Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg gik hos en NLP- og hypnoterapeut, der også har en teoretisk psykologisk viden.
Jeg er et helt sikkert et andet menneske i dag, end jeg var for 5 år siden. Og så på en måde alligevel den samme :-) Personligheden har jo ikke ændret sig - det er kun følelserne og dermed mine reaktioner og de muligheder, jeg føler, at jeg har i mit liv.
Tidligere levede jeg i en glasbobble og alt forekom at være umuligheder. I dag har jeg fået meget mere jordforbindelse og kan som sagt mærke mig selv og føler, at jeg altid har handlemuligheder. Dog mangler jeg stadigt at falde helt på plads i min krop og få kontakt til den fysiske energi. Men det skal nok komme.
Jeg var meget heldig med, at jeg fandt den rigtige behandler i første forsøg og kunne gennemføre hele forløbet hos ham. Jeg havde brug for at få det 'overstået' én gang for alle. Men jeg har hørt om andre, der også har haft flere forskellige behandlere. Nogen har brug for at tage det skridt for skridt og arbejde med én problemstilling af gangen.
Det vigtigste er, at kemien er i orden, så man kan få tillid, så man også kan åbne sig.
Jeg har ikke selv prøvet at gå til en psykolog. Problemet kan (efter hvad jeg har hørt) være, at (nogle) psykologer kan være for teoretiske. Ligeledes ved jeg, at mange psykologer simpelthen ikke tror på eller ikke forholder sig til begrebet fortrængninger og det mener jeg selvfølgeligt er helt katastrofalt. Skal terapi virke, er det helt nødvendigt at komme i kontakt med underbevidstheden - og man har slet ingen anelse om, hvor meget underbevidstehen gemmer.
Udfra det du har skrevet, lyder det som om, at din psykiater har en anden tilgang til tingene. Jeg kender én, der gik til samtaler hos en psykiater i flere år og det hjalp hende et rigtigt godt stykke videre. Denne psykiater havde den holdning, at medicin ikke hjælper på PTSD og personlighedsforstyrrelser, så hun slap faktisk for medicinering (som hun bare ikke ville have). Senere kom hun til en psykolog, hun nu har haft i flere år og som hjælper hende rigtigt godt.
Jeg vil også prøve, om jeg kan få lavet lidt praktisk i dag. Og så skal jeg se, om jeg kan få løst problemerne med min printer, så den kan komme til at fungere igen. Øv, når den slags pludseligt bare ikke virker :-/
Også god onsdag til dig :-)
KH Helene
Jeg er ved at gennemarbejde en helt masse ting med min psykiater, og det er slet ikke nemt, at der ikke er nogen overordnet tråd i vores samtaler, fordi vi tager tingene som de dukker op. Og det er jo klart en naturlig måde at gøre det på, men jeg tror mit problem med det er, at jeg går og venter på et quick fix, altså noget, der kan klare alle mine problemer på et par uger, så jeg kan komme videre. For lige nu, står jeg for aller første gang helt på egne ben, og det er rigtig skræmmende at skulle træffe de rigtige valg, når man skal balancere lyster, behov og følelser.
På én eller anden måde, så ved jeg ikke hvornår det hele rykker, og hvordan det kan virke på min angst og depression, at jeg snakker om mine forældre og mine barndomstraumer, for jeg kan ikke linke det til her og nu, og kan ikke forbinde det til de følelser, som jeg har nu og her.
Det er mystisk som jeg kan være helt fattet og rolig, når jeg synes jeg har styr på tingene, men hvordan jeg pludselig kan blive grebet af den angst, der driver mig til at skrive herinde, og som får mig til at føle, at jeg er igang med at falde ned fra 20. etage, og som giver mig lyst til at gøre alle mulige dumme ting. Delvist som et råb om hjælp, så nogen kan tage ansvaret fra mig, og tage alle de svære valg ud af mit hoved, og delvist for at fjerne angstfølelsen og straffe mig selv for ikke at kunne tage mig sammen til at gøre noget ved alle de her ting, selv om jeg ingen anelse har om, hvad jeg kan gøre ved det.
Jeg er helt klar over, hvad jeg ville sige til den person, der havde skrevet det her indlæg, hvis det ikke havde været mig selv. Men pludseligt tror jeg ikke længere på de der ting med, at det nok skal gå, og at det bare skal have tid. Måske fordi jeg har givet det hele min ungdom indtil nu, uden at føle, at der er sket ret meget. Og måske bare af ren og skær utålmodighed od stress over det liv, som jeg kan se køre afsted uden med.
