Man kommer jo ikke bare hen...

Helene2

Hej Oktober

Ja, både Kameliadamen og jeg skrev på et tidspunkt noget om at være meget sensitiv. Det er på side 14 og 15 :-)
Pudsigt tilfælde: I denne måned en bog i Borgens Bogklub, der hedder 'Særligt sensitive mennesker'. Du kan læse om den her:
http://www.psykeogsjael.dk/webapp/wcs/s ... ctId=76051

Jeg synes, det er rigtigt godt, at du har fundet ud af, at det faktisk er dine følelser, du frygter. Dermed har du forstået essensen i angsten. Det er klart, at når man frygter sine egne følelser, så er angsten konstant, for sine følelser har man jo med sig hele tiden.
Så ja... det er et stort skridt fra, at man troede, at man ingen følelser havde og til at finde ud af, at man har RIGTIGT mange følelser og hvad de bunder i.
Det lyder bestemt som om, at du nu begynder at lære dig selv bedre at kende og det er guld værd. Dine dage i sengen har bestemt ikke været spildte, kan jeg høre.

Så må det jo bare være sådan, at du skal have medicin igen et stykke tid. Jeg håber for dig, at du får positiv effekt af den nye medicin.

Glæder mig til at høre om den opgave psykiateren har givet dig :-)


Kram tilbage fra Helene :-)

0ktober

Hejsa.

Jeg var til fysioterapeut i dag. Hvor var det bare rart endeligt at blive taget seriøst! Og især fordi hun kender mig rigtig godt. Det er rart at møde forståelse og blive taget seriøst, når man har gået og følt sig som en hypokonder.

I lørdags fik jeg et rigtig stort angst anfald. Det var rigtig underligt. Jeg var ude på café med en masse af mine rigtig gode venner. Helt fra starte følte jeg mig lidt shaky. Og pludseligt efter en del timer fik jeg det vildt dårligt og skulle bare væk. Jeg havde ellers taget noget beroligende sovemedicin i max-dosis, men jeg måtte alligevel tage en dobbeldosis af min beroligende medicin, da jeg kom hjem. Det kom lidt bag på mig. Men siden har jeg holdt mig lidt mere i ro. Jeg har stadig en del uro og angst. Men der er vel ikke så meget at gøre.

Jeg håber også rigtig meget, at medicinen kommer til at virke. Og denne gang tror jeg faktisk på det. Og jeg tror på, at jeg er ved at få ro nok i mit liv til at komme igang med at arbejde med tingene.

Nå, nu til opgaven fra psykiateren!
Han viste mig et skema, som én af hans tidlige patienter har lavet. Hun havde skrevet en masse "symptomer" på, som hun oplevede, når hun havde det skidt. Så havde hun én gang om ugen evaluere på en skala fra 0-10 hvorvidt de ting er tilstede. Så nu har jeg lavet min egen liste med ting, som jeg bemærker når jeg er deprimeret, angst og urolig. Og så laver man en samlet score, så man kan se, hvordan det går overordnet og se hvilke punkter jeg udvikler mig på.

For indtil nu har jeg haft det dårligt uden at komme til bunds i beskrivelsen af hvordan dårligt. Så det føler som om, jeg slet ikke har udviklet mig. Men i virkeligheden er der sket utroligt meget. Så det bliver meget godt at kunne vurdere det ud fra mine egne udsagn.

Kærlig hilsen fra Oktober

Helene2

Hej Oktober

Det lyder dejligt med fysioterapi :-) Hvad var det hun tog dig seriøst med, som andre åbenbart ikke gør?

Det var voldsomt meget medicin du tog før og efter din café-tur.
Der er åbenbart nogle grænser omkring samvær med andre, du er nødt til at mærke og respektere, hvis du ikke skal få angstanfald. (Hvem, hvornår, hvor meget, hvor længe, hvilke sammenhænge).

Jeg tror, det vil hjælpe dig rigtigt meget, når du kan begynde at arbejde mere med tingene, så det ikke er tingene, der arbejder med dig. Der er jo stor forskel på, om du kontrollerer følelserne eller om følelserne kontrollerer dig. For at man kan arbejde med et problem, må man jo først have bevidsthed om, hvad problemet er.

