Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Hold da op, der bliver skrevet i dag :-)
Ja, underbevidstheden husker alt – og den kan finde det frem igen, når man har brug for det. Det er faktisk ret sejt :-)
Det er virkeligt hårdt, når man SKAL ét eller andet 'officielt' og praktisk, man slet ikke orker. Jeg kan mærke, at jeg stadigt dissocierer, når jeg skal 'tage mig sammen'. Jeg lukker af for følelserne og kobler automatpiloten til og helt automatisk sætter jeg det ene ben foran det andet men jeg er slet ikke mentalt til stede. Det er rædselsfuldt. Max. to gange af den slags på én uge, så kan jeg ikke mere og så ryger jeg helt ned. Og tænk sig – alligevel har jeg tidligere gjort det dag efter dag i mange år. Ikke mærkeligt, at filmen knækkede…
Jeg mener jo ikke, at man stikker hovedet i busken, fordi man i en kortere eller længere periode undgår andre mennesker. Ikke når man arbejder med sig selv. Noget andet er, hvis man slet ikke er bevidst om, hvad der sker og hvorfor og man ikke kan være sammen med andre. Men i din situation mener jeg ikke, at det er at udskyde en konfrontation med andre mennesker – det er tværtimod en konfrontation med dig selv. Det er også en måde at beskytte dig selv på. Jeg mener ikke, at det er sundt eller rigtigt, at man bare skal kunne være sammen med hvem som helt, når som helst.
Jeg har papirer på, at mine manglende sociale kompetencer gør mig uarbejdsdygtig! Jeg synes, det er nærmest grinagtigt, for jeg mangler ikke sociale kompetencer. Jeg kan bare ikke være ret meget sammen med andre mennesker og jeg er nødt til at være utrolig selektiv, hvem jeg er sammen med. Noget jeg synes, burde være en menneskeret. Jeg har kæmpet denne hårde kamp med kommunen til vejs ende, fordi jeg ikke KAN holde til og ikke VIL tvinges til at skulle være sammen med andre mennesker. Jeg opfatter det som min styrke men for kommunen (og sikkert mange andre) er jeg et offer, der har måtte isolere sig. Det er slet ikke min oplevelse, for det er jo det, jeg ønsker at få lov til og jeg kan få så ondt af alle dem, der ikke har den mulighed. For jeg er jo ikke mere isoleret, end jeg selv vælger at være det. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal konfronteres med mennesker og tvinges til at være sammen med andre udover, hvad jeg selv magter. Og det er meget lidt.
Så selvfølgeligt har du ganske ret i, at jeg vil sige, at det vigtigste er, at du først kommer i balance med dig selv, så må andre vente og komme i anden række :-) Du kan alligevel ikke give andre noget, før du har givet dig selv det.
Det lyder som et godt (og stort) emne for næste session med din psykiater.
Jeg genkender din følelse af, at din psykiater, er en slags mellemstation mellem dig og dit mål. Det skaber tryghed og det er beroliger og hjælper, at man har én man kan tale med om det, der sker indeni.
Også en god aften til dig :-)
Kærlig hilsen Helene
He, manglende social kompetence! De kunne vist godt bruge en talepædagog til at formulere deres papirer hos din kommune.
Der en kæmpe forskel på social kompetence og på lyst til social samvær. Jeg er vildt god til at tale med nye mennesker. Men lige nu magter jeg det ikke.
Jeg har absolut nok i mig selv. Jeg regner med engang at havne et sted i midten. Men man er nu engang der, hvor man er. Det er der altså ikke nogen, der skal prøve at presse én ud af. I hver fald ikke uden man har bedt dem om det!
Lige en sidste ting...
Jeg tror måske også, at jeg er lidt ekstra ude af den for tiden, fordi jeg tænker så meget. Jeg kommer tættere og tættere på døren, du ved :-)
Helt klart, man bliver mere sensibel, jo tættere på et gennembrud, man kommer.
Kærlig hilsen Helene
jeg vil fortælle lidt om min dag i går, som indeholdt en masse eksponering på lavere niveau.
Jeg startede med at være på arbejde, og det fungerer ikke så godt for mig for tiden. Jeg er simpelten for meget inde i mig selv. Jeg kan egentligt ofte godt li' at være afsted, men der er fx. nogle arbejdsopgaver, som jeg slet ikke magter. Og det dur ikke helt i et køkken, når man er der på fuld løn. Efter en arbejdsdag på fem timer, er jeg helt ødelagt.
