Man kommer jo ikke bare hen...

Helene2

Hej Oktober

Det er virkeligt godt og vigtigt, at du er nået så langt, så du kan se, at du skal være din egen kæreste. Eller din egen bedste ven. Eller dit livs kærlighed :-)

Med tiden kan I forhåbentligt få et harmonisk forhold med en god, respektfuld dialog. For det er selvfølgeligt ikke optimalt med forhold, hvor man skændes og lægger hinanden på is ;-) Slet ikke når det er et indre forhold, hvor I er sammen hele tiden. Men jeg er klar over, at ting tager tid. Det kan være hårdt arbejde at finde fælles fodslaw og undgå indre konflikter. God kommunikation og respekt for hinanden er vejen - hvad enten det er i det indre eller ydre :-)

Det er så mærkeligt, at vi mennesker har så svært ved at lære af vores erfaringer. Det er som om, at når det dårlige er væk, så går vi rask væk ud og gør det samme én gang til. Det er vel også derfor, vi nogle gange får nogle ordentlige slag over nakken af skæbnen, helbredet eller noget andet – så vi langt om længe husker og lærer.

Du skriver, at du er kronisk nervøs og det handler om alle de ting, der ligger foran dig. Jeg tænker på, om det mon også kan være en gammel nervøsitet, der ligger bag dig? Som du bare først mærker nu, hvor den bliver trigget af uvished for fremtiden. Fordi du begynder at blive mere opmærksom på dig selv og mærker mere?
Sådan var det ialtfald for mig. Først flere år inde i mit terapiforløb mærkede jeg, at angst, uro og nervøsitet i hele mit liv havde ligget uerkendt i min mave. Jeg havde bare ikke været bevidst om den, dels fordi jeg ikke mærkede min krop men også fordi, jeg havde været så vant til følelsen, så jeg slet ikke registrerede den bevidst. Sådan havde jeg jo bare altid haft det!

Men jeg kender så udmærket den afventende nervøsitet. Jeg troede først, at det var uro for den konkrete fremtid og andre ydre ting. Først langt senere blev jeg klar over, at det i virkeligheden var en nervøsitet for, hvad min underbevidsthed ville lade mig huske. For ubevidst var jeg jo klar over, at min underbevidsthed skjulte en masse for mig, som jeg var bange for at huske.

Så ja, der sker noget for dig, det kan jeg tydeligt høre. Og dermed er alt nok, som det skal være lige nu :-)


Kærlig hilsen Helene

Helene2

Lige en tilføjelse eller rettelse.
Den afventende nervøsitet er jo også meget reel. Selvfølgeligt er der også en nervøsitet for en uafklaret fremtid. Ventetid og uvished kan være noget af det allerværste, når man har traumer med i bagagen.
I forbindelse med min sag mod kommunen, har jeg jo i den grad selv oplevet, hvor meget nervøsitet min uafklarede situation skabte.
Så jeg vil bestemt ikke negligere, hvor meget fremtiden betyder i den forbindelse. Blot understrege at følelsen af nervøsitet ikke kun går forud, men givetvis også bagud. For mig kræver det ro og afklarethed både i forhold til fortid og fremtid, at jeg kan være nærværende og til stede i nuet.

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hejsa :-)

Ja nervøsiteten griber vist både bagud, forud men også i bredden. Dvs. over alt det jeg står i lige nu. Alle de ting, jeg er ved at nærme mig. Og jeg føler et kæmpe ansvar for at gøre det her godt for mig selv. Det er en underlig ting, der nok lægger for meget pres på situationen, men samtidig er det min grundlæggende motivation, at jeg vil ud på den anden side, og kunne leve et godt liv med de op- og nedture der kommer.

Et bevis på, at min psykiater er rigtig god:
Han var helt enig med mig i, at det vil være en god idé at stoppe med medicinen og blive "ren". Han vil også gerne lære mig at kende, når jeg er helt mig selv.

