Man kommer jo ikke bare hen...

0ktober

Godaften

Når du skriver, hvor godt jeg vil få det, når jeg virkeligt kommer i balance, om det overhovedet er muligt. Men det er nok fordi, jeg ikke helt kan forestille mig et liv med studie og balance på én gang. Men sådan er det nok, når man ikke har prøvet det før. Det vil jeg vælge at stole på :-)

Det er faktisk et fint tempo som chatrådgiver, med de fleste unge. Nogle af dem er ret utålmodige, men man har en del mere tid til at svare på chat end i telefonen. Og de kan ikke høre mig tænke :-). Jeg har altid en uddannet koordinator til stede samt de andre chattere, så vi er ca. fire hver gang, så vi kan gi hinanden råd og støtte. Det er meget godt, hvis man går i stå, eller bliver i tvivl om, hvad man bør skrive.

Jeg tænker også, at telefonrådgivning er meget hårdt. Man skal være meget klar i hovedet hele tiden og have et stort overblik. Vi har tid til både kaffe og kage mens vi chatter :-)

Apro pos, så talte jeg med én fra psykiatrifonden her den anden dag. Jeg kunne mærke, at jeg havde nogle ting omkring min indlæggelse, som jeg skulle have talt igennem. Og det var rigtig rart at tale med hende. Jeg kunne mærke alle de følelser, som jeg har gået og gemt på og været bange for kom op til overfladen. Vi kom til at tale om, at jeg havde haft anoreksi, og at jeg selv var kommet ud af det i løbet af en uges tid. Og at jeg stoppede med at skære i mig selv fra den ene dag til den anden. Hun sagde, at jeg måtte ha en utrolig styrke og beslutsomhed i mig siden jeg både kunne la være med at spise så længe og så endda begynde igen helt selv. Og det samme med cutting'en.

Og så tænker jeg, at jeg måske skal finde den styrke frem i mig selv igen og bruge den til at gøre noget godt for mig selv i stedet for at modarbejde mig selv og kun opnå kortsigtede og uholdbare mål.

Men det vigtigste for mig lige nu, er, at jeg vil finde min motivation igen. Og efterhånden som jeg kommer længere og længere op fra depressionens tåger, kan jeg mærke den komme frem. Men at jeg samtidig har en stemme, der siger, at jeg skal passe på ikke at rykke for hurtigt, og at jeg skal huske, hvad jeg er igang med. At intet ændrer sig fra dag til dag.

Det lyder fornuftigt med bogen. Du har jo også al den tid du har brug for :-)
Sådan er det vist også med mig og min rengøring i denne her weekend.

For første gang i lang tid sidder jeg alene hjemme en lørdag aften og hygger mig helt selv. Om lidt vil jeg sluge et par sovepiller og kravle under dynen med min bog og sove helt fantastisk i nat. For i går nat sov jeg dårligere end jeg har gjort i flere måneder. Så jeg måtte i seng igen kl. 10 i formiddags og sove helt til kl. 13:30, selv om jeg fik gæster kl. 14.
På mystisk vis klarede jeg det uden at stresse ret meget.

Det lyder rigtig godt med en Wii. Jeg har lånt min mors denne her uge. Der er en masse små spil på, hvor man skal skyde bolde efter hinanden. Utroligt sjovt og 100% mindfullness :-). Jeg har aldrig prøvet Wii-fit, men har hørt meget godt om det. Personligt er jeg helt vild med tennisspillet, som er i det sports spil, man får med, når man køber maskinen.

Nå, min bog og dyne kalder. Du må have en dejlig søndag med lidt smuk efterårsstemning :-)

Hilsner fra Oktober

Helene2

Hej Oktober

Det lyder rigtigt godt med chatten. Jeg kan godt se, at det må være helt anderledes end telefonrådgivning. Hvor er det godt, at der er sådanne muligheder.

Hvor var det godt, at du fik talt med hende fra Psykiatrifonden. Det er så vigtigt at få talt tingene igennem og så kommer følelserne jo let til at røre på sig. Det er jo stort, at du fik åbnet og mærket følelser, som du har været bange for at mærke. D.v.s. at der nu er en smule mindre angst i dit liv. Apropos at tale… Jeg skal jeg selv ind til min tidligere terapeut om 14 dage. Nu hvor jeg har fået pensionen, vil det være rigtigt godt at få evalueret terapiforløbet med ham.

Der er ingen tvivl om, at du må have en enorm selvopholdelsesdrift, når du har kunnet stoppe den selvskadende adfærd på den måde. Du må virkeligt have været klar til forandringer. Ikke mindst, så viser det, at du er parat til at slippe dine forsvarsmekanismer og få det godt. Det er meget vigtigt.

