Man kommer jo ikke bare hen...

Helene2

Kære Oktober

Ja, hold da op, der sker noget nu :-) Når man går i den rigtige retning, så oplever man medvind :-) Skønt at det viste sig, at der var en så god løsning på det med eksamen og din uddannelse.

Nu har du jo så været hos psykiateren i dag. Jeg er spændt på at høre, hvordan det er gået.

Jeg kan genkende mig selv i dit syn på at tage et problem som en udfordring, der skal løses. Det er bestemt en gavnlig holdning også i forhold til at arbejde sig igennem sine traumer. Selvom det selvfølgeligt er en lidt forenklet fremstilling af det. Det er ialtfald ikke nok at løse problemet 'bare lidt' og få det 'lidt bedre' og så bare vende tilbage til det, man plejer at gøre. Der skal mere radikale forandringer til. Men man kan godt se bearbejdelsesprocessen som noget midlertidigt – det er en fase i livet, man må igennem, inden man kan komme videre og nå sine mål. Det er en fremadskridende proces og den må som sådan have en form for start og slutning, selvom den personlige udvikling jo aldrig stopper.

Ligesom Kameliadamen har jeg ikke meget tiltro til kognitiv terapi. Chok-traume terapi eller følelsesforløsende terapi er noget helt andet og det er det, jeg mener, at man har behov for ialtfald i forhold til en belastet opvækst.

I min terapi arbejdede vi meget med heling af 'det indre barn'. Jeg har som barn spaltet min personlighed i mange dele (meget almindeligt) for at kunne gøre 'det rigtige' eller 'det nødvendige' i enhver given situation. I terapien fandt jeg de fraspaltede dele af mig selv og kunne begynde at integrere dem og samle mig selv sammen til et mere helt menneske. Jeg lærte at give det indre barn kærlighed og positiv opmærksomhed. Efterhånden voksede det indre barn op, slap barnets følelser og blev mere og mere voksen.
Samtidigt brugte min terapeut også NLP-terapi, hvilket bl.a. handler en del om kropssprog og de signaler vi mennesker ubevidst sender ud til hinanden og ubevidst påvirkes af reagerer på. Derudover er NLP terapien også meget målrettet eller fremadrettet. Man får skabt nogle realistiske mål ud i fremtiden; får skabt en positiv fornemmelse af, hvordan man vil have det, når man har fået det godt, man får skabt nye handlemuligheder, så man får nogle redskaber til at kunne nå disse mål. Så på den måde fungerer den vel på en måde også som kognitiv terapi men det var sammenholdt med den følelsesforløsende terapi i forhold til fortiden.
Vi arbejdede også en del med den åndelige eller sjælelige side af helheden. Kroppen var også med, da man under hypnosen ofte tager udgangspunkt i kroppens følelser og skaber kontakt til dem. Det var jeg bare ikke klar til, så det kommer først nu i rosen-terapien. Alt i behandlingen tog udgangspunkt i mine ønsker og behov. Jeg lærte at, jeg selv skulle give udtryk for, hvad jeg havde brug for at arbejde med fra gang til gang.

Jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke kunne tænde og slukke min hjerne, som jeg gerne ville. Tankerne var der konstant og så var det bare med at få det bedste ud af det. Jeg skrev nærmest i døgndrift, for der var jo meget, der trængte til at komme ud. Jeg tænkte, at på et tidspunkt kan der jo ikke være mere derinde, så hellere få det ud så hurtigt som muligt, så jeg kunne komme videre.
Men selvfølgeligt har man behov for koble fra undervejs.
Meditation gav simpelthen angst, for det kræver netop, at man stopper tankerne og fastholder dem på her og nu og det var det modsatte, jeg havde brug for. Derimod brugte jeg meget visualisering til at skabe indre ro og komme mere i kontakt med mine følelser. Gennem visualiseringer kunne jeg både løse fortidige problemer men også skabe fremtidige håb og positive følelser.
Når det blev for overvældende med alle de tanker, så sov jeg fra det.
Udadrettede aktiviteter har jeg ikke kunnet. Al den gamle 'overstimulering' skulle ud, inden noget nyt kunne komme ind. Jeg har haft brug for at få så få in-put som muligt udefra, så mit nervesystem kunne få ro.
Efterhånden kunne jeg se nogle enkelte TV-programmer, der ikke krævede tankevirksomhed og dog var underholdende, så de kunne få mig til at koble lidt fra. Der gik længere tid, inden jeg f.eks. kunne se en film eller kunne begynde at læse igen. Igen var det noget med, at der simpelthen ikke var kapacitet til at fylde mere på, når der var propfyldt i forvejen.
Afhængigt af, hvordan du har det med det kropslige, kan massage også være med til at skabe afspænding og mental ro.
Naturen er altid helende. Om det er at sidde lidt udenfor eller om det er gå ture, betyder i den forbindelse mindre. Hovedsagen er at have fokus på skønheden i naturen og nydelsen af sol, fuglekvidder, dufte eller hvad det nu måtte være. Aktivering af sanseindtrykkene.
Fysiske ting som at tage en opvask etc. kan også være med til at skabe jordforbindelse.

