Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
når jeg spørger til det med medicinen, er det fordi, jeg ikke på noget tidspunkt har følt, at noget af den medicin jeg har fået, har hjulpet. Og jeg har prøvet seks forskellige slags.
Nu hvor vi er ved snakken om medicin, så vil jeg høre, hvad I har af erfaring med afslappende medicin? Jeg glemmer altid at tale med min psykiater om det, men jeg fik det hos min læge, fordi jeg ikke kunne sove om natten. Det virker rigtig godt for mig de dage, hvor jeg er inde i et tankespind, som kører mig helt op. Og det redder mig fra at skade mig selv, fordi det får mig til at slappe af, når det føles som om, der ikke er nogen anden udvej end at straffe mig selv.
Her er i øvrigt et link til den test jeg skrev om sidst, hvis I skulle være nysgerrige :-) http://www.4degreez.com/misc/personalit ... er_test.mv
A pro pos tests, så tog jeg en for at se, om jeg var særlig sensitiv på: http://www.hsperson.dk/2180662
Der står, at hvis man har over tolv (ud af 27), så kan der være tale om det. Jeg svarede ja til 23, så der kunne vist godt være noget om emnet :-)
Det sjove ve de der tests, er, at de spørger om ting, som jeg altid har troet, var mine helt personlige særheder. Men ud af testen kan jeg se, at der er mange mange andre, der har de samme særheder. Det er meget underligt for mig at tænke på.
Til Helene:
jeg kom til at tænke vildt meget på Ericssons udviklingstrin. Hvor første trin er tillid vs. mistillid. Jeg ved ikke hvor meget du kender til det, men det beskriver, at man er født sensitiv og via negativ/positiv respons i sin opvækst udvikler sig på forskellige områder.
Og det har jeg egentligt altid set som et godt syn på tingene, så dermed må jeg også sige, at du har ret. Det er mine omgivelser, der ikke har taget ordentligt imod mig, og derfor har jeg udviklet mistillid og andre symptomer, som man får, når man som barn ikke bliver støttet og får plads til at være sig selv.
Jeg tænker også, at jeg faktisk var et utroligt klogt barn, der kunne se rigtig mange ting. Jeg analyserede verden omkring mig og stillede spændende spørgsmål. Det jeg prøver på at sige, er, at jeg engang var en rigtig god person. Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg er en dårlig person, for det får min psykiater mig til at føle. Jeg ved godt, at det ikke er hensigten. Men vi taler selvfølgeligt om, hvordan mine handlinger påvirker andre og mig selv. Og det er bestemt ikke på en god måde. Fx. bliver jeg tit sur på min kæreste, når jeg i virkeligheden bare har det rigtig dårligt. Så det gør, at jeg begynder at tro, at de her dårlige sider er en del af min personlighed. Men i vireligheden er de en del af et rigtig dårligt reaktionsmønster, som jeg skal have brudt.
Men jeg har godtnok lang lang vej endnu. For som i begge to antyder, så skal jeg lære mig selv og mine grænser at kende. Og jeg er relativt ung (kun 24), så selv om jeg kender mig selv bedre end de fleste andre på nogle områder, så er jeg helt blank på andre. Eller er det, som min psykiater siger, at jeg er meget splittet i fht. tanker, følelser og handlinger, som ellers er tre ting, der burde hænge mere eller mindre sammen.
Jeg var inde og se det mest fantastiske teaterstykke i går, der hedder Fobiskolen. Det handler om seks meget forskellige personer, der lider af fobier. Især social angst. Og de skal i et seks ugers gruppeterapi-forløb. Stykket er på én gang helt vildt sjovt, alvorligt og livsbekræftende. Og så synes jeg, at der var fedt, at kunne hive nogle af scenerne frem, og bruge dem som udgangspunkt for at forklare min kæreste, hvordan jeg har det. Fx. når jeg ikke kan gå ind i Føtex, fordi der er for mange mennesker.
Til sidst:...
Jeg fortalte min mor, at psykiateren havde sagt, at jeg havde en personlighedsforstyrrelse. Og det undrede hende ikke, selv om hun ikke ved hvad det er. Men ordlyden gi'r åbenbart et meget godt billede af, at det betyder, at man er meget splittet. Jeg sagde, at det nok havde noget med det seksuelle misbrug at gøre, men det mente hun ikke. Der var så mange ting i min barndom, sagde hun. Det kom lidt bag på mig.
Det er lidt underligt, som min hjerne kaperer det her. For selv om, det gør mig rigtig ked af det, så er det ren ked-af-det-hed og ikke blandet med alt frustrationen og stressen, som det har været før. Det er som om, min krop og hjerne er ved at indstille sig på kamp. Dog med små skridt!
