Man kommer jo ikke bare hen...

0ktober

Jeg vil bare lige dele en lille tanke, der opstod i mit hoved på min cykeltur hjem inde fra min veninde inde i byen.

Jeg kørte forbi uni og det var mørkt. Og så tænkte jeg: Aha, nu kunne jeg godt få det dårligt, for det er samme "stemning" som dengang jeg tog alle pillerne. Fordi der var meget få mennesker, og det var helt mørkt.

Men så opstod en modtanke i mit hoved. Helt ud af ingenting. Og den lød sådan her: Men det er det ikke. For jeg er ren.

Jeg ved ikke helt hvad det skal betyde, andet end at det er noget positivt. Det betyder nok, at jeg er vasket ren/lettet fra de tunge og negative tanker, der skulle give mig lyst til at gøre noget selvdestruktivt. Altså de grundlæggende tanker og følelser overfor mig selv.

Det kom meget bag på mig. Og jeg er okay med at være væk fra kollegiet. For det har ændret sig så meget, at det alligevel ikke er det samme.

Jeg snakkede med hende min veninde fra min gamle læsegruppe i dag og fortalte hende alt om, hvordan jeg har det og at jeg havde taget de piller efter den sidste fest på uni, hvor hun også var med. Og det var rart at få lov til at fortælle det hele helt forfra, og hun gav mig rigtig god respons på det. Hun var rigtig god at tale med. Det var rigtig svært undervejs og jeg rystede rigtig meget. Men det er godt at have fået det ud af min krop og få sagt det højt.

Nå, det her skulle bare være en kort indskydelse, så jeg må nok hellere stoppe nu og kaste mig i seng, så jeg er klar til den store dag på uni i morgen. Jeg er ikke så bange mere.

Sov rigtig godt.

Kærlig hilsen Trine

Helene2

Kære Trine

Jeg var lige blevet færdig med mit svar til dig, da jeg så, at du havde skrevet igen. Så nu må du vente lidt med at få et svar, for så vil jeg svare på begge indlæg på én gang.

Kun vil jeg lige sige, at alt hvad du oplever af føleslesmæssig turbulens, ord der falder dig ind og alt andet, er helt som det skal være. Der bliver renset ud og det er godt og nødvendigt. Du har fået åbnet til det ubevidte og fortrængte, så det kan blive bevidst. Bevidsthed er en nødvendighed for forandring.
Og husk - kaos er der kun, til der kommer orden i kaos. Det kommer der, når du begynder at kunne gennemskue og forstå, hvad der sker. I starten er det processen, der kontrollerer dig men efterhånden vil du selv kunne kontrollere processen i langt højere grad.

Jeg når nok ikke at svare dig i morgen, for jeg skal afsted om formiddagen og kommer først sent hjem, men jeg skriver hurtigst muligt.

Jeg vil også gå i seng nu. Håber du får en god nats søvn :-)


Kærlig hilsen Helene

Helene2

Kære Trine

Jeg har ikke helt fået fat i, hvad du skulle på uni i dag. Men jeg håber, at det går godt :-)

Alt hvad du oplever af ekstrem træthed, isolation, overfølsomhed overfor lyde, støj etc. er helt normalt. Du åbner dig og det er en sårbar tilstand.

Tanker og følelser omkring skyld og skam er uundgåelige. De kan anskues på mange forskellige måder. Én af dem er at vide, at et barn forklarer alt dårligt med, at det må være dets egen skyld, for det vil være ubærligt og helt umuligt at forstå, hvis det er de voksnes skyld.
Når voksne skader et barn, får det oplevelsen af ikke at være beskyttet eller ikke at være elsket. Barnet vil uundgåeligt bebrejde sig selv, at det er uelskeligt og ikke fortjener kærlighed. Og så begynder det at lave sig selv om, så andre kan lide det og derfor ikke skader det. Det starter en forvandling af sig selv for at blive 'god nok'. Barnet forstod ikke, at det var elsk-værdigt som sig selv, men at det var omgivelserne, der fik det til at tro noget andet. Og dermed blev barnets handlinger, adfærd og følelser skabt af frygt, der medførte angst, depression, smerte, fremmedgørelse og manglende selvværd m.m.

