Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
det lyder bare så rigtigt det du siger.
Men samtidig virker det ekstremt langsigtet.
Lige nu virker det helt uoverskueligt for mig, at der er halvanden endnu inden jeg skal til min psykiater igen.
Jeg ved ikke, om jeg helt seriøst regner med, at jeg får det meget bedre af at komme hos ham bare en enkel gang, men det gør mig vildt utrolig at mine tanker bliver mere og mere sorte og angsten vokser dag for dag.
I morgen skal jeg til bryllup, hvilket betyder masser folk jeg ikke kender, alkohol og ingen mulighed for at komme hjem, fordi festen skal holdes så langt væk.
Jeg har overvejet ikke at tage med, for jeg ved, at det blir mere hårdt end det blir hyggeligt og sjovt. Og så bliver jeg vildt angst ved tanken om ikke at kunne gå hjem, når jeg har lyst, men at skulle sove på stedet.
Og så er det første gang jeg skal drikke, siden jeg tog pillerne. Og eftersom mine selvdestruktive tanker vokser for hver time jeg er vågen, så er jeg bange for mig selv. Og stadig rigtig vred over, at jeg ikke bare kan være normal. Jeg tror jeg har så meget vrede og frustration, at det blokerer for alt andet.
Er der én, der har en idé til, hvad man skal gøre, når ens tanker spinner helt rundt. I det øjeblik, hvor man ville skære i sig selv, hvis ikke det gav fysiske ar. Min eneste taktik lige nu er, at tage en afslappende pille og sove i mange timer. Og prøve på forskellige måder at aflede mine tanker som fx. træning eller tv. Men de to ting kan jeg ikke engang holde ud mere, fordi alle følelserne i mig skinner igennem og tager det overskud, som jeg bruger til de her ting. Så jeg føler kor sagt, at jeg glider længere og længere væk fra de sunde og fornuftige reaktionsmønstre over i de mere primitive, og har brug for et råd til, hvordan jeg holder hovedet koldt.
Nogle idé'er?
Lige nu vil jeg gå ind i sengen og læse indtil jeg falder om kuld. Og så håbe på at sove så længe i morgen, at jeg bliver overtræt, så jeg kan få en god middagslur inden vi skal afsted til bryllup.
Weekend hilsner fra Oktober
Det her er langsigtet proces, der giver vedvarende løsninger. I stedet for et quick fix hvor du hurtigt falder tilbage igen. Tænk på, hvor længe det har taget at skabe og opretholde den tilstand, du er i nu. Du er næsten 25 år. Så er det ikke noget, der lige bliver fixet på kort tid. Hvor lang tid det tager at opnå tilstrækkelig bedring, afhængig af mange ting. Bl.a. af, hvor traumatiseret man er.
Det er ikke mærkeligt, at din angst vokser. Du skriver herinde og får så mange nye in-put og du går hos din psykiater. Du kommer tættere på de lukkede døre; følelserne derinde bagved truer dig. Det er altid værst, inden de kommer frem. Man kan føle, at man er ved at krakelere. Det er en uundgåelig fase. Når først man har fået hul og er midt i det, bliver det faktisk bedre.
Timingen med brylluppet må siges at være meget dårlig.
Du havde overvejet at lade være med at tage med. Hvorfor besluttede du dig så alligevel for at tage med? Det er meget vigtigt helt at få klarlagt dine motiver.
Du skriver, at du skal drikke for første gang, siden du tog pillerne. Hvorfor skal du drikke??? Du ved, det er dårligt for dig. Specielt da, når du allerede nu er angst. Du har brug for al den jordforbindelse, overblik og selvkontrol, du kan få fat i og så er alkohol noget af det værste, du kan udsætte dig selv for.
Du må prøve at få kontrol over situationen, der lige nu gør dig enormt utryg og stresset. Det handler om at være forudseende og udtænke nogle strategier, så du ikke står helt på bar bund i situationen.
* Beslut dig på forhånd for ikke at drikke alkohol – og hold det løfte til dig selv.
* Når du ankommer så orienter dig på stedet. Find hurtigst muligt en base. Et rimeligt trygt sted du kan trække dig tilbage til hvis eller når det bliver nødvendigt. Tag i løbet af aftenen en 'time out' og træk dig tilbage, så du lige kan få lidt ro og lade lidt op indimellem.
* Er der noget, du er afhængig af, som du plejer at have i din hverdag? Så find hurtigst muligt ud af, hvordan og hvornår du bedst kan få dækket disse behov i løbet af dagen/aftenen.
* Sørg for at spotte de mennesker, du kender og er tryg ved og prøv at holde dig i nærheden af dem.