Din psykiaters skema er (selvfølgeligt) meget anderledes end den måde, jeg har arbejdet med tingene på. Udfra min vinkel vil det være godt, hvis et sådant skema betyder, at du kan begynde at sammenligne dig med dig selv. Vi mennesker er meget tilbøjelige til at sammenligne os med andre og det kommer der sjældent noget godt ud af.
Det kan også være med til, at du bliver bedre til at definere din aktuelle tilstand. Mange gange kalder vi en tilstand ved et bestemt ord (f.eks. angst). Men tilstanden er en individuel oplevelse, der måske bare har nogle fællestræk, så vi alle nogenlunde ved, hvad det handler om. Den individuelle oplevelse af angst kan jo være meget forskellig både fra menneske til menneske men også hos sig selv fra gang til gang – det kan f.eks. være svag eller stærk uro, panik, ondt i maven, hovedpine, sitren, anspændelse, konstant alarmberedskab eller ...
En anden gevinst ved at kunne definere, hvordan du har det, kan også være, at du bliver mere opmærksom på små signaler, så du bliver i stand til tidligere at reagere, når noget ikke føles ok.


Kærlig hilsen Helene

0ktober

God eftermiddag.

Wauw, jeg er træt. Jeg er begyndt at dosere op i min sovemedicin, men jeg tror det er lidt for meget. Jeg er vist ved at blive lidt for glad for dem. For når jeg tager dem, kan jeg flygte fra tankerne og være rigtig træt. Men jeg var alligevel ubehageligt langt væk i går aftes. Den er lidt tvetydig, og helt sikkert et tegn til mig selv om, at jeg skal slappe mere af. Jeg ved, at jeg skal slappe af hele aftenen, for så kan jeg som regel godt sove. Og jeg skal ikke være sammen med andre efter kl. fire om eftermiddagen. I nat har jeg sovet hos mine forældre og haft en dejlig dag, hvor jeg bare har lejet med min nevø, gået en tur, sovet og spist. Og jeg er helt afslappet. Men samtidig har jeg noget arbejde hængende over hovedet, som jeg skal lave. Men motivationen er der bare ikke. Og det ærgrer mig, fordi jeg gerne vil byde ind, som de andre. Men jeg tror, at jeg vil fortælle dem i aften, at jeg har en depression, og derfor ikke altid har meget energi. For de er egentligt også gode til at sige fra, så jeg skal også bare gøre det. Når jeg stresser, så stresser de mig altid ned, og det siger mig, at jeg skal holde fast i det her arbejde. Jeg har gode rammer at bevæge mig inden for, og jeg arbejder med noget spændende og nogle søde mennesker.

Men nu har jeg taget et frivilligt job som chat-rådgiver for unge én gang om ugen, og dermed skåret det første job ned med én dag om ugen. Det tror jeg bliver dejligt. Så får jeg lidt mere afstand til det.

Jeg har haft problemer med min ryg siden jeg jeg gik i 7. klasse. Siden har jeg gået til fysioterapeut rigtig mange gange. Og primært hos hende, jeg går hos nu. Først i nakken, så i skuldrene og nu i lænden. Og hver gang jeg har fået ondt ét sted, så er jeg meget mere labil til at å skader på det sted. Jeg har skinnebensbetændelse og tennis-albue i både højre og venstre side, ondt i mit fodled og håndled.

I min tid her i Århus, har jeg været hos fem forskellig fysioterapeuter med forskellige problemer, og de har altid bare villet forebygge. Så stak de mig et ark med øvelser uden at gøre noget ved mine smerte og sendte mig hjem. Hende jeg har nu gør noget direkte ved smerten med massage, øvelser og manipulering. Hun snakker med mig om, hvad der kan være årsagen, og ser en mulig sammenhæng mellem alle mine smerter i stedet for at se dem som enkeltstående, som de andre har gjort. Det er rigtig dejligt!

Det var voldsomt meget medicin du tog før og efter din café-tur.
Der er åbenbart nogle grænser omkring samvær med andre, du er nødt til at mærke og respektere, hvis du ikke skal få angstanfald. (Hvem, hvornår, hvor meget, hvor længe, hvilke sammenhænge).

Du har nemlig præcist fanget pointen i, at jeg kommer til at sammenligne mig med mig selv. Og især fordi, det er mig selv, der har opsat de parametre, jeg skal måle på. Jeg er selvfølgeligt i tvivl, om jeg har valgt de rigtige. Men det er måske ikke så vigtigt i virkeligheden. Jeg har altid problemer med at sætte ord på mine følelser, så det her bliver en rigtig god øvelse i det.

