Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
på én eller anden måde gav det utroligt meget mening.
Det med gamle handlemønstre kan jeg pludseligt tydeligt huske fra min psykolog.
Det jeg kører fast i er altid, hvad gør jeg nu og her.
Jeg er så småt igang med at få et angst anfald, fordi jeg panikker over ikke at kunne gøre noget lige nu, og at jeg bare skal finde mig i, at have det sådan her.
Jeg kan mærke at mit hjerte galopperer afsted og jo mere jeg kan mærke min krop reagere, des mere får jeg lyst til at skære i mig selv.
Pludseligt føler jeg, at det er det eneste, der kan gøre noget for mig lige nu.
Lige noget helt andet:
Jeg kan se, at du har kommenteret dobbelt på indlæg af "denkloge123444", og jeg har fundet flere steder, hvor personen har skrevet ekstremt frastødende ting herinde, og nærmest har være seksuelt provokerende og mobbende over for folk i sine svar. Så nu har jeg altså meldt ham/hende til ND, og så håber jeg, at vi kan få fred til at være seriøse herinde.
Så kryds fingre for, at de vil kigge på sagen.
Så vil jeg tilgengæld prøve at holde mig selv fornuftig. Bare et par dage endnu
Jeg er glad for, at du fangede meningen og blev mindet om, hvad din psykolog har haft sagt.
Panikfølelse over ikke at kunne gøre noget nu og her...
Mit bedste råd er, at du skriver, så du får mest muligt ud af systemet. Skriver til du føler dig helt tom. Den metode virkede for mig, men om den virker for dig, ved jeg jo ikke.
Og at finde sig i, at man skal have det sådan... Ja, det kan være hårdt at erkende, at der simpelthen er nogle uomgængelige vilkår, vi ikke kan kæmpe imod. Kæmper du imod, så giver det måske nok lige noget styrke men du bruger oceaner af energi på noget, der ingen vegne fører hen. Accept af situationen får panikken til at slippe men giver i stedet følelsen af opgivelse. Pest eller kolera. Men i virkeligheden er det kun de gamle mønstre og en selvdestruktiv beskyttelse mod fortiden, du opgiver. Opgivelse er tit vejen, der fører fremad. Når man giver slip, så kan tingene få lov at gå i den rigtige retning uden modstand.
Jeg fandt dette i et gammelt ugeblad. Ret tankevækkende. Heldigvis har jeg så reageret på en anden måde på mine traumer, så denne tankegang falder mig helt naturlig:
Beregnet venten
'Beregnet venten' er en metode, jeg ofte anvender til løsning af konflikter eller til at opnå mine mål. Begrebet stammer fra Taoismen, som er en del af det filosofiske grundlag i det gamle Kina. Teorien går ud på at affinde sig med tingenes tilstand og vente på bedre tider. En tankegang der ofte ligger os fjernt, fordi vi i vores del af verden er vant til at have kontrollen og blande os i alt.
Nogle livsomstændigheder som f.eks. sygdom kan vi ikke ændre.
Iflg. Tao må vi anskue 'beregnet venten', som vi betragter naturen. Det er vinter og det er mørkt og koldt. Det forhold står ikke til at ændre. Vi kan tage vores forholdsregler – klæde os fornuftigt på og skrue op for varmen, men lave om på årstiderne og forsøge at plukke blomster i haven er nytteløst. Vi må i stedet beregne os på forårets komme. En ganske fornuftig tanke, synes jeg.
(Tekst fra ukendt ugeblad)
***
Det var godt, at du har meldt 'den kloge' til ND. De indlæg jeg har set, var dybt krænkende og grænseoverskridende. Jeg er sikker på, at ND nok skal tage det seriøst. Det synes jeg, de plejer.
Ja, et par dage mere. Måske du skulle tage et par sygedage fra studiet, så læsset ikke vælter inden da?
Mange hilsner Helene
Jeg skriver til jeg føler mig tom.
På én eller anden måde går det allerede bedre.