Jeg håber på, at dagen i morgen bringer mig mere energi og solskin
Det er godt at høre fra dig igen.
Du skriver til sidst: ”Jeg er helt klar over, hvad jeg ville sige til den person, der havde skrevet det her indlæg, hvis det ikke lige havde været mig selv.”
Jamen, sådan er det tit. Jeg har tit følt, at det hjalp mig at fortælle om mine problemer for andre. Mange gange var det egentlig ikke så meget de andres råd, der hjalp mig. Det var mere det, at jeg undervejs i beretningen selv fandt ud af, hvad jeg ville gøre!
Alligevel er der et par ting, jeg godt kunne tænke mig at sige:
1. Fra min studietid har jeg MEGET dårlige erfaringer med den form for dobbeltplanlægning, du tilsyneladende har. Din orlov fra studiet er åbenbart både rekreation og læseferie. Jeg husker, at den dårlige samvittighed over, at jeg fik lavet for lidt, plagede mig så meget, at jeg ikke fik slappet af, og altså heller ikke kunne komme til kræfter. Hvis jeg var dig, ville jeg starte med at holde HELT fri. Hvis du giver dig selv lov til at holde helt fri, så får du ikke dårlig samvittighed, og det er en KÆMPE lettelse.
”Jamen, jeg skal have læst det pensum”, vil du naturligvis sige. Men frem for at lade dig plage af det pensum fra nu af og til 1. september, er det bedre at BESLUTTE dig for et bestemt tidsrum, hvor det skal læses, sådan at du kun bliver plaget af det pensum i den tid, det tager at læse det!
Og i hvert fald er det en god ide at holde fri, når andre holder fri. Mange andre tager 10 dages påskeferie ligesom skolebørnene. Det synes jeg også, at du skulle gøre.
”Jamen, hvad i alverden skal jeg lave, når jeg holder fri?”, vil du så spørge.
Dertil vil jeg svare, at du skal foretage dig noget, der giver dig glæde og energi. Og hvad det er, kan vi andre jo ikke vide. For mig er det havearbejde og læsning af romaner. I går var jeg lidt stresset, men alligevel gik jeg i haven en times tid. Jeg kunne mærke, hvordan roen og kræfterne kom tilbage, når bare jeg gik fredeligt og pillede lidt ukrudt op her og der og gik rundt og kiggede på, hvordan påskeliljerne står i knop, og fra dag til dag kan jeg se, at deres stilke bliver længere.
Der må være noget lignende, du kan gøre, som giver dig energi og ro i sjælen!
2. Jeg tror ikke, at et terapeutisk forløb nogen sinde har karakter af en pludselig bedring. Jeg tror, at det er en proces, hvor man ikke lige kan se, hvad der udløste bedringen. Det plejer at være noget, der kommer gradvist.
3. Du føler, at du står så alene og skal træffe mange svære valg. Men prøv at træde et skridt tilbage og betragt din situation. Hvad ville der egentlig ske, hvis du traf det forkerte valg? Hvad ville være ”worst case”?
Ville der ikke bare ske det, at du fandt ud af, hvad det rigtige var, men bare lidt senere? Altså at du blev lidt forsinket? Fra min høje alder kan jeg godt undre mig over, at jeg selv havde så travlt, da jeg var i tyverne. Der var jo masser af år til at udrette det, jeg gerne ville. For mit vedkommende har det mere været al min anstrengelse og mine mange forsøg på at presse mig selv, der har spændt ben for mig. Hvis jeg havde givet tingene lov til at udvikle sig selv, ville jeg have opnået mere, tror jeg.
4. Og så vil jeg gerne sige, at al snak om ”at tage sig sammen” eller endda ”at straffe sig selv for ikke at tage sig sammen”, som du skriver om i dit indlæg her ovenover, er af det onde!
I din orlov vil jeg mene, at du kan BESLUTTE, at du vil gøre noget bestemt, og du kan BESLUTTE, at du bare vil holde fri, men din orlov er intet værd, hvis den gå med at tage sig sammen og have dårlig samvittighed!
Rigtig god påske-FERIE!
Kameliadamen
Jeg kom til at tænke på en gammel anekdote:
Der var to munke, der var på vandring.
