Man kommer jo ikke bare hen...

0ktober

Hejsa,

hvor er jeg bare utroligt fokuseret på at gøre det her rigtigt.
Jeg vil gerne være sikker på, at jeg slapper nok af, men ikke så meget, at jeg spilder tiden.
Af ren selvindsigt, prøver jeg at følge min krop. Spise når den er sulten, sove når den er træt og være alene, når jeg ikke har det godt. Jeg føler mig helt lammet, og at jeg går rundt i min helt egen verden. Jeg kan slet ikke håndtere at komme ud i den rigtige verden og møde mennesker og skulle tale med dem. Når det sker, er den stemme jeg hører som min egen, langt fra bevidst men en stemme jeg har, som gør, at jeg kan klare mig igennem sådanne situationer.

Men jeg er ved at anerkende, at det her er et fuldtidsjob. Især nu, hvor jeg skal til at igang med eksamen. Jeg kan slet ikke overskue at få arrangeret de interviews, som min opgave skal baseres på. Jeg havde kun én dag til at beslutte mig for, om jeg skulle tage den, eller vente et år. Mit hoved sagde mig, at jeg sagtens kan tage den, men nu kan jeg mærke, at energien ikke er der. Men jeg er nok nødt til at acceptere mit valg, og stole på, at jeg kan klare det. Om ikke andet, så må jeg omdefinere mine mål, så det ikke er så stressende at skulle lave opgaven.

Jeg tror, at jeg vil lave visualiseringen i morgen. Jeg synes, at det lyder som en rigtig god idé. Jeg har rigtig svært ved at være i følelserne, så det vil være godt for mig at fokusere på det, som jeg opnår ved det. Og så kan jeg fokusere på noget andet end at kæmpe for at gøre det hele bedre. For det føles som om, at jo mere jeg kæmper (er i min hjerne), des længere kommer jeg væk fra en løsning og mine følelser.

Måske presser jeg mig selv for hårdt i fht. det her, fordi jeg bare gerne vil have det overstået.

Det er lidt skæmmende at høre mine tanker skændes så meget, som de gør for tiden, og jeg føler mig totalt ude af balance. Men jeg vælger at tage det som et tegn på, at jeg er blevet mere forbundet med mine følelser. Det føles i hvert fald mere som en tilstand end som et angreb, som jeg skal beskytte mig i mod.

Og det er vel meget godt, ikke?

Jeg har gået og tænkt over din hovedpine. Er det gået væk igen? Det er sådan en slags der kommer i anfald, ikke?

Kærlige hilsner fra Oktober

Helene2

Hej Oktober

Det lyder til, at du og jeg nok reagerer meget ens. Jeg har også været utroligt fokuseret på at gøre tingene rigtigt, så jeg hurtigst muligt kunne få det bedre og kunne undgå at spilde tiden.
Det du skriver med, hvordan du følger dine umiddelbare behov og går rundt i din egen verden og ikke kan være sammen med andre, det genkender jeg også 100%.

Jeg har også presset mig selv hårdt, men det er vel heller ikke mærkeligt, for man oplever en konstant angst- og stresstilstand. Den vil man jo meget naturligt gerne ud af, så hurtigt som overhovedet muligt. Man har jo altid levet med den angst- og stresstilstand, men nu bliver en bevidst og så begynder man at reagere naturligt og kæmper på en anden måde for at komme fri af den i stedet for at flygte.
Hvis du har for meget fart på, skal din underbevidsthed nok slå bremserne i. Det er den, der styrer forløbet og det gør den givetvis på den bedst tænkelige måde. Underbevidstheden vinder altid og jo mere overensstemmelse mellem det bevidste og det ubevidste sind, der er, desto mindre skal man kæmpe.

Det er jo sådan set mere end et fuldtidsjob, for det er hele følelseslivet, der er under forandring. Og følelseslivet har vi jo med os konstant og overalt. Måske kan man engang indimellem lukke af for følelserne og gøre, hvad der må gøres, men det er for det første utroligt hårdt og for det andet, skaber det et vist overtryk, så reaktionerne bagefter kan føles overvældende.

Det er hårdt, at du har din eksamensopgave hængende over hovedet. Det er nok en god idé at omdefinere dine mål, så du kan komme lettest muligt igennem den.

En forudsætning for at skabe forandringer er, at underbevidstheden forstår, at der er både en kort- og langsigtet gevinst ved at gøre noget andet, end du plejer. Underbevidstheden kan have svært at forstå, at der er en gevinst ved at gennemgå det her, hvis ikke den har FØLELSEN af, at det giver en positiv gevinst og belønning. Så hvis du i visualiseringen med Dit Fremtidige Jeg kan få fat i nogle positive følelser fremadrettet, så vil din underbevidsthed begynde at forstå hensigten og være mere indstillet på at give slip på de negative følelser, så de kan komme ud og væk.

Jo, det er bestemt godt, at du føler, at det indre skænderi mere er en tilstand end noget, du skal beskytte dig imod. Prøv om du kan være opmærksom på, hvad det er, de to sider i dine tanker skændes om. Måske kan du (under visualisering) træde til som mægler eller konfliktløser?
Når de skændes, så må de jo gensidigt bebrejde hinanden noget? Men har den ene noget at lade den anden høre? Hvis de begge råber op, er der jo næppe nogen af dem, der kan påberåbe sig at være fejlfri, for så har ingen af siderne lyttet og vist medfølelse og forståelse. Måske du kan gå ind og fortælle dem, at det er det, der skal til?