Skyld medfører skam og det er måske de følelser mennesker frygter mest og af frygt kommer angst. Almindeligvis kaster man skyld tilbage, hvis nogen vil give den til én. Og så kaster de skylden videre tilbage. På den måde kan man bruge hele sit liv på at spille bold med skyldfølelsen. Griber man den, så synker man sammen og føler stor smerte. Derfor låser skyld én fast for man vil være travlt beskæftiget med dette spil. Kast bolden tilbage, hvor den kom fra.
Du ved, at du var uskyldig og at dine forældre heller ikke har nogen skyld. Hvor gør man så af alle sine frustrerede følelser? For så længe man ikke kan rette dem mod en anden, retter de sig mod én selv. Men hvis vi i stedet for skyld taler om ansvar, så forandres tingene. Dine forældre havde et voksent forældreansvar. Det tog de af forskellige grunde ikke på sig. Men din trivsel eller mangel på samme var deres ansvar og det svigtede de. Det kan du både være vred over og ked af, det kan du handle og reagere på.

Det er andres ansvar, at du fik alle disse ubehagelige følelser blev skabt i dig som barn. Men følelserne blev dine og derfor er det blevet dit ansvar, hvad du gør med dem. For nu er du voksen og kan gøre noget.
Og du gør det allerbedste, du kan gøre: Du konfronterer følelserne og derved ryger de automatisk retur til afsenderen. Dermed kan du begynde at mærke DINE EGNE positive følelser tydeligere. For de har hele tiden ligget i dig. Det negative var noget, der kom udefra.

Så er der skyldfølelsen over selvskaden. Husk at der er en positiv intention bag enhver handling. Man gør altid det bedste, man kan udfra sine forudsætninger. Hvis du havde kunnet gøre noget andet, havde du gjort det. Når man giver nogen skylden, så giver man dem sin vrede. Men har du grund til at være vred på dig selv? Hvis du husker og MÆRKER årsagen til handlingen, så vil du forstå, at vrede er grundløs men der er god grund til trøst. Du vil forstå, at der var en god grund til, at du handlede som du gjorde.
Hvis det bliver aktuelt, kan jeg fortælle, hvordan du kan arbejde med tilgivelse af dig selv.

Jeg kender følelsen af, at man ikke kan holde ud at være i sin krop. Jeg ville flå min krop i stykker, skrælle huden af, jeg kunne slet ikke holde ud at være i den. Det går over igen – for det er det nødt til. Om noget er vi nødt til at lære at acceptere, respektere og endda elske vores kroppe. For vi skal leve med dem hele livet og lærer vi det ikke, så får vi det rigtigt svært. Din krop er OGSÅ uskyldig.

Din tanke ' Men det er det ikke. For jeg er ren', kom til dig fra det ubevidste. Det var en gave.
Du er ren. Måske betyder det, at du er vasket ren, renset, fra de tunge og negative tanker. Og det er vel det samme som, at du er USKYLDIG og derfor slipper behovet for at skade dig selv.
Din underbevidsthed har altid været klar over, at du er uskyldig i alt, hvad der er sket. Du har bare ikke været parat til at vide det før. For uskylden har også sin pris.

Synlighedsdagen gik rigtigt godt. Men dissociationen er et stort problem for mig. Dagen efter havde jeg det som om, at det slet ikke var mig, der havde været derinde og derfor var der heller ingen oplevelse at forholde mig til. Det, jeg oplever, går så at sige uden om bevidstheden og direkte ind i underbevidstheden. Det modsatte af det 'normale'.
Jeg har ikke nogen problemer med at fortælle offentligt, at jeg har været udsat for incest. For det var aldrig min skyld og aldrig min skam og det burde ved Gud aldrig være nogen børns (eller voksnes) hemmelighed. Hemmeligheden er krænkerens. Jeg hjælper ingen ved at opretholde hemmeligheden og tage krænkerens angst for afsløring på mig. For det skulle heller aldrig have været min angst.

P.S.: Laver lige et indlæg mere med et lille (meget aktuelt) afsnit fra en bog, jeg er ved at læse :-)


Kærlig hilsen Helene

Helene2

Dette er en tilføjelse til mit svar lige før, hvis du ikke har set det :-)

Det er et lille afsnit fra bogen 'Sæt dit hjerte i brand - 7 invitationer til personlig frihed' af Raphael Cushnir.

'Hvad følelser angår, er den eneste udvej IGENNEM dem. Så enkelt er det. Skønheden ved at åbne sig for alle følelser, selv dem vi betragter som negative, er, at de med tiden slipper os. I begyndelsen kan det føles som den rene tilintetgørelse at mærke alle disse følelser, som at blive druknet af den ene følelsesbølge efter den anden. Men i virkeligheden forholder det sig stik modsat. Når vi opgiver vores illusion om selvkontrol, opnår vi en varig følelse af autenticitet. Denne autenticitet fører til større kraft, frihed og en forbløffende åbenbaring:
JO MERE VI FØLER, JO MERE ELSKER VI. OG JO MERE VI ELSKER, I JO HØJERE GRAD BLIVER KÆRLIGHEDEN OS.'

