Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Dejligt du fik sovet ud. Du må have trængt til det :-)
Ja, ude godt men hjemme bedst :-) Forstår godt, at det sætter tingene i perspektiv, når man har været ude i verden og se, hvordan der er dér.
Jeg forstår selvfølgeligt, at du godt kunne tænke dig at opleve, hvordan du rent faktisk har det uden medicinens påvirkning.
Jeg ved, at nogle typer angstdæmpende medicin har bivirkninger som f.eks. øget angst og selvmordstanker! For meget smertestillende medicin kan give øget hovedpine. Så det lader altså til, at noget medicin kan forstærke den lidelse, de skulle hjælpe imod. Det opfatter jeg i høj grad som om, at psyken ikke tillader én at sløre symptomerne. Det viser for mig, at det tydeligvis er noget andet, man har brug for.
Ligesom Kameliadamen skriver, kan jeg naturligvis også kun forholde mig til mine egne erfaringer. Hvad der er rigtigt for den ene er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden.
Jeg har kun fået psykofarmaka fra jeg var 21-25 år, så det er jo lang tid siden. Da fik jeg noget antipsykotisk (angstdæmpende) medicin, der hed Orap og det hjalp mig rigtigt meget. Ganske som psykiateren havde forudsagt begyndte jeg at få mere realitetssans og begyndte at 'glemme' at være bange i de situationer, hvor jeg nærmest pr. automatik plejede at få angstanfald. Jeg begyndte at kunne skabe et mere almindeligt liv. Ikke at jeg havde det følelsesmæssigt godt, men jeg kunne f.eks. begynde at sove med slukket lys for første gang i mange år og mareridtene ophørte (for jeg huskede slet ikke nogen drømme længere). Det betød også, at jeg blev bedre til at registrere, hvor mine grænser gik m.h.t. angstfremkaldende stimuli. F.eks. blev jeg i stand til at forudse, at jeg skulle undgå at se lørdagskrimien i fjernsynet, fordi jeg vidste, at den ville udløse angstanfald. Så angsten forsvandt som sådan ikke. Jeg blev bare bedre til at lytte til mig selv og undgå situationer, hvor jeg vidste, at den ville kunne komme. Det var ikke noget, jeg bevidst tænkte over.
Der gik sådan ca. 20 år, inden jeg pludseligt kunne se, at da angsten dengang var blevet reduceret, var anfaldene af Hortons Hovedpine i stedet blevet forværret. Overtrykket skulle altså ud på én eller anden måde.
Når jeg nu tænker tilbage på de år, hvor jeg tog medicinen, står det hele for mig som dækket af en grå tåge. Jeg mistede i højere grad jordforbindelsen og uden at jeg registrerede det, blev jeg generelt mere følelsesløs – zombie.
Så jeg blev mindre angst (og det var helt nødvendigt, for angsten var invaliderende voldsom) men jeg fik det ikke følelsesmæssigt bedre. Det er jo klart, for jeg havde jo ingen anelse om, hvem jeg selv var, eller hvordan min fortid havde været og alle de fortrængte følelser lå stadigt og rodede rundt i mit nervesystem. Men de var bare blevet bedøvet og lukket ned og jeg havde lært ikke at gøre noget, der kunne fremprovokere dem. Angsten havde været det eneste følelsesmæssige livstegn og da den var væk, var der kun ét livstegn tilbage og det var hovedpinen. Men følelserne fik jeg bestemt ikke adgang til. Alt dette anede jeg jo bare ikke noget om.
Jeg stoppede med Orap som 25 årig, fordi jeg blev gravid. Jeg var lidt nervøs for at stoppe, fordi jeg måske risikerede, at angsten kom igen. Altså angst for angsten. Men der var kun lige et par enkelte små anfald, så skete der ikke mere. Min livssituation var anderledes og min hjerne havde fået skabt andre tankebaner – men zombietilstanden og følelsesløsheden var uforandret, indtil jeg som 43 årig startede i terapi og begyndte at mærke og forstå mine følelser.
Allerede under 2. session foreslog min terapeut, at vi arbejdede med den angst, jeg havde følt i barndommen (ét eller andet sted skulle vi jo starte) og så brød det hele frem igen. Jeg oplevede i høj grad, at der kun havde været lagt låg på og at medicinen aldrig havde helbredt noget som helst. Forskellen var, at jeg var blevet så gammel, så jeg havde bedre ressourcer til at håndtere den og ikke mindst, at jeg ikke længere var alene men følte, at jeg fik kvalificeret hjælp.