Det er rigtigt, at Hortons Hovedpine optræder i anfaldsperioder. Det er overstået for denne gang og jeg lærte noget af det. Nu ved jeg, at selvom jeg blev helbredt for hovedpinen tilbage i 2004, så kan den altså komme igen, hvis jeg bliver for stresset og hårdt presset. Det var helt klart frygt og magtesløshed i forhold til hele mit sagsforløb med kommunen og specifikt i forhold til et forestående møde med min sagsbehandler, der fik den til at bryde frem igen sidste sommer. Jeg er også klar over nu, at det i høj grad var indadrettet vrede, så det ikke blev min sagsbehandler, det kom til at gøre ondt på i stedet…
Efter jeg havde fået erklæringer fra min læge og en psykiater på, at de skønnede, at jeg ikke bliver arbejdsdygtig igen og at alle behandlingsmuligheder er udtømte, begyndte hovedpinen at klinge af og da min sagsbehandler så meddelte mig, at hun ville indstille mig til pension, gik den helt i sig selv igen.

Kærlig hilsen Helene

0ktober

hej igen (igen, igen, igen osv...)

først vil jeg sige, at det er dejligt, at du endeligt bliver taget seriøst. Så kan du bruge din energi på nogle bedre ting end at kæmpe imod systemet.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal bruge mine dage på. Lige nu bruger jeg tiden på nettet, på at læse og sove. Jeg er utroligt træt af at vaske op, vaske tøj og gøre rent. For når jeg er nået hele vejen rundt, kan jeg starte forfra igen.

På mystisk vis, har jeg fået booket mig selv ret godt op igen. Men tiden går også helt utroligt hurtigt.

Hvad får du dagene til at gå med?

I går startede jeg med at ligge i min seng og læste og endte med at falde i søvn og sove tre timer. Bagefter gjorde jeg rent og lavede mad med min kæreste. Vi havde en lang samtale om hans arbejde og bagefter var jeg bare fuldstændig udmattet. Jeg kunne ikke engang overskue tv'et, computeren eller læsning. Jeg var pludseligt helt vildt svimmel og havde kvalme. Underligt.

Men jeg tænker det lidt, som total fejlfordeling af energi. Men jeg synes også, at jeg keder mig utroligt meget, og at jeg begynder at blive frustreret over, at der ikke sker noget.

Måske bør jeg finde på et eller andet stille og roligt at lave, som ikke kræver for meget af mig, og som jeg ikke er tvunget til at arbejde med et bestemt stykke tid, når jeg går igang med det?

Det er ikke fordi, jeg føler jeg bør nå noget bestemt, men jeg keder mig faktisk. Det er en ret underlig følelse. Men nok også fordi, jeg bliver overmandet af en indre uro.

Jeg lyttede i øvrigt til min indre diskussion i går, og fangede følgende udsagn:

Den ene side: Du skal tage dig sammen
Den anden side: Nej, du skal slappe af og passe på, at du ikke haster igennem det her, for hvis du gør det, så kommer du aldrig hel videre. Så vil der aldrig være noget, der forandrer sig.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til det...

Faktisk har jeg ikke så meget at skrive i dag. Jeg føler mig lidt tom på tanker. Lidt ligesom en zombie, der er på flugt fra sig selv, og bare går og venter på, at tiden skal gå. Det eneste jeg opfatter er, at jeg er utrolig skrøbelig for tiden, og det kræver, at jeg er ekstra god til at mærke efter og sige fra. Så det prøver jeg.

Mange hilsner fra en Oktober, der har det lidt underligt

Helene2

Hej igen, igen :-)

Først må jeg lige sige, at jeg desværre endnu ikke er nået dertil, hvor jeg kan bruge mine kræfter på andet end kampen mod systemet. Det kan jeg først den dag, jeg står med pensionsbeviset i hånden. Men forhåbentligt sker det indenfor en overskuelig fremtid.

Jeg forstår udmærket, at du er blevet træt af at ordne alle de daglige ting. Det er jeg også kørt surt i, for det er jo bare forfra og om igen. Det giver ingen ny energi, men det giver negativ energi, hvis man ikke får det gjort. Så der må hentes positiv energi et andet sted fra, som giver overskud til at få gjort de ting. Men det er svært at finde den positive energi nogen steder, når man arbejder med de tunge, mørke ting, der dræner én for energi.
I en sådan proces, hvor man kommer meget i kontakt med de negative følelser, er det meget vigtigt, at man prøver at finde noget positivt, der kan give energi. For mig var der ikke nok positiv energi at hente i nutiden, så udover det, jeg kunne finde her, måtte jeg hente den i mine fremtidsvisioner.

Hmm… hvad jeg får dagene til at gå med? Jeg bruger en del tid på at skrive mails og skrive her på Netdoktor. Jeg er med i noget frivillig arbejde omkring voksne med senfølger. Det tager ikke meget tid men giver meget positiv energi. Jeg har et par veninder, jeg ser med jævne mellemrum. Nu er vejret heldigvis blevet bedre, så jeg kan begynde at komme lidt i haven igen. I perioder har jeg læst en del (omkring selvudvikling, psykologiske emner, om traumatisering o.a.). Når jeg bruger tiden på at få viden, så er tiden ialtfald ikke spildt.
Men min situation nu er anderledes, end den du er i, for jeg er igennem bearbejdelsen, så tiden nu er ren ventetid og stilstand, indtil jeg får pensionen.
I de fire år jeg gik i terapi, sad jeg nærmest og tænkte og skrev dagbog i døgndrift. Den indre uro kom jeg af med ved at skrive mig ud af den. I en periode begyndte jeg at lægge store puslespil. Det var meget afstressende. I en periode begyndte at strikke igen. For et par år siden oprettede jeg en hjemmeside og brugte meget tid på at skrive tekster dertil.
Men nu ved jeg faktisk ikke rigtigt, hvad tiden egentligt går med. Den går bare… Kedsomheden er (utroligt nok) først begyndt at blive et reelt problem indenfor de sidste måneder, fordi jeg ikke rigtigt har mere at bearbejde og tænke så meget over. Det får bestemt frustrationen til at vokse.

