Man kommer jo ikke bare hen...

Kameliadamen1

Hej Oktober

Jeg ville gerne svare dig, men det tager tid at få alle de indlæg læst, så jeg kan være up to date ;o)

Jeg var ret nervøs for, hvordan du ville reagere på mit indlæg om Lyrica. Men det viser sig så, at du kun har taget Lyrika i 1½ måned, hvilket jo gør mit indlæg mindre vigtigt.

Jeg forstår nu, at din psykiater har forsøgt sig med adskillige præparater i disse 10 måneder, herunder flere antidepressiver. Så man kan ikke beskylde din psykiater for at være passiv.

Jeg vil lige gøre dig opmærksom på, at de bivirkninger, jeg især lagde mærke til ved Lyrica, var personlighedsforstyrrelse og depression, ikke angst og depression, som du åbenbart har forstået på mit indlæg fra den 3. august.

Når jeg især lagde mærke til, at personlighedsforstyrrelser er angivet som bivirkning, så er det jo, fordi du tidligere har skrevet, at du har fået en diagnose på en personlighedsforstyrrelse. Og jeg er jo i forvejen ret kritisk over for en tendens hos psykiatere og psykologer til at uddele diagnoser på personlighedsforstyrrelser med løs hånd. Mange af disse personlighedsforstyrrelser (som af fagfolk bliver opfattet som kronisk tilstande) skyldes efter min opfattelse en midlertidig depression eller en midlertidig medicinering.

Jeg har ikke set nogen steder, at angst står opgivet som bivirkning til Lyrica. Men som du sikkert ved, er angst en hyppig bivirkning ved antidepressive midler. Og det er jo også betænkeligt, når antidepressive midler anvendes i stor stil mod angst.

I dine indlæg beskæftiger du dig meget med de tanker, du har, f.eks. i indlægget fra den 3. august. Du vil gerne styre og ændre noget, og du føler, at det ikke kan lade sig gøre.

Men hvis det nu er Lyrica, der give dig tankeforstyrrelser, så er der jo ikke noget at sige til, at tilstanden ikke bliver bedre, og at du ikke selv kan gøre noget for at ændre på det!

Når jeg har haft svær depression, har det altid været mest gavnligt at lade destruktive tanker passere, uden at gøre et stort nummer ud af dem. Hvis jeg forsøgte at ændre negative tanker, var det jo det samme som at give dem opmærksomhed, og det dur ikke efter min erfaring.

Jeg er klar over, at mine erfaringer ikke uden videre kan bruges på din situation. Men det er en kendsgerning, at Lyrica kan have bivirkninger i form af depression og selvmordstanker og -adfærd. Og det er en kendsgerning, at Lyrica kan give tankeforstyrrelser, som du blandt andet kan se i følgende henvisning, under bivirkninger:

http://www.irf.dk/dk/anmeldelser/praepa ... lyrica.htm

Det er helt almindeligt, at mennesker hele tiden fortolker deres psykiske symptomer og tilstand, uden at inddrage den kemiske virkning fra medicin i tolkningen. Det er åbenbart svært for at menneske at indse, at en pille kan gribe ind i tankevirksomheden og det endda på en negativ måde – især når vi ved, at medicinen er konstrueret til at hjælpe.

Du skriver også, at du er meget træt. Og netop træthed er jo også en almindelig bivirkning ved Lyrica, som optræder hos mellem 1 og 10 % af brugerne. Så det er ikke sært, at du er træt.

Jeg forstår godt din bekymring for, hvilken hjælp du kan få af psykiateren, hvis du ønsker at trappe helt ud af medicin. Men det er efter min mening ikke et godt argument for at blive ved med at tage medicin – tværtimod.

Jeg vil henvise til et citat af den meget respekterede psykiater Jes Gerlach i bogen ”Depression – Symptomer, årsager og behandling, side 231:

”Hjælper medicin ikke, skal man overveje, om diagnosen er korrekt, og om der måske bag om den medicinske behandling er indtrådt en spontan bedring, som først synliggøres, når den medicinske behandling nedtrappes og ophører. Det er derfor vigtigt ved udeblivende effekt at overveje gradvist medicinophør med henblik på nærmere observation og diagnose-revision. Undertiden oplever man da – når de eventuelle ophørssymptomer er aftaget – at personen nærmer sig sit normale jeg.”

Jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at jeg ikke har nået at læse de to sidste indlæg før dette, så jeg er faktisk ikke helt up to date. Men jeg syntes, at jeg var nødt til at skrive, hvad jeg havde på hjerte, for ellers vil jeg aldrig få det gjort.

Mange hilsner

Kameliadamen

0ktober

Hej Kameliadamen.

Du skriver, at det er svært for folk at forstå, at medicin kan ændre tankevirksomheden. Det er klart. For vi kan jo godt li at tro, at vi selv har kontrollen over det der sker. Det var derfor også chokerende for mig med de mange bivirkninger jeg havde af Lyrikaen de første to-tre uger.

Dit citat af Jes Gerlach beskriver præcist det jeg tænker. Jeg vil rigtig gerne finde og mærke mig selv. Det er ikke fordi jeg forventer at få det bedre, men helt ærligt, så er jeg også sikker på, at jeg ikke får det værre. Så jeg har lyst til at vaske tavlen rent, og se, hvad min psykiater kan få ud af det.

Jeg føler mig ret sikker på, at min psykiater har ret i sin diagnose. Især nu, hvor typen af personlighedsforstyrrelse ikke er nærmere bestemt. Men det vil i hvert fald forklare mine tanker og følelser helt tilbage til jeg var 5 år gammel.

Det er pudsigt det du skriver med at lade tingene passere, og ikke give dem opmærksomhed. Det er også min psykiaters taktik, og når jeg tænker efter, kan jeg huske, at min gamle psykolog også brugte den. Hun sagde, at jeg ikke skulle gribe de tanker, men tænke på dem som et symptom, og derfor ikke tage det alvorligt. Og ikke mindst acceptere, at det er en del af det hele.

Måske jeg skulle tage det til mig netop nu. Jeg tror det kunne hjælpe mig, faktisk.

God weekend til dig :-)

Fra Oktober

Helene2

Hej Oktober

Jeg kender det med tankerne, der bare kører hele tiden. Der er meget sindet vil have én til at lytte til, forstå og ikke mindst problemer at løse. Derefter kan der blive ro.

Du skriver: 'Hver bid jeg kommer i munden bliver nøje overvejet, og jeg tror, at min overspisning har været en måde for mig at være selvdestruktiv.'
Spiseforstyrrelsen kan opleves som selvdestruktiv, fordi du ikke ønsker den. Men jeg tør godt garantere for, at der har været en ubevidst, positiv årsag til den. Engang har du givetvis følt, at den gav dig noget, du havde brug for.
Som jeg skrev, så arbejder jeg selv meget med min spiseforstyrrelse nu. Jeg kom i kontakt med nogle meget dybe, fortrængte følelser. For mig handler det bl.a. om, at jeg som barn ubevidst prøvede at gøre mig utiltrækkende ved at blive grim og tyk, i forsøg på at undgå den uønskede, seksualiserede opmærksomhed. Jeg har 'altid' haft en spiseforstyrrelse og uanset, at jeg faktisk har været rimeligt slank som voksen, har jeg altid følt mig for tyk. Jeg nåede altid en overvægt på ca. 5 kg, så jeg ubevidst kunne føle mig som 'den lille buttede pige'. Min psyke trivedes simpelthen ikke med at være slank. Men JEG gjorde! Derfor var det altid en kamp, for JEG ville være slank, pæn og gerne tiltrækkende og sexet. Men min underbevidsthed ville have, jeg skulle være tyk, grim, utiltrækkende og i høj grad usexet, så mænd ikke fik seksuelle tanker og ikke kiggede på mig på DEN måde. Mit problem nu er, at hvis jeg taber mig, så vil jeg føle mig tiltrækkende og så vil jeg igen risikere at få uønsket, seksualiseret opmærksomhed. Det problem burde vel ikke være særligt påtrængende nu, hvor jeg snart er 50. Men barnets følelser er intakte og vækkes, hvis jeg taber mig. Nu er jeg heldigvis blevet bevidst om, hvad det handler om, så jeg kan arbejde med det.
Det er det, jeg mener med, at underbevidstheden har en positiv årsag til at opretholde problemet. I mit tilfælde fordi den ønsker at beskytte mig mod en seksuel objektgørelse, der har været så rædselsfuld, så selv den forhadte overvægt har været at foretrække (ubevidst).