Det er godt, at du er klar over, at du modarbejder dig selv og kun arbejder for kortsigtede og uholdbare mål. 'At få det godt' er f.eks. slet ikke konkret nok for underbevidstheden. Der skal naturligvis også være en 'gulerod' i form af kortsigtede mål men det er meget vigtigt at have et stort lysende mål at stræbe hen imod. Min erfaring er, at min motivation er blevet stærkere og stærkere, jo tydeligere jeg kunne gøre mine langsigtede (og holdbare) mål. Det er bare ikke nok at sætte sig nogle mål udfra tanker om, hvad man gerne vil. Det skal være noget man virkeligt føler for. For er der ikke dybe følelser med, så vil målene ikke være så vigtige, at man vil gå igennem en hård udviklings- og forandringsproces og overvinde sin angst for at nå dem.

Jeg har samme oplevelse som dig: Jo mere depressionens tåger lettede, desto mere kraft og motivation til at fortsætte kom der frem. Med hensyn til at gå for hurtigt frem, så vil din underbevidsthed altid beskytte dig. Den slår bremserne i, hvis den vurderer, at du går hurtigere frem, end du kan klare. Underbevidstheden vil prøve at beskytte dig på samme måde, som den altid har beskyttet dig, indtil du beviser for den, at du ikke har brug for den beskyttelse længere. Du beviser for din underbevidsthed, at du er parat til forandringer, når du handler anderledes end du plejer og udfordrer dig selv på områder, hvor det giver nogen utryghed og angst. Men vel at mærke kun, hvis det er udfordringer, du ved vil føre til glæde og som gavner dig selv og din forandringsproces. Som f.eks. at blive frivillig chat-rådgiver.
Det er kontakten med underbevidstheden, der skaber vedvarende positive forandringer. Uden kontakt og samarbejde med underbevidstheden sker der ikke rigtigt noget.

Du skriver: ' Når du skriver, hvor godt jeg vil få det, når jeg virkeligt kommer i balance, om det overhovedet er muligt. Men det er nok fordi, jeg ikke helt kan forestille mig et liv med studie og balance på én gang'.
Da jeg skrev om, hvor godt du kan få det, når du virkeligt kommer i balance, var det ikke udfra den forudsætning, at det indbefattede dit studie. Dit studie er en ydre ting. Balancen er en indre tilstand.
Balance er en afvejning. Du har haft mange negative følelser i dit liv, så skal du have balance, skal du have mindst lige så mange positive følelser i dit liv. Når du beskæftiger dig med noget, der ikke giver positive følelser, skaber du ubalance og overvægt af negative følelser. Så hvis ikke du kan opretholde din balance, når du er på dit studie, så er der ubalance og dermed får du det ikke bedre.

Når man har haft mange negative følelser i sit liv, er det dels meget vigtigt, at man får mærket dem, så man kan få renset ud. Når de gamle negative følelser bliver sluppet, bliver der plads til nye positive. Men det er mindst lige så vigtigt, at man så ikke igen fylde nogle nye negative følelser på. Så er man jo lige vidt og så finder du aldrig den indre balance.

Derfor er det så vigtigt at lære sig selv at kende, så man kan finde de ting, der virkeligt giver glæde, entusiasme og mening at beskæftige sig med.
Det er i høj grad en følelsesmæssig proces og ikke noget, man kan tænke sig til.
Det er også vigtigt, at man tør konfrontere den angst, der får én til at søge det trygge i stedet for at søge efter det, der giver glæde og mening.


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Godaften.

Aha... Nu tænker jeg lidt på, hvad mine mål er.

Jeg er langsomt begyndt at indstille mig på at skulle starte på studiet igen.

Jeg er ved at drukne i tanker. Så snart der ikke sker noget omkring mig, så vrimler mit hoved med tanker. Jeg har det godt. Jeg er glad. Men alligevel er jeg urolig, sover dårligt og har en milliard tanker, der farer igennem mit hoved, så snart der er ro omkring mig.

Jeg tror måske, at der bare sker så meget omkring mig lige nu med at jeg måske vil stoppe på racismejobbet. At jeg skal til Odense, og det altid er svært for mig at skulle derover, fordi der er så mange minder i det. Og så er der en milliard hverdagsting, som bare konstant kører rundt i mit hoved.
Det er lidt som om, at jeg bare ikke må ha det godt. Det er lidt underligt.
Men samtidig tager jeg det som et tegn på, at jeg gør det rigtige i at slappe så meget af, som jeg gør.

I dag startede jeg på slankekur. Måske nok nærmere en ændring af kostvaner uden for mange stramme regler. Og så var jeg nede og træne. Og det var rart. Men nu er jeg også gået fra at have slet ingen energi til at have for meget. Måske ikke så underligt, at det forvirrer mig lidt?

