Man kommer jo ikke bare hen...

0ktober

Godformiddag :-)

Det er sjovt, du skriver det med at løbe. Hos min gamle psykolog sagde jeg altid: jeg har bare lyst til at løbe og løbe indtil jeg falder om af udmattelse. Hun sagde altid: hvorfor gør du det ikke. Og det gi'r vel mening. Til sidst kom jeg også afsted. Min krop kunne desværre ikke holde til det, men det var ellers rigtig rart. Lige nu har jeg ikke lyst til at løbe, jeg har lyst til bare at ligge og slappe af.

I går morges var jeg i et underligt humør og gik i seng og tog en time ekstra efter jeg ellers var vågnet efter 9 timers søvn. Da jeg så "stod op" lagde jeg mig i min sækkestol og lå bare krøllet sammen der og lå og holdt om mig selv. I går efter arbejde havde jeg det også helt underligt. I dag føler jeg mig også lidt skudt ved siden af mig selv. Men jeg tror ikke, jeg skal lægge noget i det. Men jeg må indrømme, at min hjerne arbejder på højtryk for at finde ud af, hvad der er galt med mig. Måske er det netop derfor, jeg bliver så træt? Og pga. pillerne?

Nå... Min taktik er, at jeg vil give det tid og plads og prøve ikke at panikke over det.

Det bliver da nogle vildt spændende dage, du går i møde. Er du meget nervøs, eller er du mest bare afklaret og ydmygt nervøs (som jeg kalder det). Tænk sig, at lige nu, er du på de sidste sider af den første bog i en hel serie om dit liv. Og fra midten af næste uge, kan du gå i gang med næste bind. Det er stort :-)

Mange hilsner fra Trine

Helene2

Hej Trine

Der er bestemt ikke noget galt med dig. Jeg synes, det lyder helt naturligt og forståeligt, det du mærker, at der sker lige nu. Du har været ret højt oppe at flyve – nu begynder du at falde ned igen. Sådan skal det være. Du kan jo ikke bevæge dig oppe i de højere luftlag konstant. Det kan nervesystemet ikke holde til – det er en ubalanceret tilstand.
Du skal tænke på, at hele dit system er i ubalance. Du er begyndt at genskabe balancen. Det gør du ved at konfrontere de mørke rum i dit sind. Når man får åbnet døren til et 'mørklagt rum', oplever man først glæde og følelsen af, at man er kommet tættere på dig selv. Men når døren er åbnet, begynder indholdet fra rummet at sive ud. Man begynder måske at forstå, hvorfor man engang lukkede af for det.
Det er desværre ikke nok med erkendelsen af, at man har været misbrugt og at man har overlevet. Man må også bearbejde (arbejde med) de mørke følelser og slippe dem igen. Men må også lære af det, der kommer frem: Hvordan kunne det gå så galt? Hvad var årsagerne? Forståelse reducerer den gamle frygt og vrede og hindrer, at man gentager fejltagelserne, samt det er nødvendigt at lære, så man fremover kan beskytte sig selv på en anden og bedre måde end hidtil.

Følelser optræder som modsætninger, der lukkes og åbnes parvis. Når man åbner sig for glæden, åbner man sig også for f.eks. sorgen. Når man åbner sig for nydelse, åbner man sig også for f.eks. smerten. Når man åbner sig for morskab, åbner man sig også for modsætningen, der måske er vrede. Når man har åbnet for alle de fortrængte følelser og sider af sig selv og accepteret og forstået dem, kan man blive et helt menneske, der er i kontakt med alle sider af sig selv.
Kun den ubetingede kærlighed er ikke en dualitet. For det er ikke en følelse men en indre tilstand.

Du har som sagt været højt oppe at flyve i et stykke tid. Samtidigt med, at der blev åbnet for nogle positive følelser, mærkede du også, at der var en overenergi, der var angstpræget. Den angst kan meget vel skyldes, at der sammen med de positive følelser også blev åbent for deres modsætning. Derfor kan du have brug for bare at ligge og holde om dig selv og give dig selv omsorg. Måske dukker der gamle, angstfyldte følelser op af at mangle nogen, der har holdt om dig, givet dig omsorg etc.

