Man kommer jo ikke bare hen...

Helene2

Hej Oktober

Jeg vil starte med at sige, at det er rigtigt dejligt, at du i dit indlæg virkeligt reflekterer og åbner for nogle ting. Jeg kan sagtens forstå det, du skriver.

Du er jo kommet videre bare siden i går – for nu har du defineret, hvad du søger og kan formulere det: At mærke og få bearbejdet dine følelser. Du ved bare endnu ikke, hvordan eller hvem der kan hjælpe dig med at det. Men nu er behovet formuleret og så kan du lede, hvor der er en mulighed for at få det opfyldt.

I forbindelse med barndomstraumer tror jeg ikke på kognitiv terapi. Kognitiv terapi fokuserer meget på tankemønstre. Men vi er jo så gode til at lukke af for følelserne og tænke os frem til tingene og sætte en masse ord på. Så tanker har vi masser af men vi har brug for at få åbnet for følelserne. Som du meget rammende og præcist beskrev det i dit sidste indlæg, så er det 'den lukkede afdeling'. Den skal åbnes. Det gøres ikke med kognitiv terapi, der skal følelsesforløsende eller traumehelende terapi til.

Det kan være udmærket at arbejde med de kognitive redskaber sideløbende. Det er fint, hvis du skriver ned, hvad du f.eks. tænker og føler i forskellige situationer. Det kan gøre dig selv mere bevidst og opmærksom og forhåbentligt kan du lære noget om, hvad der fungerer og ikke fungerer. Det er nødvendigt med forståelse, så man kan lære at gøre tingene anderledes og mere hensigtsmæssigt fremover. Men at arbejde intellektuelt med tingene forløser ikke dine undertrykte følelser.

Du har tidligere arbejdet med, hvordan de gamle følelser og overbevisninger stadigt er en del af dig. Du vil gerne arbejde med det igen men din psykiater er løsningsfokuseret. Jeg tror ikke, at du kan spore ham ind på den retning, for det er simpelthen ikke den måde, han arbejder på. Du kan heller ikke gøre det alene. Altså må du have fundet en behandler, der arbejder på den måde, som du har brug for, så du kan få fat i dine følelser og få forløst dem.

Hvordan man konkret bearbejder traumerne er sikkert ret individuelt. For mit eget vedkommende var det i starten de største enkeltstående traumer, der kom frem. Min underbevidsthed åbnede hurtigt for det, der fyldte mest, da den fik mulighed for det. Sådan udfra devisen: 'Lad mig komme af med det værste lort hurtigst muligt!'.
Efterhånden var det ikke længere de enkeltstående, voldsomme situationer, der fyldte så meget. Det blev mere helheden – den mere diffuse 'langtidspåvirkning' jeg havde fået af familien og hvad den havde gjort ved mig. Én ting var at forstå tingene rationelt, noget andet var at forstå det følelsesmæssigt og lære af det.
Som voksen vidste jeg, at mine forældre var syge og nogle stakler. Men barnet havde ikke vidst det. Jeg var nødt til at koble min voksne, rationelt tænkende bevidsthed fra og forholde mig til, hvad jeg havde følt som barn med de ressourcer, jeg havde dengang. Det var barnets følelser og barnets nervesystem, der skulle heles.
Det er meget vigtigt, at du er blevet i stand til at give dit indre barn omsorg. Derved giver du barnet den basale tryghed, så det også kan få lov til at føle alle sine følelser og vide, at du elsker det uanset, hvad det føler. Det skal have lov at føle sin vred, glæde, sorg, had, kærlighed o.s.v. Det skal have lov at føle sig svigtet, uelsket, elsket, jaloux, skadefro, kærlig – alt hvad det nogensinde har følt. Og vide at du stadigt elsker det. Det skal også have lov at føle magtesløsheden, så den kan blive afreageret.