* Prøv at spotte de mennesker, der har en adfærd, der ikke vil være god for dig og hold dig fra dem.
* Prøv at holde 'lav profil'. Fokuser udad på de andre i stedet for at fokusere indad. Prøv at lade være med at være så opmærksom på, hvad du nu føler og hvordan du nu har det. Prøv i højere grad at være 'en flue på væggen', der ser alt omkring sig uden at blive følelsesmæssigt involveret.
* Hvis du får det dårligt, så tænk på, at du er i gang med at lære en masse, du har brug for at vide - om dig selv, om andre, om dine egne grænser. Der er masser af læring at hente, når man udfordrer sig selv.
* Beslut dig så tidligt som muligt for, hvornår du kan tillade dig at trække dig tilbage, hvis det bliver nødvendigt.
* Tag noget med, der gør dig tryg. F.eks. din tøjhund. Det er vigtigt med noget medbragt tryghed.
* Har du mulighed for at tage en iPod eller MP3 afspiller (eller hvad det nu hedder) med og så noget afslapningsmusik? Det kan være godt at falde i søvn til.
Hvorfor er du vred på dig selv over, at du ikke bare kan være normal? Hvorfor er du ikke vred på dem, der har skadet dig og er årsag til, at du har det dårligt?
Du ER normal. Det er så vigtigt, at du forstår det. DU ER NORMAL. Det kan ikke gentages ofte nok. Du har fuldstændigt normale reaktioner og følelser i forhold til, hvad du har været ude for. Du er traumatiseret – og det er altså ikke det samme som at være unormal.
Jeg har ikke nogen akut her-og-nu-løsning på tankerne, der går i selvsving. Det er igen det lange seje træk, der går ud på at lære at beskytte sig selv i nutiden og få bearbejdet fortiden, så man prøver at undgå belastninger, der kan trigge trangen til selvskade.
Du prøver at flygte og aflede dine tanker med tv eller træning men det virker ikke mere. Det er fordi, du ikke længere kan flygte fra dig selv. Ja, du glider længere væk fra de sunde og fornuftige reaktionsmønstre, fordi de er noget udvendigt og tillært, du ikke har følelserne med i. Den sunde og fornuftige adfærd er ikke integreret følelsesmæssigt - du har prøvet at bygge et slot på et dårligt fundament. Det kan man ikke, fundamentet kan ikke bære og en dag vælter slottet som et korthus. Det er det, du oplever nu. Du er nødt til først at få bygget et solidt, stabilt fundament og derefter kan du bygge dit slot op med de gode, sunde og fornuftige reaktionsmønstre, du har lært dig. For så er grundlaget i orden.
Du skal netop ikke holde hovedet koldt længere. Hvis det primitive, du frygter, vil frem, så kan du lige så godt lade det komme frem – for det vil plage dig, indtil du giver det lov.
Al mulig held og lykke med i morgen.
Kærlig hilsen Helene
tak for dine gode råd.
Jeg brugte faktisk allesammen undtagen den med at drikke.
Jeg tror jeg brugte det som beroligende medicin. Og måske lidt for at presse mig selv. Men det gik ret fint. Jeg kastede op en gang. Det er har jeg gjort før, når jeg har været i sociale sammenhænge, hvor jeg har været meget angst. Det er ret uderligt. Som om angsten og spiseforstyrrelsen teamer up til kamp imod mig.
Men fra vi fik noget mad, gik det bedre, og jeg endte med at være oppe til kl. fire og møde en masse søde mennesker. Men selv om det endte med at være hyggeligt, kan jeg godt mærke, at det har været hårdt, og at jeg er ekstremt utryg ved at være sammen med andre. Jeg har faktisk ingen automatiske tanker, som dem man normalt arbejder med i angst-behandling, så jeg tror ikke, det handler om angst, men om underskud i fht. at kunne give noget til andre, som du skrev på et tidspunkt. Man skal have energi for at kunne give.
Jeg går og tænker på, hvordan jeg får en hverdag op og stå, som jeg kan følge med i. Jeg elsker at komme ud og møde mennesker, men jeg har virkeligt meget lyst til at finde en rytme, så jeg ikke bliver drænet af de ting jeg skal.
Jeg har overvejet, om jeg mon kan søge handicaptillæg til min SU på baggrund af min diagnose. For jeg ved, at jeg vil få en meget mere balanceret hverdag, hvis jeg ikke skal have et job ved siden af studiet.
Jeg har også bestemt mig for, at når jeg skal søge job fra efter sommerferien, skal det max. være seks timer om dagen, så jeg ikke kommer til at være helt udkørt når jeg kommer hjem.