Nå... Efter arbejde smuttede jeg hjem i bad og lå i sengen og nød at have fri. Og læste lidt i min bog. Jeg har købt de fleste af bøgerne af min nye yndlingsforfatter, så der er fart på, fordi jeg hele tiden ved, hvilken én jeg skal igang med næste gang.
Kl. fem om eftermiddagen skulle jeg mødes med min venindes veninde med en af min kærestes venners kæreste for at blive klippet. Det lagde grundlag for øvelse i kun at sige noget, når jeg havde noget på hjertet. Og der slog det mig, at sådan gør de også! For der var vildt mange stille perioder. Men det var okay. Det var jo en onsdag aften efter arbejde for os alle, så vi var trætte. Men det var rigtig hyggeligt, og jeg havde næsten ikke noget angst.
Efter jeg havde lavet mad til os, tog vi ned for at se bål nede ved stranden. Og det var også hyggeligt. Det virkede lidt underligt for mig, at vi ikke snakkede sammen hele tiden, men jeg kunne ikke rigtigt finde så meget at sige, så det var egentligt okay. Jeg har altid haft lidt svært ved min kærestes vens kæreste, fordi hun engang har kommet sammen med min kæreste, og har sagt nogle underlige ting til mig omkring det. Men det er efterhånden tre år siden nu, og vi er begge blevet lidt ældre.
Men i går spurgte hun ind til, hvorfor jeg holder pause fra studiet, og hvofor jeg tager medicin. Jeg blev lidt forvirret over det, og håbede i øjeblikket på at kunne nøjes med at svare depression. Men hun spurgte mere ind. Og det var faktisk fedt at kunne være helt ærlig overfor hende. Især fordi hun holder fødselsdag på lørdag, og nu kan forstå, hvorfor jeg måske ikke drikker.
Så jeg tror, at jeg til trods for mine problemer med relationer, er ved at få en ny veninde. Men det har faktisk også været lidt en kamp for mig, så jeg er lidt stolt :-)
Efter stranden tog jeg hen på min anden venindes arbejde og spiste og ventede på, at hun fik fri, og så fulgte jeg hende hjem.
Og det var bare så dejligt at gå en tur i solnedgangen Sankt Hans aften. Det var jo en utrolig smuk aften. Jeg synes, at folk er for meget, fordi jeg er så super følsom for tiden, så det var rart at kunne se det hele lidt på afstand og kunne bevæge mit frit rundt. Og mest af alt, lade tingene udvikle sig, som jeg havde lyst til i øjeblikket.
Så da jeg kørte hjemad lidt over midnat, var jeg fyldt op af glæde og kærlighed til verden. Det var rigtig dejligt. Det bedste var, at jeg ikke var helt fyldt op med "falsk" energi, som jeg ellers ofte er, når jeg har været sammen med folk. Jeg var bare dejligt afslappet og faldt hurtigt i søvn uden at tage en sovepille :-)
Det er et dejligt skridt i den rigtige retning. Og nu glæder jeg mig endnu mere til min rejse. Til at komme væk fra alt pres og stress. Det er bare min kæreste, mig og hele Syd Amerika. Og så har vi en måned til at nå fra Chile til Peru igennem Bolivia.
Jeg har lige fundet ud af, at fordi jeg søger handicaptillæg ved siden af min SU, så kan jeg ikke søge arbejde her, mens jeg har pause. Det er til trods for, at jeg først får at vide om et halvt år, om jeg får tillægget. Så jeg kan risikere ikke at få det, og så ikke have nogle penge til at sikre, at jeg kan klare mig igennem studiet. Men jeg tror, jeg vælger at tro på systemet, og at jeg får pengene. Så skal jeg ikke arbejde, men finde en anden måde at involvere mig i en hverdag med folk. For hvorfor skal jeg køre mig selv ned ved at arbejde, hvis jeg har stor chance for at får 7600kr (før skat) om måneden fra SU? Så vil jeg hellere bruge min tid og energi på mig selv og terapien, som allerede nu fylder vildt meget.
Jeg har tænkt mig, at jeg vil begynde at meditere meget mere end jeg gør nu. For lige nu er roen inde i mig selv, og bliver forstyrret af ting ude fra. Så jeg vil lære mig selv at holde fast i roen.
Puha, det blev til et langt indlæg :-)
Jeg håber du får en god dag, med hvad den end står på. Min er faktisk lidt fyldt. Men med gode ting. Jeg skal gøre rent, have kort besøg af en veninde, til træning, lave mad og ned og se landskamp i byen med min kæreste, min veninde og hans ven. Jeg tror det blir godt.