De pauser man har brug for, må man tage på den måde, der føles mest rigtig for én selv. Man må prøve sig frem og finde ud af, hvad der virker for én selv.

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hej begge to,

endnu engang tak for jeres dejlige indlæg. Det er helt utroligt for mig, at se, at I kan sige så mange ting, uden at være "belærende" og virke som om I præcist ved hvordan jeg har det, for der er helt sikkert ikke to depressioner, der er ens. Ikke engang hos én selv!

Jeg må sige, at min psykiater er ret fantastisk. Men ikke en helt nem mand. Jeg fortalte ham om det med studiet, med at jeg følte mig meget deprimeret, at jeg lige nu har utroligt meget behov for at rykke mig, og få set alle min traumer i øjnene.
Jeg sagde til ham, at jeg var træt af løsningsfokuseret kognitiv terapi (selv om min gamle psykolog også var meget dygtig). Han bad mig om at forklare udførligt hvad jeg mente, og det får jo én til at tænke rigtig meget. Hos min psykolog kunne jeg fx. sige: Jeg tror at jeg har behov for det, men det det nok er bearbejdet nu. Men hos ham, godtager han ikke, at jeg bare siger det. Jeg skal forklare helt konkret, hvorfor jeg mener tingene er relevante, så han kan vurdere hvilken rolle tingene spiller hos mig, og hvorvidt de kan være med til at danne grundlag for hvordan jeg har det nu. Og jeg må indrømme, at jeg nok ubevidst har løbet lidt om hjørner med mine psykologer gennem tiden, mens jeg fornemmer, at han virkelig er skarp på mig.

Så nu har jeg fået en tid om ugen hos ham hver uge de næste mange uger. Og så siger han, at vi skal snakke ud fra, hvad der falder mig ind. For som han siger, at det også relevant, at de problemer vi tager op, har betydning for mig i hverdagen. Ellers er det svært at få noget konstruktivt ud af at tale om det. Så aller først tror jeg, at jeg vil lave en liste med ham over alle de "traumer" jeg har fra min barndom, så vi kan gå ud fra det.
Jeg var særlig imponeret, da han sagde, at jeg skulle fortsætte med samme dosis medicin, fordi det helt sikkert ikke var pga. for lidt eller forkert medicin jeg har det sådan, som jeg har det nu. Men det er fordi der sker rigtig meget i hovedet på mig. Og hvis en psykiater siger det, og ikke bare gi'r mere medicin, så må han være til at stole på :-)

Faktisk har jeg lige siden jeg var 16 haft tænkt på mit indre barn ind i mellem, for jeg ved, at det er dybt såret, fordi der aldrig er nogen, der har passet på det. Og når jeg bliver stresset eller ked af det, har jeg et barnligt reaktionsmønster, fordi jeg føler mig som mig selv som barn i de situationer. Ligeså magtesløs, når jeg ikke selv kan kontrollere det hele. Måske det var et rigtig godt grundlag at tage fat i i terapien...