I mit terapiforløb har jeg ikke haft brug for medicin. Jeg har tværtimod kæmpet mod kommunen og psykiatere for at undgå det. Der har været meget angst og Guderne skal vide, at depressionen brød frem i en lys lue, men jeg kunne mærke, at det eneste rigtige for mig var at arbejdet mig igennem det. Jeg mærker ikke noget til hverken angst eller depression længere. Faktisk har jeg fået en psykiaters ord på, at der ikke er nogen depressionstegn og det synes jeg er stort, når jeg har levet hele mit liv til jeg var 46 år i en depressiv tilstand. Det betyder ikke, at jeg ikke kan blive ked af det eller føle sorg eller at jeg ikke kan blive bange. Men det er helt anderledes, for nu mærker jeg, hvad jeg er ked af eller bange for og kan derfor forholde mig anderledes til det. Det er ikke længere en vedvarende tilstand.
Kærlig hilsen Helene
Jeg skrev mit indlæg ud fra den forudsætning, at der var tale om antidepressiv medicin! Det er muligt, at du tidligere har skrevet, hvad det er for en slags medicin, du får, Oktober. Jeg kan bare ikke huske det. men jeg gik ud fra som en selvfølge, at der var tale om antidepressiv medicin, som jo også bruges ved angst.
Jeg er godt klar over, at antipsykotisk medicin også somme tider bruges ved angst, men ellers bruges det jo – som navnet siger – ved psykoser.
Jeg har INTET godt at sige om antipsykotisk medicin og da slet ikke de ældre typer, som gav frygtelige sidevirkninger. Min mor fik antipsykotisk medicin, og det var en stor fejltagelse. Jeg anede ikke dengang, hvor farligt det var. Jeg troede, at lægerne vidste, hvad de havde med at gøre. Men det gjorde de ikke. Jeg har det stadig dårligt med, at jeg ikke dengang satte mig ordentlig ind i sagerne og hjalp min mor.
Det er klart, at skizofrene kan være nødt til at tage antipsykotisk medicin. Og naturligvis kan antipsykotisk medicin ikke helbrede noget som helst. Det kan antidepressive midler heller ikke, men det er en stor fordel, at de - i heldigste fald – kan tage symptomerne fra en depression. Hvis man overhovedet ikke mærker sin depression, så er det en stor fordel! Sagen er jo også, at hjernen ikke i det lange løb kan tåle en depressiv tilstand. Derfor kan det være en nødvendighed, at symptomerne bliver fjernet, mens man arbejder på at fjerne selv årsagen til depressionen.
Jeg synes lige, at jeg ville tilføje dette, inden debatten kører på vildspor.
Mange hilsner
Kameliadamen
Det var godt, at vi lige fik skilt tingene lidt ad. Det er selvfølgeligt en anden type medicin, man bruger i dag og selvfølgeligt er det en anden type medicin, det handler om for Oktober.
Mit svar var skrevet udfra Oktobers spørgsmål om, hvordan det påvirkede mig, da jeg ikke længere tog medicin - men det kan jo være svært at bruge det svar til noget, når der er tale om en anden type medicin. Derfor kommer det nok mere til at handle om, at vi hver især må gøre op med os selv, hvordan vi har det med medicinering i det hele taget.
Personligt forstår jeg udfra mine egne erfaringer, at der kan være et absolut behov for medicinering men omvendt har jeg også oplevet, at det senere var en absolut nødvendighed for mig ikke at blive medicineret - uanset arten af medicin.
Mange hilsner Helene
hyggeligt at vænne tilbage til så mange indlæg.
Jeg får Lyrika imod angst, men som sagt, så virker de ikke en dyt.
Jeg synes faktisk, at jeg har fået det værre siden jeg startede med dem. Jeg startede på minimumsdosis, men valgte at gå op på dobbeldosis en uge inden jeg rejste.
Og nu, lige nu faktisk, er det gået op for mig, at jeg har været deprimeret i en hel måned. Jeg har ikke været rigtig glad hele den sidste måned, selv om jeg har været på denne fantastiske rejse. Efter den første uge startede det, hvor jeg var ked af det lige fra jeg vågnede om morgenen. Samtidig blev min angst værre og værre, og nu har jeg det ret skidt, selv om det er mine bedste veninder jeg er sammen med. Jeg kan kun slappe rigtigt af, når jeg er alene, og jeg må kæmpe for at være til stede, når jeg er sammen med folk, for aller mest har jeg lyst til at gå eller at lukke øjnene.
Men hvordan kan jeg gå fra at have det okay dog med en del angst til at have det sådan her. Det hele burde jo blive bedre med tiden og ikke værre. Det er ikke helt sjovt. Jeg har talt tilbage til, at jeg har fået medicin i mindst 10 mdr. nu, så jeg kan ikke helt forstå hvad jeg gør galt (jeg ved I vil råbe op her). Så jeg kommer jer i forkøbet. Jeg bestemmer jo ikke selv, hvordan jeg har det. Men jeg tænker bare, at jeg da må have gjort noget galt, for ellers ville det være blevet bedre.