Og jeg prøver lige så stille og roligt at følge med og passe på mig selv.
Mange hilsner fra min Solrige altan :-)
Og god weekend til jer begge
Det er måske ikke så mærkeligt, at din medicin ikke virker. En del psykiatere er efterhånden nået til den konklusion, at medicin ikke virker på personlighedsforstyrrelser (og for den sags skyld heller ikke på PTSD).
Jeg har ikke erfaring med afslappende medicin. Langt hen ad vejen brugte jeg i stedet en hypnose CD, hvad enten det var til at slappe af til eller falde i søvn til. Det kan absolut anbefales – det er effektivt og det har ingen bivirkninger :-)
Det er godt, at du har fundet ud af, at dine personlige særheder slet ikke er så personlige eller så sære, som du troede. Det er en mærkelig oplevelse, når man finder ud af, at man slet ikke er så forskellig fra mange andre mennesker, som man måske har gået og troet hele livet. Det er med til at ændre éns verdensbillede en hel del.
Jeg kender ikke Ericssons udviklingsteorier men det er vel dem, de fleste arbejder udfra i dag. For mig virker denne sammenhæng logisk.
Hvor er det dejligt, at du husker, at du var et utroligt klogt barn. Det var jeg også. Mange med disse problemer har faktisk været meget kloge børn.
Ja, selvfølgeligt var du en god person og det er du formentligt stadigt. Alle børn er født gode. Børn har også en naturlig medfødt tillid, glæde, livsglæde og omsorg både med sig selv og andre. Det er præcist disse kvaliteter og ressourcer man kan finde ind til igen. Temmelig forenklet kan man sige, at alt det dårlige er noget, der er kommet 'udenpå' gennem tiden. Når vi slipper det, kan vi finde ind til det inderste og det oprindelige igen. Vores strålende 'selv', der ligger gemt og beskyttet i vores sjæl og i vores hjerter.
Alle mennesker kan påvirke andre negativt. Det er helt naturligt, at du bliver vred, når du har det dårligt. Det betyder ikke, at du er et dårligt menneske. Det betyder nok snarere, at du ikke på en konstruktiv måde har lært at give udtryk for, at du har det dårligt. Derfor er det en gave, at du får hjælp til at få øje på det, selvom det er ubehageligt, for så du har mulighed for at ændre det fremadrettet. Det er nemlig, ganske som du skriver, en del af et negativt reaktionsmønster, som iflg. traumeforsker Peter A. Levine, er ganske naturligt og forudsigeligt, når man er traumatiseret.
Disse negative reaktionsmønstre handler bl.a. også om, at vi aldrig har lært at kommunikere åbent og ærligt om vores følelser – eller også lærte vi at lade være, fordi det havde negative konsekvenser. Har man ikke lært det eller har lært at lade være – hvordan skulle man så kunne det?
Vi har alle sammen gjort noget, der ikke var hensigtsmæssig. Man kan føle skyld eller skam over det, når man bliver bevidst om det, men det er grundløst. For man ville jo ikke have gjort det, hvis man havde kunnet gøre noget andet og bedre. Det man kan gøre er at arbejde på forandring, når man først er blevet bevidst.
Ja, der er meget at lære men du har allerede lært så meget og er nået rigtigt langt især i forhold til din alder. Du får oven i købet denne meget større bevidsthed, inden du evt. får børn. Det er den største gave både til dig og evt. børn, for det bryder den sociale arv og de dysfunktionelle mønstre.
Helt konkret er grænsesætning nok det vigtigste at få lært. Grænsesætning beskytter os, så vi ikke følelsesmæssigt 'flyder sammen' med andre. Paradoksalt nok forsvinder 'glasboblen' (som du sikkert også kender), når man begynder at kunne adskille sig fra andre mennesker med naturlige grænser i stedet for at lukke sig inde og 'forsvinde'.
Din psykiaters ord om, at du er splittet i forhold til tanker, følelser og handlinger, svarer næsten til det, jeg plejer at sige: At krop, sind og sjæl er blevet adskilt. Og helt afgjort er det katastrofalt for éns evne til at være i livet. Det ultimative mål må være at disse tre sider bliver genforenet, så man bliver hel. Så er den indre borgerkrig stoppet, man kender sig selv, man forstår sig selv og holder af sig selv. Og er man først blevet genforenet med sig selv, så kan ingen og intet splitte én igen.
Det var flot, at du allerede har fortalt din mor det. Jeg forstår godt, at hendes reaktion kom bag på dig. Fint, at hun er klar over, at der har været andre ting galt i din barndom men skidt, at hun undervurderer betydningen af det seksuelle misbrug. Det hele hænger jo sammen.