Jeg går og er i tvivl, om jeg gør det rigtige her. Jeg følger min hverdag. Selv om den ikke er fuldt ud proppet, som mange andres, så stresser den mig. Jeg føler ikke, at det måske er det rigtige for mig lige nu. Jeg tænker lidt på, om jeg skal holde en uge fri og lige se det an. Og slappe af og lade medicinen virke. Jeg har lyst til bare at være mig selv. Få startet op med træning i det rolige, få nogle madvaner og få styr på mig selv. Jeg tror det er løsningen lige nu. Så kan jeg også få arbejdet på afstand og mærke, om det er det rigtige.

Det vigtigste for mig er, at jeg ikke skal have nogle aftaler i de dage, hvor jeg skal være hjemme. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg slapper af, eller om jeg flygter. Eller, dvs. jo. Jeg kan ud fra, hvad der føles rigtigt, sige, at jeg slapper at det er helt okay og velfortjent. For jeg er begyndt at have nogle stress-symptomer, som lidt ligger ved siden af de andre symptomer, og som gør min angst en del værre.

Så en uge med et mål om ikke kun at ligge på sofaen, men stadig være alene og slappe af. Det er det jeg skal :-)

Det er dejligt at skrive med dig. Og dejligt at mærke sådanne tanker og idé'er udfolde sig. For det har helt sikkert ligget i baghovedet på mig, men jeg var måske ikke kommet i tanke om det, hvis jeg ikke havde skrevet herinde.

Tak fordi du lytter :-)

Helene2

Hej Oktober

Øv… fik ved en fejl trykket på delete-knappen, da jeg var ved at afslutte mit svar til dig i Word…

Godt du er opmærksom på, at du måske er blevet lidt for glad for din sovemedicin. Ryger du ind i en afhængighed, så har du først for alvor fået et problem!

Det er ikke så få fysiske problemer, du slås med. Jeg forstår godt, at det må være en lettelse at finde en fysioterapeut, der ikke bare spiser dig af med nogle forebyggende øvelser. Behandlingen er sandelig også vigtig - ikke alene selve massagen men også berøringen, omsorgen, opmærksomheden, samtalen o.s.v.

Det lyder som om, at du generelt er ved at blive mere opmærksom på dine grænser og begrænsninger.
Jeg håber, at du har fået sagt til de andre her til aften, at du har en depression og derfor ikke har så meget energi. Det lyder jo som om, at de selv har tydeligere grænser og har overskud og forståelse. Så vil de også sagtens kan rumme dine grænser. Desuden vil det gøre det lettere for dem, hvis du selv kan finde ud af at stresse ned, så de ikke skal få dig til at gøre det ;-)

Du skriver, at din hverdag er ikke proppet med så mange aftaler og gøremål som så mange andres. Det kommer sørme an på, hvem du sammenligner dig med. Hvis du sammenligner din og min hverdag, så er din kalender proppet! Jeg kan sommetider blive helt stresset af at læse om alt det, du har gang i :-) Det sete afhænger af øjnene, der ser.

Men hvis du skal sammenligne gøremål, så må du også sammenligne nervesystem og ressourcer! Du må regne med, at dit nervesystem har været overbelastet i så mange år, så det er meget sensibelt. Det har givetvis brug for enormt meget fred, ro, tryghed og stabilitet. Enhver overbelastning vil kunne gøre dit nervesystem endnu mere sensibelt, så du på den måde tåler mindre og mindre. For mit eget vedkommende er jeg blevet 'høj-allergisk' overfor al stress og pres.

Så jeg synes, at dine planer om at tage den med ro, lyder som en rigtig god idé. Jeg opfatter det ikke som en flugt fra dig selv. Tværtimod har du vist mest tilbøjelighed til at søge andre mennesker og aktiviteter, når du skal flygte, hvis ikke jeg husker forkert ;-) Men du er jo også selv nået til konklusionen, at det ikke er flugt men den ro, som du har brug for.

