Jeg har faktisk slet ikke overvejet, at det var relevant at fortælle ham, at jeg arbejder på den alternative måde. Måske du har ret i, at det kunne være relevant.
Jeg tror faktisk godt, at jeg forstår hvad han mener. Det han mener er, at for at vi rigtigt kan arbejde med tingene, så skal jeg være i en situation, hvor jeg møder ting, som vi kan arbejde med. Men jeg skal sige til ham, at jeg vil finde en balance i hvor meget jeg "eksponerer" mig selv og hvor meget jeg skal passe på. For enten presser han mig for meget, eller også har jeg misforstået ham. Men jeg vil i hvert fald spørge ham direkte, så jeg kan finde ud af det.
Du spørger om, hvad det værste er, og for mig er det værste ikke at have prøvet alt og føle at jeg giver op. Men på en eller anden måde, er jeg i tvivl om jeg begår overgreb på mig selv pga. denne holdning, fordi det kræver, at jeg overskrider mine tanker og handler imod mine følelser.
Jeg tror, at jeg vil sige til psyiateren, at jeg sjældent har følt mig så splittet, som jeg gør lige nu. Netop fordi jeg handler imod mine følelser og min lyst, men kun efter mine tanker. Lige nu bliver det et ikke-valg, der gør, at jeg fortsætter med at søge det her fantastiske job.
Måske vælger jeg at søge jobbet, fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal. Jeg føler ikke, at der kommer noget ud af at gå rundt herhjemme. De dage, hvor jeg har der bedst, er de dage, hvor jeg kommer ud af døren og kan gøre ting i mit helt eget tempo. Fx. når jeg tager ned og træner selv.
Jeg er jo så ambivalent, og diplomatisk, at jeg kan se alle fordele og ulemper ved begge dele. Og med alt den angst jeg har, er jeg bange for, at jeg ikke kan stole på mine mavefornemmelse.
Men faktisk regner jeg slet ikke med at få jobbet, fordi der er helt vildt mange ansøgere, selv om jeg har nogle gode kvalifikationer. Så derfor tager jeg nærmest et ikke valg (som jo også er en slags valg) og sender ansøgningen afsted og ser, hvor det bærer hen.
Den skal nemlig afleveres i dag, og det er en stor beslutning at skulle tage på én dag. Men faktisk er min hjerne afklaret med, at jeg skal tage jobbet, hvis jeg får det tilbudt. Og at det er en udfordring, som måske kan gøre mit liv bedre på længere sigt. Og hvis ikke, så har jeg prøvet det af, og ved, at jeg skal søge i en helt anden retning.
Så vil jeg helt klart søge noget andet terapi. Alt afhængigt af min økonomi tillader det. Det er lidt svært at finde igennem det system, fordi jeg "allerede" har brugt en henvisning på depression og én på incest. Så tror jeg ikke, at der er mere tilbage til mig i den pengekasse :-(
Nå, jeg må nok hellere komme ud af døren.
Jeg har planer HELE dagen i dag, og jeg er alvorligt uvenner med mig selv over det. Men det er allesammen ting, som jeg har udskudt rigtig mange gange, så jeg føler,a t jeg er nødt til at gøre det nu. Selv om det selvfølgelig ikke passer.
Men jeg er lidt splittet imellem, at jeg er utryg og stresset sammen med andre, og at jeg keder mig, når jeg er alene, fordi jeg bliver alene med alle mine tanker, som kører uafbrudt for tiden.
Jeg var i den heldige situation i mit terapiforløb, at de metoder min terapeut brugte, var metoder der var fuldstændigt rigtige for mig og som jeg også kunne bruge i mit arbejde med mig selv. Hvilket jo netop var de mere alternative metoder, du også arbejder med.
Jeg kan se, at du har gjort dig overvejelser omkring arbejdet og kan finde en idé i at prøve det. Det er det vigtigste, for så kan du stå inde for beslutningen og kan selv tage ansvaret for den. Det er vigtigt, at du ikke føler, at det er noget, der bliver trukket ned over hovedet på dig. Du er bevidst om, at det er en afprøvning af dig selv og dine grænser, så du vil under alle omstændigheder kunne lære noget af det, der vil kunne bringe dig videre. Så der er et positivt formål og det er godt.
Splittelsen kan jo sagtens komme af, at dit voksne jeg og dit indre barn vil to forskellige ting. Du har som voksen et naturligt behov for at komme ud og se andre mennesker – men det forstår barnet ikke. Hun er hamrende bange for andre mennesker og for verden og har ikke tillid til nogen. Det er meget sikrere for hende at holde sig alene inden døre.
Derfor hjælper det selvfølgeligt ikke at tvinge barnet til at komme ud. Hun stritter imod og smitter dig med sin angst, så du kan forstå, at hun altså mener det meget alvorligt. Hvis du i stedet kan føre en dialog med barnet og lytte til hendes frygt, så kan I sammen finde måder, du kan komme ud på, som ikke føles som et overgreb for barnet. Skal hun ud, må hun først og fremmest føle sig tryg og sikker. Hun må først have opbygget en tillid til, at du kan beskytte hende og forsvare hende ude i verden, så hun ikke igen bliver udsat for overgreb af den ene eller den anden slags igen. Hvis hun i praksis oplever, at du kan og vil beskytte hende og ikke udsætter hende for mere, end hun kan klare, så vil hun efterhånden turde gå ud i verden med barnets positive, nysgerrige sind. Men først og sidst skal hun mødes med kærlighed og respekt for hendes følelser. Så kan du få hende til at vokse, udvikles og trives.
Mavefornemmelsen er nok den, man bedst kan regne med. For den er en del af intuitionen. Men ofte overhører man den, for følelser er ofte både upraktiske, ulogiske og uhensigtsmæssige og de kan skabe angst. Man skal passe på med at stole for meget på sine tanker, for de kan vendes, drejes og manipuleres, så de tilpasser virkeligheden, som man ønsker den skal være. Tankemæssigt kan man måske endda finde argumenter for to modstridende synspunkter. Det kan man ikke ved at lytte til mavefornemmelsen. Ved kun at lytte til tankerne, kommer man til at tvivle på sig selv – og så tror man paradoksalt nok, at det er mavefornemmelsen eller intuitionen, man ikke kan stole på. Tvivl underminerer éns styrke, selvtillid og handlekraft. Så det hjælper næppe én, hvis man kun lytter til sine tanker og fornuften. Man må også have følelserne, intuitionen eller mavefornemmelsen med sig. Det er dem, vi får styrke, selvtillid og handlekraft fra.
Et barn har en meget stærk mavefornemmelse og kan sagtens mærke, hvad der føles rigtigt og forkert. Men fordi omgivelserne ikke respekterede barnets følelser og overskred barnets grænser, så lærte man at lytte mere til hjernen. Man blev splittet fra sig selv, fordi man levede under nogle vilkår, der gjorde det umuligt at holde fast i sin egen fornemmelse af rigtigt og forkert. Der opstod uoverensstemmelser mellem tanker og følelser, krop og sind. Derfor handler en udviklingsproces måske først og fremmest om, at man igen lærer at stole på sine egne følelser og fornemmelser, så man kan handle ud fra hjertet og ikke fra hjernen.
Jeg kan godt forstå, at du også har brug for at komme ud og opleve noget, så tankerne ikke går helt i selvsving. Tankerne skal jo helst være frugtbare og give dig en fornemmelse af, at du kommer mere i kontakt med dig selv og lærer dig selv bedre at kende og at du kommer videre i din proces. Hvis ikke det sker, kan jeg godt se, at det ikke fører det store med sig bare at gå hjemme.
For mig har det været det rigtige at gå herhjemme og lytte til mine tanker og jeg har lært utroligt meget af det. Men mange har jo brug for at lære i praksis i omgangen med andre mennesker og ude i det virkelige liv. Det kan jo sagtens være, at det er bedre for dig. Nu har du haft en pause, så hvis du fremover lærer at drosle lidt ned og tager tingene mere i dit eget tempo og øver dig i at sige fra og til, så kan det jo være den måde, du får skabt større kontrol over dit liv på.
Hvis du får brug for at søge noget andet terapi, så vil jeg råde dig til at søge råd og vejledning hos Støttecentret mod Incest (www.incest.dk) og/eller hos ChristineCentret i Århus (http://www.seksuelt-misbrugte.dk/) . De vil sikkert være de bedste til at guide dig videre, for de ved, hvilke muligheder der er og kan vurdere udfra din situation.
hvor er det rigtigt det du skriver med, at tanker kan manipuleres, men at mavefornemmelsen ikke kan.
Det råd vil jeg komme til at bruge rigtig meget i mit liv tror jeg.
Jeg er efterhånden ved at være helt svimmel af at tænke. For jeg føler slet ikke, at tankerne fører mig nogle steder hen, fordi jeg hverken kan finde hoved eller hale i tankerne. Så de er ikke produktive. Men jeg føler mig bestemt heller ikke på toppen. Og slet ikke nu, hvor jeg skal igang med en stor eksamensopgave.
Det interesserer mig, og jeg får en kæmpe fordel ved at lave den nu, så jeg ikke skal tage faget, når jeg starter på studiet igen, og dermed kan gøre studiestart nemmere. Men måske kan det blive en god måde at sikre mig, at jeg får brugt noget tid med mig selv. Jeg plejer at gå rundt alene i mine eksamensperioder og ikke arbejde mere end 6-7 timer om dagen. Så på den måde, kan det måske give mig den balance i min hverdag, som jeg føler jeg mangler.
