Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ja, der sker noget, når man stopper med medicin. Jeg tror, at selve tanken om, at man er stoppet og uvished om, hvad der nu vil ske, er med til at skabe uro.
Da jeg i starten af terapien blev helbredt for min hovedpine, var jeg også urolig for at trappe ud af den forebyggende medicin. Men jeg tænkte, at jeg var nødt til at stole på processen. Efter ca. 10 dage var jeg for første gang i mange år helt medicinfri og der var ingen symptomer på hovedpine. Til gengæld måtte jeg jo så til at arbejde med årsagerne til den.
Det er rimelige og realistiske mål, du har sat. Det gode ved at have mål er, at man efterhånden bliver mere bevidst om, hvad det er, der står imellem én selv og det man ønsker at nå frem til. Dermed kan man opfatte det som en konkret arbejdsopgave, der skal løses og det kan faktisk gøre det lettere. Men det er klart, at for at kunne samle energi og vedholdenhed til arbejdet, må målet virkeligt være noget, man ønsker sig meget højt. Ellers er det jo ikke er umagen værd at kæmpe for og så giver man måske op. Derfor kan det være godt både med kort- og langsigtede mål. Samt man kan have mere generelle mål (som at være glad f.eks.) men også nogle helt konkrete mål, der giver fornemmelsen af glæde.
Man kan sige, at der er en barriere imellem dig og den ønskede tilstand. Spørgsmålet er bare, hvad det er og hvordan du fjerner barrieren. Det er det, terapien gerne skal kunne hjælpe dig med.
Hvis du har veninder, der ikke er opmærksomme på andre, kan du måske og måske ikke forandre det. Din forandringsproces påvirker også andre, for hvis du reagerer anderledes, end du plejer, vil det også tvinge andre til at reagere anderledes, end de plejer.
Spørgsmålet er, hvordan du kan påvirke en given situation, så den bliver bedst for dig selv. Hvad har du brug for i situationen, så den bliver mest mulig, som du ønsker den? Det kan du prøve at fortælle dem. I stedet for at fokusere på, hvad de giver dig, som du ikke har brug for, kan du måske sige, hvad du har brug for? Det behøver man jo ikke at gøre direkte men jo tydeligere du siger det, desto bedre chance er der for, at det bliver forstået. Men man kan også diskret pejle andre på sporet. Det er en god øvelse i at lære at sige til og fra.
Da jeg røg ind i denne proces måtte jeg sige fra overfor min veninde. Jeg havde selv rigeligt med problemer og var efterhånden så træt af, at hun altid sad og brokkede sig over sit dårlige ægteskab. Til sidst fik jeg nok og spurgte hende, hvad hun havde tænkt sig at gøre ved det, for det var vel for pokker hendes eget ansvar, at hun levede sammen med sin mand. Da det havde gentaget sig nogle gange, fandt hun ud af, at jeg ikke længere talte hende efter munden og bare bakkede hende op i, hvor synd det var for hende, så vi mistede kontakten. Efter nogen tid fandt vi dog sammen igen men på andre betingelser, fordi hun nu var indstillet på at se indad, tage ansvar for sit liv og skabe forandringer. Det betød også, at hun blev mere lydhør overfor mig.
Så (med dine ord) bad jeg faktisk min veninde om at få hovedet ud af sin egen røv og kigge lidt på verden omkring sig. Hun blev selvfølgeligt ikke ligefrem begejstret i første omgang, men hun gjorde det og det forandrede meget i positiv retning. Hvordan dine veninder vil reagere på, at du pludseligt gør og siger noget andet, end du plejer og de forventer, kan du jo ikke vide, før du har prøvet.
Du nævner situationen, hvor din veninde sagde, at du bare skulle slappe af. I stedet for at tænke: 'herre gud... Hvis bare jeg kunne lære det', kunne du f.eks. i stedet sige højt: 'Der er ikke noget, jeg hellere vil, men hvordan gør man?'. Hvis ikke du giver udtryk for, hvordan du har det og hvad du har brug for, hvordan skal de så kunne vide det? Det gør dig frustreret at skulle fungere normalt sammen med dem. Altså er det en adfærd, du må holde op med, så du undgår frustrationen ved at skulle spille en rolle. Det er klart, at du aldrig opnår det i Jeres forhold, som du ønsker dig, hvis du ikke selv spiller med åbne kort. For at opnå ægte nærhed og kontakt er man nødt til at være ærlig og åben om sine tanker og følelser. Kan de ikke tåle at høre det, så vil du alligevel aldrig få det, du søger hos dem.