Og jeg vil også gerne prøve at være mig selv med alle de ting, der nok kører rundt i mit hoved og i min krop, men som kun er skabt af mig.

Jeg har bestemt mig for, at jeg vil skrive dagbog undervejs, fordi jeg ikke er vildt god til at mærke efter i så høj grad, som jeg synes det er relevant i det her. Så kan jeg slå op i den og se, hvordan jeg har haft det forløbet igennem. Og har et udgangspunkt for mine samtaler med psykiateren.

Nå... Jeg får gæster til min venindes polterabend om nogle timer, så jeg vil i bad og gøre mig fin. Selv om jeg ikke kender halvdelen af dem der kommer, så glæder jeg mig. Og jeg tror jeg har formået at påtage mig en værtsrolle, der ikke stresser mig, fordi jeg har gjort det hele på et niveau, hvor jeg kan følge med hele vejen igennem. Så jeg glæder mig til en rigtig hyggelig aften.

Rigtig god weekend

Helene2

Hej Oktober

Jeg håber, at din venindes polterabend gik godt og at du havde en god aften. Det lyder fint, at du ikke stressede over at skulle være værtinde.

Jeg kender følelsen af at nervøsiteten/uroen/angsten er altomfattende. Den tilhører fortiden, hvor den blev skabt, er levende i nutiden og breder sig derfor ind i fremtiden.
Kan du definere, hvad det er, du frygter ved fremtiden? Hvis du får defineret 'truslen', så kan du bedre forholde dig til, hvilke ressourcer du skal bruge for at tackle den. På den måde kan angsten for fremtiden blive væsentligt mindre. Tilbage er så 'kun' uroen for fortiden – og fortiden er jo noget, der er overstået for længst og derfor truer den ikke på samme måde.

Jeg kender også godt følelsen af, at man er bange for ikke at gøre det rigtige for sig selv eller angsten for at svigte sig selv. Ikke så mærkeligt – for når man bliver svigtet, bliver man ked af det og en naturlig følge af svigt er vrede (der sagtens kan være helt ubevidst). Og noget af det, der kan føles allerfarligst for én er ofte éns egen vrede. Måske især hvis den retter sig mod én selv. For at undgå det, retter nogle mennesker vreden mod andre i stedet. Så man kan let blive vred på sig selv, hvis man svigter sig selv. Og har man meget ubearbejdet vrede inden i sig, fra alle de gange man er blevet svigtet, kan det føles meget farligt ikke at gøre tingene 'rigtigt'.
Men der kan selvfølgeligt også være andre grunde til, at man frygter ikke at gøre tingene 'godt nok'. Har du nogen fornemmelse af, hvad det handler om for dig?

Med din grundlæggende motivation om at komme ud på den anden side, er jeg sikker på, at du også nok skal komme det. Såvel positive som negative overbevisninger, fungerer som selvopfyldende profetier.

Jeg synes, det er SÅ godt, at du og din psykiater er enige om, at du skal trappe ud af medicinen og finde dig selv. Gid der var nogle flere psykiatere, der ikke var så fokuserede på medicin. Heldigvis var den psykiater, jeg var hos, også lydhør overfor mit ønske om ikke at blive medicineret.

Det er en rigtig god idé med dagbogen. Det hjælper også med at samle tankerne, så det hele ikke bare kører i cirkler. Og det kommer ud i stedet for bare at ligge og rode rundt inden i dig. Det er meget vigtigt. I starten kiggede jeg også ret ofte tilbage i det, jeg havde skrevet. Jeg har stadigt gemt det hele på computeren. Det er blevet til rigtigt mange sider og der kan af og til stadigt være nogle ting fra terapien, jeg finder og lige læser igennem, når jeg har brug for det.