(Og det er præcist essensen i hele processen. At finde ud af, at vi ER kærligheden og turde lade den strømme frit)

***

Nu vi er inde på bøgerne, vil jeg lige svare på det med, at du er angst for at gå på biblioteket.
Jeg tænker, at det jo er muligt at få et password, så du kan via nettet kan bestille/reservere bøger hjemmefra. Er dit password forsvundet/glemt, så kan du få et nyt. Det kan du måske få din kæreste eller en veninde til at hjælpe med? Bestiller du bøger på biblioteket over nettet, så får du en mail, når de er klar til afhentning. Så kan du måske også få én til at hente dem for dig?
Hvis ikke sådanne løsninger er mulige, så handler det måske mere om, at det ikke er biblioteket men bøgernes indhold, du beskytter dig imod? Der er nogle mennesker, der beskytter sig ved at lukke af for viden.
Som altid er det vigtigt at få defineret det egentlige problem, før man kan gøre noget ved det :-)


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Kære Helene.

Det rammer virkeligt meget alt det du skriver. Det føles meget underligt for mig, men alt hvad du skriver, det passer så præcist på det jeg føler og oplever. Jeg hæftede mig især med det med, at hvis man tænker, at ingen bærer skylden, så kan man ikke andet end at rette den indad. Og det er ikke konstruktivt.

Det udklip du skrev fra bogen i dit andet indlæg, passer rigtig godt med sådan jeg havde forestillet mig det skulle blive engang. Og i starten, da jeg blev konfronteret med de vilkår, der har været i min barndom blev jeg ikke så ramt. Det er først kommet her halvanden-to uger efter. Men så sagde det godtnok også bang.

Jeg er begyndt at drømme igen. Det er et godt tegn. Meget af det er dagsrester. Især nu, hvor jeg er i Odense. Men i går drømte jeg, at jeg blev overfaldet af en tyr, fordi jeg var med i et tv-show. Men midt i det gik det op for mig, at tyren godt kunne komme fri og få rigtigt fat i mig. Så jeg gemte mig inde i et hus, hvor den prøvede at få døren op. Og så kom der en hund hen til mig og var bange, og jeg tog den ind til mig og passede på mig. Jeg kan ikke helt tænke mig til, hvad det mon betyder andet end at der er noget farligt/truende og noget omsorgsfuldt i drømmen.

Det du skrev om skyld og skam igennem livet, passer også utroligt meget på mig. Jeg har altid været meget bange for skyldfølelse, og det har altid ramt mig hårdt. Eller skam, hvis jeg fx. er kommet til at sige noget dumt eller upassende. Så bliver jeg ubeskriveligt ked af det. Det er faktisk næsten det værste, der kan ske for mig. Selv den dag i dag. Det er dog blevet lidt bedre her de sidste par år.

Jeg skal til samtaler med min vejleder på uni, hvor vi skal tale med to forskellige, der skal være med til at støtte mig, når jeg starter igen, så jeg bl.a. får en "privat" instructor, der skal hjælpe mig med at få overblik over det faglige. Så det bliver rigtig godt. Det er bare svært at forholde mig til det lige nu, fordi det ligger så langt væk.

Men lige nu er jeg helt vildt nervøs, har rigtig ondt i maven, og har mest lyst til at gemme mig meget langt væk. Det er helt klart en dag, der bare skal overståes. For der kommer jeg til at føle mig ekstra meget alene. Især fordi jeg skal vente halvanden time mellem de to møder, og jeg ved at mit gamle hold er på uni, og det ville bare være så underligt for mig at møde nogen af dem. Men mon ikke det nok skal gå. Jeg har i hvert fald sagt til mig selv, at jeg nok ikke bryder sammen. At det måske bliver hårdt, men at det nok skal gå. Og i aften ligger jeg trygt og sikkert hjemme i min egen seng hjemme ved min søde kæreste.

Det du beskriver med Synlighedsdagen, at du (kan ikke huske hvilken formulering du brugte) var ude af din egen krop, da du fortalte. Det kender jeg godt. Jeg tror det er en evne man får, når man har været udsat for seksuelt misbrug. Evnen til ikke helt selv at være tilstede og bare køre på automatpilot og få tingene ordnet. Endda ofte på en god og fornuftig måde. Jeg tror at fornemmelsen af dig selv i det, kommer med tiden. Når det lige falder lidt til.

