Man kommer jo ikke bare hen...

Helene2

Hej Spørge-Jørgen ;-)

Det er jo kun godt at dit indre barn er så nysgerrig. Det er jo et kendetegn på et sundt barn :-)

Det foregik sådan, at min terapeut og jeg først sad og talte sammen, om hvad der var sket siden sidste session - både mentalt og i det virkelige liv. Så spurgte han om, hvad jeg ville arbejde med under hypnosen og det tog vi så udgangspunkt i.
Jeg blev guidet gennem afslapningen, der er en dybt indadvendt tilstand. Formentligt meget lig meditation. Det var forskelligt, hvor dybt jeg kom i trancen afhængig af, hvad det handlede om. Nogle få gange var jeg så dybt, så jeg nærmest mistede fornemmelsen af nutiden og var helt indlevet i fortiden. Men som regel var jeg med en del af bevidstheden helt bevidst om tid og sted, det var bare ikke vigtigt. Det vigtige var det, der skete i mit sind.

Som sagt tog vi udgangspunkt i det, jeg ønskede at arbejde med. I starten især, tog han ofte udgangspunkt i en følelse, jeg havde i kroppen og fulgte den tilbage til sin oprindelse. Det var på den måde, jeg første gang spontant oplevede en regression til et tidligere liv. Først var jeg i kontakt med følelsen i kroppen - angst - og fulgte den tilbage til første gang, jeg oplevede den. Jeg var ca. ½ år. Så bad han mig om at komme længere tilbage, til et tidspunkt hvor jeg havde følt mig tryg, sikker og rolig. Pludseligt var jeg tilbage i en inkarnation i Irland i 1800 tallet. Det var ret surrealistisk og dengang opfattede jeg det som pinligt. Men den følelse af indre ro og tilfredshed, jeg oplevede dér, kunne jeg tage med mig og integrere den i mit nuværende liv. Det var bare ret tankevækkende, at jeg skulle så langt tilbage for at finde tilfredshed og ro...

Under hypnosen blev jeg guidet tilbage i tiden, til det der var relevant. Hvad det var, fandt mit sind selv ud af. Undervejs talte vi om det, jeg oplevede. Når det var nødvendigt, fik jeg forslag til, hvordan jeg kunne opfatte en situation anderledes og hvordan jeg kunne forandre en situation, så den blev bedre for mig selv. På den måde fik jeg en fysisk fornemmelse af, at jeg selv kunne gøre noget, så jeg ikke følte mig så magtesløs.
Senere i forløbet kom jeg kun sjældent tilbage til tidligere hændelser og det blev mere 'guidede sessioner', hvor han talte og gav mig nye in-put. Typisk i form af metaforer og billedsprog. Det gav mig kontakt til skjulte ressourcer, jeg kunne bruge i mit eget arbejde med mere konkrete situationer herhjemme.
I første del af forløbet handlede det jo om at få bearbejdet traumerne fra min barndom. Det handlede ofte om at komme tilbage i situationer og slippe følelser af angst, skyld og skam. Og så brugte vi rigtigt mange sessioner på at prøve at finde frem til min fuldstændigt fortrængte vrede. Det var nærmest en besættelse for mig at finde den vrede. Senere blev det mere abstrakt med emner som grænsesætning, følelsen af isolation og anderledeshed, at beskytte mine energier, chakrahealing, sort/hvid tænkning, kun en enkelt gang med seksualitet, værdier og holdninger, styrker og potentialer. Og så var der alle de gange indimellem, hvor jeg var låst fast i følelsen af frygt, som jeg så havde brug for at blive hjulpet ud af.

Når vi var igennem det, vi skulle igennem, så guidede han mig tilbage til nutiden. Så snakkede vi lige sammen 10 minutter mere, hvis jeg havde brug for det, men det havde jeg som regel ikke. Bagefter var jeg stadigt lettere rundt på gulvet og det tog lige lidt tid at vågne rigtigt op igen.

Og ja, man kan godt mærke, hvis det klør og så klør man sig. Man kan også sagtens gøre bevidste handlinger under hypnosen. Man er aldrig længere væk, end at man kan rejse sig og gå, hvis det er det, man har lyst til - heller ikke selvom det er dyb trance. Man vil aldrig sige noget, man ikke har lyst til at sige. Man kan ikke hypnotiseres til noget, der strider mod éns etik og moral eller noget, man ikke har lyst til eller som føles forkert. Sindet afviser de tilbud, man får, hvis ikke de er i overensstemmelse med éns egne holdninger og følelser.
Man er bestemt ikke reduceret til sjæl uden krop, tværtimod. Det handler meget om at få fat i følelserne i kroppen - men sindet er også koblet på og sjælen er med. Derfor opfatter jeg det som så perfekt en behandlingsmetode, fordi det er alle tre aspekter af mennesket, der bliver integreret. Desuden er det en utrolig blid metode, fordi der altid tages udgangspunkt i, hvad man selv har brug for - for man finder jo svarene i sig selv. Teraputen er en guide på rejsen ind i sindet. Men hvad der kommer ud af den rejse fra gang til gang, ved hverken klient eller terapuet, før de er der.
Men om alle hypnoterapeuter arbejder på den måde, kan jeg selvfølgeligt ikke vide.

