Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg kan godt følge med. Du skal bare skrive, hvad du har brug for at skrive.
Gråden er den grundlæggende reaktion og nødvendig for forløsning og heling. Når man græder, frigøres der endorphiner i kroppen og de er smertestillende. Det gør der også, når man påfører sig selv smerte men gråd er naturligvis at foretrække. Så det er skidt, hvis din kærestes reaktion får dig til at lægge låg på gråden og undertrykke den.
Men gråden gør også tingene meget mere virkelige. Når du græder, så er du i det. Det er hårdt men det er netop den virkelighedsoplevelse, man får, når man græder, der er så helbredende for et overbelastet nervesystem. Du kan måske hjælpe gråden på vej ved at se sørgelige film etc. og først og fremmest – ved at give dig selv lov. Giv Lille-Trine lov til at græde og overbevis hende om, at du holder af hende alligevel.
Mon ikke den depressive tilstand blev skabt i din barndom, når du ikke fik det, du havde brug for men alt for meget du ikke havde brug for? Du kom til at tro, at det var din egen skyld og dig, der var noget galt med, så alle de smertefulde følelser blev lukket inde i dig selv og holdt hemmelige. Du har prøvet at stable et godt liv på benene med den bagage. Det kan man ikke.
Du lærte formentligt, at viste du følelser, blev du afvist. Det er helbredende, når man i nutiden finder et menneske, der rummer éns følelser og stadigt holder af én. Det styrker ens tillid og selvværd og man begynder også selv at kunne rumme og acceptere følelserne. Derfor er tilknytning til en terapeut eller en terapigruppe så ubetinget vigtig. For derigennem får man den accept af sine følelser og dermed af sig selv, som man aldrig fik som barn.
Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at huske mere, end du husker nu. Men dine følelser og din hukommelse er tæt forbundet. Når dine følelser vækkes, vækkes hukommelsen og omvendt. Skal du have det bedre, så følger der en form for hukommelse med.
Underbevidstheden frigiver præcist så meget hukommelse og så mange erindringer, man har brug for, så man kan få det godt. Det bedste, du kan gøre, er at overlade beslutningen om, hvor meget du skal huske til din underbevidsthed.
Man kan rumme det, der kommer frem. Man kunne ikke rumme det, da man var barn, for det havde man ikke forudsætningerne for. Men som voksne har vi helt andre og bedre forudsætninger. Husk at målet er helbredelse og et godt liv.
Det er godt, at du har ondt af dig selv. Det er også godt, at du har lyst til at handle på det, så du kan komme fri af det, der gør ondt. Du har lyst til at springe ud i noget terapi. Så gør det hurtigst muligt, for der kan jo være ventetid.
Det, der er blevet bevidst, kan ikke gøres ubevidst igen, hvis du arbejder aktivt med det. Men hvis du ignorerer det, kan det formentligt fortrænges igen. Det vil selvfølgeligt være bedst at få hjælp til at arbejde med det, nu hvor det er fremme i bevidstheden.
Det er virkeligt flot, at du trapper ud af de beroligende piller. Super stærkt.
Du kan ikke medicinere dig ud af tankerne. Det kan højst bedøve dem og så går du måske glip af nogle vigtige tanker og når bedøvelsen er væk, kommer tankerne tilbage. I stedet for bedøvelse vil det være langt bedre med samtaler med én, der kan hjælpe dig med at få styr på tankerne.
Min terapeut sagde til mig: 'Du har været ude for nogle ting, som kan gøre én skør, men det er ikke dig, der er skør. Det er meget vigtigt, du forstår forskellen'. Det gjorde jeg ikke dengang, men det kom jeg til.
Det kan godt være, at det vil eskalere. Det kan også godt være, at du føler, at du bukker under i perioder. Men du er ikke skør og du bliver ikke skør. Giv det lov til at komme, hvis det er det, der skal til, for at du kan få det bedre. Jo mere du stritter imod, desto værre føles det.
Det er ikke virkeligheden, der giver følelsen af at være skør. Det er uvirkeligheden og virkelighedsforvrængningen.
'Vanvid er, når man gør en andens virkelighed til sin egen' (Citat fra filmen 'What dreams may come' med Robin Williams).
Du gjorde dine forældres og andre menneskers virkelighed til din egen, da du var barn. Du så dig selv udefra med deres øjne i stedet for at se dem med dine øjne. Du følte deres følelser i stedet for at føle dine egne. At se udad på dem, forholde dig til dem og mærke DINE EGNE følelser vil give dig din virkelighedsopfattelse tilbage og det vil få angsten og den depressive tilstand til at forsvinde efterhånden.