Pt. tænker jeg bedst og slapper bedst af de dage, hvor jeg har rigtig travlt. De andre dage kan jeg gå rundt helt uden at tænke, fordi jeg bliver helt væk fra mig selv. Måske prøver jeg for meget? Eller for lidt?
Jeg er jo meget glad for at kontrollere tingene, så jeg vil gerne sikre mig, at det her kører, som det bør. Og der fælder jeg nok ben for mig selv.
Måske skal jeg bare prøve at være i følelsen og arbejde med at vise omsorg til det indre barn, og se, om jeg kan få det til at betro sig mere til mig.
Har I et råd til, hvad jeg kan gøre, når jeg får kørt mine tanker helt op? De sidste par dage, har jeg kunnet mærke, at jeg ikke har kunnet finde ud af at komme af med følelserne, og jeg fik utroligt meget lyst til at skære i mig selv eller bare reagere på en eller anden vild måde for at kanalisere smerten på den måde.
Jeg prøver at tale med min kæreste eller min veninde, når jeg får det sådan, men det hjælper ikke, for jeg bliver bare mere frustreret, fordi de prøver at komme med konkrete råd, som slet ikke er det jeg har brug for.
Jeg tænker lidt på to muligheder, som jeg ikke har haft nok energi til at afprøve. Men:
1: meditation = flugt
2: en mere bevidst kiggen indad, hvor jeg prøver at kigge på, hvad der har gjort mig bange eller ked af det.
Det er min meget rationelle side, der får de her idé'er lige nu, for i selve situationen kan jeg slet ikke finde ud af, hvordan jeg kan gøre. Nok mest fordi, jeg stadig ikke har accepteret, at jeg skal blive ved med at kæmpe. For jeg er træt! Men det hjælper bestemt heller ikke ikke at kæmpe.
Jeg tror, at jeg er ved at køre død i alt det her. Jeg tror du har ret, Helene, i, at det er mit indre barn og mit voksne jeg, som skal mødes på midten. Og det tror jeg, at jeg skal kræve af min psykiater, at vi tager højde for. Og det forklarer også den splittelse jeg føler mellem at nyde de aktiviteter jeg laver og nyder at komme ud samtidig med, at jeg bliver mere og mere angst i nærheden af andre mennesker, og er tæt på at få angst anfald i bussen og i byen. Så måske gør jeg det helt rigtige lige nu i at gøre lidt af hver ting. Så mangler jeg bare kommunikationen i det, og at vælge mine aktiviteter med lidt større omhu. Og at turde sige fra, for det er jeg blevet dårlig til igen, ford jeg lader hovedet bestemme. Og selv om jeg har nydt de aktiviteter jeg har haft de sidste dage, så er jeg mere og mere forvirret og frustreret for hver dag, der går, fordi uroen og angsten vokser.
Nå, jeg tror, at jeg begynder at vrøvle og skrive i cirkler, så jeg vil hoppe under dynen og håbe på en fridag i morgen.
Hvem af jer var det, der havde prøvet kropsorienteret psykoterapi?
Hvad går det helt konkret ud på? Jeg tænker på om det er øvelser, massage, afspænding eller? Eller en blanding?
Jeg vil meget gerne kommentere dit indlæg. Men dels er jeg jo i den situation, at jeg ikke længere kan overskue tråden her, og dels synes jeg i stadig højere grad, at mine erfaringer måske slet ikke passer til din problematik. For jeg bliver hele tiden forundret over, hvad du overkommer, og over resultaterne af dine overvejelser. Men jeg kan da altid skrive om mine egne erfaringer, og om, hvad jeg gjorde i tilsvarende situationer. Så kan du afveje de forskellige muligheder mod hinanden.
Under mine mange depressioner har jeg altid tænkt meget, men det var tanker, der kørte i ring og altså var uproduktive. Det indså jeg efterhånden, så derfor besluttede jeg mig til at lave en slags ”time-out”, altså en slags orlov - også fra tankerne. Jeg har jo været nødt til at tage orlov fra studiet/melde mig syg fra arbejdet mange gange, og i sådanne perioder lavede jeg så lidt som muligt. Det eneste, jeg gjorde, var at forsøge at komme til kræfter.
Man kan sige, at jeg ventede på, at mit ”normale jeg” skulle vende tilbage.
Jeg har ligesom du altid været meget kontrolleret. På et tidligt tidspunkt indså jeg, at denne stærke kontrol var en del af min problematik. Jeg har også altid kæmpet meget og anstrengt mig meget og taget mig meget sammen. Også denne side af mig var en del af min problematik. Det var yderligere sådan, at i tiden umiddelbart før en depression brød ud, kæmpede jeg altid en voldsom – og forgæves - kamp, for at depressionen ikke skulle få overtaget, hvad den derfor uvægerligt fik!
For at jeg kunne komme mig af en depression, var det nødvendigt at jeg opgav kampen og opgav kontrollen og blot nøjedes med ”at være”, samtidig med at jeg forsøgte at være god ved mig selv: hvile, varme lindrende bade og fodbade, sund og lækker mad, små gåture i naturen osv.
Når jeg på den måde holdt op med at kæmpe og kontrollere, men tværtimod gav mig selv hvile og gode betingelser, kom kræfterne, følelserne og den normale, konstruktive tankegang tilbage, lidt ligesom når en blomst af sig selv folder sig ud, når den står under solens livgivende stråler og i øvrigt har gode betingelser. Man kan sige, at bedringen voksede frem af sig selv indefra, når organismen fik lov at passe sig selv, uden indgreb fra min ellers så stærke vilje og selvkontrol.
Så jo, for mig hjalp det at holde op med at kæmpe. Det var faktisk forudsætningen for, at en bedring kunne ske. For man kan jo ikke løse et problem med de metoder, der har skabt problemet!
Jeg har således ikke erfaring for at kunne ”arbejde” med min problematik, mens depressionen stod på. Dertil var mine tanker for uproduktive under den værste del af krisen. Og jeg lærte efterhånden at vente, for et forsøg på at løse problemerne ved hjælp af uproduktive tanker gjorde kun depressionen værre.
Når depressionen var overstået, havde jeg derfor brug for en meget lang rekonvalescensperiode, hvor jeg forsøgte at komme ind til kernen af problematikken, bearbejde følelserne og lave ting om i min hverdag, så jeg ikke længere blev så belastet. Men inden længe gik det jo løs igen med en travl hverdag med barn, studium og arbejde, for nu var der meget, det skulle indhentes!
Angående følelserne og din lyst ril at skade dig selv: Hvad er det for en følelse, du reagerer ud ved at skade dig selv? Vrede, psykiske smerte, sorg…?
Jeg har aldrig skåret i mig selv, men jeg har tit haft lange rifter på mine arme fra mine negle, så jeg må sige, at jeg jo på den måde har personlig erfaring med selvskadende adfærd. I mit tilfælde har der især været tale om skyldfølelser, der kunne plage mig i en sådan grad, at jeg kradsede mig selv. Jeg indså på et tidspunkt, at de ting, jeg har skyldfølelser over, ofte er ganske små fejltagelser, som alle mennesker begår, f.eks. at man kommer til at sige noget dumt. Jeg har det stadigvæk sådan, at jeg får det lidt skidt, hvis jeg bagefter kommer til at tænke på småfejl, jeg har begået, eller dumheder, jeg har sagt. Jeg ved, at denne skyldfølelse er skadelig for mig, så derfor begyndte jeg på et tidspunkt at reagere den ud, ved at bande højt eller slå på noget med en tæppebanker. Nu er det flere år siden, at jeg har haft tæppebankeren fremme, men jeg bander stadigvæk højt (selvfølgelig kun, når jeg er alene). Det er meget vigtigt, at jeg får reageret denne dumme skyldfølelse over bagateller udad, ellers laver den ulykker.
Jeg er først nu nået til at læse det sidste af dit indlæg, hvor du spørger, hvem af os, Helene eller mig, der har været i kropsorienteret psykoterpi. Det er mig. Men nu er spalten vist ved at løbe fuld, så jeg må forklare lidt om det en anden gang.
så har jeg endeligt en hel dag hjemme indtil jeg skal til yoga i aften, hvilket jeg har glædet mig til de sidste par dage. For det er det rene mindfullness, men hvor jeg fokuserer på mig selv. Det er altså ikke en flugt fra mig selv, men en pause fra alle tankerne.
Jeg har (desværre?-spontan tanke) ikke skåret i mig selv i flere år, men lysten kommer, når jeg kam mærke, at jeg er helt tappet for energi. Eller når jeg bliver rigtig frustreret. Jeg har faktisk netop fundet ud af, hvad jeg opnåede ved at gøre det. Når jeg går og er vred og frustreret, så bygger følelserne sig mere og mere op, som om jeg vil eksplodere af sindsyge. Og ved at skære i mig selv, eller tage piller, så fremprovokerer jeg det klimaks og efter at have oplevet det, falder jeg helt ned. Det virker på samme måde som en lang tudetur, hvor man falder helt udmattet i søvn bagefter. Jeg kan bare ikke græde mere, selv om jeg ved, at det ville være rigtig godt for mig.