Jeg håber, at du har fået lagt en strategi for i morgen, så du ikke får belastet dig selv for meget. Og så håber jeg, at du har fået sovet godt :-)

Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hejsa,

Hvor lyder det fedt og spændende!

Jeg hæftede mig meget ved det du skrev om, at det i høj grad handler om de følelser og fornemmelser man har i kroppen. Det fik mig til at tænke på, hvor meget kroppen spiller ind i sådan en process.
Alt den angst, vrede og sådan, der sætter sig i kroppen. Faktisk er det eneste, der kan tricke mig i fht. misbruget af mig dengang, lugte. Alle de lugte, der var i det gamle hus. Og den tørre lugt af sengetøjet. Hvis jeg møder de lugte i dag, vrimler der nogle tunge følelser frem. Men det er faktisk også den eneste forbindelse jeg har til misbruget. Især nu, hvor huset er blevet revet ned.

Jeg faldt faktisk ret hurtigt i søvn i går, og sov hele natten. Nu hvor jeg er kommet hjem fra arbejde, er jeg enormt træt, men min krop skal jo også lige have en chance til at omstille sig fra de andre piller til de nye. Men jeg bliver altid så chokeret, når jeg får bivirkningerne, fordi det får mig til at tænke på, hvad det er jeg putter i min stakkels krop.

Jeg vil snuppe mig en lur inden der står opvask og yoga på menuen :-).

Ha en god aften!

Helene2

Hej Oktober

Ja, kroppen har sin egen hukommelse, der kan vækkes ved forskellige sansemæssige påvirknnger.
Det er faktisk meget praktisk, hvis man vil have det bedre. For tiden går jo og alle ydre spor udslettes: Mine forældre er døde for mange år siden. Jeg havde skabt et illusorisk billede af min far, som jeg troede var sandt. Følelser og hukommelse var væk. Mit barndomhjem er blevet bygget om til ukendelighed (dit er revet helt ned). Der var altså intet ydre til at minde mig om virkeligheden og fortiden. Der var intet der gjorde mig i stand til at få det bedre.
Hvis det altså ikke havde været for de indre spor og kroppens hukommelse, der mindede mig om, at der var noget helt galt. For mit vedkommende var det så hovedpinen, der gjorde udslaget.
Det viser for mig, at der i sandhed er en gave i alting, hvis man kan se sådan på det. For uden hovedpinen var jeg aldrig kommet i gang med denne helbredelsesproces - og det var jo ikke kun helbredelse af hovedpinen men af mit liv.
Det var bare forbandet svært - nej, umuligt - at se gaven i hovedpinen, da jeg stadigt levede med den og ikke forstod budskabet. Men det viser jo netop, at enhver gave, man ikke tager imod bliver en forbandelse. Da hovedpinen blev byttet om med erindringen om fortiden, reddede det mit liv.

Ja, det bliver godt, når du kan undvære medicinen. Det er ikke rart at gå og fylde det stads i sig.

Håber du har fået slappet af og har en god aften :-)


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Arrgh! Jeg har haft en træls dag...

Og det har slået mig fuldstændigt ud.
Alt hvad jeg lavede på arbejdet gik galt. Selv om det var min chefs (som i dag var min kæreste) skyld, så gik jeg hjem med følelsen af, at jeg havde ødelagt alt, hvad jeg rørte ved, og at jeg ligeså godt kunne være blevet hjemme.

Det startede med, at jeg vågnede kl. 8:12. Og jeg skal møde kl. 8:30.
Så hurtigt i tøjet, børste tænder og så afsted. Hurtigt morgenmad og igang med at lave rav i den.

Jeg fik en sms fra én af mine veninder på studiet, der lige har overstået den sidste eksamen. Og det er vildt underligt. For den kunne have været mig. Men mens jeg har gået rundt og haft det utroligt dårligt, har de haft et normalt liv og er rykket et skridt tættere på deres mål.

Min lejlighed roder utroligt meget. Jeg kom ikke til træning i går, og jeg ved heller ikke, om jeg kommer afsted i dag. Hvis jeg gør, så får jeg nok ikke ryddet op og taget opvasken, der nu har stået i 5 dage.

Jeg har prøvet på at slå i min pude, prøvet på at tude, men lige lidt hjælper det. Der raser et helvede af følelser inde i mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Og om jeg overhovedet skal gøre noget. For der er nok ikke andet at gøre end at slappe af?