Du skriver, at du har rester af de følelser i dig fra traumerne, så det gør dig til en sårbar person. Det er så fuldstændigt rigtigt. Du har en stor intuitiv viden i dig selv, som fortæller dig, hvad du har brug for. For kroppen husker.
Overgreb sætter sig i kroppen. Når man udsættes for en trussel, producerer kroppen bl.a. kamphormonet adrenalin, så man kan kæmpe eller flygte. Men som barn kan man ingen af delene. Så 'fastfryses' såvel følelserne som kamphormonerne i kroppen. De sætter sig i især i musklerne men også i resten af kroppen og nervesystemet er i en konstant anspændt tilstand af alarmberedskab. D.v.s. der er en masse ophobet energi. Når du får al den energi ud af kroppen, så bliver dit nervesystem helet. Derfor er der brug for følelsesforløsende terapi, som man bruger indenfor mange alternative terapiformer.

Men alternativ terapi er dyrt. Derfor er gruppeterapien en god mulighed. Men du kan også prøve at henvende dig til Christine-Centret i Århus (http://www.seksuelt-misbrugte.dk/) og høre, om de kan guide dig videre på én eller anden måde.
Eller der er terapeutstuderende, det specialiserer sig indenfor seksuelle overgreb og omsorgssvigt, som har svært ved at finde 'prøveklienter'. Du kan læse mere her:
http://www.synlighedsdagen.dk/nyhedsbrev_aug2010.html

Det er klart, at du er bange for at stoppe hos psykiateren og stå alene på helt bar bund. Han har hjulpet dig et stykke vej, men nu har du tydeligvis brug for noget andet, end det han kan give dig.


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Godmorgen :-)

Jeg har sovet 10 timer i nat. Skønt.
Min eneste plan for i dag er, at jeg skal til yoga kl. 16:30.
Og ellers... )

Jeg havde en overgang med en forening her i Århus, der hedder Kvisten. Men de skal have samtygge fra min psykiater, hvis jeg skal gå der. Der får man personlig eller evt. gruppe terapi for kun 50kr. pr. time. Og det ligger kun ti min fra, hvor jeg bor nu.

Jeg føler ikke, at jeg er helt færdig med psykiateren endnu. Jeg har stadig en del angst og især tanker omkring mit studie og Odense, som jeg håber jeg kan tale med ham om. Jeg har utroligt meget respekt for ham, så jeg tror egentligt bare, at jeg skal fortælle ham, hvad jeg tænker omkring det her. At jeg føler, at jeg har behov for at gennemleve de her følelser. Det lyder måske underligt, men det er præcist det jeg har brug for. Jeg har gennemgået alt det kognitive (som du også skrive) med, at det ikke er min skyld noget af det. Jeg ved, at mine forældre ikke har kunnet gøre det bedre. Selv om jeg intellektuelt ved det, så er jeg stadig vred og såret. Og mest af alt uforstående overfor, hvorfor alle de ting skulle ramme mig i min barndom. Jeg er ved hjælp fra psykiateren ved at indse, at jeg slet ikke er end ond eller dårlig person. Det har jeg altid troet. Men nu bliver jeg jo bare vred over, at nogen har behandlet et lille barn så dårligt, at det har påvirket mig negativt og har fået mig til at blive væk fra mig selv i så mange år. Jeg føler lidt, at det først er nu, livet begynder (men det er selvfølgelig også en sund pendant til at have lyst til at tage piller?).

Det er lidt skræmmende, for de her følelser har jeg slet ikke været i kontakt med i mange år. Ikke siden min psykolog jeg havde efter gymnasiet (for cirka 3-4 år siden). Jeg er ret påvirket af det der chat-job. Det er ikke fordi, jeg hænger fast i de unges problemer, det sætter mig bare i kontakt med de ting, jeg selv har oplevet. Det er meget ofte, at de har samme problemstillinger som jeg selv har været inde på: alvorlig spiseforstyrrelse, cutting, selvmordstanker, depression, angst og incest. Og nogle gange er det som at chatte med mig selv som 15-årig. Og det er underligt. Men jeg synes, det er fantastisk, at jeg kan lytte til dem, og opfordre dem til at komme videre og måske endda gøre noget for at komme ud af deres problemer. Det påvirker mig ikke negativt på den måde. Det åbner bare for nogle følelser i mig, når de fortæller deres historier og følelser.