Du er nået så langt på så kort tid. Små skridt måske – men i hurtigt tempo. Du har også fundet ud af, at med den nye forståelse, indsigt og erkendelse, slipper der noget smerte, angst, frustration og stress og i stedet kommer der en 'ren' følelse frem. Ren sorg. Det er forløsende, for det har man brug for – en naturlig sorgproces. For der er god grund til at sørge. Når man har gennemlevet sorgprocessen, vil man være klogere på sig selv og vil have lettere ved at finde glæde i livet og være mere nærværende i nuet.
Dejligt at du fik en god oplevelse med teaterstykket og kan bruge det til at forklare din kæreste nogle ting :-)
Fortsat god weekend og mange hilsner –
Helene
Jeg vidste ikke engang, at du overhovedet havde afprøvet antidepressiv medicin. Og så viser det sig, at du har afprøvet hele seks slags! Du har formodentlig skrevet det tidligere i tråden, men desværre kan jeg ikke længere holde sammen på alle informationer
Når du skriver om ”afslappende medicin”, mener du så benzodiazepiner? Eller måske sovepiller? Jeg har en vis erfaring med begge dele, men bruger det ikke mere, blandt andet på grund af faren for at blive afhængig. Jeg mener, at både benzodiazepiner og sovepiller kan være en nødløsning, men der er frygtelig mange mennesker, der ender med et misbrug, som er meget svært at komme ud af.
Der er også mennesker, der omtaler antipsykotisk medicin som beroligende medicin. Om antipsykotisk medicin gælder der helt andre regler. Det er ikke i samme grad afhængighedsskabende, men jeg synes alligevel, at det er problematiske stoffer, som man kun skal tage, hvis der ikke er andre muligheder.
Da jeg stadig kan have problemer med at falde i søvn, f.eks. når jeg er ude at rejse eller i det hele taget sover fremmede steder, eller hvis jeg har overanstrengt mig fysisk, hvad jeg af og til kommer til at gøre, når der er meget havearbejde, der skal udføres – så tager jeg baldrianpiller. De har knap så stærk en virkning som benzodiazepiner, men virkningen er tilstrækkelig til, at jeg kan falde i søvn, og de er ikke afhængighedsskabende. (Baldrian er en plante).
Min erfaring med sovemedicin og beroligende medicin er blandt andet, at det – når man er kommet ind i et vist forbrug – kan være forbundet med problemer at stoppe uden nedtrapning. Det oplevede jeg, da jeg gik på et kursus, hvor jeg var nødt til at lave lektier om aftenen. Da opgaverne var ganske krævende, kunne jeg ikke ”geare ned” bagefter. Det betød, at jeg ikke kunne falde i søvn uden at tage en sovepille. Jeg tog altså sovepiller mandag, tirsdag, onsdag og torsdag, men de andre aftener var det ikke nødvendigt, eftersom jeg ikke havde hjemmearbejde, og derfor tog jeg ingen sovepille fredag, lørdag og søndag aften. Der resulterede i, at jeg hver lørdag måtte ligge i sengen med voldsom hovedpine og opkastninger. Det var meget belastende – indtil jeg fandt ud af, at der var tale om abstinenser fra sovepillerne, og problemet gik over, da jeg begyndte at tage en halv dosis sovepille også på de aftener, hvor jeg ikke havde behov for dem for at falde i søvn. Sådan tog jeg sovepiller resten af kursusperioden, hvorefter jeg langsomt og forsigtigt trappede helt ud. Siden har jeg haft meget respekt for sovepiller.
Angående personlighedsforstyrrelser, så kan du ikke have undgået at opdage, at jeg ikke har meget fidus til den slags diagnoser.
Jeg har aldrig læst, at personlighedsforstyrrelser skulle kunne betyde, at antidepressiv medicin ikke virker. Men det var jo faktisk med den begrundelse, at min tidligere psykiater ”opfandt” den personlighedsforstyrrelse, som han tildelte mig en diagnose på. Senere viste det sig, at årsagen til, at medicinen ikke virkede, var, at jeg havde fået en for stor dosis. Men en diagnose må jo ikke slettes fra journalen, selv om den er fejlagtig, og desuden havde jeg afbrudt forløbet hos psykiateren, så han havde ingen mulighed for at skrive en ny kommentar om, at jeg alligevel ingen personlighedsforstyrrelse havde.
Faktisk har jeg haft god virkning af antidepressiv medicin ved de tre første depressioner, jeg havde, og jeg havde/ har god virkning af naturmedicinen perikon. Selv om perikon er en naturmedicin, er dens virkningsmetoder efter alt at dømme beslægtet med de lægeordinerede antidepressiver.