Glade hilsner fra Oktober
Forstår dig så udmærket m.h.t. arbejdet. Det er rigtigt svært at være tilstede 'ude i virkeligheden' og klare forpligtelser og ansvar, når der sker så meget inde i én selv og man er så fyldt op af alt muligt andet.
Hvor er det bare stort, at du kunne være stille sammen med de andre :-) Og du mærkede næsten ingen angst. Det lyder bestemt som om, at du fandt ud af noget meget vigtigt og slap en hel del anspændelse.
Jeg husker så tydeligt, hvordan jeg lærte at klare tavsheden. Det var først i en støttegruppe, hvor vi skiftedes til at have 'taletid'. Når den, der havde taletid, ikke sagde noget, måtte man bare vente. Det var meget svært - men godt. Siden opretholdt jeg telefonkontakt med én af dem fra gruppen. Hun kan holde lange pauser indimellem uden at sige noget. Jeg vænnede mig til, at det havde hun brug for, det var ikke fordi, jeg skulle skynde mig at fylde tavsheden ud.
Jeg fandt ud af, hvor min talemani stammede fra. Det var fra årene alene med min mor, fra jeg var 10-14. Hun sagde intet og det betød, at jeg kom til at tale så meget mere og meget hektisk, for jeg kunne ikke rumme tavsheden imellem os. Jeg gik virkeligt ud over mine grænser i et par år, til jeg opgav og trak mig helt væk fra samvær med hende.
Da jeg var blevet klar over det, kunne jeg tænke, at det ikke var mit ansvar at udfylde tavsheden sammen med andre mennesker. Blev der tavshed, måtte der blive tavshed. Så var det måske bare fordi, vi ikke havde noget at sige til hinanden og det måtte jeg jo så forholde mig til.
Det er også bare så godt og så stort, at du oplevede en gevinst ved åbenhed og ærlighed. Det er den måde venskaber og tættere relationer skabes på – hvis den anden part selvfølgeligt også kan det. Og det kunne hun jo, siden hun spurgte ind til dig. Og du klarede at svare og ikke bare glide af :-) Jeg forstår godt, at du er stolt – det har du også al mulig grund til at være :-)
Og så det allerstørste: Du var fyldt af glæde og kærlighed til verden og opnåede indre ro. Det er PRÆCIST kontakten til disse følelser, der ikke bare kan få dig hel igennem det her – men kan få dig længere, end du kan forestille dig. Kontakten til kærligheden til verden er kontakten til din sjæl. Det er en grad af Den Ubetingede Kærlighed. Så du har hul igennem nu. Selvfølgeligt venter der også hårde tider og meget arbejde forude – men du har haft følelsen og den indre ro det er det allervigtigste.
Hvis du kan skabe dig en fast meditationspraksis, så vil det jo helt klart støtte din proces. Hvis du kan meditere på kærlighedsfølelsen, så når du givetvis langt.
Hold da op, og så sætter systemet ligefrem en stopper for dit arbejde. Det tror jeg selvfølgeligt er et tegn på, at det er fordi, det er meningen, at du skal noget andet og får hjælp. Jeg tror, det er et tegn fra din skytsånd eller De Højere Magter, der guider dig i den rigtige retning :-) Så jeg synes, det er godt, at du vælger at tro på, at du vil få pengene. Det er gode prioriteringer, du træffer – dig selv og din terapi først :-)
Hvis du på et tidspunkt får lyst til det, så har CMS (Center for seksuelt misbrugte Fyn) i Odense forskellige aktiviteter og et mødested til at mødes med ligestillede – også bare til hygge. Gid vi dog havde den slags mange steder i landet… http://www.csm-fyn.dk/Aktiviteter
Det lyder rigtigt spændende med Jeres rejse. Jeg tror også, at det nok kan være godt med et pusterum for dig. Hvornår er det, I skal af sted?
Ja tak, jeg tror da på, at din dag var fyldt. Hold da op :-) Jeg håber, at du har nydt alle dine aktiviteter og har haft en god dag. Det har jo været et fantastisk vejr.
Jeg har været nogle timer i byen med min datter men ellers har jeg (som sædvanligt) siddet og skrevet. Jeg synes, det tager form nu. Jeg har vist fundet den rigtige vinkel, så det begynder at ligne noget brugbart :-)
P.S.: He he, du skal vist ikke snakke om lange indlæg ;-) I starten undskyldte jeg altid længden – det er jeg holdt op med ;-)
Kærlig hilsen Helene
Nu hvor min computer nægter at vise kampen, må jeg nøjes med at lytte til den. Men det giver mig mulighed for at dele min opmærksomhed lidt med dig :-)
Vi rejser på onsdag og skal være væk i en måned. Det bliver utroligt lækkert. Jeg er lidt i den klassiske pakke panik, fordi vejret er svært at lure på den anden side af ækvator. Det er faktisk vinter dernede nu.