Jeg lå lige før og prøvede at være i denne her følelser af stress, angst og ked af det hed og tænkte, at jeg skal arbejde med mig selv og ikke imod mig selv. Sådan for at forebygge selvdestruktive tanker. Og det lykkedes sådan set også. Så det er vel okay.
Jeg blev alt for fuld i fredags, og selv om jeg blev helt vildt ked af det og gal på mig selv, fik jeg håndteret det på en god måde. Så alt i alt er jeg ved at lære at arbejde uden om det her. Men jeg er bare træt af at arbejde uden om det. Jeg vil hellere af med det.
Men jeg har også bare utroligt mange ting om ørene for tiden (som altid). Jeg starter på mit nye frivillige job i morgen, og lige pludseligt er jeg vildt bange for, at jeg slet ikke magter det. Men så må jeg bare gå ned på færre timer, hvis det er. Det er heldigvis mig selv der bestemmer. Det er i hvert fald vigtigt for mig at have noget at stå op til hver dag. Om jeg så kun skal afsted et par timer om dagen.
Det blev vist en rodet smøre det her, så jeg må nok hellere stoppe her.
Min tanker drøner afsted, og jeg når lige ind i mellem at fange en af dem, men jeg kan aldrig tænke dem igennem, for jeg kan som regel ikke ændre på nogle af de ting jeg tænker over. Jeg har mest lyst til at grave mig ned og lade altting løse sig hen over hovedet på mig. Også selv om der ryger nogle vigtige detaljer med i svinget. Men man kan jo ikke bare smide ansvaret for sit liv fra sig.
Hilsner fra en tanke-træt Oktober
O.k., det er altså hverken antidepressiv medicin eller antipsykotisk medicin, som du får, men derimod medicinen Lyrica, der bruges mod epilepsi, men som i 2009 også blev godkendt som middel mod angst.
Jeg vil lige sige, at jeg ingen som helst erfaringer har med Lyrica.
Man plejer at sige, at antidepressiv medicins virkning sætter ind efter ca. 3 uger. Jeg har ingen anelse om, hvordan det forholder sig med anti-epilepsi-medicin. Men du har nu afprøvet Lyrica i 10 måneder uden nogen positiv virkning, så derfor vil jeg sige, at denne medicin må være afprøvet fuldt tilstrækkeligt! Jeg synes, at du har været engleagtigt tålmodig.
Jeg vil nu bringe en henvisning til lægemiddelinformation om Lyrica:
https://www.sundhed.dk/applikationer/Ap ... viceType=1
Jeg er lidt usikker på, hvordan du vil reagere på dette. Men vi er nødt til at have sandhederne på bordet.
Hvis du kigger under bivirkninger, vil du se, at både personlighedsforstyrrelser og depression optræder som en - ganske vist ikke almindelig - bivirkning, men dog en bivirkning, der forekommer hos 0,1-1 % af brugerne.
Når Lyrica bruges mod angst står der, at ”behandlingsbehovet bør vurderes regelmæssigt.”
Under ”forsigtighedsregler” står der: ”Behandling med pregabalin er forbundet med en let øget risiko for selvmordstanker og -adfærd.” (Pregabalin er indholdsstoffet i Lyrica.) Sådan som jeg husker det, var du for nogen tid siden på hospitalet, efter at have taget for mange piller. Var der slet ingen, der satte spørgsmålstegn ved, om Lyrica kunne have noget af skylden for dit selvmordsforsøg?
Under Interaktioner står der: ”Pregabalin kan forstærke den sederende virkning af lorazepam og alkohol.” Er der ikke noget om, at du har problemer med at tåle alkohol? Har din psykiater ikke fortalt dig, at Lyrica og alkohol kan være en uheldig kombination?
Det lyder alt sammen foruroligende, og jeg er som sagt ikke klar over, hvordan du vil reagere på det, jeg skriver. Måske har du allerede læst om det, evt. i indlægssedlen til medicinen og stillet din psykiater spørgsmål om disse ting, og måske har han svaret, som læger ofte gør, nemlig at der er bivirkninger ved alt, hvad der virker, og at man ikke skal gå for meget op i den slags.
Min mening er, at der er en årsag til, at disse advarsler står der, og at man derfor ikke skal ignorere dem.
På den anden side vil jeg sige, at jeg har været i lignende situationer, især med forskellige slags blodtryksmedicin, som jeg blev hundesyg af, og hos den seneste psykiater droppede jeg den antidepressive medicin, fordi den gjorde min depression værre. Det er åbenbart noget, man kan komme ud for. Desværre er vi somme tider lidt for tilbøjelige til at stole alt for meget på lægerne.
