Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hvor er det dejligt, at du nu tør stå frem, som den du er nu :-)
For 6 år siden, da jeg fandt Netdoktor debatten, skulle man ikke have noget brugernavn. Det var bare meget forvirrende, at alle skrev som 'gæst'. Så efter nogen tid begyndte jeg at kaldte mig Skytten. Det slettede jeg hurtigt igen, for jeg var sikker på, at alle så vidste, hvem jeg var og så kunne de alt for let angribe mig!! Efter et par år begyndte jeg så at kalde mig Helene – det er godt nok kun mit mellemnavn, til fornavn hedder jeg Anne. Nu har jeg heddet Helene så længe, så det vil bare være forvirrende, hvis jeg tager 'navneforandring' og det betyder ikke noget. Det er en stor lettelse, når man ikke længere skal skjule sig selv.
Det var godt, at du fik en god aften i aftes og formåede at passe på dig selv. Det er nemlig ganske rigtigt noget meget dyrebart og sårbart, du har fået åbnet ind til i dig selv og det skal selvfølgeligt beskyttes. Hvilket siger, at der var en god grund til, at det engang blev låst inde. For det der er dyrebart og værdifuldt beskytter man – med sit liv om nødvendigt.
Hvad svarede du så i aftes, når nogen spurgte, hvordan det går? Den kan jo godt være rigtigt svær at svare på.
Hvordan har du det selv med at skulle lave en fast ugeplan? For mig duer det ikke, men jeg ved, at det for nogen kan være et helt nødvendigt redskab.
Den anden dag skrev du, hvordan du bare lagde dig og lod tankerne og følelserne komme - og det var jo nok, der det store gennembrud startede. Nu kan du have fjernsynet slukket nu og bare være sammen med dig selv. Det er virkeligt stort, at du giver dig selv lov til bare at være og du giver dig selv tid og opmærksomhed. Det er store gaver :-)
Jeg er gået i gang med at spille Wee, så jeg har ondt i mine muskler i dag :-)
Derudover er jeg i gang med at forberede og øve et indlæg, jeg skal på med til Synlighedsdagen i København d. 18. (på lørdag).
I de dage her kan jeg mærke, at der sker ét eller andet på et ret ubevidst og dybt plan. Jeg føler en helt ny indre ro. I de 6 år der er gået, siden jeg røg ind i denne proces, har jeg haft presset mig selv ekstremt hårdt i kampen for at få det bedre og opnå mine mål. Men jeg vidste også godt, at det man holder så fast i, forsvinder fra én - men jeg kunne ikke give slip. Nu mærker jeg, at frygten for ikke at få det bedre og ikke nå mine mål slipper mig. Jeg mærker, at jeg er, hvor jeg skal være lige nu og jeg kan nyde at være her - det er godt nok for nu. Jeg sikker på, at resten nok skal komme af sig selv, når tiden er til det.
Det er som om, at Synlighedsdagen d. 18. bliver et vendepunkt. Det er afslutningen på kampen og derefter starter en helt ny hverdag uden kamp, for den vil være uden frygt. Så er jeg i den fremtid, jeg har fået så tydelige og levende mentale oplevelser af i disse seks år. For første gang i mit liv kan jeg roligt stå stille, kigge mig omkring og orientere mig. Jeg har al den tid, jeg har brug for, for der er ikke længere noget, jeg skal nå. Alt herfra er en ekstra gevinst. Alt er præcist som det skal være lige nu og som jeg har længtes efter og arbejdet hen imod. Jeg føler, at efter d. 18. ligger livet frit foran mig og jeg kan gå den vej, som hele denne proces eller hele mit liv har forberedt mig til at gå. Så må jeg se, om de fremtidsvisioner, jeg har fået i disse år, går i opfyldelse for de involverer også nogle andre mennesker :-)
Mere konkret har jeg ikke rigtigt nogen planer om, hvad jeg vil lave i dag. Jeg skal øve på indlægget og så vil jeg nok bare gå og 'nusse' lidt og måske høre en veninde om hun kommer til kaffe :-)
Håber du får en god søndag :-)
Kærlig hilsen Helene
Jeg fik lige en god tre timers lur på sofaen. Herligt! Min kæreste er ikke hjemme, så jeg skal pleje mine tømmermænd selv. Og det er faktisk rart :-)
Men der er noget, der har sat sig fast i min ryg, så jeg kan knap nok gå at stå og helt sikkert slet ikke sætte mig eller bøje mig. Tror det byder på en tur til lægen i morgen. Eller en tur til fys? Men jeg håber nu, at det er gået over til i morgen. Jeg har jo første dag, hvor jeg selv skal chatte i morgen, og jeg kan ikke sidde stille i tre timer på en kontorstol med det her. Og jeg tror heller ikke engang jeg ville kunne kommer derned.