Men jeg er også stadig rigtig utilpas med følelsen, så jeg burde prøve at slappe af, ligesom du skrev, at du gjorde. Det er nok ligesom, at man aldrig kan finde det, der er blevet væk for én, hvis man leder efter det. På samme måde skal jeg måske bare lade tingene ske i en periode. Og se hvor det bringer mig hen.
Jeg tror, at den følelse, der dominerer mest er frustration. Eller er det angst? Det føles som jeg er bange, nervøs og ekstremt følsom overfor alt ting. Jeg tror jeg vil prøve mig frem med selv omsorg blandet med noget eksamenslæsning.
Jeg har også en depression og angst, og har læst nogle af jeres indlæg - ikke dem alle, for der er mange lange
Vil bare sige at jeg synes det er helt fantastisk at i skriver sammen om jeres oplevelser, og jeg synes også det er rart at læse at jeg ikke er den eneste med de tanker jeg har vedr. min depression og angst.
Da jeg fik en depression og angst oplevede jeg at mine veninder skred. Jeg havde haft depression og angst i halvandet år uden at kunne forklare hvad det var, og lukkede mig derfor inde i mig selv, og dem ude. Efter jeg fandt ud af og fortalte hvad det så var, smuttede allesammen. Jeg har oplevet at de holdt mig udenfor, hvor de alle arrangerede et arrangement uden mig, og jeg var også en slags "sladder" for dem, om hvor dårligt jeg nu havde det, og hvem der havde hørt det nyeste om mig osv. Så vil være enig med dig, oktober, om at folk kan svigte når det virkelig gælder at man har brug for dem, selvom de alle siger at de er der for en. Til gen gæld har min familie været der for mig, og det må jeg fokusere på.
Jeg har også taget en pause fra mit studie, og det har hjulpet tror jeg, for nu slapper jeg af, dog stadig med angst, og til tider er depressionen slem. Nu frygter jeg bare den dag jeg skal starte på skole igen. Psykologen har ikke hjulpet overhovedet, hun var meget uprofessionel, men d-vitaminer, som jeg manglede rigtig meget af, har hjulpet lidt.
Håber at du rykker dig i den positive retning. Bare husk, du ikke er den eneste, og der vil altid være andre med samme problemer at snakke med, bla. på denne side. Synes det er så godt.
Du slipper ikke for at kæmpe - men du skal lære at kæmpe på en anden måde, end du har været vant til. Du plejer at kæmpe for at bevare kontrollen - nu skal du kæmpe for at give slip på både den meget stærke tankemæssige og følelsesmæssige selvkontrol. Det sker ikke af sig selv. Du er nødt til at arbejde aktivt for, at det kan ske. Det gør du ved at udsætte dig selv for noget, du ved, vil provokere dine følelser.
For mig har det været alt for hårdt for nervesystemet, hvis jeg provokerede følelserne ude mellem andre mennesker i nutiden. Det var meget blidere, når jeg gjorde det alene herhjemme. Desuden var det lettere for mig at få relateret tankerne og følelserne til fortiden, hvor det hele blev skabt, når jeg ikke skulle forholde mig til andre mennesker i nutiden.
Jeg tror sådan set ikke, at du prøver for meget eller for lidt. Jeg tror bare ikke, at du har fundet teknikken endnu. Dit sind ved nok ikke, hvordan det giver slip. Ligesom hvis du har gået rundt med en knyttet hånd i årevis. Så kommer der én og siger, at nu skal du åbne hånden – men du kan ikke, for du aner ikke, hvilke muskler det er, du skal have fat i. Det skal først læres og trænes.
Jeg tænker lidt på, om du er parat til at arbejde med barndommens traumer? Jeg fornemmer, at du måske har mere brug for først at arbejde på at skabe nogle mere konkrete forandringer i nutiden? At der er rimeligt meget orden i nutiden, er nok en forudsætning for, at man kan arbejde med fortiden.
I så fald er første øvelse at lytte mere til din intuition og din mavefornemmelse og mindre til dine tanker. Næste øvelse er at du lærer at stole på og handle efter din intuition og dine fornemmelser. Hvilket også betyder, at du skal lære at sige fra og til og at sætte grænser, så du ikke spreder dine sparsomme energier, hvor de ikke kommer dig selv til gavn. Det betyder, at du lærer at åbne dig mere og tydeligt give udtryk for dine tanker, følelser og behov.
Du er blevet klar over, at dine selvskadende impulser kommer, hvis du bliver drænet eller frustreret. Begge dele er en slags overbelastningsreaktioner. Så på nuværende tidspunkt vil det måske være mest hensigtsmæssigt at sørge for, at du undgår aktiviteter og mennesker, der overbelaster dig. For at undgå det, er du nødt til at lytte til din mavefornemmelse og intuition.
I forhold til din kæreste og din veninde, tror jeg, at det kan være en hjælp til Jer alle, hvis du kan fortælle dem, hvad du ønsker fra dem. De vil gerne hjælpe dig, men ved ikke hvordan og kan komme til at føle sig usikre og hjælpeløse. Så begynder de at give dig 'gode' råd, som du ikke kan bruge og det frustrerer dig. Hvis du ønsker, at de bare skal lytte eller holde om dig, så prøv at give udtryk for det.
Du er i kontakt med dit indre barn og er blevet klar over, at vejen frem måske kan være at kommunikere med hende. Måske hun indtil videre vil være tilstrækkelig kontakt med fortiden og i et tempo, hvor du selv kan følge med.
Du skriver:
Jeg tænker lidt på to muligheder, som jeg ikke har haft nok energi til at afprøve. Men:
1: meditation = flugt
2: en mere bevidst kiggen indad, hvor jeg prøver at kigge på, hvad der har gjort mig bange eller ked af det.
1) Meditation, hvor man skal holde opmærksomheden her og nu, kan meget let blive en flugt. Skal du have bearbejdet nogle følelser, så er det ikke meditation men visualiseringer, du skal bruge.
2) Bevidst udforskning, hvor du kigger indad, er helt nødvendigt, hvis du skal have bearbejdet din fortid. Så skal du arbejde aktivt for at få alt det frem, du overhovedet ikke har lyst til at komme i nærheden af. Så må du se din angst og din smerte i øjnene.
Det er klart, at uroen og angsten vokser, når du arbejder med dig selv og går i terapi. Du kommer jo tættere på alle barndommens lukkede døre, hvor Angst står og holder vagt og prøver at skræmme dig væk. Men husk, at Angst er ikke farlig.
Man kan også sige, at bag dørene gemmer Den Lille Pige sig. Angst vil beskytte dig mod at komme i nærheden af barnet, for det vil komme til at gøre dig ondt.
Jeg tror desværre, at det bliver meget svært for dig at arbejde på denne mere alternative måde, hvis ikke din behandler arbejder på samme måder. I må tale samme sprog for, at han kan give dig støtte og opbakning, så du ikke står alene med det her. Så du er nok nødt til at tage udgangspunkt i hans metoder.
P.S.: Jeg har ikke prøvet decideret kropsterapi – jeg har prøvet rosenterapi. Det er en terapiform, der arbejder ud fra, at kroppen har sin egen hukommelse. Det er meget blid massage, der løsner musklerne og samtidigt løses der op for de gamle følelser og traumer, der sidder 'gemt' i musklerne. Du kan læse om det bl.a. i 'Når kroppen husker det du vil glemme' af Solveig Bøhle.
Jeg skriver lige lidt om kropsterapi, fordi du spurgte om det.
Jeg bringer det samme link, som jeg har bragt en gang før i tråden, nemlig et link til min tidligere psykologs hjemmeside: http://www.vindinghoved.dk/index.php?side=om-os (For en sikkerhed skyld skriver jeg lige igen, at det er den kvindelige ejer af stedet, der er uddannet inden for kropsorienteret psykoterapi, ikke manden)
Jeg bringer også lige links til psykologens tekst om kropsterapi og et til hendes tekst om traumebehandling:
Du spørger, om der var tale om øvelser, massage eller afspænding. I mit tilfælde afhang behandlingen den pågældende dag af, hvad der pressede sig mest på.
Nogle gange var jeg træt, anspændt og splittet, og da gav psykologen mig en behandling, hvor jeg havde fornemmelsen af, at hun rystede mine muskler løs og satte mig sammen på ny, på en ny og bedre måde!
Andre gange var det traumebehandlingen, vi fokuserede på, hvor jeg skulle foretage løbebevægelser med benene, i liggende stilling (liggende på ryggen på en madras). Vi forestillede os, at jeg løb væk fra vold og kaos og fandt et trygt sted (i terapeutens arme). NB: i situationen føles dette ikke som skuespil. Det føltes ægte. Den type øvelser er inspireret af blandt andre Peter A. Levine.
Og i øvrigt drejede det sig HELE TIDEN om at lære kropsbevidsthed. Det drejede sig om, at jeg skulle lære at mærke min krop og mine følelser og fornemmelser, for på den måde at blive bedre til at mærke mine behov og ønsker, bedre til at holde op med at overskride mine grænser, og desuden også bedre til at forhindre andre i at overskride mine grænser. Derfor spurgte psykologen hele tiden: ”Hvad mærker du nu?” Til at begynde med mærkede jeg næsten intet, men efterhånden kunne jeg mærke mere og mere, og til sidst kunne jeg også sætte præcise ord på følelserne og fornemmelserne.