Jeg synes bestemt, at du skal tage dig en snak med din psykiater med henblik på at trappe ud af Lyrica snarest. Man må aldrig stoppe lige pludselig med den slags medicin.
Jeg håber, at du lige vil skrive et indlæg, så jeg kan vide, hvordan du har det med at læse disse informationer om Lyrica. Det er bedre at læse dem nu og tage konsekvensen af dem end at gå endnu længere tid på en medicin, der så åbenlyst ikke hjælper dig.
Mange hilsner
Kameliadamen
Folk er jo forskellige, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at du piner dig selv eller går ud over dine egne grænser for at kunne være sammen med andre mennesker.
Jeg vil lige citere et afsnit fra en bog, der hedder: 'Hvilken psykoterapi skal jeg vælge' af Anders Westenholz:
'…Jeg murede mig inde og led meget af ensomhed. I den periode opsøgte jeg flere terapeuter, der alle som én arbejde på at nedbryde min forestilling om, at ingen gad omgås mig, fordi jeg var fattig. Naturligvis kunne jeg finde nye venner og seksualpartnere, hvis jeg bare ville prøve. Der fandtes hundredvis af muligheder. Ja, svarede jeg, jeg kunne f.eks. gå ind på Hovedbanegården og sætte mig blandt de andre subsistensløse og måske kunne jeg en gang om måneden få råd til en kop kaffe og en ti-styks. Naturligvis rystede mine terapeuter alle på hovedet, for sådan var verden jo ikke skruet sammen – det vidste man.
Det tog faktisk flere år, før jeg – ved egen hjælp – fandt frem til, at mit problem lå et helt andet sted. Nemlig at jeg befandt mig bedst ved at være alene, men havde ladet mig gennemsive af den altomfattende forestilling om, at ensomhed i sig selv er et onde…'
Det kan måske tænkes, at du lige nu er så fyldt op indeni, at der simpelthen ikke kan fyldes mere på. Og er man sammen med andre mennesker, så bliver der hele tiden fyldt mere på. Så måske skal der tømmes ud, før der er plads til mere?
Jeg har kæmpet en årelang kamp mod kommunen for min ret til ikke at skulle være sammen med andre mennesker udover, hvad jeg selv har lyst til og overskud til. Jeg måtte igennem en lang periode med isolation, men gradvist fik jeg overskud til igen at indgå i sociale relationer – på mine betingelser.
Hvad er det mere præcist, du forestiller dig, at du kan have gjort galt, så du ikke har fået det bedre?
Du skriver: 'Min tanker drøner af sted, og jeg når lige ind i mellem at fange en af dem, men jeg kan aldrig tænke dem igennem, for jeg kan som regel ikke ændre på nogle af de ting jeg tænker over'.
Måske du kan prøve at skrive tankerne ned? Nej, du kan sikkert ikke ændre nogle af de ting, du går og tænker over lige her og nu. Men netop ved at fastholde tankerne og drøfte dem med andre, kan der gradvist opstå andre følelser og tanker, der måske ikke kan løse problemerne for dig men som kan få dig til at forholde dig anderledes til dem, fordi der sker nogle følelsesmæssige forandringer. Det er jo det hele processen handler om: Følelsesmæssige forandringer. Forandres dine følelser kan det være, at mange problemer slet ikke behøver at blive opfattet som problemer længere eller ialtfald ikke er uløselige. Men det sker ikke før, du for alvor tager fat i dem og arbejder med dem.
Nej, man kan ikke smide ansvaret for sit liv fra sig. Men nogle gange tror man, at man påtager sig ansvaret og så gør man i virkeligheden det modsatte. Du kan jo prøve at spørge dig selv i enhver given situation, om du nu handler ansvarligt. F.eks.:
- Er jeg ansvarlig overfor mig selv og mit eget liv, når jeg i 10 måneder har taget medicin, jeg får det dårligt af uden, at den virker?
- Er jeg ansvarlig overfor mig selv og mit liv, når jeg fester og drikker?
- Er jeg ansvarlig overfor mig selv og mit liv, når jeg er sammen med andre, selvom jeg helst vil være alene?
- Er jeg ansvarlig overfor mig selv og mit liv, når jeg fylder min dagligdag med gøremål, så jeg får travlt?
Undskyld, at jeg provokerer dig lidt her. Jeg ved, at du søger efter noget, der kan bringe dig ud af den labyrint, du befinder dig i. Jeg ved godt, at du netop prøver at være ansvarlig for dit eget liv ved ikke at give helt slip og ryge ned med flaget. Problemet er bare, at det meget let bliver en kamp mod dig selv, så du skubber problemerne foran dig, indtil du vover at dykke ind i dem og mærke dig selv fuldt ud.