Nu var det en meget streng munkeorden. Det var f.eks. forbudt at tale sammen, så de to munke vandrede side om side uden at mæle et ord.
En morgenstund kom de til et vandløb, som de var nødt til at vade over. Men… oh, skræk! Der stod en ung, smuk kvinde ved flodbredden. Hun skulle også over floden, men hun turde ikke vade ud i vandet.
Og når det var forbudt at tale, så kan I nok tænke jer, hvordan det var i den munkeorden med munke og kvinder! Så hvad gjorde de nu?
Resolut greb den ene munk kvinden i sine arme og bar hende over floden. Ingen af de to munke sagde noget, for det måtte de jo ikke.
Da de kom over på den anden side, skiltes de tre. Kvinden takkede og gik i den retning, hun skulle, og de to munke fortsatte deres rejse.
Da det blev aften sagde den anden munk pludselig: ”Hvordan kunne du dog bære den kvinde over floden? Vi må jo ikke røre ved kvinder!”
Hertil svarede den første munk: ”Jeg rørte kun ved kvinden i den tid, det tog at bære kvinden over floden. Men du har gået og båret rundt på hende hele dagen!”
Det kan godt være at historien ikke er helt parallel til din situation vedrørende det pensum, du skal have læst inden 1. september. Men der er et lighedstræk: Bær endelig ikke rundt på det pensum fra nu af og til 1. september!
Mange hilsner
Kameliadamen
Godt at høre fra dig igen :-)
Den første tid i et terapiforløb er meget forvirrende. Man forstår ikke rigtigt, hvad der sker og om der i hele taget sker noget. Det er tydeligt for mig at se, i det du skriver, at der sker rigtigt meget for dig. Men det tager tid, inden man får overblik og får skabt de strukturer i dagligdagen, der gør, at man føler, at det er én selv, der kontrollerer processen og ikke omvendt.
Det er klart, at du føler, at du er hægtet af verden, der bare suser af sted. Men i stedet for at stå på sidelinien og ærgre dig over, at du ikke suser med, så kan du stå på sidelinien og sige 'Puha, godt det ikke er mig'. Altid at have travlt og skulle nå ét eller andet er ofte en flugt fra sig selv. Du giver dig selv en enorm stor gave: Nemlig muligheden for at holde op med at flygte og i stedet lære dig selv at kende og slippe din angst og frygt.
Min terapeut sagde til mig: 'Du har al den tid i hele verden, du har brug for'. Og det er sandt. At have tid og ro til at tænke og mærke sig selv, kan udgøre forskellen mellem at eksistere og at LEVE.
Et terapiforløb og arbejdet med psyken er aldrig et quick fix. Det har taget lang tid at skabe og opretholde de problemer, du har. Derfor er det det lange seje træk, der virker og er langtidsholdbart. Det er både en bearbejdelses-, udviklings- og læringsproces. Det går ikke så hurtigt, som man kunne ønske sig. Min terapeut måtte gentagne gange fortælle mig, at nu var det jo altså ikke 'bare lige' en tobaksafvænning, vi var i gang med (som hypnose jo ofte bruges til).
Når man er traumatiseret, har man levet et liv med et overspændt nervesystem. Det tager tid, før nervesystemet begynder at give slip og kan slappe af. Desuden skal man føle sig rimeligt tryg i sin nutid.
Jeg kender én, der aldrig havde forstået, hvorfor man skulle holde pauser i arbejdstiden. Der er jo altid lige noget, man lige kan/skal/bør ordne. En dag satte hun sig simpelthen ind i et andet rum i sin pause. Hun tvang sig til at blive siddende i hele pausen. Først kom rastløsheden og kedsomheden men efter nogen tid, oplevede hun pludseligt, at tankerne fjernede sig fra arbejdet og en helt ny fred sænkede sig over hende. Hun mærkede, at musklerne i kroppen løsnedes og hele nervesystemet begyndte at slappe af. Krop og sind fandt fred og hun blev fyldt med glæde og ny energi. For første gang gik det op for hende, hvad pause egentligt betyder.
Før i tiden kunne jeg ikke være ude i min have uden, at jeg lige skulle… der var altid lige et stykke ukrudt, der skulle fjernes eller noget andet, jeg 'bare lige' måtte gøre. Nu kan jeg sidde derude og bare kigge, tænke og nyde naturen i timevis og føle en utrolig indre ro og afstressning.