Nu har jeg taget en afslappende pille, og så vil jeg sove, og se om jeg kan vågne og få det rigtige ben ud af sengen denne her gang.

Men hvor er jeg bare træt af at vade rundt i min egen elendighed! Og jeg er træt af at være svag og sårbar.

Undskyld at det blev til én stor gang læssen af, men jeg havde virkeligt brug for det. Jeg er næsten ved at gå i spåner, og det eneste jeg kan finde ud af at gøre ved det, er at flygte ind i søvnen, fordi min krop er udmattet. Det er kun følelserne, der har en ufattelig mængde energi.

Lettere deprimerede hilsner fra Oktober

Helene2

Kære Oktober

Ja, det var da en rigtig øv-dag, du havde. Du skal ikke undskylde, at du læsser af. Det har man jo brug for og det er nødvendigt.

Du har prøvet at rase, du har prøvet at græde men ingen af delene hjælper. Følelserne kører på højtryk indeni. Så tager du en pille, så du slipper for følelserne. Det hjælper sikkert kortvarigt men følelserne kommer igen, når medicinen ikke virker mere og der opstår en ny belastende situation. Problemet er altså ikke, at du havde en øv-dag. Det har alle mennesker indimellem. Problemet er, at du slet ikke rummer disse følelser og at de skaber så stort indre kaos. Hvis det føles som om, at verden går under, fordi man har en dårlig dag, så er det en overreaktion og bag overreaktioner ligger altid en dybere årsag. Det ved du jo også, at der gør. Det er altså ikke øv-følelserne, der skal forsvinde, for de er en del af livet. Men du kan blive bedre til at sørge for, at der er så få af dem som muligt og blive bedre til at udholde dem. Analyse kan hjælpe.

Du kom for sent op og startede derfor morgenen med stress. Du tåler stress meget dårligt. Så hvordan kunne situationen have været løst på en anden måde, så du havde undgået stressen? Kunne du have ringet og sagt, at du altså kom en time for sent? Om nødvendigt en lille hvid løgn om, at bussen var kørt fra dig eller noget andet. Jeg ved godt, at ansvarligheden og ærligheden sikkert vil sige, at det ikke ville være muligt – men det vigtigste er at være ærlig og ansvarlig overfor dig selv. Det var du ikke, da du styrtede ud af døren og det hævnede sig.

SMS'en fra din veninde. Forstår, at det kan give følelsen af, at hendes liv går videre, mens dit er sat på stand-by. Men det er ikke sandt. Jeres liv går bare i hver sin retning nu. I var startet med at gå i samme retning men på et tidspunkt delte vejene sig. Sådan er livet også. Din vej er anderledes end din venindes, ja, men dårligere? Det er da bestemt ikke sikkert.
Du stod ved en skillevej. Vejen til venstre, som du var gået af, var blevet ufremkommelig. Altså valgte du at gå til højre. Måske regnede du med, at den vej ville være let og smertefri? Den lette vej er en illusion, for du har en bagage af smerte med dig, hvor du end går. Meningen med at vælge vejen til højre, var, at du her vil få mulighed for at lægge denne bagage fra dig på et tidspunkt.
Du skrev, at dit indre barn er nysgerrig og den ressource kan du bruge her: Hvad vil der ske ude i din fremtid nu, hvor du nu går ad ukendte veje? Dit indre barn er sikkert også fantasifuld? Den ressource kan du bruge til at skabe nogle mål og positive fremtidsvisioner.

Tænk på al den energi dagen i går sugede ud af dig. Hvor skulle energien til opvask og træning komme fra? Om 1, 2 eller 5 dage har du måske fået opbygget så meget energi, så du kan få taget opvasken og komme til træning igen.
Du er ved at lære at leve i overensstemmelse med dig selv. Accepter det som er. Det er en realitet, at du bare ikke orker og det er det, du må forholde dig til. Opvask og træning løber ingen steder. Du har masser af tid.

Selvfølgeligt er du træt af at vade rundt i din egen elendighed og at være svag og sårbar. Men i din barndom vadede du også rundt i din egen elendighed og var svag og sårbar. Måske har du gjort det i hele dit liv? Du har måske lært at smile og være glad 'på trods af', fordi du har fået realiteterne til 'at forsvinde'. Du skjulte dig bag en facade - det gør alle. Men nu er facaden ved at smuldre væk og du er nødt til at forholde dig til realiteterne og hvordan du har det omme bag facaden.
Derved får du mulighed for at blive et autentisk menneske, der har overensstemmelse mellem det indre og det ydre. Uanset om man har det mest skidt eller mest godt, vil det påvirke éns kropssprog og udstråling. Det ydre sladrer om det indre. Hvis ikke man vil udstråle elendighed, må man forandre sit indre til noget mere positivt. Der må være overensstemmelse, ellers giver det problemer.