Det er måske pessimistisk at tage højde for de ting nu allerede, men på den anden side, så tror jeg, at det er en god form for selvomsorg, der kan hjælpe mig i accepten af min situation. For det er altid nemmere at se, at et valg er rigtigt, når man har vovet sig og taget det.
Positive rengvejrs-søndags hilsner fra Oktober
Hvor var det godt, at du klarede dig igennem brylluppet og oven i købet også fik en god oplevelse. Og dejligt, at du kunne bruge forslagene.
Det er meget vigtigt, at du har fundet ud af, at det måske ikke er angstsymptomer, du har, men mere overbelastningsreaktioner p.g.a. underskud. For så kan du begynde at arbejde på at få opbygget et overskud. Det kan faktisk også skabe angst, hvis man føler, man bliver drænet for energi og ikke ved, hvordan man skal stoppe det.
Først og fremmest må du tage udgangspunkt i, at du indtil videre ikke har så meget energi til rådighed. Det betyder også, at du ikke er så udholdende, for du kan ikke fastholde energien. Lad være med at sammenligne dig med andre – det kan du ikke bruge til noget.
Energi = opmærksomhed. Det man giver opmærksomhed, giver man energi.
Prøv at forestille dig, at du har et strålende hvidt lys hele vejen rundt om dig. Det er din naturlige, usynlige afgrænsning, der beskytter dig mod andre menneskers energier. Overgreb slår huller i denne usynlige grænse. Fysiske overgreb (især seksuelle) giver store huller, som energien ryger ud af. Altså må afgrænsningen repareres, så energien kan blive inde og kanaliseres kontrolleret ud, når og hvor du ønsker det. Du kan lave visualiseringer over dette tema.
Det kan være svært at holde på den positive energi, når der er huller i afgrænsningen. Den løber måske ud igen, ligeså hurtigt som den kommer ind. Når der er huller, er du også mere modtagelig for andres negative energier, fordi den naturlige beskyttelse er ødelagt.
Vær opmærksom på, hvis du føler dig drænet og følelsestom. Så har nogen eller noget suget din energi.
Jeg har lige genlæst bogen 'Den 9. indsigt' af James Redfield, der handler meget om energierne.
Han skriver bl.a., at alle menneskelige relationer handler om, hvordan vi hver især får tilkæmpet os mest mulig energi fra andre. Det er katastrofalt, når voksne kæmper med børnene om energien, for de voksne vil altid vinde og vil dræne barnet. Det er det, vi har været ude for og vi lever stadigt med energitabet.
Derfor må vi lære at beskytte os mod mennesker, der vil have vores energi og dræner os. Det kan man nogle gange gøre ved at sige fra og sætte grænser, så man kan få stoppet deres adfærd. Andre gange må man simpelthen undgå dem. Vi skal søge mennesker, der giver os ny positiv energi, som bygger op, styrker os og får det bedste frem i os – og som vi kan gøre det samme overfor. Så øger vi det fælles positive energiniveau. Det vil konkret sige, at du f.eks. lader være med at besøge din gamle, sure tante, der altid retter på dig (selvom du føler dig skyldig over at svigte) og i stedet besøger din veninde, du griner så godt sammen med.
Hvis man har mistet så meget energi, så der faktisk intet er tilbage, kan alle mennesker virke drænende på én. Så kan man blive angst for at være sammen med andre, for enhver påvirkning vil medføre et energitab, man ikke kan tåle. Så lukker man sig inde psykisk eller fysisk for at beskytte sig. I så fald er det virkeligt nødvendigt at lære at beskytte sig selv på andre og bedre måder, for isolation dræner også, for det er gennem kontakten til andre mennesker, vi får ny positiv energi tilført.
For at opbygge et overskud, er man nødt til at få så mange stressfaktorer som muligt ud af sit liv. Det betyder, at man skal lære at bruge ordet 'nej'. Når man har orden, vaner, faste rammer og rutiner, er der ikke så meget at forholde sig til og man sparer på sin energi. Ting man udsætter, suger meget energi. Få evt. hjælp til at ordne dem eller find ud af, om noget kan droppes. Bekymringer og spekulationer dræner én, sørg derfor at få løst problemerne hurtigst muligt. Lad være med at påtage dig opgaver, fordi du føler dig forpligtet. Koncentrer din energi om én ting af gangen og lad være med at multitaske.
Du kan også bruge samme metode, som du brugte til brylluppet i går. Vær forudseende og planlæg, hvordan du i en udfordrende situation sikrer dig mest mulig kontrol over situationen, skaber størst mulig tryghed og har forberedt 'flugtmuligheder'.