De mest problematiske virkelighedsforvrængninger er skyld og skam. De følelser kan være så voldsomme, så man tror, man bliver vanvittig. Men det var deres skyld og skam – deres vanvid – deres virkelighed. Aldrig din. De gav den til dig men du kan slippe den, for du var helt uskyldig.
P.S.: Når du husker, så prøv at fokusere på personen og ikke på situationen. Situationen låser dig fast. At se på personen og finde andre følelser, end du plejer, vil give dig muligheden for at reagere anderledes, så du kan komme fri.
Kærlig hilsen Helene
Det var mange kloge ord. De bekræfter mig i, at jeg er på vej i den rigtige retning. Det er dejligt at mærke.
Jeg panikker lidt, når du skriver, at jeg skal lade det komme, når det kommer. Jeg tænker... Hvad nu, hvis jeg bliver slået ud af kurs på et vigtigt tidspunkt i mit liv og aldrig får de ting, jeg gerne vil ha. Som min uddannelse og børn.
Jeg ved, at det er en hæmmende tanke, og at jeg er det vigtigste. For hvad er en uddannelse, hvis jeg ikke har det godt og ikke kan bruge den?
Jeg fik helt ondt i maven, da du skrev det sidste med, at jeg skulle tænke mere på ham der lavede overgrebene for at få en anderledes vinkel på det. Som du nok selv ved, så er det en meget sværere vinkel end at tænke på situationerne. For i situationerne, har han ikke noget ansigt. Der er han bare et par hænder. Og det værste ved det er også, at jeg i nogle af de glimt jeg får ser min bror, som jeg elsker helt vildt. Og det forvirrer mig rigtig meget.
Jeg har nok skrevet det her før, men hvor er det bare underligt at stå midt i det her lige nu. Det havde jeg aldrig regnet med. Jeg havde ikke troet, at det ville være så centralt. Jeg troede, at det var overstået, men det ligger så dybt i mig. Det kommer helt bag på mig, at min tidligere psykolog ikke har prøvet at linke det sammen med mine problemer. Men jeg sagde selvfølgelig til hende, at det ikke er et problem mere... For jeg mærkede det jo ikke direkte. Men hver dag mærke jeg sorgen, smerten og de dumme situationer jeg ender i, fordi jeg ser på verden, som jeg lærte det, da jeg var et lille barn.
Jeg tror, jeg vil prøve at læse noget om det indre barn. Kender du noget god litteratur om det? Jeg tror det er en god måde for mig at inde ind til mine følelser og få den forløsning, som jeg søger. Hver gang jeg tænker på mig selv som barn, hvor lille, sød og uskyldig jeg var, får jeg ondt i hjertet og kvalme. Det er det, der rammer mig allermest. At det var SÅ forkert alt det der skete. At nogen kunne behandle mig på den måde, når jeg sad der med rottehaler og en fin rød kjole. Det er SÅ ufatteligt, at jeg aldrig er blevet rummet og forstået som barn og aldrig er blevet elsket på en sund og rigtig måde.
Det jeg får hos psykiateren er terapi, så mit første træk er nok at tale med ham om det og spørge til at komme i gruppeterapi. Jeg kan mærke, at jeg hænger fast i ting og oplevelser, og at det trykker mig meget, fordi jeg ikke snakker om det. Så hverdags ting og problemer (som måske skyldes, at jeg har det sådan her) bliver til store problemer for mig. Derfor tænker jeg, at gruppeterapi vil være godt. Jeg tror jeg er ved at være parat til det.
Aj hvor har jeg det bare skidt lige nu. Jeg tror det er fint for mig, at jeg tager det meget stille og roligt lige nu. Jeg prøver at have tidspunkter af dagen, hvor jeg bare lader tankerne køre men også tidspunkter, hvor jeg aktiverer mig selv med noget helt andet, når jeg får lyst. Jeg gik på arbejde i dag (det tager ca. 25min.) og det gik op for mig, at jeg ikke havde tænkt på noget dårligt i al den tid. Min tanker var optagede af at kigge på tingene omkring mig og at mærke min krop. Det var rigtig dejligt. Jeg har også danset med mig selv i dag. Det var også hyggeligt :-)
Det er virkeligt godt at skrive herinde, for jeg øver mig i at åbne op og formulere mig, og jeg håber på at kunne bruge det, når jeg skal til psykiateren. Han er rigtig god at snakke med, men jeg prøver bare alt for meget at bakke ud. Og ang. det med gruppeterapi, er jeg bange for, at han afviser det, fordi han ikke synes det er en god idé. Og for mig er en afvisning noget af det værste. Bare tanken gi'r mig rigtig ondt i maven. Men jeg tror jeg lader tvivlen komme ham til gode og snakker med ham om det. Ellers er det vist det, man i psykologien kalder tankelæsning... Dvs. at jeg tror jeg ved, hvad han vil sige/mener/tænker og at jeg handler efter det, jeg forventer fra ham.