Kærlig hilsen Helene

Kameliadamen1

Hej Oktober

Jeg synes også, at det er godt, at din psykiater også mener, at du skal ophøre med Lyrica. For en sikkerheds skyld vil jeg lige sige, at det er vigtigt, at du trapper forsigtigt ud af det og altså ikke bare stopper lige pludselig. Men jeg går ud fra, at din psykiater har anbefalet dig at trappe forsigtigt ud af det.

Jeg synes også, at det er en god ide at skrive dagbog. Det har jeg gjort i mange år. Når dagbogen ligger på computeren, har man den fordel, at man kan bruge søgefunktionen, når man vil lede efter bestemte tanker eller hændelser, som forekom flere år i forvejen. Det har hjulpet mig mange gange.

Mange hilsner

Kameliadamen

0ktober

Hej begge to.

Jeg er også bare rigtig glad for, at jeg kan viske tavlen ren, og se hvad der gemmer sig indenunder.
Han sagde, at jeg bare skulle stoppe, fordi min dosis er så lav, så det er jeg også lidt spændt på.

Det var rigtigt hyggeligt i går. Jeg fik ret ondt i maven efter maden. Jeg ved ikke lige hvorfor. Jeg tror faktisk, at jeg har en bakterie efter min rejse, selv om jeg har spist antibiotika. Men samtidig er jeg også ret hypokonder, så jeg orker ikke gå til lægen med det. Men motivationen er nu ved at være der efter et par uger.
Det gik rigtig godt med det hele i går. Både med at snakke med de andre og med at hygge mig. Ind i mellem gik jeg ud i køkkenet og fik ryddet lidt af vejen og fik lidt ro der. Dengang de andre piger tog i byen, valgte jeg at blive hjemme. Jeg var helt afslappet, tilfreds og glad. Så jeg havde slet ikke brug for mere den aften. Det var rigtig rart :-)

Helene, du spørger ind til, hvad det er jeg nærmere frygter i fht. ikke at gøre tingene godtnok for mig selv.

Det kræver lidt eftertanke og selvrandsagning...
Det handler i høj grad om ikke at spilde tiden. Og om ikke at spilde de muligheder jeg har nu. Mest af alt, er det måske angst for at starte på uni, og finde ud af, at jeg slet ikke er klar til en travl og forpligtende hverdag. Og jeg er bange for, at det hele skal starte forfra, og at det slet ikke virker det her. Det er også vigtigt for mig, at jeg kan mærke, at tingene er anderledes denne her gang, end det har været de andre gange, hvor jeg har været i terapi.

Netop som du skriver, så har jeg tænkt på, at jeg vil undersøge nogle a mine tanker nærmere. Indtil nu er jeg kun (måske kan jeg ikke tillade mig at sige kun, for det er faktisk ikke helt dårligt) begyndt at identificere de ting der gør mig bange. Det er nok relevant at undersøge tingene for at få aflivet mysteriet omkring det. Der lægger så mange følelser i det med at starte i skole igen, at det måske også er stof til psykiateren.

I går inden gæsterne skulle komme, kunne jeg mærke noget (stress/panik/angst??). Og netop som jeg var ved at tage snorkel og briller på for at dykke ned i denne her følelser, lykkedes det mig faktisk at skubbe det til side, og sige til mig selv, at jeg skulle nyde aftenen og mine venners selskab, for det fortjener jeg mere end at have de tanker til at styre min aften. Og i dag kan jeg mærke, at de tanker ikke er gået nogle steder (andet end faktisk lidt længere væk). Men følelserne tager ikke skade af at blive udskudt. Jeg nogle gange er det mere relevant at onde sig selv at være til stede i stedet for at bruge energien på at have ondt af sig selv. Og jeg formåede at gøre det på en ægte og oprigtig måde, så det ikke blev til en flugt fra mig selv, men noget jeg gjorde med mig selv i hånden. Og i dag er jeg stolt :-)

Nå, jeg vil nyde hele dagen i dag. Og det er endda kun lørdag!
Så der er også en hel dag i morgen at nyde.