Jeg havde en vildt underlig dag i dag. Blandet af både godt og dårligt. En lille påmindelse til mig om, at jeg stadig skal tage den med ro, og at der stadig er lang vej fremad, selv om det allerede lysner meget.
Jeg vågnede tidligt, brugte et par timer på at gå og nusse og stå op.
Og så fik jeg ryddet op i alt mit rod, så jeg kunne gøre rent senere på dagen. Midt på dagen blev jeg helt vildt træt, så jeg bestemte mig for at prøve at meditere. Jeg endte med at falde i søvn, men det var godt, for jeg blev helt afslappet. Der opstod nogle underlige drømme og tanker mens jeg stadig var i meditationen. Jeg kan ikke huske dem nu, bare at jeg undrede mig over at drømme mens jeg var vågen.
Inden jeg mediterede prøvede jeg at tolke en drøm jeg havde i nat. I drømmen gik jeg med min veninde, da det gik op for mig, at hun var igang med et røveri. Og endda hos en af mine fars venner. Vi blev jagtet bagefter og hun blev fanget, mens jeg slap væk. Jeg tænkte konstant på, at jeg skulle gå tilbage og melde mig.. Og fortælle sandheden. Og jeg kunne slet ikke fortsætte og være til stede, så længe det lå i tankerne.
Jeg kunne ikke helt greje drømmen, men tænkte, at det er noget med at hænge fast i nogle ting, som jeg bør slippe og komme videre af. I drømmen havde jeg jo faktisk ikke gjort noget ulovligt, men jeg blev alligevel ved med at have det dårligt over det.
Bagefter trak jeg et tarotkort, som sagde, at jeg hang fast i noget, som var overstået. At det handler om, at jeg prøver at komme videre, men at der er noget, der bare ikke vil lykkedes for mig. Det passer vildt godt sammen med drømmen. De næste to kort fortalte mig, at jeg skal tage kampen op, og at det her er den vigtigste kamp i mit liv.
Det sagde mig utroligt meget. Jeg tror at det er til for at skubbe mig videre i den rigtige retning, så jeg ikke skal opgive igen. Og ikke mindst for at vise mig vigtigheden af at kæmpe.
Jeg blev i hvert fald overrasket over, hvor godt det passede. Det er sjældent det gør det, fordi det kræver, at man er meget åben overfor det. Det sidste kort jeg trak (verden) talte om mit mål. Så bagefter skrev jeg følgende:
Mit mål:
At sætte mig selv over alt andet. Og at blive mere balanceret, rolig og glad.
Det kan jeg opnå ved:
* at udfordre mig selv (uden at presse mig selv!)
*Finde mine behov og grænser og lære dem at kende
*Se mig selv indefra i stedet for udefra
*Tolke og reagere på indre signaler
*Arbejde på forbindelsen mellem mine følelser, reaktioner og tanker
Især i fht. mig selv men også mine sociale relationer.
Det er ret store tanker, jeg fik ud af det.
Du er så opfindsom Helene. Har du en idé til, hvordan jeg kan hjælpe mig selv i processen med at acceptere konsekvenserne alt det her rod? Jeg kan mærke, at det virker godt, hver gang jeg forstår og handler på et indre signal om fx. at slappe af. Men jeg går og tænker på, om der er noget andet jeg kan gøre.
Er det bogen du skriver så meget på?
Jeg synes det er helt vildt spændende.
Mange hilsner fra Oktober
Hvor bliver det bare spændende med Jeres rejse. Kan godt se, at der må være meget at panikke over, for der må jo være en del at få styr på, når det er en hel måned.
Jeg prøver at komme med lidt tolkningsforslag til din drøm: Det tyder på, at der ligger noget urealistisk skyldfølelse. Du havde ikke havde gjort noget forkert men alligevel tænkte du på at melde dig og fik det dårligt. Måske fordi du påtog dig en andens ansvar? En uundgåelig problematik i forbindelse med f.eks. seksuelle overgreb. Barnet påtager sig altid skylden.
Din veninde er jo også en side af dig selv i drømmen – hun symboliserer sider af dig, du ser tydeligere hos hende end hos dig selv. Det er altså en anden (du er knyttet til og har et fællesskab med), der vil tiltvinge sig noget, der ikke er hendes. Du påtager dig ansvaret for hendes forkerte handling og føler skyld. Hvorfor hos din fars ven? Hvad associationer får du i forbindelse med ham? Din veninde blev fanget (dit fortidige jeg – barnet?) men du (som voksen?) slap fri.