Jeg har endnu ikke sagt det højt, men jeg er cirka helt sikker på, at jeg tager det halve år, og så må jeg bare satse på, at få godkendt min nye studieplan af universitetet. Jeg tror, at det bliver officielt, når jeg skal ringe til min chef og fortælle ham om det. Det er faktisk nærmest nok det værste, for jeg er helt vildt glad for mit arbejde. Og jeg er blevet spurgt personligt af min chef, om jeg ville have det, og opsagde det gode job jeg havde dengang for at tage det job, som medhjælper ¨på et forskningsinstitut. Men på den anden side, så er jeg så loyal over for dem, at jeg ved, at jeg er nødt til at være ærlig over for dem. Men de ved også allerede, at jeg ikke er helt på toppen, fordi jeg var syg en uge sidste år pga. depression, hvor jeg fortalte dem hvorfor. Så nu må vi se...

Hvor glæder jeg mig bare til at høre p3, læse bøger, sove, cykle, svømme, gå ture. Gøre lige det jeg vil og slappe af når jeg trænger til det. For første gang i hele min ungdom.

Jeg tror jeg vil prøve at lave en form for drømmerejse på mig selv i morgen, eller få min kæreste til at lave en på mig. Ved I hvad det er?

Puha, jeg har skrevet meget. Og allerede mens jeg skrev det her, blev jeg vildt meget klogere på mig selv.

Ikke underligt at jeg har behov for en beroligende pille at sove på i de her dage.

Rigtig god weekend til jer begge to,

Oktober

Helene2

Hej Oktober

Det er så dejligt, at du så aktivt kan bruge det, vi skriver :-) Noget af det første, jeg lærte i min terapi, var, at man aldrig kan sammenligne to processer. Alle mennesker er forskellige, arbejder forskelligt med tingene, har hver sine mål i livet og har brug for at lære noget forskelligt. Selvom der selvfølgeligt også er mange ligheder, kan man aldrig generalisere. Derfor bliver jeg selv så irriteret, når nogen vil forsøge at pådutte mig noget uden lydhørhed for, hvordan jeg har det og hvad jeg har brug for. Mange selvhjælpsbøger kommer med 'løsningen der virker for alle'. Det er vrøvl og sludder – ingenting kan hjælpe alle men alt kan hjælpe nogen.

Det lyder positivt med din psykiater. Min terapeut stillede også krav til mig. F.eks. skulle jeg lære at give udtryk for, hvad jeg selv havde brug for. Jeg fik heller ikke fik lov at tale udenom (en forsvarsmekanisme jeg brugte helt ubevidst). Hans krav om, at jeg på den måde selv tog ansvar for behandlingen, hjalp mig utroligt meget. Det vigtigste er selvfølgeligt, at du har tillid til din psykiater og synes om ham og føler, at han vil kunne hjælpe dig videre. Og så kan du få så hyppige samtaler gratis. Samt han forstår, at det ikke er p.g.a. medicinen, du har det som du har det lige nu. Det er jo guld værd.
Dog må jeg lige indskyde, at det for mig lyder som et meget stort krav, at du selv skal kunne forklare, hvordan fortidens hændelser påvirker dig i nutiden. Det er jo netop det, man i starten slet ikke er klar over (eller ialtfald ikke særligt meget) og har brug for hjælp til at afdække, så man gradvist opnår en større forståelse af fortidens konkrete indflydelse på nutiden. Meget af det, der skete i fortiden er fortrængt og ubevidst men påvirker alligevel følelsesmæssigt i nutiden.
Men selvfølgeligt skal man have et udgangspunkt i nutiden, der giver grundlaget for at starte samtalerne op, det er klart. Så det lyder bestemt som en god idé, at du starte med en liste over dine barndoms traumer. Det giver jo en god forståelsesramme og noget at arbejde ud fra.

Jeg er meget overrasket over, at du har haft en bevidsthed om dit indre barn, fra du var så ung. Min oplevelse er, at de fleste helt fortrænger eller fornægter det indre barn. Så det er utroligt positivt, at du allerede ved, hvad hun har brug for. Så vil du givetvis hurtigt kunne begynde at give hende det. Ja, faktisk er du jo allerede begyndt :-)

