bare på et lavere niveau.
Men jeg kan mærke min krop sitre af modvilje over for at acceptere, at tingene skal være sådan her. Den side af mig, har bragt mig i mange konfrontationer og oprør igennem mit liv. Men det er enormt vigtigt for mig, at kæmpe, når jeg kan mærke, at der sker noget uretfærdigt. Jeg føler ikke, at det er berettiget, at jeg skal have det sådan her. Og jeg nægter at acceptere, at mit liv skal styres af det her. Og det er denne drive, der gør, at jeg er kommet så langt i mit liv indtil nu. Men det er også den der gør, at jeg er så splittet lige nu, hvor jeg skam omdefinere kampen.
Jeg skal ikke længere kæmpe imod mine følelser, men jeg skal kæmpe med dem og finde ind til kernen af dem. Jeg tænker meget over det, som en af jer skrev med, at man ikke an bekæmpe en depression med det, som den er kommet af.
Du beskriver rigtig fint, hvordan mine følelser fra tidligere bliver blandet med mine følelser i dag. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at mine følelser primært er de samme som dengang. Fx. er den følelser jeg får, når de ikke har det brød, som jeg plejer at spise hos købmanden, den samme følelse jeg havde, da mine forældre alligevel ikke havde tid til at deltage til skolefesten i 4. klasse. Det er den samme frustration, som jeg dengang udlevede ved at kaste rundt med ting, skrige og græde.
SÅ der er i hvert fald et link omrking min måde at håndtere problemer på.
Jeg har aldrig lært hvordan jeg håndterer dårlige følelser, så derfor går jeg i panik når de opstår. Og mit eneste middel er vold. Enten psykisk mod andre, fysisk mod materielle ting eller selvstraffende i mod mig selv. Det er helt klart kernen i mit reaktionsmønster, og et helvede, som jeg utroligt gerne vil slippe ud af.
Men hvordan accepterer man, at hele ens verden er blevet hældt ud på gulvet, og skal samles helt forfra? Og hvordan ved jeg, at jeg får samlet den rigtigt?
Masser tanker fra en træt Oktober