Det er en god idé, at du finder noget at beskæftige dig med, som ikke stresser. Noget som du absolut er fri til at gå fra og til, noget som du har lyst til og ikke mindst noget som giver glæde og mening for dig. Det er rædselsfuldt at føle, at man spilder sin tid, så det er selvfølgeligt vigtigt, at det er noget, hvor du føler, at du udnytter tiden fornuftigt. Hvis man lærer noget undervejs, så er tiden aldrig spildt.
Jeg forstår godt din frustration over, at der ikke sker noget. Men spørgsmålet er vel først og fremmest, hvad du ønsker, der skal ske? For du skal vel derhen, hvor du selv kan få det til at ske, som du ønsker skal ske.

Det er fint, at du har hørt, hvad der sker mellem de to stridende parter.
X dunker altså Y i hovedet: 'Du skal tage dig sammen'. Y svarer, at det ikke er rigtigt og prøver at argumentere for hvorfor. Problemet er bare, at X garanteret ikke kan eller vil forstå saglige argumenter. Det, der måske kan trænge igennem, er følelser.
Som udenforstående kan du prøve at stille dem hver især nogle spørgsmål. Du kan f.eks. spørge X: 'Hvorfor mener du, at Y skal tage sig sammen?'. Så kan X ikke bare længere bruge bebrejdelser, men er nødt til at fortælle noget om, hvad hun selv føler og forklare hvorfor.
Og du kan f.eks. spørge Y: 'Kan du tilgive X for, at hun presser dig så hårdt og ikke forstår dig?'.
Gør du det under en visualisering, kan det være, at du kan komme i rigtigt god kontakt med dem begge og efterhånden få dem til at lytte til hinanden, forstå og respektere hinanden, så de får fælles fodslaw.

Det er godt, at at din skrøbelighed betyder, at du bliver ekstra opmærksom på at mærke efter og sige til og fra. Det er en meget vigtigt, for det betyder jo, at du begynder at kunne mærke dine grænser og behov. Zombiefølelsen er givetvis følelsesløsheden, fordi de underliggende følelser er for voldsomme.

Måske var det ikke så mærkeligt, at du blev svimmel og fik kvalme efter den lange samtale med din kæreste i går. For du skriver, at det var hans arbejde, I talte om. Altså ingen energi til dig, mens du sikkert har givet ham en masse energi til ved at lytte, forstå o.s.v.. Så du er jo blevet drænet – ren overanstrengelse.
Opmærksomhed = energi. Får du opmærksomhed, får du energi, giver du opmærksomhed, giver du energi. Får du ingen opmærksomhed, får du ingen energi. Hvis du så selv giver opmærksomhed uden at få nogen tilbage, så står du med et energiunderskud. Der skal være ligevægt mellem, hvad man giver og hvad man får. Er man i underskud har man brug for at få mere, end man giver ud.

Mange hilsner Helene

0ktober

Chok!

Jeg var hos psykiater her til morgen.
Jeg skulle have en udtalelse fra ham, så jeg kan søge om ekstra SU
og om noget vejledning på skolen.
Han sagde så, at det vidst han ikke helt, om han kunne lave.
Han siger, at jeg ret sikkert har en personlighedsforstyrrelse, og at det især viser sig i fht. at jeg flygter, når jeg bliver tvunget til at have tætte kontakter. Som fx. på studiet. Så han mener slet ikke, at jeg skulle være holdt. Og heller ikke, at det er godt for mig at holde pause. Han siger, at for at kunne arbejde med det her, så er jeg nødt til at være i min hverdag.

Men nu er der jo ikke så meget at gøre, og jeg sagde også til ham, at jeg kunne ikke være blevet i det, for selv om angst og depression er sekundært, så er det nok til, at jeg ikke kunne fungere på studiet. Og mest af alt var jeg frustreret over, at der skete så meget med mig/inden i mig, at jeg havde behov for en pause for at finde hoved og hale i det hele.

Jeg havde utroligt svært ved at forholde mig til det. Jeg fik ham til at uddybe, for jeg forstod ikke helt hvad han mente med det. Men som han fik forklaret, følte jeg faktisk, at han beskrev det mønster, som har fulgt mig siden jeg var 13år. Så jeg må nok indse, at han har ret. De ord jeg selv fik sat på det, som jeg ogsåhar tænkt før, er, at jeg lever overfladisk. Hvis jeg bliver bange, så flygter jeg. Og hvis jeg får problemer, så finder jeg nemt en løsning, der gør, at jeg ikke behøver involvere mig.

Det gode: Der er en forklaring på alle de forskellige psykiske symptomer, som jeg har haft igennem mit liv. Faktisk føler jeg mig lidt lettet.

Det dårlige: Det kommer til at følge mig hele livet. Og det gør mig helt vildt ked af det, at jeg er ødelagt på den måde, og at jeg på et eller andet punkt altid skal kæmpe

Men jeg har i løbet af den sidste uge indset, at jeg er parat til at gøre hvad som helst for at få et godt liv. Og selv om jeg tøver ind i mellem, og det bliver utroligt svært, så er jeg sikker på, at det nok skal lykkedes.

Men det er ikke ret opmundrende at vide, at jeg burde være blevet på uddannelsen, for jeg vil helt vildt gerne have fulgt min studiegruppe, for jeg kan slet ikke overskue tanken om at skulle starte på et helt nyt hold.