Hvor var det bare et skønt stykke med tao. Jeg kender en del til taoisme, fordi jeg selv skrev opgave om det engang, og du har ret, det er lidt en dyd, at kunne anskue verden sådan. Især for en kontrolfreak som mig.
Jeg tror jeg prøver at vende den om.
Hvad gør jeg rigtigt når det virker?:
* jeg kommer ud af min boble og taler med folk. Det hjælper i øjeblikket
* jeg siger fra
* jeg får lov til at køre tingene i mit eget tempo
Måske er taktikken, at gå i zen indtil jeg kan slappe rigtigt af i næste uge... Og alligevel er tanken frustrerende. Men jeg vil arbejde med accepten. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så må det være et tydeligt tegn på, at det ikke skal accepteres, men bearbejdes.
Jeg må sige, at jeg slet ikke tænker på det seksuelle misbrug. Det fylder slet ikke i mine tanker, så jeg har rigtig svært ved at finde ud af, om det er det, der er grundlag for det hele. Men som meget andet i livet, skal det udforskes for at det kan afvises. Tænk hvis der kommer noget produktivt ud af det.
Tænke, tænke, tænke, tænke......
gruble, gruble, gruble.
Jeg føler mig ikke helt tom endnu, men langt om længe føler jeg mig træt, så jeg vil følge impulsen og hoppe i seng og sove mig klar til endnu en lang dag i morgen med arbejde, skole, svømning og socialt samvær hele aftenen
Godnat
Dejligt at høre, at du faktisk havde det lidt bedre.
Hvor pudsigt, at du faktisk kender noget til taoismen.
Det er altid svært og angstfremkaldende at slippe kontrollen men det er nødvendigt at indstille sig på det, hvis man skal igennem en sådan proces. Men man slipper jo ikke 'bare' kontrollen - man lærer i stedet gradvist andre og sundere måder at skabe virkelig kontrol. For de gamle måder er dels selvdestruktive og ikke nogen virkelig kontrol. Tværtimod giver de jo følelsen af kontroltab. For det fører os ud i handlinger og følelser, vi ikke ønsker. Vi skal lære at skabe kontrol på måder, der føles gode og konstruktive for os selv og som giver os ægte styrke og selvtillid.
Det var dog en god, konstruktiv indfaldsvinkel: Hvad gør jeg rigtigt, når det virker? Sådan har jeg slet ikke haft tænkt på det :-)
Det er tre virkeligt vigtige punkter, du kommer op med.
Accept. Jeg mener ikke, at man skal acceptere i stedet for at bearbejde. Tværtimod. Jeg mener, at der er visse ting, man må affinde sig med, at man enten ikke kan forandre - som f.eks. vores fortid. Vi er nødt til at acceptere, at vi har den fortid vi har og har været igennem de traumer, vi har. Det er uomgængelige fakta. Derfor må vi også acceptere, at vi har det som vi har det, fordi fortiden har sat sine spor. Men det betyder ikke, at man bare skal affinde sig med, at sådan er det bare. Men vi må affinde os med, at sådan er det lige nu - vi kan ikke bare ved at knipse med fingrene lave om på det. Men man kan væbne sig med tålmodighed og arbejde langsigtet og målrettet med tingene, så man kan få det bedst mulige ud af det som har været og det som er og gennem bearbejdelse skabe forandringer, så fremtiden bliver bedre end nutiden. Når nutiden bliver forandret til noget bedre, mister fortiden sin magt over os.
Kender du 'Bønnen om sindsro'?
Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre.
Mod til at ændre de ting jeg kan.
Og visdom til at se forskellen.
Jeg tror ikke, at det seksuelle misbrug er grundlaget for det hele. Men det er en meget vigtig del af helheden. Selvfølgeligt har det præget én. Men som jeg skrev den anden dag, så finder seksuelt misbrug kun sted, hvis der er visse betingelser i miljøet til stede - ellers lader det sig ikke gøre.