Sammenfatning: At du som barn har ville tiltvinge dig noget, der ikke var dit (voksen kærlighed, opmærksomhed, tilknytning, interesse eller andet) og du som voksen, har stadigt skyldfølelse over det, fordi du gjorde det på en 'forkert' måde' (altså din dom over, at barnet opførte sig forkert). Men det er et skud i tågen :-)
Fantastisk med tarotkortene. De passede jo fantastisk. De kan altså ét eller andet :-)
Jeg prøvede for sjovt lige at trække ét lige nu og spurgte 'Resultat pension mandag?' Svaret var:
Dommen - Fornyelse, resultat, forandring, ny begyndelse.
Du mærker at din energi bliver stærkere, og du ændrer dermed din bevidsthed.
Du går en dejlig tid i møde med forandringer og fornyelser. Du vil blive belønnet for dit arbejde og resultat. Du har nået nogle personlige mål, og du kan nu tage tingene lidt mere afslappet end hidtil!
Det lyder jo fantastisk :-)
Det lyder rigtigt godt, det du har skrevet ned omkring dine mål. Det er jo fornemme mål og præcist dem, der vil føre dig igennem denne proces.
Først og sidst: Lyt altid indad og lyt til dit hjerte – det er sjælens stemme og lidt firkantet sagt handler det her om genforening med sjælen. Sjælen ønsker kun én ting: At kunne føle Den Ubetingede Kærlighed, så jorden kan blive et godt sted at være :-)
Jeg ved ikke, om jeg rigtigt forstår det med hjælp til at acceptere konsekvenserne af rodet :-) Men her er et forslag, hvis det altså er det, du mener.
For at skabe vedvarende, positive forandringer, må underbevidstheden have en fornemmelse af, at der er både en kort- og langsigtet gevinst ved forandringer. Kortsigtet er det ved at mærke, at det giver gevinster, når du overvinde den angst, der har afskåret dig fra dig selv. F.eks. ved at tie, når der ikke er noget vigtigt at sige. Eller ved at slappe af, når du mærker behovet. Ved at dyrke skønhed, indre glæde og nydelse, taknemmelighed og medfølelse.
Fornemmelsen af langsigtede gevinster kan du få ved at skabe realistiske forestillinger om, hvor godt du får det i din fremtid, når du er blevet den person, du altid har ønsket dig at være og har fået det liv, du ønsker dig. Et klart og tydeligt billede af din fremtid, vil fjerne dig lidt fra nutiden og det er en god distance, for den kan få dig til at se det større og mere overordnede perspektiv. Det er godt at visualisere over, så du får en følelsesmæssig fornemmelse af fremtiden, når du har nået dine mål.
Det nytter ikke, at du tænker, at du vil være berømt indenfor dit felt om 10 år, hvis du ikke har nogen fornemmelse af, hvordan du kommer dertil. Det nytter heller ikke, at du drømmer om at blive pianist, hvis du aldrig har lært at spille klaver. Det skal være realistisk og opnåeligt. Det er noget med at tænke: Lige nu står jeg på A. Jeg vil gerne hen til F. Men jeg kan ikke flyve derhen, så må jeg altså møjsommeligt trave omkring både B, C, D og E før jeg er der. Målrettethed, tålmodighed og positive forventninger og tro på, at alt er, som det skal være.
Hvis jeg har misforstået dit spørgsmål, så prøv at forklare mig det igen.
Ja, det er udkastet til bogen, jeg er i gang med. Det er vist 4. forsøg – de tre første slettede jeg. Kunne ikke finde den rigtige vinkel. Men nu tror jeg, at den er der. Jeg har skrevet udførlig dagbog om hele terapiforløbet og alle sessionerne i hypnose, fordi jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville få brug for dem på et tidspunkt. Og det kan jeg så nu :-)
I dag vil jeg se, om jeg kan få ordnet lidt praktisk. Det vil højne energien, når her er orden omkring mig og energien skal bare være helt toptunet på mandag, så jeg kan klare at få afgørelsen fra kommunen, hvad enten den er positiv eller negativ.
Håber du får en god dag.
Kærlig hilsen Helene
Er det allerede på mandag? Selv jeg får et sug i maven ved tanken om det.