Følelserne rummer en utrolig mængde energi og kroppen er drænet. Klart… for følelserne ER selve energien. Når du undertrykker følelserne, undertrykker du energien. Forestil dig al den energi, der er i en trykkoger. I stedet for at lade denne energi flyde frit og kanalisere sig ud i din krop og dit sind, bruger du al din energi på at holde låget på trykkogeren, så intet slipper ud. Du modarbejder dig selv.
Måske fordi, du tror, at trykkogeren kun indeholder negative følelser. Det er ikke sandt. Der er også de positive energigivende. Men slipper du dem fri, så slipper der også nogle af de negative, drænende følelser med ud. Mærk dem men, accepter dem men giv de positive følelser mest opmærksomhed. Især følelserne af medfølelse og taknemmelighed er stærkt energigivende. Styrk dem dagligt. Prøv evt. at meditere eller visualisere over dem. Den største energikilde er følelsen af ubetinget kærlighed. Det er selve livsenergien. Den er OGSÅ i trykkogeren. Finder man den følelse, så er energien uudtømmelig.


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Godmorgen :-)

I dag er jeg vågnet glad for første gang i ???
Men det er i hvert fald skønt. Jeg var ude og få øl i går (selv om det er strengt forbudt) og derfor er svimmelheden og kvalmen nemmere at håndtere, fordi jeg bilder mig selv ind, at det er tømmermænd.

Jeg har lettet lidt på låget til trykkogeren. Det er kommet efter jeg var ovre på mit kollgie en nat, og jeg var ude på sygehuset til samtale med min veninde og hendes læge. Det var præcist det sygehus, hvor jeg var indlagt, dengang jeg tog pillerne. Og da mørket faldt på i mit lille værelse, og jeg havde det rigtig dårligt pga. birvikning af mine piller, fik jeg rigtig meget flash back til den aften og jeg fik et rigtig stort angst anfald og græd mere end jeg har grædt i flere år. Og næste dag (i går) var jeg helt ude af mig selv og fik adskillige store angstanfald.

Jeg har i løbet i den sidste uge tænkt flere gange, at jeg måske skulle tage på psykiatrisk skadestue i øjeblikke, hvor jeg havde store angst anfald. I går da vi kom hjem fra byen, kunne jeg mærke, at jeg helt sikkert ville komme til at gøre noget helt vildt dumt, hvis ikke min kæreste havde været der.

Så nu går jeg lidt og tænker på, hvad det er for nogle følelser jeg bærer rundt på, siden jeg har det så skidt for tiden. Så her kommer en lille liste:

1: Jeg har det helt vildt dårligt pga. bivirkninger af min nye medicin (som jeg kun har taget én uge i morgen). Jeg har kvalme, er vildt svimmel og helt vildt træt og har stadig vildt meget angst

2: Jeg tror, at flash backet i Odense kom helt bag på mig. For det var min krop der reagerede på at være de steder igen. Så hovedet kan ikke helt følge med

3: Jeg er bange for at blive tyk pga. medicinen og mine dårlige madvaner for tiden. Jeg er ikke bare bange, jeg er virkelig meget bange. Jeg har prøvet at tænke rationelt omkring medicin, mit liv for tiden, mine prioriteringer osv. Og selv om jeg næsten tror på det, så gør jeg ikke inderst inde.

4: Jeg er vildt bange for, hvordan jeg skal forholde mig til hele mit hold, som jeg skulle (har aflyst det) mødes med i næste uge

5: Jeg er bange for, at det her helvede jeg går igennem kommer til at ødelægge min rejse til Syd Amerika

6: Jeg er helt vildt ked af, at jeg ikke har energi til at give noget til andre. Min kæreste har haft en helt vildt hård arbejdsuge, og jeg kan ikke give ham noget som helst, fordi jeg er så træt, at jeg konstant ligger i sengen.

7: Jeg er træt af konstant at være negativ! Hver gang folk spørger om, hvordan det går, så får jeg et sug i maven, fordi jeg stadig ikke (efter ½ år) ikke har noget positivt at sige. Og jeg aflyser alle mine aftaler, fordi jeg ikke har energi til noget.

Du kan nok godt forstå, at jeg ud over bivirkningerne af pillerne er træt, ked af det og frustreret. Men det underlige er, at jeg er begyndt at være helt vildt ked af det hele tiden. Det har jeg ikke været siden sidste år engang.

Nå, jeg vil snuppe opvasken og så kaste mig ned i min sofa og se tv til jeg falder i søvn.