Jeg tror ikke, at det vigtige i øvelsen fra psykiateren er de parametre, du har sat op. Det vigtige er nok, at det gør dig mere opmærksom på, hvad du egentligt føler og vel også i hvilke sammenhænge. Samt at du bliver mere opmærksom på at sammenligne dig selv med dig selv og ikke med andre.

Det kan være meget vanskeligt at sætte ord på sine følelser, når man aldrig har været vant til det. Man har måske ikke ordene for det, man føler. Dels kan det være svært at definere, hvad det egentligt er for en følelse man mærker eller det kan være svært at forstå, hvorfor en given følelse kommer frem. Især hvis følelserne kommer forskudt fra det, der har udløst dem, eller hvis den udløsende faktor er ubevidst eller hvis man får det dårligt i en tilsyneladende positiv kontekst.
Derfor var det en stor hjælp for mig, at jeg under hypnosen kom tilbage i tiden til første gang, jeg havde mærket en given følelse. Derved kunne jeg lære den at kende i den oprindelige kontekst og så kunne jeg forstå den og fremover tolke den korrekt.
Så jeg tror, at det vil være en god øvelse, der vil gøre dig mere bevidst om, hvad du egentligt mærker og måske også, hvad der udløser forskellige følelser og i hvilke sammenhænge.

Det er meget vigtigt med nye in-put fra andre, ellers kører tankerne bare i de samme vante baner. Så jeg er også glad for at skrive sammen med dig :-)

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Godformiddag.

Du har helt ret! Jeg har alt for meget presset ind i min hverdag.
Og lige nu, er jeg glad for, at min krop kan finde ud af at sige fra, når jeg ikke selv kan. Nu er det bare med at lytte til den og respektere den.

Jeg går og er ked af, at jeg fortsat tager på, men jeg er udmærket klar over, at mine madvaner er rigtig dårlige, og at det skyldes, at jeg ikke har overskud til at gøre noget ved det. Og det burde sådan set være første prioritet.
Jeg skal arbejde i eftermiddag, hvor jeg skal observere de andre chatte, og se hvordan det er. Jeg er sikker på, at det bliver rigtig hårdt at skulle koncentrere mig så meget og møde de nye folk. Men samtidig er det her noget, jeg rigtig gerne vil. Jeg bestemmer selv, hvor længe jeg vil være der, så jeg har bestemt mig for kun at starte med to timer, så jeg kan komme hjem og handle ind og lave rigtig mad.

Når jeg skal beskrive mine følelser, bruger jeg meget billedsprog. Fx. sagde jeg en dag til psykiateren, at jeg havde den samme følelse, som jeg havde da jeg var barn, og stod på 3-meter vippen og skulle hoppe ned, for at bevise, at jeg også turde. Altså følelsen af, at der lige om lidt skal ske noget vildt og måske farligt. Det er en forventningsangst, en uro, tja... Man kunne vel kalde det mange ting.

I nat har jeg sovet helt fantastisk uden at tage medicin. Jeg tror så småt jeg er ved at finde vejen frem til det. Jeg har tænkt på, at jeg måske ville have godt af at meditere inden jeg går i seng. For jeg er altid træt, så hvis jeg "bare" får tømt hovedet for tanker, har jeg sjældent problemer med at sove.

Jeg fik ikke fortalt, at jeg er deprimeret, men jeg fik sagt, at jeg gerne ville holde fri, fordi jeg syntes, at det har været meget presset på det sidste. Og det syntes de, var helt okay. De ved godt, at der er noget med mig, fordi jeg har fortalt, at jeg søger handicaptillæg, og at jeg har en psykisk diagnose. Så jeg tror faktisk, at der er okay, som det er nu. Så det er sådan set ikke deres ambitioner jeg skal leve op til, men mine egne. Vi har en aftale om, at vi hver har vores begrænsninger, men at man generelt skal holde det man lover. Så det handler om, at vi hver især ikke påtager os mere arbejde end vi kan klare. Så må det hellere tage en uge længere. Det er et meget sundt udgangspunkt.

Så jeg har faktisk fri i halvanden uge fra i aften. Og jeg glæder mig bare helt vildt meget. Bare det at kunne sove længe i dag, har været skønt. Jeg kan mærke, at som dagen skrider frem i mod, at jeg skal afsted, at jeg bliver nervøs. Det er ligesom et vilkår, som jeg skal til at inddrage i planlægningen af min hverdag.