Jeg tænker lidt over, hvordan jeg skal håndtere smerten og alle tankerne lige nu. For som det er nu, så fylder de det hele. I hvert fald, når jeg ikke er på arbejde. Jeg er konstant nervøs, lammet og har ondt i maven. Jeg kan ikke rigtigt sætte tankerne på pause, men jeg er overbevist om, at det ville være rigtig godt for mig at have nogle timer i løbet af dagen, hvor jeg ikke tænker på det hele. Det jeg gør nu, er, at jeg sover utroligt meget. Men så snart jeg vågner, så mærker jeg det fylde min krop fuldstændigt igen. Det er meget forstående lige nu. Og jeg synes også det er okay. Især fordi jeg har tid og plads i mit liv til det lige nu. Men samtidig ville jeg gerne kunne slappe lidt af ind i mellem.

Har du nogle idé'er til afslappende ting? Jeg tænker selv på at gå en tur, men jeg kommer aldrig rigtigt afsted.

Den med bøgerne, skal jeg lige mærke lidt efter. Jeg ved, at hvis jeg kunne finde den viden på internettet, så ville jeg straks kaste mig over den. Så på den måde synes jeg ikke, jeg blokerer. Men samtidig føles det andet helt håbløst for mig. Så måske! Måske jeg bare skulle ofte pengene på at købe dem?

Ha' en dejlig efterårs mandag og send lidt god energi mig vej. Jeg får virkeligt brug for det.

Kærlig hilsen Trine

0ktober

Kære Helene.

Jeg så dig i tv. Hvor var det et godt indslag, og hvor er du sej. Du kan godt være stolt!
Hvordan var det?

Sjovt at hende psykologen også talte om det med splittelse, som jeg skrev om i indlægget lige inden det her.

Jeg er fuldstændigt smadret, ødelagt og udkørt efter i dag. Det gik faktisk værre deroppe, end jeg havde regnet med. Fordi jeg har gået og tænkt så positivt, så fik jeg et stort chok over pludseligt at få det så dårligt, at jeg ikke kunne holde tårene inde. Jeg havde heldigvis aftalt at mødes med min vejleder inden vores møde med studievejlederen, så vi fik en snak om det. Men jeg var også nødt til at gå midt i mødet for at trække lidt luft.

Det synes jeg er .... Jeg ved ikke helt hvad. Det er nok meget forståeligt, men jeg er bare chokeret over, hvor skrøbelig jeg er. Det havde jeg ikke troet. Jeg føler, at jeg er trådt mange skridt tilbage i den fremgang jeg ellers var i. Men det er nok også meget normalt. Lige nu skal det hele vist bare lige falde til.

Men det er underligt at være så ked af det. At være så lammet og så slået ud. Især fordi det er så mange ting, der er årsag til det. Så lige nu kan slet ikke tænke lige (som jeg plejer at sige).

Har du en idé til, hvordan jeg kan få struktur over de forskellige ting, så de ikke bare farer rundt og styrer hele mit hoved og min hverdag. Det er okay for mig, at jeg er påvirket, men lige nu er det for meget for mig. Og jeg bliver presset ud i at spise flere og flere piller. Og det er den forkerte retning. Jeg er begyndt at skrive dagbog for første gang siden alt det her startede. For nu er der så meget i mit hoved, at jeg bare skal have det ud.

Aj, nu tror jeg det er en dårlig vane med de her dobbeltindlæg. Jeg håber du kan følge med. Men som du kan se, så sker der helt vildt meget lige nu.

Kærlig hilsen Trine

Helene2

Kære Trine

Tak skal du ha' :-) Det var meget positivt. De var rigtigt søde alle sammen. Psykologen var virkeligt god. I dag er faktisk min første dag på pension – sådan rigtigt. Et helt livs ventetid på alt muligt er slut. Så nu kommer der et tomrum, hvor mit nervesystem forhåbentligt kan aflade.

Jeg kan godt følge med de dobbelte indlæg :-)

Bøgerne først: Der er forskel på, om man sidder med en bog i hånden eller om man læser noget på nettet. Man kan være heldig at finde bøgerne brugt på www.pensum.dk eller på www.antikvariat.net/dansk.cgi. Kan det handle om, at du har svært ved at bede nogen om hjælp til f.eks. at hente bøgerne på biblioteket for dig? Det er ikke fordi, jeg vil 'tvinge' dig til at læse, men der er noget, der begrænser din mulighed for at søge en viden, du har meget brug for. Derfor synes jeg, det er vigtigt, hvis du kan finde ud af, hvad det er, der dybest set blokerer dig.