Synes du det lyder underligt, at jeg har behov for at gennemleve de følelser? Jeg ved ikke, om det er den rigtige måde. Jeg tror det er fordi, jeg har gemt på dem så længe, at jeg trænger til at være i dem og mærke dem på en nærmest ekstrem måde. Jeg har lyst til at reagere på den smerte jeg føler i denne her forbindelse. Jeg har snakket om det SÅ mange gange i mit liv, og det er ikke det, der skal til mere. Det skal i hvert fald være en meget konfronterende terapi, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg er et helt andet sted nu, end jeg var, da jeg var teenager og ikke kunne forstå de rent intellektuelle ting i det her.

Wauw, der kommer mange følelser frem i mig nu. Det er underligt. Jeg havde jo bestemt mig for, at jeg var færdig med at arbejde med det her. Og dermed nok også gemt det hele endnu længere væk. Aha.... Så ved jeg da, hvad jeg skal lave i dag. Jeg skal i hvert fald ud og gå en lang tur med de her følelser, så jeg ikke ligger og går til i angst og frustration.

Måske jeg kunne bruge det med chatten som indgangsvinkel hos min psykiater. Det gør det ligesom relevant for nu- og her. Det er jo også meget derfor de her følelser opstår så stærkt lige nu.

Mange hilsner fra Oktober

Helene2

Hej Oktober

Hvor er det bare godt at få lov at følge, hvor meget der sker lige nu :-)

Det er rigtigt godt, at du kender Kvisten. Så er der allerede én ny dør, der står åben. Der er vel ikke noget i vejen for, at din psykiater vil give dig samtykke? Jeg tænker, at det vel ikke er nødvendigt at stoppe forløbet hos din psykiater, inden du starter på noget nyt? Det kan jo være fint med en overlapning. Mange går både hos psykiater og til terapi sideløbende.

Det terapien også gerne skal hjælpe dig med, er at få en forståelse af, hvorfor de ting kunne ske for dig. Intellektuelt ved du, at det ikke var din skyld og at det ikke var fordi, du var noget ondt eller dårligt menneske. Men hvorfor gjorde de det så? Så må det være fordi de var onde eller dårlige mennesker. Men du ved jo godt, at de gjorde deres bedste, så kan det heller ikke være deres skyld. Altså må det så alligevel være din skyld. For nogen skal have skylden eller ansvaret for, at det gik som det gik. Men så længe det skal være nogens 'skyld', bliver man låst fast i angst, smerte, vrede og afmagt.
Derfor må der findes andre forklaringer, der ikke handler om skyld. De forklaringer kan du finde, hvis du får noget viden om dysfunktionelle familiemønstre. Så holder det op med at være så personligt, selvom det selvfølgeligt har påvirket dig personligt. Når du virkeligt FORSTÅR, at det ikke handler om skyld og at det ikke havde noget med dig som person at gøre, kan du begynde at slippe smerten, angsten og vreden, der låser dig fast.

En virkeligt god bog at få forståelse er 'Familier med sexuelt misbrug af børn' af Eva Hildebrandt og Else Christensen. Den beskriver så flot de dysfunktionelle mønstre og hvordan de påvirker o.s.v. For mig var det en aha-oplevelse at læse denne bog. Da jeg genkendte mig selv og min familie i disse beskrivelser, forstod jeg pludseligt det hele.

Det er klart, at chat-jobbet påvirker dig og åbner for nogle ting i dig selv. De unge mennesker er jo et spejlbillede af dig selv. Derfor er det så vigtigt, at man selv er nået ret langt og har bevidsthed om sine egne blinde punkter, når man skal arbejde med at hjælpe andre mennesker. For hvis man ikke kan rumme sine egne følelser, så kan man heller ikke rumme dem, når man møder dem hos andre. Og så kan man komme til at lukke af og skubbe de mennesker væk, man skulle hjælpe. Så det er nok et rigtigt godt arbejde for dig lige nu, for her møder du dig selv og kan lære en masse.
Det lyder som et godt udgangspunkt for samtalen med din psykiater, at du fortæller ham, at rådgivningen vækker de gamle følelser i dig og at du nu mærker, at du har behov for at bearbejde og gennemleve dem.