Det lyder dejligt med at spille. Hvilke spil har du til den? Det er også en god måde at have kvalitetstid med sig selv, synes jeg. En dejlig kontrast til hverdagens pligter og tv. Ser du egentligt meget tv? (ja, jeg er lidt nysgerrig :-)
Jeg tænker, at der hvor du siger, du er efter d. 18. det må være målet med hele sådan en process. At komme dertil, hvor man ikke skal kæmpe mere. Selv om man har ofret nogle ting undervejs og har ændret sig meget, så er det tanken om ikke at skulle kæmpe hver dag, der holder mig gående. Troen på, at jeg kan opnå det. Al den frustration jeg har gået med de sidste par år, har drejet sig om, at jeg ikke kunne holde ud at skulle kæmpe så meget mere. Og havde fået en tro på, at jeg skulle kæmpe så meget resten af mit liv. Jeg kæmper stadig, men på en mere passiv måde og med nogle helt andre ting. Lige nu kæmper jeg en mere konkret kamp for mig selv og ikke mod mig selv (som vi vidst også har talt om i de sidste par indlæg)
Når folk spurgte om, hvordan det går rettede jeg mit svar efter, hvem der spurgte. Med nogle, var jeg bare overfladisk og sagde godt (folk var jo både fulde og skæve) og til min gode venner sagde jeg, at NU går det endeligt fremad, og jeg har det rigtig godt lige nu. Det var folk glade for at høre. Det er vel lidt det, folk går og venter på at høre, når de ved, at jeg ikke har været helt på toppen. Men samtidig indikerer jeg også for mine meget gode venner og veninder, at jeg stadig er skrøbelig, og det virker de også til at "forvente" af situationen. Så jeg er meget ærlig omkring det til de mennesker, der betyder noget for mig. For hvis (kom faktisk til at skrive "når" i stedet for hvis i første omgang. Interessant!) jeg får det skidt i perioder, så er de ikke helt så langt væk fra mig.
Ang. det med ugeplanen, så var jeg meget uenig med dem i starten. Mest fordi jeg altid har været meget ekstremt fokuseret på kontrol, og jeg i dag prøver at lægge kontrollen bag mig. Jeg er bange for, at et skema kan stresse mig og nemt give mig dårlig samvittighed. Men samtidig har jeg overvejet det seriøst, fordi min kæreste også synes det (uden at han vidste, at min ven lige havde sagt det). Og så tænkte jeg, at de to kender mig virkeligt godt. Og måske det godt kunne virke. At jeg vil lade tvivlen komme dem til gode. Men samtidig har jeg ikke lyst til at gå igang med noget nyt igen igen. Jeg har mest bare lyst til at tage dagene en ad gangen lige nu. Men måske kan et skema netop hjælpe mig med det, når ting skal ske på et fast tidspunkt hver dag. Nu prøver jeg i to uger, så må jeg se, hvordan det er. Det er jo heldigvis mig selv der bestemmer :-)
Min kæreste siger sjældent noget meget konkret som det, han sagde der. Og derfor føler jeg også, at jeg gerne vil respektere det han siger, og afprøve det. Uhh jeg forklarer meget for at rede det ud, hva? Jeg tror helt ærligt, at jeg har sluppet min kontrol så meget, at jeg ikke vil kunne gennemføre det. Men de mener begge, at jeg skal have kontrol på de praktiske ting i mit liv, så jeg har mere tid og plads til mig selv. Et godt argument.
Nå, jeg vil kaste mig tilbage i sofaen og genfylde min varmepude (som er et lille uldent får :-)) med vand og gribe et par piller, så jeg ikke overspænder i ryggen. Jeg orker ikke at skulle til lægen. Hun kan helt sikkert ikke gøre andet end at konstatere, at der sidder noget fast. Men det ved jeg jo allerede. Jeg tror jeg er ved at blive til en minihypokonder, der ikke kan li at gå til lægen. En sjov parring, men det er nok også tegn på en udvikling og en anden måde at anskue de symptomer jeg har ind i mellem på alle mulige forskellige ting.
Jeg håber du har haft en dejlig søndag.
Kærlig hilsner fra Trine
Jeg håber, at det er blevet bedre med din ryg? Kan det være et signal fra kroppen om, at du skal tage den lidt med ro? For mig har det altid hjulpet bedst med kiropraktorbehandlinger, men det koster jo.
Det bliver spændende i aften, at du selv skal på chatten, så jeg håber, at det kan lade sig gøre med din ryg.
Jeg spurgte, hvordan du selv har det med den ugeplan. Du svarede, at du er bange for, at det vil stresse dig, at du jo prøver at gøre det modsatte og holde op med at kontrollere, at du har ikke lyst. Men så smider du alle disse følelser/fornemmelser væk og siger: 'Måske har de ret. Måske vil det være godt for mig'. Så siger jeg: 'Hov! Hvad skete der lige dér?'.
