Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hvor har det været en dårlig sagsbehandler, der tror på, at man skal åbne op, og så lægge låg på bagefter.
Men så vidt jeg ved, har de utroligt lidt psykologi og sådan noget på socialrådgiver uddannelsen.
Jeg endte med dengang, at ringe til min sagsbehandler, da jeg havde fået afslag på betaling af 10 x psykolog pga. seksuelt misbrug. Jeg var en meget frustreret teenager, der ikke havde spist i et par måneder, så nerverne sad selvfølgelig uden på tøjet. Men jeg fortalte hende konsekvenserne af, at de ikke ville betale, og hvad det ville betyde senere i mit liv. Og så ringede hun ugen efter, og fortale, at hun havde haft det op på et møde igen, og jeg havde fået det bevilget. Hun trængte vist bare til at blive mindet om, at jeg var et menneske.
Jeg sad på nettet og googlede lidt frem og tilbage i går, fordi jeg ville finde en titel for det seksuelle misbrug, jeg er blevet udsat for. Det var min mors venindes søn på 13 år, og hans storebror udnyttede min søster (de har så været ca. 15 og 22). Jeg havde svært ved at finde noget, fordi de definitioner jeg faldt over, dækkede over incest inden for familien eller misbrug lavet af en voksen. Og jeg falder jo ikke ind under noget af det.
Jeg endte med at finde frem til http://www.kvisten.dk som næsten lød for godt til at være sandt, men nu har jeg skrevet til dem for at høre ad, hvad de kan tilbyde mig. Og så for kun 50kr. pr. samtale, fordi det er lavet af frivillige, og primært består af studerende.
Men som jeg skrev i min mail til dem, så har jeg ingen anelse om, hvorvidt mine problemer skyldes det seksuelle misbrug. Men da jeg læste deres list over senfølger af misbrug, kunne jeg kende mig selv i 8 ud af 10 punkter, så måske er det det blandet med min familiebaggrund.
Min psykolog og mig lavede noget, der hedder spejlmetoden. Der finder man frem til ens grundantagelse, og se gå hele ens liv igennem, og se hvor det har gjort sig gældende, og set hvordan det har påvirket én gennem hele livet.
Det var faktisk rigtig godt, og vi nåede frem til, at min grundantagelse var, at jeg skulle klare alting selv. Og det passer i hvert fald rigtig godt på, at jeg har været misbrugt.
Så nu vil jeg prøve at kigge tilbage, og se hvad jeg kan finde af ting og sager
Hvor var det godt, at du fand frem til Kvisten.
Der er også den mulighed, at du kan prøve at kontakte Christinecentret i Århus og høre, hvad der kan være i nærheden af, hvor du bor. Bl.a. er der også KRIS (Kristen Rådgivning for Incestramte og Seksuelt misbrugte). Lad dig ikke forskrække af, at det hedder 'Kristen'. Denne vinkel inddrages kun, hvis du selv ønsker det. Det er mennesker uddannede i overgrebsproblematikken og det koster 300 kr. pr. samtale. Der står på deres hjemmeside (http://www.kris-dk.dk), at det i nogle tilfælde er muligt at få kommunen til at betale for et terapiforløb. Her kan du faktisk gennemføre et helt forløb til en meget lavere pris end, hvis du søger private psykolger/terapeuter. Mærkeligt, jeg slet ikke har tænkt i de baner før...
Kameliadamen nævner legater. Det kan være en mulighed men der er mange om buddet. Du kan evt. prøve at kontakte www.synlighedsdagen.dk, der kan du måske få oplyst nogle legater, det kunne være relevant at søge.
Ja, senfølgerne af incest og seksuelle overgreb handler nok så meget om selve opvækstmiljøet og om familiemønstre og -strukturer og den slags. For at et seksuelt misbrug overhovedet kan finde sted, må der være visse forudsætninger til stede i miljøet. Man fokuserer meget på selve de fysiske overgreb og de er så at sige hovedet på sømmet, hvor man bliver skubbet ud over kanten - men selve opvækstmiljøet er ofte en balance på kanten. Derfor vil mange senfølger også kunne være til stede hos mennesker, der ikke har været udsat for fysiske overgreb men som har levet i et lignende familiemønster.
Ja, der er røde tråde - som f.eks. at man skal klare alting selv. Men den slags overbevisninger, der bevidst eller ubevidst styrer ens liv, mener jeg så, at man skaber mange af som barn. Nogle af de mest klassiske og dem, der skabes tidligst kan f.eks. være: 'Jeg er ikke noget værd' - 'Jeg fortjener det' - 'Jeg duer ikke til noget' og andre selvnedgørende overbevisninger.