Jeg forstår, at det var godt dig at høre, at din psykiater havde lagt mærke til, at det er virkeligt svært for dig, når du panikker. Det bekræfter, at det er helt reelt, at du har det, som du har det. Når han tror på dig, kan du også bedre tro på dig selv og når han kan rumme dig, kan du også bedre rumme dig selv. Jeg genkender det i høj grad fra min egen terapi.
Det er så godt, at du har forstået, hvor vigtigt det er at have omsorg for dig selv i stedet for at være vred på dig selv. Vrede avler vrede og øger den indre splittelse. Omsorg giver glæde, kærlighed og nærvær – også med sig selv. Og det giver ressourcer til også at kunne rumme de sværere ting og kunne klare at være i de følelser, der kommer frem – og slippe dem igen.
Kærlig hilsen Helene
Jeg ved du har ret. Men samtidig kan jeg mærke, at jeg slet ikke har energien til at tage "kampen" op. Jeg har gjort det, at jeg har skrevet til min bedste veninde, at jeg har det dårligt for tiden, så det hele er sådan lidt underligt. Faktisk er jeg ret ligeglad med mine andre venner. Nok mest fordi jeg slet ikke har lyst til at være sammen med nogen. Og jeg kun har to rigtige veninder og resten mere er kammerater.
Aj, Helene! Jeg er bare helt skudt af vognen!
Jeg har lige været i Odense for at snakke med en vejleder, der skal være med til at hjælpe mig op til og under studiet. Han skulle selvfølgelig vide en masse ting om, hvad der er svært for mig omkring studiet. Og alle hans spørgsmål fyldte mit hoved med spørgsmål.
Måske har det hele også noget at gøre med, at jeg er stoppet på medicinen. Jeg har i hvert fald ikke haft det sådan her siden den periode, hvor jeg stoppede på studiet. Det er underligt! Jo mere jeg er sammen med mennesker, des mere trækker jeg ind i mig selv. Men des mere jeg er alene, des mere skør og vred bliver jeg.
Hmm... Det er rigtig underligt at have det sådan her igen. At være så langt væk inde i mit hoved, at jeg knap nok sanser noget omkring mig. Ham vejlederen i dag spurgte mig om, hvordan jeg så klarer det. Og jeg svarede, at jeg vist bare sætter det ene ben foran det andet.
Jeg er helt vildt spændt på, hvordan jeg har det, når jeg skal til psykiater igen, for der har jeg ikke taget piller i 13 dage. Så der burde jeg gerne have det bedre. Men altså. Jeg prøver nok at forhaste det. Jeg er bare rigtig ked af, at jeg ikke har fået det bare lidt bedre siden marts. Jeg føler, at jeg har sat alt på standby, og nu hvor jeg så småt prøver at starte lidt op igen, ryger jeg ind i præcist det samme. Men årsags-virkning sammenhængen er helt væk for mig. Og det forvirrer mig. Og gør mig bange. Og ked af det.
Jeg har aldrig før oplevet at føle mig så træt. Jeg orker ikke engang at cykle en lille tur, og tager bussen hjem fra byen, selv om jeg står med cyklen. Bare en gåtur gør mig helt udmattet.
Nå... Jeg tror jeg vil prøve at slippe lidt væk fra alle mine tanker og give min hjerne en pause. Jeg har været i mit hoved hele dagen, og den har været rigtig lang.
Mange hilsner fra Oktober
Det er klart, at det giver en effekt, at du er stoppet med medicinen. Man kan måske sige, at medicinen skabte et filter mellem dig og dine følelser, så du ikke mærkede så meget og derfor ikke skulle forholde dig til så meget. Det kan naturligvis have været en hjælp, men omvendt har den så også afskåret dig fra at konfrontere problemerne effektivt – og så kan det være svært at skabe forandringer.
Du begynder at mærke, hvordan du fungerer og hvordan du egentligt har det. Du sætter bare det ene ben foran det andet – du fungerer åbenbart på automatpilot. Det udenfor dig selv registrer du ikke tydeligt, fordi din opmærksomhed er fokuseret indad. Det kan ses som et budskab fra underbevidstheden om, at der er noget indre, det er vigtigt, at du forholder dig til og får løst. Det man ikke vil se på, har en tendens til at tiltrække sig opmærksomhed.