Du snakker om at lade tvivlen komme dem til gode. Hvad for en tvivl? Du er jo ikke i tvivl. Er du bange for at sige til dem, at det ikke vil være det rigtige for dig, fordi dine problemer ikke skyldes for lidt men for meget kontrol?
Du skriver videre, at du gerne vil vise din kæreste respekt ved at afprøve det. Ja… så giver du din kæreste respekt men du viser absolut ingen respekt til dig selv, dine egne følelser og fornemmelser. Du mister dig selv, hvis du tror, at andre bedre end du selv ved, hvad du har brug for. Det er kun dig, der ved, hvad du har brug for – så det handler om noget andet, når du underlægger dig andres mening om, hvad du 'bør' gøre. For du er ikke i tvivl, det viser dit svar. Du ved præcist, hvad der føles rigtigt for dig. Du skriver, at det jo heldigvis er dig selv, der bestemmer. Men er det sandt?
Okay, jeg kan se, at du selv er klar over, at du er ude på tynd is ;-) Du ved godt, at du har sluppet så meget kontrol i dit liv på nuværende tidspunkt, så du næppe kan gennemføre det. Men så køber du alligevel deres argument om, at kontrollen vil give dig mere tid og plads til dig selv. NEJ! Det vil den IKKE. For så skal du bruge en forbasket masse tid og energi på at kontrollere og så skal du igen tænke på, at du 'skal', 'bør' og 'er nødt til'! Du er ved at lære at slippe kontrollen og give dig selv lov til bare at være. Dette kan ligne et godt tilbud til dig, men det er det ikke. Her har du brug for din styrke og dit mod, så du kan stå inde for at gøre, hvad der føles rigtigt for DIG og ikke lade dig styre af angsten for at mene noget andet og sige fra, når andre fortæller dig, hvad der er bedst for dig. STOL PÅ DIG SELV, DINE EGNE FØLELSER OG FORNEMMELSER.
Noget andet var, hvis du havde skrevet: 'Jeg har fundet ud af, at det virkeligt vil hjælpe mig, hvis jeg laver et skema…'. Så ville jeg nok stadigt have sat spørgsmålstegn ved det, men problemet ville være et andet. Det her handler om, at du lader andre styre dig. Du skal turde stå inde for dine egne følelser og behov og hvem du er – også selvom det indebærer, at du skal sige fra og have en anden mening og derved adskiller dig fra andre. DU ved bedst, hvad der er det rigtige for DIG.
En irakisk flygtning sagde i TV: 'Fred kan man købe sig til. Frihed må man altid kæmpe for'. Det er så sandt. Den kamp, du kæmper, er faktisk en frihedskamp – den stopper først, når du har opnået din personlige og følelsesmæssige frihed.
Kampen startede, da nogle mennesker i din barndom misbrugte deres magt, ikke respekterede dine grænser og følelser og derved tog din personlige og følelsesmæssige frihed fra dig. De tog kontrollen over dit (følelses-) liv uden at du kunne gøre noget ved det. Det skaber enorm utryghed, frygt og manglende tiltro til, at man kan beskytte og forsvare sig selv. For at undgå at føle den magtesløshed igen, forsøgte du at beskytte og forsvare dig selv ved at opretholde en meget stærk kontrol og selvkontrol. Du gør stadigt det samme men det virker modsat hensigten. Det eneste, der virker, er, at du mærker dine følelser så tydeligt, så du slet ikke er i tvivl om, hvornår du skal sætte grænserne og sige fra, så andre ikke får lov at tage kontrollen over dig og dit liv igen. De fleste respekterer faktisk éns grænser (især når man er voksen). Men det skaber angst at slippe den overkontrol, du plejer at pålægge dig selv (og andre), for du ved jo af erfaring, at der findes mennesker der ikke respekterer dine grænser og følelser. Så for at undgå at blive gjort magtesløs igen overgiver du frivilligt magten og kontrollen over dit liv til andre (som med ugeplanen). Den eneste måde du kan opnå personlig og følelsesmæssig frihed på, så du kan slippe angsten og kampen, er ved at mærke dine følelser, sætte grænser og om nødvendigt forlade mennesker, der ikke respekterer det.
Det var vist dagens morale ;-)
Jeg har de 5 spil, der følger med Wii'en og så var der Sport Ressort med. Indtil videre spiller jeg mest golf og boksning. Jeg vinder i boksning hver gang, det er ret sjovt ;-)
Nej, jeg ser absolut ikke meget fjernsyn. Jeg tænder for Nyhederne om aftenen og for tiden er der Sherlock Holmes om fredagen men det er ofte det eneste. Jeg læser en del og så bruger jeg jo temmelig meget tid her ved computeren :-)
Kærlig hilsen Helene
Underligt nok, sidder jeg her og tager mig selv i også at have lagt lidt af beslutningen i dine hænder. Selvfølgeligt ganske ubevidst. Men da jeg læste dit svar, blev jeg helt vildt lettet. Tanken om ikke at skulle bruge tid på at lave et skema og have dårlig samvittighed over ikke at overholde det. Den ramte mig med det samme. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at du har ret. Jeg er bare så afslappet lige nu, og det har jeg ikke været nogensinde i mit liv. Så selv om mange vil mene, at jeg er for afslappet, så har jeg det rigtig godt.