Endelig drejede behandlingen sig i høj grad om at få afløb for vrede og bitterhed - også over fejlbehandling og lægesvigt fra forskellige læger og psykiatere. Det var i den forbindelse at jeg lærte at tæske løs med en tæppebanker i en madras. Min vrede, bitterhed og frustration gik som regel over i gråd, hvorpå psykologen lagde armene om mig og trøstede mig og sagde: ”Jeg skal sørge for, at ingen mishandler dig mere”.
Igen: Den slags kan på skrift virke som noget kunstigt skuespil. Men i situationen føltes det virkeligt. Den voksne og jeg-bevidste side af mig vidste naturligvis godt, at psykologen ikke kan forhindre noget som helst, men hun spillede i situationen den rolle, som en fornuftig og ansvarlig voksen skulle have udfyldt i min barndom, og den rolle, som en fornuftig pårørende burde have udfyldt, da læger og psykiatere svigtede så grusomt, dengang jeg var allermest syg og presset og jaget af læger, psykiatere og sagsbehandlere, som intet forstod, og i øvrigt var ligeglade.
Hvis du har yderligere spørgsmål, vil jeg meget gerne svare.
Det er nemlig rigtig givende at skrive herinde. Jeg har i hvert fald fået utroligt meget ud af det.
Vigtigst er, at jeg kan sige alle de tanker og følelser, der gør mig frustreret og ked af det.
Hvor mange gange gik du hos din psykolog? Måske skulle du finde en anden? Det kan være rigtig godt for angst og depression, hvis man altså finder en god psykolog.
Helene;
hvordan arbejdet du med det derhjemme? Via visualiseringer?
Det er en meget god analogi med den knyttede hånd, for det beskriver også, at jeg føler mig ekstremt anspændt .
Jeg tror at du har ret i, at det ikke er lige nu, jeg skal kaste mig ud i arbejdet med mine barndomstraumer. Min første prioritet må være at få det bedre lige nu. Jeg er bare ekstremt skrøbelig. Jeg kan ikke udholde mennesker, børn, musik og ting som larmer. Men næsten en endnu større pinsel er stilheden og det at ligge alene, fordi det hele kører rundt i hovedet og kroppen af mig.
Jeg prøver på at holde fast i, at det ikke nødvendigvis er en dårlig følelse, men jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg er nødt til at gøre noget, for at fjerne følelsen.
Jeg føler virkeligt, at jeg er gået i barndom, og prøver at søge beroligelse og tryghed i de ting, som virkede for mig dengang. Så jeg er begyndt at sove med bamse. Og det er underligt...
Jeg tror bestemt, at kroppen husker det, som hovedet glemmer. Fx. bliver jeg tricket af bestemte lugte, der tager mig direkte tilbage til det hus, hvor misbruget fandt sted. Sidst jeg var i den by, var huset blevet revet ned. Det var en ekstrem lettelse. Som om det var et skridt på vejen videre.
Måske jeg skulle lære at bande noget mere højt for mig selv, for jeg føler, at jeg drukner i mine tanker og følelser, fordi jeg slet ikke kommer af med mine følelser. Jeg føler, at jeg brænder inde med dem, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med dem. Det er som om, det kommer lidt i bølger, for nu har jeg haft det fint i en uges-tid, men nu er det ligeså slemt igen, som da jeg tog pillerne. Og det er lidt som om alt logik forsvinder, når følelserne overmander mig.
Men jeg prøver at slå koldt vandt i blodet og slappe af. Og passe på mig selv, selv om jeg mest føler mig som et dødt hylster, der indeholder en smerte, som jeg har lyst til at banke ud. Men jeg må huske på, at jeg selv er en del af det her, og at det er mine følelser og ikke en fremmed smerte.
Du spørger hvordan, jeg har arbejdet med mig selv herhjemme.
Min terapeut var både NLP- og hypnoterapeut, så det har været andre metoder end der bruges i et terapiforløb hos f.eks. en psykolog. Jeg har fået nogle rigtigt effektive og brugbare redskaber i terapien, som jeg selv kunne bruge videre i min proces. Hypnosen har været utrolig vigtig, for jeg kom direkte i kontakt med underbevidstheden og fik derved frigivet både viden og ressourcer, som jeg ikke kunne have fået fat i på anden måde. Desuden fik jeg under hypnosen billeder, følelser o.a. frem jeg selv kunne arbejde videre med.
I mit eget arbejde har jeg altså brugt de teknikker, jeg har lært, samt af de ting, der kom frem eller som jeg har lært under hypnosen. Konkret har visualiseringer og drømmetydning været væsentlige elementer. Jeg har bl.a. arbejdet med tidslinien, Det Indre Barn og Mit Fremtidige Jeg. I processen har jeg også arbejdet meget omkring spiritualitet og tro. Det har været meget vigtigt for mig at arbejde med dysfunktionelle familiemønstre for at få en forståelse af, hvorfor tingene gik galt og lære, hvad jeg selv skulle lære at gøre anderledes. Jeg har brugt skriveterapi. Tidligere i livet læste jeg meget og den viden, jeg igennem årene havde fået, poppede pludseligt op og kunne bruges aktivt. Da jeg fik overskud til det, begyndte jeg at læse igen. Nogle enkelte biografier og bøger om traumatisering men især om selvudvikling o.a. Viden giver indre styrke.
Først og fremmest har det handlet om at give slip og det kom helt af sig selv, da jeg startede i terapi. Så var jeg bare i gang og guidet af min terapeut skete tingene bare af sig selv. Jeg var så fyldt op, så det bare væltede ud. (her spiller det også ind, at min terapeut var den helt rigtige til at hjælpe mig). Men terapi er jo så meget mere end de timer, man bruger i terapien – det vigtigste foregår ofte mellem sessionerne i det arbejde, man selv må gøre. Det har været vigtigt for mig at lære at forstå mig selv bedre, så jeg kunne slippe mine forsvarsmekanismer og derved forandre mine egne handle- og reaktionsmønstre.
Det, der har drevet mig frem og fået mig til at arbejde så intensivt og holde fast, har været mine fremtidsvisioner og mine mål. Det er realistiske mål, der både handler om, hvordan jeg vil frem til at have det følelsesmæssigt, mentalt og fysisk men også konkrete mål for, hvad jeg ønsker at bruge min fremtid på, når jeg er helt igennem det her.
Jeg har hørt om en psykolog, der har brugt denne metafor: Forestille dig, at du står midt på en fodboldbane. Der er et mål i begge ender. Hvis din fortid har været mere end 50% dårlig, så vil du stå med front mod målet til venstre (fortiden) og så vil du blive ved med at sparke bolden derhen – og altså blive ved med at lave selvmål. Hvis din fortid har været mere end 50% god, så står du med front mod målet i højre side (fremtiden) og kan altså score mål fremadrettet og skabe nye sejre.
Når man er vokset op med misbrug af forskellig slags, så vil der altid være masser af skyld og skam. Skyld og skam er nogle af de følelser mennesker frygter mest, så de kan give meget frygt/angst. Min oplevelse har været, at skylden og skammen også for en stor del var årsag til den indre smerte. For det gør så ondt, når man tror, at man er forkert og anderledes end alle andre. Da jeg havde sluppet al skyld og skam, var der ikke mere smerte tilbage. Da skylden og skammen var væk, blev angsten også væsentligt mindre.
Da angst, skyld og skam var væk, var der nogle senfølger tilbage, som jeg er nødt til at indrette mit liv efter. Det er faktisk ikke noget problem for mig, hvis jeg kan komme til at leve under betingelser, hvor jeg kan tage hensyn til, at jeg har disse begrænsninger.
For at fjerne skyld og skam skal man hjernevaskes med sin uskyld. Har man ingen skyld, har man ikke noget at skamme sig over. Måske mærker man ikke nogen skyld eller skam – men den er der. Logisk og rationelt ved de fleste nok godt, at barnet var uskyldig men barnet vidste det ikke og hendes følelser er stadigt levende. Derfor er det nødvendigt at dykke ned i fortiden – så du kan begynde at mærke din egen uskyld og blive overbevist om din ret til at være her i verden, som den du er. Du skal MÆRKE, at du er god nok og ikke har gjort noget forkert.
Dine følelser er så intense, fordi de er ubearbejdede. Følelsesmæssigt oplever og forstår du stadigt tingene, som da du var barn. Jo mere rationel viden og ny, voksen forståelse du får, desto bedre kan du rumme barnets følelser og desto bedre kan du hjælpe barnet, så hendes følelser ikke stadigt plager dig.
Måske kan du holde dig oven vande uden at dykke ned i barndommen nu. Din underbevidsthed vil formentligt prøve at undgå det så længe som muligt. Jeg tror, de fleste skal derud, hvor der ikke længere er noget valg, før underbevidstheden giver slip.
Fint nok, at du sover med en bamse. Jeg sov med min tøjhund i nogle år. Man må bare finde noget, der virker.
Kommentarer
Jeg har faktisk slet ikke overvejet, at det var relevant at fortælle ham, at jeg arbejder på den alternative måde. Måske du har ret i, at det kunne være relevant.