Min automatpilot blev ultimativt slået til, da jeg var ca. 8 år. Da var mine kræfter brugt op af de negative ting, der skete. Jeg måtte fortrænge og lukke af for alle følelser for at kunne tvinge mig selv til at stå ud af sengen. Hvis jeg huskede, tænkte og mærkede, ville jeg aldrig kunne komme op igen – og det skulle jeg jo. Jeg skulle op og i skole og smile og være glad og se ud som om, jeg havde det godt.
Så jeg lukkede af for mig selv. Da jeg startede i terapi, kunne jeg ikke længere lukke af. Automatpiloten holdt op med at fungere og jeg skulle til selv at overtage dens funktioner. Det var utroligt hårdt, for der gik tid inden nervesystemet så at sige blev aktivt igen og forstod, hvad det skulle gøre.
Pludseligt måtte jeg selv til at tænke over og forholde mig til, om jeg orkede at sætte det ene ben foran det andet! Når jeg havde fundet frem til, at jeg gerne ville, skulle jeg også få mine ben til at gøre det. Eller jeg skulle sågar tage stilling til, om jeg havde kræfter til at vende mig i sengen. Der gik lang tid, før det fungerede naturligt og det var så hårdt, for i modsætning til en robot mærkede jeg jo følelser.
Den dræbende træthed er formentligt en uundgåelig del af den proces. Jo mere du er i stand til at spise sundt og få dine daglige vitaminer m.m., desto flere ressourcer vil det give dig til at klare trætheden. Men det er ikke let, det ved jeg alt om, for man orker jo netop heller ikke at skulle lave ordentlig mad f.eks.
Måske er din automatpilot blevet inaktiv. Du fungerer ikke længere som en robot og skal nu til at lære at overtage dens funktioner. Du skal selv til at mærke og tage stilling til, om du skal gå, cykle eller tage bussen. Det er helt ned i de små ting, at du selv skal lære at forholde dig til dit liv. Det sker ikke fra den ene dag til den anden.
Tænk også på, hvor lang tid det har taget at opbygge og vedligeholde den tilstand, du hidtil har været i. Så det er ikke så mærkeligt, at det tager tid at skabe positive forandringer.
Du skriver: 'Jeg føler, at jeg har sat alt på standby, og nu hvor jeg så småt prøver at starte lidt op igen, ryger jeg ind i præcist det samme'.
Ja, det gør du, for du prøver jo at fortsætte, hvor du slap. Du har ikke skabt de indre forandringer, der er grundlaget for ydre forandringer. Når rygsækken er fuld af gammel, tung bagage, er det ikke nok, at man i en periode bare tager rygsækken af og hviler sig og så vil tage den på igen. Rygsækken skal også tømmes og nok så vigtigt, skal man også lære, hvordan man fremover sikrer sig, at den ikke bliver fyldt op med noget, man ikke vil have med sig.
Du skriver: 'Jo mere jeg er sammen med mennesker, des mere trækker jeg ind i mig selv. Men des mere jeg er alene, des mere skør og vred bliver jeg'.
Det, synes jeg, ikke er mærkeligt. Når du er sammen med andre mennesker, undgår du de voldsomme følelser som f.eks. din vrede. Altså er samværet med andre mennesker en flugt fra dig selv og ikke lystbetonet. Ressourcerne til at være sammen med andre kommer sideløbende med, at du også kan være alene sammen med dig selv.
Når du tager afstand fra dig selv og dine egne følelser, tager du også afstand til andre og andres følelser. Kan du være sammen med dig selv, kan du også være sammen med andre. I virkeligheden er der ingen adskillelse mellem dig og andre. Hvis du f.eks. ikke kan rumme din egen vrede, hvordan skal du så kunne rumme andres? Det, du gør mod andre, gør du også mod dig selv og omvendt.
Husk at det her er en proces. Det bliver jo ikke ved med at være sådan her. Det her er en periode i dit liv. Du er taget ud på en rejse (i dit sind), fordi du søger efter noget (dig selv). På din rejse vil du opleve ting, udvikle dig, forandres og lære nyt, mens du søger. En dag vil du have fundet det, du søgte og så kan du rejse hjem igen. Men tiden er ikke stået stille, mens du var væk. Du er forandret og mange ting omkring dig vil være forandret. Hvis du regner med, at du vender hjem til det samme, som du rejste fra, bliver du skuffet. Men hvis alt var uforandret, når du kom tilbage, ville rejsen have været formålsløs.