Officielle møder, som det du har været til, er meget hårde og kan få både tårer og vrede frem. Den slags kræver, at man tænker rationelt og forholder sig til de krav, den ydre virkelige verden stiller. Slet ikke det man har brug for.

Konfrontationen med sin egen skrøbelighed og sårbarhed er et stort chok - men det er netop i erkendelsen af din sårbarhed, du finder din fulde styrke. Som Fugl Phøniks. Så du er bestemt ikke trådt tilbage i din fremgang. Du går tværtimod fremad med store skridt!

Forslag til tolkning af din drøm: Du var med i et TV-show (du står frem – åbner dig). En tyr vil angribe dig (noget aggressivt, frembrusende, dyrisk og farligt), fordi du åbner dig. Du gemte dig i et hus (din krop, dit hylster). En hund var inde hos dig og passede på dig.
Tyren er et tydeligt symbol på aggressioner. Hunde kan være et kollektivt symbol for aggressioner. Detaljer om hundens race, fremtoning og adfærd siger noget om, hvordan dine aggressioner har det. Det er klart, at tolkningen kan være anderledes, hvis du har et specielt forhold til hunde.
Konklusion: Tyrens ukontrollerede aggressioner retter sig mod dig selv, fordi du åbner dig. Hundens latente, mindre voldsomme aggressioner beskytter dig mod truslen og giver tryghed, som det er meningen, at aggressioner skal gøre. Alt i din drøm er et symbol for noget i dig selv. Når tyren og hunden er selvstændige væsner, så er det sider af dig selv, du ikke har integreret. Du har altså fraspaltet dine aggressioner (mest dem mod dig selv) og er ambivalent, fordi de både kan være til skade og gavn for dig selv.

Det er skidt med pillerne. Din underbevidsthed presser dig aldrig mere, end du kan holde til. Jo mere du kan give slip, desto mindre smertefuldt vil det være. Pillerne har vel til formål at opretholde en kontrol, du alligevel ikke kan opretholde? Du kan hjælpe dig selv ved at beslutte, at kontroltabet og den medfølgende angst er okay. Så tager du for alvor kontrol.

Du spørger efter struktur i hverdagen. Struktur = kontrol. Kontroltab = angst. Dine fortrængte tanker og følelser er sluppet fri og er udenfor din kontrol. Men du kan kontrollere, hvordan og hvornår de kommer ud. Så det er rigtigt godt, at du er begyndt at skrive. Det tager meget af overtrykket og skaber sammenhæng.
Min struktur var visualiseringer efter morgenkaffen og så kunne jeg ligge i halve dage i sengen. Resten af dagen sad jeg ved computeren. Først besvarede jeg indlæg her på ND og resten af dagen skrev jeg (drømmetolkning og skriveterapi). Om aftenen så jeg nogle gange lidt fjernsyn og inden jeg sov, visualiserede jeg igen. Om natten drømte jeg meget. Min underbevidsthed fik det hele ud men vi gjorde det på min måde.
Sand kontrol over sit liv har man, når man kan rumme sine følelser, kan være i dem og udholde dem uden frygt. Ny forståelse reducerer angsten og tager intensiteten og kraften ud af dem, så de bliver lettere at have med at gøre. Men for at få ny forståelse må du have ny viden. Derfor vil jeg virkeligt anbefale dig at få fat i 'At hele sårene' og 'Familier med sexuelt misbrug af børn'.

Jeg ved, man har brug for at koble fra og slappe af. Du kan sammenligne det med en fødende kvinde, der siger: 'Stop, nu har jeg brug for en pause'. Men barnet vil ud og naturen må gå sin gang.
Gåture er næppe det rigtige, hvis du ikke gør det af lyst, så det giver glæde. Glæde giver energi til det hårde arbejde. Derfor er det vigtigt, at det du gør, er lystbetonet. Jeg tror bare, at du lige må have det værste overtryk ud først. Du kan sammenligne det med et overfyldt skab – det må tømmes, før der er plads til mere.

Jeg vil virkeligt anbefale dig at søge egentlig terapi. Her er forskellige muligheder: Kontakte Christine-centret i Århus; søge VISO om psykologhjælp; få en henvisning fra din læge; gruppeterapi. Se også dette link om terapi hos terapeutstuderende, der specialiserer sig indenfor seksuelle overgreb: http://www.synlighedsdagen.dk/nyhedsbrev_aug2010.html

Jeg sender al den gode energi til dig, som jeg kan :-)


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hej Helene.