Bearbejdelsesprocessen handler jo ikke kun om det seksuelle misbrug - den handler i mindst lige så høj grad om de øvrige påvirkninger, man har fået. Det er som sagt en del af en helhed og det arbejdes der ud fra, når man arbejder med en overgrebsproblematik.
Nu er det forskelligt, hvordan man arbejder med tingene men min terapeut og jeg har f.eks. aldrig talt direkte om, hvad der er sket under overgrebene. Han kendte naturligvis lige til de grundlæggende ting og vi arbejdede med følelserne i det men ellers havde jeg ikke brug for at involvere ham i det. Der var rigeligt andet at arbejde med.
Ja, netop - man må udforske tingene, før man kan afvise dem. Og ja - der kan faktisk komme rigtigt meget produktivt ud af processen. Hvis ikke jeg havde gået denne proces igennem, så havde jeg f.eks. ikke siddet her og skrevet. Så havde jeg givetvis ligget 7 meter (eller hvor meget det er) under jorden lige nu. Gevinsterne har været ubeskriveligt store for mig og jeg er kun lige begyndt at høste frugterne :-)
Jeg håber, du har fået en god nattesøvn.
Og jeg håber, du holder skruen i vandet de næste dage.
KH Helene
det ser ud til, at jeg er gået fra at sove hele tiden til ikke rigtigt at kunne sove.
Jeg kender rigtig godt bønnen om sindsro. Jeg har faktisk taget den til mig allerede da jeg var omkring 16 år kun og netop i forbindelse med det seksuelle misbrug og kampen imod min spiseforstyrrelse.
Forresten, du spurgte om jeg havde hørt fra Kvisten. Jeg har ikke kontaktet dem endnu, for jeg vil høre min psykiater ad, hvad han har tænkt sig, at vores forløb skal bestå af. Umiddelbart ville det være fantastisk, hvis jeg kunne få terapi hos ham til at starte med, fordi jeg synes han er fantastisk. Han forstår alt hvad jeg siger, har altid et godt svar på hånden, og har ikke en holdning om, at jeg skal presse mig selv på alle område. Men samtidigt prøver han at presse mig lidt ift. min angst og passitivitet. Men er jeg er nu spændt på hvad han siger på fredag.
Jeg har siden jeg undersøgte det med Kvisten fundet noget, hvor man kan få betalt 11 gange psykolog betalt af staten, hvis man bliver godkendt til det. Og hvis jeg ikke går i terapi-forløb hos psykiateren, opfylder jeg alle krav. Så det har jeg bestemt også i baghovedet som en mulighed.
Øv, jeg har den der underlige følelse af nervøsitet i hele kroppen. Måske er jeg nervøs for, om jeg overhovedet kan klare mig igennem hele dagen, samtidigt med, at jeg ved, at jeg er nødt til det.
Heldigvis er jeg rigtig glad for mit arbejde, så der skal tiden nok gå hurtigt. Og svømmeturen er bestemt heller ikke det værste. Især den velfortjente tur i sauna efter en times svømning ser jeg frem til.
Men mest af alt, glæder jeg mig til at ligge her i min seng igen kl. halv seks i aften, og slappe af og måske endda få en lille lur.
Og så er der snart gået en hel dag mere :-).
Ha en rigtig god dag
Ikke at kunne sove i din situation, er jo nok tegn på, at der frigøres noget energi og der begynder at ske noget på det ubevidste plan. Underbevidstheden er meget aktiv om natten, når man sover. Hvis du begynder at drømme mere, kan du hjælpe din underbevidsthed ved at skrive drømmene ned og prøve at se om du kan prøve at forstå dem.
Når du allerede er glad for din psykiater og har tillid til ham, ville det jo være perfekt, hvis du kunne få et terapiforløb hos ham. Nogle psykiatere kan jo faktisk godt praktisere samtaleterapi, selvom det desværre er de færreste.
Det lyder også godt, det du fortæller om ham.
Jeg har haft misforstået noget, du havde skrevet og troede derfor, at du havde skrevet til Kvisten. Det var derfor jeg spurgte :-)
Ja, jeg så godt, at du på incest-debatten skrev, at du havde søgt psykologordningen. Rigtigt godt.