Kærlig hilsen Helene
Hvis ikke jeg havde haft den, havde det hele ikke været så forbandet hårdt.
Men klart, så kommer jeg nu til at tænke på, hvad alternativet mon havde været, hvis jeg skulle have gået rundt og været blind og dårlig på én gang. Nu er jeg i det mindste kun dårligt.
Men jeg er spændt på, om jeg kan holde mig fra medicinen. Jeg kan mærke, at jeg bliver lidt utålmodig. Og jeg hader det. Men jeg tror bare jeg træder lidt tilbage og lader min hjerne kværne igennem alle de forskellige tanker. Jeg er tilstede, men jeg kan ikke rigtigt deltage i det lige nu. For jeg ved slet ikke, hvor jeg skulle starte. Sagen er nok, at jeg skal ikke starte. Jeg skal følge med, lytte, tage i mod og handle.
Så jeg prøver at holde mig i skindet, selv om det gør utroligt ondt.
Har du nogle gode planer for weekenden?
Jeg har en hård weekend foran mig. Jeg skal til koncert i aften og bryllup i morgen. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kommer til at håndtere det, men jeg ved, at jeg trænger umådeligt meget til at slippe lidt væk fra mig selv og have det sjovt, så det skal i hvert fald være mit mål for weekenden.
Rigtig god weekend :-)
Du blev gal på dig selv over, at du har den side, der nægter at give op. Når du bliver gal på dig selv, giver du dig selv skylden. Er du skyldig i, at du har livskraft og overlevelsesinstinkt? Så må du være gal på alle mennesker, for alle mennesker har simpelthen en indbygget, medført drift, der får dem til at gøre alt for at overleve.
En anden mulighed vil være at takke din krop og dit sind, fordi at begge har hjulpet dig til at overleve i så mange år. Det er muligt, at du ikke mener det, men selve tanken, kan faktisk ændre nogle negative følelser og tankemønstre.
Desuden er det jo en illusion at tro, at det hele ikke havde været så hårdt uden overlevelsesdriften. Alternativet ville have været døden.
Hvis du ikke længere kunnet mærke din smerte, din sorg, din vrede – hvad var der så tilbage? Følelsesløshed, intethed, en zombietilværelse, hvor alt er ligegyldigt. Ultimativt måske en psykopatisk karakter. Okay… så havde du måske ikke haft det så hårdt senere. Det havde dine omgivelser til gengæld. Dog tror jeg ikke, at en psykopat har det specielt godt med sig selv og sit liv, dybest set. Der er ikke nogen lette løsninger for nogen.
Jeg er ved at læse en bog, der hedder 'Introduktion til NLP'. Da jeg for ½ time siden læste dette, kom jeg til at tænke på dig:
'… En tilsvarende form for selvopfyldende profeti er placebo-effekten, der er velkendt indenfor lægevidenskaben. Patienterne får det bedre, hvis de TROR PÅ, at de får et effektivt medikament, også selvom de får en placebo, et stof uden kendt medicinsk virkning. Overbevisningen fører til helbredelse'.
Hvis ikke du TROR PÅ, at denne proces vil føre til noget bedre for dig på længere sigt, så kan det jo være svært at give slip og komme videre.
I bogen er denne øvelse:
'Tænk et øjeblik over tre overbevisninger, der har begrænset dig. Skriv dem ned.
Se nu for dit indre blik et kæmpestort grimt spejl. Forestil dig, hvordan dit liv vil se ud om fem år, hvis du bliver ved med at handle som om disse begrænsende overbevisninger var sande. Hvordan vil dit liv se ud om ti år? Om tyve år?
Brug et øjeblik på at rense tankerne ud. Rejs dig op, gå lidt rundt eller træk vejret dybt nogle gange. Tænk nu på tre nye overbevisninger, som vil give dig styrke og som for alvor vil bedre din livskvalitet. Du kan bruge et øjeblik på at skrive dem ned.
Se i tankerne et stort, venligt spejl. Forestil dig, at du handler som om disse nye overbevisninger virkeligt er sande. Hvordan vil dit liv nu se ud om fem år? Om ti? Om tyve?
At ændre overbevisninger gør det muligt at ændre adfærd og ændringerne sker hurtigst, hvis du får en evne eller en strategi til at løse opgaven med.'