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte.
Nåeh jo. Det er stort, at du nu er rigtig førtidspensionist og kan hengive dig 100% til dig selv og de ting du har lyst til og brug for. Hurra for det!

Du har ret. Det var et kæmpe chok at møde min egen sårbarhed. For her på min hjemmebane i Århus, fungerer tingene okay, og det går fremad. Jeg tror måske heller ikke altid, at det er en fordel at mane ængstelige tanker i jorden med optimisme. Måske er det bedre at kigge realistisk på det. For jeg fik sagt til mig selv, at det ville være okay at komme derop. Det hjalp mig i dagen op til, jeg skulle afsted. Men jeg tror også det gjorde, at det ramte mig mere, da jeg så begyndte at græde og blev rigtig ked af det deroppe. For det skulle jo ikke ske... Der røg kontrollen vist... Og det tror jeg godt, jeg kunne ha forudset. Men det er vel lige meget. Nu skal jeg nok bare se fremad.

Jeg tror jeg har fundet min blokering i fht. det med bøgerne. Hjemme hos mine forældre hedder det sig (i en negativt ladet tone), at man dyrker sig selv, hvis man taler for meget om sine problemer eller går for meget ind i dem. Det er jeg nok bange for, at andre vil tænke.. Og ikke mindst, bange for at komme til at tænke det om mig selv. For måske tror jeg lidt på det udsagn (når det gælder mig selv). Underligt som man kan hænge fast i sådan nogle dumme tanker. For jeg ved jo godt, at det her handler om mig, og hvordan jeg får det bedre. Men det gør i hvert fald nok, at jeg er flov over det, hvis nogen skulle se mig med bogen. Plus at folk ville vide, hvad JEG har været udsat for. Jeg ville pludseligt føle mig som en åben bog ved at have "min fortid" liggende på sengebordet.

Jeg har godtnok drømt meget i nat. Sådan nogle små korte mareridt. Drømte fx. at mine forældre ikke ville høre på mig. Det lyder som en simpel ting, men i min barndom var det en ting der knuste mit hjerte lidt mere hver gang det skete. Det var meget underligt at vågne hjemme hos dem i morges og så være i nutiden. Jeg kom hjem fra dem i formiddags og er næsten lige vågnet efter en lur på 3½ time.

Jeg tror du har ret i det med terapien. Men jeg tænker også, at det måske er relevant at bruge psykiateren. Men jeg ved det ikke helt. Det bliver måske bare forvirrende at få terapi to forskellige steder... Tænke, tænke... Jeg tror, hvis jeg tør, at jeg vil snakke med ham om det på mandag. Det er ikke fordi jeg er bange for ham. Jeg er bare bange for at blive afvist, så det kræver meget energi fra mig lige nu at skulle kæmpe mere.

Hvor er det underligt at have mit hoved så fyldt op af tanker og følelser. Jeg er allerede helt træt igen efter kun at have været vågen én time. Det var også lidt af en udfordring at koncentrere mig på arbejdet i går. Og jeg var helt vildt træt bagefter.

Jeg tænker lidt over det du skrev med kontrol. At accept og det at være i følelserne er en virkelig form for kontrol. Jeg tænker, at det lyder som noget helt nyt for mig, og at det måske er vejen frem. Man bliver bare afhængig af den der 100% ro i kroppen. Men jeg er igang med at skære ned, og det er nemt for tiden, hvor jeg er så træt. Og du har også ret i, at jeg skal lade mig selv være i følelsen. For ved at tage medicinen, ignorerer jeg den. Måske er det okay at ligge og være ked af det en time inden jeg falder i søvn. Især nu, hvor jeg ikke skal op hver dag og nå noget. Der er altid plads til en middagslur. Aha.. Det er nok et forsøg værd :-)

Nå... Det er lige gået op for mig, at jeg ikke har spist i 6 timer. Måske det var ved at være på tide til lidt i maven. Jeg prøver at spise præcist det jeg har lyst til, for at få spist, og lige nu er det okay. Jeg har endda ikke taget på, så det er nok det min krop vil lige den. Den er vist klar over, at det er det eller ingenting, fordi min energi bliver brugt på noget helt andet lige nu.

Jeg håber du har nydt de første par dage af din pension, og at du finder noget spændende at lægge de ekstra kræfter i, som du har brugt på kampen. Eller noget helt nyt, bare slapper fuldstændigt af med dig selv. Jeg ser dig for mig gå hen til spejlet og sige til dig selv, at nu er det sket. Nu er du nået dertil, hvor du skal være. Og nu skal du bare nyde. Det må være dejligt. Måske jeg skulle snakke lidt med mit spejl?