Følelsen af at stå i en situation og føle mig som et barn igen, kender jeg så udmærket. Den tror jeg faktisk, de fleste kender i én eller anden grad. Det er så modbydeligt. Heldigvis får jeg det ikke sådan længere. Barnets følelser er blevet bearbejdet, så jeg kan føle, handle og reagere som en voksen og udfra et voksent reaktionsmønster. Derfor føler jeg heller ikke længere den tidligere magtesløshed eller mangel på kontrol i sådanne situationer, for nu kan jeg kontrollere følelserne og situationen på en helt anden og bedre måde. Eller med andre ord – der er ikke længere nogen mennesker eller nogen situationer, der kan trykke på nogle knapper, der kalder barnets følelser frem igen og får mig til at føle mig lille. For de følelser er bearbejdet og sluppet og bliver derfor ikke længere trigget i nutiden.
Og ja – dette lyder bestemt relevant at tage op i terapien, for når du får det sådan, så viser det jo meget tydeligt, hvor der ligger nogle ubearbejdede følelser fra fortiden, som du endnu ikke kan forholde dig til som voksen.

Ja, det er synd, at du så må opgive dit gode job – men til gengæld tilvælger du så noget andet godt for dig selv. Noget langt mere vedvarende og grundlæggende. Det viser også, at du virkeligt er klar til at ofre noget for at gøre det godt for dig selv. Det er et meget vigtigt signal til din underbevidsthed om, at du virkeligt VIL det her og prioriterer din egen heling højest. Jeg er sikker på, at så skal der nok dukke det helt rigtige job op igen senere, når du er klar.

En drømmerejse… Det lyder som en form for visualisering? Har du prøvet det før? Visualisering har været en integreret del af min proces. Forestillingsevnen rummer en enorm kraft, derfor er det så vigtigt at bruge den som en positiv ressource og ikke skabe negative billeder, som man gør, når man går og bekymrer sig og den slags.

Det glæder mig så meget på dine vegne, at du endeligt giver dig selv tid og ro til heling og til bare at være og også til at nyde livet. Når det er første gang i hele din ungdom, så er det da vist også på tide :-)
Helt sikkert kommer der i al fald til at ske noget nu, når du begynder at holde orlov og får så hyppige samtaler. Det bliver et vendepunkt.

Også god weekend til dig :-)


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hejsa,

jeg talte med den ene af mine to chefer her i morges, og det gik rigtig nemt, til trods for, at jeg har været vildt nervøs for hvordan det skulle gå. Men han fortalte, at han havde gået et stykke tid, og overvejet, om han skulle tage en snak med mig, for han kunne godt mærke, at jeg ikke havde det godt, fordi jeg virkede til at føle mig meget presset, men han vidst ikke helt, hvornår han kunne tillade sig det. Så han var helt indforstået med det. Så nu er det næsten helt ordnet. Jeg har frameldt mig mine fag, og skal have skrevet en ansøgning i næste uge ang. at flytte rundt på mine fag.

Så lige nu nyder jeg min første dag i friheden, og har lidt med en kamp med mig selv om ikke at planlægge alt for meget, nu hvor jeg har tid. Og jeg har ikke engang været vågen i tre timer, men er allerede på vej ind på sofaen for at få en lur, fordi jeg er helt træt.

Tænk sig næsten et halvt år!

Jeg har helt vildt svært ved at forholde mig til min kæreste, fordi mit humør smitter af på ham, og han nærmest bliver helt depressiv. Så tør jeg slet ikke vise ham, hvor dårligt jeg har det. Og det resulterer i, at jeg kommer til at virke meget afvisende over for ham, og at jeg helst ikke taler med ham, når jeg har det dårligt. Jeg føler mig ligesom de én af de der kvinder, hvor man skal gå mussestille omkring dem, fordi man aldrig ved, hvornår de eksploderer. Eller ligesom én af de der koner, der altid ligger på sofaen med en klud over panden pga. migræne. Og jeg vil bare på ingen måde hæmme ham, men jeg ved slet ikke hvordan jeg kommer omkring det. Når man er deprimeret, er det svært at forholde sig til ret meget andet, end alle de følelser, der raserer inde i én selv. Men jeg håber på, at det hele snart bliver bedre.

Nu vil jeg videre med min dag, og nyde min nyvundne frihed

Helene2

Hej Oktober

Åh ja, jeg kender den nervøsitet – og så viser den sig så ofte at være grundløs. Nu samler jeg jo på 'tegn' og jeg ser den positive respons fra din chef som endnu et tegn på, at du er på rette vej: Du har medvind og tingene går, som de skal uden alle de problemer og uden den modstand, du forventer. Fordi du har været så vant til, at alt skal være kamp og modstand. Der er virkeligt flow og en positiv udvikling i gang. Sug de positive erfaringer til dig. Tingene kan faktisk gå glat, så man kan begynde at få mere positive forventninger og mere tillid.