Man kan sige det sådan, at hvis du ønsker at mærke din glæde og din livsenergi – så kan du ikke undgå at konfrontere det, der var årsag til, at du mistede glæden og livsenergien. Derfor vil en optur altid følges af en nedtur. Men du kan være sikker på, at en nedtur også altid vil følges af en optur. Når du har fået arbejdet alle de negative følelser ud af kroppen, så er der ikke flere og ubalancerne er væk og du vil hvile i dig selv.
Det er ikke som én lang depression – for det er ikke en fastlåst tilstand. Der vil komme gode perioder og du vil løbende mærke fremgang. Derfor kan man også holde det ud, når man dykker, for man ved, at det er midlertidigt og at det hele alligevel hjælper og man mærker, at man finder mere og mere tilbage i sig selv. De gode tider med opturene, kan man huske og vide, at når de har været der én gang, vil de også komme igen. Processen er ikke statisk, der sker hele tiden forandringer i éns tilstand.

Så jeg tror, at det er derfor, du er træt. Det trætter rigtigt meget, når underbevidstheden begynder at åbne sig og der sker nye ting, man skal prøve at forstå. Der er absolut ingen grund til panik. Jo mere stille og roligt du kan tage det, der kommer og bare acceptere, at sådan er det lige nu og intet er forkert eller vedvarende, desto hurtigere vil du opnå balance.

Jeg er ikke nervøs over det, der sker (ialtfald ikke endnu ;-). Det er jo fordelen ved, at jeg ikke kan mærke min krop – der skal ufatteligt meget til, før jeg f.eks. mærker nervøsitet. Eller også er det bare fordi, jeg har opnået så stor følelsesmæssig balance ;-) Jeg kan mærke, at nervøsiteten ville komme, hvis jeg fokuserede indad og forholdt mig til, hvad jeg giver andre. Så ville jeg være alt for opmærksom på, om jeg nu sagde noget forkert eller hvordan jeg så ud etc. og så ville jeg krybe sammen og prøve at udslette indtrykket af alle de mennesker foran mig. I stedet skal jeg gøre det modsatte: Fokuserer udad og forholde mig til, hvad de giver mig. Jeg vil få så meget koncentreret positiv energi, jeg vil få interesse, opmærksomhed og folk vil lytte. Jeg føler dyb taknemmelighed.

Jeg er sikker på, at De Højere Magter hjælper mig og giver mig præcist, hvad jeg har brug for. Fordi jeg følger min livsbane og den vej, det altid har været meningen, at jeg skal gå… Når man selv vil det, det er meningen, at man skal gøre her i livet, kommer de gode ting af sig selv og så er der ingen kamp længere.

... Og hvis du virkeligt ønsker noget, så går hele universet sammen, for at du kan få dit ønske opfyldt ...
Citat: Paulo Coelho ('Alkymisten')

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Kære Helene.

Det første jeg lige faldt over i dit indlæg, er, at du skriver, at mine oplevelser/min barndom skal bearbejdes. Jeg tænker på, hvordan? Jeg har rigtig svært ved at gå ind i dem. Jeg talte kort med psykiateren om det seksuelle misbrug, men jeg tror han opgav, fordi jeg satte mit panser op, så snart vi gik ind i samtalen om det. Og jeg kunne ikke rigtigt svare på spørgsmål, for der var vindstille oppe i hjernen. Så selv jeg nu kan finde ind til følelserne, så er det kun dem jeg rummer. Jeg har stadig svært ved at rumme selve oplevelserne. Jeg ser bare i glimt enkelte dele af det min barndom, og tænker: hvor har det bare gjort ondt på mig.

Og du har ret, jeg er i høj grad faldet af den lyserøde sky. I går nat sov jeg 10 timer, 1 timer om eftermiddagen, 1 om aftenen og har så sovet 12 timer i nat. Men jeg kan også mærke, at mit hoved arbejdet på højtryk. Det prøver at bearbejde de glimt der kommer, det prøver at håndtere nutiden og det prøver at tolke altting.