Og se, selv herinde har jeg det rigtig dårligt med ikke at kunne komme med noget positivt. Og at der slet ikke sker nogen udvikling. :-(

Jeg håber, at du får mulighed for at nyde det dejlige vejr, som det ser ud til at blive i dag.

Kærlig hilsen Oktober

Helene2

Kære Oktober

Det var dog skønt, at du vågnede og var glad i dag :-) Selvom meget ser mørkt og tungt ud, så var der altså alligevel kontakt til noget positivt indeni dig. Det er vigtigt og godt at huske. Formentligt har din underbevidsthed hjulpet dig ved at skabe en drøm med nogle positive følelser, som du stadigt var i kontakt med, da du vågnede – også selvom du ikke huskede drømmen.

Jeg forstår, at det har været hårdt i de sidste dage, men jeg synes, det er meget positivt, at du kunne græde mere, end du har gjort i flere år. At du i går fik flere store angstanfald er tegn på, at du er kommet tættere på noget vigtigt. Ja, det kan måske være en god idé at tage på psyk.skadestue, når angsten tager over. Kan du definere, hvad du er angst for, når anfaldene kommer? Er det noget konkret ude omkring dig, der trigger? Oplever du billeder eller følelser, der skaber angsten? Det kan være vigtigt at prøve at definere, hvad der udløser og hvad der sker undervejs. Angsten er det nutidige billede af en gammel frygt. Finder du den oprindelige gamle frygt, så er angsten ikke længere nødvendig.

Hmm… jeg kan undre mig over, at du bliver ved med at drikke alkohol, når du ved, at det ikke er godt for dig. Du ved, at prisen er selvdestruktive tanker og følelser. Hvad så den dag, din kæreste ikke er der? Det er et stort ansvar din kæreste får pålagt. Han ved jo, at hvis ikke han passer på dig, kan der ske hvad som helst, fordi du ikke kan passe på dig selv. For mig lyder det som om, at du giver dig selv lov til at drikke og slippe tøjlerne, fordi du ved, at du kan overlade ansvaret til ham? Det er hårde ord men formentligt bekræfter jeg kun noget, du godt selv er klar over.

Du forstår ikke, hvor din glæde er blevet af og hvorfor du bare er ked af det hele tiden. Sådan havde jeg det også i den første tid. Der er bare en væsentlig forskel: Jeg satte ked-af-det-heden i forbindelse med oprindelsen. Årsagen var bl.a. (urealistisk) skyld og skam. Efterhånden som skyld og skam blev bearbejdet og sluppet, blev smerten og angsten mindre. Derefter var der ren sorg tilbage og jeg kunne græde over min fortid og ret hurtigt slippe den.
Du sætter ked-af-det-heden i relation til nutiden og derfor følger den dig også ud i fremtiden. For du kan altid finde noget, du kan blive ked af. Det er ligesom en alkoholiker, der drikker p.g.a. gamle smertefulde følelser. Han kan altid finde en årsag i nutiden til at drikke (det er konen, der provokerer ham; børnene der er umulige; hans dårlig chef; bilen der er gået i stykker; eller han har mistet jobbet. Der er altid noget i nutiden, han kan give skylden). Derfor kommer han aldrig i kontakt med årsagerne til drikkeriet og vil blive ved med at drikke og have det dårligt. Frygten er så paradoksal, for det er trods alt lettere, når man kan placere de smertefulde følelser i fortiden, hvor de hører til, end når de fylder hele nutiden og fremtiden.

Det kan være rigtigt svært at komme i kontakt med de positive følelser, for det er som regel der, de værste traumer ligger. Det er ofte de positive følelser, der skaber mest angst. De negative er du så vant til, så de kan ikke skræmme dig så meget længere. Derfor er det vigtigt, at man aktivt siger 'ja' til at mærke både de positive og de negative. Hvis ikke du aktivt viser din underbevidsthed, at du ønsker kontakt til alle dine følelser, så får du ikke fat i dem. Du viser din underbevidsthed, at du er parat ved f.eks. at meditere eller visualisere over dem. Som jeg skrev er især følelserne af taknemmelighed og medfølelse effektive. Du kan givetvis finde dem på ét eller andet tidspunkt i din fortid. Du kan også styrke dem i nutiden ved at være meget bevidst om at føle taknemmelighed i dagligdagen og fokusere på medfølelsen både i forhold til dig selv og andre. Det er ikke nok at tænke sig til dem eller søge dem ude mellem andre mennesker. Du skal aktivt søge og mærke dem i dig selv. Men igen – der skal kobles erindringer på, så du finder ud af, hvorfor de positive følelser er traumatiserede. Og dét gør ondt. Den smerte skal du også sige ja til at opleve. Ellers beskytter din underbevidsthed dig imod dem.
Jeg ved det… det er pest eller kolera-valg hele tiden. Du skrev på et tidspunkt, at du plejede at vælge de letteste løsninger, så du må føle dig ekstremt fanget og fastlåst, for der er ingen lette løsninger her.