Vær opmærksom på dine følelser og behov i enhver given situation. Bliver du frustreret eller dårlig, så prøv at finde ud af, hvad der er årsagen – er der et behov du ikke får dækket? Når du har fundet årsagen, så prøv at finde ud af, hvordan du selv kunne have påvirket situationen, så den var blevet mest mulig tilfredsstillende for dig.
Det en glimrende, hvis du finder ud af, om du kan søge handicaptillæg til din SU. Det er bestemt ikke pessimistisk at spekulere over det nu. Det er forudseende og en konstruktiv måde at spare energi på, for dermed slipper du for at gå og spekulere.
Alt det her betyder, at man skal tænke rigtigt meget over, hvad man gør – både før, imens og efter. Men det er nødvendigt med denne øgede bevidsthed, indtil det bliver integreret og naturligt at handle i overensstemmelse med sin egen formåen og sine følelser og behov.
Kærlig hilsen Helene
Jeg synes, at denne tråd har udviklet sig i en spændende retning.
Jeg lægger mærke til følgende citat fra dig, Oktober: ”… jeg tror ikke, det handler om angst, men om underskud i fht at kunne give noget til andre…”
Og jeg lægger mærke til Helenes beskrivelse af, hvordan vores energi (normalt) ligger som et beskyttende lag omkring os, og hvordan energilaget kan være beskadiget eller hullet som følge af overgreb.
Sådan noget vil jo være sort snak for de fleste. Så snart man begynder at tale om auraen eller i det hele taget om energi (hvis det ikke lige handler om kalorier og slankekure), er de fleste stået af, inklusive 99 % af psykiaterne.
Jeg har gennem hele tråden her følt, at der var en vis lighed mellem din problematik, Oktober, og mine egne erfaringer, men der var også store forskelle, der gør, at jeg ikke føler mig helt på sikker grund, når jeg udtaler mig om dine problemer.
Jeg vil gerne fortælle om mine erfaringer med energi/aura. Mine depressioner har gjort mig bevidst om auraen, som de fleste mennesker ellers intet kender til. Eftersom jeg har haft 20 depressioner, har jeg haft rig lejlighed til at mærke forskellen mellem depression og normaltilstand, hvad angår auraen.
Når jeg er rask, har jeg dette beskyttende lag omkring mig – et lag, der både rækker ud mod andre for at komme i kontakt med dem, men også fungerer som en buffer eller stødpude, der holder andre mennesker på en vis beskyttelsesafstand.
Vi taler jo somme tider om, at et menneske har udstråling. Deraf kan vi se, at vores ordforråd kender alt om auraen, men de fleste mennesker har ingen erfaringer om den. Først når den ikke er der – eller er beskadiget - finder vi ud af auraens betydning.
Under mine dybe depressioner har min aura været væk eller i hvert fald stærkt beskadiget. Det er meget ubehageligt. Det føles som at gå nøgen rundt blandt andre, eller som at være en snegl uden hus. En manglende aura gør også, at jeg har følt mig stærkt udsat for andres blikke, for der er jo ikke noget at imødegå deres blikke med. Det er klart, at man i den situation har en tilbøjelighed til at isolere sig.
Og det er klart, at ingen forstår, hvad der foregår. Selv psykiatere tror, at der er tale om angst for andre mennesker. Og de pårørende forsøger at få én til at gå ud blandt andre. Og kognitive terapeuter mener, at man skal eksponere sig for mere og mere samvær, for på den måde gradvist at vænne sig til det.
Ingen kender til det egentlige problem, som altså består i, at auraen er væk eller beskadiget. Og kuren har hos mig været at vente, til auraen havde helet sig af sig selv igen.
Jeg vil tro, at forskellen mellem dig og mig, Oktober, blandt andet består i, at din aura er noget beskadiget hele tiden, mens min aura var totalskadet under de dybe depressioner, mens ellers intakt mellem depressionerne, hvor jeg jo var helt rask.
Og nej, det handler ikke om, at du skulle være doven, dum eller ond, som du skrev i en anden tråd. Det handler om, at du handler i nødværge, fordi din aura er beskadiget.
Mange hilsner
Kameliadamen
min aura....
Den føles helt klart ret hullet. Jeg har faktisk her på det sidste gået og overvejet at finde en healer, som kan hjælpe mig med at kigge på sagen, så jeg må have haft tænkt i den retning selv.
Jeg tror især, at jeg kan mærke det, fordi alt dræner mig. Også gode ting.
Når jeg mediterer eller laver yoga, føler jeg, at den bliver mere hel. Men kun for en kort stund, for når jeg laver overgreb, og ikke lytter til mine behov, så kommer hullet igen. Jeg ar lært af en af mine veninder (en klog meget alternativ kvinde på 62), hvordan man lukker sin aura. Dvs. at man kan forsøge at lukke den til, så man ikke bliver så nemt påvirket af andre energier. Jeg tror, jeg vil prøve at meditere over min aura og kigge lidt på den.