Du har i øvrigt helt ret. Jeg flygter ud og er sammen med andre, når jeg flygter fra mig selv. Jeg har altid set mig selv, som meget afklaret og meget i kontakt med mig selv. Og det er i virkeligheden lidt modsat. Så en positiv ting, der er kommet ud af det hele her, er, at jeg har meget mere kontakt med mig selv.

Nå! Jeg tror jeg vil trække gardinerne fra, sætte noget dejligt musik på og lægge mig på gulvet og strejke min krop lidt ud. Og så vil jeg ud og gå en tur med min veninde senere inden jeg skal afsted.

Kram fra Oktober

0ktober

Hej igen :-)

Jeg blev lige ramt af det her citat på Facebook for lidt siden, og blev nødt til at dele det med dig.

Depression er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på at man har været stærk alt for længe!

Det er godtnok ikke helt dumt sagt :-)

Helene2

Hej Oktober

Jeg håber, at det gik godt på dit nye arbejde i dag og at du fik lært noget og har fået noget glæde og ny energi ud af det :-)
Uroen inden du skulle af sted er jo ikke mærkelig, når det er noget nyt, du begiver dig ud i.
Jeg tror for øvrigt, at du vil være rigtig god som chat-rådgiver for unge.

Det var godt, at du fik meldt klart ud på arbejdet i går. Det betyder jo ikke noget, at du ikke fik sagt, at det er en depression. De ved, at du har en diagnose og du har sagt, at du har brug for en pause, så det er jo det vigtigste. Ja, det er bestemt et sundt udgangspunkt for samarbejdet de har :-)

Ja, det er jo ofte sådan, at hvis man ikke selv kan sige fra, så gør kroppen det for én. Det er jo rigtigt godt, når man kan opfatte det på den måde i stedet for at tro, at kroppen modarbejder og svigter én.

Jeg kender jo så udmærket problemet omkring madvanerne og den manglende energi til at gøre det bedre. Men jeg må indrømme, at jeg langt hen ad vejen har ladet stå til, for jeg kan slet ikke tvinge mig selv til noget længere. Følelserne må være med, så jeg oplever det som noget positivt, dejligt og energigivende at give mig selv ordentlig mad – det nytter ikke noget, hvis den energi jeg skulle have ind af maden på forhånd er brugt af at lave den! Men jeg har til gengæld hele tiden vidst, at det ville være et spørgsmål om tid og at jeg også på dette område vil opnå mine mål.
Madproblemet er for mig noget af det sidste, der bliver løst. For der er så mange dybe følelsesmæssige lag i det og årsagerne har været mange. Rent psykologisk hænger fysisk ernæring og følelsesmæssig ernæring uløseligt sammen. Hvis man f.eks. ubevidst har svært ved at give sig selv lov til at leve, så er det jo ikke mærkeligt, at man også har svært ved at give sig selv en sund og nærende kost. Eller hvis ordentlig omsorg og næring i nutiden bliver for stærk kontrast til barndommens manglende omsorg og ernæring. At blive slankere og pænere (eller tykkere og pænere), kan få én til at føle sig mere tiltrækkende. Det kan åbne for nogle følelser, der trigger noget omkring seksualitet og de seksuelle overgreb, som man ikke er parat til at mærke. Det kan også være, at man bliver gladere – og hvis der er nogle følelser, der gør glæden farlig, så kæmper man mod sig selv. Jeg har været nødt til at acceptere, at spiseforstyrrelsen er et symptom, der først forsvinder når årsagen til den er væk. Når årsagen er væk, er symptomet overflødigt. For nylig var der én der sagde til mig, at hun havde mottoet, at 'Når man vejer for meget, er det altid, fordi der er noget, der er vigtigere end at være slank'. Og det kan hun jo have meget ret i. En spiseforstyrrelse er der som alle andre symptomer med en positiv hensigt.

Men omvendt så ved jeg godt, at det for nogen er nødvendigt at løse problemet i praksis, før de kan tage fat i at løse den følelsesmæssige del af det. Vi er jo forskellige.