Jeg tror faktisk godt, at jeg forstår hvad han mener. Det han mener er, at for at vi rigtigt kan arbejde med tingene, så skal jeg være i en situation, hvor jeg møder ting, som vi kan arbejde med. Men jeg skal sige til ham, at jeg vil finde en balance i hvor meget jeg "eksponerer" mig selv og hvor meget jeg skal passe på. For enten presser han mig for meget, eller også har jeg misforstået ham. Men jeg vil i hvert fald spørge ham direkte, så jeg kan finde ud af det.
Du spørger om, hvad det værste er, og for mig er det værste ikke at have prøvet alt og føle at jeg giver op. Men på en eller anden måde, er jeg i tvivl om jeg begår overgreb på mig selv pga. denne holdning, fordi det kræver, at jeg overskrider mine tanker og handler imod mine følelser.
Jeg tror, at jeg vil sige til psyiateren, at jeg sjældent har følt mig så splittet, som jeg gør lige nu. Netop fordi jeg handler imod mine følelser og min lyst, men kun efter mine tanker. Lige nu bliver det et ikke-valg, der gør, at jeg fortsætter med at søge det her fantastiske job.
Måske vælger jeg at søge jobbet, fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal. Jeg føler ikke, at der kommer noget ud af at gå rundt herhjemme. De dage, hvor jeg har der bedst, er de dage, hvor jeg kommer ud af døren og kan gøre ting i mit helt eget tempo. Fx. når jeg tager ned og træner selv.
Jeg er jo så ambivalent, og diplomatisk, at jeg kan se alle fordele og ulemper ved begge dele. Og med alt den angst jeg har, er jeg bange for, at jeg ikke kan stole på mine mavefornemmelse.
Men faktisk regner jeg slet ikke med at få jobbet, fordi der er helt vildt mange ansøgere, selv om jeg har nogle gode kvalifikationer. Så derfor tager jeg nærmest et ikke valg (som jo også er en slags valg) og sender ansøgningen afsted og ser, hvor det bærer hen.
Den skal nemlig afleveres i dag, og det er en stor beslutning at skulle tage på én dag. Men faktisk er min hjerne afklaret med, at jeg skal tage jobbet, hvis jeg får det tilbudt. Og at det er en udfordring, som måske kan gøre mit liv bedre på længere sigt. Og hvis ikke, så har jeg prøvet det af, og ved, at jeg skal søge i en helt anden retning.
Så vil jeg helt klart søge noget andet terapi. Alt afhængigt af min økonomi tillader det. Det er lidt svært at finde igennem det system, fordi jeg "allerede" har brugt en henvisning på depression og én på incest. Så tror jeg ikke, at der er mere tilbage til mig i den pengekasse :-(
Nå, jeg må nok hellere komme ud af døren.
Jeg har planer HELE dagen i dag, og jeg er alvorligt uvenner med mig selv over det. Men det er allesammen ting, som jeg har udskudt rigtig mange gange, så jeg føler,a t jeg er nødt til at gøre det nu. Selv om det selvfølgelig ikke passer.
Men jeg er lidt splittet imellem, at jeg er utryg og stresset sammen med andre, og at jeg keder mig, når jeg er alene, fordi jeg bliver alene med alle mine tanker, som kører uafbrudt for tiden.
Mange hilsner fra Oktober
Jeg var i den heldige situation i mit terapiforløb, at de metoder min terapeut brugte, var metoder der var fuldstændigt rigtige for mig og som jeg også kunne bruge i mit arbejde med mig selv. Hvilket jo netop var de mere alternative metoder, du også arbejder med.
Jeg kan se, at du har gjort dig overvejelser omkring arbejdet og kan finde en idé i at prøve det. Det er det vigtigste, for så kan du stå inde for beslutningen og kan selv tage ansvaret for den. Det er vigtigt, at du ikke føler, at det er noget, der bliver trukket ned over hovedet på dig. Du er bevidst om, at det er en afprøvning af dig selv og dine grænser, så du vil under alle omstændigheder kunne lære noget af det, der vil kunne bringe dig videre. Så der er et positivt formål og det er godt.
Splittelsen kan jo sagtens komme af, at dit voksne jeg og dit indre barn vil to forskellige ting. Du har som voksen et naturligt behov for at komme ud og se andre mennesker – men det forstår barnet ikke. Hun er hamrende bange for andre mennesker og for verden og har ikke tillid til nogen. Det er meget sikrere for hende at holde sig alene inden døre.
Derfor hjælper det selvfølgeligt ikke at tvinge barnet til at komme ud. Hun stritter imod og smitter dig med sin angst, så du kan forstå, at hun altså mener det meget alvorligt. Hvis du i stedet kan føre en dialog med barnet og lytte til hendes frygt, så kan I sammen finde måder, du kan komme ud på, som ikke føles som et overgreb for barnet. Skal hun ud, må hun først og fremmest føle sig tryg og sikker. Hun må først have opbygget en tillid til, at du kan beskytte hende og forsvare hende ude i verden, så hun ikke igen bliver udsat for overgreb af den ene eller den anden slags igen. Hvis hun i praksis oplever, at du kan og vil beskytte hende og ikke udsætter hende for mere, end hun kan klare, så vil hun efterhånden turde gå ud i verden med barnets positive, nysgerrige sind. Men først og sidst skal hun mødes med kærlighed og respekt for hendes følelser. Så kan du få hende til at vokse, udvikles og trives.
Mavefornemmelsen er nok den, man bedst kan regne med. For den er en del af intuitionen. Men ofte overhører man den, for følelser er ofte både upraktiske, ulogiske og uhensigtsmæssige og de kan skabe angst. Man skal passe på med at stole for meget på sine tanker, for de kan vendes, drejes og manipuleres, så de tilpasser virkeligheden, som man ønsker den skal være. Tankemæssigt kan man måske endda finde argumenter for to modstridende synspunkter. Det kan man ikke ved at lytte til mavefornemmelsen. Ved kun at lytte til tankerne, kommer man til at tvivle på sig selv – og så tror man paradoksalt nok, at det er mavefornemmelsen eller intuitionen, man ikke kan stole på. Tvivl underminerer éns styrke, selvtillid og handlekraft. Så det hjælper næppe én, hvis man kun lytter til sine tanker og fornuften. Man må også have følelserne, intuitionen eller mavefornemmelsen med sig. Det er dem, vi får styrke, selvtillid og handlekraft fra.
Et barn har en meget stærk mavefornemmelse og kan sagtens mærke, hvad der føles rigtigt og forkert. Men fordi omgivelserne ikke respekterede barnets følelser og overskred barnets grænser, så lærte man at lytte mere til hjernen. Man blev splittet fra sig selv, fordi man levede under nogle vilkår, der gjorde det umuligt at holde fast i sin egen fornemmelse af rigtigt og forkert. Der opstod uoverensstemmelser mellem tanker og følelser, krop og sind. Derfor handler en udviklingsproces måske først og fremmest om, at man igen lærer at stole på sine egne følelser og fornemmelser, så man kan handle ud fra hjertet og ikke fra hjernen.
Jeg kan godt forstå, at du også har brug for at komme ud og opleve noget, så tankerne ikke går helt i selvsving. Tankerne skal jo helst være frugtbare og give dig en fornemmelse af, at du kommer mere i kontakt med dig selv og lærer dig selv bedre at kende og at du kommer videre i din proces. Hvis ikke det sker, kan jeg godt se, at det ikke fører det store med sig bare at gå hjemme.
For mig har det været det rigtige at gå herhjemme og lytte til mine tanker og jeg har lært utroligt meget af det. Men mange har jo brug for at lære i praksis i omgangen med andre mennesker og ude i det virkelige liv. Det kan jo sagtens være, at det er bedre for dig. Nu har du haft en pause, så hvis du fremover lærer at drosle lidt ned og tager tingene mere i dit eget tempo og øver dig i at sige fra og til, så kan det jo være den måde, du får skabt større kontrol over dit liv på.
Hvis du får brug for at søge noget andet terapi, så vil jeg råde dig til at søge råd og vejledning hos Støttecentret mod Incest (www.incest.dk) og/eller hos ChristineCentret i Århus (http://www.seksuelt-misbrugte.dk/) . De vil sikkert være de bedste til at guide dig videre, for de ved, hvilke muligheder der er og kan vurdere udfra din situation.
Mange hilsner Helene
hvor er det rigtigt det du skriver med, at tanker kan manipuleres, men at mavefornemmelsen ikke kan.
Det råd vil jeg komme til at bruge rigtig meget i mit liv tror jeg.
Jeg er efterhånden ved at være helt svimmel af at tænke. For jeg føler slet ikke, at tankerne fører mig nogle steder hen, fordi jeg hverken kan finde hoved eller hale i tankerne. Så de er ikke produktive. Men jeg føler mig bestemt heller ikke på toppen. Og slet ikke nu, hvor jeg skal igang med en stor eksamensopgave.
Det interesserer mig, og jeg får en kæmpe fordel ved at lave den nu, så jeg ikke skal tage faget, når jeg starter på studiet igen, og dermed kan gøre studiestart nemmere. Men måske kan det blive en god måde at sikre mig, at jeg får brugt noget tid med mig selv. Jeg plejer at gå rundt alene i mine eksamensperioder og ikke arbejde mere end 6-7 timer om dagen. Så på den måde, kan det måske give mig den balance i min hverdag, som jeg føler jeg mangler.