Prøv at lade være med at bebrejde dig selv, at du har det, som du har det. Du gør dit bedste for at skabe forandringer men det er forbandet svært.
Du har bare ikke kunnet give slip endnu. Måske er angsten for stor endnu. Men den bliver ikke mindre uden analyse og ny forståelse. Så mere sandsynligt får du ikke den rigtige hjælp. Jeg tænker på, om du og din psykiater arbejder omkring din barndom og han prøver at hjælpe dig med den nødvendige analyse og de nødvendige tanker? Har I talt mere om muligheden for gruppeterapi?

Jeg har kun været lidt ude. Har mest siddet og skrevet :-)


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Kære Helene :-)

Ja det var bestemt hårde ord, men det fik mig til at tænkere længere end min simple konstatering af, at jeg ikke kan tåle at drikke. Nemlig til: hvorfor gør jeg det så?

Jeg talte med psykiateren om det, og i samme ombæring fangede vi to klare årsager til min angst. Og den ene årsag er nok det, som man kunne kalde en kerne årsag. Nemlig angst for ikke at slå til, ikke at være god nok. Og ud over det, er der også mit kæmpe behov for at blive "rask" hurtigt, så jeg kan blive "normal" igen.

Faktisk ledte snakken mig hen på en ekstrem underlig konstatering. Jeg har aldrig været helt mig selv. Det er først nu, jeg skal til at finde mig selv, og inde ud af, hvem jeg er. Jeg bliver angst i sociale situationer fordi jeg føler at "man" altid skal have noget at byde på. Dvs. at jeg skal være glad, frisk og vise overskud i sociale situationer. Hvis jeg fx. tager til en fest (og det gør jeg, fordi jeg bare gerne vil være normal og gå ud som alle andre normale mennesker), så har jeg ikke noget at byde på for tiden (som vi talte om for noget tid siden, så er der underskud på kontoen). Men til trods for det, så prøver jeg at opfylde mit mantra om at have noget at byde på, så jeg fyrer en masse ting af, som ikke kommer inde fra hjertet, men i stedet noget overfladisk, som min hjerne fluks har fundet på. Og hvis det står så galt til, at jeg ikke engang kan det og så bliver angst, så bliver mine to behov endnu større. Altså 1: behovet for at kunne bidrage med noget til fællesskabet og 2: mit behov for at fungere "normalt". Og så falder jeg i fælden.

Jeg har også mig selv mistænkt lidt for at drikke, i et ønske om, at jeg mister kontrollen og udfører én af de mange fantasier jeg har om at skade mig selv.

Men faktisk er det grundlæggende helt basalt og banalt. Jeg er skide bange for ikke at kunne bidrage med noget. Ikke at have noget klogt, smart eller sjovt at sige. Lige for tiden er jeg utroligt god til de ting. Jeg har bare ikke noget personligt at give af, for den afdeling har jeg helt lukket ned, når jeg er ude blandt folk.

Især nu, hvor jeg føler, at jeg skader min kæreste og nære veninder ved altid at have det dårligt, og dermed påvirker dem i en negativ retning blot ved at være og føle. Så lukker jeg mig endnu mere ind i mig, og tør knap nok tale med min kæreste. Og så kan du jo nok forestille dig, hvordan angsten vågner og hvordan det hele nærmest eksploderer inden i mig. Jeg fornægter mig selv fuldstændigt, når jeg gør sådan, og det reagerer min krop selvfølgelig på (gd krop :-)).

Som jeg sagde til psykiateren, så skal jeg finde mig selv i midten af de to personer, jeg altid har været. Mellem hende, der altid har overskud og altid har et svar på alt og mellem hende, der siger fra til alt og ikke har overskud til noget som helt. Der skulle mig jeg gerne være.

Og helt banalt blev konklusionen ved psykiateren, at jeg skal møde verden, der hvor jeg er. Hverken mere eller mindre. Du ved, ligesom man skal møde andre, der hvor de er. Jeg kan jo ikke forvente, at folk skal møde mig der hvor jeg er, hvis jeg ikke lader dem se det.

Han opfordrede mig til i sociale situationer, at lade være med at sige noget, med mindre jeg kan mærke, at det kommer helt inde fra. For så er det ægte og det er mig. Jeg fortalte ham om en fyr, der engang sagde til mig, at jeg ikke virkede som om, jeg var mig selv. Som om jeg prøvede at være en anden for at præstere og imponere. Det er ret vildt, at en helt fremmed fyr kan være SÅ præcis i sin opfattelse af mig, og det siden den dag har taget mig et år at indse, at han har komplet ret.