Jeg kan huske, da min chef i 2005 (lige op til jul) sagde, at han syntes, vi skulle langtidssygemelde mig. Så jeg blev sygemeldt i tre måneder. Det er nok den bedste julegave, jeg nogensinde har fået. Du milde en lettelse. Tid, tid, tid. Hvilken gave.

Det er straks sværere med din kæreste. Nu ved jeg slet ikke, hvordan det er at have en partner, når man går i gang eller er i gang med en sådan proces. Jeg var alene og skulle ikke tage hensyn til nogen. Kun når mine piger var hjemme, var jeg nødt til virkeligt at tage mig sammen. For mig har det været vigtigt, at jeg kunne give mig hen i følelserne og tankerne og være i processen uden at skulle tænke på andre end mig selv. Omvendt har jeg selvfølgeligt heller ikke haft den tætte kontakt, der kunne være en støtte (hvis den altså er det) eller de andre gode ting, der kan være i et forhold.

Jeres forhold er jo ikke kun dit ansvar. Dit helbred er dit ansvar. Du bliver jo nok nødt til at indse, at det overskud, du får bygget op nu, hvor du har taget orlov, netop skal bruges på dig selv, så du kan blive helet og få det bedre fremover. Det kommer til at kræve sit af både dig og din kæreste. Han har så det valg, at han kan prøve at støtte op omkring din helingsproces, eller han kan vælge at sige, at det magter han ikke. Det næste stykke tid vil det være dig, der er i fokus og du vil nok have minimalt at give af til andre. Ialtfald hvis du skal have størst muligt udbytte ud af det halve år.
Så kan det godt være, at du er som en tikkende bombe eller du er som Maud, der må gå i seng med hovedpine. Men så er det sådan. For som du skriver, når man er deprimeret, kan man ikke forholde sig til meget andet, end hvordan man selv har det indeni.
Ja, det bliver bedre – men det bliver også hårdt. Så I kan få brug for at få noget hjælp til at tackle det, hvis I vil blive sammen. For selvfølgeligt skal du ikke skrue facaden på for ikke at gøre din kæreste ked af det, men han skal heller ikke gå og være ked af det, fordi du har det skidt.

Jeg har jo forstået, at du bor i Jylland. Måske kan du/I få noget hjælp hos Christine Centret til at finde ud af, hvordan I tackler dette problem. Fandt dette på deres hjemmeside, der er skrevet til partneren. Måske kan du bruge det til ét eller andet: http://www.seksuelt-misbrugte.dk/Incest ... tneren.htm
På Støttecentret mod Incest på Frederiksberg har de erfaring med pårørendegrupper. Her står der noget til pårørende: http://www.incest.dana5.dk/default.asp?ID=184&pID=183
Også på Synlighedsdagens hjemmeside står der noget om/til pårørende: http://www.synlighedsdagen.dk/paaroerende.htm

Jeg ved godt, at det ikke er det seksuelle misbrug, du først og fremmest har fokus på, men for det første er det en væsentlig del af hele problematikken og for det andet er det dér, hvor der er hjælp at hente – også for pårørende.

Og så håber jeg, at du har nydt din første dag i friheden :-)


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Tak for de gode links, Helene.
Jeg tror, at jeg finde noget godt information og printe det ud til ham, så han kan få noget fakta om det. Det plejer at være nemmere for mænd at forholde sig til fakta end til følelser.

Hvis du har lyst til at fortælle, vil jeg meget gerne høre om dit forløb.
Altså hvornår og hvordan det startede, og hvor du er i dag.

Men kun hvis du har lyst!

Helene2

Hej igen

God idé at printe noget ud til din kæreste. Det er helt sikkert lettere, når man har nogle fakta og noget reel information at forholde sig til.

Jeg vil meget gerne fortælle noget om mit eget forløb.
Jeg startede i terapi i april 2004 p.g.a. en ekstremt smertefuld lidelse, der hedder Hortons Hovedpine. Jeg havde fået en idé om, at den kunne være psykosomatisk og være kommet i forbindelse med min fars død, da jeg var 10½ år.