Pt. tænker jeg bedst og slapper bedst af de dage, hvor jeg har rigtig travlt. De andre dage kan jeg gå rundt helt uden at tænke, fordi jeg bliver helt væk fra mig selv. Måske prøver jeg for meget? Eller for lidt?
Jeg er jo meget glad for at kontrollere tingene, så jeg vil gerne sikre mig, at det her kører, som det bør. Og der fælder jeg nok ben for mig selv.
Måske skal jeg bare prøve at være i følelsen og arbejde med at vise omsorg til det indre barn, og se, om jeg kan få det til at betro sig mere til mig.
Har I et råd til, hvad jeg kan gøre, når jeg får kørt mine tanker helt op? De sidste par dage, har jeg kunnet mærke, at jeg ikke har kunnet finde ud af at komme af med følelserne, og jeg fik utroligt meget lyst til at skære i mig selv eller bare reagere på en eller anden vild måde for at kanalisere smerten på den måde.
Jeg prøver at tale med min kæreste eller min veninde, når jeg får det sådan, men det hjælper ikke, for jeg bliver bare mere frustreret, fordi de prøver at komme med konkrete råd, som slet ikke er det jeg har brug for.
Jeg tænker lidt på to muligheder, som jeg ikke har haft nok energi til at afprøve. Men:
1: meditation = flugt
2: en mere bevidst kiggen indad, hvor jeg prøver at kigge på, hvad der har gjort mig bange eller ked af det.
Det er min meget rationelle side, der får de her idé'er lige nu, for i selve situationen kan jeg slet ikke finde ud af, hvordan jeg kan gøre. Nok mest fordi, jeg stadig ikke har accepteret, at jeg skal blive ved med at kæmpe. For jeg er træt! Men det hjælper bestemt heller ikke ikke at kæmpe.
Jeg tror, at jeg er ved at køre død i alt det her. Jeg tror du har ret, Helene, i, at det er mit indre barn og mit voksne jeg, som skal mødes på midten. Og det tror jeg, at jeg skal kræve af min psykiater, at vi tager højde for. Og det forklarer også den splittelse jeg føler mellem at nyde de aktiviteter jeg laver og nyder at komme ud samtidig med, at jeg bliver mere og mere angst i nærheden af andre mennesker, og er tæt på at få angst anfald i bussen og i byen. Så måske gør jeg det helt rigtige lige nu i at gøre lidt af hver ting. Så mangler jeg bare kommunikationen i det, og at vælge mine aktiviteter med lidt større omhu. Og at turde sige fra, for det er jeg blevet dårlig til igen, ford jeg lader hovedet bestemme. Og selv om jeg har nydt de aktiviteter jeg har haft de sidste dage, så er jeg mere og mere forvirret og frustreret for hver dag, der går, fordi uroen og angsten vokser.
Nå, jeg tror, at jeg begynder at vrøvle og skrive i cirkler, så jeg vil hoppe under dynen og håbe på en fridag i morgen.
Hvem af jer var det, der havde prøvet kropsorienteret psykoterapi?
Hvad går det helt konkret ud på? Jeg tænker på om det er øvelser, massage, afspænding eller? Eller en blanding?
Godnat hilsner fra Oktober
Jeg vil meget gerne kommentere dit indlæg. Men dels er jeg jo i den situation, at jeg ikke længere kan overskue tråden her, og dels synes jeg i stadig højere grad, at mine erfaringer måske slet ikke passer til din problematik. For jeg bliver hele tiden forundret over, hvad du overkommer, og over resultaterne af dine overvejelser. Men jeg kan da altid skrive om mine egne erfaringer, og om, hvad jeg gjorde i tilsvarende situationer. Så kan du afveje de forskellige muligheder mod hinanden.
Under mine mange depressioner har jeg altid tænkt meget, men det var tanker, der kørte i ring og altså var uproduktive. Det indså jeg efterhånden, så derfor besluttede jeg mig til at lave en slags ”time-out”, altså en slags orlov - også fra tankerne. Jeg har jo været nødt til at tage orlov fra studiet/melde mig syg fra arbejdet mange gange, og i sådanne perioder lavede jeg så lidt som muligt. Det eneste, jeg gjorde, var at forsøge at komme til kræfter.
Man kan sige, at jeg ventede på, at mit ”normale jeg” skulle vende tilbage.
Jeg har ligesom du altid været meget kontrolleret. På et tidligt tidspunkt indså jeg, at denne stærke kontrol var en del af min problematik. Jeg har også altid kæmpet meget og anstrengt mig meget og taget mig meget sammen. Også denne side af mig var en del af min problematik. Det var yderligere sådan, at i tiden umiddelbart før en depression brød ud, kæmpede jeg altid en voldsom – og forgæves - kamp, for at depressionen ikke skulle få overtaget, hvad den derfor uvægerligt fik!
For at jeg kunne komme mig af en depression, var det nødvendigt at jeg opgav kampen og opgav kontrollen og blot nøjedes med ”at være”, samtidig med at jeg forsøgte at være god ved mig selv: hvile, varme lindrende bade og fodbade, sund og lækker mad, små gåture i naturen osv.
Når jeg på den måde holdt op med at kæmpe og kontrollere, men tværtimod gav mig selv hvile og gode betingelser, kom kræfterne, følelserne og den normale, konstruktive tankegang tilbage, lidt ligesom når en blomst af sig selv folder sig ud, når den står under solens livgivende stråler og i øvrigt har gode betingelser. Man kan sige, at bedringen voksede frem af sig selv indefra, når organismen fik lov at passe sig selv, uden indgreb fra min ellers så stærke vilje og selvkontrol.
Så jo, for mig hjalp det at holde op med at kæmpe. Det var faktisk forudsætningen for, at en bedring kunne ske. For man kan jo ikke løse et problem med de metoder, der har skabt problemet!
Jeg har således ikke erfaring for at kunne ”arbejde” med min problematik, mens depressionen stod på. Dertil var mine tanker for uproduktive under den værste del af krisen. Og jeg lærte efterhånden at vente, for et forsøg på at løse problemerne ved hjælp af uproduktive tanker gjorde kun depressionen værre.
Når depressionen var overstået, havde jeg derfor brug for en meget lang rekonvalescensperiode, hvor jeg forsøgte at komme ind til kernen af problematikken, bearbejde følelserne og lave ting om i min hverdag, så jeg ikke længere blev så belastet. Men inden længe gik det jo løs igen med en travl hverdag med barn, studium og arbejde, for nu var der meget, det skulle indhentes!
Angående følelserne og din lyst ril at skade dig selv: Hvad er det for en følelse, du reagerer ud ved at skade dig selv? Vrede, psykiske smerte, sorg…?
Jeg har aldrig skåret i mig selv, men jeg har tit haft lange rifter på mine arme fra mine negle, så jeg må sige, at jeg jo på den måde har personlig erfaring med selvskadende adfærd. I mit tilfælde har der især været tale om skyldfølelser, der kunne plage mig i en sådan grad, at jeg kradsede mig selv. Jeg indså på et tidspunkt, at de ting, jeg har skyldfølelser over, ofte er ganske små fejltagelser, som alle mennesker begår, f.eks. at man kommer til at sige noget dumt. Jeg har det stadigvæk sådan, at jeg får det lidt skidt, hvis jeg bagefter kommer til at tænke på småfejl, jeg har begået, eller dumheder, jeg har sagt. Jeg ved, at denne skyldfølelse er skadelig for mig, så derfor begyndte jeg på et tidspunkt at reagere den ud, ved at bande højt eller slå på noget med en tæppebanker. Nu er det flere år siden, at jeg har haft tæppebankeren fremme, men jeg bander stadigvæk højt (selvfølgelig kun, når jeg er alene). Det er meget vigtigt, at jeg får reageret denne dumme skyldfølelse over bagateller udad, ellers laver den ulykker.
Jeg er først nu nået til at læse det sidste af dit indlæg, hvor du spørger, hvem af os, Helene eller mig, der har været i kropsorienteret psykoterpi. Det er mig. Men nu er spalten vist ved at løbe fuld, så jeg må forklare lidt om det en anden gang.
Mange hilsner
Kameliadamen
så har jeg endeligt en hel dag hjemme indtil jeg skal til yoga i aften, hvilket jeg har glædet mig til de sidste par dage. For det er det rene mindfullness, men hvor jeg fokuserer på mig selv. Det er altså ikke en flugt fra mig selv, men en pause fra alle tankerne.
Jeg har (desværre?-spontan tanke) ikke skåret i mig selv i flere år, men lysten kommer, når jeg kam mærke, at jeg er helt tappet for energi. Eller når jeg bliver rigtig frustreret. Jeg har faktisk netop fundet ud af, hvad jeg opnåede ved at gøre det. Når jeg går og er vred og frustreret, så bygger følelserne sig mere og mere op, som om jeg vil eksplodere af sindsyge. Og ved at skære i mig selv, eller tage piller, så fremprovokerer jeg det klimaks og efter at have oplevet det, falder jeg helt ned. Det virker på samme måde som en lang tudetur, hvor man falder helt udmattet i søvn bagefter. Jeg kan bare ikke græde mere, selv om jeg ved, at det ville være rigtig godt for mig.