Jeg vil gerne holde tingene simple og være i nuet, for det gør mig faktisk lykkelig lige nu. Jeg har ikke lyst til at starte alt muligt nyt op, som kræver noget af mig. Det er næsten for meget for mig, at jeg er gået på slankekur. Men det har da bragt nogle bedre vaner med sig, som har sat sig fast, så det er nok okay. Men jeg gider simpelthen ikke noget pjat mere, hvis du forstår hvad jeg mener?
Jeg vil bare gerne være mig selv og have plads til det. Jeg har altid drømt om, at slippe altting. Og nu gør jeg det uden at jeg har skåret i mig selv eller taget en masse piller. Jeg har fundet ind til mig selv og mine følelser og det er en kæmpe lettelse.
Der er noget, der er gået op for her i dag på vej hjem fra chatten. Jeg har hele mit liv gået og ventet på en stor kulmination på alle mine følelser. Nu troede jeg lidt, at den ville komme med min erkendelse af, at jeg er blevet mishandlet. Men det gjorde den ikke. Det forvirrede mig, men da jeg så cyklede hjem, ramte tanken mig, at den kulmination ikke kommer. At jeg ikke har brug for den. Bare det at erkende, at de ting er sket mig og åbne ligeså stille op for følelserne og acceptere dem, det er det, der skal ske for mig. Ikke en stor forfærdelig nedtur. Bare en større forståelse af mig selv.
Så lige nu er der lidt et tomrum. Men det er en rigtig dejlig erkendelse at nå frem til. Nu føler jeg, at jeg kan slappe af og undersøge min fortid og mine følelser uden at det har meget grimme konsekvenser. Det påvirker mig selvfølgeligt. Men det er ikke forfærdeligt. For jeg er overlevet og står nu her og er stærk og glad. Det er meget stort og jeg er utroligt glad for at have fundet mine følelser igen og få dem rettet imod de rigtige ting. Jeg tror jeg får et dejligt liv :-)
Mange kram fra en nu oplyst Trine
Hvor var det bare skønt at læse, at du slap en byrde og kunne slappe helt af. Det er stort. Noget af det, der har generet dit nervesystem i så mange år, kom ud, så nu kan det begynde at falde til ro.
Det er ikke mærkeligt, at du blev lettet over at læse, at jeg ikke syntes, det var en god idé med et skema. Det var jo det, du selv inderst inde følte og så er det jo en lettelse at få det samme bekræftet af en anden. Når andre bekræfter én, skal man ikke kæmpe så hårdt, som hvis man er alene om at mene noget. Er man alene, kan det være så hårdt at stå fast og kæmpe imod andre (der ved bedre) og så giver man lettere efter for andres pres. Det betyder rigtigt meget, at man føler sig forstået og bakket op. Om andre så mener, at du er for afslappet, er jo deres problem. De forstår jo ikke baggrunden.
Jeg forstår sagtens, hvad du mener med, at du ikke gider noget pjat og ikke skal/kan/vil bruge energi på nye tiltag etc. Du ER bare og holder op med at styre begivenhedernes gang og lader det gå, som det skal gå. Du begynder at tage den plads, som du har brug for her i livet og du vil have ret til at være her, som den person du er. Dermed giver du dig selv lov til at LEVE i stedet for kun at eksistere.
Som jeg har nævnt før, så har jeg slet ikke haft energi til at kæmpe med vægten og slankekure etc. Men hen ad vejen har jeg lavet nogle mindre vedvarende ændringer til det bedre, fordi jeg har været følelsesmæssigt parat til det. For øvrigt så prøv at lade være med at tænke på, at du skal tabe dig. For når man taber sig, så betyder det for underbevidstheden, at man skal samle det tabte op igen. Eller det betyder, at man mister noget og så holder man fast i det. I stedet er det bedre at tænke: 'Jeg smider nogle kg', så er det noget, du vælger at give slip på. Én jeg kender ser visuelt for sig, at hun smider nogle pakker Kærgården hen over skulderen :-) Formuleringer betyder mere, end man måske lige tror.