Der er godtnok meget at tænke på lige pludseligt. Der er, som sagt, masser ting, der falder på plads. Men samtidig opstår der rigtig mange nye spørgsmål. Og ikke mindst, så er det meget underligt at få at vide, at der er noget galt med min personlighed. Det rammer mig utroligt meget. Jeg kan ikke undgå at føle, at jeg er en dårlig person. Men at det er min underbevidsthed der styrer det, så jeg knap nok har nogen magt over det selv.

Min yogalærer fortalte om mindfullness i går. Kender du principperne i det? Han sagde bl.a. at sindet kan påvirke sindet utroligt meget. Og hvis man ikke er opmærksom, bliver man til den følelse man har inden i. Men hvis man tør fokusere på de dårlige følelser, så giver man dem lov til at være der, og får dermed mere kontrol over dem.
Det passede utroligt godt i tråd med det, som vi to har skrevet om. Og under meditaionen til yoga, kunne jeg mærke, at jeg er meget mere rolig, end jeg var i sidste uge. Så jeg føler, at jeg er ved at være lidt tættere på den balance, som jeg leder efter.

Nå, jeg tror jeg vil hvile mig foran tv'et og prøve at fordøje diagnosen. Det er i øvrigt lidt pudsigt, for en praktikant hos min gamle læge, som jeg talte med nogle gange, foreslog faktisk samme diagnose. Så han har ikke været helt dum, for det er 3-4 år siden. Tænk sig, hvis min efterfølgende psykolog havde fulgt op på det, for hun troede helt sikkert ikke at det var det.

Mange forvirrede hilsner fra Oktober

Helene2

Kære Oktober

Jeg forstår godt, at du har fået et chok over din psykiaters udmelding.

Jeg har før sagt, at din psykiater lød rigtigt god, men nu må jeg sige, at jeg er lodret uenig med ham i, at du er nødt til at være i din hverdag, mens du arbejder med det her. Jeg tror simpelthen ikke på, at man kan bearbejde gamle overgreb og traumer samtidigt med, at man skal forholde sig til og indordne sig i en almindelig dagligdag ude i verden. Senere skal man have et ydre liv til at fungere, men først skal det indre fungere.
At du altid har flygtet og måske levet overfladisk. Ja, selvfølgeligt har du det. Det gør alle med disse problemer, for man mangler jo kontakt med sig selv og sine følelser. At flygte er et mønster, der er dybt forankret i dit følelsesliv og i dit nervesystem. Det forandres ikke ved at presse dig selv, tværtimod, men ved at arbejde med dine følelser, så du lærer at rumme dem og forstå dig selv bedre. Du skal kunne relatere til dig selv, før du kan relatere til andre.
Jeg kan jo ikke vide det, men måske er din psykiater god til nogle former for samtaleterapi men ikke kvalificeret til at arbejde med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen. Det kræver nogle kvalifikationer og en viden, som det for mig ikke lyder, som om han har.
Jeg ved, at det bliver mere og mere anerkendt, at man mener, at alle mennesker skal fastholdes på arbejdsmarkedet o.s.v. men det kan være katastrofalt for mennesker med disse problemer. Man har hele livet været stresset ud over sine grænser, så man skal netop have nervesystemet til at slappe FULDSTÆNDIGT af, inden man kan begynde at forholde sig til verden på en anden og bedre måde end før. Man er nødt til at LÆRE en masse i denne proces og nyindlæring kræver tid, ro og fokus.

Din psykiater siger, at du burde være blevet på din uddannelse. Jeg siger, at det var godt, at du ikke gjorde det. Så hvad siger du selv? Skulle du være blevet der? Kunne du have klaret det? Det er ikke din fornuft, jeg spørger – det er dine følelser. Hvad har du brug for? Hvad vil du? Hvad har du lyst til? Hvad magter du? Din underbevidsthed, dine allerinderste følelser og dit hjerte kender svaret.

M.h.t. en personlighedsforstyrrelse. Det er chokerende, når man får en diagnose – men i bund og grund er det kun et ord og den ændrer jo ikke på, hvordan du har det. Du er stadigt den samme person, som du var før. Jeg har selv fået diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse. Min terapeut fik for øvrigt aldrig at vide, hvad jeg var diagnosticeret, for hverken han eller jeg fandt det relevant. Det vigtige var bare, at jeg fik det bedre. Og det gjorde jeg i høj grad.
Der er absolut ikke noget galt med din personlighed. Du bliver ikke en dårlig person, fordi din tilstand nu har fået et navn. Du har garanteret talt med mange personlighedsforstyrrede mennesker uden at vide det. Du har bl.a. skrevet med mig. Diagnosen er et ord for, at din personlighedsudvikling p.g.a. dine opvækstforhold ikke har fundet sted, som den ville have gjort under bedre betingelser. Nogle fagfolk mener, at borderline hovedsaligt handler om, at man fejlfortolker sine følelser. Man kan v.h.a. terapi lære at fortolke sine følelser anderledes. I bogen 'Smertegrænsen' definerer Lars J. Sørensen personlighedsforstyrrelser, som et anderledes tankemønster end flertallet i en kultur har.
Snart sagt alle de mennesker, jeg er i kontakt med nu, har fået diagnosticeret en personlighedsforstyrrelse – men det er de sødeste, klogeste, dybeste, mest interessante, åbne og empatiske mennesker, jeg nogensinde har kendt.