Men jeg er også stadig rigtig utilpas med følelsen, så jeg burde prøve at slappe af, ligesom du skrev, at du gjorde. Det er nok ligesom, at man aldrig kan finde det, der er blevet væk for én, hvis man leder efter det. På samme måde skal jeg måske bare lade tingene ske i en periode. Og se hvor det bringer mig hen.
Jeg tror, at den følelse, der dominerer mest er frustration. Eller er det angst? Det føles som jeg er bange, nervøs og ekstremt følsom overfor alt ting. Jeg tror jeg vil prøve mig frem med selv omsorg blandet med noget eksamenslæsning.
Solskins hilsner fra Oktober
Jeg har også en depression og angst, og har læst nogle af jeres indlæg - ikke dem alle, for der er mange lange
Vil bare sige at jeg synes det er helt fantastisk at i skriver sammen om jeres oplevelser, og jeg synes også det er rart at læse at jeg ikke er den eneste med de tanker jeg har vedr. min depression og angst.
Da jeg fik en depression og angst oplevede jeg at mine veninder skred. Jeg havde haft depression og angst i halvandet år uden at kunne forklare hvad det var, og lukkede mig derfor inde i mig selv, og dem ude. Efter jeg fandt ud af og fortalte hvad det så var, smuttede allesammen. Jeg har oplevet at de holdt mig udenfor, hvor de alle arrangerede et arrangement uden mig, og jeg var også en slags "sladder" for dem, om hvor dårligt jeg nu havde det, og hvem der havde hørt det nyeste om mig osv. Så vil være enig med dig, oktober, om at folk kan svigte når det virkelig gælder at man har brug for dem, selvom de alle siger at de er der for en. Til gen gæld har min familie været der for mig, og det må jeg fokusere på.
Jeg har også taget en pause fra mit studie, og det har hjulpet tror jeg, for nu slapper jeg af, dog stadig med angst, og til tider er depressionen slem. Nu frygter jeg bare den dag jeg skal starte på skole igen. Psykologen har ikke hjulpet overhovedet, hun var meget uprofessionel, men d-vitaminer, som jeg manglede rigtig meget af, har hjulpet lidt.
Håber at du rykker dig i den positive retning. Bare husk, du ikke er den eneste, og der vil altid være andre med samme problemer at snakke med, bla. på denne side. Synes det er så godt.
Du slipper ikke for at kæmpe - men du skal lære at kæmpe på en anden måde, end du har været vant til. Du plejer at kæmpe for at bevare kontrollen - nu skal du kæmpe for at give slip på både den meget stærke tankemæssige og følelsesmæssige selvkontrol. Det sker ikke af sig selv. Du er nødt til at arbejde aktivt for, at det kan ske. Det gør du ved at udsætte dig selv for noget, du ved, vil provokere dine følelser.
For mig har det været alt for hårdt for nervesystemet, hvis jeg provokerede følelserne ude mellem andre mennesker i nutiden. Det var meget blidere, når jeg gjorde det alene herhjemme. Desuden var det lettere for mig at få relateret tankerne og følelserne til fortiden, hvor det hele blev skabt, når jeg ikke skulle forholde mig til andre mennesker i nutiden.
Jeg tror sådan set ikke, at du prøver for meget eller for lidt. Jeg tror bare ikke, at du har fundet teknikken endnu. Dit sind ved nok ikke, hvordan det giver slip. Ligesom hvis du har gået rundt med en knyttet hånd i årevis. Så kommer der én og siger, at nu skal du åbne hånden – men du kan ikke, for du aner ikke, hvilke muskler det er, du skal have fat i. Det skal først læres og trænes.
Jeg tænker lidt på, om du er parat til at arbejde med barndommens traumer? Jeg fornemmer, at du måske har mere brug for først at arbejde på at skabe nogle mere konkrete forandringer i nutiden? At der er rimeligt meget orden i nutiden, er nok en forudsætning for, at man kan arbejde med fortiden.
I så fald er første øvelse at lytte mere til din intuition og din mavefornemmelse og mindre til dine tanker. Næste øvelse er at du lærer at stole på og handle efter din intuition og dine fornemmelser. Hvilket også betyder, at du skal lære at sige fra og til og at sætte grænser, så du ikke spreder dine sparsomme energier, hvor de ikke kommer dig selv til gavn. Det betyder, at du lærer at åbne dig mere og tydeligt give udtryk for dine tanker, følelser og behov.
Du er blevet klar over, at dine selvskadende impulser kommer, hvis du bliver drænet eller frustreret. Begge dele er en slags overbelastningsreaktioner. Så på nuværende tidspunkt vil det måske være mest hensigtsmæssigt at sørge for, at du undgår aktiviteter og mennesker, der overbelaster dig. For at undgå det, er du nødt til at lytte til din mavefornemmelse og intuition.
I forhold til din kæreste og din veninde, tror jeg, at det kan være en hjælp til Jer alle, hvis du kan fortælle dem, hvad du ønsker fra dem. De vil gerne hjælpe dig, men ved ikke hvordan og kan komme til at føle sig usikre og hjælpeløse. Så begynder de at give dig 'gode' råd, som du ikke kan bruge og det frustrerer dig. Hvis du ønsker, at de bare skal lytte eller holde om dig, så prøv at give udtryk for det.
Du er i kontakt med dit indre barn og er blevet klar over, at vejen frem måske kan være at kommunikere med hende. Måske hun indtil videre vil være tilstrækkelig kontakt med fortiden og i et tempo, hvor du selv kan følge med.
Du skriver:
Jeg tænker lidt på to muligheder, som jeg ikke har haft nok energi til at afprøve. Men:
1: meditation = flugt
2: en mere bevidst kiggen indad, hvor jeg prøver at kigge på, hvad der har gjort mig bange eller ked af det.
1) Meditation, hvor man skal holde opmærksomheden her og nu, kan meget let blive en flugt. Skal du have bearbejdet nogle følelser, så er det ikke meditation men visualiseringer, du skal bruge.
2) Bevidst udforskning, hvor du kigger indad, er helt nødvendigt, hvis du skal have bearbejdet din fortid. Så skal du arbejde aktivt for at få alt det frem, du overhovedet ikke har lyst til at komme i nærheden af. Så må du se din angst og din smerte i øjnene.
Det er klart, at uroen og angsten vokser, når du arbejder med dig selv og går i terapi. Du kommer jo tættere på alle barndommens lukkede døre, hvor Angst står og holder vagt og prøver at skræmme dig væk. Men husk, at Angst er ikke farlig.
Man kan også sige, at bag dørene gemmer Den Lille Pige sig. Angst vil beskytte dig mod at komme i nærheden af barnet, for det vil komme til at gøre dig ondt.
Jeg tror desværre, at det bliver meget svært for dig at arbejde på denne mere alternative måde, hvis ikke din behandler arbejder på samme måder. I må tale samme sprog for, at han kan give dig støtte og opbakning, så du ikke står alene med det her. Så du er nok nødt til at tage udgangspunkt i hans metoder.
P.S.: Jeg har ikke prøvet decideret kropsterapi – jeg har prøvet rosenterapi. Det er en terapiform, der arbejder ud fra, at kroppen har sin egen hukommelse. Det er meget blid massage, der løsner musklerne og samtidigt løses der op for de gamle følelser og traumer, der sidder 'gemt' i musklerne. Du kan læse om det bl.a. i 'Når kroppen husker det du vil glemme' af Solveig Bøhle.
Kærlig hilsen Helene
Jeg skriver lige lidt om kropsterapi, fordi du spurgte om det.
Jeg bringer det samme link, som jeg har bragt en gang før i tråden, nemlig et link til min tidligere psykologs hjemmeside:
http://www.vindinghoved.dk/index.php?side=om-os (For en sikkerhed skyld skriver jeg lige igen, at det er den kvindelige ejer af stedet, der er uddannet inden for kropsorienteret psykoterapi, ikke manden)
Jeg bringer også lige links til psykologens tekst om kropsterapi og et til hendes tekst om traumebehandling:
http://www.vindinghoved.dk/index.php?si ... -psykologi
http://www.vindinghoved.dk/index.php?si ... ng-og-psdt
Du spørger, om der var tale om øvelser, massage eller afspænding. I mit tilfælde afhang behandlingen den pågældende dag af, hvad der pressede sig mest på.
Nogle gange var jeg træt, anspændt og splittet, og da gav psykologen mig en behandling, hvor jeg havde fornemmelsen af, at hun rystede mine muskler løs og satte mig sammen på ny, på en ny og bedre måde!
Andre gange var det traumebehandlingen, vi fokuserede på, hvor jeg skulle foretage løbebevægelser med benene, i liggende stilling (liggende på ryggen på en madras). Vi forestillede os, at jeg løb væk fra vold og kaos og fandt et trygt sted (i terapeutens arme). NB: i situationen føles dette ikke som skuespil. Det føltes ægte. Den type øvelser er inspireret af blandt andre Peter A. Levine.
Og i øvrigt drejede det sig HELE TIDEN om at lære kropsbevidsthed. Det drejede sig om, at jeg skulle lære at mærke min krop og mine følelser og fornemmelser, for på den måde at blive bedre til at mærke mine behov og ønsker, bedre til at holde op med at overskride mine grænser, og desuden også bedre til at forhindre andre i at overskride mine grænser. Derfor spurgte psykologen hele tiden: ”Hvad mærker du nu?” Til at begynde med mærkede jeg næsten intet, men efterhånden kunne jeg mærke mere og mere, og til sidst kunne jeg også sætte præcise ord på følelserne og fornemmelserne.