Mange hilsner Helene
Hej Kameliadamen,
hvor er det sødt af dig, at du har kigget indlægssedlen igennem.
Det skal lige siges, at jeg kun har fået Lyrika siden midt i juni. De sidste ti måneder har jeg prøvet 5-6 forskellige slags medicin i diverse kombinationer.
Så jeg har alt i alt kun fået Lyrika i halvanden måned.
Der er mange af tingene, som jeg godt kan huske at have læst, men aldrig har taget seriøst. Det med at drikke, det ved jeg godt. Jeg føler bare ofte, at det er den eneste måde, som jeg kan være sammen med mine venner på. Jeg elsker at gå i byen, snakke med folk og danse. Men nu kan jeg ikke rigtigt, fordi jeg ikke kan "give mig hen" og åbne mig. Og alkohollen er min eneste mulighed for at se mange af mine venner ad gangen. Det er en effektiv måde, så jeg ikke skal rende rundt til de enkelte venner og blive stresset over det.
Men jeg er ved at forstå, at det er meget dumt at drikke. Jeg var rigtig tæt på at gøre noget dumt igen i en kæmpe brandert her i weekenden, og jeg bliver så ked af det hver gang. Måske er det også det der sidder i kroppen af mig lige nu. Jeg bliver chokeret over, at jeg pludseligt får så ekstreme impulser. Og samtidig ked af, at jeg har så mange følelser, som jeg ikke kan komme af med. Og delvist også fordi jeg bliver frustreret over at være så låst fast, at jeg ikke bare kan gøre det.
Men det med, at en bivirkning er angst og depression. Det er stof til eftertanke. Det er alt det du skriver, for når du samler det på den måde, så giver det et ret godt billede af, at man ikke skal tage denne her medicin, hvis ikke virkningen kan opveje de evt. bivirkninger.
Én ting, jeg tænker over er, at jeg fik antidepressiv inden angst medicinen, og ca. tre uger efter jeg skiftede medicin, blev jeg deprimeret.
Ahhh, det er altså svært det her. Men jeg vælger at stole på, at min psykiater kan følge mig i alt det her. Han er ikke medicin-gal, så jeg tror det rent faktisk. Jeg håber bare, at han er med på, at jeg skal af de her piller. Jeg er bare lidt nervøs for, hvad jeg har af hjælp, hvis jeg ikke få medicin.
Men alt det kan jeg ikke sige noget om det hele før på mandag, når jeg har talt med psykiateren. Jeg er bare småfrustreret med, at det hele går så langsomt. Det er underligt at have det sådan her, og så hele tiden skulle vente på, at det hele rykker...
Jeg vil prøve at slippe alle tankerne resten af dagen. Det nytter jo ikke så meget. Jeg er ved at have afklaret hvad jeg synes, men samtidig stoler jeg utroligt meget på psykiateren, så jeg venter (og venter og venter og venter...)
Mange hilsner fra en måske lidt forvirret Oktober
så blev det din tur :-)
Du skriver:
"Det kan måske tænkes, at du lige nu er så fyldt op indeni, at der simpelthen ikke kan fyldes mere på. Og er man sammen med andre mennesker, så bliver der hele tiden fyldt mere på. Så måske skal der tømmes ud, før der er plads til mere?"
Problemet i det er, at der aldrig bliver tømt ud (aldrig = inden for de sidste 12 år), så jeg er nødt til at kæmpe for at beholde mine venner. Et andet problem er, at jeg slet ikke kan holde ud at være alene. I hvert fald ikke lige nu.
Fx.: Jeg går lige nu og overvejer, om jeg skal tage til Skanderborg i weekenden med en veninde og se på festivallen.
For: Jeg vil gerne se min veninde
Jeg er ved at blive sindsyg af at gå rundt herhjemme selv. Jeg vil gerne glemme hvordan jeg har det, for lige nu har jeg konstant ondt i maven, er utroligt ked af det og helt vildt træt
Imod: Jeg ved, at jeg ikke kan lade være med at drikke hvis jeg tager afsted
Jeg har ikke råd
Jeg har en idé om, at jeg trænger til at være hjemme
Så... Jeg er bange for at være alene, men kan heller ikke overskue de krav der er forbundet med at være sammen med folk.