Jeg tror, jeg vil kaste mig over mine beroligende piller fast indtil weekenden og se, om det så er bedre bagefter. Og så vil jeg prøve at lave en liste over alle de tanker jeg har og se på, om der ligger noget uafklaret i det, eller om alle tankerne måske er et dække, der prøver at holde mig væk fra noget dybere. Jeg har bare ikke helt nogen fornemmelse af, hvad det kunne være.

Nå, nu starter mine to yndlingsserier, så jeg vil kaste mig ned på sofaen og blive væk i dem og så gå tidligt i seng. Jeg skal til psykiater i morgen og mødes med en i morgen bagefter, som jeg så småt er ved at blive veninder med. Det er jeg faktisk lidt nervøs over. Men jeg håber, at samtalen kommer til at glide. Hun er faktisk en af de første, som fik at vide, hvordan jeg har det. Og hun var med til at give mig modet til at være meget åben omkring det, fordi hendes reaktion var rigtig god omkring det. Det er jeg meget glad for i dag.

Sov godt :-)

Kram fra Oktober

Kameliadamen1

Hej Oktober

Det lyder dejligt, at du har det godt, men du skriver jo, at du næsten har for meget energi og desuden tankemylder. Jeg lægger også mærke til, at du hele tiden går i gang med nye projekter.

Jeg har jo holdt mig tilbage med at blande mig, dels fordi jeg ikke længere kunne følge med i denne tråd, og dels fordi de problemstillinger, du har, tilsyneladende ligger langt fra, hvad jeg kender til.

Men nu vil jeg gerne lige minde dig om den indflydelse, som det bratte ophør med Lyrica kan have haft på dig, og desuden også starten på ny medicin, sådan som du har fortalt om. Du har ikke skrevet navnet på den nye medicin, men du har skrevet, at du ud over en ny (antidepressiv?) medicin også tager både beroligende medicin og sovepiller.

Jeg tror, at det i høj grad kan være ændringer i din medicin, der har medført den forandring, der er sket. Lyrica kan jo medføre depression. Derfor var det en god ide, at du ophørte med Lyrica. Men jeg syntes ikke om, at psykiateren rådede dig til at stoppe så pludseligt med Lyrica. Du havde ganske vist kun taget det forholdsvis kort tid, men alligevel… Når man nu på indlægssedlen rådes til at trappe ned over en periode, så synes jeg, at man skal følge det råd.

Men nu er de eventuelle ophørssymptomer, som du kan have haft, forsvundet, og du er begyndt på noget nyt medicin. Og nu mærker du noget helt andet.

Jeg vil gerne gøre dig opmærksom på, at det, du oplever, kan være en let mani, en såkaldt submani. Den kan skyldes lettelsen over at være sluppet for en muligvis Lyrica-forårsaget depression og kommet over symptomerne fra Lyrica-ophøret. Den lette mani kan også skyldes, at dit nye (antidepressive?) medicin faktisk virker.
En let mani er ikke farlig eller problematisk. Jeg har oplevet det flere gange, især når jeg brugte antidepressiv medicin til at kurere en depression. Tværtimod var det dejligt at opleve denne eufori, men det kunne jo nogle gange gå lidt for stærkt. Som bivirkning til mange antidepressiver står der faktisk, at de kan medføre mani.

Når jeg skriver dette, er det ikke for at forklejne de fremskridt, som du gør. Men i Helenes og din dialog tages der sjældent hensyn til, at du tager medicin. Min erfaring er, at medicin griber voldsomt ind, heldigvis ofte til gavn, men nogle gange desværre også på en sådan måde, at det giver problemer. Jeg lægger mærke til, at du som regel kommer med psykologiske forklaringer på de ændringer, der sker for dig. Det kan sagtens være, at du har ret, men som jeg ser det, har du været igennem en turbulent medicinering, som også må have medført store ændringer.

I den forbindelse vil jeg gerne gøre dig opmærksom på, at du skal være forsigtig med dine sovepiller og dine beroligende piller, især hvis de er af stesolid-typen (altså benzodiazepiner). Man kan meget hurtigt blive afhængig. Du vil muligvis sige, at du tager disse piller så sjældent, at du ikke kan blive afhængig, men dertil vil jeg svare: Det er heller ikke godt at tage den slags midler på en meget uregelmæssig måde, for hjernen er meget følsom og sårbar, og man skal ikke udsætte den for sådanne bratte omvæltninger alt for tit. Der sker selvfølgelig ikke noget ved at tage en sovepille i ny og næ, når man har brug for det. Men både et langvarigt forbrug og et meget skiftende forbrug er efter min mening betænkeligt.

Når alt det er sagt, så synes jeg, at det er glædeligt, at du har det bedre. Jeg vil bare minde dig om den store indflydelse, som al den medicin kan have haft – på godt og ondt.