Du kan ikke følge med alle de forskellige tanker. Du ved ikke, hvor du skal starte, så det hele er kaos. I stedet tænker du, at så skal du nok ikke starte men bare lytte, tage imod og handle. Måske har du ret. Men måske kan det også være, at du bare opretholder kaos på den måde, fordi du ikke ved, hvordan du stopper det. Så længe du bare tager imod mere kaos, stopper det nok ikke. Det sker ikke af sig selv. Du er nødt til at gøre noget for at stoppe det. Men hvad?
Problemet er jo nok, at du ikke har fundet den strategi eller de ressourcer, du har brug for, så du kan få skabt orden i kaos. Derfor spørger jeg igen, om der er noget nyt om gruppeterapien?
Det er ikke det, man giver slip på, der gør ondt – det er det, man holder fast i. Hvis ikke der er nogen 'arbejdstid' er der heller ikke nogen fritid. Så er det, der gør ondt, der bare hele tiden. Hvis du kan skabe rum til at arbejde, vil du også bedre kunne slippe tingene og f.eks. holde fri i weekenden.
Lørdag skal jeg i Sommerland Sjælland med min datter. Søndag skal jeg have skrevet et indlæg til Synlighedsdagen færdigt.
Jeg håber, at du får en god weekend, så du kan koble lidt fra :-)
Kærlig hilsen Helene
Jeg har sovet fantastisk i nat.
Jeg føler, der er sket rigtig meget i løbet af de sidste par dage.
Jeg har været rigtig meget igennem, og mine følelser har været meget ekstreme. Det er som om, der er faldet mere ro på.
Og nu har jeg lige lavet den øvelse du gav mig.
Hvis man skal gøre det helt firkantet op, så står valget mellem selvdestruktion og et godt liv (20 år fremme).
Det var svært at falde ind i tankegangen med opgaven. Klart. Men da jeg først kom igang væltede det hele ud af mig, uden jeg skulle tænke ret meget over det.
Det var meget interessant at hive fat i det tre overbevisninger, der begrænser mig. Dem der hjælper mig, har jeg godt været klar over, fordi jeg har prøvet at fokusere på dem, og det er også meget der fokus har ligget igennem min tid med psykiateren. Jeg skriver dem lige, for det er meget interessant!
Overbevisninger der hæmmer mig:
1) Det betaler sig alligevel ikke at kæmpe
2) Jeg har ikke kræfterne i mig til at klare det
3) Det her er min skæbne og en fast del af min person
Overbevisninger, der hjælper mig:
1) Jeg fortjener at få det bedre
2) Hvis jeg giver op, har kampen været forgæves/Nu hvor jeg er kommet så langt, MÅ jeg have kræfterne i mig til at gennemføre det
3) Det hele skal nok gå (min indre og grundlæggende ro og optimisme)
Ved at have fokuseret kun på de positive tre punkter, er jeg blevet mere frustreret, fordi jeg ikke kan få dem til at slå igennem. Og nu kan jeg se, at det nok skyldes, at jeg holder fast i de tre dårlige punkter. Det må jo om nødvendigt give en indre kamp at tro på alle seks punkter.
Ang. placebo... Jeg havde om det i psykologi på uni, hvor vi læste, at statistikken viste, at ved behandling af depression, var der næsten ingen forskel på succesraten imellem: kognitiv terapi, selvhjælps bånd/bøger/medicinsk behandling. Det gør nok også, at jeg har en holdning om, at det er meget begrænset, hvad medicinen kan gøre for mig. Men det ser jeg nu som noget godt. Jeg vil gerne kunne klare det selv og kun bruge medicinen som symptomatisk dæmpende. For det er for mig det eneste det kan.
Kender du den selvforstærkende spiral man taler om inden for kognitiv terapi? Jeg og kigger på de to punkter. De er i højt grad selvforstærkende. Fx. hvis jeg tror på de dårlige ting, handler jeg efter det og dermed bliver især tanken om, at det alligevel ikke betalet sig forstærket.
Det samme må jo gælde med det positive.
Tanker og handling! (bare kastet løst ud i luften. Jeg ved ikke helt hvorfor, andet end at det er to vigtige ord i det her).
En helt anden ting, jeg kom til at tænke på midt i det her er, hvad nu hvis jeg kommer til at acceptere noget, jeg ellers kunne ændre?