Da jeg røg ind i denne proces, fandt jeg ud af, at det handlede om at overvinde al angst. Og der var angst i snart sagt alt. Jeg var i høj grad angst for min svaghed og sårbarhed, der var en fuldstændigt fremmede og uintegreret del af mig selv. Men jeg fandt ud af, at det var sårbarheden, der gjorde mig menneskelig og medfølende. Desuden var sårbarheden en nødvendighed for at kunne mærke min sande styrke. Angsten var en forudsætning for at mærke mit mod. Erkendelsen af sårbarheden er vejen til heling. Uden kontakt til sin sårbarhed skøjter man bare hen over overfladen.

Du tør ikke tænke dine tanker, for du ved ikke, hvad du skal gøre med det hele. Derfor er en god behandler en nødvendighed, så du kan finde veje ud af magtesløsheden. Det er en 'gammel' afmagt, som du kan lære at forholde dig anderledes til, end du gjorde, da du var barn.
Du er bange for at bryde sammen, hvis du tænker over tingene. Du vil gøre alt for ikke at få det sådan igen. Forståeligt nok. Men netop denne beslutning kan blokere for, at du får det bedre. For så er du fokuseret på det negative, du vil undgå i stedet for at fokusere på det positive, du vil opnå. Når vi tager en beslutning om, at der er nogle følelser, vi aldrig vil opleve igen, så hindrer vi os selv i at komme videre.

Du skriver: 'Altså: Når jeg er ked af det, går jeg i panik, fordi jeg føler jeg skal gøre noget. Jeg ved ikke helt hvorfor, men følelsen indeni er uudholdelig og siger mig, at jeg skal ud af det.'
For mig lyder det som om, at det er barnets følelser og impulser. Hvis du som barn var fanget i en uudholdelig følelse i en uudholdelig situation, er det nærliggende at forestille sig, at du har haft en panikagtig, uudholdelig trang til at gøre noget for at komme ud af det – flygte. Derfor skal barndommen bearbejdes, så du kan komme af med panikken. Dit nervesystem har brug for at få afladt alle de gamle ophobede spændinger.

Det er vigtigt både at kunne græde og tale om det. Det giver en lettelse, men det er ikke nok. For spændingerne sidder stadigt i kroppen og må afreageres fysisk. Jeg kan se, at du også selv fik en aha-oplevelse, da du skrev det her. De ekstreme følelser i din krop er levende og derfor vil det samme ske igen og igen, så længe tanker og følelser ikke bliver udløst i aktiv handling. Netop med disse reaktioner, du beskriver, tror jeg, at kropsorienteret terapi (f.eks. SE-terapi) kunne være rigtigt godt for dig.

Nej, du er ikke fortabt - du er bange. Barnets følelser er levende og de gør dig bange. Fordi du ikke kunne håndtere dem dengang, tror du ubevist heller ikke, at du kan håndtere dem nu. Men du er voksen nu. Du har andre ressourcer og handlemuligheder, du kan forstå tingene anderledes nu og du er ikke alene om at skulle klare situationen. Du skal bare have den rigtige hjælp til det. Den hjælp du ikke fik, da du var barn.

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Godmorgen :-)

Jeg fik mig endnu en 13-timers lur i nat. Dejligt, for jeg har mange ting kørende for tiden, så det var tiltrængt. Jeg er ved at planlægge polterabend for min veninde. Jeg har en dum vane med at påtage mig ting i angst for at tingene ikke vil blive udført, hvis jeg ikke blander mig.

Jeg har også tænkt over det med spiseforstyrrelsen. Min gamle psykolog sagde, at jeg dengang brugte det, fordi jeg ikke havde andre muligheder for at tabe mig. Jeg tænkte, at jeg skulle klare altting selv, og dengang var det det, der gjorde, at jeg tabte mig. Det er jo svært at tabe sig uden støtte fra sine forældre, når man kun er 13 og bor hjemme.