Puha. Det gør bare så ondt inde i lige nu. Men heldigvis er jeg rigtig træt, så jeg glæder mig bare til at komme i seng og holde en hel fridag i morgen og på lørdag.
Hvornår var det, du skulle hen til din terapeut igen?
Jeg håber du nyder din torsdag aften og har haft mulighed for at nyde det dejligt varme vejr i dag.
Kærlig hilsen en noget udmattet Trine
Ja, du er absolut på rette vej. Det er helt fantastisk, som du klarer det fint.
Det lyder også som om, at du har fundet en fin struktur i dagligdagen. Det er godt, at du både kan give dig selv lov til at have det dårligt og til at have det godt.
Din psykiater har jo selv været inde på det med gruppeterapi før, så vidt jeg husker? Han kan give dig én ting – en gruppe kan give dig noget helt andet og det kan fint supplere hinanden. Det er så vigtigt at få sat ord på tingene overfor en anden. Det vil han formentligt kunne forstå, han lyder jo til at være en klog mand.
Men selvfølgeligt er du bange for, at han vil afvise dig og det føles så forfærdeligt. Men mon ikke frygten for afvisning hører til i barndommen? Når du overvinder angsten og siger det alligevel, så har du en chance for at finde ud af, at den angst ikke hører til i nutiden og at du i nutiden kan have tillid til, at de fleste mennesker er lydhøre og gerne vil imødekomme dine ønsker og behov, når du giver udtryk for dem.
Jeg husker tydeligt min angst for afvisning i terapien og hvordan den hindrede mig i at sige, hvad jeg havde brug for. Men min terapeut 'tvang' mig til det og jeg fik altid, hvad jeg bad om.
Du skriver: ' Jeg panikker lidt, når du skriver, at jeg skal lade det komme, når det kommer. Jeg tænker... Hvad nu, hvis jeg bliver slået ud af kurs på et vigtigt tidspunkt i mit liv og aldrig får de ting, jeg gerne vil ha. Som min uddannelse og børn.'
Det fungerer omvendt. Du har været slået ud af kurs i hele dit liv og nu er du ved at komme på rette kurs. Skal du have et godt grundlag for at få virkeligt glæde af uddannelse og børn, så må du først have det godt med dig selv. At gå igennem denne proces, inden du får børn, er den bedste gave, du kan give dem og dig selv. For ellers vil du ubevist give nogle af de dårlige ting fra din barndom videre til dem.
Du skal jo ikke droppe dine ønsker om børn og uddannelse. Du skal bare sætte det lidt i bero i et stykke tid, fordi der er noget andet, der må komme først. Det er rigtigt godt, at du har drømme og mål, for det giver dig motivation til at stræbe fremad og komme igennem det her.
Ja, det kan være angstfremkaldende at tænke på personen i stedet for situationen. Problemet er bare, at så længe du kun forholder dig til situationen, bliver du låst fast i afmagt. Du behøver ikke at se et billede af personen for at forholde dig til ham. Du ved, hvordan han er – du kender ham og dit ubevidste husker alt om ham. Så du kan begynde at forholde dig til ham som person. Hvordan er hans personlighed? Hvad føler du for ham som person. Hvorfor tror du, at han gjorde de ting? Hvad tror du, at han følte? Hvordan tror du, at han havde det? Og især: Hvad fik han dig til at føle, tro og tænke? Når du ved det, så forstår du, hvilke følelser og tanker han gav dig – altså hvad han ville af med. Dermed vil du forstå, at det IKKE er dine egne følelser og måske heller ikke dine tanker eller overbevisninger. Han gav dem til dig og derfor kan du slippe dem igen, fordi du ikke længere ønsker at bære rundt på noget, der tilhører ham.
Hvad de glimt med din bror handler om, ved du ikke endnu. Prøv at lade være med at få dem til at passe ind. Hold dig åben for, hvad de vil fortælle dig, lyt til dit hjerte og så får du svaret på et tidspunkt.
Da du første gang skrev, at du havde været ude for seksuelle overgreb men at det ikke var væsentligt, så vidste jeg, at det var meget væsentligt. Noget så vigtigt er aldrig uvæsentligt.
Desværre er det ikke alle psykologer/behandlere der har lige meget forståelse for sammenhængene. Det kan også være, at du ikke har været parat til at åbne følelsesmæssigt for det.