Du skriver et sted, at det er, som om du ikke må have det godt. Ja, den fornemmelse husker jeg godt, selv om mine tidligere depressioner slet ikke ligner det, du har været igennem. Jeg husker også, at jeg – når en svær depression var overstået – tænkte: ”Nå, nu er jeg tilsyneladende blevet pint tilstrækkeligt, nu har jeg lov til at have det godt igen!”

Det er noget mærkeligt noget. Selvfølgelig har vi lov til at have det godt, og det har du også!

Jeg håber, at psykiateren kan hjælpe dig i dag med råd og vejledning. Det er fint, at du har det godt, men du skal jo også sove tilstrækkeligt og få lidt mere ro på.

Mange hilsner

Kameliadamen

0ktober

Godmorgen :-)

Jeg får pt. 20mg citalopram og så har jeg apozepam (benzo), som jeg tager efter behov. Og med de sidste kan jeg se, at du har ret. For selv om jeg har taget to måneder om at spise 30 piller. Og alligevel skal jeg nu tage to af dem for at sove i stedet for kun én.

Jeg tror også, at du har ret i det med manien. Det har jeg også i baghovedet. Det usædvanlige (for mig) er, at efter jeg har fået det bedre, har jeg faktisk skåret ned på mine aktiviteter for at kunne tage hånd om udviklingen. Jeg ved, at jeg kommer til at falde ned på et tidspunkt. Og jeg glæder mig. Det er selvfølgeligt dejligt at være lykkelig lige nu, men samtidig, så glæder jeg mig til, det bliver mere afbalanceret.

Og ja. Det var meget voldsomt at stoppe med Lyrikaen så hurtigt. Det var en helt vildt hård periode, der hvor jeg ikke havde andet medicin end benzoerne. Jeg har virkeligt stor respekt for medicinen, og jeg prøver at være opmærksom på, hvordan den virker på mig. Og det er dejligt, at du minder mig om det. Og især i fht. mani. For det beskriver præcist sådan jeg har det. Og måske også, hvorfor jeg er urolig lige for tiden.

Nu har jeg opsagt det ene job jeg havde. Jeg har været sammen med mig selv en del her torsdag, fredag og i går, og det gik op for mig, at det er længe siden. Og det vil jeg gerne igen. Og jeg vil gerne have overskud til de ting jeg gør og have at de giver mig energi i stedet for at stresse mig og dræne mig for energi og værst af alt give mig skyldfølelse.

Jeg skal helt sikkert op i dosis med min citalopram her i dag. Men du har givet mig stof til eftertanke omkring, hvor hurtigt det skal gå med at trappe op. Der er mange ting, der lige skal have lov til at falde naturligt på plads i kroppen inden jeg bør gå op i dosis. Jeg vil jo selvølgeligt gerne ligge på den mindst mulige dosis. Første gang i mit liv, jeg fik angst, var det fordi jeg fik for høj dosis akarin. Så man skal ikke bare styrte afsted og tro meget medicin gør meget bedre.

Mange tak for påmindelsen.

Hilsner fra Oktober

Helene2

Hej Oktober

Jeg håber, at det er gået godt med din session hos psykiateren og jeg håber, at du har haft det godt med mødet med din nye veninde.

Det er en god pointe, Kameliadamen har i sit svar til dig: At vi jo ikke i vores skriverier tager højde for medicinens påvirkning. Det har jeg ikke tænkt over, eftersom jeg ikke selv har fået medicin.

Jeg kender så udmærket tankemylderet. Det kan man have uanset, om man får medicin eller ej. Det var derfor, jeg under min proces skrev mange tusinde sider. Alle tankerne måtte formuleres og synliggøres, så de kunne komme ud af mit hoved og gøre plads til noget nyt. Når de blev skrevet ned, gav det luft og overblik, så der kom sammenhæng og orden i kaos.
Når du ikke giver tankerne den opmærksomhed og anerkendelse, de har brug for, så er det klart, at de myldrer frem, så snart de får mulighed for det. De vil trænge sig på, indtil du forholder dig aktivt til dem. Når du går med så mange tanker i dig, der hele tiden 'kalder på dig', så flygter du, fordi det er for overvældende. Men så trænger tankerne sig bare endnu mere på. Så det er klart, at du er i en tilstand af konstant uro, så du bl.a. sover dårligt. Giver du tankerne lov til at komme ud og få opmærksomhed, så vil de til gengæld give dig mere ro.
Det, du flygter fra, vil altid være både bagved dig og foran dig, indtil du står stille og konfronterer det. Måske kan du opretholde denne flugt i årevis – eller måske orker du en dag ikke længere at leve et liv på flugt. Det vil tiden vise.