Men jeg er meget optimistisk og positiv. Men det er nok på en meget ukvalificeret baggrund, så jeg ved ikke helt om det gælder. Men det er positiv energi, så det gør det nok lidt :-)
Jeg har opdaget noget helt vildt vigtigt... Faktisk vil jeg næsten påstå, at jeg har fundet ud af, hvad der er årsagen til størstedelen af de problemer jeg har for tiden. Det er gået op for mig, at jeg har et kæmpe behov for at reagere på mine følelser. Enten for at "læsse dem af", så det oftest går ud over andre eller for at få dem til at gå væk. Der er en helt stribe eksempler. Men en klassisk ting er, at jeg slet ikke kan holde mine følelser i mig. Så når jeg bliver ked af det, bange eller bare kan mærke, at der sker noget inde i mig, så kan jeg slet ikke holde ud at være i det. Jeg skal helst ud af det i samme øjeblik. Jeg panikker rigtig meget, hvis jeg ikke kan få aflad for mine følelser. Cirka på samme måde, som en aragnofobiker reagerer, når der nærmer sig en edderkop.
Jeg er pisse bange for følelser. Både andres, men mest af alt mine egne.
Jeg tænker, at det kan hænge sammen med, at vi ikke talte om følelser i mit hjem. Når jeg prøvede, så blev jeg ikke mødt med forståelse, og jeg lærte tidligt, at følelser ikke er noget, man skal bære rundt på.
Men det er denne problematik der i dag gør, at jeg får lyst til at skære i mig selv, når følelserne overmander mig. Og det der gør, at jeg ikke tør kommunikere med andre, fordi jeg er bange for at lade følelserne løbe af med mig og blive vildt sur på dem. Så det er det jeg skal ind og kigge på, for at undgå at ende med at gøre noget rigtig dumt på et tidspunkt. Jeg skal, som jeg også skrev sidst, arbejde med at håndtere i sær negative følelser. Jeg skal lære en ny kobling i mit reaktionsmønster, så det ikke hedder:
Ked af det = vrede
Angst = selvskade
Frustration = selvskade
For det er min helt automatiske reaktion i situationer, hvor jeg oplever de følelser. Dage hvor jeg er stærk, kan jeg godt arbejde imod reaktionerne, men jeg har dage, hvor jeg er meget tæt på at falde igennem. Jeg tror det bliver nemmere nu, hvor jeg kan se det som et symptom og som en fejl, at jeg reagerer så voldsomt. Jeg skal i princippet ikke tro på mine egne tanker, når de siger, at angst = selvskade. Jeg skal holde hovedet koldt og tænke:
"De her negative og skadelige tanker jeg har lige nu, har jeg fordi jeg inderst inde er helt vildt bange. Jeg skal ikke gøre noget ved mig selv, eller rette min vrede ud ad, jeg skal i stedet tage hånd om mig selv, passe på mig selv og trøste mig selv.
Du skriver:
"Det er noget med at tænke: Lige nu står jeg på A. Jeg vil gerne hen til F. Men jeg kan ikke flyve derhen, så må jeg altså møjsommeligt trave omkring både B, C, D og E før jeg er der. Målrettethed, tålmodighed og positive forventninger og tro på, at alt er, som det skal være."
Mit problem er, at jeg nægter at indse, at jeg står på A. Min hjerne vil simpelthen ikke affinde sig med, at det er her vi er havnet. Den nægter det blankt. Det er derfor jeg gang på gang overbelaster mig selv. I jagten på at bevise for mig selv, at jeg kan alle de ting, som jeg gerne vil kunne. Det med at drikke er et ret godt eksempel på, at jeg slet ikke tager det her seriøst. Eller dvs., det gør jeg jo. Men kun så længe min forståelse rækker omkring hvad jeg kan og ikke kan. Jeg føler mig nærmest handicappet, som om jeg er blevet frarøvet en helt masse ting i mit pga. det her. Og det nægter jeg at acceptere.
Jeg ved, at det hele nok skal blive bedre end det er nu. Men vil det blive godtnok, tænker jeg? Jeg ved, at svaret er ja, for det vigtigste er i princippet at jeg har det godt. Men jeg er ikke helt med på, at skulle skrue mine forventninger til livet ned. Det er bare slet ikke fair.
Forstår du? Jeg ved at det er meget hyklerisk, men det er sådan jeg føler. Det og hverken mere eller mindre. Jeg er vred på mig selv over, for det ødelægger min udvikling, men samtidig, så ved jeg, at det kan tage lang tid for hjernen at vænne sig til så store ændringer.
Det var vist mig. Hudløst ærligt. Det gør helt ondt i maven på mig. Det er underligt, for jeg tænker og føler ekstremt meget. Jeg vil vildt gerne kunne sætte det på pause.
Forresten ang. at undskylde for lange indlæg, så sagde en afdød ven altid til mig: Du må aldrig undskylde for den du er.