Under hypnosen i den 3. session fik jeg et symbolsk billede af, hvad der havde skabt hovedpinen og jeg kunne slippe den. Efter 18 dages behandling forsvandt 33 års hovedpine!!
Men hovedpinen var så at sige det låg, der havde holdt fortrængningerne på plads, så jeg fik det ganske vist bedre fysisk men psykisk følte jeg, at jeg var ved at krakelere fuldstændigt og jeg forstod slet ikke, hvad der skete.
Efter tre måneders terapi fik jeg endeligt hul igennem. Jeg blev klar over, at jeg havde været udsat for seksuelle overgreb af min far – i én eller anden grad. Det var et gigantisk chok. Hele mit verdensbillede gik i stykker med et brag. Mit liv lå spredt i småstykker og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det samlet sammen igen.

Firmaet jeg var ansat i lukkede i 2005, så jeg kom på sygedagpenge. Kommunen og jeg var meget langt fra enige om, hvad jeg kunne og skulle i min fremtid. Jeg følte i den grad, at jeg havde brug for en førtidspension (eller ialtfald et flex-job) men kommunen krævede, at jeg skulle revalideres og blive fuldt selvforsørgende. Så der var arbejdsprøvninger o.s.v. I 2008 kunne mine sygedagpenge ikke forlænges yderligere og jeg overgik til kontanthjælp. Søgte selv førtidspension for at slippe for flere arbejdsprøvninger og fik afslag. Ankede og fik afslag. I vinters gik endeligt et seriøst afklaringsforløb i gang og både min læge og en psykiater erklærede mig for vedvarende uarbejdsdygtig. Så nu indstiller min sagsbehandler mig til pension.

Jeg gik i terapi i godt 4 år. Det var fuldtidsarbejde og mere til. For mig har det været nødvendigt at grave meget dybt, finde alle følelser frem og forstå alt helt forfra og indlære alt på en helt ny måde. Sikkert fordi jeg er blevet meget tidligt og meget voldsomt traumatiseret. Harddisken har så at sige blevet helt omprogrammeret og opdateret :-)
I august 2008 havde jeg min sidste session – nr. 93. Jeg blev nødt til at stoppe, da jeg overgik til kontanthjælp. Men timingen var i orden. Jeg var lige præcist nået så langt, så jeg faktisk var parat til at give slip på terapien. Jeg havde fået alle de ressourcer og redskaber med mig, jeg havde brug for, så jeg selv kunne arbejde videre.

Jeg har det bedre, end jeg nogensinde har haft det før og end jeg nogensinde kunne have drømt om. Før havde jeg kun en eksistens, nu er jeg begyndt at få et liv! Mit liv er meget tæt på at være helt, som jeg ønsker, at det skal være – selvom det er på en måde, som de færreste forstår. Jeg lever meget isoleret og har brug for meget ro til at tænke og jeg tåler absolut ingen stress.
Jeg er et andet menneske nu, end da jeg startede i terapien. Jeg har fået meget mere ægte selvtillid. Jeg mærker både min sårbarhed og min styrke. Jeg mærker mig selv, mine grænser, følelser og behov. Jeg har lært at sige til og fra på en god måde. Jeg kan tage de fornødne hensyn til mig selv. Jeg har lært at åbne mig og kommunikerer helt anderledes end tidligere. For første gang føler jeg mig som en ligeværdig deltager i en gruppe og føler, at jeg har noget positivt at bidrage med. Jeg kan skabe sociale kontakter i det omfang, jeg selv magter og ønsker det. Jeg kan mærke, hvem det er godt og skidt for mig at være sammen med og hvem der giver mig energi og hvem der dræner mig for energi og handle derefter. Jeg oplever, at de følelser, der livet igennem har adskilt mig fra andre, nu er dem, der skaber grundlag for et fællesskab med andre. Jeg har bestemt stadigt mine mørke stunder – men jeg lever og føler mig mere levende end nogensinde før.