Mange hilsner fra Oktober

Helene2

Hej Oktober

Det vil nok være meget fornuftigt lige at komme til lægen. En alm. maveinfektion burde vel ikke vare så længe. Men på den anden side har du været på antibiotika, hvilket også slår tarmfloraen i stykker, så det kan være at mælkesyrebakterier vil hjælpe og stabilisere. Har du prøvet det? Ellers kan jeg anbefale Symbioplex. De kan købes i Matas og helsekostbutikker.

Hvor var det dejligt, at du forstod at gøre, hvad du havde brug for, så det kunne blive en god aften.
Ikke mindst at du registrerede din angst/panik/stress men undlod at gå ind i følelsen. Jeg forstår godt, at du er stolt af dig selv :-) Det var noget virkeligt godt du gjorde. På den måde tillod du, at følelsen var den fik ikke lov at overvælde og styre dig. Nej, følelserne tager ikke skade af at blive udskudt og de forsvinder ingen steder hen. Netop ved at registrere følelserne og lade dem være der sammen med dig, kunne du bevare dig selv og ikke flygte.
Nu ved du, at du kan gøre det på denne måde – altså kan det også hjælpe dig i andre situationer. Det er rigtigt godt.

Når man opnår bevidsthed omkring tingene, holder de op med at være så skræmmende. Det er det uerkendte og ubevidste, der skaber angst. Ikke de ting man bevidst kan forholde sig til. For, som du skriver, så afliver undersøgelse og analyse mysterierne og gør tingene mere forståelige og virkeligheden skaber jordforbindelse og jordforbindelse reducerer angsten. Man får mange flere ressourcer, når man ser tingene klart. Når man ser dem igennem angstens tågeslør, flimrer det hele og man mister overblikket. Hvis man ligesom kan svæve op over det hele og se ned på helheden, hjælper det også ganske betydeligt.
Jeg ved jo, hvordan du har haft modstand mod at undersøge dine tanker, så jeg synes, at det er stort, at du er nået dertil, at du er ved at være parat til det.

Du frygter at spilde tiden og de muligheder, du har nu. Her er der faktisk en gevinst i frygten – for den får dig til at holde ved og arbejde for at nå dine mål. Men omvendt kan det blokere for nogle energier, når man er bange.
Jeg gav udtryk for noget af den samme angst overfor min terapeut – jeg havde brug for TID. Tid var det vigtigste i hele verden. Jeg havde brug for TID til bearbejdelse og til at finde mig selv og kommunen gav mig ikke tid men pressede mig til at komme videre, før jeg var parat til det. Min terapeut sagde stille og roligt: 'Du har al den tid i hele verden, du har brug for'. De ord blev meget vigtige for mig, for når jeg begyndte at stresse, så kunne jeg høre dem stille og roligt: 'Du har al den tid i verden, du har brug for'. Og det har du også. Der er oceaner af tid. Tror man på reinkarnation, har man oven i købet alle de liv, man har brug for. Du skal nok nå det, du skal nå. Hvis ikke du er klar igen, når universitetet starter igen, så er du ikke klar. Så må du tage den derfra. Hvis det her ikke virker, så er der noget andet, der virker. Det kan du jo ikke vide endnu, så du skal bare tage den tid du har brug for til at finde ud af det.
Tid er i den grad en mangelvare i vores samfund og det skaber stress og angst. Det, der er mangel på, får man ikke foræret, det skal man kæmpe for. Så hvis du har brug for tid, så skal du give dig selv den. Tro på, at du har al den tid i verden, du har brug for. Det hjalp ialtfald mit nervesystem til at drosle ned og få så meget ro på, så jeg kunne arbejde mere konstruktivt med tingene. Stress og tidspres får let én til at handle irrationelt i panik. Der skal ro på og den skal du give dig selv og tro på, at du har ret til den, for ingen andre giver dig tiden og roen – tværtimod.