Nervøsiteten i kroppen kender jeg godt. Sådan havde jeg det altid, lige inden jeg skulle til terapi. For mig var det nok fordi, jeg ubevidst frygtede, hvad underbevidstheden nu ville komme frem med.
Du skriver, at du var 'nødt til' at komme igennem dagen. Hvorfor var du 'nødt til' det? 'Skal', 'bør' og 'er nødt til' er de ord, vi bruger, når vi presser os selv til noget, vi ikke har særligt meget lyst til. Det kan være sundt at være lidt mere nøjeregnende med de ord.
Men godt du også har haft gode ting at se frem til i dag.
Håber dagen er gået godt nok.
KH Helene
lidt forvirrede mig fik en mail fra Kvisten i dag, for som du siger, så har jeg åbenbart haft skrevet til dem.
Jeg havde vist skrevet noget med, at jeg ikke vidste, om jeg passede ind i deres tilbud, fordi jeg havde så mange forskellige ting, som jeg kæmper med. Det mener de dog ikke er en hindring, så de har foreslået en tid til informationssamtale d. 24. marts, så det er jo bare perfekt.
Utroligt hvad man kan opnå, selv om man halvvejs sover.
Faktisk har jeg haft en rigtig go dag i dag. Jeg ikke ikke haft så meget kontakt med folk, andet end på mit job, hvor det hele er lidt anderledes, fordi jeg er mit professionelle selv, der har styr på tingene (for det har jeg rent faktisk dér).
Tja, hvorfor er jeg nødt til det. Fordi folk er afhængige af mig, og fordi jeg ikke er hel parat til at smide håndklædet i ringen endnu. Jeg kæmper med alle min kræfter for at holde fast i mit liv, for jeg vil helst ikke give op. Men måske giver jeg i virkeligheden i højere grad op ved at fortsætte, for det er i hvert fald på ingen måde af respekt over for mig selv jeg gør det, tvært imod.
Det er bare svært, for jeg er på rette sti på mange områder, og jeg har dage, hvor det hele bare er fantastisk, og dem kommer jeg til at mangle. Men måske ligger der også noget glæde inden i mig selv et sted?
Jeg skal op på skolen og tale med vores vejleder i morgen om, hvordan jeg rent praktisk gør det med eksamen, økonomi osv., hvis jeg holder pause.
Jeg har én eksamen, som jeg rigtig gerne vil tage, fordi den ikke kræver, at jeg deltager i ret meget undervisning, og fordi emnet interesserer mig rigtig meget. Og det vil også være utroligt hårdt at se min studiegruppe suse derud af, mens jeg bare skal ligge hjemme og "rådne op". Eller blomstre op???
Måske jeg skal lave mig en for/imod liste over det når jeg har alle fakta på plads...
Jeg håber også, at din dag har været go, og at solen har skinnet ligeså fint, der hvor du har været, som den gjorde her i eftermiddags.
Kærlige hilsner fra Oktober
Jeg har lyst til at sige et par ting.
Du skriver:
”Jeg kæmper med alle kræfter for at holde fast i mit liv, for jeg vil helst ikke give op. Men måske giver jeg i virkeligheden op ved at fortsætte…”
Ja, det er en meget præcis karakteristik af dit dilemma. Og jeg genkender situationen fra mine depressioner. Sådan var det HVER gang for mig. Og jeg har som sagt haft mange depressioner.
Jeg har givet råd på baggrund af mine erfaringer, som fortæller mig, at jeg kunne have sparet mig selv for mange lidelser (og mange penge), hvis jeg havde løst mine problemer på en mere grundlæggende måde fra begyndelsen af, i stedet for at kæmpe så meget og tage mig så meget sammen.
Der er en sætning fra Josef Giger-Bütlers bog: ”De mente det jo godt”, som bliver ved at runge i mit hoved, og det er: ”Man kan ikke helbrede en depression ved de metoder, der har skabt depressionen!”