Det er vist det der gør, at jeg ikke helt tør acceptere alt det her. Jeg er bange for, at jeg overser nogle løsningsmuligheder ved at acceptere, fordi jeg tænker, at accepten kan medføre, at jeg opgiver kampen.
Forsår du hvad jeg mener? Det er lidt klodset forklaret. Men jeg er bange for at gå glip af noget. Og derfor holder jeg fast og tør ikke lukke nogle døre bag mig. Jeg kan tydeligt se, at det helt klart er sort-hvis tænkning at se det sådan her. Men sindet operer på mystisk vis :-)
Det lyder til, at du har en dejlig weekend for dig.
Jeg nyder allerede min i rigtig høj grad.
Jeg er rimelig neutral i humøret, rolig og har lidt energi. Det er dejligt ikke at være overvældet af følelser for én gangs skyld. Især når jeg ikke har taget nogle beroligende piller siden torsdag aften.
Weekend hilsner fra Oktober
Dejligt at du har haft nogle gode, rolige dage med lidt mere energi :-) Efter storm følger stilhed og efter stilhed følger storm.
Hvor er jeg glad for at høre, at du afprøvede øvelserne og selv oplevede, hvilken forskel dine overbevisninger gør. Du har meget hurtigt fået indsigt og forståelse for, hvad der sker og hvordan man selv ubevidst kan opretholde den indre kamp og modarbejde sig selv. Det er vigtigt.
'Hvad enten du tror, du kan, eller du tror, at du ikke kan, så har du ret'. Dette citat af Henry Ford beskriver udmærket, at man selv er med til at skabe og opretholde såvel positive som negative spiraler.
Det vanskelige er at få en negativ spiral standset, så den kan begynde at bevæge sig i den modsatte retning. For at vende bevægelsesmønstret, må man gøre noget andet, end man plejer. Det kan være ændringer i tanke eller handling (de to ord der poppede op hos dig, er bestemt vigtige).
I den negative spiral vil man tænke negative tanker, der skaber negative handlinger, der giver negativ respons, der skaber negative følelser o.s.v. Omvendt kan man skabe en positiv spiral ved at tænke flere positive tanker, der skaber positive handlinger, der vil give positiv respons, der skaber positive følelser o.s.v.
Ved at gribe ind på ét af punkterne i spiralen, kan man begynde at vende den:
1) Ændring af tankemønstret
2) Ændring af handlemønsteret
3) Ændring af følelserne
4) Ændring af respons
Man kan ikke kan ændre følelserne eller responsen, før man har ændret det, der gives respons på og som skaber følelserne. Så er der to ting tilbage, man kan arbejde med at forandre: Tanker og handlinger.
Det handler ikke om 'positive tænkning' som en flugt fra negativ tænkning. For som du selv har opdaget, så nytter det ikke med positive tanker og overbevisninger, hvis der nedenunder ligger negative tanker og overbevisninger, der ubevidst modarbejder. Både det negative og det positive er der, men man kan vælge at fokusere på det positive for at få det bedre. Efterhånden sker der følelsesmæssige (og fysiske) forandringer.
Du skriver: 'En helt anden ting, jeg kom til at tænke på midt i det her er, hvad nu hvis jeg kommer til at acceptere noget, jeg ellers kunne ændre?'
Hvis jeg forstår det rigtigt, så er du bange for, at accept vil få dig til at affinde dig med tingenes tilstand, så du aldrig kommer videre? Du frygter, at du mister muligheden for at opnå forandringer, hvis du holder op med at kontrollere og fremtvinge?
Det fungerer lige omvendt. Det, du virkeligt ønsker dig, får du sandsynligvis først, når du holder op med at kæmpe og begynder at acceptere. Accept vender op og ned på alting og skaber dybtgående forandringer.
Måske kan det hjælpe at definere præcist, hvad det er for en kamp, du kæmper: Hvad er kampens årsag? Hvad er kampens formål? Hvem startede kampen og hvem vælger at stoppe den? Er det en kamp, der har været igang i generationer? Hvad kæmper du for og imod? Hvem er fjenden? Hvad er dine våben? Hvad er fjendens våben? Hvem kan hjælpe dig i din kamp og hvordan? Vil det føre til optrapning og måske decideret åben krig? Kan kampen vindes eller vil begge parter blive tabere? Kan der være andre måder at opnå dine mål på end gennem fortsat kamp? Vil det være muligt i stedet at indlede våbenhvile og fredsforhandlinger?