Du ved, at sorgen, smerten og følgerne i nutiden handler ikke kun om overgrebene men også om så meget andet. Men det er klart, at overgrebene er centrale.
I sin bog 'Hænder' skriver Annette Skipper bl.a. om sit terapiforløb og jeg mener, at hun også skriver noget om det indre barn. Jeg søgte på http://www.bibliotek.dk efter 'indre barn' og der var disse resultater men jeg har ikke selv læst dem.
'Ingen vej udenom' af Gurli Lykke Ingesen
'Rejsen hjem' af John Bradshaw
'Barnet i det ubevidste' af Kathrin Asper.
Det er forfærdeligt at tænke på sig selv som barn og forstå, hvad man blev udsat for. Ja, det var SÅ forkert og ufatteligt og den smerte burde ingen børn udsættes for. Der er en bog, der hedder 'Den nødvendige smerte' – og disse smertefulde erkendelser er nødvendige, hvis vi skal heles.
Husk at du er hos Lille-Trine nu. Hun er ikke længere alene, hun kan aldrig igen blive så alene, som hun var dengang. For nu giver du hende lov til at mærke sine følelser, du deler dem med hende og du kan trøste hende og vil hjælpe hende.
Jeg var inde hos min terapeut i mandags og vi fik sagt farvel – ialtfald indtil videre. Det er rigtig hårdt men sikkert også godt for noget.
Det er godt, at du har fri i morgen og på lørdag.
Kærlig hilsen Helene
Jeg læser stadig lidt med på sidelinjen, og det lyder, som om der sker en masse vigtige ting for dig. Men der er to ting, jeg har lyst til at sige til dig:
For nogle dage siden skrev du, at du var ved at trappe ud af de beroligende piller, og at du på 4 dage var trappet ned fra 2 piller om dagen til en halv pille. Jeg synes, at det er virkelig godt, at du trapper ud af dem, for beroligende piller er noget stads, som kun kan have en berettigelse til akutte kriser og kun i ganske korte forløb (få uger).
Men jeg synes virkelig, at det er en alt for kort nedtrapningsperiode! Jeg har lagt mærke til, at du er en person, der tager afgørende beslutninger og fører dem ud i livet i en fart. Men netop ved en nedtrapning af psykofarmaka er det vigtigt, at det går meget langsomt. Hjernen har ikke godt af bratte omskiftelser.
Det er muligt, at din nedtrapning går godt og uden problemer, for du har måske ikke taget de beroligende piller så længe. Men du skal vide, at andre mennesker ofte bruger halve eller og hele år til at komme ud af den slags piller. En hurtig nedtrapning er en stor belastning - ikke bare for hjernen, men for hele din organisme! Blandt de virkninger, man kan få af en for hurtig nedtrapning anføres ofte depression. Så hvis du har nogle sære reaktioner i disse dage, vil jeg minde dig om, at disse reaktioner altså også kan skyldes en for hurtig nedtrapning af de beroligende piller, og at en for hurtig nedtrapning under alle omstændigheder er en belastning for din organisme – en belastning, som helst skal undgås, da din organisme har nok at slås med.
Det er åbenbart blevet min rolle her på Netdoktor at gøre opmærksom på den store virkning, som psykofarmaka har – på godt og ondt. Ovenstående skal ikke opfattes som en opfordring til at trappe op igen! Nu er du kommet så langt, og det er godt. Men det er en opfordring til dig om at huske på, at man skal omgås psykofarmaka med varsomhed.
Den anden ting, jeg har lyst til at sige, handler om dit ønske om at komme i (gruppe)terapi. Det lyder som en god ide at få noget supplerende terapi. Det lyder, som om du er glad for psykiateren, så derfor er det vigtigt, som du selv skriver, at han er indforstået med ideen.
Men det er vigtigt at vide, hvilket teoretisk grundlag, denne terapi hviler på, inden du kaster dig ud i det. Jeg vil i den forbindelse advare dig mod (visse former for) kognitiv adfærdsterapi. Irene Oestrich, der er en stor guru inden for kognitiv terapi her i landet mener f.eks., at det i forbindelse med traumer bare handler om at lære at skelne mellem fortid og nutid, og se fremad. Ifølge Oestrich gælder det om, rent mentalt - altså kognitivt eller forstandsmæssigt - at lære, at traumet hører til i fortiden, og derefter lære at håndtere eller kontrollere de følelser, der er knyttet til traumet, så de ikke længere styrer eller forstyrrer nutiden.