Når man lider af en type depression, som er især er skabt af årsager som overgreb fra andre, overdreven hensyntagen til andre og tilsidesættelse af egne behov og ønsker, overansvarlighed og opretholdelse af en facade over for omverdenen, så er der en stærk tendens, der tilskynder én til at fortsætte med skadelige væremåde, selv om det er tydeligt, at man er kørt i sænk.
Og man kan naturligvis ikke helbrede en depression med de metoder, der har skabt depressionen!
Imidlertid kender vi Netdoktor-brugere jo ikke din præcise situation! Du kan have flere ressourcer, end jeg troede ud fra dit første indlæg. Og man skal ikke underkende den betydning, som eksempelvis en bestået eksamen kan have for dit velbefindende. Så derfor kan vi naturligvis ikke fortælle dig, hvad du skal gøre.
Jeg synes, at du gør det rette ved at indsamle så meget information om dine muligheder, som det overhovedet kan lade sig gøre. Og det det lyder som en god ide at tage et ark papir og skrive fordele og ulemper op ved forskellige valg. Vi andre ved jo heller ikke, hvor stort et frirum til at restituere dig, du som studerende kan skabe dig i sommerferieperioden. Studerende plejer jo at have en lang sommerferie. Men kan du overhovedet holde ud til sommerferien?
Jeg kan godt forstå, at du føler dig omtumlet og forvirret. Når du har fået nogle fakta noteret ned på dit ark papir, så prøv om muligt at holde fri et stykke tid fra spekulationerne. Dit hoved er overtræt og trænger til et pust. Så kan du se på sagen med forholdsvis friske kræfter efter en dags tid, og træffe den beslutning, som passer dig bedst.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg fik talt med min vejleder, og hun sagde, at det kunne lade sig gøre at flytte rundt på nogle fag, så jeg kun har det fag jeg gerne vil tage eksamen i i år, og så forlænger min uddannelse med et halvt år i sidste ende.
Og selv om jeg i tanken ikke helt har besluttet mig endnu, kan jeg mærke at min krop og min sjæl allerede er lettet over, at muligheden er der, og inderst inde ved jeg også allerede nu, at det er det eneste rigtige at gøre.
For nej! Jeg kan ikke klare mig indtil sommer. Selv om jeg synes eksamen ligger tæt på, så er der altså stadig knap fire måneder til, og pt. er der kun gået en måned, så det er et tydeligt signal. Bare tanken om at skulle gå igennem det, får mit hjerte til at galopere afsted.
Det er jo fantastisk klogt det med, at man ikke kan kurere en depression med det, som har startet den.
Så netop derfor skal jeg slappe af og glemme alt om bør, skal, må, kan ikke osv...
Og istedet prøve med noget omsorg for mig selv.
Hvis jeg tager fri fra nu af, vil jeg have et halvt år, og så er det lige på og hårdt igen, men det er det jeg stræber efter.
Jeg har altid været vant til at kæmpe med et problem ad gangen, og har haft den holdning, at når jeg havde bearbejdet et problem lidt, og jeg fik det lidt bedre, så var jeg helt fri af det problem. Men sådan fungerer det vist ikke med traumer og ting man har oplevet i barndommen.
Hvordan har I arbejdet med jeres psykologer? Min var meget fokuseret på tingene her og nu, og var meget løsningsfokuseret, hvilket er perfekt for at få en hverdag til at fungere. Men jeg savner pt. at få talt alle de ting igennem, som jeg har oplevet. Fx. omkring min spiseforstyrrelse. Det er måske mere traumerne, der skal bearbejdes end det er noget nutidigt, for jeg kan nærmest kognitiv psykologis a-z efter 3 lange forløb hos psykologer og et halvt års undervisning på uni i kognitiv terapi.
Hvordan slukker man for sin hjerne, så den stopper lidt med at tænke?
Tv, aktiviteter, sove, meditaion. Nogle gode forslag?
For at tage det sidste først: Hvordan slukker man for sin hjerne, så den stopper lidt med at tænke.