Jeg synes bestemt ikke, at det lyder underligt, at du har behov for at gennemleve disse følelser. Tværtimod er det faktisk målet at finde frem til og kunne mærke alle de fortrængte følelser. Det er helt nødvendigt i en sådan proces og det hele processen går ud på – for før kan vi ikke føle os hele og helede. Vi er nødt til at finde alle de dele af os selv, der er blevet væk – ellers er man jo følelsesmæssigt amputeret. Det er præcist det samme, jeg selv stadigt arbejder hen imod.
Du kan sammenligne det med et slot, der er fyldt med rum. Gradvist igennem livet har du lukket dørene ind til alle disse rum, så du nu kun bor i et par enkelte af værelserne. Når du finder én at følges med, så du ikke er alene om det, kan du begynde at udforske dit slot og tage det i besiddelse igen. Så kan du begynde at åbne dørene ind til alle de lukkede rum. I første omgang kan det være skræmmende, for derved åbner du dørene til de følelser, der befinder sig i rummet. Men samtidigt vil du for hver dør du åbner føle, at du bliver mere hel, mere fri og mere 'dig selv'. Snart vil du mærke, at det vigtigste i verden er, at du igen kan være herre på dit eget slot og have adgang til alle rummene. En dag vil du kende alle dine rum, du vil have fået luftet ud, ommøbleret og renoveret, hvad der trængte og du vil stolt slå armene ud og præsentere HELE dit slot. Smukt og indbydende. Den dag, tror jeg, at du vil være virkeligt lykkelig :-)

Det er bare så godt, at du mærker, at der sker noget nu. Tingene begynder at løsne sig og det lyder som om, at du kan tage imod den gave det er, selvom det er utrygt. Det er, når man kæmper imod og holder fast, det gør ondt. Som hvis du knytter hånden, så neglene borer sig ind i håndfladen. Når du åbner hånden og giver slip, forsvinder smerten.

God idé at få gået en tur i dag, så du ikke bare ligger og lader følelserne og angsten overvælde dig. Tillad dig selv at mærke mørket men kig samtidigt efter lyset :-)


Mange hilsner Helene

0ktober

Hej igen.

Jeg har tænkt utroligt meget i dag. Rigtig meget.
Det er lidt gået op for mig, at der er utroligt mange forhold i mit liv, der bare er blevet "ordnet". Og på én eller anden måde er det sket, uden at jeg har fået alle mine følelser bearbejdet.
Fx.: min opvækst (forældre og søskende), min spiseforstyrrelse, min cutting-periode, min tid på højskolen, depressioner og angst. Min sidste psykolog forsøgte at gå tingene igennem med mig, men på det tidspunkt kunne jeg ikke åbne for følelserne. Jeg kommer til at virke kold, men jeg har utroligt svært ved at komme i kontakt med de følelser. Og jeg er sikker på, at det ikke er fordi de er irrelevante, men simpelthen fordi jeg har gemt dem væk så længe.

Min strategi indtil nu i mit liv har været at få ordnet tingene og se fremad. Tænk sig, at jeg kom ud af min spiseforstyrrelse helt af mig selv. Der er et hav af følelser der, der er bearbejdet. Det handler ikke om dårligt selvværd, skyld, skam eller selvhad. Det handler helt simpelt om, at jeg af en eller anden grund har behov for se på de følelser og mærke dem igen.

Jeg tror det gi'r mening )

Wauw, jeg er godtnok træt nu. Var ude og cykle en time i dag, har helt glemt at spise, så nu har jeg været i bad og har spist. Så vil jeg smide mig på sofaen og tage en lur.

Jeg har hørt mange sige til mig: du skal ikke lade dig styre af følelserne. Du skal meditere så du kan komme af med dem. Men jeg er træt af at skulle gemme dem væk. Nu vil jeg det modsatte. Jeg vil have dem frem. Jeg tror måske, at jeg helt simpelt bare har behov for at fortælle hele min historie og få en fornuftig støtte til det. For nu er jeg klar!