Senere kom så endnu en erfaring med diagnoser på personlighedsforstyrrelser, da en neuropsykolog tildelte mig fem (5!) forskellige personlighedsforstyrrelser – dog ikke den type, som psykiateren havde givet mig! Neuropsykologen havde forinden sagt, at hun ville overdrive mine diagnoser med 33 %, for at jeg kunne blive berettiget til førtidspension, men det var naturligvis en chok for mig, at hun beskrev mig som personlighedsforstyrret. Det havde jeg ikke ventet. Men det var lettere at komme igennem med diagnoser på psykiatriske sygdomme, end en diagnose på det, jeg i virkeligheden fejlede, nemlig ekstrem træthed efter langvarig jernmangel. Som alle sagde: ”Træthed er ingen sygdom.”
Mine erfaringer med lægers og neuropsykologers anvendelse af diagnoser på personlighedsforstyrrelser betyder derfor, at jeg slet IKKE har nogen som helst tillid til, at disse diagnoser er rigtige, hvis de bliver stillet, og jeg mener heller ikke, at den slags diagnoser fører til noget nyttigt. Jeg synes hellere, at behandleren skulle hjælpe sin patient med de konkrete problemer, som patienten har.
Jeg forfærdes over følgende ord fra dig:
”Jeg kan ikke lade være med at føle mig som en dårlig person, for det får min psykiater mig til at føle.”
Hvis jeg var dig, ville jeg sige ovenstående direkte til psykiateren. Dit behandlingsforløb må jo også handle om at lære at sige ting,K
For tiden har jeg problematikken om at udtrykke negative følelser, sådan at de ikke skaber problemer, hverken for personen selv eller for omgivelserne, meget tæt inde på livet. Jeg har et barnebarn, som har arvet denne ekstreme følsomhed (Nu ved jeg godt, at Helene siger, at ekstrem følsomhed ikke kan arves, men i min familie er en del af den helt sikkert nedarvet, resten er kommet til på grund af nødvendigheden af hele tiden at være på vagt, fordi min far var voldelig).
Nu har mit lille barnebarn aldrig haft behov for at være så meget på vagt. Hun lever i et trygt og sikkert miljø med forstående forældre. Men hun er et meget følsomt barn – både i betydningen temperamentsfuld og i betydningen sensitiv. Hun har fra helt lille haft meget svært ved at administrere negative følelser. Da hun som toårig følte sig svigtet af sine forældre, fordi de havde ladet mig passe hende, mens de skulle til fest, straffede hun forældrene ved at blive rasende på dem, når de kom for at hente hende! Når forældrene ringede på, stillede den lille pige sig op i døren og råbte: ”Ud med jer! Jeg vil ikke have jer!”
Jeg havde mange samtaler med pigen, hvor jeg sagde til hende, at jeg godt kunne forstå, at hun savnede sin far og mor, og at det ville være bedre, hvis hun sagde det i stedet for at skælde sin far og mor så voldsomt ud. Jeg sagde til hende, at det ville være bedre at sige: ”Åh, hvor har jeg savnet jer! Næste gang må I ikke være væk fra mig så længe!”
Nu er pigen efterhånden blevet 5 år, og nu plager hun om at være hos mig, men hun har stadig problemer med at finde passende afløb for negative følelser. Men med en konstruktiv hjælp fra både forældrene og mig, så er hun ved at lære det.
Det, jeg tænker mest på i den forbindelse, er, at jeg – og mange andre – aldrig har lært den slags som børn. Vi blev straffet, hvis vi gav udtryk for vrede, skuffelse eller utilfredshed, og vi blev straffet strengt. For børn måtte kun ses, ikke høres! Med den opdragelse, hvordan i alverden skulle vi have lært at give udtryk for negative følelser på en adækvat måde, der hverken går ud over os selv eller andre?
Det er klart, at den slags tager tid at lære. Jeg er stadigvæk i færd med at lære det.
Nu må jeg vist slutte, for indlægget er blevet meget langt.
God pinse!
Kameliadamen
jeg må indrømme, at jeg heller ikke går så meget op i diagnosen. Jeg har taget den til mig, fordi den beskriver mine problemer perfekt. Men i min verden, kan man lige så godt kalde det, at være hypersensitiv. Men jeg stoler på, at min psykiater ved at bruge diagnosen har en idé om, hvordan behandlingen skal foregå.
Han virker i hvert fald meget målrettet.
Han vil bl.a. have mig i gruppeterapi. Socialfobikerens største angst! Men selv om jeg er helt ekstremt bange for tanken om at skulle gøre det, så er jeg meget sikker på, at det vil give mig rigtig meget.