Endelig drejede behandlingen sig i høj grad om at få afløb for vrede og bitterhed - også over fejlbehandling og lægesvigt fra forskellige læger og psykiatere. Det var i den forbindelse at jeg lærte at tæske løs med en tæppebanker i en madras. Min vrede, bitterhed og frustration gik som regel over i gråd, hvorpå psykologen lagde armene om mig og trøstede mig og sagde: ”Jeg skal sørge for, at ingen mishandler dig mere”.
Igen: Den slags kan på skrift virke som noget kunstigt skuespil. Men i situationen føltes det virkeligt. Den voksne og jeg-bevidste side af mig vidste naturligvis godt, at psykologen ikke kan forhindre noget som helst, men hun spillede i situationen den rolle, som en fornuftig og ansvarlig voksen skulle have udfyldt i min barndom, og den rolle, som en fornuftig pårørende burde have udfyldt, da læger og psykiatere svigtede så grusomt, dengang jeg var allermest syg og presset og jaget af læger, psykiatere og sagsbehandlere, som intet forstod, og i øvrigt var ligeglade.
Hvis du har yderligere spørgsmål, vil jeg meget gerne svare.
Mange hilsner
Kameliadamen
og velkommen til til Soulmade :-)
Det er nemlig rigtig givende at skrive herinde. Jeg har i hvert fald fået utroligt meget ud af det.
Vigtigst er, at jeg kan sige alle de tanker og følelser, der gør mig frustreret og ked af det.
Hvor mange gange gik du hos din psykolog? Måske skulle du finde en anden? Det kan være rigtig godt for angst og depression, hvis man altså finder en god psykolog.
Helene;
hvordan arbejdet du med det derhjemme? Via visualiseringer?
Det er en meget god analogi med den knyttede hånd, for det beskriver også, at jeg føler mig ekstremt anspændt .
Jeg tror at du har ret i, at det ikke er lige nu, jeg skal kaste mig ud i arbejdet med mine barndomstraumer. Min første prioritet må være at få det bedre lige nu. Jeg er bare ekstremt skrøbelig. Jeg kan ikke udholde mennesker, børn, musik og ting som larmer. Men næsten en endnu større pinsel er stilheden og det at ligge alene, fordi det hele kører rundt i hovedet og kroppen af mig.
Jeg prøver på at holde fast i, at det ikke nødvendigvis er en dårlig følelse, men jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg er nødt til at gøre noget, for at fjerne følelsen.
Jeg føler virkeligt, at jeg er gået i barndom, og prøver at søge beroligelse og tryghed i de ting, som virkede for mig dengang. Så jeg er begyndt at sove med bamse. Og det er underligt...
Jeg tror bestemt, at kroppen husker det, som hovedet glemmer. Fx. bliver jeg tricket af bestemte lugte, der tager mig direkte tilbage til det hus, hvor misbruget fandt sted. Sidst jeg var i den by, var huset blevet revet ned. Det var en ekstrem lettelse. Som om det var et skridt på vejen videre.
Måske jeg skulle lære at bande noget mere højt for mig selv, for jeg føler, at jeg drukner i mine tanker og følelser, fordi jeg slet ikke kommer af med mine følelser. Jeg føler, at jeg brænder inde med dem, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre med dem. Det er som om, det kommer lidt i bølger, for nu har jeg haft det fint i en uges-tid, men nu er det ligeså slemt igen, som da jeg tog pillerne. Og det er lidt som om alt logik forsvinder, når følelserne overmander mig.
Men jeg prøver at slå koldt vandt i blodet og slappe af. Og passe på mig selv, selv om jeg mest føler mig som et dødt hylster, der indeholder en smerte, som jeg har lyst til at banke ud. Men jeg må huske på, at jeg selv er en del af det her, og at det er mine følelser og ikke en fremmed smerte.
Kærlige hilsner fra Oktober
Du spørger hvordan, jeg har arbejdet med mig selv herhjemme.
Min terapeut var både NLP- og hypnoterapeut, så det har været andre metoder end der bruges i et terapiforløb hos f.eks. en psykolog. Jeg har fået nogle rigtigt effektive og brugbare redskaber i terapien, som jeg selv kunne bruge videre i min proces. Hypnosen har været utrolig vigtig, for jeg kom direkte i kontakt med underbevidstheden og fik derved frigivet både viden og ressourcer, som jeg ikke kunne have fået fat i på anden måde. Desuden fik jeg under hypnosen billeder, følelser o.a. frem jeg selv kunne arbejde videre med.
I mit eget arbejde har jeg altså brugt de teknikker, jeg har lært, samt af de ting, der kom frem eller som jeg har lært under hypnosen. Konkret har visualiseringer og drømmetydning været væsentlige elementer. Jeg har bl.a. arbejdet med tidslinien, Det Indre Barn og Mit Fremtidige Jeg. I processen har jeg også arbejdet meget omkring spiritualitet og tro. Det har været meget vigtigt for mig at arbejde med dysfunktionelle familiemønstre for at få en forståelse af, hvorfor tingene gik galt og lære, hvad jeg selv skulle lære at gøre anderledes. Jeg har brugt skriveterapi. Tidligere i livet læste jeg meget og den viden, jeg igennem årene havde fået, poppede pludseligt op og kunne bruges aktivt. Da jeg fik overskud til det, begyndte jeg at læse igen. Nogle enkelte biografier og bøger om traumatisering men især om selvudvikling o.a. Viden giver indre styrke.
Først og fremmest har det handlet om at give slip og det kom helt af sig selv, da jeg startede i terapi. Så var jeg bare i gang og guidet af min terapeut skete tingene bare af sig selv. Jeg var så fyldt op, så det bare væltede ud. (her spiller det også ind, at min terapeut var den helt rigtige til at hjælpe mig). Men terapi er jo så meget mere end de timer, man bruger i terapien – det vigtigste foregår ofte mellem sessionerne i det arbejde, man selv må gøre. Det har været vigtigt for mig at lære at forstå mig selv bedre, så jeg kunne slippe mine forsvarsmekanismer og derved forandre mine egne handle- og reaktionsmønstre.
Det, der har drevet mig frem og fået mig til at arbejde så intensivt og holde fast, har været mine fremtidsvisioner og mine mål. Det er realistiske mål, der både handler om, hvordan jeg vil frem til at have det følelsesmæssigt, mentalt og fysisk men også konkrete mål for, hvad jeg ønsker at bruge min fremtid på, når jeg er helt igennem det her.
Jeg har hørt om en psykolog, der har brugt denne metafor: Forestille dig, at du står midt på en fodboldbane. Der er et mål i begge ender. Hvis din fortid har været mere end 50% dårlig, så vil du stå med front mod målet til venstre (fortiden) og så vil du blive ved med at sparke bolden derhen – og altså blive ved med at lave selvmål. Hvis din fortid har været mere end 50% god, så står du med front mod målet i højre side (fremtiden) og kan altså score mål fremadrettet og skabe nye sejre.
Når man er vokset op med misbrug af forskellig slags, så vil der altid være masser af skyld og skam. Skyld og skam er nogle af de følelser mennesker frygter mest, så de kan give meget frygt/angst. Min oplevelse har været, at skylden og skammen også for en stor del var årsag til den indre smerte. For det gør så ondt, når man tror, at man er forkert og anderledes end alle andre. Da jeg havde sluppet al skyld og skam, var der ikke mere smerte tilbage. Da skylden og skammen var væk, blev angsten også væsentligt mindre.
Da angst, skyld og skam var væk, var der nogle senfølger tilbage, som jeg er nødt til at indrette mit liv efter. Det er faktisk ikke noget problem for mig, hvis jeg kan komme til at leve under betingelser, hvor jeg kan tage hensyn til, at jeg har disse begrænsninger.
For at fjerne skyld og skam skal man hjernevaskes med sin uskyld. Har man ingen skyld, har man ikke noget at skamme sig over. Måske mærker man ikke nogen skyld eller skam – men den er der. Logisk og rationelt ved de fleste nok godt, at barnet var uskyldig men barnet vidste det ikke og hendes følelser er stadigt levende. Derfor er det nødvendigt at dykke ned i fortiden – så du kan begynde at mærke din egen uskyld og blive overbevist om din ret til at være her i verden, som den du er. Du skal MÆRKE, at du er god nok og ikke har gjort noget forkert.
Dine følelser er så intense, fordi de er ubearbejdede. Følelsesmæssigt oplever og forstår du stadigt tingene, som da du var barn. Jo mere rationel viden og ny, voksen forståelse du får, desto bedre kan du rumme barnets følelser og desto bedre kan du hjælpe barnet, så hendes følelser ikke stadigt plager dig.
Måske kan du holde dig oven vande uden at dykke ned i barndommen nu. Din underbevidsthed vil formentligt prøve at undgå det så længe som muligt. Jeg tror, de fleste skal derud, hvor der ikke længere er noget valg, før underbevidstheden giver slip.
Fint nok, at du sover med en bamse. Jeg sov med min tøjhund i nogle år. Man må bare finde noget, der virker.
Kærlig hilsen Helene