Jo mere bevidst, man bliver om disse overbevisinger , desto bedre kan man som voksen imødegå dem og prøve at skabe nogle erfaringer, der modsiger dem. Det handler om at skabe OPLEVELSEN af, at det simpelthen ikke er sandt, det man har lært sig som barn. Hvad enten det er andre eller én selv, der har tillært én noget helt forkert.
Det er helt fantastisk, som der er sket noget siden dit første indlæg.
Jeg skulle til at skrive '... sket noget inden for de sidste 14 dage'. Så chekkede jeg lige og så, at det kun er 4 dage siden, du skrev det første indlæg i tråden. Det er dog helt utroligt! Det er vist bare tiden, hvor du skal videre nu :-))
Kærlig hilsen Helene
Jeg synes dog stadig, at jeg konstant løber ind i argumenter for ikke at snuppe en pause.
Tænk sig, at det er påske lige om lidt, og så er der eksamen i maj allerede, og så er det overstået indtil efter sommerferien. Det er godtnok et stort valg, og jeg er SÅ bange for at fortryde det.
Men på den anden side, så kan jeg godt mærke, at jeg er fuldstændig slidt ned.
Nu må jeg se, hvad min psykiater siger på fredag, for noget skal der i hvert fald ske. Jeg har det lidt som om, at der skal til at ske noget rigtig stort, og jeg går hele tiden og er små nervøs, og har lyst til at råbe højt, fordi jeg har fået nok.
Måske er frustrationen langt om lange blevet til en drivkraft takket være jer herinde. Tak :-)
Der er bestemt ikke noget at sige til, at du er træt for tiden. Din hjerne og din underbevidsthed arbejder givetvis på højtryk og det tager meget energi.
Selvfølgeligt løber du ind i argumenter for ikke at tage en pause. Det er logikken og den rationelle tænkning, der tager over. Og så skaber det vel utryghed og måske angst, fordi du har svært ved at overskue alternativet. Det kan godt være, at du ikke kan udholde studiet og hvad det fører med sig, men det er trods alt trygt og forudsigeligt og det giver dig en fornemmelse af retning for fremtiden.
Jeg tror ikke, at du nødvendigvis behøver at tage en rationel beslutning lige nu. Du kan jo vælge at lade følelserne og tiden træffe beslutningen for dig. Måske skal du lige pt. bare prøve at arbejde videre med studiet og se om du klarer det. Hvis du kan klare det, er det jo godt. Kan du ikke klare det, så ved du ialtfald med dig selv, at du har gjort alt, hvad du kunne og så har du ingenting at fortryde og kan ikke senere komme til at bebrejde dig selv for et forkert valg.
Normalt ville jeg råde til, at du holdt pause, inden du bryder sammen. Grunden til, at jeg skriver det her, er, fordi du nu har truffet et andet valg, der helt sikkert vil medføre nogle forandringer i dit liv på en anden måde: Du vil jo søge behandling og begynde at arbejde med de grundlæggende problemer.
Når du gør det, tror jeg, at beslutningen omkring studiet kommer til at træffe sig selv uden, at du rationelt behøver at prøve at gå ind og kontrollere, hvad der sker. Når du begynder at arbejde med dig selv, så vil du tydeligt kunne mærke, om du magter studiet samtidigt, eller om du ikke kan. Så er det følelserne, der træffer valget og ikke fornuften. Dermed kan du også stå inde for udfaldet, uanset hvad det bliver. Det er de valg, man træffer rationelt og logisk udfra fornuftsargumenter (eller frygt), man kan være i tvivl om. Når der er overensstemmelse mellem følelser og fornuft, er man slet ikke i tvivl om, at man har truffet det rigtige valg, for så VED man, at man ikke kunne handle anderledes, end man har gjort.
Jeg kender godt fornemmelsen af, at der er ved at ske noget rigtigt stort og det skaber indre spænding og uro (hvilket også er en form for angst). Det er tiden, når der er sat forandringer i gang men man endnu ikke ved, hvad de fører med sig. Man ved bare, at noget nyt er på vej.
Den forandring, der er sket på så få dage, viser tydeligt, at du har været SÅ parat og modtagelig for at finde en udvej. Når man så pludseligt ser, at der faktisk er nogle nye, brugbare muligheder, så går det ofte meget stærkt og så kan man begynde at bruge frustrationen som en drivkraft.