Så jeg skal smide den idé fra mig om, at jeg skal klare altting selv. Men det er vist meget nemmere sagt end gjort.

Jeg tror du har helt ret i, at det der sidder i kroppen af mig, er frustrationer og lignende fra da jeg var barn. For det er præcist de samme følelser. Fx. når busserne ikke kører, som jeg havde planlagt, så får jeg præcist samme følelse, som når min forældre på én eller anden måde ikke overholdt noget de havde lovet. Jeg tror, det handler utroligt om tryghed.

Måske i fht. det seksuelle misbrug, at mine forældre ikke kunne beskytte mig, og at jeg måtte håndtere det hele selv. Derfor har jeg nu det store behov for at kontrollere det hele selv, så jeg kan føle mig tryg. Når jeg kommer tæt på andre, kan jeg ikke kontrollere det hele. Og så bliver jeg bange.

Det er som om, at lige nu er min krop i alarmberedskab. Måske fordi den kæmper imod alt, der kan sætte trygheden på spil (dvs. alle mennesker, at skulle med offentlige transportmidler, at have ansvar osv.). Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor det er lige nu. Måske er det fordi, jeg er ved at nærme mig mit indre, og det kan være vildt farligt. Lige som det du skrev med Angst, der holder vagt.

Jeg skal lige sige, at det er ikke fordi jeg bevidst har bestemt mig for, at jeg ikke vil opleve de følelser igen. Det er helt ubevidst! Og dermed endnu sværere at bekæmpe.

Du har ret. En god terapeut og kropsterapi ville være perfekt. Jeg prøver at forestille mig, at jeg kommer ud med nogle af tingene, når jeg træner. Det er vildt hårdt til træning, og den tanker hjælper mig med at holde det ud. Men jeg ved ikke, om jeg blander tingene sammen på en forkert måde. Træning skal gerne være et frirum for mig, så måske...

Endnu engang, mange tak for dine gode svar. Og især fordi du kan finde rundt i det jeg skriver. For nogle gange skriver jeg bare alt det, der falder mig ind. Og selv om det ikke er gennemtænkt, så betyder det også en helt masse. Og når jeg får det tilbage fra dig, med dit svar, så kan jeg se, at jeg langsomt bevæger mig tættere på en forståelse af mit grundlag. Det gør ikke, at jeg nu og her kan ændre altting (som jeg ellers havde regnet med for ½ år siden), men det gør, at jeg har noget at holde fast i og arbejde ud fra.

Jeg tror jeg vil skrive ned, hvad jeg vil opnå og have ud af det her. For det har ændret sig utroligt meget bare i løbet af de sidste to måneder.

Søndags Hilsner fra Oktober

Helene2

Hej Oktober

Ja, det er en illusion, at man kan klare alting selv. Hvis det skyldes frygt for at bede om hjælp, er det ikke en styrke men en 'svaghed'. Sand styrke er at erkende, når man har brug for hjælp og opsøge den.

Du skriver, at kontrol nok handler om tryghed. Det er rigtigt. Da du ikke oplevede tryghed som barn, fandt du måder at skabe en illusion om tryghed på, nemlig ved at prøve at kontrollere. Derfor kan det slå éns verden helt i stykker, hvis bussen f.eks. ikke kører til tiden. Så overreagerer man, når man bliver konfronteret med virkeligheden og det viser sig, at kontrol er en illusion og at man i bund og grund så let risikerer at føle sig magtesløs.
Denne proces handler groft sagt om, at man finder andre og bedre måder at få en mere reel kontrol over sit liv på, så man ikke ryger ind i følelsen af magtesløshed. Det gør man ved at lære sine følelser at kende, så man f.eks. ikke oplever kontroltab og utryghed, fordi bussen ikke kører til tiden.
De ting man frygter, bliver man hele tiden konfronteret med, indtil man behersker dem. Ved at genopleve de frygtede følelser i tryghed og på afstand (d.v.s. mentalt og ikke 'virkeligt'), kan man blive bedre til at rumme og kontrollere dem.