At opgive kampen vil jo ikke sige, at du bare overgiver dig og lader fjenden overtage. Det vil sige, at du og fjenden bliver enige om, at kamp ikke tjener nogen af Jeres interesser. Så kan I begynde at finde nogle punkter, hvor I kan forenes og derfra kan arbejde videre mod fredelig sameksistens.
Hvis der altså overhovedet stadigt er en fjende og en kamp?
Accept kan være en hård proces, for man kan risikere at finde ud af, at der i virkeligheden ikke længere er nogen kamp. Det er højst tænkeligt, at man opdager, at man selv har opretholdt en kamp, der i virkeligheden for længst er forbi. Og så ryger luften ud af ballonen. For når der ingen kamp er, så er der heller ingen grund til, at man bruger alle sine kræfter på at opretholde et forsvar, der ikke længere er nødvendigt – og hvad skal man så?
Det er den tilstand, mange frygter og kæmper imod men det er dér, den reelle forandring begynder. Så kan man nemlig begynde at forholde sig til nutidens realiteter og finde ud af, hvad der skal til for at få et godt liv og arbejde for det. Det er ikke det samme som kamp – det er accept af tingenes tilstand.
At lukke nogle døre betyder, at du kan slippe den energi, du nu bruger på at holde dem åbne. Det vil også medføre, at du kan flytte dit fokus og begynde at få øje på en masse andre døre.
For at forandre sit liv, må man bryde de mønstre, der hidtil har styret én. Når man har haft en traumatisk opvækst, vil mønstrene fungere som overlevelsesstrategier. Det skaber angst, når man begynder at slippe dem. Overlevelsesstrategierne var en nødvendighed i fortiden men i nutiden forhindrer de én i at leve, som man ønsker det.
Mange hilsner Helene
Men jeg er vist også i en fase, hvor jeg begynder at åbne mig, og derfor får øje på rigtig mange ting. Og så vil jeg gerne løse dem alle sammen på én gang. Og mest af alt, vil jeg helst ikke føle noget igennem det her.
Men det er vist hverken realistisk eller ønskværdigt.
Jeg læste engang, at "life is a balance of letting go and holding on".
Det må man da nok sige :-)
Det er selvfølgeligt ikke særligt realistisk og heller ikke ønskværdigt, hvis man ikke føler noget. Men man kan godt reducere de alt for intense følelser ved at øve sig på at stille sig lidt udenfor det hele og se tingene udefra - som en flue på væggen eller som tilskuer til et skuespil. Det kan være utroligt lærerigt.
Man kan måske meget forenklet sige, at det man hidtil har holdt fast på, skal man slippe og det man tidligere lod passere, skal man holde mere fast i...
Skal man prøve at se lyst på det, så kan man ialtfald lære en masse undervejs :-)
Kærlig hilsen Helene
Helene, jeg kan huske, at du på et tidspunkt skrev omkring noget med Hypersensitivet. Hvad var det nu man kaldte det? Jeg kan huske jeg fandt et rigtig godt sted på nettet omkring det og har lyst til at læse om det igen.
Jeg har ikke helt styr nok på hjernen til at lede de gamle indlæg igennem efter det.
Jeg startede på medicin igen i dag. Det gik desværre ikke helt uden. Men det var jeg egentligt også forberedt på. Men vi er startet på et af de milde mærker, så jeg håber på at kunne nøjes med det. Lige nu ser jeg bare frem til ikke at være lammet på alle måder. Og til at kunne komme lidt op af sengen, for jeg bliver lidt småskør af at ligge i den. Og jeg har fået helt vildt ondt i ryggen.
Men mens jeg har ligget her, er jeg kommet meget i kontakt med mine følelser. Og jeg må sande og indse, at jeg er helt vildt bange for dem. Men det er vel et skridt frem fra at tro, at jeg ikke rigtigt havde nogle følelser forbundet med tankerne til at jeg kan mærke dem så stærkt. Jeg er gået fra bare at have det dårligt til at få en nærmere fornemmelse af, hvilke ting det bunder i. Jeg lærer vist langsomt mig selv at kende :-)
Nå, jeg tror det er sengetid. Egentligt ville jeg fortælle dig om en opgave psykiateren har givet mig. Men det må blive engang i weekenden.
Ha det rart så længe.
Kram fra Oktober