Jeg tror, at mange moderne psykologer er stærkt inspirerede af den slags letkøbte og overfladiske teorier. Akkurat ligesom Helene er jeg overbevist om, at det er nødvendigt at bearbejde følelserne fra dengang for at få nervesystemet til at holde op med at reagere på traumet. Man kan ikke – som de kognitive terapeuter foreslår – bare rent mentalt beslutte sig til, at traumet hører fortiden til. Det er ikke en holdbar terapi-metode.
Jeg tror, at mange mennesker har den opfattelse, at alle psykologer i princippet skulle kunne give terapi, der virker. Men der er meget stor forskel på psykologer og dermed også på det teoretiske grundlag, som gruppeterapi bygger på.
Derfor vil jeg råde dig til at spørge dig grundigt for, inden du begynder på noget supplerende psykoterapi.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg tænker ang. det med at tænke på HAM, så er jeg bange for at løbe ind i den afmagt, jeg før har været i med, at jeg sætter mig for meget ind i hans tanker, følelser og liv og derfor tænker, at det er synd for ham, og at han nok har sine grunde til at have handlet sådan. Så jeg til dels for en forståelse og empati med ham. Og så er det svært at hade og svært at placere alle de dårlige følelser jeg har. For hvem skal jeg rette dem i mod, hvis han havde et hårdt liv og kun handlede som han havde lært at handle. Han var jo heller ikke ret gammel.
Men lige nu har jeg for første gang i rigtig mange år en gennemsyret følelse af, at jeg hader ham. Utroligt meget! Jeg hader ham så meget, at jeg får lyst til at skrige og gøre onde ting ved ham. Jeg væmmes ved hans person, hans hænder og hans lugt. Jeg hader ALT ved ham… Jeg bliver virkeligt påvirket af at skrive det her, og jeg føler mig enormt fanget. Den følelser af frustration jeg har haft hele min ungdom, rammer mig rigtig meget lige nu. For der er ikke noget som helst jeg kan gøre. Og jeg føler, at jeg ikke kan bruge de her følelser til noget. Derfor skræmmer de mig. Men jeg prøver at holde fast i tanken om, at det bliver bedre. Netop på grund af de her følelser, jeg gennemlever nu. Men det er godt nok meget at gå rundt og rumme i min lille krop. Jeg føler næsten, at jeg er ved at blive lidt sindssyg. Men jeg må være i stand til at gøre noget godt med det her, siden det kommer nu. Jeg vælger at tro på, at det er for det bedste. Men jeg er meget angst lige nu og jeg væmmes konstant ved at tænke på det.
Jeg kan virkeligt godt forstå, at folk bliver sindssyge af at tænke på sådan noget her. At folk drives til at tage deres eget liv, for det gør virkeligt ondt. Og det er utroligt svært at holde det ud og være i det. Jeg føler mig på én gang som verdens stærkeste kvinde og som verdens mest skrøbelige person.
Øv… Det er så intenst det her. Jeg ville ønske det var anderledes. Men sådan er livet vist ikke. Men jeg glæder mig rigtig meget til at komme til psykiater på mandag, selv om jeg er helt vildt nervøs. Jeg tror, jeg skal lave en lille seddel med, hvad jeg skal snakke med ham om, for det bliver virkeligt svært.
Har du virkeligt læst alle de bøger, du anbefaler? Det er ret imponerende. Så tænker jeg næsten, at du må vide alt om alt :-). Det er nok ikke sandheden, men jeg synes det er imponerende, at du kan forholde dig til de ting.
Knus og kram fra en meget berørt Trine
Det er hyggeligt at høre fra dig igen.
Hvordan går det med dig?
Det er fint, du skriver det med pillerne. Og du har ret. Jeg har endda måttet holde fast i mig selv, for ikke at gå fra en halv til ingen på én dag. Jeg tænker selv, at jeg vil være pillefri fra på mandag. Men det er svært at vurdere det. Lige for tiden er jeg helt utroligt træt og har slet ingen problemer med at falde i søvn. Og så sover jeg oven i købet 10 timer hver nat plus en lille lur i løbet af dagen måske. Jeg er begyndt at få 10mg ekstra af min citalopram inden sengetid, fordi det skulle virke positivt på søvnen. Men det er jo svært at vurdere lige nu. Generelt gi’r jeg ikke så meget for medicinen lige nu, hvor der sker så meget i mit liv. Jeg vil i hvert fald ikke justere yderligere på det. For den depression jeg er i lige nu, kan næsten kun skyldes alle de her tanker og følelser, jeg bliver bombarderet med lige nu. Jeg tænker, at man jo heller ikke ville give lykkepiller til en mand, hvis kone lige er død. Han er måske deprimeret, men det har en naturlig ydre årsag.