Ja, følgerne af din barndom kommer til at påvirke dig hele livet. Alle mennesker er prægede af deres barndom. Men det betyder jo ikke, at du ikke kan få et godt liv. Måske det bare bliver anderledes, end du havde regnet med. Men anderledes betyder ikke dårligere. Det betyder kun forskelligt. Du kan ikke slette din fortid – i stedet kan du integrer den. Hvis du kan lære mest muligt af den og bruge de erfaringer, den har givet dig, på den bedst mulige måde, så kan du få et meget meningsfyldt liv med meget glæde.

Og ja, din underbevidsthed styrer dig. Underbevidstheden styrer alle mennesker, langt mere end man forestiller sig. Det, man har med sig fra fortiden af både godt og skidt, ligger altid gemt i underbevidstheden og påvirker vores valg, vores handlinger, vores holdninger, personlighed, vores følelser, identitet o.s.v.

Ja, jeg kender lidt til mindfullness. Det handler vist meget om at være i nuet og meditere over nuets følelser. Jeg fik det ikke godt af det.. Dejligt, hvis det virker for dig.

Jeg forstår godt, at det har været rigtigt hårdt for dig med din psykiaters udmelding i dag. Formentligt har det nu sat gang i en proces, hvor du skal til at revurdere din selvopfattelse og betydningen af din fortid. Det gør ondt men det er en nødvendige del af den proces, der gør det muligt for dig at komme ud på den anden side og rejse dig af asken som Fugl Phøniks.

Kærlig hilsen Helene

Kameliadamen1

Hej Oktober

Jeg læser lidt med på sidelinjen, men jeg kan ikke længere overskue hele tråden og hele din problemstilling. Nu vil jeg imidlertid gerne komme med en lille kommentar.

Personlighedsforstyrrelse! Jeg kan kun give Helene ret. Det er bare en diagnose. Og selvfølgelig er det praktisk for læger, at de har et diagnosesystem, sådan at de nemt og hurtigt kan beskrive en kompleks tilstand, f.eks. over for en anden læge. Men et sådant ord siger jo ikke noget om, hvad årsagen til problemet er, og hvad der kan gøres for at løse problemet. Det er bare et ord, og der er ingen grund til at fokusere for meget på det. Det farlige ved sådan et ord er jo, at det stigmatiserer. Det virker fastholdende – ikke problemløsende!

Du skriver ikke noget om, hvilken form for personlighedsforstyrrelse, der skulle være tale om. Der findes ca. 6-7 forskellige slags.

Jeg kan fortælle, at min seneste psykiater tildelte mig diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse. Han havde først givet mig diagnosen ængstelig personlighedsforstyrrelse, men da jeg indvendte, at det ikke kunne passe, eftersom jeg aldrig har været ængstelig – snarere tværtimod modig og frygtløs – så sagde han: ”Nå, ja, så må det være emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse.” Og da jeg ikke lige vidste, hvad det var, og derfor ikke kunne komme med indvendinger, så kom den diagnose til at stå i min journal.

Senere har jeg læst, at det er en gylden regel inden for psykiatrien, at lægerne aldrig må stille diagnoser på personlighedsforstyrrelse, når patienten har en depression. For de symptomer, der er, og som kunne være tegn på personlighedsforstyrrelse, kan også skyldes depressionen, og de vil derfor forsvinde, når depressionen går over.

Jeg havde en svær depression, dengang jeg fik diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, og jeg går ud fra, at du stadig har en depression? I den situation er det ikke foreneligt med god lægegerning, at en psykiater stiller diagnose vedrørende personlighedsforstyrrelse!

Jeg kan i øvrigt fortælle, at jeg senere i forbindelse med min førtidspensionssag fik endnu 5-6 diagnoser på personlighedsforstyrrelser af en neuropsykolog, inklusive ængstelig personlighedsforstyrrelse – dog ikke den form for personlighedsforstyrrelse, som psykiateren havde givet mig diagnose på! Så jeg tror faktisk, at jeg har diagnose på dem alle! Jeg betragter alle disse diagnoser som noget vrøvl. Og nu er jeg godt klar over, at der er mennesker, der vil sige, at enhver psykiatrisk patient vil stille spørgsmålstegn ved alvorlige diagnoser. Men under alle omstændigheder er disse mange diagnoser ikke noget, der giver mig problemer. Diagnoserne er ord, der står på et stykke papir i et arkiv – ikke noget, der har med mig eller mit liv at gøre.

Hvis alle disse såkaldte eksperter skulle have givet mig en diagnose med mening i, så kunne de have givet mig diagnosen ”ekstremt sensitiv”. Men den diagnose findes sjovt nok ikke. Det er jo heller ingen sygdom, men snarere en karakteristik. Og det er klart, at man – når man som jeg er ekstremt påvirkelig over for stemninger og sanseindtryk – måske kan komme til at reagere lidt anderledes end andre i visse situationer, fordi man har opfanget en stemning eller har bemærket en lyd, som de andre ikke har bemærket. Men det er jo ikke en sygdom. Det betyder blot, at man må lære sig selv at kende og finde ud af, at man måske bliver overbelastet af for mange sanseindtryk, lidt før andre mennesker ville blive det. Det betyder jo ikke, at man er unormal og personlighedsforstyrret! Det betyder blot, at man er en smule anderledes, med de værdier og fordele, der kan være ved det.

At være ekstremt sensitiv har blandt andet medført, at jeg har været god til at forudsige ting, f.eks. hvilket spørgsmål, min veninde ville trække til eksamen. Det betød, at hun lige kunne læse lidt ekstra på det emne og derfor scorede en flot karakter. Så min ”unormalitet” har også fordele.