Så hermed stopper jeg også med at undskylde for lange indlæg, og stole på, at hvert enkelt ord har værdi, fordi de er en del af mig :-)
Kærlige hilsner fra Oktober
Ja, hvert enkelt af dine ord har afgjort værdi. Jeg bliver så glad over dine indlæg, for det er så værdifuldt at læse, hvordan du arbejder med dig selv og vokser.
Det er jo fantastiske indsigter, du har fundet frem til. Det er SÅ godt gået.
Jeg læste engang, at man kunne definere borderline som en fejlfortolkning af følelserne. Det kunne jeg sagtens se meningen i. Nu har du forstået, hvordan du har fejlfortolket nogle følelser – det vil sige, at det er et kæmpe skridt ud af personlighedsforstyrrelsen.
I min familie talte vi bestemt heller aldrig om følelser og jeg blev heller aldrig forstået. Jeg har bare reageret lige modsat dig: Jeg skjulte alt indeni mig og viste kun et stone-face udadtil og var forstenet indadtil. Min panik kom ud som angst for alt muligt ufarligt, jeg overførte den til.
Èn af grundene til min isolation er netop, at jeg ikke kan klare at overføre alle de gamle følelser til andre mennesker. I denne proces har isolationen betydet, at jeg kunne relatere følelserne direkte til mine (afdøde) forældre uden at blive påvirket eller påvirke andre med dem. Det har reduceret angsten betragteligt.
Så det er utroligt vigtigt, det du forstår nu.
Du står jo ikke på A, for du er allerede nået et stykke i dit liv. Du har udviklet nogle ressourcer og færdigheder og har opnået nogle mål. Det hele vil komme dig til gavn senere. Så du står måske på G og vil hen på K. Sådan er livet jo. Alle mennesker stræber efter at nå deres eget optimale.
Der er mennesker, der kun er nået til C og vil hen på G. Dem kan du måske hjælpe derhen. Der er også mennesker, der er nået frem til P og vil hen på T. Tror du, at du allerede har passeret dit optimale og det herfra kun går tilbage? Det er urealistisk. Udviklingen går aldrig baglæns.
Hvor meget har du mistet? Der vil være nogle ting, du ikke kan og så vil der være andre ting, du vil være rigtigt god til – netop fordi du har de forudsætninger, du har. Sådan er det jo for alle - ingen kan alting. Asiatere kan f.eks. slet ikke tåle at drikke alkohol. Så dit liv bliver næppe væsentligt indskrænket, fordi du i en periode ikke tåler at drikke.
Du hjælper dig selv ved at finde dine styrker, dine ressourcer og potentialer, der hvor de er – og ikke dér hvor du mener, at de skal være.
Så din mangel på accept af realiteterne spænder ben for dig. Du ved… det store stærke træ, knækker i stormen, mens det spinkle træ bare svajer og rejser sig igen, når stormen er drevet over.
Det er lidt 'sjovt', at du skriver det her: 'Jeg føler mig nærmest handicappet, som om jeg er blevet frarøvet en helt masse ting i mit pga. det her'.
Jeg var på et tidspunkt hos en psykiater, der sagde til mig: 'Du må da indrømme, at din terapi har ødelagt en masse for dig'. Jeg gloede bare på ham: 'Hvad mener du? Min terapi har da hjulpet mig. Det er sgu da mine forældre, der har ødelagt en masse for mig'. Så gloede han på mig. Vi forstod simpelthen ikke hinanden.
Du siger vist stort set det samme som denne psykiater? At man mister noget ved at kigge ind i sig selv og forholde sig til fakta? Jeg tror, det må være fordi, I ikke har fornemmelse af gevinsterne. Du har endnu ikke fået øje på, at der er alt at vinde og intet at tabe. Når du fokuserer på begrænsningerne, så ser du slet ikke mulighederne. Det handler om tankemønstret.
Om det vil blive 'godt nok'? Ja, hvis du holder op med at tro, at du allerede har spist den bedste bid af kagen. Du har jo kun fået en tør småkage indtil nu – den kæmpestore flødeskumslagkage venter derude :-) Du skal sørme ikke skrue dine forventninger til livet ned, tværtimod. Du skal omdefinere dem og så skal du skrue dem op på højeste blus.
Dit liv bliver anderledes, end det du regnede med – men det betyder ikke dårligere. Du havde sikkert forestillet dig et meget almindeligt, struktureret, forudsigeligt liv, der kørte ud af en planlagt rute (lidt kedeligt?). Nu får du muligheden for at køre helt andre og nye veje og finde måder at udfolde dig, du aldrig havde forestillet dig.