Du skriver, at det er som om, at du ikke må have det godt. Den følelse husker jeg tydeligt. Men er det mærkeligt, når du tænker på din opvækst? Nogen eller noget har givet dig den følelse, for du er helt sikkert ikke født med den.
Et barn der bliver gjort fortræd, kan meget let komme til at tro, at andre er 'onde', fordi barnet ikke fortjener at have det godt. Som voksen kan du bevidst tænke, at du selvfølgeligt har ret til at have det godt. Men hvis der i din underbevidsthed er blevet 'indkodet' en modsat overbevisning, så er der en indre splittelse. Så kan alt, hvad du gør i nutiden for at få det godt, blive saboteret af den ubevidste overbevisning.

Jeg fornemmer din forvirring over, hvad der sker og hvor du er på vej hen. Det lyder som om, at du har rigtigt svært ved at finde en retning. Så prøver du at gå lidt den ene vej og lidt den anden vej og på den måde kommer du hele tiden tilbage til udgangspunktet. Jeg ved ikke, om min fornemmelse er rigtigt?
Det er klart, at hvis du ikke har et defineret mål, så ved du heller ikke, hvad du egentligt søger efter og så søger du bare lidt hist og pist. Når du ikke finder det, du søger ret hurtigt, så tænker du måske, at det nok var en forkert vej og så vender du om og går tilbage og er stort set, hvor du startede.
Når man søger i blinde kan man af og til være heldig at finde noget brugbart, men det er rent held. Med målrettet søgning vil du før eller siden finde det, du søger, hvis du er parat til også at finde ting, du ikke ønsker at finde.

Hvis du gerne vil se Eiffeltårnet, må du først blive klar over, at det er Eiffeltårnet, du vil se. Derefter må du finde ud af, hvilken retning det ligger i og hvordan du kommer derhen. Men det kan være, at du så finder ud af, at vejen til Eiffeltårnet er ubehagelig og føles farlig. Så kan det være nødvendigt, at du bevidst tager stilling til, om rejsen er så vigtig for dig, så du vælger at trodse ubehaget og angsten eller om du hellere vil undgå ubehaget og angsten og derved også undvære at se Eiffeltårnet.

Man står altid i sit eget blinde punkt, så det kan være svært at finde ud af, hvad tingene handler om. Men underbevidstheden husker alt og gemmer alt. Det er derfor, jeg er fortaler for dybere terapi, hvor man bliver presset til at konfrontere det ubevidste, man aldrig vil kunne konfrontere alene. Er du gået helt væk fra tanken om at starte i gruppeterapi?
Jeg har bemærket, at det du skriver, kun handler om nutiden og dagligdagen. Men du har jo en belastet fortid og den fylder givetvis rigtigt meget. Får du talt om den med nogen? Hvis den ikke får den plads, den har brug for i din hverdagsbevidsthed, så må den nødvendigvis tage meget plads op i det ubevidste. Det giver problemer.

Følelserne er for overvældende, så længe de er ubearbejdede. Følelserne er som en klump ler: Jo mere du bearbejder dem og vænner dig til at håndtere dem, des blødere og mere medgørlige bliver de.
At få sat ord på alt det svære og få noget rationel viden kan få de overdimensionerede følelser ned på et niveau, hvor de er til at have med at gøre. Ved f.eks. at læse bøger om selvudvikling, traumatisering, seksuelle overgreb, misbrug o.a., kan du nærme dig de farlige følelser på en ret blid måde i dit eget tempo. Viden er nødvendig for, at du kan få en ny forståelse af dig selv, din udviklingsproces og dine mønstre. Men det kræver selvovervindelse for du er nødt til selv at ønske og opsøge den viden, du har brug for.

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hej Helene.

Okay, tre ting, du fik mig til at tænke på med dit indlæg. De kommer altså lige i punktform!

Mål: Aha! En åbenbaring. Jeg skifter mellem de forskellige ting, fordi de er ydre. Mit mål er indre. Jeg kan slet ikke nå mit mål ved at tage et job. Tvært imod. Det er nok derfor, jeg valgte at stoppe med det ene og nu holde mig til det andet 2 x 4 timer om ugen. Mit mål er jo at lære mig selv at kende og at kunne klare hverdagen. De sociale forbindelser, jeg ville træne gennem jobbet, dem kan jeg træne med mine venner. For mine største problemer ligger ikke i fht. fremmede og nye mennesker, men faktisk mere til folk, jeg kender godt. Jeg har altså ledt efter min vej det forkerte steder, for jeg finder ikke mig selv ved at stresse på et job og race rundt hele tiden. Det er sådan set en meget vigtig indsigt, jeg har gjort mig her :-)

Gruppeterapi: Nåeh jo... Jeg bliver ved med at glemme det. Plus at jeg er bange for det. Så er det jo nemt at glemme! Okay... Jeg vil gerne love dig, at jeg snakker med ham om det på tirsdag. For jeg vil jo gerne. Og jeg ved, at det kan være rigtig godt for mig. Så nu lover jeg det, så jeg holder det (og det er ikke fordi, jeg føler mig presset...)