Du må have en god weekend. Nu vil jeg gå hen og samle min nye sofa :-)

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hejsa :-)

Tænk sig, jeg har ikke haft noget at skrive de sidste par dage. Det føles helt underligt. Jeg har følt og tænkt. Og været rastløs fordi jeg er ved at stoppe med medicinen. Så nu er det faktisk meget rart at være træt og afslappet.

Desuden har jeg også været hos psykiateren både fredag og mandag. Så der kører rigtig meget rundt oppe i hovedet på mig.

Jeg har lavet mig en tradition med at gå på café, når jeg har været til psykiater. Så tager jeg min dagbog med og sidder og skriver det, vi har talt om. På den måde er det frisk i erindring. Ellers er min hukommelse ikke god.

Vi talte om, at jeg altid får det dårligt, når jeg går igang med noget nyt. I starten har jeg det altid rigtig godt, men når tingene blir hverdag, så går det galt for mig. I det store hele, kan jeg ikke se en fælles grund, men samtidig kan jeg se, at det er sket ALLE gange i mit liv.
Den er sgu svær...

Vi talte også om, at jeg bliver irriteret på rigtig mange folk for tiden. Og mønstret i det er, at det er folk der har noget af det, som jeg gerne vil have. Jeg bliver egentligt misundelig på folk, der har et normalt liv, og har overskud til at klare de helt almindelige hverdags ting.

Det er vist bare et bevis på, at den med accepten i det hele slet ikke er på plads endnu.

Hmm, mit hoved summer helt. Måske arbejder min krop? Mit hoved kan i hvert fald slet ikke følge med mere. Det prøver desperat at finde ud af, hvad vi skal gøre med følelserne. Mens jeg har prøvet på at finde ud af det, er livet gået videre, og følelserne har ændret sig.

Så en stor del af skal slet ikke håndteres. Der er meget tilvænning, fordi jeg er vant til at skubbe mine følelser fra mig og gemme dem, fordi de ikke nytter noget. Det gør de nu. Men det er svært at genkende dem. Jeg kan tit føle vildt meget uden helt at vide, hvad jeg føler.

Men det er nok bare sådan det skal være lige nu )

Hilsner fra en meget træt Oktober

Helene2

Hej Oktober

Der er ikke noget at sige til, at det kører rundt i hovedet – med to sessioner hos psykiateren og dertil nedtrapning af medicinen.

Jeg havde også mine traditioner i forbindelse med terapien :-) Inden en session satte jeg mig altid ind på en café for at forberede mig mentalt. På vejen hjem sad jeg i toget og skrev det hele ned i min notesbog.

Jeg kender så godt, det du beskriver: ' Vi talte om, at jeg altid får det dårligt, når jeg går i gang med noget nyt. I starten har jeg det altid rigtig godt, men når tingene bliver hverdag, så går det galt for mig'.
Det var netop noget af det, kommunen så som en barriere hos mig: At jeg manglede vedholdenhed eller udholdenhed. Og det gør jeg virkeligt. Hvis det er noget, der trætter mig og kræver lidt kamp, så kaster jeg håndklædet i ringen og stopper. Det eneste jeg har haft udholdenhed og har holdt fast ved, har været denne proces og arbejdet med mig selv samt kampen mod kommunen. Fordi motivationen var SÅ stærk: Jeg VILLE have et godt liv. Selvom et vægttab for mig også er en del af et godt liv, så kan jeg ikke engang samle kræfter til at gøre, hvad jeg skal gøre i den forbindelse. Ikke så længe det er en kamp. Det må komme efterhånden, som jeg får samlet flere kræfter og får mere energi, så jeg kan gøre det uden anstrengelse. Jeg har bare ikke kræfter til at kæmpe. Det der ikke kommer af sig selv med glæde som motivation, kan jeg lige så godt droppe.
For mig handler det helt klart om, at kræfterne er brugt op – krudtet blev fyret af på at kæmpe alt for hårdt og alt for længe, lige siden jeg var barn. Nu er det kun glæde og lyst der kan motivere mig og give mig energi til at gøre det, der skal gøres.