Forventningen om den store kulmination eller 'The Big Bang', som jeg plejer at kalde det, tror jeg, at vi er rigtigt mange, der kender. Og det kommer bare aldrig. For mit eget vedkommende, har jeg ikke opgivet endnu … Men der er stor forskel på den kulmination, jeg forventede tidligere og det jeg forventer nu. Førhen forventede jeg en eksplosion af negative følelser. Det gør jeg ikke længere, for de er bearbejdede. Nu forventer jeg en kulmination af ophobet livskraft og livsenergi, der bliver frigivet, for jeg VED, at den er i mig og kun venter på at slippe fri. Men efter hvad jeg har hørt, så kommer det for de fleste gradvist, stille og roligt – nervesystemet skal kunne følge med - så måske kommer jeg heller ikke til at opleve dette positive 'Big Bang', men jeg tror og håber stadigt :-)
Jeg kan sagtens følge dig i, at det du oplever lige nu, ikke som forventet er blevet en stor nedtur men en større forståelse af dig selv og dermed også glæde og lettelse. Det er dét, der er så paradoksalt. Vi går år ud og år ind og holder fast på noget, som gør så ondt og vi er så bange for at konfrontere det. Når vi så gør det, så opdager vi ofte, at smerten er forbigående men lettelsen og glæden vedvarende.
Selv tomrummet er godt. For det er ikke længere på samme måde en følelsesløshed p.g.a. overbelastning af nervesystemet. Efter sådan et gennembrud er der et tomrum, fordi der er noget, der har været der, der ikke er der mere. Så kan man begynde at orientere sig i livet på en ny måde og finde noget nyt og bedre at fylde ind i tomrummet. For så bestemmer du selv, hvad der skal erstatte det gamle skidt, der slap ud.
Tænk så på, hvad det vil gøre for dig, når du har erstattet ALT det gamle skidt med noget nyt, godt og brugbart. Det kan og vil blive storslået. Derfor har vi mennesker altid potentiale til at blive så meget mere, end vi tror, vi er :-)
Det er en fantastisk rejse, du er kommet ud på. Forskellen, fra du startede din rejse og til nu, er til at få øje på! I marts måned underskrev du dit første indlæg: 'Hilsen en meget fortvivlet og ensom pige'. Dit sidste indlæg, afslutter du med at skrive: 'Jeg tror, jeg får et dejligt liv :-)
Der er kun 7 måneder – og dog en verden – til forskel.
Hvor er du bare sej og stærk :-)
Kærlig hilsen Helene
Du skriver, at du går og venter på en positiv kulmination. Som du selv skriver, så sker det nok ikke. Mon ikke du en dag står midt i opvasken og går en tur og pludseligt opdager, at det allerede er sket helt af sig selv? Jeg synes at spore en vis tendens til, at sådanne ting kommer, når man mindst venter det. Og jo mere man jager noget konkret, des mere lader det vente på sig. Jeg tænker, at vi nok bare ikke er designet til at skulle gennemgå så meget på én gang.
Jeg orker heller ikke mere godt lige nu. Eller dvs. jeg orker ikke mere energi. Det er næsten for meget af det gode.
Jeg tror i øvrigt, at du har telepateret til min psykiater? :-)
Han mener præcist det samme som dig mht. det at tabe sig og det med kontrollen i hverdagen. Jeg har lige sluppet den, så hvorfor skal jeg kæmpe for at få den igen. Og hvorfor se fremad, når der er lang tid til februar, og jeg har det godt lige nu.
Eller måske er det bare almen sund fornuft?
Jeg fik talt med ham om det hele i dag, og det var rigtig rart. Han har hørt en forsker fortælle om, hvordan det kan virke positivt på søvnen, hvis man tager antidepressiv inden sengetid. Så han mener, jeg skal prøve at tage 10 ekstra mg. af det og så prøve at trappe ud af den beroligende medicin. Jeg er glad for, at han siger, at jeg skal trappe ud. Så føler jeg mig ikke dum over, at jeg er lidt (psykisk) afhængigt af det lige nu. Det er også svært, når jeg ikke kan slippe af med energien om aftenen og den ligger i mig som uro hele natten. Jeg har det sådan lidt som midt i en eksamensperiode. Og det er nok ikke underligt, for som vi to har opdaget, så sker der nogle ret store ting lige i øjeblikket.
Nå, jeg må nok hellere rydde sengen, så min kæreste kan komme i seng. Han er meget træt for tiden, fordi dem han arbejder for er sure og krævende. Det er absolut til at forstå. Så jeg prøver at kræve mindst muligt af ham og ellers være sød ved ham. Det virker meget godt, for så får jeg også mere tid til mig selv. Og nu er jeg lige startet på en utrolig morsom og livsbekræftende bog, der hedder Michael Laudrups Tænder og som skulle være en samling af mails, som to kvinder har haft over 1½ år. Så jeg tror jeg vil kaste mig i min sækkestol med lidt sterinlys og så læse lidt i den inden jeg skal sove.