Hvis du slapper bedst af med at sove, så er det fint. Søvnen virker helende. Dels får nervesystemet ro; dels vil din underbevidsthed bearbejde nogle af de ting, du nok prøver at flygte fra i vågen tilstand; dels vil du i drømme komme i kontakt med nogle følelser, der giver mere jordforbindelse og dermed efterhånden mere fysisk energi; dels skaber drømmene kontakt til din underbevidsthed. Hvis du husker dine drømme, kan du med fordel skrive dem ned.
At du endnu ikke kan linke fortiden til nutiden er ganske naturligt. Foreløbigt handler det om at få alle de gamle spøgelser ud i lyset. Få sat ord på og komme i kontakt med dine følelser og lære at udholde følelserne. Efterhånden som du kommer dybere, vil der kommer flere følelser, mere virkelighed, indsigt og forståelse og så vil der begynde at dukke links op helt af sig selv.
Jeg tror, at alle der arbejder dybt med sig selv, genkender dit billede af at falde ned fra 20. etage eller tilsvarende. Det har været et tema i mine drømme lige fra starten. Hvordan kommer man ned uden at komme til skade eller uden at dø?
Billedet er et tegn på, at man mangler jordforbindelse og er ikke på plads i sin krop. Når man er traumatiseret (især af seksuelle overgreb), er man engang 'fløjet ud af sin krop' og er aldrig rigtigt vendt tilbage. At være 'adskilt fra sig selv' kan medføre meget angst, sorg, savn og smerte. Ved at tale traumerne igennem, gøre dem mere virkelige og udholde de svære følelser, begynder man langsomt at komme tilbage i sin krop og blive hel.
Ja, du har brugt din ungdom indtil nu uden at føle, at der er sket ret meget. Når det, du plejede at gøre ikke har virket, er der en stor sandsynlighed for, at det modsatte vil virke. Det vil skabe angst. Når éns tryghed har været baseret på overkontrol, så skal man ikke slippe kontrollen ret meget, før man føler, at man mister kontrollen. Derfor handler det om at få en ny form for kontrol – over kontroltabet.
Kontroltabet kan føles som frit fald ud i intetheden. Men det er det ikke. Du er bare begyndt at gå stille og roligt ned af trapperne. En dag står du sikkert og trygt hernede på jorden uden angst. Den dag er du klar til at deltage fuldt ud i livet – på dine egne betingelser og i dit eget tempo.
Kærlig hilsen Helene
Ikke for at være krakilsk, men jeg vil bare lige nævne, at det ikke er tilladt at reklamere her i Netdoktor debatterne.
Hilsen Helene
Hvis den reklamerende terapeut havde læst mine indlæg, havde hun ikke formuleret sin besked sådan.
Og til jer andre seriøse,
jeg havde helt glemt hvor godt det er at skrive herinde. For jeg ved slet ikke, hvordan jeg ellers skal komme af med de tanker, som jeg går rundt med. Af én eller anden grund orker jeg ikke, at skrive dagbog. Men måske jeg skulle kaste mig ud i det.
Lidt sund tankegang:
Lige nu slapper jeg af, og giver mig tid til at gøre præcist de ting, som jeg har lyst til. Og det så er at ligge under dynen hele dagen, gå en tur på havnen eller være sammen med mine venner.
Alle de praktisk ting skal ikke ordnes lige nu, dem udskyder jeg, og hvis folk ikke kan vente, må de selv ordne deres ting.
Jeg vil ikke påtage mig opgaver, som jeg ikke føler, at jeg har overskud til, selv om, jeg har lyst til at kunne gøre det.
Jeg går på jagt efter jordforbindelsen og en hverdag uden stress.
Min kæreste siger, at han kan mærke, at jeg er meget mere rolig nu, selv om jeg stadig har nemt ved at blive rundt på gulvet og stresset. Jeg er i højere grad rigtig glad, men kunsten er, ikke er bliver overmodig, og tro, at jeg kan alt, bare fordi jeg har en god dag. For jeg har budt min krop og sjæl på ting, som de ikke kunne holde til igennem de sidste mange år, så nu trænger de til en lang periode, hvor tingene foregår i deres tempo.
Mit yndlingsord lige for tiden er zen, for det er lidt det jeg søger. En balance i mig selv og i naturen, som betyder, at jeg er en del af verden og livet, og mindst af alt, at jeg deltager, men stadig har mig selv med i det.
Nå, jeg vil hoppe til køjs og nyde, at jeg ikke har en eneste plan for dagen i morgen andet end at huske at spise noget sundt og nærende.