At der så er ulemper, det er en anden sag. Det betyder blot, for mit vedkommende, at jeg f.eks. under en fest lige må gå lidt oftere for mig selv, f.eks. ud på badeværelset, hvor jeg står og sunder mig lidt og kommer koldt vand på håndleddene, eller ud i haven, hvor jeg lige vandrer lidt rundt alene, før jeg går ind til festens kaos igen. Da jeg var ung, troede jeg, at min tendens til at flygte fra andre og være meget alene, var et tegn på unormalitet. Nu ved jeg, at jeg er ganske normal. Masser af mennesker er ekstremt sensitive, men de går ligesom jeg og putter lidt med det, for man vil jo ikke være sart. Og i samfundet er der en holdning om, at man skal være åh så social. Som ekstremt sensitiv kan man dog sagtens være social. Man skal bare have socialt samvær i mindre portioner end de fleste andre mennesker.

Nu kan jeg selvfølgelig ikke med bestemthed sige, at du også blot er ekstremt sensitiv og derfor ingen personlighedsforstyrrelse har, bare fordi det er sådan det hænger sammen hos mig. Men jeg tror, at et barn, der er udsat for noget voldsomt, automatisk vil udvikle en sådan ekstrem sensitivitet. Jeg har ikke været udsat for incest, men min barndom var stærkt præget af min fars uligevægtige og voldelige adfærd. Det betød, at jeg hele tiden måtte have ”antennerne” ude. Jeg var altid på vagt, og jeg skulle hele tiden lodde stemningen, for at finde ud af, om der var fare på færde. Jeg kunne godt forestille mig, at der gælder lidt det samme for et barn, der bliver udsat for seksuel misbrug.

Og sådan som jeg opfatter det, så er der absolut ikke noget galt i at gå lidt for sig selv indimellem. I stedet for at betragte det som en flugt, betragter jeg det som en nødvendighed, der gør, at jeg kan hvile mit sind og min krop, og derefter igen gå ud blandt andre med friske kræfter.

Den psykiater jeg havde, mente, at det forkert af mig at hvile mig, når jeg var overbelastet. Han mente, at jeg i stedet for at hvile mig, gradvist skulle lære mig selv at klare flere og flere indtryk og belastninger. Og det er jo også, hvad den kognitive terapi siger. Den siger, at vi alle kan programmeres om, så vi passer til en eller anden samfundsskabt ”normalitet”. Hvad nu, hvis det er os, der er de normale, og alle de andre evigt omkringfarende, der kan tåle støj og kaos omkring sig - samtidig med at de lige snakker i mobiltelefon – hvad nu, hvis det er dem, der er de unormale?

Mange hilsner

Kameliadamen

0ktober

Hej med jer,

faktisk siger både mine følelser og min fornuft mig, at det var godt, at jeg stoppede. For til sidst lavede jeg ikke andet end at græde, sove eller have angstanfald. Og sådan kunne jeg jo ikke være gået rundt indtil nu. Det ville have været over tre måneder. Og desuden er den første eksamen kun halvanden uge væk, så det ville jeg slet ikke kunne klare. Jeg sagde også til ham, at jeg har fået rigtig meget ud at gå hjemme. Jeg er blevet meget mere rolig. Men jeg vil tilgengæld godt give ham ret i, at problemerne nok starter forfra, når jeg kommer ud i den rigtige verden igen, og har været der et stykke tid. Men jeg synes bare ikke, at man kan lege med sin uddannelse på den måde. I hvert fald ikke, når det er min drømme uddannelse.

Jeg synes det er helt vildt interessant det Kameliadamen skriver om at være ekstrem sensitiv. Umiddelbart kunne man sige (i min tolkning i hvert fald) at det er det, som personlighedsforstyrrelse dækker over. Det er bare deres trang til at komme én i kasser i en af de otte underkategorier, der gør, at man føler sig endnu mere stemplet. Jeg har dog ikke fået nærmere at vide om, hvilken slags han mente det var. Jeg har været inde og læse om de forskellige typer, og der var nogle, som det tydeligt vis ikke var, og ikke nogen af dem, som det tydeligtvis var. Men jeg har absolut rigtig mange træk fra de forskellige. Så jeg vælger bare at holde mig til diagnosen personlighedsforstyrrelse uden videre detaljer i det.

Jeg var inde og tage en test på borderline-foreningenshjemmeside, hvor man kunne teste hvilken type man havde, og der scorede jeg ret høj på tre forskellige og kun intet på en enkel. Det er faktisk en ret god test, for den stiller nogle relevante spørgsmål, hvor jeg tydeligt kan se, at jeg nok er anderledes end gennemsnittet i mit syn på verdens og dens gang. Og det er anderledes på en måde, som påvirker mig negativt i mit liv.

Men jeg er absolut heller ikke blind for fordelene ved at være så sensitiv. Som Helene skriver, så er personlighedsforstyrrede folk med en masse værdier. Det er nok fordi de tænker så meget, kæmper så meget og virkeligt lærer sig selv at kende. Og så bringer det også nogle gode egenskaber at være følsom og opmærksom. Fx. i fht. at fornemme andre folks følelser. Det er især en egenskab, som jeg har med mig.

Hvor blev jeg lettet over at læse, at "personlighedsforstyrrelse" bare er et navn, og at det ikke ændrer hvordan jeg har det. For hvor er det absolut rigtigt. Det gør tværtimod, at jeg kan arbejde mere målrettet, og ved, at jeg skal fokusere på min fortid og på mine tanke og handlingsmønstre, som jeg har grundlagt i barndommen.

Men det, der bringer mig mest er, at denne her diagnose forklarer ALT på én gang. Jeg er ikke længere en forvirret teenager, en cutter, en pige med spiseforstyrrelse, en forkælet unge, den eneste i min søskende flok, der bar følelserne uden på tøjet, en aggressiv og samtidig ekstrem følsom kvinde og en person, der er ekstrem bange for andre mennesker. Alt det bliver samlet på én palet, og skal bearbejdes på én gang (mere eller mindre), fordi det bunder i den samme ting. Det er jeg lettet over.