Jeg tror jeg vil fange nogle af mine tanker her og skrive dem ned, så psykiateren kan se, at det fylder meget lide nu. At jeg har en masse ting i min krop, som jeg skal sige højt, for at jeg kan acceptere, at det er en del af mig.

Mange hilsner fra en udmattet Oktober

Helene2

Kære Oktober

Jeg vil ikke kommentere så meget. Kun sige wauu, hvor er det stort, det der sker nu. Du har fået hul igennem og har set, hvilken vej du skal gå. Det er så flot klaret.

Det giver så meget mening, det du skriver. Selvfølgeligt er følelelserne derinde og selvfølgeligt har du brug for dem. Det, der har været, kan du få igen, for det er en del af dig selv.

'Mange mennesker føler, at depression har at gøre med tomhed. Men faktisk drejer det sig om at være så fyldt op, så alt andet udelukkes'.
Citat af Sarah Kane (gengivet i 'Kunstmalerens datter' af Camillle Thellefsen).

Af intet kommer alt.
Bag kulden gemmer sig lige så meget varme.
Følelsesløsheden rummer et hav af følelser.
Angsten camouflerer frygtløsheden.
Mørket skjuler lyset.
Alt har sin modsætning.
Kun ikke den ægte kærlighed. Den står alene over alt andet.


Mange hilsner Helene

0ktober

God (meget sen) aften.

Jeg er lige kommet ind af døren efter et møde med veninderne, og skal vente på, at den beroligende medicin sparker ind. Og så ville jeg da lige smide et indlæg )

Jeg er bange for, at tabe alt det her på gulvet. Billedligt talt, så føler jeg, at jeg står med hele mit tidligere liv i mine hænder lige nu. Og at jeg skal gøre noget med det, ellers forsvinder det for mig og kravler derind, hvor det kommer fra, og hvor jeg ikke kan nå det. Det er min evige trang til at gøre noget. Lige nu forholder jeg mig i ro og lader tankerne løbe rundt oppe i hovedet på mig, og nyder de ting jeg kan lave, hvor tankerne ikke fylder noget. Som fx. mit chat-arbejde.

Jeg skal heldigvis til psykiater på tirsdag, for jeg går hele tiden og tænker: hvad gør, hvordan håndterer jeg det her, hvordan bearbejder jeg det her. Din stemme i mig baghoved (eller din skrift ;-) siger mig, at jeg "bare" skal tale med psykiateren om det, og så vil det nok komme af sig selv. Og at det hele ikke skal løses og klares nu og her. Måske er en stor del af det den anerkendelse jeg er kommet frem til. Jeg føler mig utroligt meget som et offer lige nu, og jeg føler mig beskidt, brugt og trådt på. På alle områder i min barndom. Og wauw, det er et chok at indse det nu. Og hvor er det underligt at tænke på, at jeg har gået i terapi så mange år uden at nå frem til det her.

Det bliver meget tydeligt for mig nu, det du skrev for længe siden med angsten, der står vagt ved porten ind til sindet og underbevidstheden. Det er nu jeg af én eller anden grund har fået lov til kommer ind af døren og møde mig selv. Det er en kæmpe lettelse. Jeg havde troet, at det ville give mig angst, men det letter faktisk. Det gør mig selvfølgelig ked af det, men jeg er lettet over at have følelser. Jeg har aldrig før haft følelser direkte forbundet til min barndom eller det seksuelle misbrug. Og det har undret mig meget.

Jeg har lige en pudsig historie om, hvad der skete her til aften. Jeg tror det er helt okay gjort af mig. Men en lille del i mig tvivler. Men generelt, er jeg lidt stolt over det :-)
Jeg var sammen med to af mine veninder, da vi begyndte at tale om Talent 2010, som kører på DR1 her om fredagen (ser du det?).
Kl. var ca. halv ti, så de sagde, at vi lige kunne nå at se resumeet. Jeg sagde, at jeg helst ikke ville se det, fordi jeg har optaget det for at kunne se det i morgen. Men okay, jeg gik med til kun at se resumeet. Og så kunne de alligevel ikke dy sig, og sagde, at jeg måtte gå udenfor, mens de så afgørelsen. Og så rejste jeg mig for at gå, men sagde også: Helt ærligt piger. Det her er sgu for meget. I kan se det i morgen. Skal jeg seriøst stå uden for døren og vente i ti min. mens I ser det? Det holder da ikke. Min ene veninde holdt fast, men den anden havde vist godt fanget, at jeg rent faktisk følte mig ekskluderet og slukkede for tv'et.