Du skriver også omkring mine milliard tanker. Jeg fik faktisk skrevet dem ned i går. Det gav mig en hel a4 side med punktopstilling af alle de ting, jeg er bange for. Men jeg har slet ikke nogen at tale med. Som jeg skriver det her, lyder det meget sølle. Men jeg skubber alt og alle væk fra mig, fordi jeg ikke kan åbne mig. Jeg har svært ved at se, hvordan det skal hjælpe mig, for jeg føler i hvert fald ikke, at det fx. hjælper at tale med min kæreste eller mine venner. Og så ved jeg ikke helt, hvem jeg skal tale med andet end min psykiater. Jeg kunne snakke i adskillige timer, men der får jeg kun 40min om ugen. Så kommer det altså til at tage utroligt mange uger.
Det er lidt sjovt med det sidste du skriver, og du har ret, det er rimeligt provokerende. Men det rammer mig, for det er netop også de tanker, der er begyndt at spille ind. Og måske er alt det her en ny form for selvdestruktion. Ikke at tage ansvar for mig selv. At lade som om, der ikke er andet at gøre, når de sundere alternativer kun er et valg væk.
Jeg har tit i mine tidligere depressioner og især da jeg havde spiseforstyrrelser haft det sådan, at jeg ikke havde lyst til at få det bedre. Måske fordi det her nu er så kendt for mig, at jeg slet ikke vidste, hvad det andet ville indebære. Men også fordi jeg ikke har haft magtet at lave de ændringer, der skal til.
Mit problem er også, at jeg tænker så ekstremt sort - hvidt. Enten dur jeg ellers er jeg helt i stykker. Så enten kører jeg derud af på højtryk ellers ligger jeg krøllet sammen hjemme i sengen. Jeg kan slet ikke finde ud af at leve i balance, for jeg tror aldrig nogensinde jeg har gjort det.
Jeg er splittet, og gør konstant ting, der fjerner mig mere fra mig selv. Men alt det her (og det er du helt sikkert også godt klar over, når du skriver) er utroligt svært. Og det er der alt det selvdestruktive kommer ind i billedet. Jeg er så træt! Alt hvad jeg gør og siger skal måles og vejes utroligt nøje. Hvis jeg lader noget ske automatisk, kan jeg næsten være sikker på, at jeg træffer det forkerte valg. MEn jeg bliver træt og sur over hele tiden at være på vagt, og hele tiden skulle gøre det hele rigtigt. Og mest af alt, af hele tiden at skulle bevare kontrollen.
Det er bare SÅ svært, for det er et stort rod det hele lige nu. Og jeg føler slet ikke, at jeg rykker mig. Jeg bliver ved med at modarbejde mig selv og danse uden om de planer jeg ellers har. Nu kan jeg fx. også se, at jeg har haft aflyst en del gange hos psykiateren, hvor han ellers har prøvet at fastholde mig på hver uge.
Jeg er igang med at indse, hvor vigtig jeg er i mit eget liv. At jeg faktisk bestemmer rigtig meget af det der sker i mit liv, og at jeg har mange valg. Det er en god ting. Men det er også forbundet med en følelse af, at jeg mister utroligt meget ved at skulle tage de her nye valg og gå de nye veje.
Som jeg citerede fra dit sidste indlæg, så skrev du, at der skal tømmes ud. Det er der jeg løber panden mod en mur, og ikke kan se, hvad jeg skal gøre. De eneste udtømingsmåder jeg kender, er forbudte. Så ligesom utroligt mange gange før i det her lange forløb, sidder jeg tilbage med en sitren i hele kroppen af negativ energi, som æder mig langsomt op. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme af med den. Det er måske mit største problem af alt. At når jeg får den følelse, så bliver jeg trængt op i en krog, og kan ikke finde en løsning. Måske kræver det noget simpelt taktisk. Jeg har prøvet meditation, afslappende medicin, motion, sove, være alene, være sammen med folk, tage utroligt mange piller på en gang og skære i mig selv. Men intet af det virker.
Så lige nu.... ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre af/med mig selv.
Måske er jeg lidt fortabt?
Du skriver: 'Måske er jeg lidt fortabt?'
Nej, du er ikke fortabt. Men måske du føler dig fortabt. Det er to helt forskellige ting.
M.h.t. at være sammen med andre mennesker, selvom du ikke orker:
For det første er det klart, at der aldrig er blevet tømt ud. Jeg forstår også, at du har brug for at være sammen med andre mennesker og at du ikke kan holde ud at være alene. Men ikke desto mindre, så er du måske som et klædeskab, der er fyldt op til randen og der kan ikke proppes mere ind, lige meget hvor godt det er og hvor gerne du end vil.
Du skriver: '… jeg skubber alt og alle væk fra mig, fordi jeg ikke kan åbne mig. Jeg har svært ved at se, hvordan det skal hjælpe mig, for jeg føler i hvert fald ikke, at det fx. hjælper at tale med min kæreste eller mine venner.'