Ang. terapi, så har jeg på fornemmelsen, at min psykiater udbyder noget, så jeg kan få det gratis. Men du har ret, man skal virkeligt være opmærksom på, hvad man får af terapi. Det kan jeg tydeligt mærke nu, hvor jeg kan se, at min psykiater er meget anderledes end de psykologer, jeg har haft. Selve terapien minder lidt om det, men hans indgangsvinkel er ret anderledes. Men lige nu savner jeg min gamle psykolog jeg havde inden jeg kom til ham. Hende ville jeg rigtig gerne snakke med nu, for hun var rigtig god, sød og omsorgsfuld. Det er min psykiater også. Jeg tror måske, at det går for langsomt for mig. Fordi jeg har en milliard tanker 24 timer i døgnet, og jeg kun får 30-40 min. hos psykiateren pr. uge. Det er som om det falder lidt til jorden for mig, og som om jeg stresser lidt over alle de ting, jeg gerne vil snakke om. Og det går bare utroligt langsomt. Og her smiler jeg lidt, når jeg tænker på det du skrev med, at jeg nok er én, der gerne vil have ting løst med det samme, når jeg ved, hvad målet er. For det samme gælder nok i fht. det her terapi noget. Det er ikke fordi jeg ikke vil gennemgå følelserne, men det måtte da godt gå lidt stærkere, fordi det er så tungt at gå og bære rundt på selv. Og jeg er så alene med det i alle dagene mellem jeg er hos psykiateren. Jeg vil bare gerne af med det…
Kærlig hilsen Trine
Jo, tak, jeg har det fint. Jeg har bare for mange aktiviteter i gang. Jeg øver mig meget i at indføre pauser og hvile, og i at indrette min dag, så den passer til mine behov, i stedet for andres behov.
Jeg tror ikke på, at man kan forandre sig meget hurtigt. Sådanne ændringer tager tid. Terapi tager tid. Men man lever jo imens, og så længe man ikke har det dårligt – og det har jeg ikke, så gør det for mit vedkommende ikke noget, at det tager lang tid.
Men der er noget andet, jeg godt vil sige. Du skriver:
”… den depression, jeg har lige nu, kan næsten kun skyldes alle de tanker og følelser, jeg bliver bombarderet med lige nu.”
Hvis jeg forstår dig ret, så mener du de tanker og følelser, som dukker op i forbindelse med de overgreb, som du blev udsat for som barn. Det er klart, at du reagerer på dette.
Og du skriver også:
”… man giver vel heller ikke lykkepiller til en mand, hvis kone lige er død.”
I den forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på, at der forskel på en (naturlig og berettiget) sorg og en depression. Sådan som jeg ser på det, så er sorg en naturlig reaktion, mens depression er en sygelig tilstand, der forhindrer én i at sørge. Jeg husker et citat fra en forsker i depressionssygdomme: ”Depression kan forstås som ikke-tilladt sorg.”
Derfor kan der faktisk være god mening i at give antidepressiv medicin til en person, som lige har mistet et nærtstående familiemedlem. Da min bror begik selvmord for mange år siden, kastede jeg mig ud i at hjælpe de andre og tage mig af hans lille datter. Jeg var slet ikke i stand til at reagere følelsesmæssigt adækvat på hans død, og jeg fik derfor en svær depression, som jeg fik antidepressiv medicin for. Pillerne virkede, sådan at jeg blev mig selv igen og blev i stand til at sørge.
Der er altså stor forskel på en depressionstilstand og så naturlige følelser, der skyldes noget ubehageligt, som man hidtil har fortrængt. Hvad det drejer sig om i dit tilfælde, ved jeg ikke.
En anden ting, jeg har lagt mærke til, er, at alle – også læger – tilsyneladende tror, at der kun kan være én årsag til en depression! Jeg tror, at det skyldes den vestlige kulturs videnskabstradition, som basalt set stammer fra den franske filosof René Descartes. Hans mål var at opløse alle problemstillinger i en simpel årsags- og virkningskæde. Af en eller anden grund virker hans tankegang overbevisende, selv om den er alt for forenklet. Der kan selvfølgelig godt være mere en én årsag til et givet problem, og altså også til depressioner.
Jeg har selv været udsat for denne forenklede tankegang, som stadig hersker i sundhedssystemet: Fordi alle i min familie har haft tendens til svære depressioner, mente lægerne, at mine depressioner skyldtes noget arveligt og tænkte ikke på at tage blodprøver for at undersøge mig for f.eks. jernmangel. Men man kan selvfølgelig godt få jernmangel, selv om man er medlem af en familie, der har haft mange depressioner. Lægernes fejlagtige tankegang blev skæbnesvanger for mig, for jeg havde galopperende jernmangel, hvilket udløste mange svære depressioner.