Måske skal mit udgangspunkt være at passe på mig selv. Helt basalt. Få noget god sundt mad, ikke gøre ting, som jeg føler dræner mig og presse mig selv på områder, hvor jeg ved, at det giver godt. Som fx. via min træning. Jeg føler, som jeg vist har skrevet før, at ejg begår overgreb i mod mig selv, og det gør bare mit selvhad endnu større. For så kan jeg slet ikke respektere mig selv. Og ikke desto mindre, tror jeg også, at det gør mig endnu mere splittet. Så måske jeg skal kigge noget mere indad, og være mere stædig og handle prøve at forstå mine egne signaler.
Jeg er sikker på, at I vil være helt enige :-)
Tænk sig, at det er en helt ny tanke for mig, og vil blive en rigtig stor udfordring. Jeg er i løbet af det sidste halve år kommet frem til, at jeg elsker mig selv. Det har taget mig 24 år at finde ud af. Så nu må næste skridt som sagt være, hvordan jeg handler efter mine følelser.
Jeg drømte i nat, at jeg tog en masse piller igen for at blive indlagt. Jeg tror at jeg inderst inde har lyst til at opgave kampen og lade andre overtage styringen. Men livet er for kort til at overlade sin skæbne til andre, for det er kun mig selv, der ved, hvad jeg har behov for i sidste ende. Også selv om, det bliver en kamp for mig, at nå derhen.
Håber I har haft en rigtig god weekend.
Kærlig hilsen Oktober
Kameliadamen, det giver god mening det du skriver. Min egen oplevelse er, som du skriver til Oktober, at min aura har været beskadiget hele tiden. Grænserne har været totalt ødelagte og for at beskytte mig selv, har jeg trukket mig helt ind i mig selv. Dels ved at undgå andre mennesker og når det ikke var muligt, så ved at trække mig ind i mig selv mentalt.
Jeg genkender fuldstændigt din sammenligning med en snegl uden hus eller at gå nøgen rundt mellem andre og være totalt hudløs. Disse følelser fik jeg dog først efter jeg var startet i terapi - eller da blev jeg bevidst om dem - for indtil da, gik jeg rundt som i en glasklokke som et alternativ til den naturlige ødelagte beskyttelse. I dette forløb har jeg også oplevet, at hjemmets fire vægge (eller hækken udenom min have) har udgjort mine fysiske grænser, fordi min naturlige grænse (auraen) ikke var intakt og derfor ikke beskyttede mig.
Måske fordi skaden har været så omfattende og konstant, har kuren for mig været, at jeg måtte grave helt ind til dengang skaderne opstod og så at sige hele dem med tilbagevirkende kraft. Både i form af mentalt og spirituelt arbejde med mig selv men også konkret ved at finde andre og bedre måder i nutiden at beskytte mig selv på. Tingene virkede ikke for mig, hvis ikke jeg kunne relatere det til oprindelsen.
Oktober, jeg har også haft det sådan, at alt drænede mig - også gode ting. Jeg er (selvfølgeligt :-) helt enig med dig i det du skriver om, hvad du selv kan gøre. Det er vigtigt at passe på sig selv på alle niveauer og fremfor alt undgå de ting, der føles som overgreb mod sig selv. For så opretholder man selv hullerne i energien og det kan give en følelse af, at man svigter sig selv eller det kan give følelsen af selvhad og det opretholder ialtfald splittelsen. Man er nødt til at handle i overensstemmelse med sig selv, hvis man skal have det godt.
Da jeg havde det værst, kunne det føles som et overgreb, hvis jeg tvang mig til at vaske op eller gå i bad! Jeg ved, at det handlede om, at jeg har gamle traumer forbundet med disse dagligdags ting. Altså var der engang blevet slået huller i energien på disse områder, så energien løb ud. Hvis jeg havde tvunget mig selv til at gå i bad eller vaske op, så ville jeg selv have øget energitabet. Så jeg måtte simpelthen lade være med at vaske op eller gå i bad, til jeg havde fået lagt lidt låg på følelserne, så jeg følte mig mindre hudløs og kunne klare det uden at blive reaktiveret.