Det kommer lidt bag på mig, at du skriver det her: ”Derfor kan du have brug for bare at ligge og holde om dig selv og give dig selv omsorg. Måske dukker der gamle, angstfyldte følelser op af at mangle nogen, der har holdt om dig, givet dig omsorg etc.”
For jeg tænkte præcist det samme i går. Jeg tænkte, at det jeg higer allermest efter lige nu, er én der kan tage mig i sin favn og passe på mig. Jeg kan huske én særlig gang, hvor min mor gjorde det, fordi jeg var meget bange og ked af det. Jeg har tænkt virkeligt meget, og begynder at indse, at min sociale fobi måske skyldes, at jeg er bange for at være alene blandt andre. Og nu… Nu er jeg ved at indse de svære betingelser i livet, nemlig at jeg er bange for at være alene. Men at det ikke dur til noget, for jeg vil ALTID være alene. Jeg får aldrig den omsorg jeg leder efter fra andre. Heller ikke selv om jeg tager en milliard piller. Jeg vil altid være alene. Og jeg ved ikke præcist hvorfor jeg er så bange for at være alene. Det er måske fordi, jeg er bange for mine følelser og især de måder, som jeg før i tiden har reageret mine følelser ud på. Så er jeg pludseligt ikke mere end den lille pige på 5 år, der blev misbrugt og har brug for sin mors forståelse og omsorg.

Wauw, jeg er ked af det lige nu. Tænk sig at finde ud af, at det man har ledt efter hele livet ikke findes. Jeg tænker selvfølgelig, at jeg skal vende tankerne omkring det og indse, at den omsorg nu skal komme fra mig selv. Men lige nu er jeg bare rigtig ked af det. Det er rigtig svært at forholde sig til. Jeg bliver meget nervøs og urolig ved tanken om alt det her.

Nå, jeg tror også, jeg vil kigge ud af lidt. Jeg tror ikke, jeg skal gå mere ind i det lige nu. Ellers bliver jeg vist bare skør og begynder at køre i ring. Jeg bliver helt rørt, når jeg læser det, du har skrevet til sidst. Og ret stolt over dig. Det er sgu flot Helene :-). Wauw, hvor er du nået langt i din rejse. Jeg glæder mig rigtig meget til at høre, hvordan det er gået dig i weekenden.

Kram fra Trine

Helene2

Kære Trine

Så skete der lige et enorm skred igen. Jeg ved, det ikke føles positivt – men det er det. Du har åbnet til det essentielle nu; noget af det mest smertefulde og helbredende. Jeg synes, det er fantastisk, at du selv har kunnet nå så langt uden dybtgående terapi.

Hvordan du skal kunne bearbejde din fortid, når du har så svært ved at tale om den? Det kommer. Men det forudsætter, at du har en behandler, der kender noget til barndomstraumer og sammen med dig kan konfrontere de smertefulde følelser – og at du lader ham eller hende gøre det. Det forudsætter, at du har tillid til behandleren, at du føler dig tryg, forstået, imødekommet og respekteret. Samt at I taler sammen på din måde, at behandlingen foregår på den måde, der er rigtig for dig og at tingene foregår i dit tempo.
Man kan ikke 'bare lige' tale om traumerne. Man må starte i yderkanten og langsomt arbejde sig indefter. Behandleren må være klar over, at hvis én samtaleteknik ikke virker, så må der prøves noget andet. Før eller siden vil der være noget, du kan tale om og så må der tages udgangspunkt i det.
Denne proces sammenlignes ofte med at skrælle et løg – man piller det ene lag efter det andet af og til sidst er man inde i centrum. Gradvist vil du være blevet 'desensibiliseret', så du kan tale om mere og mere. Jo mere man taler om alt det svære og lærer at forstå følelserne, desto mindre følelsesmæssig intensitet vil der være og desto lettere bliver det at tale om. Jo flere gange tingene bliver sagt højt og jo flere gange vi får reageret på følelserne, desto mere vænner vi os til dem, så de ikke kan trigge os så voldsomt længere. Men i starten, når følelserne kommer frem, er de højspændte og kun gradvist kan vi konfrontere dem.