Jeg har faktisk bearbejdet min barndom og mine traumer. Jeg lider ikke længere under depression, skyld, skam eller angst og jeg er ikke mere bange for mine egne følelser. Men barndommen har sat sine spor. Jeg har mange senfølger og bliver ikke 'normalt fungerende' i gængs forstand. Men det er helt i orden – jeg har igennem livet vænnet mig til at være 'anderledes'. Jeg opfatter det ikke negativt længere. Der er stadigt kampe at kæmpe – på det indre plan er der stadigt noget omkring mit forhold til min krop og det fysiske. På det ydre plan er der kampen med kommunen, der tager utroligt meget energi. Når jeg har fået pensionen, kan jeg kanalisere al den energi ud på det, jeg brænder for. Bl.a. det frivillige arbejde for voksne med senfølger.

Så den dag pensionen går igennem, bliver jeg nok verdens lykkeligste menneske. Så kan der endeligt blive skrevet en happy-end på den triste historie og en helt ny og meget gladere historie kan begynde :-)


KH Helene

0ktober

Wauw, det lyder godtnok som en lang og sej historie.

Jeg kender godt til Hortons Hovedpine, men jeg er godtnok imponeret
over, at den forsvandt efter hypnose og terapi.
Hvordan fandt I frem til, at du var blevet misbrugt?

Har du nogen til at hjælpe dig igennem alle de ting med kommunen?
Det lyder som utroligt meget at stå alene med. For det er slet ikke
nemt at skulle kæmpe,. hvis det tager alt ens overskud. Men jeg
krydser fingre for, at det nok skal lykkedes for dig. Det fortjener du efter alt det du har været igennem.

Den udvikling du beskriver med stadig at være lidt mærkelig (ift. den almene dansker) og at leve lidt tilbagetrukket, kender jeg rigtig godt. Det er også der, jeg føler jeg er ved at nå henimod. Jeg tror, at det er det der sker, når man finder sine grænser, og ikke bare hopper med på toget.

Det er en meget stor form for kontrol over sit eget liv kun at gøre ting, som man selv har valgt til. Det er i hvert fald en strategi, som jeg skal til at lære i det kommende halve år.
Så en dag håber jeg på, at havne på den anden side, sådan som du er gjort det.

Og mon ikke, hvis vi pludseligt en dag, så os selv som vi ser alle andre, at vi så vil føle, at vi mangler noget af os selv.

Jeg vil i hvert fald hellere være mig selv med alt hvad det indebærer af mindre gode dage, skøre infald og lignende end at være en grå gennemsnitsdansker (hvis de altså alle sammen ikke i virkeligheden er som os inde bagved, men de bare ikke er ligeså kloge på sig selv, som vi efterhånden er det?)

Tanker fra Oktober

Helene2

Hej igen

Ja, det er mærkeligt, som livet pludseligt kan ændres nærmest på et splitsekund. Da jeg startede i terapi, havde jeg (bevidst) ingen anelse om, at mit liv aldrig kunne blive det samme igen.

I de første år var jeg alene i kampen med kommunen. Først indenfor det sidste halve år har jeg fået hjælp udefra. Dels fra en terapeut hos KRIS (der også har været med som bisidder til et møde hos kommunen), dels fordi min læge støtter mig og så kom psykiaterens udtalelse. Jeg har haft utroligt svært ved at stole på, at nogen ville tale min sag og ikke bare ville have mig til at blive arbejdsdygtig igen. Jeg vidste, at selv om jeg fik det bedre, ville jeg ikke blive i stand til at arbejde – men det er jo ikke den måde systemet ser på det. Så jeg har været bange for at få det bedre, for jeg vidste, at kommunen ville bruge enhver fremgang imod mig. Det blev f.eks. antaget at være en ressource og social kompetence, at jeg havde smilet og været venlig i min sidste arbejdsprøvning!!