Arbejde med fortiden: Det er svært. Inde i mit hoved, er det hele gennemarbejdet. Når jeg skal tale om de enkelte emner, har jeg en tale forberedt, som fortæller historien, og jeg kommer dermed ikke dybere ned i det. Psykiateren siger, at vi skal tale om de ting, der er relevante nu og her. Og det er de ting ikke umiddelbart. Det er jo klart det vigtigste nu, at jeg får min hverdag op og køre. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kan bearbejde min fortid uden at ende i de samme baner, som jeg har kørt i. Jeg ved, at jeg bliver meget følelsesmæssig, så snart jeg snakker med én, der stiller de helt rigtige spørgsmål. Jeg kan bare ikke selv fortælle åbent om det. Det er som om, at det er en afdeling af mig, som jeg har lukket helt ned. Så det ligger så langt væk, at det er svært for mig at finde det frem. Og især på en sådan måde, at jeg kan arbejde med det.

Det var rigtig fint hos psykiateren i dag. Han var utrolig glad for at høre, at det går så meget bedre. Vi var enige om, at jeg nok er lidt euforisk lige nu, og at det er en god idé, at jeg tager mine beroligende piller til at sove på ugen ud, så kroppen vænner sig til roen. Til gengæld mente han ikke, at jeg skal gå op i dosis på "lykkepillerne". Så det er fint. Vi er enige i, at euforien lige skal falde væk og jeg skal ind i en normal rytme inden jeg kan vurdere, om vi skal sætte medicinen op.

Nu har jeg sagt det frivillige job op, som jeg var ved at køre surt i. Faktisk var det dig, der gav mig cluet. Jeg har i cirka 14 dage haft på fornemmelsen, at jeg var på vej ud af det. Og da du skrev, at det skulle give mig noget positivt, kunne jeg mærke, at det netop er der, det fejler. Du fik faktisk sagt ord på det jeg følte og allerede havde opdaget. Jeg turde bare ikke handle på det, fordi jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad følelsen var.

Mange hilsner fra en stadig glad og tilfreds Oktober

0ktober

Godmorgen.

I går udfordrede jeg mig selv og slukkede tv'et og havde nogle timer uden tv for første aften i meget lang tid. Så læste jeg det jeg skulle læse til mit nye rådgiverjob. Bagefter læste jeg min bog om pilates, så jeg kan starte lidt i det små med det inden jeg begynder på det i næste uge nede i træningscentret.

Da det så var gjort lå jeg i sofaen og lod tankerne køre. Jeg lukkede øjnene og prøvede at se for mig, hvor jeg gerne vil se mig selv om et halvt år. Sjovt nok var det første billede af mig, der svømmer. Det næste var af mig på mit gamle kollegieværelse, der bare slapper af, laver lektier, mødes med mine studiekammerater og går til forelæsninger. Og som går i seng, fordi jeg er fysisk træt for at stå op næste dag og være glad og motiveret.

Det gik i det her op for mig, hvor ked af det jeg er over alle de ting jeg havde i Odense. Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke skal bo på mit kollegieværelse mere, men i min venindes lejlighed. På kollegiet var det helt mit eget og jeg kunne gøre præcist som jeg havde lyst til. Og jeg var kun mig selv. Det var på det værelse, jeg for første gang i mit voksne liv lærte at være sammen med mig selv. Jeg elskede virkeligt mit værelse derovre.

Jeg er ked af, at jeg ikke skal fortsætte på samme hold og jeg er ked af, at jeg skal være derovre i flere år endnu, når jeg i sidste ende skal ende mit liv her i Århus. Og så var jeg meget ked af at tænke over den aften, hvor jeg blev indlagt. Jeg kan ikke holde tanken ud, om at skulle gå i byen derovre nogensinde igen, for det vil bringe alle minderne fra den aften tilbage til mig.

Og for første gang i lang tid løb tårerne. Hvordan håndterer jeg de følelser? Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal nå ind til dem, og hvad jeg skal gøre med dem. Men det var en lettelse at få dem frem, for jeg har hele tiden vidst at det var sådan det var. Det har bare været lidt tabu for mig, fordi jeg jo ikke kan gøre noget ved det.

Nu endte det jo med at blive et dobbeltindlæg. Håber du kan følge med :-)

Kram fra Oktober

Helene2

Kære Oktober

Jeg starter med at besvare dit sidste indlæg.

Hvor var det dog et smukt gennembrud, du havde i aftes. Det var så godt, at du kunne græde. Du udfordrede dig selv, konfronterede - og du blev straks belønnet. Først med positive fremtidsvisioner og så med sorgen over det mistede. For netop al den undertrykte sorg kan gøre det rigtigt svært for dig, at nå dine mål i fremtiden. I aftes fik du skabt indre balance, fordi både godt og skidt kom frem.