Din underbevidsthed arbejder på højtryk lige nu, fordi der er skabt uorden i de vante tankebaner. Nu prøver den ihærdigt at finde hoved og hale på det hele. Du kan hjælpe din underbevidsthed, så den hurtigere får bragt orden i kaos.
Jeg har en fornemmelse af, at du har en blokering mod at læse bøger, der handler om disse ting? Men måske du kan gøre det, hvis det ikke er for din egen skyld men for at hjælpe din underbevidsthed? Jeg vil anbefale dig to bøger: 'Familier med seksuelt misbrug af børn' og 'At hele sårene'. Du skal ikke prøve at forstå eller reflektere over det, du læser. Bare læs ordene og lad dem forsvinde ud af din bevidsthed – i første omgang er det ikke dig, der skal forstå, det er din underbevidsthed. Det er hjælp til selvhjælp: Hvis du hjælper din underbevidsthed ved at give den nogle redskaber til at få skabt orden, så vil den hjælpe dig, så godt den overhovedet kan.

Det er godt, at du konfronterer barndommens savn og uopfyldte behov. For netop i OPLEVELSEN af savnet finder du også OPLEVELSEN af, at det er en uomgængelig nødvendighed, at du nu giver dig selv, hvad du har brug for. Så er det ikke længere noget, du skal tænke over, at du vælger at gøre men noget helt naturligt, der ikke kan være anderledes. Du bliver den vigtigste person i dit eget liv.

Jeg har igennem livet har søgt ensomheden alene, fordi ensomheden sammen med andre var meget mere smertefuld. Jeg ved ikke, om man kan kalde det 'social-fobi'. Jeg oplever det som en naturlig følge af, at man ikke er blevet set, hørt, forstået og anerkendt nok som barn og at man som voksen ikke ønsker at mærke disse følelser igen, når man er sammen med andre mennesker.
Et barn der ikke får den opmærksomhed og kontakt det har brug for, bliver higende og lever med konstant savn og længsel og er ikke i stand til at adskille sig fra sine tilknytningspersoner. Det mister evnen til at sætte og opretholde sine grænser. Når adskillelsen først sker i voksenlivet, bliver den langt mere smertefuld end, hvis den var sket naturlig og gradvist i barndommen.
Den følelsesmæssige adskillelse fra andre i barndommen skabte en indre ensomhed og isolation. Det var dér, facaden blev skabt. Som klovnen lærte man at smile, mens man græd indeni. Efterhånden var det så indgroet, så det blev ubevidst og automatisk.
Nu holder du op med at fungere pr. automatik. Nu begynder du at mærke dig selv og skal lære at få tanker og følelser, ord og handling, det indre og det ydre, til at hænge sammen.

Det er barnets følelser, du gennemlever nu. Det er en gave, for så kan du også slippe dem igen. Så længe de var ubevidste, ville savnet blive ved med at være levende og du ville blive ved med at søge noget, du ikke kunne finde, fordi det du søgte hører fortiden til. Nu kan du begynde at finde det, du i virkeligheden søger som voksen: Nemlig dig selv, din livsglæde, livskraft og livsenergi.

***

En sorgproces har et naturligt forløb, som du kan finde beskrevet flere steder på nettet.
1) Chokfasen
2) Reaktionsfasen
3) Bearbejdningsfasen
4) Nyorienteringsfasen

Så alt er, som det skal være. Du konfronterer dine følelser og virkeligheden, du bevæger dig fremad og du er i gang med helingsprocessen.


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hej igen.

Jeg er stadig chokeret. Men det du skriver giver utroligt meget mening.
Men det er underligt at få sat navn på den følelse jeg har haft indeni hele livet. Savn. Jeg skrev i morges på et stykke papir:
"Hvordan kan jeg hele mit liv have levet ud fra, at jeg skal klare mig selv og er alene i verden, og nu få så stort et chok over at opdage, at jeg er alene?"