Din kæreste eller dine venner er næppe de rette at tale med. En terapeut ville være at foretrække. Hvis al den negative energi skal ud, er du nødt til at åbne dig. Er der nogle af tingene, du måske evt. kunne skrive herinde? Eller har lyst til at skrive privat om? Uden at åbne dig kommer du ingen vegne.
Igennem disse år har jeg arbejdet meget med min spiseforstyrrelse og det gør jeg igen nu. Jeg ved, at det ikke hjælper mig bare at tvinge mig til at spise sundere. Bare tanken dræner mig for energi. Jeg må helt ind og have fat i de følelser, der er årsag til, at jeg opretholder min overvægt. Nu er jeg nået helt ind til essensen i det hele og forstår, hvad der har været den dybere årsag og gevinst.
Der er en grund til, at man stritter imod forandringer og det kan være nødvendigt, at man får afdækket, hvad der er årsag til modstanden. Hvilken dyb frygt er årsag til, at man hindrer sig selv i at få det så godt, som man ønsker sig det?
Noget af det første, jeg mærkede i min terapi, var, at alt det der tidligere havde været umuligheder begyndte at blive muligheder, efterhånden som mine følelser forandrede sig.
Den sort/hvide tankegang hjælper for det første til at gøre verden mere overskuelig. Men den låser også én fast og hindrer én i at se mulighederne. Derfor kan noget, der umiddelbart er naturligt for andre være helt umuligt for én selv. Der skal arbejdes med følelserne og det man er bange for. Når man ikke er bange for sine følelser, har man uanede muligheder og valg.
F.eks. var det tidligere umuligt for mig at bede en buschauffør om at skrue ned for musikken, selvom den generede mig. Det var ikke noget, jeg tænkte over, jeg gjorde mig bare døv for musikken i stedet for. Efterhånden blev jeg klar over, at det bl.a. handlede om, at jeg var bange for at blive afvist eller at andre blev vrede, hvis jeg 'krævede' noget af dem. Den frygt kunne jeg arbejde med og overvinde ved at gå ind og undersøge, hvor den kom fra. Nu beder jeg uden videre om, at der bliver skruet ned. Chaufførens reaktion betyder ikke længere noget for mig, for jeg kan tackle den uanset, hvordan den er. Dette er bare et eksempel på, hvordan man kan begrænse sig selv og hindre sig selv i at forbedre en situation, fordi der er noget man (ubevidst) frygter og at man får flere handlemuligheder, når der bliver arbejdet med følelserne og angsten.
Det er ekstremt trættende hele tiden at skulle kæmpe for at bevare kontrollen. Lige nu går du givetvis med en frygt for at miste kontrol. Der er én måde, du kan slippe af med den frygt på: Ved at miste kontrollen og opdage, at verden ikke går under af den grund. Men for at det kan lade sig gøre, må du også føle dig tryg og sikker i forvisning om, at der er en anden, der så overtager kontrollen, når du slipper den. For at du kan give slip, må du være sikker på, at der er en anden, der holder fast. Derfor er det helt nødvendigt med en god terapeut, man stoler på, kan samle én op igen, når man falder. Det er helt nødvendigt, at man lader sig falde og derfra finder ud af at rejse sig igen.
Du mærker den negative energi, der bobler rundt inden i dig, skal ud. Du har prøvet en masse ting, men intet af det har virket. Det der virker er noget, du ikke har prøvet endnu. F.eks. konfrontation i stedet for flugt – at give slip i stedet for at holde fast. Men du skal først finde den person, der kan hjælpe dig med det.
Jeg er lige gået i gang med at læse en bog, der hedder: 'Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom' af Kirsten Fauken. Indledningsvis er der et citat af Vigdis Gabarek:
'Lær alt om dig selv at kende, så intet er dig fremmed.
Du må ville se det hele, både de du ønsker
og det du ikke ønsker at vide om dig selv.
Det du vil vide, løber som en villig bæk.
Det du ikke vil vide, er som vand
der er hindret af kviste og døde blade.
I stilstanden ændres det langsomt,
fra at være livgivende, til brakvand,
der forgifter dit liv.
Alt det du løber fra,
forfølger dig for at forløse dig'.
Når du går ind i de følelser, du frygter, så opdager du, at de ikke fanger dig men forløser dig og gør dig fri. Men du skal have den rigtige hjælp og støtte til at kunne gøre det.
Kærlig hilsen Helene
Sidder her i de sidste ti min på mit arbejde (som jeg selv planlægger, så jeg må flexe lidt ;-) og runder dagens arbejde af. Jeg kan mærke, at jeg konstant tænker. Selv når jeg sidder og arbejder kører mine tanker rundt.