Ja, engang imellem kan man tænke: 'Stop verden, jeg vil af!'. Men det her er ligesom en fødsel. Da processen gik i gang, var der ingen vej tilbage. Vi kan ikke stoppe en fødsel, fordi det begynder at gøre ondt. Vi kan jo sige, at du har nogle graviditetsgener ;-) Hvis du var rigtigt gravid, ville du sikkert acceptere, at du f.eks. ikke kunne tåle at drikke, at du måtte hvile, at du i en periode var mere indad fokuseret og ikke så social. En graviditet sætter altid nogle begrænsninger, men er resultatet ikke en periode med afsavn værd? Til gengæld får vi også verdens 8. vidunder ud af det. Et velskabt, fuldbårent barn, vi vil elske og beskytte med vores liv. Stritter du imod, bliver det en meget smertefuld fødsel – følger du med, bliver det dit livs største oplevelse, du aldrig ville have været foruden.
P.S.: Det var dejligt, at du var så ærlig. Selvom det gav dig ondt i maven, så skete der forhåbentligt ikke noget slemt :-)
Kærlig hilsen Helene
Jeg vågnede i dag og var helt vildt glad. Dejligt!
Aha, en graviditet med mit glade "indre barn" inde i maven.
For det er der, jeg gerne vil hen, og det jeg "ofrer mig" for at opnå.
Lige nu føler jeg faktisk ikke engang, at jeg har fået det det bedste, for jeg synes ikke, at jeg har fået noget godt endnu (sådan uden for mig selv). Så måske tror jeg bare, at mit liv vil være jævnt dårligt. Men du har ret! Jeg fokuserer slet ikke på, hvor jeg er på vej hen. I hvert fald kun i små glimt af optimisme. Det er faktisk lidt sjovt, for jeg har post-its i min tarotbog under to kort, som jeg altid trækker. Det ene er et med nogle bægre. Der er vist syv. Nogle af dem står op, men manden på billedet kigger kun på de to der er væltet. Så det er en del af mig, der kigger på det negative. Jeg tror det er en del af personlighedsforstyrrelsen, at jeg automatisk ser det negative i ting. Tror jeg har det med hjemmefra, for det har min familie altid gjort.
Men jeg tror faktisk, at jeg helt af mig selv, er ved at opdage noget fedt ved de nye muligheder jeg er ved at få i mit nye liv. Jeg har bestemt mig for at takke nej til jobbet i mit gamle kantinefirma, selv om jeg burde få mig en fast hverdag. I stedet er jeg ved at kigge på frivilligt arbejde. Der er vildt meget spændende. Mit eneste krav til det er, at det skal involvere kontakt med folk, og gerne de samme folk i en længere periode, så jeg kan træne at være "fanget" i de samme relationer.
Jeg har bl.a. kig på nogle "jobs" som chat-rådgiver. Man skal godtnok være lære, pædagog eller lignende, men jeg tror også, at min uddannelse giver mig mulighed for det. Men så foregår det ved, at man mødes med et hold én gang om ugen, eller hver anden uge, og så sidder og chatter med unge om deres problemer. Og så får man selvfølgelig kurser. Det tror jeg, at jeg vil elske :-)
Jeg tror, at jeg er bange for, at det ikke bliver bedre, fordi det indtil nu er blevet værre. Hvad betyder værre: Det går op for mig nu, at jeg pt. er vildt meget i kontakt med mine følelser. Og eftersom jeg er bange for mine følelser, så betyder værre faktisk bare, at jeg er kommet tættere på det, jeg er angst for, nemlig mine følelser. Så faktisk har jeg måske fået mere angst. Men du har ret, jeg er nået meget længere end A. For A var dengang jeg havde det dårligt uden at have nogen som helst idé om hvorfor, og hvad jeg kunne gøre ved det. NU ved jeg ret præcist hvad der er galt, hvad jeg føler og hvad jeg kan gøre. Det er jo slet ikke dårligt :-)
Jeg har bestemt mig for, at jeg vil have en tattovering af yin yan for at minde mig selv om, at balance i mit liv er vigtigt. Så skal jeg have én del af den på hvert håndled. I den sorte skal hullet være en tåre og i den hvide skal det være en blomst. Jeg tror det blir fint :-)
Nå, jeg må nok hellere få startet min dag. Der skal ske en masse i dag, så jeg må hellere komme igang med lidt forberedelse på det.
Rigtig god weekend til dig
P.s. jeg håber ikke, du er ved at gå helt til at nervøsitet over på mandag. Det skal nok gå!