Er det ikke helt fair af mig, at jeg ikke gider forlade rummet, for de vil se det? Det skal lige tilføjes, at det til hver en tid kan ses på nettet og blir genudsendt i morgen. Jeg ved ikke helt, hvor styrken kom fra til at blive så gal. Men jeg tror bare ikke, at jeg finder mig i så meget mere. Og det fik de vist at mærke :-)

I morges da jeg vågnede var jeg omtåget og ked af det over det hele. Men hvad søren. Det er lige gået op for mig, at jeg er blevet seksuelt misbrugt. Det er helt ufatteligt for mig. Hvor har det været underligt at være mig som barn. Jeg er dybt imponeret over, at jeg har klaret mig igennem og er blevet til den jeg er i dag. Lige nu er mine problemer underordnede. For jeg må være meget stærk som person. Selv om jeg føler mig svag og sårbar, så er jeg ved at finde ind til min kerne. Og den vil ikke finde sig i noget som helst tvang eller pres eller misbrug af nogen art. Heller ikke fra min egen side. Men hvor er det sygt, at jeg har reageret på misbrug ved at være ond ved mig selv. Det er da helt forkert. Jeg skulle da have haft omsorg og kærlighed. Ikke ar og flere år med sult og selvhad. Jeg er egentligt også gal på mig selv over de ting, jeg har gjort ved mig selv. Og selv om man kan se grunden, så ændrer det jo ikke på, at jeg er rigtig såret lige nu.

Og du har ret. Der sker godtnok meget lige nu. Jeg kan næsten ikke følge med. Jeg prøver at sætte det ene ben foran det andet og mærke utroligt godt efter med mig selv, så jeg ikke laver flere overgreb. Og samtidig har jeg en lang kamp foran mig med at åbne op overfor psykiateren ang. de her følelser.

Men jeg er faktisk glad og optimistisk. Trods alt. Og det er egentligt utroligt :-)

Nå, jeg tror jeg vil hoppe i min seng og stå op til en dejlig lørdag i morgen. Jeg skal til fest i morgen aften. En stor øvelse i at drikke behersket. Mit mål er at more mig, men have mig selv med hele vejen igennem. Det skal prøves helt inden jeg opgiver alkohollen 100%.

Helene, du må have en rigtig dejlig weekend.

Mange hilsner fra en meget klogere Trine

Helene2

Kære Oktober – eller Trine :-)

Mirakler sker og du har lige skabt et :-)
Jeg ved, det kan lyde mystisk for andre men jeg vil nu alligevel sige STORT TILLYKKE.
For pokker da et gennembrud. Det er lige så jeg får gåsehud. Hvor er det bare en stor ting, du har gjort for dig selv. Du har lige forandret dit liv. Fra nu af bliver din kamp en anden, for nu begynder du at kæmpe for dig selv og ikke mod dig selv. Nu har du fået defineret, hvad kampen går ud på.

Vagtposten er trådt til side og du har fået lov at gå ind af døren og møde dig selv. Fordi Vagten vidste, at du er parat. Han vidste, at det ville hjælpe dig og at du nu havde ressourcerne til at klare det. Og så oplever du det paradoksale, at det du havde troet, ville give en kæmpe angst i stedet giver lettelse. Det er nemlig præcist, det der sker. Men der skal nok nogle flere overraskelser til af samme slags, før du begynder at stole på, at det ER sådan, det er. Når man konfronterer det frygtede, møder man meget ofte det modsatte af det, man forventede sig og så bliver angsten betydeligt mindre.
Og derudover gør konfrontation med fortiden det meget tydeligere, at det er FORTID og dermed trods alt til at have med at gøre. For tingene er anderledes nu.