Jeg sagde til ham en af de første gange, at jeg syntes, at jeg lød som et utroligt dårligt menneske når jeg svarede på de spørgsmål, som han stillede mig. Men de syntes han nu ikke. Han sagde vist, at det var meget menneskeligt at have de sider. Men jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan huske hvad han sagde. Men du har ret, jeg er nødt til at sige det til ham igen. Det bunder nok i, at min mor altid har talt dårligt om min far. Derfor har jeg tolket, at han er et dårligt menneske (altså da jeg var barn). Og i dag kan jeg se, at mange af de sider jeg har, har han også. Han er ekstremt splittet. Vi er langt fra den samme person, men jeg er nu igang med at opdage sider af mig selv, som jeg igennem hele min barndom har lært betyder at man er en dårlig person. Mens det i virkeligheden betyder at man er skrøbelig og presset. Men det er så indlært i mig, at det er svært. Og det er også svært at forklare min kæreste, at jeg er ked af det, når jeg skælder ham ud. Og så gør det igen senere samme dag.
Puha, der er godtnok mange op- og endture i alt det her. I dag kan jeg mærke, at jeg bare er totalt såbar og ked af det og ikke har lyst til andet end at ligge i min seng. Især fordi jeg slet ikke har noget at give af. Intet overskud. Og andre dage er jeg bare én stor energibombe. Det trælse er bare, at jeg aldrig ved hvornår jeg har det hvordan. Nogle gange ikke engang i selve øjeblikket.
Når jeg skriver afslappende mener jeg sådan noget som oxapax/alopam. Jeg har slet ikke fået talt med min psykiater om, at jeg tager dem, men det er heller ikke mere end måske to gange om ugen, hvor jeg ikke kan sove.
Jeg har også nogle baldrian, men jeg synes ikke de hjælper nok. Men på længere sigt, er de helt klart bedre.
Nå, jeg vil pakke mit smutte og slappe af, og se om det hjælper på humøret. Planen at jeg skulle have gjort rent, men jeg skal også til træning, handle ind og lave mad og så er den dag vist gået, hvad min energi angår.
Undskyld jeg slutter helt trist. Jeg skal nok skrive en anden gang, hvor jeg er i godt humør, så I også kan opleve, hvordan det er.
Kram fra Oktober
Er du sikker på, at du er socialfobiker?
Det troede jeg også, at jeg var, da jeg var ung. Men det er jeg ikke. Jeg er tværtimod meget god til at være i sociale sammenhænge, fordi jeg er god til at lodde stemningen og se, hvem der har det lidt dårligt eller føler sig udenfor og derefter sørge for at få vedkommende til at føle sig bedre tilpas og som en del af gruppen. Jeg er faktisk meget social.
Når jeg troede, at jeg var socialfobiker, så var det, fordi jeg havde et meget stort behov for at være alene. Men det er jo klart, at jeg havde behov for at være alene, når jeg hele tiden udmattede mig selv ved at stille alt for høje krav om, hvad jeg skulle yde til det fælles bedste.
I socialt samvær behøver man ikke at være så opmærksom på andres behov hele tiden. Man har også lov til at tage sig en slapper. Jeg ser klare tegn på, at du tror, at du hele tiden skal yde noget. F.eks. skriver du:
”I dag kan jeg mærke, at jeg bare er totalt sårbar og ked af det og ikke har lyst til andet end at ligge i min seng. Især fordi jeg slet ikke har noget at give af. Intet overskud.”
Og lidt længere nede:
”Undskyld jeg slutter helt trist. Jeg skal nok skrive en anden gang, hvor jeg er i godt humør…”
Jamen, du har en depression! Hvorfor skal du i den situation være den, der ”giver” noget til andre? Hvorfor skulle du ikke have lov til at være i det humør, du nu engang er i?
Selv når man ikke har en depression, har man brug for at tage en slapper en gang imellem. Når jeg ser på det program, du har lagt for i dag, hvor du egentlig skulle slappe af, ja, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor belastende det må være, når du ikke slapper af.
Hvad angår gruppeterapi, så skulle det jo gerne være et sted med trygge rammer, hvor man afprøver forskellige handlingsmuligheder. Dvs. at man kan være sikker på, at de andre ikke bliver sure eller fornærmede, hvis man ikke lige anstrenger sig hele tiden for at give af sit overskud, og der skulle også gerne være mulighed for at lære at tage imod noget fra de andre.
Jeg er overbevist om, at du finder ud af, at du på ingen måde er socialfobiker. Du stiller bare for store krav til, hvordan du skal være, når du er sammen med andre. Derfor er det nødvendigt at tage pauser fra samvær med andre, sådan at du kan komme tilbage igen med friske kræfter. Hvis man har det sådan, er det ikke ens evner eller vilje til socialt samvær, der er noget galt med. Det er kravene om altid at skulle yde så meget, der er forkerte.