Hvis det faktisk ER depression, som du har lige nu, og ikke en naturlig, om end voldsom sorg, så kan den depression faktisk godt have flere årsager, herunder en turbulent medicinering med hurtige nedtrapninger af Lyrica og beroligende medicin.
Men jeg ved for lidt om din situation til at kunne udtale mig om den.
Nu vil jeg ud at nyde det gode vejr.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg er glad for det du skriver. Det er stof til eftertanke. Lige nu kan jeg ikke konkludere så meget om min egen situation andet end at jeg helt klart sørger over omstændighederne i mit liv. Jeg tænker også, at når jeg er deprimeret er jeg ikke i stand til at tænke eller føle. Og lige nu laver jeg ikke andet end at tænke eller føle. Og huske.
Men der ligger rigtig mange ting bag de følelser. Bl.a. misbruget, som fylder meget lige nu. Men der ligger også en store magtesløshed i fht. at jeg ikke kan kontrollere mit liv.
Det med medicinen bekræfter mig i det jeg selv tænker, at jeg ikke skal ændre på min dosis lige nu. Og så vil jeg tage en periode, hvor medicinen er stabil. For du har ret, jeg har skiftet meget og trappet ud af Lyrica fra dag til dag. Det hele er lidt ét stort rod lige nu.
Jeg håber du får nydt det gode vejr. Du har lige inspireret mig til en lille gåtur. Tak for det
Ha en dejlig weekend.
Kærlig hilsen Trine
Jeg har lige lavet lidt visualisering, hvor jeg med mit skytsdyr gik ind i det hus, hvor misbruget foregik med det mål at slå ham der gjorde det (psykisk) ihjel. Allerede der, kom der nogle nye ting til mig. Nye lugte, helt nye billeder og nogle ting blev bundet mere sammen.
Det kom helt automatisk, at jeg tænkte på, hvad han havde gjort ved mig (psykisk) og jeg skældte ham ud for det og råbte og skeg af ham.
Min visualisering startede med, at jeg mødte mig selv som barn og fortalte barnet, at jeg nok skulle passe på hende og rumme hende. Og derfra gik jeg så hen til huset, hvor mit skytsdyr kom til mig for første gang i 7 år. Og sammen klarede vi ham. Og fortalte ham, at han havde fået mig til at tro, at jeg var forkert og at jeg var mindre værd. Og jeg sagde, at jeg i virkeligheden stadig er det lille glad barn, som jeg lige havde mødt, og at jeg er stærk. Og at jeg ikke vil påtage mig de ting, han fik mig til at tro. For det er IKKE mig...
Efter mit æsel havde skubbet ham ud af vinduet, gik vi nedenunder og tog min søster med ud og satte ild til huset og til hans "lig" og så på det brænde indtil det blev til aske. Så tog vi asken og kastede den ud over lillebælt, og kastede fortiden væk. Det er meget symbolsk, for i dag står det hus der ikke mere. Og det er et flot tegn på, at det er ovre nu, og derfor var det også en rigtig fin måde at afslutte visualiseringen på. Også fordi jeg ikke slutter midt i noget dårligt, men jeg faktisk slutter med at løsrive mig og adskille de ting fra mig selv og tænker, at det han påførte mig dengang ikke skal definere hvem jeg er i dag.
Og den lille pige... Ja hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. For hun var jo kun en pige. Men jeg tror jeg fik hende til at føle sig tryg, og jeg tror, hun stoler på mig, og at hun gerne vil dele sin historie med mig, fordi hun tror på, at jeg kan hjælpe hende af med den store sorg hun bærer rundt på.
Jeg ved ikke helt, om det giver mening for dig, men jeg tror faktisk godt, at du kan følge mig.
Nu vil jeg prøve at komme lidt væk fra det her. Jeg har brugt hele dagen indtil nu på at være i det, så jeg trænger lidt til at prøve noget andet, så det ikke bliver for intenst.
Rigtig god weekend til dig.
Kærlig hilsen Trine (og hendes stærke og seje æsel)
Hvor blev jeg glad, da jeg læste om din visualisering. Jeg kan fuldstændigt følge dig. Når du giver din underbevidsthed muligheden, så vil den hjælpe dig :-) Du har alle svarene i dig selv. Nu ved du, at du kan hente dem frem igennem visualiseringer.
Jeg forstår din frygt for afmagten. Frygten er enorm, når vi har været udsat for overgreb og den skaber behov for altid at have kontrol. I din visualisering fik du brudt afmagten – du kom i kontakt med dine aggressioner. Det var rigtigt godt.