Kærlig hilsen Trine

Helene2

Hej Trine

Nej, det er ikke en fordel at mane ængstelige tanker i jorden med optimisme. Det bliver den berømte overfladiske positive tænkning og den tjener kun til at camouflere de negative følelser og skaber indre spændinger. Tværtimod skal man tænke de ængstelige tanker til ende – hvad er det værste, der kan ske? Og så skal man finde en løsning eller hvis man ikke kan handle og løse problemet, så noget positivt ved situationen, eller noget man havde brug for at lære. Så er der tale om et ægte positivt sind, der giver grundlag for positive følelser. Det er noget helt andet.

Du har lært noget – i Århus føler du dig tryg. Men det gjorde jo ikke noget, at du græd. Hvis du på forhånd giver dig selv lov til at reagere følelsesmæssigt i pressede situationer, så sker det ikke mod din vilje og så er det ikke længere så slemt. Det er modstanden, der får det til at føles forfærdeligt. Giv dig selv lov – det er et virkeligt godt mantra :-)

Det var godt, at du har fundet ud af, hvad blokeringen mod bøger handler om. Nu hvor du er blevet bevidst om den gamle, blokerende overbevisning, kan du begynde at tage den op til overvejelse. Det er altså flovt, hvis man fokuserer på sig selv, forholder sig til sig selv og prøver at få det bedre? Er det en overbevisning, du deler? Harmonerer den med dine værdier, holdninger og overbevisninger? Hjælper den dig? Hjælper den andre? Kan det være hensigtsmæssigt at antage en anden overbevisning?
Noget andet er din følelse af, at det vil være afslørende at hente sådan nogle bøger og endnu værre at have 'din fortid' liggende på sengebordet. Det er helt naturligt, at du har det sådan lige nu. Men du kan starte med lærerige men neutrale bøger som f.eks. 'Kærlighedens fem sprog' af Gary Chapman eller én af bøgerne af Susan Forward eller 'Kast lys over skyggen' af Debbie Ford. Der er uendelige mængder af læsestof, der kan hjælpe dig videre i din proces ved at give dig forståelse, redskaber og en positiv fornemmelse af, hvor du er på vej hen.

Du drømte, at dine forældre ikke ville høre på dig. Det øverste lag i drømmen, handler jo nok om, at det var sådan det var. Men i andet lag er du selv alle personer i din drøm. Der er bare nogle ting, man ser bedre hos andre, end man ser dem hos sig selv.
Forstår godt, at det var mærkeligt at se dem bagefter.

Du kan sagtens fortsætte med at komme hos din psykiater samtidigt med, at du starter i noget andet terapi. Samtalerne hos din psykiater kan ikke sammenlignes med terapi der går ud på at bearbejde barndomsoplevelserne. Mange går hos psykiater og til egentlig terapi sideløbende. Jeg synes bestemt, du skal tale med ham om det.

Ja, man stræber efter ro i kroppen men det er jo umuligt, så længe der er så meget uro. Ellers lægger du bare låg på uroen og så ligger den og gærer og forgifter systemet, så man bliver syg.. Al uroen må stille og roligt arbejdes ud, inden roen kan komme.
Ja, virkelig kontrol får man, hvis man har opnået kontrol over sine følelser. Det kan man få ved at lukke ekstremt af - det er det, psykopater gør, så det kan ikke anbefales. Den modsatte form for kontrol er derimod, hvor man har mærket alle følelserne, kender dem og ikke længere frygter dem. Det er en frygtløs tilstand og så er der i princippet kun glæde og kærlighed tilbage – indre ro og sjælefred.

Det er bestemt okay at ligge og være ked af det i en time, inden du sover. Altså… du er meget heldig, hvis du kan nøjes med en time ;-) I de første år græd jeg nærmest konstant i hele dage og hver dag.
I bogen 'At hele sårene' står der så rigtigt: 'Man dør ikke af at græde i to timer. Men det kan godt føles sådan'. Især hvis man aldrig rigtigt har været vant til at græde og virkeligt føle sine følelser, så kan det være meget voldsomt at græde og være inde i følelserne i en time. Men der er mange følelser, der aldrig er blevet følt og mange tårer, der aldrig er blevet grædt. De ligger og forgifter nervesystemet og det er balsam for sjælen og nerverne, når de får lov at komme ud.