Jeg håber alt er vel hos dig, og at du er okay med at efteråret er på vej. Jeg er personligt meget glad for efteråret og glæder mig til at opleve mit første efterår i mange år, hvor jeg ikke er deprimeret.
Kærlige hilsner fra Trine
Vil du ikke skrive en mail til mig? kristinaparsberg@hotmail.com, så kan vi lige skrive der
Nej, hvorfor kæmpe for kontrollen igen, når du lige har sluppet den :-)
Selvfølgeligt skal vi have kontrol over vores liv, men hvis man har fået styr på sine følelser og har udviklet stærke grænser, så behøver man ikke at være på vagt konstant og kontrollere alting. Så kan man slappe af i nuet.
Og din psykiater har jo ganske ret… bekymringer er ingen nytte til. Det er negative forventninger, der tager glæden og energien fra én. I stedet må man prøve at skabe positive forventninger.
Hvad der sker til februar kan du alligevel ikke gøre noget ved nu. Men du kan arbejde på at finde noget, du kan koble positive forventninger til. Det skaber nye tankemønstre. Bekymringer er ofte kun et negativt tankemønster - en dårlig vane der har bidt sig fast.
Jeg synes, det lyder godt, at din psykiater vil have dig trappet ud af den beroligende medicin. Så vidt jeg husker, er det benzodiazepiner, du får? Jeg kender et par stykker, der er blevet afhængige af dem og det har været et Helvede for dem at komme ud af igen. De kan nok skabe både psykisk og fysisk afhængighed.
Der er en væsentlig forskel på os i forhold til energien. Du er ved at boble over, mens jeg har alt for lidt fysisk energi. Selvom det er blevet (kunstigt) bedre, efter jeg fik stofskiftemedicinen. Men det er på ingen måde godt nok.
Det er ganske almindeligt, at når energierne (følelserne) har været lukket ned så længe, så kan de være ret ukontrollerede, når de kommer frem, indtil de finder en naturlig balance. Det er bare forskelligt, hvordan energien frigives. Underbevidstheden finder den rigtige måde for én.
For mit eget vedkommende har energien været lukket ned i helt ekstrem grad, siden jeg var ganske lille. Almindeligvis bliver energien frigivet gradvist, når man arbejder med tingene, men det er ikke sket for mig - tværtimod. I stedet har jeg ophobet endnu mere energi, der aldrig er kommet ud. Det medfører en voldsom energiophobning eller overenergi i hele kroppen. Jeg ved, at intet ude i verden eller fra andre mennesker kan udløse energierne, de skal frigøres indefra. Overtrykket er for stort til, at det kan lukkes ud gradvist. Bliver der lukket lidt op, så vælter det hele ud. Ligesom da jeg fik hul igennem fortrængningerne og blev klar over misbruget. Da væltede det hele også bare ud.
Jeg har intuitivt vidst fra starten, at det måtte ske på denne måde og jeg har oplevet det i drømme flere gange, så jeg ved, at det kan lade sig gøre. Det er ikke længere den angstfyldte venten på 'The Big Bang' - det er en glædesfyldt forløsning, fordi det vil vække mit nervesystem (og mig) til live igen.
Det er rigtigt, at det man jagter, forsvinder fra én. Jeg har i høj grad haft jagtet denne kulmination, så jeg endeligt kunne begynde at mærke mig selv og LEVE. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg giver mig selv lov til at LEVE, selvom jeg stadigt ikke mærker mig selv. D.v.s. jeg begynder at slippe det desperate behov. Men målet slipper jeg ikke, for jeg har brug for at få åbnet for alle energierne, før kan jeg ikke føle mig hel. Det skal nok ske, når tiden er til det.
Nå, det giver sikkert ikke meget mening det her ;-)
Når du sammenligner energien med at være midt i en eksamensperiode, må det være en nervøs energi? Det er givetvis, fordi der er mange ting, der løsner sig lige nu. Oplever du det som en angstfyldt energi? Overgearet? Stresset? Nok ikke rolig og glædesfyldt?
Jeg har hørt om den bog, du nævner, men det er vist ikke lige min genre :-) Jeg er selv ved at læse en bog, der hedder 'Kærlighedens 5 sprog for singler' af Gary Chapman. Den kan absolut anbefales – til alle :-) Ultrakort fortalt handler den om, at der er 5 kærlighedssprog: Anerkendende ord, gaver, tjenester, tid til hinanden og fysisk berøring. Vi bruger normalt alle 5 sprog men ét af dem er vores primære. Hvis ikke vi får kærlighed fra andre på den måde, der er primær for os, føler vi os ikke rigtigt elskede. Hvis vi finder ud af, hvad andres primære kærlighedssprog er, så vi kan give dem opmærksomhed på den måde – og derved vil de holde mere af os, så vi også selv får mere kærlighed og positiv opmærksomhed tilbage. Det skaber positive cirkler. Det er måske især vigtigt, når man i sin barndom ikke har fået den kærlighed, man havde brug for.