Det er dig selv, du skal takke og give et stort klap på skulderen, fordi du har været så åben og lydhør og modtagelig :-)
Kærlig hilsen Helene
Jeg magter bare ikke, at skulle gå og vente endnu længere på at den dumme medicin skal virke.
Så kryds fingre for mig :-)
Ja, jeg skal krydse fingre for dig.
Det er utroligt vigtigt, at du lytter til dine egne følelser og fornemmelser. Lad ikke psykiateren trække en beslutning ned over hovedet på dig, som du inderst inde føler er forkert. Prøv i stedet evt. at gå ind i en dialog med ham. Han forstår dig jo ret godt, skrev du.
En psykiater ved IKKE bedre end du selv, hvad du har brug for. Det handler igen om, at du prøver at lytte til sig selv og først og fremmest stoler på dine egne følelser og fornemmelser. Mærk selv efter i stedet for at lade andre fortælle, hvoran du har det og hvad du har brug for.
Det handler om, at andre ikke træffer valg over dit liv, så du føler, at du bliver hægtet af og bliver tilskuer til dit eget liv. Selvfølgeligt kan man have brug for og tage imod andres råd og vejledning - men beslutningen må i den sidste ende være din egen, for det er dig, der skal leve med den og derfor er det vigtigt, at du er tilfreds med det, I finder ud af. Din frustration vil kun blive større, hvis du ikke er tilfreds med det resultat I (eller han) er nået frem til, når du går derfra på fredag. Ansvaret for dit liv er for vigtigt til, at det bare kan overlades i hænderne på andre.
Og jeg ved udmærket, at alt dette er lettere sagt end gjort. Men prøv :-)
Men du vil vel ikke bare komme til at gå og vente på, at medicinen virker. Du har jo taget kontakt til Kvisten og der var jo også andre muligheder, du måske kunne prøve at undersøge. Så der sker jo nogle ting, imens du så venter.
Men det er selvfølgeligt vigtigt, at psykiateren er klar over, at du vil begynde at arbejde med de gamle problemer på en anden måde, så han ved, at det ikke kun handler om 'her og nu'.
KH Helene
Men mere end noget andet føler jeg mig også halvdød.
Men man kommer ikke igennem livet uden at vælge, og selv om disse valg fremprovokerer angst, så er jeg også bevidst om, at nogle af de alle bedste ting i mit liv, er ting jeg selv har valgt til, og ikke ting, som bare er faldet ned foran fødderne på mig. Så hvorfor skulle den store gyldne løsning gøre det nu?
Jeg må på jagt efter mig selv, for jeg tror, jeg gemmer mig inde bag denne her døde facade, og jeg tror, at jeg kan skubbes igang inden jeg ryger ud over kanten. For det skal jeg!
Jeg husker altid selv dette citat af Søren Kierkegaard og lever meget efter det: 'At turde er at miste fodfæstet for en tid - ikke at turde er at miste sig selv'.
Alt rummer sin egen modsætning og man har begge sider i sig i lige mål. Under følelsesløsheden gemmer sig et hav af følelser. Bag den døde facade gemmer livet sig. Følelsesløsheden og den døde facade er noget, der er kommet udenpå igennem livet - inde bagved er dit sande jeg: Levende, i live og parat til at springe ud og blomstre når alt det udenpå er pillet væk.
Jeg tror, at man skal finde sig selv, hvor man engang mistede sig selv for at blive hel.
Ja, ikke at træffe noget valg er i høj grad at træffe et valg.
Du har set, at de bedste ting er sket for dig, når du selv har valgt, selvom det skabte angst og ikke var let. Det er en utrolig stærk ressource, som du vil få stor glæde af at kende til. Man skal ikke undgå angsten men overvinde den.
Jeg har lavet mit eget motto, der siger: 'Vælg altid lysets vej - også selvom den går igennem mørket'.
Kærlig hilsen Helene
Endeligt kom jeg ud af døren og et kvarter for sent ind af døren, fordi jeg skulle hjælpe en dame med at finde vej der hvor hun skulle hen.
Jeg brugte halvdelen af undervisningstiden på skiftevis at være på nettet og at sidde på toilettet og glo ud i luften, eller på et lykkeligt gensyn med bagsiden af mine øjenlåg.