Du skriver, at disse følelser har været et tabu for dig, for du kan ikke gøre noget for at forandre det (der skaber dem). Men det er jo ikke helt rigtigt. Du kan selvfølgeligt ikke ændre fortiden med tilbagevirkende kraft – men du kan forandre dine følelser for den.
F.eks. elskede du dit kollegieværelse. Du sørger over at have mistet det og er ked af, at du ikke har dit eget sted mere. Det er klart, at du bliver ked af det, når du sammenligner noget godt i fortiden med noget mindre godt i nutiden. Så står savnet efter det gode, der var, tydeligt frem. Men det er jo vigtigt, at du erkender savnet, så du ved, hvor vigtigt det er for dig at have et ordentligt sted at bo. Så kan du bevidst arbejde hen imod det. Så længe du ikke tillader dig at mærke savnet og behovet, lever du bare med det, du har uden at forholde dig til det. Hvis du i din nutid havde en lækker lejlighed, du virkeligt var glad for – så ville der ikke være noget savn efter kollegieværelset, men glæde over at mindes det.
Det er præcist det samme, der sker, når man bearbejder sine fortidstraumer. Hvis du får skabt dig et godt liv i nutiden, holder fortiden op med at have så negativ betydning.

Du mener ikke, at du kan forandre tingene, så de smertefulde følelser kan stoppe.
Det er jo klart, for du har allerede forudbestemt din livsbane. Du skiver: '… jeg er ked af, at jeg skal være derovre i flere år endnu, når jeg i sidste ende skal ende mit liv her i Århus…'. Du har oven i købet allerede forudset, hvor du skal ende dit liv!! Man må sige, at det da er en selvbegrænsning, der vil noget!
Så længe du holder fast i en foruddefineret plan, der blev skabt under nogle helt andre forudsætninger, så er det klart, at du føler dig låst fast og sørger over, at tingene ikke længere kan blive, som de var. Måske er du vokset fra din plan? Dit liv har forandret sig, du har forandret dig. Du er ikke så gammel endnu – du kan nå at lægge andre og nye planer, der er mere tidssvarende og måske svarer bedre til den, du er nu. Det kan være rigtigt trygt at have planer, der definerer, hvordan resten af éns liv skal være – men hold op, hvor må du så gøre dig blind overfor en masse andre (og måske bedre) muligheder.
Så det er ikke helt sandt, at du ikke kan gøre noget ved det. Det kommer an på indstillingen til det og indstillingen styres af følelserne. Begrænser du dig selv, er det givetvis angsten, der styrer dig.

Og så til dit indlæg fra i går.

1) Det er utroligt godt, at du indså, at det er ydre mål, du er gået efter og ikke de indre. Det siges, at det kun er det, vi kan tage med os i graven, der har virkeligt værdi. Job, penge, hus, sågar familie o.s.v. kan man ikke tage med sig i graven. Men man tager sine følelser med sig. Så hvor er det godt, at du har forstået, at du har søgt de forkerte steder.

2) Ja, du er nok flygtet lidt fra det med gruppeterapien, har jeg fornemmet ;-) Undskyld, hvis jeg har presset dig ;-) Hvis du husker at tale med din psykiater om det på tirsdag, er det nok fordi, du er ved at være klar. Og hvis du ikke husker det, er det nok fordi du stadigt har brug for at flygte.

3) Fortiden. Ja, du kan sætte en masse ord på den. Derfor er det så vigtigt, at du får talt med én om det, som netop kan stille de rigtige spørgsmål og som du kan tale åbent til, så du får hul igennem til følelserne. Den lukkede afdeling skal åbnes… Det er klart, at du ikke kan arbejde med det alene og heller ikke sammen med din psykiater, der ikke tager sig af fortiden.
Du tænker, at du ikke kan arbejde med din fortid, før din nutid er på plads. Jeg tænker, at du ikke får nutiden på plads, før du har arbejdet med din fortid. Og jeg ved godt, at når man bytter om på tingene, så siger man 'velkommen kaos'.

4) M.h.t. det lidt overgearede tempo. Det kan skyldes medicinen, men det kan også være fordi, du ikke har givet dig selv lov til at være ked af det, sørge og græde. De mørke følelser er også nødvendige for at finde en indre balance. Prøver man konstant at være glad og have det godt, så mister man jordforbindelsen og kører konstant i et forhøjet tempo. Så på længere sigt kan det sikkert hjælpe at få grædt ordentligt ud som et alternativ til medicinen. Det lyder for mig som om, du v.h.a. medicin prøver at skabe en 'kunstig' følelsesmæssig balance: Du tager medicin, der dæmper den maniske tilstand og du tager medicin, der løfter den afdæmpede tilstand. Jeg håber, du kan se, at du selv kan skabe den naturlige balance ved at komme i kontakt med alle dine følelser.