Jeg kan godt forstå, at det må være stort for dig at opleve det første efterår, hvor du ikke er deprimeret. Det bliver jo helt nyt.
For mit eget vedkommende kan jeg mærke, at jeg står overfor et markant vendepunkt i mit liv. Skiftet i årstiden er faktisk en god indikation for en ny tid, der er på vej for mig. Det er høsttiden – og jeg skal til at høste frugterne af det, jeg har sået igennem de sidste 6 år. Fra og med Synlighedsdagen på lørdag kommer der til at ske mange nye ting. Det bliver afslutningen på det gamle og jeg oplever, at nye og langsigtede mål, som jeg satte i starten af terapiforløbet, nu begynder at blive virkelighed. Pludseligt er mine positive fremtidsvisioner, noget der sker NU.
Kærlig hilsen Helene
Det du skriver giver absolut mening. Det er nok bare svært selv at se, at det giver mening, når man sidder og lige har skrevet det. Men jeg forstår helt klart, hvad du mener. Og det jeg tolker a det er, at du nu venter på at der skal ske i stedet for at kæmpe for at det skal ske. Er det rigtig forstået?
Du skriver, at du ikke har ret meget energi. Det synes jeg ikke lyder rart. Men alligevel nok som en betingelse i dit liv lige nu. Jeg er imponeret over, hvor afklaret og optimistisk du er. Jeg er slet ikke i tvivl om, at alt det gode nok skal komme til dig. Du har kæmpet for det, og du fortjener det.
Du spørger til, hvordan min ekstra energi føles. Det er som en overgearet og til tider angstenergi, der er i mig. I går hos lægen var jeg ved at få et angstanfald. Først forstod jeg ikke hvorfor, men så gik det op for mig, at jeg var stresset, fordi hun var meget forsinket, og jeg skulle være til psykiater på et bestemt tidspunkt bagefter. Der synes jeg det var en meget vild reaktion på det. Jeg har lidt lyst til at løbe rundt og råbe alt muligt og bare være glad. Men jeg kan mærke, at jeg mister mig selv, når jeg gør det. I stedet cykler jeg meget hurtigt, når jeg cykler. Det lyder nok skørt, men så kommer jeg af med noget af energien. Og så sidder jeg ellers og slapper af og smiler og prøver at holde mig tæt på balancen. Jeg tror jeg er i samme situation som dig her med efteråret. At jeg skal til at høste frugten. At høste betyder jo også et stort arbejde. Men det er arbejde med noget, som man har plantet og dyrket. Det er det sidste skridt, før man virkeligt kan nyde frugten og lade sig nære af det.
Ang. Min medicin, så er det netop benzodiazepiner. Og jeg elsker dem. Det er næsten højdepunktet på min dag, når jeg tager dem og bliver helt sløv. Det lyder dumt, det ved jeg. Men det er bare så rart. Jeg kan virkeligt godt forstå, at folk bliver afhængige af dem. Men jeg holder øjet på mit mål om naturlig balance. At det hele skal være naturligt. Ingen kontrol og ingen rutchebane af glæde og depression. Bare balance :-)
Jeg glæder mig til at skulle på arbejde i dag. Og så skal jeg hjem og sove hos mine forældre, fordi jeg skal til fysioterapeut i morgen med denne her dumme krop. Jeg synes den modarbejder mig, men den gør det nok ikke med vilje. Og måske er det i virkeligheden mig, der modarbejder den.
Jeg kan huske, at jeg for nogle måneder siden gik utroligt meget op i at blive integreret i mig selv og komme i kontakt med mit indre barn. Og her står jeg så :-). Jeg måtte også med en vis dosis selvindsigt sige til psykiateren (med et stort smil på) at det da næsten også er for meget, at jeg sidder her og klager over for meget energi. Det kunne han godt se en vis ironi i. Og det understreger også meget det med at være i nuet. For javel har jeg for meget energi. Men lige nu er det okay. Der er ingen grund til at se det som et problem før det bliver det.
Nå, jeg tror jeg vil kæmpe mig ud af sengen og komme i gang med dagen. Ikke at jeg ved, hvad jeg skal lave. Men mon ikke et bad er en god start.
Jeg håber du får en dejlig onsdag og at stadig vinder i boksning ;-)
Hilsner fra en (faktisk) træt Trine
Godt det gav mening, det jeg skrev om energigennembruddet. Det er lige præcist, som du skriver: Nu venter jeg på, at energiforløsningen skal ske i stedet for at kæmpe for at få den til at ske. Hvilket også vil sige at slippe kontrollen. Eller rettere tage kontrol over mit liv på de præmisser, der nu engang er, fordi jeg ikke kan ændre på dem. Meget har jeg kunnet gøre med mentalt arbejde og vilje, men jeg kan ikke styre mit nervesystem eller fremtvinge noget fra min underbevidsthed, den ikke synes er en god idé.