Men samtidigt føler du, at du er ved at blive vanvittig og følelserne er alt for intense. Det er bagsiden af aggressionerne – det man sender ud, får man selv tilbage. Når du hader andre, så vender det tilbage til dig selv som selvhad. Vreden kan føles god men da du er traumatiseret af såvel andres som dine egne aggressioner, så kan dit nervesystem ikke holde til det. De giver frygt og angst.
Derfor vil jeg prøve at forklare, hvorfor det vil gavne dig selv at forholde dig anderledes til tingene og hvad der så vil ske. Men det vil sikkert få alt i dig til at stritte imod.
Det er godt, dine aggressioner nu bliver helt bevidste, så du kan forholde dig til dem. Men det er barnets eksplosive følelser. Som voksen kan du forholde dig til tingene på en måde, der ikke er til skade for dig selv og andre.
Man kan tro, at vrede er grænsesætning men det er det ikke. Vrede er en reaktion på afmagt. Hvis modpartens vrede er større end din, eller modparten er større eller stærkere end dig, så bliver du igen gjort magtesløs. Vreden eskalerer og det kan ende med, at du drives derud, hvor du bliver i stand til at slå ihjel eller selv bliver slået ihjel. Det bliver en magtkamp uden vindere.
Så voldsomme aggressioner skræmmer livet af én selv. Man ønsker jo ikke at være et vredt, hadefuldt menneske. Derfor fortrænges voldsomme aggressioner og så ligger de gemt inde i én. Følelser eller sider i sig selv, man ikke kan anerkende og acceptere, skaber angst og indre smerte. Når man føler skyld eller angst over sine aggressioner, så kan man ikke forsvare sig og må give op. Det fører til øget magtesløshed, man synker sammen og man kan miste al energi og livslyst. Altså nogle af de depressive følelser.
Hvad gør man så, når man oplever aggressioner som så farlige og angstfremkaldende, at man ikke kan forsvare sig og når manglen på forsvar medfører opgivelse og depression? Man kan lære at sætte grænser. Det kan ikke tage fortidens magtesløshed væk, men det kan mindske frygten, når man ved, at man kan forsvare sig på en ikke-voldelig måde i nutiden. Det essentielle i hele problematikken er grænseproblemer.
Du frygter, at du kommer til at forstå ham og have medfølelse med ham, hvis du sætter dig i hans sted. Og hvem skal du så rette de negative følelser imod?
Du kan godt sende de negative følelser tilbage til ham uden had og raseri. Du kan simpelthen nægte at tage imod dem, for du havde aldrig ønsket eller bedt om dem. Det er grænsesætning. Det er selvfølgeligt også i orden at forsvare sig selv mod overgreb. Har man stærke grænser, behøver man sjældent at blive vred.
Du skal ikke sætte dig i hans sted og forstå ham, for hans skyld men for din egen. Det vil give dig en forklaring på, hvorfor de ting kunne ske. Det vil blive tydeligt, at hans handlinger handlede om, hvordan han havde det og ikke om dig. En forståelse af ham og hans følelser og livsvilkår, vil få dig til at forstå din egen uskyld. Du skal ikke kæmpe for eller forsvare din uskyld med vrede og had – du skal forstå den, mærke den.
Forståelsen af ham skal ikke være på bekostning af dig selv. Du kan forstå Jer begge – forstå sammenhængene, omstændighederne, der kunne få disse ting til at ske. Lær af helheden.
Forståelse vil reducere dine aggressioner, så de kommer ned på et niveau, hvor du bedre kan magte dem. Han holder op med at være et monster og bliver til et menneske og det vil også gøre din angst mindre.
Måske finder du ud af, at han også har været offer for omstændighederne. Måske kommer du til at forstå, at ofre skaber ofre og at det handler om mønstre, der er skabt gennem generationer. Det gør ikke hans handlinger acceptable og det betyder ikke, at du skal have ondt af ham. Men nogen burde nok have haft ondt af ham, lyttet til ham og hjulpet ham noget før, så han ikke var blevet krænker. Du VED, at det var forkert, det han gjorde – det behøver du ikke længere vrede og had til at fortælle dig. Du kommer ikke til at forstå dig selv mindre ved at forstå ham mere, tværtimod.
Hvad sker der så, hvis du slipper din vrede? Så bliver du sikkert meget ked af det. Og så græder du. Og så kan du for alvor finde kærligheden, medfølelsen og forståelsen til dig selv og virkeligt mærke, at du var uskyldig. Dér begynder den virkelige heling.
Bortset fra de tre bøger, jeg nævnte i aftes, har jeg læst dem, jeg foreslår :-) Det, der har været brugbart, er integreret og kan hentes frem efter behov.
Kærlig hilsen Helene