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Aha :-)

Jeg er med på det du skriver med medicin og balance. Og jeg ser det godt selv. Det er også derfor jeg har det skidt med at tage den beroligende medicin.
Men samtidig er jeg blind overfor, hvordan jeg skal kunne åbne op for alle de følelser, der ligger i mig, og hvordan jeg kommer bedre i kontakt med dem. Jeg tror, at jeg har været vant til at gemme mine følelser væk, og derfor nu har svært ved at synliggøre dem som andet end et kaos.

Jeg tænkte på i dag, at jeg helt konkret bør benytte en meget kognitiv metode til at klarlægge mine følelser på nogle områder. Især i fht. andre folk og når jeg er ude i det sociale liv. Fx. til at skrive ned hvad jeg tænker og føler inden, mens og efter jeg er sammen med andre personer. For når jeg tænker tilbage på situationen, kan jeg bare mærke, at jeg er urolig. Og det er meget uhåndgribeligt og svært at arbejde udfra.

I den kognitive terapi hos min gamle psykolog, kiggede vi rigtig meget på de følelser, jeg havde som barn, og hvordan de følelser og overbevisninger stadig er en del af mig i dag. Og det kan jeg bruge til rigtig meget i dag. Men jeg vil utroligt gerne ind i de følelser igen og mærke dem og undersøge dem. Men hvordan kan jeg gøre det, hvis det ikke er det, som psykiateren mener er relevant? Han er jo løsningsfokuseret, og deri ligger ikke, at man kigger så meget på fremtiden, med mindre, der er en tydelig kobling til fortiden. Så er det godtnok svært sådan lige at gribe fat i det selv. Hvis ikke faktisk helt umuligt. Måske jeg skulle sætte det som et mål efter terapien nu hos psykiateren? Eller kan jeg mon dreje ham ind på det, på en måde?

Det er svært for mig, for jeg kan ikke se den direkte kobling til nutiden, men jeg ved bare, at det er enormt vigtigt. Men jeg ved slet ikke, hvordan man skulle kunne gribe det an for at det giver mening. Man tager vel ikke bare det ene barndomstraume efter det andet? Jeg når ikke så langt med dem, når jeg selv tænker over dem. Fx. omkring incesten, så er alle spørgsmålene omkring skyld og sådan afklaret for mig. Men i det store hele, så undrer jeg mig slet ikke over, at jeg tolker verden anderledes end de fleste. Det er jeg blevet opfostret til gennem mine oplevelser som barn. Det er nok sådan, at det er facts, som man ikke kan ændre på. Og det er meget de dele, som jeg har arbejdet med at acceptere igennem terapien. Men jeg synes, at jeg har rester af alle de følelser i mig, og at det gør mig til en sårbar person. Jeg kan have reaktioner, som bunder i mine basale antagelser, som er baseret på de følelsesreaktioner, jeg har indlært mig som barn.

Det får mig til at tænke meget, det du skrev med, at jeg blokerer mine muligheder (rent mentalt). Og det skal jeg lige tygge lidt mere på.

Hmm, Helene. Jeg tror det her indlæg lidt er blevet noget rod. Min pointe er vist bare, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe det her an mht. at bearbejde mit indre barns følelser og angst. Jeg giver det indre barn plads nu, og vi er mere forenede end vi nogensinde har været før. Selv om jeg har fået det bedre, så sørger jeg for at tage den med ro. Jeg forventer, at jeg falder ned snart, og jeg ved, at selv om jeg er fyldt af energi, så er den falsk. Og hvis jeg bruger den, vil jeg måske komme i et stort underskud i sidste ende. Så underligt nok, så har jeg mere ro på nu, hvor jeg har det godt, end jeg havde, da jeg var deprimeret.

Jeg er begyndt at læse i mine gamle dagbøger, og det er meget underligt. For jeg har haft det meget dårligt. Jeg har været meget frustreret i mange år. I dag undrer det mig ikke, at jeg fik spiseforstyrrelse og skar i mig selv i en lang periode. For hvor har jeg bare været utroligt meget igennem. Jeg har ladet (eller det er måske så meget sagt, jeg var jo barn) folk behandle mig dårligt, jeg har behandlet mig selv dårligt og i sidste ende behandlet andre dårligt. Jeg har altid været alene. Og nu... Nu føler jeg, at jeg er gået 1/3 af vejen til mit mål. Erkendelse og accept. Men jeg har det stadig svært med mine følelser. Og jeg er rigtig bange for, at når jeg slutter hos psykiateren, så har jeg "kun" lært at forstå og håndtere følelserne, men ikke fået bearbejdet dem. Og så er jeg rigtig bange for at falde i igen.

Jeg håber du kunne finde rundt i det her indlæg. Det var lidt svært for mig at få formuleret det, jeg mener.

Sene aften hilsner fra Oktober