Verden forandres for dig nu. For nu FORSTÅR du, at du er blevet seksuelt misbrugt som barn. Jeg kan huske, da jeg vågnede den første morgen efter, jeg havde fundet ud af det. Jeg kunne mærke, at ét eller andet var anderledes, end det plejede, men vidste ikke lige, hvad det var. Og så huskede jeg: 'Åh… mit liv er jo ødelagt…'. Hvilket netop var den erkendelse, jeg havde brug for, så jeg kunne begynde at kæmpe for at det IKKE skulle være ødelagt. Og i dag har jeg et bedre liv end nogensinde før. Fordi jeg har det så meget bedre med mig selv. Nu kender jeg mig selv.

Nu forstår du, hvor stærkt et menneske, du er – at du har overlevet din barndom og stadigt fungerer som menneske og stadigt har vilje og kraft i dig til at helbrede dit liv. Selvfølgeligt er du også svag og sårbar. Det er klart. Både din styrke og din sårbarhed vil formentligt altid være større end hos mennesker, der ikke har været udsat for overgreb. Du har en ekstrem overlevelsesdrift og nu hvor du forstår, vil du sikkert også kunne opleve en vrede, der kan få dig til at se rødt, hvis andre krænker eller misbruger dig eller vil tvinge dig til noget. Det var ialtfald det, der skete for mig i forhold til kommunen og den kampånd, der fik mig til at kæmpe for pensionen.

Jeg ved, at selvbebrejdelserne nok er uundgåelige. Men du har ingen grund til at bebrejde dig selv noget. Du har skadet dig selv igennem livet, fordi det var, hvad du kunne gøre. For hvis du havde været god ved dig selv, så ville det have gjort det endnu tydeligere og mere smertefuldt, når andre ikke var gode ved dig. Og hvad ville du så have gjort ved det? De selvdestruktive handlinger, selvmisbruget, har været nødvendige forsvarsmekanismer. Prøv at forstå, at der var en del af dig, der var nødt til at reagere på denne måde for at beskytte dig mod at mærke, hvad andre gjorde ved dig. Prøv at tilgive dig selv det, så du ikke fortsætter med at krænke og skade dig selv. Vreden mod dig selv opretholder jo krænkelserne. Så græd hellere på vegne af den del af dig, der var nødt til at skade dig.

Du føler dig som et offer og du føler dig rigtigt såret lige nu. Det er godt, for du VAR et offer og du BLEV såret. Nu kan du nok forstå en masse i forhold til dit liv. Nu forstår du måske også, at du må kæmpe på en anden måde end tidligere, så du kan holde op med at være offer og kan beskytte dig selv på en bedre måde mod at blive såret i fremtiden.

Og du satte en grænse for dine veninder :-) Det var smukt og jeg forstår godt, at du er stolt :-)
Jeg synes, at det var helt rimeligt og meget stærkt, at du sagde fra. Jeg kan se for mig, hvordan du ellers kunne have stået derude foran døren, mens de sad og så afgørelsen i TV. Det ville have været nedværdigende – både for dig og for dem.

Det er meget vigtigt, at du har fat i din glæde og optimisme. For det er glæde og optimisme, der er den ægte drivkraft i livet. Så har du fundet det langsigtede mål: At nå derhen, hvor ingen igen får magt til at tage din glæde og optimisme fra dig. For det er kærlighed, glæde og optimisme, der er den virkelige energikilde og drivkraft i livet.

P.S.: EN STOR ADVARSEL: Pas EKSTRA meget på med alkoholen i aften. Vagtposten er trådt til side. Du har lige fået åbnet en dør ind til et mørkt, ukendt rum i dit sind. Alkoholen kan risikere at skubbe dig ind i mørket, så du får en alt for stærk oplevelse af, hvad der befinder sig derinde. For der er ikke længere en vagtpost, der beskytter dig. Det skal du selv gøre.
Jeg vil ønske, at du beslutter dig for at have en god og sjov fest - uden alkohol. Ved at drikke i den tilstand du er i nu, leger du med ilden og du risikerer at blive pokkers forbrændt.