Hvor må man gå mange lange veje, for selv at opdage sandheden. Man kan desværre ikke bare læse og forstå sandheden, når det handler om én selv. Den skal opdages med egen krop og sjæl.

Som du nok fornemmer, så har jeg det en hel del bedre i dag. Svimmelheden fra medicinen er lettet, og den var det værste. Selv værre end alle de depressive tanker, for de viste sig at være meget produktive.

Lige én sidste ting. Jeg kom til at tænke på dig i går, da jeg kørte hjem. Jeg havde det rigtig dårligt, men blev grebet af det smukke i, at jeg cyklede nede fra byen (hvor det så småt var blevet mørkt) og opad bakken, hvor det var lyst. Jeg bor nemlig i vestdelen på toppen af byens stejleste bakke. Så det er der solen gå sidst ned. Det var rigtig fint, og fik mig til at tænke på dig, fordi jeg blev i øjeblikket og tog det positive til mig.

Så tak for det dejlige øjeblik :-)

Kærlig hilsen Oktober

Helene2

Kære Oktober

Tak fordi du delte solnedgangen med mig :-)
Det er præcist, det jeg mener. Søg skønheden, vær opmærksom på skønheden. Skønhed kan være med til at åbne for indre blokeringer. Fordi vores sjæl altid søger skønheden.

Der er sørme sket meget (igen :-)
Mine ord om alkoholen brugte du lige efter hensigten – du kom til at tænke videre og tage bevidst stilling. Man kan ikke se sine egne blinde punkter, dem er man nødt til at have andre til at gøre sig opmærksom på, selvom det er ubehageligt.

Hvor er det godt, at du nu ser det helt essentielle: Din angst for ikke at slå til og for ikke at være god nok. Det er simpelthen kernen, for først når du er bevidst om problemet, kan du også bevidst begynde at bygge dig selv op og begynde at arbejde dig ind til dit sande jeg.

Hvilket leder videre til din konstatering af, at du aldrig har været helt dig selv. Alle børn påtager sig 'en rolle', så de kan være aktører i det skuespil, de bliver født til at deltage i. Det kaldes tilpasning. Nogle er heldige at få en rolle, der er som skræddersyet til dem, mens andre får en rolle, der er som en rustning, de ikke kan bevæge sig i. Både du og jeg fik tildelt roller, hvor vi blev iført rustning. Til sidst kommer man til at tro, at man ER sin rolle. En dag bliver rustningen simpelthen for ulidelig at have på og så begynder vi at finde ud af, at vi ikke er vores rolle. Men hvem er vi så? Dybest set er kernen i os alle en tilstand af fred, glæde, kærlighed og uden frygt. Alt andet er kommet udenpå med årene.
Jeg ved, at jeg var omkring 4-5 år gammel, da jeg opgav at være MIG og påtog mig en anden 'kunstig' personlighed. For jeg kunne ikke overleve i min familie ved at være MIG og have mine egne følelser og min egen individualitet. Jeg var nødt til at tilpasse mig familiens ønsker og forventninger og det krævede en personlighedsforandring. Men det er rigtigt svært at fungere i livet, hvis man ikke er 'sig selv'. Når først man har fanget idéen, så kan man opfatte det som en fantastisk eventyrrejse at lære sig selv at kende.

Du ved ikke, hvad du kan bidrage med til fællesskabet. Du skal gerne derhen, hvor du kan bidrage med DIG SELV og føle, at det er præcist, hvad andre mennesker har brug for. Hvis ikke det er det, så er det fordi, det ikke er de rigtige mennesker, du er sammen med. Man kan altid finde mennesker, der har brug for det, man giver af SIG SELV. Fordi alle mennesker er unikke. Du har en unik erfaring og viden, som ingen andre har og som andre kan få gavn af, når du er parat til at dele den med andre.
Nu kan du f.eks. se, hvad jeg giver herinde på ND og indenfor frivilligt arbejde. Jeg bidrager med mig selv, mine erfaringer, min viden og mine idéer. Det bliver som regel positivt modtaget. Hvis jeg gav det samme ude på en arbejdsplads, så ville det helt sikkert være malplaceret og uønsket. Men da det er, hvad jeg har at give, må jeg altså lade være med at være på en arbejdsplads. Jeg har taget en hamrende dyr uddannelse og jeg er endda blevet ekspert på området. Det er uddannelsen i MIG SELV. Det er bare ikke en uddannelse, jeg kan bruge på det almindelige arbejdsmarked men den er meget værdifuld i andre sammenhænge.
Så mit bidrag? Det afhænger jo fuldstændigt af, hvem jeg er sammen med. Hvis jeg er sammen med nogen, der ikke kan eller vil tage imod det, jeg har at give (mig selv), ja, så bidrager jeg ikke med noget. Så flyver tankerne og jeg er mentalt et andet (og mere interessant) sted.
Så i stedet for at tænke så meget over, hvad du giver andre, kan du måske vende den om og spørge, hvad andre giver dig? Hvad bidrager andre med? Er det noget, du kan bruge?