Mange hilsner
Kameliadamen
Ja, der er store følelsesmæssige rutscheture og de tærer på én. Når man i lang tid har haft lukket af for sine følelser, så er det klart, at det er voldsomt, når de kommer frem og man mærker sig selv på en helt ny måde. Det bliver mere afbalanceret med tiden. Paradoksalt nok vil kontakten til din sårbarhed gøre dig stærkere.
Hvis angsten er meget voldsom, kan nogle mennesker have brug for medicin i en periode for, at de overhovedet kan arbejde med tingene. Det er også vigtigt at kunne sove om natten, så man kan samle kræfter. Ulempen er, at medicin også kan være en flugt fra tanker og følelser, så man bedøver i stedet for at lytte.
Jeg er helt enig med det Kameliadamen skriver i sit sidste indlæg - bl.a. om socialfobi. Jeg har ikke indtrykket af, at du decideret er angst eller fobisk for andre mennesker? Så havde du vel ikke kunnet være på din uddannelse? Der er givetvis mange grunde til, at man ikke kan være sammen med andre og måske altid har haft svært ved det. Efter jeg har fået bearbejdet fortiden og er kommet i kontakt med mig selv, har jeg fået lettere ved at være sammen med andre og i modsætning til tidligere nyder jeg det. Under forudsætning af, at det er mennesker, jeg selv aktivt vælger at være sammen med, fordi jeg mærker, at de gør mig godt og hvis det er i sammenhænge, jeg har lyst til at være i. Jeg kan ikke være sammen med hvem som helst, hvor som helst, når som helst, for der er alt for mange mennesker, der dræner mig for energi eller giver mig negativ energi. Jeg har stadigt brug for rigtigt meget tid alene. Min baggrund har bl.a. betydet, at jeg ikke har den robusthed eller modstandskraft, man har, hvis man har haft en mere harmonisk opvækst og det må jeg forholde mig til og leve efter.
Der er nogen, der er glade for gruppeterapi og der er nogen, der kun har gavn af individuel terapi. Desværre ligger denne mulighed ikke i det etablerede system, så gruppeterapi er, hvad en psykiater kan tilbyde af egentlig terapeutisk behandling. Man kan altid lære noget - så noget vil du helt sikkert kunne få ud af det. Først og fremmest om det er noget, du kan bruge. Fordelen kan være, at man i en gruppe kan få positiv spejling og sociale kontakter. Risikoen kan være, at man også kan få negativ spejling og man kan blive for påvirket af andres energier og 'ryge ind i' andres følelser.
Det er vigtigt, hvilken gruppe du kommer i. Tilbudene er forskellige i regionerne. Der kan f.eks. være grupper for personlighedsforstyrrelser, angst, spiseforstyrrelser, incest m.m. Så mærk efter, hvordan du har det med det. Terapi er under alle omstændigheder hårdt, men det skal føles som et skridt i den rigtige retning og give en følelse af, at du gør noget godt for dig selv. At der er en gevinst ved selvovervindelsen.
Det er klart, at det har påvirket dig negativt, at din mor har talt negativt om din far. Den indre splittelse, kommer jo et sted fra. Faktisk handler det ofte om, at forældrenes kamp, er blevet til en indre kamp (borgerkrigen) i én selv. Man er jo en del af dem begge og kan genkende sig selv i begge. Så når din mor har talt nedsættende om din far, har du formentligt ubevidst oplevet, at det indirekte også var dig, hun kritiserede. Og så bliver barnet bange, for 'når far er forkert, må jeg jo også være det'. Eller barnet bliver bange for at ligne 'den forkerte' forælder og vil gøre alt for ikke at ligne ham og fornægter hans sider i sig selv. Helt galt bliver det, hvis begge forældre taler nedsættende om hinanden eller behandler hinanden respektløst og ukærligt, for så kan barnet komme til at føle, at både de sider det har fra sin far og sin mor er forkerte. Altså føler barnet sig helt igennem forkert. De indre stemmer, der taler nedsættende om én er ofte forældrenes stemmer eller deres budskaber.
Selvfølgeligt er det svært for din kæreste at forstå, at du skælder ham ud, når du er ked af det. Men det er godt, at du har fortalt ham om sammenhængen. Når en følelse ikke kan komme ud med sit naturlige udtryk, finder den en anden måde at udtrykke sig på. Eller man kan sige, at man fejlfortolker sine følelser. De er ofte noget andet, end det udtryk, de camouflerer sig bag.
Det er vigtigt, at du har forstået, at du reagerer med vrede i stedet for at give udtryk for, at du er ked af det. Så der ligger en øvelse for både dig og din kæreste i at ændre dette mønster. For din kæreste må jo også arbejde med sine reaktioner på din vrede. Måske han kan øve sig i at spørge dig, om du er ked af det, når du skælder ud (og så skal du selvfølgeligt svare ærligt og prøve at stoppe med at skælde ud). En anden (og barskere) mulighed er, at han simpelthen ikke vil tale med dig eller går sin vej, når du bliver vred - men lytter og er nærværende, når du uden vrede giver udtryk for, hvad du føler. For at bryde mønstrene må man have alternativer, til det man plejer at gøre.