Uha, det var værre. Det har jeg aldrig været god til. Meditation skulle jo være godt. At standse tankerne er jo netop, hvad meditation går ud på. Men jeg har aldrig været god til at meditere.
Jeg plejer at gå en tur. Det hjælper mig. Og så har jeg på en eller anden måde altid været god til at holde weekend eller måske snarere søndag. Jødernes forhold til sabbatten er – mentalhygiejnisk set – fantastisk. Søndagen har tit været en slags helle for mig, hvor det er lykkedes mig at slippe bekymringer og spekulationer.
Jeg synes, at det lyder meget fint, at du kan flytte om på dine fag, sådan at du kan nøjes med at tage den eksamen, du gerne vil, og udsætte de andre. Det bedste er, at du allerede kan mærke en lettelse i din krop ved tanken.
Hvis det om et halvt år er lige på og hårdt igen, så er det meget vigtigt, at du virkelig får noget ud af din orlov, både i form af hvile og terapi. For en ordens skyld: Med ordet ”hvile” mener jeg ikke, at du skal ligge derhjemme og rådne op, som du udtrykte dig i et tidligere indlæg, men at du bliver restitueret i krop og hoved.
Jeg ved, at der er mange fortalere for kognitiv terapi, men jeg har aldrig været en af dem.
Inden for kognitiv terapi mener man, at depression er en følelse, som man skal lære at kontrollere. Men mine depressioner udtrykte sig faktisk blandt andet som fravær af følelser, og mit problem var, at jeg var alt for kontrolleret. I en vis forstand mener jeg, at kognitiv terapi faktisk forsøgte at helbrede min depression ved de metoder, der havde skabt depressionen, og det kan man ikke.
Og i kognitiv terapi lærer man jo, at traumatiske oplevelser i fortiden netop er fortid, og at de derfor ikke skal have indflydelse på ens liv mere og dermed basta! Jeg synes ikke, at det er brugbart.
Min psykolog, som jo brugte kropsorienteret psykoterapi, lavede gentagne øvelser med mig. Du kan se, hvad hun skriver om traumebehandling:
http://www.vindinghoved.dk/index.php?si ... ng-og-psdt
Der var især to øvelser:
Den ene, hvor jeg skulle ligge på en madras på ryggen. Og så blev jeg opfordret til at løbe væk fra den, der gjorde mig ondt. I situationen virkede det, som om det fortidige var nutid, og jeg løb med benene alt, hvad jeg kunne, stadig liggende på ryggen. Psykologen blev ved med at opfordre mig til at løbe hurtigere, og så endte seancen med, at hun agerede ”det trygge sted”, hvor jeg flygtede hen, og hun gav mig et knus og trøst og sagde: ”Jeg skal sørge for, at han aldrig gør dig fortræd mere”.
I de traumatiske situationer, da jeg var barn, var der ingen mulighed for at undslippe, og hele min krop stivnede og frøs fast som et forsøg på, ikke at mærke det, der skete. Der var intet trygt sted at flygte hen, og der var ingen, der gav mig omsorg og trøst bagefter.
Øvelsen var et forsøg på at løsne den stivnede energi og give mig tro på, at der er en udvej ud af fastlåste situationer, og at der er omsorg og hjælp at hente, så jeg ikke behøver at klare alting selv.
I den anden øvelse blev jeg udstyret med en tæppebanker og bedt om at slå i en madras alt, hvad jeg kunne og samtidig bande og råbe og skælde ud på den, som engang havde gjort mig fortræd.
I ovenstående beskrivelse forekommer den slags seancer måske underlige, men det virker, og psykologen forstår at tilrettelægge det, så det ikke er akavet eller kunstigt.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det skulle være muligt at helbrede traumer ved en samtale på intellektuelt plan. For at terapien kan virke, må man bag om alt det intellektuelle, ned i kroppen og følelserne.
Nå, nu er jeg igen kommet til at skrive et langt indlæg. Nu må jeg se at få sluttet.
Mange hilsner
Kameliadamen