Manglen på energi har altid været en forudsætning i mit liv. Hele livet (indtil terapien) troede jeg, at det var fordi, jeg var født doven. Da først jeg havde fået hul igennem, fandt jeg sandelig ud af, at det INTET havde med dovenskab at gøre… De negative følelser (især angst og frygt) dræner én for energi eller også giver de en højspændt, rastløs energi og jeg er opfostret med angst og frygt.
Jeg forstår fuldstændigt det du skriver, omkring din energi. Jeg kender præcist fornemmelsen af, at man mister sig selv, hvis man giver efter for den positive energi. Faktisk vil jeg sige, at mit forløb er gået ud på først at slippe al angst og dernæst arbejde på at kunne rumme den positive energi. Når jeg fuldt ud kan det, vil min underbevidsthed sætte det forventede energigennembrud i gang, er jeg sikker på. Det er (for)målet med det hele.
Det er meget sjovt, at du nævner det med at cykle. I sin tid oplevede jeg under hypnosen, hvor dejligt det vil blive, når jeg får energi. Først så jeg mig selv svinge mig i nogle træer, som en anden abe :-) Det var dejligt, men jeg fik ikke afløb for den fysiske energi, for det var for 'højtflyvende' og der manglede jordforbindelse. Så så jeg mig selv cykle. Det var bedre men heller ikke helt godt. Så så jeg mig selv løbe (og jeg hader at løbe…) og det var FANTASTISK. På den måde fik jeg brugt al energien på en måde, der virkede rolig og harmonisk - fordi jeg havde fået jordforbindelse.
Ja, det var jo nok en overreaktion, at du begyndte at få angstanfald hos lægen af den grund du skriver. Men det er jo en gave, at du kan se sammenhængen. Så ved du noget om, hvordan du reagerer på stress og tidspres.
Som sagt så spiller nervesystemet jo voldsomt meget ind i alt det her. Nervesystemet trænger til ro efter at have været overbelastet i så mange år og derfor er vi nødt til at lære at beskytte os selv mod overstimulation. Ved at arbejde med sine følelser, kan man blive mindre sensibel. Det kræver dels stor bevidsthed om 'triggerne', så man kan blive bedre til at undgå dem men det kræver formentligt også, at de gamle ting der stadigt forstyrrer nervesystemet bliver bevidstgjort, så de kan blive sluppet.
Dit nervesystem reagerer tydeligvis på overstimulation med overenergi (kamp/flugt), mens mit nervesystem reagerer med underenergi og 'aflader' (fastfrysning/opgivelse).
Igen en stor forskel: Du elsker benzodiazepiner. Jeg har én gang prøvet at tage én Alopam – og det er det mest forfærdelige, jeg husker at have oplevet. Det var et sandt mareridt, hvor kroppen slappede af, mens angsten raserede indeni mig. Normalt når jeg følte angst, plejede jeg at kunne afreagere og få det ud ved at græde eller gøre ét eller andet, men den pille lammede mig fysisk. Jeg troede, jeg skulle blive sindssyg. Det må være sådan det er, hvis man skal opereres og opdager at bedøvelsen ikke virker, men man kan ikke sige det!!
Nej, din krop modarbejder dig givetvis ikke med vilje. Det er en rigtig god pointe, du har, at det måske er dig, der modarbejder den :-)
Ja, du ønskede dig energien og nu har du fået den :-) Det er bare ikke altid, at det man ønsker sig, kommer på den måde, man ønskede sig det på :-) Men det er godt, at du kan se, at der ikke er nogen grund til at gøre overenergien til et problem, før den bliver et problem. Det er jo ikke vedvarende, at den er så ukontrolleret. Det er givetvis, fordi der har været et overtryk, der nu bliver lukket ud.
For mit vedkommende sker der også store ting lige nu. Lørdag skal jeg holde oplæg på Synlighedsdagen, mandag skal jeg ind til min tidligere terapeut og bl.a. evaluere forløbet og mandag aften skal jeg skal deltage i Aftenshowet på DR1, om alt går vel. Det er gamle fremtidsvisioner, der lige pludseligt nærmest falder over hinanden og bliver virkelighed NU. Så hvis ikke det kan skabe og frigøre en mængde glæde og positiv energi, så ved jeg ikke, hvad der kan :-D
Nu vil jeg gå over i vaskeriet og hente mit vasketøj. Og så skal jeg have syet lidt i et par bukser, så de er klar til på lørdag (hader at sy…). I morgen skal jeg ud og købe et par nye bluser, så jeg kan prøve at se præsentabel ud, når alle de ting her sker :-)
Håber du får en god dag med det, du har fundet på at lave :-)
Kærlig hilsen Helene