Vejret ansporer desværre ikke til at være ude i dag, så jeg kan ikke flygte fra min opvask… øv…
Kærlig hilsen Helene
Men lad mig se, om jeg kan huske det...
Det primære i det var, at jeg tænkte meget over det her citat:
"Life is a balance of holding on and letting go"
Det må være mit mål i livet at kunne finde denne balance. Min psykiater har ret, når han siger, at jeg lever meget on-off. Dvs. at jeg giver for meget af mig selv, kommer i underskud. Og sådan kører det konstant, sådan at jeg aldrig er i kontakt med mig selv, mine behov og følelser.
Det er som om, jeg veksler mellem de to yderpoler, hvor depression er i den ene ende og angsten er i den anden.
Depression/passitivitet <
> Angst/aggresitivitet og frustration
Her er det også meget et enten eller forhold uden balance.
Hvorvidt jeg har social angst eller om det er følsomheden er svært at sige. Jeg har i hvert fald ret kraftige angst symptomer. Men det kan sikkert også komme af det andet. Men én ting er sikker. Jeg er ekstrem utryg, lige så snart jeg træder ud af min dør. Om jeg er til træning, i skole eller bare går på gaden, så er jeg helt vildt urolig, men uden, at der er nogle bestemte tanker i mit hoved.
Men hvor er det svært at skelne imellem hvornår jeg skal kaste mig ud i tingene, og hvornår jeg skal passe på mig selv. For det føles på samme måde, inden jeg gør noget. Fx. hvis jeg skal til en fest! Jeg har det vildt dårligt inden. Negle gange bliver det en helt vildt god aften, som giver mig en masser energi. Men det også være en af de dage, hvor jeg bliver helt drænet af at være sammen med andre.
Men der er vel ikke andet at gøre end at følge psykiaterens råd og se, hvad det bringer. Så har jeg i hvert fald prøvet det. Men det gør mig helt vildt bange at skulle kaste mig ud i så mange ting. For pt. er jeg utryg ved mere eller mindre alt.
Skrev jeg i sidste indlæg, at jeg føler mig som et barn fanget i en voksen persons liv. Jeg føler, at jeg har brug for omsorg og hjælp, fordi jeg slet ikke er moden nok til at kaste mig ud i alle de her ting selv. Og jeg føler mig ensom, forladt og rigtig bange. Faktisk kan jeg datere de her følelser helt tilbage fra da jeg var 5 år. I går mediterede jeg meget kort og kiggede indad for at møde følelsen. Og der var det tydeligt, at det var mit indre sårede barn, der sad derinde og havde de tunge følelser.
Jeg sagde til det, at det gerne måtte være der, og være en del af mig. Og at jeg ville hjælpe det, og at jeg ville integrere det i mig, så det ikke længere skulle være på flugt. Og det virkede meget lettet.
Jeg har søgt et job, som lyder rigtig godt, men jeg er vildt meget i tvivl, om jeg overhovedet har lyst til det. Det er utroligt svært at skulle tro på, at det er det rigtige, når hele min krop skriger nej! Men jeg har lovet psykiateren at jeg vil gøre hvad som helst for at få det bedre, og arbejde for et bedre liv. Og han mener, at det er det, der skal til. Så det må jeg jo prøve.
Jeg ved, at I begge to vil sige, at jeg skal lytte til mig selv. Men min indre borgerkrig er i ekstra kamp over det her, fordi de gerne vil føle, at jeg har gjort det rigtige for mig selv. Også selv om det er helt utroligt svært.
Men måske kan jeg ikke engang overbevise mig selv!
Mange tanker og lidt forvirring fra Oktober
Ikke et ondt ord om din psykiater, jeg ved, at du er glad for ham. Jeg tænker bare, om I arbejder udfra samme præmisser? Forstået på den måde, at du på egen hånd arbejder med meditation, visualiseringer, indre barn, drømme og den slags mere alternative ting. For mig lyder din psykiaters vinkel meget anderledes, måske mere i den kognitive retning. Hvis der ikke er overensstemmelse mellem den måde, I hver især arbejder med tingene på, kan det blive svært at opnå optimale resultater.