Men samtidig er jeg vred. Vred over, at jeg har haft ting i mit liv, som har påvirket mig så meget. Vred over at jeg er født ekstra følsom, så jeg lod mig påvirke. Og vred over, at jeg altid vil være ved siden af det normale. For jeg længes efter at tænke normalt, selv om jeg aldrig rigtig har prøvet det mere end et halvt år, hvor jeg fik lykkepiller næste gang.

Okay, til slut to praktiske spørgsmål.

Hvilken medicin får I/eller fik I i den tid, hvor I fik diagnosen?

Hvordan forklarer man sine forældre, at det er det her, der er galt? Jeg overvejer lidt bare at skyde skylden på det seksuelle misbrug, selv om jeg ved, at der vare meget mere inde over. Eller bare sige, at jeg er født sådan, selv om det ikke er rigtigt.

Og tusind tak for jeres opmundrende svar, det har virkeligt hjulpet med at få skubbet min tanker i den rigtige retning.

Kram fra Oktober

Kameliadamen1

Hej Oktober

Efter at jeg havde skrevet mit indlæg i morges, blev jeg lidt betænkelig over, at jeg havde skrevet, at du måske slet ikke var personlighedsmæssigt forstyrret, men måske bare ekstremt følsom. For jeg kan jo ikke uden videre parallelisere din og min situation, især ikke, når jeg ikke kan huske alt, hvad du har skrevet i denne tråd.

Men nu kan jeg se på dit nye indlæg, at du faktisk opfatter dig som meget følsom.

Jeg kan stadig ikke overskue eller huske din problematik i detaljer, og jeg har desværre ikke tid til at genlæse tråden lige nu, men der er lige et par ting, jeg må skrive:

Jeg har altid følt mig anderledes. F.eks. var der det problem, at jeg ikke kunne klare samvær med andre ret lang tid ad gangen. Jeg havde meget behov for at være alene. Egentlig er jeg meget åben og snakkesalig. Jeg bliver af og til inviteret med til selskaber, hvor værtsparret frygter, at der skal blive pinlig tavshed, eller jeg bliver anbragt ved en bordherre, der er svær at tale med. De ved, at jeg nok skal få sat gang i en samtale. Men alligevel er jeg også en enspænder, der holder af at være alene. Derudover oplevede jeg mig selv som meget viljestærk, tålmodig, udholdende og fysisk robust. På den anden side kunne jeg være skrøbelig og sart.

Det var ikke til at finde ud af!

Det hele faldt på plads, da jeg læste bogen Elaine N. Aron: ”Særligt sensitive mennesker”

http://www.g.dk/webapp/wcs/stores/servl ... 618613-100

Bogens budskab var en åbenbaring for mig. Jeg vil ikke sige, at bogen som sådan er god, for den er omstændelig på den dér særlige måde, som amerikanske selvhjælpsbøger ofte er. Jeg læste kun en lille smule af den. Resten af bogen så ud til at være gentagelser og stof, der var dødirriterende. Alligevel vil jeg gerne anbefale dig at låne bogen. Dens budskab kan du sætte dig ind i på en halv time.

Den bog forandrede meget for mig. Jeg holdt op med at føle mig flov over, at jeg ikke var som de fleste andre. Nu er jeg glad for at være sensitiv. Jeg er jo også stærk og udholdende. Jeg har faktisk slet ikke problemer med at være sammen med andre mennesker. Jeg skal bare sørge for, at jeg ikke overbelaster mig selv med alt for mange indtryk. Jeg skal sørge for at samle kræfter ved at være lidt for mig selv et stykke tid. Det er det hele.

Du spørger til den medicin, jeg fik, dengang jeg fik diagnose på personlighedsforstyrrelserne.

Dengang jeg gik hos psykiateren, der gav mig diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, havde jeg en svær depression, og fik jeg den antidepressive medicin Cipramil, der senere blev afløst af Zoloft. Ingen af de to slags medicin virkede, og jeg droppede derfor både psykiateren og medicinen, som jeg trappede ud af i løbet af en uge. Da den uge var gået, var jeg rask!

Psykiateren havde forklaret mig, at årsagen til, at den antidepressive medicin ikke virkede, var at jeg havde denne personlighedsforstyrrelse, som han fandt frem til via en udelukkelsesmetode. Efter at jeg var blevet fuldstændig depressionsfri og der var gået et lille stykke tid, skrev jeg til psykiateren og fortalte, at jeg var blevet rask ved at trappe ud af medicinen. Han sendte mig derefter et brev, hvor han indrømmede, at jeg nok havde fået en for stor dosis antidepressiv medicin, og at dette nok var årsagen til, at min depression var blevet forværret og holdt ved lige af medicinen.

Når du stillede spørgsmålet om medicin, var det så for at undersøge, om personlighedsforstyrrelse kan være forårsaget af medicin?

Et halvt år efter at jeg droppede medicinen og blev rask af det, fik jeg en depression igen, og den kurerede jeg ved hjælp af naturmedicinen perikon. Det er nu 8½ år siden, og jeg har taget perikon lige siden, men er nu ved at trappe ud af det. Det er min mening, at jeg herefter vil undvære perikon i sommerhalvåret, men fortsat tage det i vinterhalvåret.

Personlighedsforstyrrelserne har jeg aldrig mærket noget til. Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål.