Misundelsen er helt almindelig. Det vigtige er måske ikke så meget selve følelsen, for den kunne man jo godt undvære, men mere, hvordan man tackler den. Sammenligning med andre kan føre til bitterhed. Misundelse kan hænge sammen med følelserne af underlegenhed og mindreværd. Misundelse er den sikre vej til at føle sig som et offer. Men man kan også bruge misundelsen som en ansporing, så man selv kan sætte sig realistiske mål og arbejde sig hen imod at opnå det, man ønsker sig.
Hvis du skal bruge misundelsen konstruktivt, må du sætte et mål for, hvad du gerne vil opnå i dit liv. Du bliver misundelig på mennesker, der har et normalt liv og har overskud til de daglige ting. Men det er temmelig diffust. Hvad er det helt konkret, du gerne vil opnå både på kortere og længere sigt? Hvis du skal vide, hvornår du har nået dit mål, må det være defineret.

Tidligere blev jeg misundelig, når jeg hørte kloge mennesker i fjernsynet, der udtalte sig om det ene eller det andet – specielt når det var psykologer. Efterhånden som jeg selv blev mere tilfreds med mit liv og havde fået det så meget bedre og var i stand til at bruge mine evner og min indsigt, forsvandt misundelsen. Ganske vist havde jeg ikke en formel uddannelse i f.eks. psykologi – men jeg havde en uddannelse i mig selv og rigtigt meget forståelse og indsigt, som jeg brugte på min måde. Jeg begyndte at føle mig meget mere jævnbyrdig med dem.
Jeg kunne også godt blive misundelig, når jeg så nogle der optrådte med dans, sang etc. i fjernsynet. Jeg kunne ikke bruge min krop og var slet ikke tilfreds med min krop, så det var absolut en torn i øjet. Men efterhånden fandt jeg ud af, at jeg jo slet ikke har lyst til at danse og synge. Det er bare ikke det, der giver mig glæde. Ergo var der ingen grund til misundelse. Nu kan jeg bare nyde det og lade mig underholde, når jeg ser andre danse og synge. Det er jo slet ikke noget, jeg ønsker at opnå. Jeg har fundet det, jeg gerne vil.
Når du selv har opnået det, du ønsker dig, er blevet tilfreds med dig selv og dit liv, kan du føle dig ligeværdig og jævnbyrdig og så er der ingen grund til misundelse længere.
I stedet for at sammenligne dig selv med andre, er det bedre at sammenligne dig med dig selv og se, hvilke fremskridt du gør. Du ved jo dybest set ikke, om 'alle de andre' også kæmper for at magte deres dagligdag og det kan godt være, at det 'normale liv' slet ikke er så normalt endda, hvis du kunne kigge ind bag facaden.

Du har helt ret i, at mange af følelserne slet ikke skal håndteres. Der skal ikke nødvendigvis reageres på dem. At handle på dem, kan meget vel være en kamp mod dem eller en flugt fra dem – for at få dem til at forsvinde. Når du er bevidst om dem og bare lader dem være, så klinger de hurtigere af. Derefter er du blevet et rummeligere menneske, der ikke fremover bliver angst for at møde disse følelser. For så ved du, at du kan udholde dem. Dét er accept i praksis.
Det er ikke så mærkeligt, at du har svært ved at genkende følelserne. Det er givetvis længe siden, du har mærket mange af dem. Og dengang, da du mærkede dem, forstod du dem sikkert helt anderledes, end du gør nu, hvor du er blevet ældre og har større forståelse og flere ressourcer.

Jeg er sikker på, at alt er som det skal være lige nu :-)


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Godmorgen.