Du skriver: ' Jeg har en dum vane med at påtage mig ting i angst for at tingene ikke vil blive udført, hvis jeg ikke blander mig'.
Har du stillet dig selv spørgsmålet: 'Er jeg ansvarlig overfor mig selv og mit eget liv, når jeg påtager mig ansvaret for denne polterabend?'
Du lader angsten styre og kontrollere dig. Du opnår ikke kontrol på den måde, du øger derimod din angst. Hvad nu hvis du ikke påtog dig ansvaret? Så ville tingene måske ikke blive gjort. Og hvad så? Er det dit ansvar? Måske ville en anden så gå ind og tage ansvar? Måske ville tingene bare blive gjort på en anden måde, end du havde tænkt dig?
Måske skal du øve dig i bare at lade tingene ske? Føler du panik ved tanken? Så prøv at lade panikken være der et øjeblik. Det er okay. Der kan være en stor tryghed i IKKE at påtage sig ansvar. At slippe kontrollen kan give en ENORM afspænding og lettelse.

Jeg tror, at du kan hjælpe dig selv ved at udsætte dig selv for en lille smule utryghed, så du bliver bedre til at rumme følelsen. Prøv f.eks. at bryde små dagligdags rutiner. Kør en anden vej ned at handle, end du plejer eller handle et andet sted, end du plejer etc. Visualiseringer af følelsen af utryghed er en blid måde at gøre det på. Derudover handler det igen om tankemønstret: Tænk ikke på, hvor utrygt det er. Prøv i stedet at tænke på, at nu udfordrer du dig selv og gør noget godt for dig selv.

I sin tid havde jeg meget svært ved at tackle stilhed mellem mennesker. Hvis der var stilhed, så talte jeg løs for at udfylde stilheden. Både i terapien og i støttegruppen var jeg nødt til at lære at holde stilhed ud. Jeg blev klar over, at årsagen var, at min mor altid havde været så tavs. Jeg havde prøvet at skjule tomheden imellem os ved at tale og tale. Jeg forstod, at det ikke var mit ansvar at bryde stilheden. Min angst handlede om, at stilheden afslørede, at der ingen kontakt var. Jeg øvede mig i at udholde stilheden og accepterede, at hvis der ingen nærhed er, så må der blive stille. Selvfølgeligt var det svært, men i en sådan proces, slipper man ikke udenom at overvinde sine umiddelbare angststyrede impulser.

Jeg ved godt, at en beslutning om ikke at ville opleve bestemte følelser igen, træffes på det ubevidste plan. Derfor går det så dybt og kan ikke forandres uden angst. Men nu er du bevidst om problemet og det giver dig mulighed for at tage en ny beslutning. Som f.eks. at nu er du voksen og kan godt tåle at mærke en vis grad af utryghed og kontroltab, for du er villig til at opleve den angst, der uundgåeligt følger med. Den vil være forbigående og du VIL have det bedre og du VIL have et liv uden angst. Engang foretog du et ubevidst valg, nu kan du tage det modsatte bevidste valg.

Det er en rigtigt god idé at skrive ned, hvad du vil opnå og have ud af det her. Det er vigtigt at have nogle mål og målet må være så vigtigt, så det er prisen værd. Uden at have konkrete mål, hvad har du så at arbejde hen imod? Og hvordan kan du vide, hvornår du er igennem processen, hvis du ikke har et mål?

Udfra din måde at arbejde med tingene på, tror jeg, at du kunne få udbytte af bogen: 'Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom' af Kirsten Fauken. Den handler bl.a. om målsætning og giver nogle gode, konkrete redskaber til forandringer og forståelse af forandringsprocessen.

Det er godt, at du bare skriver, hvad der falder dig ind. Jeg kan sagtens finde rundt i det :-)
Da jeg startede terapi, troede jeg, at jeg 'bare lige' skulle igennem det her og så ville mit liv blive det samme igen. Efterhånden blev jeg klar over, at en forandringsproces tager lang tid og at målet måske netop var, IKKE at vende tilbage til mit hidtidige liv. Selvom det velkendte er trygt, er det ikke nødvendigvis særligt behageligt.

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Godaften.

Faktisk, når jeg skal skrive det helt ærligt, så føler jeg mig slet ikke parat til at vove mig og sætte min tryghed på spil. Tanken gør mig rædselslagen.