Det er meget problematisk, når de ting, der føles som overgreb mod én selv, faktisk er ting, man godt ved, ville være gode for én selv. For mit vedkommende har det også været omkring at kunne give mig selv sund mad eller komme ud i luften, røre mig, have det sjovt, gøre gode ting. Så jeg stejler, når det helt generaliserende bliver sagt, at det altid er godt for deprimerede mennesker at komme ud og få motion. Det gjorde ikke noget godt for mig, for jeg kunne simpelthen ikke magte det, fordi det satte gang i følelser og erindringer, jeg slet ikke rummede på daværende tidspunkt. Men selvfølgeligt var det et mål, at jeg gerne ville nå dertil, hvor det føltes godt.
Det mest positive udgangspunkt er det, du har: At du er blevet klar over, at du elsker dig selv. Kærligheden heler - også eller især kærligheden til sig selv.
Jeg kan sagtens genkende følelserne, du beskriver fra din drøm. Sådan har jeg også drømt. Om den befrielse det ville være, hvis man bare kunne lade andre tage over og bare slappe af og lade tingene ske. Men som du skriver, det er alt for risikabelt.
Min oplevelse har været, at det i starten var utroligt anstrengende hele tiden at skulle tænke på, hvad der nu føltes rigtigt og også at samle styrke til at sige fra og til og sætte grænser. Men nu tænker jeg slet ikke over det længere. Det kommer ganske naturligt, så jeg bare slapper af med det.
Kærlig hilsen Helene
jeg er helt enig med dig i, at motion ikke altid er godt ved depression.
Det er også først nu, efter min depression er blevet meget mildere, at jeg har glæde af motion. Før blev jeg bare endnu mere udmattet af det, fordi det er hårdt at skulle slæbe en træt krop uden energi igennem noget så energikrævende. Jeg kan stadig have dage, hvor jeg ikke bliver kvikket op af at træne, men nu tager jeg som regel chancen, fordi gevinsten de gange, hvor det er godt, er helt utrolig givende.
Efter jeg har trænet, er det tidspunkt på dagen, hvor jeg er aller mest frisk, så jeg håber på at kunne bruge det i min opgaveskrivning i stedet for at skulle sove flere gange i løbet af dagen.
Jeg er blevet kaldt til job samtale på det job, som jeg havde søgt, og som jeg ellers troede, jeg ikke havde fået, fordi jobsamtalerne skulle have fundet sted allerede. Selv om jeg havde bestemt mig for at ville have et deltidsjob på max 25 timer om ugen, så har jeg en rigtig god mavefornemmelse med det her job. Bl.a. virker arbejdspladsen helt fantastik og jobbet virker perfekt. Og så virker alle kollegerne til at være enormt søde. Det er nok det område, hvor jeg har eksponeret mig mest her på det sidste, uden at det har tæret mig for energi. Jeg føler mig utrolig tryg ved stedet og de ansatte. Og jeg har rent faktisk (for en gangs skyld) ret god selvtillid omkring, at jeg vil kunne klare jobbet godt og komme med en masse gode ting.
Men jeg ved også, at det vil blive hårdt for mig at have et fuldtidsjob. Men jeg tænker, at det nok er mere vigtigt, at det er et arbejde jeg rigtig godt kan lide i stedet for alternativet, som er et kantinejob, som allerede nu hænger mig langt ud af halsen og som er fysisk udmattende.
Men det føles godt at kunne mærke lidt energi komme frem, fordi jeg så gerne vil det her. Og samtidig vide, at jeg ikke bliver knust, hvis ikke det bliver til noget.
I dag gik jeg igang med at få ryddet op på mit kontor, så jeg kan få et rart rum at sidde i, når jeg skal lave min eksamensopgave. Da jeg havde været igang i en time, blev jeg helt udkørt og lagde mig ned med en god bog og sov et par timer. Og så gik jeg lidt igang i igen i eftermiddags inden jeg skulle afted til træning. Og det var faktisk en sejr for mig at tage den pause, for mit overjeg pressede på for at jeg skulle tage mig sammen og gøre det færdigt. Men jeg nåede en del idag alligevel, fordi jeg kunne ordne de sidste ting med fornyet energi efter middagssøvnen. Så 1-0 til behov og nederlag til kontrollen :-)
Jeg har fået rigtig svært ved at få spist det jeg skal, hvilket resulterer i, at jeg ender med at spise nogle dumme ting og kun spise to gange om dagen. Jeg plejer at spise 5-6 gange om dagen, så nu har jeg givet mig selv den opgave at skrive ned hvad jeg spiser hver dag, og at skulle spise mindst 5 gange om dagen, så jeg kan få den automatiske balance tilbage.