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hejsa

Hvor blev jeg glad for dit svar.
Det boostet rigtig meget. Jeg tror jeg vil printe de sidste par indlæg vi har skrevet ud og gemme det, for at jeg på dårlige dage kan blive mindet om, hvor langt jeg er nået, og hvor jeg er på vej hen.

Jeg kan meget godt genkende den der følelse at, at det hele er lidt anderledes nu. Og det er helt okay efter så lang tids kaos og ekstreme følelser uden navn.

En ting jeg synes, der er rigtig interessant, er, at jeg kan gå til og fra de her følelser. Grundlæggende er jeg lidt lammet, men ikke mere end jeg sagtens kan arbejde, spise og sådan. På den måde er det meget tydeligt for mig, at det her er fortid, og derfor noget, som jeg har styr på nu. Og ikke noget, der skal styre mig.

Jeg glæder mig til at komme til psykiater og tale med ham om det :-)

Nå, jeg må nok hellere få mig lidt frokost inden træningen. Jeg er startet på kur, og det kører rigtig godt for mig. Det er åbenbart det helt rigtige tidspunkt for mig lige nu. Jeg skal bare lige ind i rytmen med at spise, når jeg er sulten og sørge for altid at have mad i huset.

Én ting, lige inden jeg smutter. Det er godtnok svært at finde ud af, hvor mange ting jeg skal kaste mig i lige nu. Jeg er meget bange for at falde tilbage, hvis jeg overbelaster mig selv. Men jeg tror, at jeg vælger at stole på mig selv og se, hvordan det går. Der er nok ikke så meget andet at gøre )

Kærlig hilsen Trine

Helene2

Kære Trine

Jeg kan se, at du har 'skiftet navn'? Det er jo også nyt :-)

Mit bedste råd er, at du passer rigtigt meget på dig selv lige nu.
Du har fået hul igennem til noget, der har været meget langt væk i mange år. Det er helt sikkert en lettelse og kan få én meget op at køre, så man næsten kan føle sig overmodig. Men du kan meget vel også have fået et slags følelsesmæssigt chok, der giver sig udtryk som en slags eufori. Vær forsigtig for når du flyver højt, så kan du falde dybt. Prøv at holde balancen.

Selvfølgeligt skal du prøve dig selv af men tænk på, at nu hard du åbnet en dør til et ukendt, mørkt rum. Nu begynder det, der har været i runmmet at komme ud og det skal du kunne beskytte dig imod det. Så nytter det ikke, hvis du har brændt din energi af på en masse andet, så du ikke er forberedt. Så vælg dine aktiviteter med omhu og husk at være virkeligt god ved dig selv.

Det er ikke fordi, jeg vil være lyseslukker - bare en velment advarsel :-/


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Du har ret )

Jeg skal være meget varsom og give det hele tid lige nu.
Jeg ved, jeg har fat i noget meget dyrbart, og det vil jeg ikke miste.

Jeg havde en rigtig dejlig aften i går. Min kæreste og mig havde en rigtig god samtale inden vi tog afsted i byen. Og til festen tog jeg det meget stille og roligt og drak masser vand undervejs. Det kom sig nok også af, at folk der var til festen var meget vilde. Så jeg gik bare rundt omkring og talte lidt. Meget rart at komme lidt væk fra de her tanker uden at tabe mig selv i processen. Og så var det rart for første gang i lang tid ikke at blive bange, når folk spørger om, hvordan det går.

Min kæreste og én af mine venner mener, at jeg skal lave en fast ugeplan, så der er styr på de praktiske ting, så jeg har mere ro og mere tid til mig selv. Det dejlige ved at have den energi jeg har nu, er, at jeg ikke bare gemmer mig foran tv'et men kan bruge en hel time alene i stilhed. Det har jeg ikke kunnet i lang tid.

Jeg håber du har haft en dejlig weekend. Hvad har du lavet?

Og ja, jeg har skiftet navn ). Jeg er vist ikke så flov over mig selv mere.

Kram fra Trine