Jeg tror jeg er i en periode, hvor jeg har utroligt ondt af mig selv, og er fuldstændig drænet for energi. Både fysisk og psykisk. Det er vist det der med, at jeg tror, jeg er deprimeret. Tanken om at gøre mere, kæmpe mere og ha det dårligt mere føles helt uudholdelige lige nu. Selv om jeg godt kan se det modsigende i ikke at ville gøre nogen af tingene.

Jeg har mest af alt bare lyst til at rulle mig sammen til en bold og blive liggende. Men formålet med at blive liggende er ikke realistisk, for det ville være, at alle problemerne kunne løse sig selv. Det er desværre ikke realistisk. Men...

Jeg tror, at jeg er meget længere i hovedet end min krop og psyke kan følge med til. I hovedet har jeg løst altting og er allerede tilbage til et næsten normalt liv nu. Men rent psykisk går det dårligere og dårligere. Men lige nu er jeg slet ikke helt med. Tanken om at gøre noget som helst tager kræfterne ud af kroppen, giver mig hjertebanken og lyst til at springe ud fra et eller andet højt sted.

Nå, det bliver næsten for mange trælse tanker lige inden sengetid.

Hilsner fra en afkræftet Oktober

Helene2

Kære Oktober

Hvor mærkeligt det end kan lyde, er jeg sikker på, at det går den rigtige vej og at alt er, som det skal være.

Du føler dig rædselsslagen, du har ondt af dig selv, du er drænet for energi, du orker ikke at kæmpe mere og tanken om at få det værre er uudholdelig. Du har lyst til at rulle dig sammen og blive liggende og orker ikke at gøre noget. Samtidigt har du i tankerne løst alting og er tilbage i et (næsten) normalt liv.

De ting, jeg har skrevet til dig, er rationelle og taler til din forstand. Noget helt andet er følelserne. Man kan næppe give slip helt frivilligt (ialtfald ikke i starten).
Man skal derud, hvor beslutningen bliver taget for én – hvor man ikke længere har noget valg – der hvor man holder op med at gøre noget og bare ER. For dér slipper du kontrollen og opgiver at styre noget, du ikke kan styre. Derfra kan det kun gå én vej – fremad. Men man stritter imod så længe man kan.

Derfor lyder det for mig som om, at du måske nærmer dig et vendepunkt. Når du ikke længere kan det, du plejer at kunne, så er du nødt til at gøre noget andet. Og det er starten på, at du langsomt kan begynde at bygge op og nærme dig det liv, du ønsker dig at leve. Du har målsætningen i orden, for du forestiller dig et bedre liv i fremtiden. Det er godt.

Jeg håber, du får en god nattesøvn.


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Godmorgen.

Jeg tror faktisk du har ret.
Jeg plejer at sige, at jeg ved jeg er deprimeret, når jeg gør, siger og tænker ting, som er ret atypisk for mig. Fx. som at isolere mig fra min kæreste.
Lige nu er jeg et sted, hvor jeg slet ikke kan kende mig selv. Og måske skyldes det depression (det gør det faktisk helt sikkert meget af det), men jeg tror også, at noget af det skyldes, at jeg kommer nærmere mig selv. For jeg kender ikke mig selv ret godt, og det er derfor jeg synes nogle af tingene er underlige.

Fx. er det naturligt, at jeg ikke hele tiden vil have min kæreste i nærheden. Sådan har det været før, men nu har jeg meget mere brug for at være alene.

Det bedste ved at være deprimeret er, at jeg er nødt til at forholde mig til det hele. Det er så tungt og hæmmende, at jeg simpelthen skal gøre noget nu og her. Og forholde mig til mig selv. Og have omsorg for mig selv.

Så nu prøver jeg at forholde mig roligt og se tiden an til jeg skal til psykiater på fredag.

Mange (mere rolige) hilsner fra Oktober

Helene2

Kære Oktober

Depression er kun et ord for en tilstand. Det er tilstanden, eller rettere sagt forandringen af tilstanden, der er vigtig. Derfor kan man også se denne tilstand som en naturlig reaktion på, at dit liv har været meget svært og at du nu konfronterer nogle meget svære følelser, du har i dig og er i gang med en usikker forandringsproces. Under alle omstændigheder er resultatet, at du ikke er glad og er ved at finde ud af, hvordan du bliver det.