Som I nok kan læse ud af mine sidste to indlæg, så har jeg det betydeligt bedre end jeg havde det op til weekenden, selv om det hele dog ikke er en dans på roser. Jeg føler mig bare mere balanceret og mere i zen. Jeg tror måske, at jeg er nået et stort skridt videre i accepten af min situation og det at skulle indse, at der ikke findes en quick-fix til mine problemer. Det sværeste for mig har været at finde motivationen til at kæmpe, men efter af have slappet af et par dage og ikke tænkt så meget på det hele, er der kommet mere energi og dermed er motivationen også kommet op, fordi der er energi til at kæmpe. Eller dvs. at det kommer der i hvert fald løbende :-)
Jeg tror måske alligevel, at jeg har noget angst! Eller nogle angstsymptomer. Jeg bliver helt vildt nervøs hver gang jeg skal nogle steder hen. Men som sagt, så har jeg ingen automatiske tanker. Og når jeg fanger en tanke, så føler jeg ikke, at andre synes jeg er dum fx. For jeg tror oprigtigt på, at jeg uden på ser helt normal ud, så der skulle ikke være nogen grund til, at folk skulle kigge særligt meget på mig. Så jeg ved ikke helt, hvad der gør mig utryg. Måske er det bare, som Helene skriver om sig selv, at skulle forlade min beskyttende ramme (min lejlighed)?
Nå, jeg vil prøve at give slip på tankerne for i dag og finde en god form for mindfullness. Måske i den krimi jeg er igang med at læse.
God mandag aften.
Hilsner fra Oktober
Jeg kan sagtens se i det du skriver, at du har det bedre end før weekenden. Accept af situationen er første skridt til at komme videre. Hvis man fornægter realiteterne, så kan man ikke forandre noget.
Det lyder rigtigt godt, hvis du kan bruge motionen som energigiver i stedet for søvnen. Næppe tvivl om, hvad der er i længden virker bedst og er mest hensigtsmæssigt.
Idéen med det hele er, at livet meget gerne skal holde op med at være en kamp. Du har altid kæmpet, formentligt ved du ikke, hvordan man lever uden at kæmpe. Den evige kamp dræner én for energi. Når man giver slip på kontrollen og flyder med – og siger 'ja' og 'nej', som man selv føler for det og også kan sige 'det har jeg ikke lyst til', eller 'det passer mig dårligt' eller 'jeg har brug for…' eller 'jeg vil gerne have…', så er der ikke så meget kamp mere. Selvfølgeligt bliver livet ikke bare lyst, let og problemfrit, men når man ikke kæmper mod sig selv længere men lever i overensstemmelse med sig selv, så bliver det trods alt betydeligt lettere.
Det var rigtigt flot, at du dels fik ryddet op på dit kontor og dels kunne tage den nødvendige pause.
Yes, 1-0 til behov og nederlag til kontrollen :-)
Men så går du i stedet ind og vil begynde at kontrollere din spisning. Når du slipper kontrollen på ét område, så prøver du at få den tilbage på et andet område. Forståeligt nok, for maden er jo vigtigt – især når du har haft en spiseforstyrrelse. Men prøv med dialog og forståelse i stedet for kontrol. Med kontrol starter du bare endnu en magtkamp mod dig selv og magtkampe har ingen vindere – kun tabere. Når den automatiske balance du havde fået skabt, pludseligt forsvinder, så er det fordi følelserne og det ubevidste har taget over i stedet for det tillærte. Det er aldrig tilstrækkeligt med noget tillært – følelserne skal være med ellers modarbejder de éns hensigter. Så lyt til dine behov, til budskabet og følelserne i stedet for at ville have spisningen til at fungere pr. automatik. Det nytter ikke at ville tvinge dig selv, til at spise – det er tvangsfodring og så brækker du dig bare senere i overført betydning. Du øger den indre splittelse. Prøv i stedet med respekt og omsorg for den spiseforstyrrede side af dig selv at finde ud af, hvad problemet handler om. Hvorfor kan eller vil hun ikke tage næring til sig?
Apropos energi: Så kræver det så utroligt meget energi at prøve at styre tingene med kontrol og tvang. Du bruger energien på at undertrykke budskabet i stedet for at bruge den på at få budskabet frem.
Tillykke med, at du skal til jobsamtale :-) Du har den bedst tænkelige indfaldsvinkel, når du virkeligt gerne vil det men samtidigt ikke føler, at verden går under, hvis du ikke får det. Uanset hvad der sker, vil det åbne en dør for andre muligheder. Hvis det er meningen, at det skal være sådan, så vil det blive sådan.
Uanset hvad man foretager sig, så er det allervigtigste, at det er noget, der giver glæde og som interesserer én, så man kan bruge motivation, engagement og inspiration som drivkraft.
Så ja, det lyder helt sikkert bedre med det nye arbejde, selvom det er flere timer, end med et job der dræner dig for energi både fysisk og mentalt.