Svaret er nok, at jeg altid har haft et håb om, at det skulle ændre sig.

Nu ved jeg da, hvad jeg skal tale med psykiateren om. Jeg skal først tale med ham på næste mandag, så jeg har masser tid til at gå og tænke. Og være ked af det. Det er underligt, for det her føles til at være kernen i det. Det er måske årsagen til alle mine problemer. Det er nok stort at sige, men det føles for første gang i lang tid, som det rigtige. Mest af alt også fordi det aldrig har været på banen før, men jeg har tænkt meget over det selv. Altså det med, at jeg er bange for at være alene, og at jeg altid har været meget opmærksomhedssøgende.

Men det er nu alligevel underligt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre med det lige nu. Men jeg gætter på, at jeg ikke skal gøre andet end bare at lade det udvikle sig af sig selv, mens jeg passer på mig selv.

Jeg skal til Odense i weekenden og til to møder derovre, og det bliver rigtig svært for mig. Jeg har længe været helt vildt bange for det. Men nu er det langsomt ved at gå op for mig, at jeg har lært rigtig mange ting om mig selv, siden jeg var der sidst, og at jeg vil kunne bruge de ting. Og at det er naturligt og okay, hvis jeg bliver ked af det. Det betyder ikke, at jeg går i stykker eller bryder sammen. Men jeg må alligevel indrømme, at jeg allerede glæder mig at ligge hjemme på min sofa igen. Men jeg prøver at være til stede i nuet, så jeg ikke tager sorgerne på forskud.

Men det hele er godt nok underligt lige nu. Meget underligt...

Rigtig god weekend til dig. Og held og lykke med det hele.

Kram fra Trine

0ktober

P.s.
Jeg tror du fik fanget mig ang. det med bøgerne. Især nu, hvor jeg kom i tanke om, at jeg glemte at svare dig på det.
Det er egentligt ikke manglende lyst. Det er mere en blanding af, at jeg ikke har penge til at købe bøgerne og at jeg på ingen måde kunne få mig selv til at gå på biblioteket efter dem. Jeg kan slet ikke finde rundt på vores bibliotek, så jeg ville være nødt til at spørge. Og min kode har jeg glemt, og jeg kan måske slet ikke finde ud af, hvordan man låner. Og nåeh jo.. Så er jeg ret bange for at gå på biblioteket, fordi det er et sted, hvor jeg absolut ikke har nogen kontrol.

Måske er det stadig for meget tabu for mig?

Aj altså, hvor er jeg bare forvirret og ked af det lige nu. Jeg kan slet ikke finde ud af at have det sådan. Jeg får straks lyst til alt muligt dumt. Det er vist rigtig godt, at jeg har valgt ikke at tage med til den fest på lørdag, så jeg kan isolere mig med min veninde hele weekenden.

Kram fra Oktober

Helene2

Kære Trine

Jeg forstår godt, at det er rigtigt svært for dig lige nu. Jeg ved, hvordan det er, når man får hul igennem til de de gamle følelsers oprindelse.

Smerten bliver voldsom, fordi du sikkert også ryger tilbage til barnets tro på eller følelse af, at det måtte være dig, der var noget galt med, når du ikke fik den kærlighed, du havde brug for.
Fortæl dig selv 1000 gange - mindst - at det ikke havde noget med dig at gøre. Det havde kun noget at gøre med, at dine forældre var de personer, de var. Du kan forstå det på en anden måde nu, hvor du er voksen. Dine forældre har ikke kunnet gøre det bedre, for det har de ikke haft ressourcerne til. Havde de kunnet, havde de gjort det.
Det er i orden at være så ked af det. Det er også i orden at være vred over det. Men ikke på dig selv - for det var ikke din skyld. Du var helt uskyldig.

Den sorg og smerte du føler nu, er gamle følelser. Det er barnets følelser. At mærke dem og forstå dem, vil gøre dig følelsesmæssig voksen. De er et ekko fra fortiden, der har ligget inde i dig i alle disse år.