Ha-ha :-) Det er meget spøjst, at du altid har set dig selv som meget afklaret og i kontakt med dig selv og nu oplever, at virkeligheden er lige modsat. Tidligere anså jeg mig selv for at være meget åben og imødekommende og det viste sig bestemt også, at det i virkeligheden var modsat. I dette forløb er jeg blevet reelt åben og imødekommende
Jeg troede også, at jeg nærmest var født glad, positiv og optimistisk. De ord tog jeg i mig igen, da min fortid kom frem. Nu har jeg fundet ud af, at jeg faktisk var født glad, positiv og optimistisk og de sider af mig selv, har jeg heldigvis fundet frem igen nedenunder alt det l…, der kom udenpå gennem tiden.
Så det urealistiske positive selvbillede vi har haft, har jo været en del af os og har derfor gode muligheder for at blive realistisk, når vi arbejder med os selv. Hvilket jo også er det, du oplever nu.

Det er godt at bruge billedsprog til at beskrive følelserne, for det er det sprog underbevidstheden bedst forstår og det kan fortælle mere end mange ord.

Meditation inden du skal sove, vil helt sikkert være sundere og mere frugtbart end medicin :-)

P.S.: Det er et strålende og meget sandt citat, du fandt. Tak for det :-)
Jeg fandt selv et rigtigt godt citat den anden dag (af George Bernard Shaw):
'Fornuftige mennesker tilpasser sig verden.
Ufornuftige mennesker tilpasser verden til sig selv.
Det er derfor, at al fremskridt afhænger af ufornuftige mennesker'


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hej igen.

Langsomt kan jeg mærke, at din ro er smittet af på mig.
Det havde du ikke kunnet få mig til at tro på for ½ åt siden :-)

Da du skrev det med maden tænkte jeg: Ja, det er præcist det jeg selv tænker. Det er ikke første prioritet. Lige nu vil jeg ligeså gerne spise sundt fordi det måske kan give mig mere energi og overskud. Jeg er egentligt ret okay med min vægt, så længe den ikke stiger mere. Men det er der heller ikke noget, der tyder på. Den har ligget på det samme i en hel måned nu. Så det var nok godt at komme af med Lyrikaen. Det er også nemmere at forholde mig til, at jeg tager på, fordi jeg spiser noget lækkert. Så er det jo op til mig selv, hvad der er vigtigst for mig selv.

Det var helt vildt spændende at være der som rådgiver. Jeg er fuldstændigt bidt af det. Jeg kunne mærke, at min hjerne arbejdede på højtryk alle fire timer for at analysere og finde på måder at kommunikere på. Det er jo meget specielt at rådgive via chat. For det første, så har vi ingen anelse om, hvorvidt det er sandt det de skriver. Vi kan hverken høre eller se dem. Og så skal man vurdere hvor meget man kan presse dem og hvordan man skal tale til dem. De er jo alt fra 11 år til 25.

Jeg har udfyldt mit selvevalueringsskema i dag. Hvis jeg scorede max til alle ting (altså at det stod meget skidt til), så ville scoren være 260. Sidste uge var min score 200 og for denne her uge var den helt nede på 151. Det er ret vildt synes jeg. Jeg tænker, at det nemt kan blive højere igen, men det synes jeg også er både naturligt og okay.
Det er som om, jeg har fundet en kæmpe indre ro her den sidste uge. Selv om jeg stadig føler mig urolig og nervøs, så hviler jeg rigtig meget i mig selv. Og jeg er heller ikke bange for følelsen mere. Tænk sig, der havde jeg aldrig troet, jeg skulle nå til.

Jeg tror, jeg ved hvorfor medicinen ikke har virket så kraftigt på mig før. Der er sket så mange ting i mit liv og jeg har virkeligt kæmpet med at acceptere mine vilkår. Og det er hele den kamp, der har gjort mig "syg"/ude af balance. Og det kan medicinen ikke gøre ret meget ved. Det ville være lidt ligesom at give antidepressiv til en person, hvis ægtefælle lige er død. Det ville heller ikke hjælpe, selv om personen er ked af det og måske endda deprimeret. For det er en naturlig process, og det er normalt, at kroppen skal meget igennem i den fase.

Selv om jeg de sidste par dage har været nervøs og fyldt af falsk energi om aftenen, har jeg været glad. Især i dag. Og det er en kæmpe forandring, når jeg har været deprimeret så længe og så pludseligt opleve oprigtig glæde i flere dage ad gangen. Det var absolut det rigtige valg af mig at holde fri i næste uge! Jeg har nogle ting som jeg skal (og vil) og det ville arbejdet have ødelagt fuldstændigt. Jeg har stadig tanken i baghovedet om at springe fra det. Jeg tror, at det er for uhåndgribeligt for mig. Jeg har mere brug for noget fast, hvor jeg ved hvad jeg skal hver dag. Altså en stabil og sikker hverdag, så jeg kan fokusere på nogle andre ting.