Mange hilsner

Kameliadamen

P. S. Nå, er det 8 slags personlighedsforstyrrelser, der findes i alt. Jeg må ved lejlighed læse om dem igen og se efter, om det er alle 8, jeg har diagnose på, eller det "kun" er de 6 eller 7!

P. P. S. Der findes hjemmesider for særligt sensitive menesker eller HSP, der står for "highly sensitive persons". Du kan sagtens finde en masse brugbare ting om det.

Helene2

Kære Oktober

Godt du fik skubbet tankerne i den rigtige retning igen :-)

Jeg er ikke enig med din psykiater i, at problemerne vil komme igen, når du kommer tilbage til Den Virkelige Verden. Årsagen til din tilbagetrækning var jo, at du skulle udføre et nødvendigt stykke indre arbejde, så du bagefter kan træde ud i verden igen og være forandret og have det anderledes og bedre end før. For mig lyder det som om, at din psykiater siger, at du skal lære at være i verden med de følelser, du har. Det, mener jeg, er forkert. Du skulle jo ikke gå derhjemme bare for at flygte fra omverdenen. Hensigten var tværtimod at stoppe flugten fra dig selv og konfrontere dit indre, dine følelser, så du kan være i verden på en anden og bedre måde fremover.
Hidtil har du været ude i verden med barnets følelser, tanke- og reaktionsmønstre. Efter bearbejdelsen kan du træde ud i verden igen, nu med voksne følelser og voksen indsigt og forståelse. Så er fortiden blevet fortid og du vil have flere positive følelser og større overskud til at klare livet 'derude'. Selvfølgeligt vil der efterfølgende være mange nye ting at lære og øve sig på i samspillet med andre mennesker, men så vil du have nogle helt andre forudsætninger for at klare det.
At nå dertil kræver en god terapi, der fokuserer på, at du skal have det godt med at være i verden, som den person du er – udfra dine forudsætninger og din baggrund. Det skal ikke være en tilpasning til ét eller andet normalitetsbegreb, som andre definerer.

Undervejs i en bearbejdelsesproces vil du nok opleve, at også dit livssyn ændres på nogle områder. Omvendt kan du lære at bruge dit livssyn, så det bliver en positiv ressource i din fremtid. I det anderledes livssyn, kan der findes stor kreativitet.

Du 'leger' ikke med din uddannelse. Men hvis ikke du sætter bremserne i og lærer at rette dig efter, hvad der er godt og skidt for dig selv, så 'leger' du med dit eget helbred og dit eget liv. Det kan godt være, at det er din drømmeuddannelse, men når du ikke havde ressourcerne til at tage den, som du havde planlagt, så er det sådan det er og det, du må forholde dig til. Der er altid nogle ofre at bringe, hvis man vil finde hele vejen ind til sig selv.

Din lettelse over, at alle dine symptomer bliver samlet på én palet og skal bearbejdes på én gang, fordi de bunder i den samme årsag, genkender jeg. Sådan havde jeg det, da jeg opdagede, at jeg havde været udsat for incest. Det gav mig bare en forklaring på ALT. Selvom det selvfølgeligt langt fra kun var incesten, der har været skadelig. Men for at incest overhovedet kan finde sted, kræver det et specielt familiemønster, der i sig selv er skadeligt.

Din vrede er naturlig og en del af virkelighedserkendelsen. Du har god grund til at være vred og det er sundt, at du kan reagere med vrede i en periode.
Men du har ingen grund til at være vred på dig selv. Du bytter om på årsag og virkning, hvis du tror, du er født ekstra sensitiv og derfor blev påvirket. Du er tværtimod blevet ekstra sensitiv p.g.a. den negative påvirkning. Alle børn er født skrøbelige og sårbare. Det har ikke noget med en særlig medfødt sensitivitet at gøre. Det har noget med skadelige opvækstforhold og traumatisering at gøre, som alle børn ville blive negativt prægede af. Traumatisering præger hele nervesystemet, følelseslivet, tankemønstrene og evnen til at være i verden. Din sensitivitet har du med dig og den kan blive en gave, hvis du forstår at bruge den konstruktivt.

Det her handler ikke om, at du er 'syg'. Det handler om, at du er blevet traumatiseret. Det er noget helt andet. Du er rask og reagerer ganske normalt på traumatiseringen. Men du har brug for at få bearbejdet følelserne og lære at forstå dem anderledes – ikke som noget unormalt eller sygeligt - så du kan leve med følgerne af traumatiseringen og få et godt liv alligevel.
Som Kameliadamen beskriver, så kan det f.eks. være at lære, hvornår man skal trække sig lidt tilbage og give sig selv luft. Man må lære at respektere sine følelser og integrere sine behov i hverdagen. Man må slippe den tankegang, at man skal have det anderledes eller være anderledes, end man er. Jeg er 100% enig med hende, i det hun skriver (citat): '…Den siger, at vi alle kan programmeres om, så vi passer til en eller anden samfundsskabt ”normalitet”. Hvad nu, hvis det er os, der er de normale, og alle de andre evigt omkringfarende, der kan tåle støj og kaos omkring sig - samtidig med at de lige snakker i mobiltelefon – hvad nu, hvis det er dem, der er de unormale?…'

Jeg har ikke fået medicin i mit forløb.

Hvad du skal forklare dine forældre, hvordan og hvornår er svært. Det findes der ikke noget kort og enkelt svar på. Vi kan evt. skrive om det i et andet indlæg.

P.S.: Vil igen lige anbefale dig bogen 'Smertegrænsen' af Lars J. Sørensen (med undertitlen 'Traumer, tilknytning og psykisk sygdom'). Jeg tror, du vil kunne få rigtigt meget glæde af den netop nu.


Mange hilsner og tanker –
Helene