I går sov jeg pillefri for første gang. Og selv om jeg havde oparbejdet en rigtig træthed, så kom den der underlige urolige følelse i mig, så snart jeg ramte madrassen. Det er vildt ubehageligt. Men på én eller anden måde tog det kig alligevel kun 15 min at falde i søvn. Jeg fik fortalt mig selv, at jeg ikke skulle tage piller og at det var helt okay at have det sådan og især meget forståeligt, at det ville komme lige nu.

Jeg har sovet hele natten, men jeg har ikke sovet tungt. Og ï morges, da mit vækkeur ringede, kunne jeg mærke, at jeg stadig er skubbet helt ud af balance. Jeg har det ligesom dagen efter jeg har skændtes med min kæreste og har grædt hele natten. Jeg er bare så udmattet, nervøs og ked af det. På én gang! Hvis jeg havde haft et rigtigt job, så havde jeg ret sikkert ringet og meldt mig syg. Men på den anden side, så ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har valgt at arbejde hjemme i dag, så jeg kan føle mig helt tryg og kun skal rumme mig selv. Jeg er lidt chokeret over at være så hårdt ramt lige nu. Men for engangs skyld panikker jeg ikke helt vildt over det. Jeg tænker, at der ikke er så meget at gøre ved det andet end at give det tid og plads.

Hmm, når jeg tænker over mine mål, er mine mål, at jeg gerne vil have et normalt liv. At jeg vil kunne magte hverdagen, have et job (ikke nødvendigvis fuldtids), have overskud til min kæreste og sådan. Men igen er der nok ikke så meget jeg kan gøre end at hænge i.
Jeg kender det meget godt det med ikke at magte noget, der kræver meget arbejde. Fx. med vægttab. Det er simpelthen bare ikke muligt lige nu. Men blandet med det, er jeg fanget af, at jeg ikke kan klare at tage mere på. Så nu står jeg et sted i midten, og er nok nødt til at tage et valg og acceptere og følge det.
Jeg tror, at mit største mål lige nu er, at blive glad. Så er der jo klart nogle ting, der kræver for at jeg kan blive rigtig glad.

Jeg er ret splittet i fht. andre. På den ene side, føler jeg mig meget ensom. Men på den anden, så kan jeg ikke rigtigt holde ud at være sammen med andre, fordi jeg føler at jeg bare giver en helt masse og aldrig får ret meget igen. Og det er ikke ligefrem fordi jeg emmer af overskud til at give af for tiden. Men hvordan be'r man sine veninder om at få hovedet ud af sin egen røv og kigge lidt på verden omkring sig?

Min psykiater sagde her i fredags, at han kunne se, at det virkeligt er svært får mig, når jeg får mine panik-øjeblikke (jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde dem). Det var vildt rart at høre. Jeg har tit tænkt, at han har haft en taktik med at bagatalisere mine problemer. Så det var på en eller anden måde rart at høre. For så er det ikke mig, den er helt gal med. Altså det er ikke bare mig, der gør et stort nummer ud af noget helt simpelt. Jeg ville elske at få den samme anerkendelse fra mine veninder. Men det er svært... Det gør mig bare så frustreret at være sammen med dem og skulle fungere normalt. En af mine veninder sagde sagde til mig her den anden dag, at jeg skulle lære at slappe af, fordi jeg sad forvirret og kiggede mig omkring og ikke rigtigt kunne fokusere. Jeg tænkte bare: herre gud... Hvis bare jeg kunne lære det.

Du skriver, at det med at være i følelserne, som jeg er lige nu, er accept i praksis. Det glæder jeg mig til at høste frugterne af. Det føles rigtigt, så jeg hænger i og passer på mig selv imens. Jeg har virkeligt taget det til mig, du skrev helt i starten med, at jeg skal have omsorg for mig selv. Og det føles rart, når jeg kan gøre det i stedet for at være vred.

Mange hilsner fra en udmattet Oktober