Men den må jeg lige tygge lidt på igennem næste uge.

Nu vil jeg kaste mig i sofaen med en god film og noget lækker suppe og lade fredagen gå sin gang. Jeg skal på date med min kæreste i aften, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Bare ham og mig :-)

Du må have en rigtig dejlig weekend, hvad end den bringer dig.

Hvordan går det forresten med din bog?

Kram fra en glad og tilfreds Oktober

Helene2

Hej Oktober

Det er dog skønt at høre, at min ro smitter af på dig :-D

Det er rigtigt dejligt, at du føler større indre ro og at din score i dit skema er faldet så meget. Der sker virkeligt nogle ting. Ja, det kommer jo nok til at stige igen – og falde igen. Man siger ofte, at en udviklingsproces er 2 skridt frem og 1 tilbage. Når man vænner sig til det, holder det op med at være en katastrofe. Hovedsagen er, at man trods alt oplever, at det går jævnt fremad. Du kan også se, at du allerede er nået længere, end du havde forestillet dig. Tænk, hvor godt du kan få det, når du virkeligt er kommet i balance :-)

Skønt at du fik en god oplevelse som chat-rådgiver :-) Jeg får også så meget god energi ud af mit frivillige arbejde. Det må være en udfordring, når det er børn, der skriver ind. Man må vel gå ud fra, at det er sandt, hvad de skriver? Jeg kan forestille mig, at chat kræver meget. Man skal jo være meget koncentreret her og nu. Jeg prøvede på et tidspunkt kortvarigt at være i en telefonrådgivning, men det var ikke lige mig, fordi det netop er så koncentreret. Jeg helst skal have tid til at tænke lidt først, inden jeg svarer.

Det er godt, at du har det okay med din vægt, når bare den ikke stiger. Så behøver den ikke tage få meget opmærksomhed (alt hvad du giver opmærksomhed, bruger du energi på).
Selvfølgeligt er det bedst, hvis man kan spise sundt og få energi af det – men som sagt: Hvis man har brugt al energien ved at skulle tvinge sig selv til at lave maden, så bliver det alligevel let en energimæssig underskudsforretning.
For mit eget vedkommende prøver jeg at gøre en lille smule, som jeg nu orker det. F.eks. køber jeg ikke længere Jubilæumsboller fra Kohberg ;-) Dem var jeg ellers afhængig af i årevis. I det sidste års tid har jeg selv bagt sunde boller og jeg kan slet ikke lide Jubilæumsboller længere :-)
Nu er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg på mandag køber en Wii, så jeg kan få rørt mig på en sjov måde for alternativet er, at jeg ikke får rørt mig.

Du skriver: 'Der er sket så mange ting i mit liv og jeg har virkeligt kæmpet med at acceptere mine vilkår. Og det er hele den kamp, der har gjort mig "syg"/ude af balance. Og det kan medicinen ikke gøre ret meget ved'.
Lige præcist :-) Medicin kan ikke få én til at acceptere sine livsvilkår. Den bedøver højst de smertefulde følelser, så man ikke mærker, hvordan man har det. Vi er nødt til at acceptere og mærke vores helt naturlige følelser, så vi kan forhåbentligt kan komme styrkede ud af krisen. Når man acceptere realiteterne, begynder tingene at gå i den rigtige retning. Accept kan være en svær ting men vi fastholder selv kampen, så længe vi kæmper imod.

Jeg forstår godt, at du overvejer at droppe et arbejde, der ikke giver dig en stabil hverdag. Stabilitet og vaner er vigtige, for det frigiver energi til at forholde sig til nogle andre ting.

Min bog er stillet i bero indtil videre. Det duer ikke, så længe jeg ikke er nået dertil, hvor jeg ved, jeg skal nå. Jeg må have oplevet afslutningen, før jeg kan skrive den :-)

Jeg håber, at det blev en god date med din kæreste :-)


Kram tilbage fra en glad og tilfreds Helene ;-)