Ja, du har givetvis stadigt angstsymptomer. Du har en belastet barndom. Det sætter sine spor.
Når man som barn er blevet udsat for overgreb (ultimativt seksuelle), så har man både fået indbygget en mistillid til andre, manglende tro på sig selv og en manglende tiltro til, at man kan forsvare sig selv. Det kan skabe generel utryghed eller angst, der gør det svært at være ude i verden. Man har ikke den grundlæggende erfaring for, at verden er et godt, trygt sted at være og at mennesker vil være gode ved én. Derfor handler det meget om, at du lærer, hvem du kan stole på og hvem du ikke kan stole på og at du får skabt mange nye positive erfaringer, så du kan komme til at føle dig mere tryg i verden. Samt man skal have følelsen af, at man kan forsvare eller beskytte sig selv på de måder, det er nødvendigt – energimæssigt/ psykisk/ fysisk/ verbalt. Angst for andre mennesker, behøver derfor slet ikke at handle om, hvad andre tænker, tror eller mener om én.
Ringe selvtillid kan også skabe angst, hvis man inderst inde føler sig anderledes eller forkert i forhold til andre. Selvtilliden får man ikke opbygget ved at prøve at ligne andre men tværtimod ved at turde stå ved sig selv, sine egne ønsker og grænser, følelser og behov.
Jeg tror, at angsten vil blive væsentligt mindre, efterhånden som du får bedre styr på dit liv. Lige nu er der mange ting, du ikke har rigtigt kontrol over: Behandling, arbejdet med dig selv, indtægt, studie og erhvervsarbejde. Det kan forstærke utryghed og angst og øge behovet for kontrol på andre områder.
Om du kan komme af med angsten ved at lære at leve mere i overensstemmelse med dig selv i nutiden, eller om det bliver nødvendigt for dig at arbejde med din barndom, kan kun tiden vise.
Mange hilsner Helene
så er jeg gået igang med at finde tekster til min opgave og sidder og kigger på alle teksterne og bøgerne. Jeg har været igang i knap to timer, og jeg er bare fuldstændig ødelagt. Jeg er træt, har den der underlige følelse inden i, som om jeg slet ikke kan noget som helst. Jeg kan slet ikke se mig igennem, hvordan jeg skal få lavet en hel opgave, hvis jeg ikke engang kan arbejde mere end to timer ad gangen.
Jeg er nok desværre nødt til at holde en pause i tråd med min nye filosofi om at lytte til min krop. Så må jeg se på det hele igen omkring middag. Men det er lidt træls ikke bare at kunne få opgaven overstået. Men samtidig er jeg også indstillet på at opgive at lave den, hvis det ikke kommer til at køre bedre på et tidspunkt. Ellers bliver det en urimelig lang måned, der ikke giver mig den energi jeg får brug for til en hel måneds rejse rundt i Syd Amerika.
Jeg føler ikke, at jeg arbejder meget med mig selv, men på en måde, så er det nok rigeligt arbejde for mig, at prøve at få hverdagen til at løbe rundt og lytte til mine følelser og min krop. Og så eksamensopgaven oven i.
Den stilling jeg var kaldt til samtale med, var blevet lavet til en permanent stilling i stedet for et vikariat, så jeg kunne ikke søge det alligevel. Men jeg har lige sendt seks ansøgninger afsted i går til lignende jobs, men flere af dem med et lavere timetal. Så må det briste eller bære.
Jeg er helt enig i det du skriver med, at der sker utroligt meget i mit liv, fordi der er så mange ting, der er igang. Jeg har et vikarjob nu, min opgave, træning, jeg ved ikke helt hvor i terapien jeg er, min lejlighed roder konstant, jeg ved ikke hvad min jobsituation ser ud efter sommeren og jeg skal til at forberede mig på en måneds rejse med min kæreste, som kræver lidt praktisk planlægning inden vi tager afsted. Det er ikke så underligt, at jeg konstant er urolig og ikke kan slappe af.
Det eneste, der kan aflede mine tanker og endda mine kropslige symptomer er holdtræning som fx. yoga. Så derfor har jeg valgt at sætte mængden af træningen op, så jeg lidt oftere oplever en helt time i træk, hvor jeg er glad og har energi og overskud.
Men nu vil jeg krølle mig sammen inde i min seng med min krimi indtil jeg falder i søvn. Og vågne omkring middag med endnu mere ondt i maven, fordi jeg så er endnu mere bagud med opgaven. Åhh, den skide balance er bare umulig at finde lige nu. Jeg vil måske endda påstå, at den slet ikke kan findes i mit liv lige nu. Nok fordi, jeg er så meget i underskud!
Spandevis af forvirrede tanker fra Oktober