Jeg er langsomt ved at finde frem til, hvad der hjælper mig. Det er en balance mellem at slappe af og være aktiveret. Den mindfullness der ligger i at være fuldt optaget fx. af jobbet eller i min yoga, den giver hovedet ro, og gør, at tankerne bliver skubbet lidt. Jeg kører i et langsomt tempo og bruger utroligt meget tid med mig selv. Fx. har jeg de sidste to morgener brugt halvanden time på at hygge med at tage neglelak på, vælge tøj og sådan. Normalt racer jeg ud af døren, men med det nye job, bestemmer jeg selv, hvornår jeg møder, så jeg kan tage den tid, jeg har brug for. Og det er godt for mig!
Jeg tænker meget på det du skrev om helt tilbage i starten med selvomsorg, så jeg gør nogle gode ting for mig selv. Både nogle ting, der ikke rigtigt kræver aktivitet (fx. at se tv), men også ting som at lave noget lækkert mad. Og så prøver jeg at fokusere på banale ting, som gør mig glad. Jeg køber blomster, kigger på regnen og sådan. Det er min strategi for at klare mig til på mandag, hvor jeg skal til psykiateren.
Det er meget interessant det du skriver med spiseforstyrrelse, for jeg tror, jeg har det på præcist samme måde. Jeg arbejdede med min gamle psykolog, men hendes metode ramte mig slet ikke. Vi arbejdede med myter omkring ernæring og sådan. Og det er ikke helt det, der skal til. Jeg er i hvert fald stadig lidt skæv i det i fht. mad. Hver bid jeg kommer i munden bliver nøje overvejet, og jeg tror, at min overspisning har været en måde for mig at være selvdestruktiv. Lige nu er jeg nogenlunde på et godt sted, hvor jeg spiser sundt og ikke har vildt svært ved at sige nej tak til slik. Men samtidig kan jeg mærke det hele ligge og lure på hvornår der blir' plads til det. Altså, jeg er bange for at være på slankekur. Men der ligger nok en sund test i at gøre det. I at kunne finde balancen i det. Så det stræber jeg efter lige nu. Det er også en måde at vise mig selv, at jeg er god ved mig selv: Jeg spiser sundt. Hverken for meget eller for lidt.
Jeg har fundet ud af, at jeg er helt vildt bange. Jeg tror det er det, der sidder i mig. Jeg er bange for aldrig at få det bedre, bange for ikke at kunne klare mit nye job, bange for at komme til at ødelægge mit liv på én aften, at skulle starte på studiet igen. Og mest af alt, tror jeg, at jeg er bange for at være svag og sårbar.
Alle de ting jeg er bange for skyder én ad gangen ind i mine tanker i løbet af dagen, som et spyd i hjertet. Jeg tør ikke fange tankerne, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med det. Og jeg er bange for at bryde sammen, hvis jeg sætter mig ned og tænker over tingene. De sidste dage her, har jeg været rigtig ked af det. Nu hvor jeg har det lidt bedre, og i hvert fald er stoppet med at græde, kan jeg mærke, at jeg vil gøre alt for ikke at få det sådan igen. Jeg er bange for at være ked af det og hjælpeløs. Derfor prøver jeg at lukke af. Det er som om, at når alt går godt, lader jeg disse spyd gå ubemærket ind i mit hjerte. Og pludseligt blir det fyldt, og jeg går helt ned. Og så er jeg helt fortabt (eller jeg føler mig helt fortabt) og går i panik. Og så kører det hele tiden fra at alt er godt og direkte til, at alt er skidt.
Altså: Når jeg er ked af det, går jeg i panik, fordi jeg føler jeg skal gøre noget. Jeg ved ikke helt hvorfor, men følelsen indeni er uudholdelig, og siger mig, at jeg skal ud af det.
Når jeg så får aflad (engang var det ved at skære i mig selv. Nu er det enten ved at tale med én eller ved at tude i nogle dage) får jeg det godt igen. Og så kan min krop huske, at det var en dårlig/farlig tilstand og gør alt for at undgå den. Og så undertrykker jeg alt negativt og netop derfor ender jeg i paniksituationen igen... Aha...
Kan du følge mig? Jeg tror jeg skal indse, at jeg er bange. Det giver mig omsorg for mig selv. Og mere forståelse. Og så vil jeg tale med psykiateren om panikken, og om, hvordan jeg skal håndtere de ekstreme følelser jeg får og om den angst der også er forbundet med disse situationer.
Hmm, det er meget, hva :-)
Men det er da i det mindste noget. Så er jeg måske slet ikke fortabt. Jeg skal bare holde tankerne lige i hovedet, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Rigtig god weekend til dig.
Solskins hilsner fra Oktober