Nu hvor du mærker den gamle sorg og smerte, åbner du dig følelsesmæssigt. Du giver slip på det ubevidste håb om, at du engang vil få den kærlighed, du savnede som barn. Det vil gøre dig meget mere følelsesmæssig åben, så du bedre vil kunne mærke den kærlighed, du får i nutiden og fremtiden.
Du er ved at slippe din ensomhed og følelsesmæssige isolation fri, så du kan blive fri og finde samhørighed og fællesskab og nærhed med andre mennesker. At gennemleve det, du gennemlever nu, er en gave til dig selv.

Du kan aldrig igen blive så alene, som du var i din barndom. Du har også nogle ressourcer nu, som du ikke havde som barn. Du kan udholde flere svære følelser og du kan forstå tingene på en anden måde. Barnets eneste mulige forklaring var, at det var hendes egen skyld, at hun ikke fik det, hun havde brug for - men nu som voksen ved du, at det ikke er sandt. Der findes andre mere brugbare forklaringer.

Det er godt, at du skal være sammen med din veninde i weekenden. Jeg håber, at du vil kunne tale med hende om det, der sker for dig nu? Det er meget vigtigt, at du får sat nogle ord på. Hvis ikke overfor hende, så måske overfor en anden? Hvis ikke så overfor dig selv eller et tøjdyr... Det vigtige er, at du får formuleret dine følelser i ord.

Grunden til, at det her er så stort et chok for dig, selvom du godt vidste det, er at du har opnået FØLELSESMÆSSIG FORSTÅELSE. Du har opnået følelsesmæssig indsigt. Det er noget helt andet end rationel forståelse og indsigt. Man kan vide noget og så alligevel ikke forstå eller vide det rigtigt.

Jeg kan huske første gang jeg oplevede denne følelsesmæssige forståelse. Det var i starten af terapien, jeg var taget ud til mine forældres gravsted – det var bestemt ikke et sted, jeg overrendte. Det var 33 år siden, min far var død og 13 år siden, min mor var død – men da jeg stod derude, følte jeg, at det lige var sket eller at det først lige var gået rigtigt op for mig, at de faktisk var døde!! Jeg sad derude og græd i stride strømme i flere timer.
Til den næste session i terapien prøvede jeg at forklare min terapeut, hvad der var sket. Det var meget svært – for selvfølgeligt havde jeg da i alle disse år vidst, at mine forældre var døde. Så jeg forstod ikke selv, hvad der gjorde den forskel, at jeg pludseligt FORSTOD det. Men jeg behøvede ikke at bruge ret mange ord, for han vidste fuldstændigt, hvad jeg mente og hvad der var sket. Jeg havde fået åbnet til de følelsesmæssige erkendelser – og det er dér, de dybtgående, vedvarende forandringer sker.

Tankerne om at skade dig selv etc., kommer fordi du er vant til at reagere på den måde, når noget gør ondt. Prøv at udholde smerten så længe du kan. Og prøv at fortælle dig selv 1000 gange mere, at det ikke var din skyld og at det ikke vil hjælpe dig, at du straffer dig selv for noget, du ikke kunne gøre for. Du har ikke brug for at skade dig selv. Du har nok mere brug for at skrige, græde, blive holdt om, trøstet og få at vide, at det var synd for dig. Hvis jeg var hos dig, ville jeg holde om dig og fortælle dig, at du var helt uskyldig. Måske ville du sige: 'Det ved jeg godt'. Ja - men du har sikkert ikke den FØLELSESMÆSSIGE FORSTÅELSE af din uskyld endnu. Og det hjælper også, når andre fortæller det, selvom man godt selv ved det.
Hvis du kunne blive holdt om og trøstet, ville det så fjerne din trang til at skade dig selv?

Det med bøgerne vil jeg komme ind på ved en anden lejlighed.

Foreløbig håber jeg, at du kan bruge det du har lært om at passe på dig selv. Du fortjener det.
Og husk: Det her er kun en fase. Det går over igen. Det er ikke vedvarende. Det er tværtimod vejen til at få det bedre i din fremtid.

Mange kærlige tanker og knus
Helene

0ktober

Godmorgen.