Da jeg startede i terapi, havde jeg som sagt ingen anelse om, at jeg var traumatiseret. Allerede under den første session blev der åbnet til underbevidstheden. Jeg begyndte at få mærkelige drømme, følelser, tanker og fornemmelser. Jeg græd i én uendelighed – mig der ellers ALDRIG græd. Jeg forstod slet ikke, hvad der skete. I terapien talte vi om de ting, der dukkede op. Jeg begyndte at forstå lidt mere men der var meget, jeg ikke forstod.
F.eks. kom der et drømmeagtigt billede af Den Lille Pige og min far – gensynsglæden var enorm. Men så begyndte han at kysse hende ret intenst. Det var ækelt og væmmeligt – hvorfor gjorde han dog det? Pigen var helt forvirret og skubbede ham til sidst væk. Da pigen igennem nogle aftener havde været sammen med sin far, faldt hun sammen og blev til en kludedukke. Da jeg prøvede at vække hende, snerrede hun til mig: 'Kan du ikke se, at jeg er død!'. En aften dukkede der pludseligt et billede af en tremmeseng op. Den havde jeg helt glemt. Jeg fik en sort knude i maven. Kom pludseligt til at tænke på, at det da egentligt var mærkeligt, at jeg sov imellem mine forældre, til min far døde – selvom der var plads nok i huset til, at jeg kunne have fået mit eget værelse. Og sådan var der mange ting, der poppede op i de første tre måneder af terapiforløbet.

Men jeg koblede slet ikke alle de ting sammen. Jeg tænkte simpelthen ikke tanken, at der kunne have været et seksuelt misbrug. Jeg talte med min terapeut om det forskellige og han virkede af og til lidt bekymret men sagde ikke noget. Jeg havde det som om, at han vidste noget om mig, jeg ikke selv vidste. Meget væmmeligt.
Da der var gået tre måneder og jeg var på vej til terapi, havde jeg det som om, jeg var ved at gå helt i stykker. Der var bare ét eller andet, der ville frem. Under hypnosen så jeg igen tremmesengen. Jeg mærkede den sorte kugle af depression, der sad i maven. På en sær måde virkede følelserne genkendelige men jeg kunne ikke definere eller placere dem. Jeg var hamrende frustreret. Jeg VILLE huske, men jeg kunne bare ikke. Efter hypnosen beroligede min terapeut mig med, at det nok skulle komme. Måske ikke i dag eller i morgen – men snart.
Allerede på vej hjem i toget kom det: Jeg genkendte følelsen. Min far… han var lige gået fra mig og havde efterladt mig alene i tremmesengen… bagefter… et overgreb. Chok.

Da jeg næste gang kom ind til min terapeut og fortalte, hvordan jeg havde det, sagde han: 'Det allervigtigste lige nu er, at du stoler fuldstændigt på dine egne følelser og fornemmelser'. Det var en gave uden lige. Han sagde ikke, at det var sket og han sagde ikke, at det ikke var sket. Han gav mig lov til at tro på mig selv og beviste derved, at han troede på mig.

Så det var ikke sådan, at jeg 'pludseligt' ud af den blå luft huskede. Små fingerpeg kom stille og gradvist frem igennem de første tre måneder. Jeg har aldrig fået kendskab til nye overgreb under hypnosen. Det er altid kommet, når jeg arbejdede med mig selv herhjemme.

Jeg har det præcist som dig. Jeg vil bestemt heller ikke ønske mig at være en ganske almindelig gennemsnitlig dansker :-) Jeg har opnået en stor selvindsigt og har et rigt indre liv og det vil jeg ikke undvære for noget. Men ja – jeg tror også, at alle mennesker i virkeligheden rummer præcist de samme dybder, som de bare ikke har fundet frem til endnu.

Det er en helt anden form for kontrol over sit liv, når man når dertil, at man selv kan til- og fravælge de ting, der skal til, for at få det godt. Det kræver overvindelse af rigtigt meget angst. Men det er et mål, der har ligget integreret i hele terapiforløbet – at jeg vil have et godt liv. Heri ligger kampen, for når man sætter sig op imod normerne, så møder man modstand. Hele mit liv har jeg levet på andres præmisser men det er slut nu. Jeg vil kunne være her i verden på mine egne præmisser og som den jeg er. Jeg skal ikke længere lave mig selv om for at kunne være i verden.


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Endnu engang, wauw for en historie.
Jeg kan knap nok forestille mig, hvor meget
du må være rykket dig.

Gik du hos en psykoterapeut eller hos en psykolog?

Jeg har godtnok været mange psykologer igennem, og jeg har næsten altid været glad for den, jeg har haft.
Men jeg håber meget på, at min psykiater har det der skal til, nemlig en helt anden tilgang til tingene.

I dag har jeg bestemt mig for, at jeg vil have lavet lidt herhjemme inden min middagslur, så jeg vil kaste mig over det.

Rigtig go onsdag til dig