Da jeg var i arb.prøvning på en folkeskole, skulle jeg bare nævne ordet barndomstraumer – så fik folk godt nok travlt med at komme væk! Jobkonsulenten fik mig ovenikøbet mig til at sige, at det handlede om depression og ikke om incest - for at jeg kunne passe ind!! Den var ikke gået i dag.
Da jeg senere var i arb.prøvning på en planteskole, bevirkede min åbenhed, at én kunne fortælle om sin kræftsygdom, én om en alkoholisk far o.s.v. Det gav jo et helt andet arbejdsmiljø. Vi kunne være åbne og ærlige overfor hinanden og tale om svære ting – og netop derfor kunne vi også slappe af og grine sammen .
Men det tager tid at nå dertil. Man skal være parat til at gøre SIG SELV synlig.

Og alt dette er jo egentligt det, din psykiater også har sagt: At du skal møde verden, der hvor DU er. Så vil der også være nogen i verden, der vil tage imod dig og holde af dig – netop fordi du er DIG og tør stå ved det. Så det er et rigtigt godt råd, du har fået: Lad være med at sige noget med mindre du kan mærke, at det kommer fra hjertet. Der kan blive meget stille – men så lad der være stille et stykke tid.

Man kan ikke lære af andres erfaringer. Man må selv MÆRKE sin egen sandhed. Og alligevel så er alt, hvad man læser og hører med til at skabe måske en lille bitte påvirkning, der kan få stor betydning senere.


Kærlig hilsen Helene

0ktober

Hej igen :-)

Ja det er som om alle den viden man får lagrer sig, så man kan hive den frem, når man skal bruge den. I forhold til alt det her, kommer der også en kæmpe viden frem fra min psykologi undervisning, som ellers var pakket helt væk.

Jeg begynder også at hive nogle ting frem, som du har skrevet til mig. Jeg kan langt fra huske formuleringerne. I morges startede min dag rigtig dejligt med en times tid foran computeren og så en time med min bog i min sækkestol i solhjørnet i stuen. Jeg kunne mærke noget angst, og jeg lukkede øjnene, kiggede ind ad, og sagde til mig selv, at jeg nok skulle klare alt det her, og at jeg ikke vil svigte mig selv.

Da jeg skulle ud af døren, havde min morgen været så lang (og min morgendosis af piller var begyndt at slå ind), at jeg var helt vildt træt. Men jeg skulle til læge, så afsted skulle jeg jo. Hvor er det svært at skulle håndtere sådan nogle "officielle" og praktiske ting, når man er helt blank og træt.

Lige så snart jeg kaster mig ud i det sociale liv, bliver alt det gode ødelagt for mig. Jeg har tænkt på, om det er bedst for mig, bare at holde mig for mig selv. Jeg ved, at jeg vil have det bedst sådan, jeg kan bare ikke finde ud af, om det et at stikke hovedet i jorden og udskyde den uundgåelige konfrontation?

Lige nu er det bedst for mig, at holde mig for mig selv. Jeg skal jo ud og rejse om lidt, og der har jeg bare brug for at være helt afslappet til jeg skal afsted. Og det er også der din stemme kommer ind i billedet. For du vil sige, at det vigtigste er, at jeg er i balance med mig selv, og at alle andre må vente og komme i anden række. Ikke?

I dag, da jeg kom hjem efter at have mødtes med min ven og have været hos lægen, blev jeg overvældet af negative impulser og tanker. Og det har der ikke været ret meget af de sidste to dage, hvor jeg har gået hjemme og gjort alt i mit eget tempo. Det gør mig helt vildt bange, at jeg skal rejse om en uge, og jeg ikke føler mig stabil, fordi jeg stadig bliver helt dum, når de negative følelser tager over. Jeg er vildt bange for at miste kontrollen, og jeg er bange for at ende med at gøre noget dumt. Jeg ved, at min angst for det, nok betyder, at jeg ikke kommer til at gøre noget dumt...

Jeg tror jeg har emnet til næste gang hos psykiateren: Håndtering af negative og svære følelser i det øjeblik, de opstår.
Det beroliger mig allerede at vide, at jeg vil tale med ham om det. Det er lidt en mellemstation mellem mig og målet, der gør det nemmere at se mig frem til en forandring. Jeg kan jo ikke kurere det her, med det, som det er kommet af. Jeg er nødt til at ændre nogle ting.

Se den formulering kan jeg huske. Og det vil jeg altid, tror jeg :-)

Jeg vil nyde en hel eftermiddag og aften hjemme.

Rigtig god aften til dig :-)

Kærlige hilsner fra Oktober