Er så småt igang med en hyggelig morgen med min søde kæreste inden jeg skal ud af døren. Så jeg vil egentligt bare nøjes med at skrive mange tak. Og at tanken om Odense føles lidt lettere nu.

Held og lykke (hvis du overhovedet får brug for det) i weekend.

Kærlig hilsen Trine

Helene2

Hej Trine

Dejligt at høre, at du havde en god morgen med din kæreste.
Håber at du lige nu sidder i Odense og hygger dig med din veninde.

Tak for dine ønsker for mig :-) Det gik rigtigt godt i dag, jeg er lige kommet hjem og nu er jeg bare TRÆT. Det har været en lang dag, så jeg vil snart gå ind og se dyner.

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Kære Helene.

Jeg er stadig slået ret meget ud af den. Jeg er umådeligt træt hele tiden og kan slet ikke klare nogle indryk ude fra som fx. tv eller musik, som jeg ellers normalt har omkring mig det meste af dagen. Jeg har nok bare en masse at fordøje. I morges skrev jeg 6 sider i et af mine hæfter, fordi jeg havde så mange tanker, jeg skulle have afklaret. Tanker om skyld og om alle de ting, jeg har gjort ved mig selv.

Jeg har tænkt meget på, hvilke af tingene, der er min skyld. Og selv om jeg ved, at der ikke er andre, der har skylden for misbruget end ham der gjorde det, så kan jeg huske det kæmpe behov jeg havde for at blive hørt af nogen og at blive hjulpet. Hvordan jeg sendte diskrete signaler til mine forældre om, at der var noget galt. Og det håb jeg bar rundt på om at få den hjælp. Det sidder stadig i mig. Jeg er klar over, at hverken jeg eller mine forældre bærer skylden. Men inde i mig tænker jeg, at der må have været noget galt med mig, siden mine forældre ikke kunne li mig og ikke kunne rumme mig.

Jeg tror du har beskrevet det på et tidspunkt. Det med, at man rent logisk godt ved, at der har været nogle omstændigheder (uden for barnet) som er årsag til de ting, der er sket. Men følelsen inden i, er et barns og de forstår ikke, hvorfor de ting skete.

Jeg er nået frem til, at det ikke er min skyld nogle af de ting. For jeg er nået til et punkt, hvor jeg begynder at finde ud af, at jeg ikke er en dårlig person og ikke har "indbudt" til ikke at blive respekteret som det barn jeg var med de følelser og tanker jeg havde.

Men så kommer der alle de ting, som jeg selv er skyld i, og som har skadet mig rigtig meget. At jeg har skåret i mig selv, slået mig selv, brændt mig selv, taget en masse piller. Og ikke mindst har jeg hadet mig selv og ønsket mig død. Det sårer mig rigtig meget nu. Og det sårer mig endnu mere, at jeg kan mærke, at alle de her tanker omkring det ikke er ovre endnu, selv om jeg ikke ønsker at gøre mig selv ondt. Men jeg blev virkeligt glad for det lange indlæg du skrev lige inden jeg tog til Odense. Det var lige præcist det, der skulle til for at jeg kunne holde fast i mig selv i det her virvar og kaos.

Jeg har mange store følelser lige nu. Og jeg begynder at se glimt af misbruget. Men det er de samme igen og igen. Men jeg væmmes ved det og ved min krop lige nu. Jeg har virkeligt lyst til at forlade den og straffe den. Men samtidig elsker jeg mig selv og holder fast i den omsorg, jeg skal gi' mig selv og at min kærlighed til mig selv må være ubetinget.

Nå, det var slet ikke derfor jeg loggede ind. Jeg ville høre, hvordan det var i går. Hvordan du havde det undervejs. Hvis du altså har lyst til at fortælle. Og så tænker jeg på, hvordan det føles at have stået frem og fortalt helt offentligt. For mig er det et stort tabu.

Jeg håber du har det rigtig godt i dag. Jeg tænker, at du nok er dejligt afslappet. Det håber jeg i hvert fald :-)

Kram fra Odense (hvor det er okay at være, selv om det er svært)