Jo, nu mærker jeg, at jeg kan slappe af. Jeg er så træt som et helt alderdomshjem. Jeg kan mærke, hvor højspændt mit nervesystem har været og nu begynder det at aflade. Hele livet har jeg trykket speeder og bremse i bund samtidigt og nu har jeg vist sat det hele i frigear. Fysisk føles det utroligt godt at give slip men samtidigt slipper der også en masse fastfrosne følelser og det er rigtigt hårdt.
Trætheden er helt anderledes nu, end den plejer at være. Forskellen er, at jeg ikke oplever anspændelse samtidigt. Det her er en god træthed, jeg kan mærke i hele kroppen, fordi det er det indre tempo, der er sat 100 km ned og jeg er holdt op med at flygte.
Jeg kan sagtens se meningen med det, der sker nu. Det er begyndelsen til at frigøre al den energi, jeg har ventet så længe på. Jeg håber bare ikke, at denne fase varer alt for længe.

Det var vist alt for nu.

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Kære Helene.

Der kører så mange tanker i mit hoved lige nu, så jeg nøjes med, for nu, at gribe fat i én ting i dit indlæg.

Det med at græde, det gør jeg meget sjældent. Når jeg endeligt kan græde, er jeg typisk sammen med andre mennesker, og oftest min kæreste. Men han går i panik og bliver ked af det, når jeg græder, så derfor gør jeg det meget sjældent.
Da jeg sad på toilettet på universitet og græd, var det første gang i en måned, jeg ar grædt. Jeg ville virkeligt ønske, at jeg kunne græde. Jeg ved, det ville lette rigtig meget. Men mon ikke det kommer engang. Jeg er ubeskriveligt ked af det, men det er åbenbart en "tør" sorg.

Jeg har været ved at skrive de forskellige tanker op og inddele dem i grupper. Dvs. at jeg faktisk har lavet et skema for at prøve at få overblik over, hvad det er, der fylder lige nu. Og wauw der er meget. Og jeg synes ikke det hjælper at skrive. Jeg synes jeg bliver mere forvirret og frustreret. Men det er også svært at gribe fat i noget. Jeg prøver at acceptere, at det er svært lige nu. Men det er underligt at have det sådan her. Jeg har det som om, jeg har en stor depression. Jeg kan ikke rigtigt andet end at sove. Alt andet kræver kæmpe mængder energi.

Jeg har været ved at skrive alle detaljerne omkring det seksuelle misbrug ned. Og imens kom jeg i tanke om nogle ting, som jeg ikke har tænkt over i mange år. Og så kunne jeg mærke, at jeg måske ikke har lyst til at huske mere, end det jeg kan huske lige nu. Og at det måske endda allerede er alt for meget.

Ak ak... Jeg tror jeg er ved at få lidt ondt af mig selv. Men jeg er også ved at blive rastløs af alle de her tanker. Jeg får lyst til at gøre noget med dem. For jeg føler mig klar. Jeg har lyst til at hoppe i 100 timers intens terapi over en uge og bare komme ud med det hele. Jeg er også lidt bange for, at tankerne skal glide fra mig. Det har taget så mange år at komme i kontakt med de her ting. Hvad nu, hvis de bare forsvinder igen, fordi jeg ikke tager hånd om dem? Men måske tager jeg hånd om dem, ved at lade dem være her og leve deres helt eget liv.

Jeg er selv gået et stort skridt videre med at trappe ud af de beroligende piller. Jeg er i løbet af fire dage nu nede på at tage en halv i stedet for to. Det virker nok fint, fordi jeg hele tiden er så træt. Men samtidig kan jeg mærke mine morfinpiller trække lidt i mig. For de kunne jo være en "lovlig" undskyld for at blive sløvet og træt. Men egentligt er jeg rigeligt sløvet. Jeg vil bare gerne ha pause fra tankerne. Men jeg prøver at acceptere, at de er der. Jeg er ikke sur på dem og jeg er ikke sur på mig selv. Det er da en kæmpe forandring fra første gang vi skrev sammen. Tvært i mod, har jeg lidt ondt af mig selv, og det er også okay. Men jeg er ved at være bange for, at jeg kommer til at bukke under for det her, at det eskalerer og at jeg en dag pludseligt bliver helt skør, som jeg var i den tid, hvor jeg tog alle pillerne. Altså jeg er bange for at blive rigtig frustreret. Det er ikke ved at ske. Men jeg er ét stort rod lige nu.

Jeg tror også det her indlæg er rodet, og jeg tror, jeg kører rigtig meget i ring for tiden. Men jeg kan ikke rigtigt skrive andet end det, der popper op i mit hoved i det øjeblik. Og jeg kan slet ikke overskue at organisere mit indlæg. Men mon ikke du kan følge lidt med alligevel :-)

Kærlig hilsen en sårbar Trine