Men jeg skriver lid tanker igen i morgen, hvis I kan holde til at høre på det?
Kh. Oktober
Jeg hører meget gerne mere fra dig :-)
Svarer dig rigtigt i morgen.
KH Helene
Jeg tillader mig at citere, skønt jeg dog har rettet et enkelt ord, som må være en trykfejl:
”Mit yndlingsord lige for tiden er zen, for det er lidt det, jeg søger. En balance i mig selv og i naturen, som betyder, at jeg er en del af verden og livet og mest af alt, at jeg deltager, men stadig har mig selv med i det.”
Men det er jo det, det hele drejer sig om !
Du kan selvfølgelig have skrevet ordene af efter en berømt zen-mester, men hvis ovenstående citat er noget, du for alvor mærker betydningen af, så ved du, hvad det drejer sig om, og du er på vej!
Så længe man har det så skidt, føler man sig isoleret fra omverdenen. Man står alene over for en omverden, der ingenting forstår. Nogle gange kan man føle sig som en livløs ting. Man kæmper en desperat og meget anstrengende kamp, som ender med at udmarve én totalt.
Men nu taler du om at deltage og være en del af verden og af livet! Og have sig selv med i det.
Og du har fuldstændig ret i, at du skal passe lidt på med i overmod at kaste dig ud i projekter og aktiviteter. Der er ingen tvivl om, at du kan. Men det er bedre at vente.
Det er bedst at vente, til du har fået det så godt, at du ikke behøver at kæmpe så voldsomt for at gøre de ting, du gerne vil udrette. Når man er i balance med sig selv, kan man opleve, at ting, man gerne vil lave, bliver gjort næsten af sig selv, uden at man anstrenger sig.
Jeg håber for dig, at du vil komme til at udfolde dig på dine egne betingelser, nøjagtig som en blomst, der folder sig ud, når den står midt i solens livgivende stråler.
Mange hilsner
Kameliadamen
Det er skønt at blive mindet om, at jeg skal tage tingene i mit eget tempo og huske på, hvorfor jeg har taget orlov. At det kun er for min egen skyld, og ikke for at kunne arbejde mere, eller være der mere for mine venner.
Jeg har tænkt meget over det med, at jeg har svært ved at finde ud af, hvordan terapien virker i forhold til min nutid.
Og i går aftes lige inden jeg faldt i søvn, fik jeg en åbenbaring. Når jeg sidder hos psykiateren, kommer vi ind på forskellige emner fra min barndom, og han formår at få mig ind på ting, som er ret svære for mig at tale om. De følelser jeg får frem, når jeg taler om de ting, de sidder jo et sted inde i min krop, siden de kommer frem. Måske er det alle de følelser, der har låst sig fast (tænkt meget konkret), og har hobet sig op. Og eftersom, at der har været rigtig mange ting igennem mit liv, som har givet mig ar på sjælen, så må der efterhånden være et ar, der er så stort, at det påvirker mig til hverdag. Så hvis jeg gennemlever de følelser igen, og opdager hvor arene kommer fra, og få genovervejet situationerne, så kan det være, at det hele bliver nemmere engang. Men wauw hvor bliver det en stor opgave at skulle igennem alle de ting.
Det er ikke ret opmundrende at tænke på, at jeg skal igennem alle de ting, og hvor utroligt langsomt det går med kun 40min om ugen. Men der er selvfølgelig meget mere arbejde i det, end den tid, jeg bruger hos psykiateren. Siden jeg var der sidst, har jeg haft det i kroppen, som vi har talt om. Jeg har ikke fået tænkt over det endnu, fordi jeg ikke har haft tid, men på én eller anden måde, føles det også som om kroppen skal bearbejde det før jeg kan tænke over det.
Er der én af jer, der har en idé til, hvordan man tænker? Jeg har selv overvejet følgende:
cykle en tur et smukt sted, svømme en tur, sætte mig på min sækkestol i stuens solhjørnet i stuen. Men på én eller anden måde kræver de to første måder for meget, og den sidste ting gør, at jeg typisk falder i søvn. Men hvis det kræver så meget af mig, er jeg måske slet ikke klar til at skulle tænke så meget endnu? Måske skal jeg bare bruge noget tid på bare at være, og så tage en tænker en dag inden jeg skal til psykiater igen om halvanden uge.
God mandag til jer