Det er ikke for at kritisere ham - jeg undrer mig bare over, at han siger til dig, at du giver for meget af dig selv, så du kommer i underskud og ikke mærker dine behov og dine følelser – men samtidigt siger han til dig, at det vil være bedst for dig at komme i arbejde. Dermed handler han jo imod sine egne ord, for han støtter dig jo ikke i at mærke dine egne følelser og behov, så du lærer at træffe dine egne valg og beslutninger og stå inde for dem. Han postulerer, at det vil være bedst for dig at arbejde. Men er det sandt? Hvis ikke du har fortalt ham det, kan han jo ikke vide det.
Han siger, at du giver for meget af dig selv, så du kommer i underskud og det har han har ret i – for du giver ham intet mindre end ansvaret for og kontrollen over dit liv, hvis du lader ham bestemme, hvad du skal eller ikke skal. Det er farligt at lade andre styre sit liv, for det er én selv, der får øretæverne, hvis de træffer dårlige valg for én. Får du det værre af at komme i arbejde, er det hans valg men det er dig, der skal leve med konsekvensen af det. Vil det være bedst for dig at tage det arbejde? Kan du realistisk set holde til det på nuværende tidspunkt, hvor du er meget sårbar og i krise?
Du skriver, at der vel ikke er andet at gøre, end at følge hans råd. Jo, der er andet at gøre. Du kan lytte til dig selv, om det er en udfordring, du har brug for lige nu. Hvis du kan mærke, at det vil hjælpe dig videre og du har mod på at prøve, så er det jo fint. Hvis det derimod føles som et overbudskrav, så er det ikke fint. Så vidt jeg kan læse mig til, så ved du jo egentligt godt, hvad du helst selv vil. Er problemet, at du ikke tør sige fra overfor ham?
Hvad er værst? Tanken om at skulle i arbejde eller tanken om at sige fra overfor din psykiater? Når du bevidst tager stilling til det, kan du træffe et reelt valg, som du selv kan stå inde for. Da begge muligheder sikkert giver angst, kan du lige så godt vælge det, der er bedst for dig selv.
Indenfor den kognitive terapi arbejder man, så vidt jeg ved, udfra devisen, at man skal overskride sine egne grænser og derved træne sig op til at udholde mere og mere. Det kan være katastrofalt, når éns problemer netop kommer af, at éns grænser i barndommen er blevet overskredet ultimativt. Derfor må behandlingen faktisk være den modsatte. Man skal først lære at mærke sine grænser og have genopbygget dem, så de bliver meget stærke. Man skal hjælpes til at mærke efter, hvor éns grænser går og øve sig meget i at rette sig efter dem og lære at sige fra, hvis andre overskrider dem og f.eks. tager beslutninger på éns vegne. Der er grænser, man er nødt til at overskride, fordi det er nødvendigt for at udvikle de kompetencer, man har brug for: F.eks. at lære at udtrykke sig tydeligt, være mere åben, sætte ord på sine tanker, behov og følelser, at sætte grænser og lære at sige til og fra, at tilstræbe overensstemmelse mellem ord og handling, tanke og følelse.
Man kan som bekendt ikke løse et problem med det, der har skabt problemet. Derfor opnår man ikke noget ved at tvinge eller presse sig selv, når man i barndommen har været udsat for tvang og pres. Det vil bare opleves som endnu et overgreb og man vil få det dårligere. Der skal positiv motivation til, så man føler, at det vil være til éns egen fordel, hvis man overvinder sig selv og det skal være på en måde, så man kan få succesoplevelser. Det man gør af frygt, pligt eller p.g.a. skyldfølelse vil altid dræne én for energi.
Du var i din visualisering i kontakt med dit indre barn. Hvad mener hun om, at du tager det arbejde? Det er jo det indre barn, der skal heles, så hun har vel også et ord at skulle have sagt?
Der kan være mange grunde til, at du har svært ved at gå ud af døren. Jeg kunne liste sådan ca. 10-15 grunde op som årsag til, at jeg har haft svært ved komme ud. Grundlæggende er det fordi, barnets følelser er ubearbejdede, så det faktisk er barnet forklædt som voksen, der skal ud af døren.
Jeg er ikke i tvivl om, at du kommer igennem det her. For du har så god kontakt med dit indre barn, du vil hjælpe hende og det er det allervigtigste. Men for at du kan hjælpe hende, skal du selv have hjælp fra én, der kan give dig den rigtige behandling. Denne type traumer kan ikke heles med korttidsterapi eller kognitiv terapi. Det er nødvendigt, at behandleren har kendskab til barndomstraumer og senfølger heraf og forstår, at barnet har brug for tid og hjælp til at heles og blive voksen.
Mange hilsner Helene
Jeg er 100 % enig med Helene.
Også jeg har stået i en situation, hvor en psykiater mente, at jeg skulle udfordre mig selv og tvinge mig selv til at gøre ting, som jeg på grund af stress og depression ikke magtede. Jeg valgte at lytte til mig selv.
Mange hilsner
Kameliadamen