Jeg ved, at min depression startede, da jeg var ca. 4 år gammel og aldrig forlod mig siden. Den var mindre tydelig i perioder men altid underliggende og af og til brød den ud, når der var ophobet for meget l… og jeg ikke kunne holde til mere. Det er tegn på, at der er for meget i trykkogeren.
Tænk på, hvor meget sorg, vrede og andre fortrængte følelser du har i dig, der er blevet ophobet gennem tiden og aldrig er kommet ud. Det er ikke mærkeligt, at det presser på.
I starten af terapiforløbet, brød min depression ud i fuldt flor. Efterhånden fik jeg arbejdet mig helt igennem den. Nu har jeg en psykiaters ord på, at jeg ikke lider af depression. Så det kan lade sig gøre.

Jeg tør godt sige, at de fleste mennesker faktisk ikke kender sig selv særligt godt. Og har man haft en opvækst med overgreb m.m., så kender man endda sig selv meget dårligt. Man kan prøve at tænke på, at det er som at lære et helt nyt menneske at kende, som siden skal vise sig at blive den vigtigste person i éns liv, som man bare vil gøre ALT for.

Det er også ganske naturligt, at du har brug for at være meget mere alene. De år hvor jeg har været helt trukket tilbage fra omverdenen har været guld værd for mig. Jeg så engang en udsendelse med den tidligere musiker Lars Muhl. Han lå i sin seng i 4 år og da han stod op, var det for at begynde et nyt liv. Nu er han vistnok terapeut og forfatter og meget spirituel, så vidt jeg husker.

Ja, den tilstand tvinger én ind til at forholde sig til sig selv, for man ønsker bare ikke at have det så dårligt et minut længere end højst nødvendigt. Så man er tvunget til at handle og gøre noget andet end man plejer. Og det er en gave og en stærk mulighed for at forandre livet til noget bedre.

Jeg tænkte på dig, da jeg den anden dag læste dette citat af Leslie Lebeau (gengivet i 'Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom' af Kirsten Fauken):

'Der skal ofte en krise til for, at vi kan bryde igennem vores sædvanlige modeller af verden.
En krise er en gave, en mulighed og måske en manifestation af, at livet elsker os ved at give tegn til os om at gå ud over den dans, vi danser lige nu'.


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Det er sjovt du skriver det her:

Jeg tør godt sige, at de fleste mennesker faktisk ikke kender sig selv særligt godt. Og har man haft en opvækst med overgreb m.m., så kender man endda sig selv meget dårligt. Man kan prøve at tænke på, at det er som at lære et helt nyt menneske at kende, som siden skal vise sig at blive den vigtigste person i éns liv, som man bare vil gøre ALT for

Jeg skrev i min dagbog inden jeg rejste, at jeg skal lære mig selv at kende. Jeg skal i princippet behandle mig selv som en ny kæreste. Især fordi jeg skal lære både de gode og dårlige sider at kende. Jeg skal være stille med mig selv, kigge mig selv i øjnene og have det sjovt med mig selv. Jeg skal have lange aftener med mig selv med lange dybe snakke med mig selv.

Så langt er jeg sådan set kommet. Altså så langt, at processen her ikke er foran mig, men at jeg er midt i den. Jeg har nogle heftige skænderier med mig selv ind i mellem, og der kan gå flere dage, hvor der er kold luft og tavshed. Men før eller siden er jeg blevet venner med mig selv igen, helt uden at have opdaget det ske.

Jeg tror det er rigtigt det med krisen. For hvis krisen ikke er der, presser jeg mig selv til at klare det jeg mener jeg bør kunne klare. Og jeg har glemt alt om krisen, når den ikke er der. For man kan ikke huske, hvordan det føltes. Ikke før man atter står i det. Så kan kroppen snilt huske, at den har været der før.

Jeg tænker lige nu, at jeg har ondt i maven, fordi jeg er nervøs. Det er bare underligt at være kronisk nervøs. Men jeg er nervøs for alle de ting, jeg ved, der ligger foran mig de næste mange måneder. Så jeg har sådan en afventende nervøsitet hele tiden.

Men det er okay lige nu, for det betyder, at der sker noget :-)

Godnat hilsner fra Oktober