Da jeg tog hjem efter en kæmpelang, men okay 8 timers dag, ringede min kæreste. Han sagde, at han ikke kunne blive ved med at lytte på mine problemer, fordi det gør ham deprimeret. Og selv om jeg fuldt ud forstår ham, så er det utroligt svært, for han er den eneste overhovedet, som jeg kan tale med om alt det her der sker med mig. Så lige nu prøver jeg på at undgå ham, hvilket er højest usædvanligt for mig. Men det er så svært at gå at bære helt alene rundt på de her forfærdeligt tunge følelser helt alene. Så jeg er helt alene, og har kun bagsiden af mine øjenlåg til at trøste mig bare lidt.
Faktisk må jeg indrømme, at jeg helt havde glemt hvordan det er at være deprimeret. Jeg er ret chokeret over at være så hårdt ramt, at ikke engang de alemene råd virker. Jeg kommer ud, spiser fornuftigt, dyrker motion, slapper af osv...
Jeg begynder så småt at miste fokus på at spise sundt, og det bliver erstattet af gamle mønstre med spiseproblemer, ekstrem fokus på min vægt og lyst til at skade mig selv. Så jeg kæmper for at holde mig selv oppe ved håret, så jeg ikke falder helt i. Men hvor er det svært at finde andre måder at kanalisere alt det jeg har indeni
Det er bestemt ikke godt at gå med alt det alene men de nærmeste er bare sjældent de bedste, at dele så store problemer med. For de kan ikke hjælpe og kommer til at føle sig magtesløse. De negative følelser smitter, så det er forståeligt, at din kæreste ikke magter mere. Det er også hårdt for de nærmeste. Derfor findes der også i både KRIS og på Støttecentret mod Incest også (ialtfald periodisk) grupper for pårørende. Pårørende kan også søge rådgivning.
Det er bedre at tale om disse ting med en professionel behandler og hvis du på et tidspunkt får lyst til det, så kan det være en mulighed med en støttegruppe, hvor du mødes med andre ligestillede. Det er ikke et alternativ til professionel behandling men et supplement.
Har du hørt mere fra Kvisten?
Har du prøvet at kontakte nogle af de andre steder? Hvad med KRIS – kunne det være en mulighed?
Støttecentret (www.incest.dk) har også erfaringsbaseret rådgivning, hvor du kan ringe ind og tale med én, der selv har været igennem tilsvarende og som derfor forstår, hvordan du har det.
Derudover har du også kontakt med os herinde på ND.
Så hold fast i, at du IKKE er alene om det her, selvom du ikke længere har din kæreste at tale med det om. Du har langt om længe muligehed for at komme til at tale og skrive med nogen, der rent faktisk forstår dig rigtigt godt.
At din kæreste har gjort det forbi netop på det tidspunkt, hvor du begynder at arbejde med det hele er så et meget uheldigt sammenfald, der nok kan accelerere tingene en del.
Jeg forstår godt, at du er chokeret over, at du er så hårdt ramt, at du ikke kan følge de almene råd. Men de almene råd er baseret på 'adfærdsregulering' og kræver logisk og rationel tænkning og forståelse for, hvad der er sundt og godt - og en stor portion viljestyrke. Lige nu er du ikke i stand til at styre din adfærd v.h.a. logik og rationalitet og vilje. De gamle følelser kæmper for at komme frem – og dermed dukker de gamle, indgroede, selvdestruktive løsningsmuligheder også frem. De har et dybt følelsesmæssigt grundlag, der altid vil vinde over det rationelle og logiske. De gamle følelser og tvangshandlingerne er ikke viljebaseret men styret af det autonome nervesystem ligesom vejrtrækningen og hjerteslaget.
Selvom du får tilbagefald til de gamle adfærdsmønstre, så fortvivl ikke. Når du begynder at arbejde med tingene i et terapiforløb, så er det ikke vedvarende men en uundgåelig fase. Det er noget andet, når man ikke arbejder med tingene, for så er det utroligt svært eller umuligt vedvarende at forandre disse handlemønstre kun med viljens kraft. Der skal først ske følelsesmæssige forandringer, for at nye mønstre kan blive en vedvarende erstatning for de gamle selvdestruktive mønstre. Følelserne skal med for at skabe vedvarende positive forandringer og det kommer de, når du kommer i gang med noget behandling. Så indtil du får bearbejdet de gamle følelser noget mere, vil du nok få svært ved at kanalisere dem anderledes ud, end du engang har lært dig. Men det kommer i takt med, at du får bearbejdet de gamle truamer.
Jeg ved ikke, om det her gav nogen mening. Det var lidt svært at få formuleret…
Kærlig hilsen Helene